The Bible, New Testament, in Danish (page 9)

2.Timoteus 1

1. Paulus; Kristi Jesu Apostel ved Guds Villie, for at bringe Forjættelse om Livet i Kristus Jesus
2. – til Timotheus, sit elskede Barn: Nåde, Barmhjertighed og Fred fra Gud Fader og Kristus Jesus, vor Herre!

3. Jeg takker Gud, hvem jeg fra mine Forfædre af har tjent i en ren Samvittighed, ligesom jeg uafladelig har dig i Erindring i mine Bønner Nat og Dag,
4. da jeg i Mindet om dine Tårer længes efter at se dig, for at jeg må fyldes med Glæde,
5. idet jeg er bleven mindet om den uskrømtede Tro, som er i dig, den, som boede først i din Mormoder Lois og din Moder Eunike, og jeg er vis på, at den også bor i dig.

6. Derfor påminder jeg dig, at du opflammer den Guds Nådegave, som er i dig ved mine Hænders Pålæggelse. 7. Thi Gud har ikke givet os Fejgheds Ånd, men Krafts og Kærligheds og Sindigheds Ånd.
8. Derfor, skam dig ikke ved Vidnesbyrdet om vor Herre eller ved mig, hans Fange, men lid ondt med Evangeliet ved Guds Kraft, 9. han, som frelste os og kaldte os med en hellig Kaldelse, ikke efter vore Gerninger, men efter sit eget Forsæt og Nåden, som blev given os i Kristus Jesus fra evige Tider, 10. men nu er kommen for Dagen ved vor Frelsers Jesu Kristi Åbenbarelse, han, som tilintetgjorde Døden, men bragte Liv og Uforkrænkelighed for Lyset ved Evangeliet, 11. for hvilket jeg er bleven sat til Prædiker og Apostel og Hedningers Lærer,

12. hvorfor jeg også lider dette, men jeg skammer mig ikke derved; thi jeg ved, til hvem jeg har sat min Tro, og jeg er vis på, at han er mægtig til at vogte på den mig betroede Skat til hin Dag. 13. Hav et Forbillede i de sunde Ord, som du har hørt af mig, i Tro og Kærlighed i Kristus Jesus.
14. Vogt på den skønne betroede Skat ved den Helligånd, som bor i os.

15. Du ved dette, at alle de i Asien have vendt sig fra mig, iblandt hvilke ere Fygelus og Hermogenes.
16. Herren vise Onesiforus’s Hus Barmhjertighed; thi han har ofte vederkvæget mig og skammede sig ikke ved min Lænke, 17. men da han kom til Rom, søgte han ivrigt efter mig og fandt mig. 18. Herren give ham at finde Barmhjertighed fra Herren på hin Dag! Og hvor megen Tjeneste han har gjort i Efesus, ved du bedst.

2.Timoteus 2

1. Du derfor, mit Barn! bliv stærk ved Nåden i Kristus Jesus; 2. og hvad du har hørt af mig for mange Vidner, betro det til trofaste Mennesker, som kunne være dygtige også til at lære andre.
3. Vær med til at lide ondt som en god Kristi Jesu Stridsmand. 4. Ingen, som gør Krigstjeneste, indvikler sig i Livets Handeler for at han kan behage den, som tog ham i Sold. 5. Og ligeså, når nogen møder i Væddekamp, bliver han dog ikke bekranset, dersom han ikke kæmper lovmæssigt. 6. Den Bonde, som arbejder, bør først have Del i Frugterne. 7. Mærk, hvad jeg siger; Herren vil jo give dig Indsigt i alle Ting.

8. Kom Jesus Kristus i Hu, oprejst fra de døde, af Davids Sæd, efter mit Evangelium,
9. for hvilket jeg lider ondt lige indtil at være bunden som en Misdæder; men Guds Ord er ikke bundet. 10. Derfor udholder jeg alt for de udvalgtes Skyld, for at også de skulle få Frelsen i Kristus Jesus med evig Herlighed. 11. Den Tale er troværdig; thi dersom vi ere døde med ham, skulle vi også leve med ham;
12. dersom vi holde ud, skulle vi også være Konger med ham; dersom vi fornægte, skal også han fornægte os; 13. dersom vi ere utro, forbliver han dog tro; thi fornægte sig selv kan han ikke.

14. påmind om disse Ting, idet du besværger dem for Herrens Åsyn, at de ikke kives om Ord, hvilket er til ingen Nytte, men til Ødelæggelse for dem, som høre derpå.
15. Gør dig Flid for at fremstille dig selv som prøvet for Gud, som en, Arbejder, der ikke behøver at skamme sig, som rettelig lærer Sandhedens Ord.
16. Men hold dig fra den vanhellige, tomme Snak; thi sådanne ville stedse gå videre i Ugudelighed,
17. og deres Ord vil æde om sig som Kræft. Iblandt dem ere Hymenæus og Filetus,
18. som ere afvegne fra Sandheden, idet de sige, at Opstandelsen er allerede sket, og de forvende Troen hos nogle.

19. Dog, Guds faste Grundvold står og har dette Segl: “Herren kender sine” og: “Hver den, som nævner Herrens Navn, afstå fra Uretfærdighed.”
20. Men i et stort Hus er der ikke alene Kar af Guld og Sølv, men også af Træ og Ler, og nogle til Ære, andre til Vanære. 21. Dersom da nogen holder sig ren fra disse, han skal være et Kar til Ære, helliget, Husbonden nyttigt, tilberedt til al god Gerning.

22. Men fly de ungdommelige Begæringer; jag derimod efter Retfærdighed, Troskab, Kærlighed og Fred sammen med dem, som påkalde Herren af et rent Hjerte;
23. og afvis de tåbelige og uforstandige Stridigheder, efterdi du ved, at de avle Kampe,
24. men en Herrens Tjener bør ikke strides, men være mild imod alle, dygtig til at lære, i Stand til at tåle ondt, 25. med Sagtmodighed irettesættende dem, som modsætte sig, om Gud dog engang vilde give dem Omvendelse til Sandheds Erkendelse, 26. og de kunde blive ædru igen fra Djævelens Snare, af hvem de ere fangne til at gøre hans Villie.

2.Timoteus 3

1. Men vid dette,at i de sidste Dage skulle vanskelige Tider indtræde.
2. Thi Menneskene skulle være egenkærlige, pengegridske, praleriske, hovmodige, spottelystne, ulydige imod Forældre, utaknemmelige, ryggesløse,
3. ukærlige, uforligelige, bagtaleriske, uafholdne, rå, uden Kærlighed til det gode,
4. forræderske, fremfusende, opblæste, Mennesker, som mere elske Vellyst, end de elske Gud,
5. som have Gudfrygtigheds Skin, men have fornægtet dens Kraft. Og fra disse skal du vende dig bort!
6. Thi til dem høre de, som snige sig ind i Husene og fange Kvindfolk, der ere belæssede med Synder og drives af mange Hånde Begæringer
7. og altid lære og aldrig kunne komme til Sandheds Erkendelse. 8. Men ligesom Jannes og Jambres stode Moses imod, således modstå også disse Sandheden: Mennesker, fordærvede i Sindet, forkastelige i Troen.
9. Dog, de skulle ikke få Fremgang ydermere; thi deres Afsind skal blive åbenbart for alle, ligesom også hines blev.

10. Du derimod har efterfulgt mig i Lære, i Vandel, i Forsæt, Tro, Langmodighed, Kærlighed, Udholdenhed, 11. i Forfølgelser, i Lidelser, sådanne, som ere komne over mig i Antiokia, i Ikonium, i Lystra, sådanne Forfølgelser, som jeg har udstået, og Herren har friet mig ud af dem alle. 12. Ja, også alle de, som ville leve gudfrygtigt i Kristus Jesus, skulle forfølges.
13. Men onde Mennesker og Bedragere ville gå frem til det værre; de forføre og forføres.

14. Du derimod, bliv i det, som du har lært, og som du er bleven forvisset om, efterdi du ved, af hvem du har lært det, 15. og efterdi du fra Barn af kender de hellige Skrifter, som kunne gøre dig viis til Frelse ved Troen på Kristus Jesus. 16. Hvert Skrift er indåndet af Gud og nyttig til Belæring, til Irettesættelse, til Forbedring, til Optugtelse i Retfærdighed, 17. for at Guds-Mennesket må vorde fuldkomment, dygtiggjort til al god Gerning.

2.Timoteus 4

1. Jeg besværger dig for Guds og Kristi Jesu Åsyn, som skal dømme levende og døde, og ved hans Åbenbarelse og hans Rige: 2. Prædike Ordet, vær rede i Tide og i Utide, irettesæt, straf, forman med al Langmodighed og Belæring! 3. Thi den Tid skal komme, da de ikke skulle fordrage den sunde Lære, men efter deres egne Begæringer tage sig selv Lærere i Hobetal, efter hvad der kildrer deres Øren, 4. og de skulle vende Ørene fra Sandheden og vende sig hen til Fablerne.
5. Du derimod, vær ædru i alle Ting, lid ondt, gør en Evangelists Gerning, fuldbyrd din Tjeneste!

6. Thi jeg ofres allerede, og Tiden til mit Opbrud er for Hånden. 7. Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet og bevaret Troen.
8. I øvrigt henligger Retfærdighedens Krans til mig, hvilken Herren, den retfærdige Dommer, skal give mig på hin Dag, og ikke alene mig, men også alle dem, som have elsket hans Åbenbarelse.

9. Gør dig Flid for at komme snart til mig; 10. thi Demas forlod mig, fordi han fik Kærlighed til den nærværende Verden, og drog til Thessalonika; Kreskens drog til Galatien, Titus til Dalmatien.
11. Lukas er alene hos mig. Tag Markus og bring ham med dig; thi han er mig nyttig til Tjenesten.
12. Men Tykikus har jeg sendt til Efesus. 13. Når du kommer, da bring min Rejsekjortel med dig, som jeg lod blive i Troas hos Karpus, og Bøgerne, især dem på Pergament.

14. Smeden Aleksander har gjort mig meget ondt; Herren vil betale ham efter hans Gerninger.
15. For ham skal også du vogte dig; thi han stod vore Ord hårdt imod. 16. Ved mit første Forsvar kom ingen mig til Hjælp, men alle lode mig i Stikken; (gid det ikke må tilregnes dem! ) 17. Men Herren stod hos mig og styrkede mig, for at Ordets Prædiken skulde fuldbyrdes ved mig, og alle Hedningerne høre det; og jeg blev friet fra Løvens Gab.
18. Herren vil fri mig fra al ond Gerning og frelse mig til sit himmelske Rige; ham være Æren i Evighedernes Evigheder! Amen.

19. Hils Priska og Akvila og Onesiforus’s Hus! 20. Erastus blev i Korinth, men Trofimmus efterlod jeg syg i Milet. 21. Gør dig Flid for at komme før Vinteren! Eubulus og Pudens og Linus og Klaudia og alle Brødrene hilse dig. 22. Den Herre Jesus være med din Ånd! Nåden være med eder!

Titus

Titus 1

1. Paulus, Guds Tjener og Jesu Kristi Apostel til at virke Tro hos Guds udvalgte og Erkendelse at Sandheden angående Gudsfrygt, 2. i Håb om evigt Liv, hvilket Gud, som ikke lyver, har forjættet fra evige Tider,
3. men i sin Tid har han åbenbaret sit Ord ved den Prædiken, som er bleven mig betroet efter Guds, vor Frelsers Befaling: 4. til Titus, mit ægte Barn i fælles Tro: Nåde og Fred fra Gud Fader og Kristus Jesus vor Frelser!

5. Derfor efterlod jeg dig på Kreta, for at du skulde bringe i Orden, hvad der stod tilbage, og indsætte Ældste i hver By, som jeg pålagde dig,
6. såfremt en er ustraffelig, een Kvindes Mand og har troende Børn, der ikke ere beskyldte for Ryggesløshed eller ere genstridige. 7. Thi en Tilsynsmand bør være ustraffelig som en Guds Husholder, ikke selvbehagelig, ikke vredagtig, ikke hengiven til Vin, ikke til Slagsmål, ikke til slet Vinding,
8. men gæstfri, elskende det gode, sindig, retfærdig, from, afholdende;
9. en Mand, som holder fast ved det troværdige Ord efter Læren, for at han kan være dygtig til både at formane ved den sunde Lære og at gendrive dem, som sige imod.

10. Thi mange ere genstridige, føre intetsigende Snak og dåre Sindet, især de af Omskærelsen;
11. dem bør man stoppe Munden på; thi de forvende hele Huse ved at føre utilbørlig Lære for slet Vindings Skyld. 12. En af dem, en af deres egne Profeter, har sagt: “Kretere ere altid Løgnere, onde Dyr, lade Buge.”
13. Dette Vidnesbyrd er sandt. Derfor skal du sætte dem strengelig i Rette, for at de må blive sunde i Troen 14. og ikke agte på jødiske Fabler og Bud af Mennesker, som vende sig bort fra Sandheden.
15. Alt er rent for de rene; men for de besmittede og vantro er intet rent, men både deres Sind og Samvittighed er besmittet. 16. De sige, at de kende Gud, men med deres Gerninger fornægte de ham, vederstyggelige, som de ere, og ulydige og uduelige til al god Gerning.

Titus 2

1. Du derimod, tal, hvad der sømmer sig for den sunde Lære: 2. at gamle Mænd skulle være ædruelige, ærbare, sindige, sunde i Troen, i Kærligheden, i Udholdenheden; 3. at gamle Kvinder ligeledes skulle skikke sig, som det sømmer sig hellige, ikke bagtale, ikke være forfaldne til megen Vin, men være Lærere i, hvad godt er,
4. for at de må få de unge Kvinder til at besinde sig på at elske deres Mænd og at elske deres Børn,
5. at være sindige, kyske, huslige, gode, deres egne Mænd undergivne, for at Guds Ord ikke skal bespottes. 6. Forman ligeledes de unge Mænd til at være sindige, 7. idet du i alle Måder viser dig selv som et Forbillede på gode Gerninger og i Læren viser Ufordærvethed, Ærbarhed, 8. sund, ulastelig Tale, for at Modstanderen må blive til Skamme, når han intet ondt har at sige om os. 9. Forman Trælle til at underordne sig under deres egne Herrer, at være dem til Behag i alle Ting, ikke sige imod, 10. ikke besvige, men vise al god Troskab, for at de i alle Måder kunne være en Pryd for Guds, vor Frelsers Lære.

11. Thi Guds Nåde er bleven åbenbaret til Frelse for alle Mennesker 12. og opdrager os til at forsage Ugudeligheden og de verdslige Begæringer og leve sindigt og retfærdigt og gudfrygtigt i den nærværende Verden;
13. forventende det salige Håb og den store Guds og vor Frelsers Jesu Kristi Herligheds Åbenbarelse,
14. han, som gav sig selv for os, for at han måtte forløse os fra al Lovløshed og rense sig selv et Ejendomsfolk, nidkært til gode Gerninger.
15. Tal dette, og forman og irettesæt med al Myndighed; lad ingen ringeagte dig!

Titus 3

1. Påmind dem om at underordne sig Øvrigheder og Myndigheder, at adlyde, at være redebonne til al god Gerning. 2. ikke at forhåne nogen, ikke være stridslystne, men milde, og udvise al Sagtmodighed imod alle Mennesker.

3. Thi også vi vare fordum uforstandige, ulydige, vildfarende, Slaver af Begæringer og, mange Hånde Lyster, vi levede i Ondskab og Avind, vare forhadte og hadede hverandre. 4. Men da Guds, vor Frelsers Godhed og Menneskekærlighed åbenbaredes,
5. frelste han os, ikke for de Retfærdigheds Gerningers Skyld, som vi havde gjort, men efter sin Barmhjertighed, ved Igenfødelsens Bad og Fornyelsen i den Helligånd,
6. som han rigeligt udøste over os ved Jesus Kristus, vor Frelser, 7. for at vi, retfærdiggjorte ved hans Nåde, skulde i Håb vorde Arvinger til evigt Liv.
8. Den Tale er troværdig, og derom vil jeg, at du skal forsikre dem, for at de, som ere komne til Tro på Gud, skulle lægge Vind på at øve gode Gerninger. Dette er Menneskene godt og nyttigt.

9. Men hold dig fra tåbelige Stridigheder og Slægtregistre og Kiv og Kampe om Loven; thi de ere unyttige og frugtesløse. 10. Et kættersk Menneske skal du afvise efter een og to Ganges Påmindelse,
11. da du ved, at en sådan er forvendt og synder, domfældt af sig selv.

12. Når jeg sender Artemas til dig eller Tykikus, da gør dig Flid for at komme til mig i Nikopolis;thi der har jeg besluttet at overvintre.
13. Zenas den lovkyndige og Apollos skal du omhyggeligt hjælpe på Vej, for at intet skal fattes dem.
14. Men lad også vore lære at øve gode Gerninger, hvor der er Trang dertil, for at de ikke skulle være uden Frugt. 15. Alle, som ere hos mig, hilse dig. Hils dem, som elske os i Troen. Nåden være med eder alle!

Filemon 1

1. Paulus, Kristi Jesu Fange, og Broderen Timotheus til Filemon, vor elskede og Medarbejder,
2. og til Søsteren Appia og Arkippus, vor Medstrider, og Menigheden i dit Hus;
3. Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

4. Jeg takker min Gud altid, når jeg kommer dig i Hu i mine Bønner, 5. efterdi jeg hører om din Kærlighed og den Tro, som du har til den Herre Jesus og til alle de hellige, 6. for at din Delagtighed i Troen må blive virksom for Kristus i Erkendelse af alt det gode, som er i eder. 7. Thi stor Glæde og Trøst har jeg fået af din Kærlighed, efterdi de helliges Hjerter ere blevne vederkvægede ved dig, Broder!

8. Derfor, endskønt jeg kunde med stor Frimodighed i Kristus befale dig det, som er tilbørligt,
9. så beder jeg dig dog hellere for Kærlighedens Skyld, sådan som jeg er, som den gamle Paulus, og nu tilmed Kristi Jesu Fange; 10. jeg beder dig for mit Barn, som jeg har avlet i mine Lænker, Onesimus,
11. ham, som tilforn var dig unyttig, men nu er nyttig både for dig og for mig, ham, som jeg sender dig tilbage, 12. ham, det er mit eget Hjerte.
13. Ham vilde jeg gerne beholde hos mig, for at han i dit Sted kunde tjene mig i Evangeliets Lænker.
14. Men, uden dit Samtykke vilde jeg intet gøre, for at din Godhed ikke skulde være som af Tvang, men af fri Villie. 15. Thi måske blev han derfor skilt fra dig en liden Tid, for at du kunde få ham igen til evigt Eje,
16. ikke mere som en Træl, men som mere end en Træl, som en elsket Broder, særlig for mig, men hvor meget mere for dig, både i Kødet og i Herren.
17. Dersom da du anser mig for din Medbroder, så modtag ham som mig! 18. Men har han gjort dig nogen Uret eller er dig noget skyldig, da før mig det til Regning!
19. Jeg, Paulus, skriver med min egen Hånd, jeg vil betale,for ikke at sige dig, at du desuden også skylder mig dig selv. 20. Ja, Broder! lad mig få Gavn af dig i Herren, vederkvæg mit Hjerte i Kristus!

21. I Tillid til din Lydighed skriver jeg til dig, idet jeg ved, at du vil gøre endog mere end det, jeg siger. 22. Men med det samme bered også Herberge for mig; thi jeg håber, at jeg ved eders Bønner skal skænkes eder. 23. Epafras, min medfangne i Kristus Jesus, 24. Markus, Aristarkus, Demas, Lukas, mine Medarbejdere, hilse dig. 25. Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eders Ånd!

Hebræerne

Hebræerne 1

1. Efter at Gud fordum havde talt mange Gange og på mange Måder, til Fædrene ved Profeterne, så har han ved Slutningen af disse Dage talt til os ved sin Søn,
2. hvem han har sat til Arving af alle Ting, ved hvem han også har skabt Verden;
3. han, som – efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord – efter at have gjort Renselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens højre Hånd i det høje,
4. idet han er bleven så meget ypperligere end Englene, som han har arvet et herligere Navn fremfor dem.

5. Thi til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: “Du er min Søn, jeg har født dig i Dag”? og fremdeles: “Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn”? 6. Og når han atter indfører den førstefødte i Verden, hedder det: “Og alle Guds Engle skulle tilbede ham”. 7. Og om Englene hedder det: “Han gør sine Engle til Vinde og sine Tjenere til Ildslue”;
8. men om Sønnen,: “Din Trone, o Gud! står i al Evighed, og Rettens Kongestav er dit Riges Kongestav.
9. Du elskede Retfærdighed og hadede Lovløshed, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre”. 10. Og: “Du, Herre! har i Begyndelsen grundfæstet Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gerninger.
11. De skulle forgå, men du bliver; og de skulle til Hobe ældes som et Klædebon,
12. ja, som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du er den samme, og dine År skulle ikke få Ende”. 13. Men til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: “Sæt dig ved min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder”?
14. Ere de ikke alle tjenende Ånder, som udsendes til Hjælp for deres Skyld, der skulle arve Frelse?

Hebræerne 2

1. Derfor bør vi des mere agte på det, vi have hørt, for at vi ikke skulle rives bort.
2. Thi når det Ord, som taltes ved Engle, blev urokket, og hver Overtrædelse og Ulydighed f1k velforskyldt Løn, 3. hvorledes skulle da vi undfly, når vi ikke bryde os om så stor en Frelse, som jo efter først at være bleven forkyndt ved Herren, er bleven stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham, 4. idet Gud vidnede med både ved Tegn og Undere og mange Hånde kraftige Gerninger og ved Meddelelse af den Helligånd efter sin Villie.

5. Thi det var ikke Engle, han underlagde den kommende Verden; om hvilken vi tale.
6. Men en har vidnet et Sted og sagt: “Hvad er et Menneske, at du kommer ham i Hu? eller en Menneskesøn, at du ser til ham? 7. Du gjorde ham en kort Tid ringere end Engle; med Herlighed og Ære kronede du ham;
8. alle Ting lagde du under hans Fødder”. – Idet han nemlig underlagde ham alle Ting, undtog han intet fra at være ham underlagt. Nu se vi imidlertid endnu ikke alle Ting underlagte ham;
9. men ham, som en kort Tid var bleven gjort ringere end Engle, Jesus, se vi på Grund af Dødens Lidelse kronet med Herlighed og Ære, for at han ved Guds Nåde må have smagt Døden for alle.

10. Thi det sømmede sig ham, for hvis Skyld alle Ting ere, og ved hvem alle Ting ere, når han førte mange Sønner til Herlighed, da at fuldkomme deres Frelses Ophavsmand igennem Lidelser. 11. Thi både den, som helliger, og de, som helliges, ere alle af een; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre, 12. når han siger: “Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i en Menighed vil jeg lovsynge dig.”
13. Og fremdeles: “Jeg vil forlade mig på ham.” Og fremdeles: “Se, her er jeg og de Børn, som Gud har givet mig.” 14. Efterdi da Børnene ere delagtige i Blod og Kød, blev også han i lige Måde delagtig deri, for at han ved Døden skulde gøre den magtesløs, som har Dødens Vælde, det er Djævelen, 15. og befri alle dem, som på Grund af Dødsfrygt vare under Trældom al deres Livs Tid.
16. Thi det er jo dog ikke Engle, han tager sig af, men Abrahams Sæd tager han sig af.
17. Derfor måtte han blive sine Brødre lig i alle. Ting, for at han kunde blive en barmhjertig og trofast Ypperstepræst over for Gud til at sone Folkets Synder.
18. Thi idet han har lidt, kan han som den, der selv er fristet, komme dem til Hjælp, som fristes.

Hebræerne 3

1. Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus, 2. der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom også Moses var det i hele hans Hus.
3. Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme Mål som den,der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset selv.
4. Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet alt, er Gud.
5. Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales; 6. men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi, såfremt vi fastholde Håbets Frimodighed og Ros urokket indtil Enden.

7. Derfor, som den Helligånd siger: “I Dag, når I høre hans Røst, 8. da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen, på Fristelsens Dag i Ørkenen,
9. hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig på Prøve, og de så dog mine Gerninger i fyrretyve År. 10. Derfor harmedes jeg på denne Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje, 11. så jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile” –
12. så ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, så at han falder fra den levende Gud.
13. Men formaner hverandre hver Dag, så længe det hedder “i Dag”, for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag. 14. Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, såfremt vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden. 15. Når der sigs: “I Dag, – når I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter som i Forbitrelsen”:
16. hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses? 17. Men på hvem harmedes han i fyrretyve År? Mon ikke på dem, som syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen? 18. Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gå ind til hans Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige? 19. Og vi se, at de ikke kunde gå ind på Grund af Vantro.

Hebræerne 4

1. Lader os derfor, da der endnu står en Forjættelse tilbage om at indgå til hans Hvile, vogte os for, at nogen af eder skal mene, at han er kommen for silde.
2. Thi også os er der forkyndt godt Budskab ligesom hine; men Ordet, som de hørte, hjalp ikke dem, fordi det ikke var forenet med Troen hos dem, som hørte det.
3. Thi vi gå ind til Hvilen, vi, som ere komne til Troen, efter hvad han har sagt: “Så svor jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile”, omendskønt Gerningerne vare fuldbragte fra Verdens Grundlæggelse. 4. Thi han har et Sted sagt om den syvende Dag således: “Og Gud hvilede på den syvende Dag fra alle sine Gerninger.” 5. Og fremdeles på dette Sted: “Sandelig, de skulle ikke gå ind til min Hvile.”
6. Efterdi der altså står tilbage, at nogle skulle gå ind til den, og de, hvem der først blev forkyndt godt Budskab, ikke gik ind for deres Genstridigheds Skyld:
7. så bestemmer han atter en Dag: “I Dag”, siger han ved David så lang Tid efter, (som ovenfor sagt): “I Dag, når I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter!” 8. Thi dersom Josva havde skaffet dem Hvile, da vilde han ikke tale om en anden Dag siden efter.
9. Altså er der en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk. 10. Thi den, som er gået ind til hans Hvile, også han har fået Hvile fra sine Gerninger, ligesom Gud fra sine.

11. Lader os derfor gøre os Flid for at gå ind til hin Hvile, for at ikke nogen skal falde ved den samme Genstridighed, som hine gave Eksempel på.
12. Thi Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget tveægget Sværd og trænger igennem, indtil det deler Sjæl og Ånd, Ledemod såvel som Marv, og dømmer over Hjertets Tanker og Råd. 13. Og ingen Skabning er usynlig for hans Åsyn; men alle Ting ere nøgne og udspændte for hans Øjne, hvem vi stå til Regnskab.

14. Efterdi vi altså have en stor Ypperstepræst, som er gået igennem Himlene, Jesus, Guds Søn, da lader os holde fast ved Bekendelsen!
15. Thi vi have ikke en Ypperstepræst, som ej kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en sådan, som er fristet i alle Ting i Lighed med os, dog uden Synd.
16. Derfor lader os træde frem med Frimodighed for Nådens Trone, for at vi kunne få Barmhjertighed og finde Nåde til betimelig Hjælp.

Hebræerne 5

1. Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære både Gaver og Slagtofre for Synder,
2. som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende, eftersom han også selv er stedt i Skrøbelighed 3. og for dens Skyld må frembære Syndoffer, som for Folket således også for sig selv
4. Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom jo også Aron.

5. Således har ej heller Kristus tillagt sig selv den Ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: “Du er min Søn, jeg har født dig i Dag,”
6. som han jo også siger et andet Sted: “Du er Præst til evig Tid, efter Melkisedeks Vis,”
7. han, som i sit Køds Dage med stærkt Råb og Tårer frembar Bønner og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Angst,
8. og således, endskønt han var Søn, lærte Lydighed af det, han led,
9. og efter at være fuldkommet blev Årsag til evig Frelse for alle dem, som lyde ham,
10. idet han af Gud blev kaldt Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis.

11. Herom have vi meget at sige, og det er vanskeligt at forklare, efterdi I ere blevne sløve til at høre. 12. Thi skønt I efter Tiden endog burde være Lærere, trænge I atter til, at man skal lære eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I ere blevne sådanne, som trænge til Mælk og ikke til fast Føde. 13. Thi hver, som får Mælk, er ukyndig i den rette Tale, thi han er spæd;
14. men for de fuldkomne er den faste Føde, for dem, som på Grund af deres Erfaring have Sanserne øvede til at skelne mellem godt og ondt.

Hebræerne 6

1. Lader os derfor forbigå Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenhed uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro på Gud, 2. med Lære om Døbelser og Håndspålæggelse og dødes Opstandelse og evig Dom.
3. Ja, dette ville vi gøre, såfremt Gud tilsteder det. 4. Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligånd 5. og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og som ere faldne fra, – dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse
6. da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot. 7. Thi Jorden, som drikker den ofte derpå faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den også dyrkes, får Velsignelse fra Gud;
8. men når den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.

9. Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale således. 10. Thi Gud er ikke uretfærdig, så at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige.
11. Men vi ønske, at enhver af eder må udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Håbet indtil Enden, 12. for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Tålmodighed arve Forjættelserne. 13. Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde: 14. “Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig.”
15. Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt. 16. Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al Modsigelse til Stadfæstelse.
17. Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil, 18. for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran os,
19. hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og går ind inden for Forhænget,
20. hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid.

Hebræerne 7

1. Thi denne Melkisedek, Konge i Salem, den højeste Guds Præst, som gik Abraham i Møde, da han vendte tilbage fra Kongernes Nederlag, og velsignede ham,
2. hvem også Abraham gav Tiende af alt, og som, når hans Navn udlægges, først er Retfærdigheds Konge, dernæst også Salems Konge, det er: Freds Konge,
3. uden Fader, uden Moder, uden Slægtregister, uden Dages Begyndelse og uden Livs Ende, men gjort lig med Guds Søn, – han forbliver Præst for bestandig.

4. Ser dog, hvor stor denne er, hvem endog Patriarken Abraham gav Tiende af Byttet.
5. Og hine, som, idet de høre til Levi Sønner, få Præstedømmet, have et Bud om at tage Tiende efter Loven af Folket, det er af deres Brødre, endskønt disse ere udgåede af Abrahams Lænd; 6. men han, som ikke regner sin Slægt fra dem, har taget Tiende af Abraham og har velsignet den, som havde Forjættelserne. 7. Men uden al Modsigelse er det den ringere, som velsignes af den ypperligere.
8. Og her er det dødelige Mennesker, som tager Tiende; men der er det en, om hvem der vidnes, at han lever. 9. Ja, så at sige, har endog Levi, som tager Tiende, igennem Abraham givet Tiende;
10. thi han var endnu i Faderens Lænd, da Melkisedek gik denne i Møde.

11. Hvis der altså var Fuldkommelse at få ved det levitiske Præstedømme (thi på Grundlag af dette har jo Folket fået Loven), hvilken Trang var der da yderligere til, at en anden Slags Præst skulde opstå efter Melkisedeks Vis og ikke nævnes efter Arons Vis?
12. Når nemlig Præstedømmet omskiftes, sker der med Nødvendighed også en Omskiftelse af Loven.
13. Thi han, om hvem dette siges, har hørt til en anden Stamme, af hvilken ingen har taget Vare på Alteret. 14. thi det er vitterligt, at af Juda er vor Herre oprunden, og for den Stammes Vedkommende har Moses intet talt om Præster. 15. Og det bliver end ydermere klart, når der i Lighed med Melkisedek opstår en anden Slags Præst, 16. som ikke er bleven det efter et kødeligt Buds Lov, men efter et uopløseligt Livs Kraft.
17. Thi han får det Vidnesbyrd: “Du er Præst til evig Tid efter Melkisedeks Vis.”
18. Thi vel sker der Ophævelse af et forudgående Bud, fordi det var svagt og unyttigt
19. (thi Loven har ikke fuldkommet noget); men der sker Indførelse af et bedre Håb, ved hvilket vi nærme os til Gud. 20. Og så vist som det ikke er sket uden Ed, 21. (thi hine ere blevne Præster uden Ed, men denne med Ed, ved den, som siger til ham: “Herren svor, og han skal ikke angre det: Du er Præst til evig Tid”):
22. så vist er Jesus bleven Borgen for en bedre Pagt. 23. Og hine ere blevne Præster, flere efter hinanden, fordi de ved Døden hindredes i at vedblive;
24. men denne har et uforgængeligt Præstedømme, fordi han bliver til evig Tid,
25. hvorfor han også kan fuldkomment frelse dem, som komme til Gud ved ham, efterdi han lever altid til at gå i Forbøn for dem.

26. Thi en sådan Ypperstepræst var det også, som sømmede sig for os, en from, uskyldig, ubesmittet, adskilt fra Syndere og ophøjet over Himlene;
27. en, som ikke hver Dag har nødig, som Ypperstepræsterne, at frembære Ofre først for sine egne Synder, derefter for Folkets; thi dette gjorde han een Gang for alle, da han ofrede sig selv. 28. Thi Loven indsætter til Ypperstepræster Mennesker, som have Skrøbelighed; men Edens Ord, som kom senere end Loven, indsætter en Søn, som er fuldkommet til evig Tid:

Hebræerne 8

1. Men Hovedpunktet ved det, hvorom her tales, er dette: vi have en sådan Ypperstepræst, der har taget Sæde på højre Side af Majestætens Trone i Himlene
2. som Tjener ved Helligdommen og det sande Tabernakel, hvilket Herren har oprejst, og ikke et Menneske. 3. Thi hver Ypperstepræst indsættes til at frembære Gaver og Slagtofre; derfor er det nødvendigt, at også denne må have noget at frembære.
4. Dersom han nu var på Jorden, da var han ikke engang Præst, efterdi der her er dem, som frembære Gaverne efter Loven; 5. hvilke jo tjene ved en Afbildning og Skygge af det himmelske, således som det blev Moses betydet af Gud, da han skulde indrette Tabernaklet: “Se til, sagde han, at du gør alting efter det Forbillede, der blev vist dig på Bjerget.”

6. Men nu har han fået en så meget ypperligere Tjeneste, som han også er Mellemmand for en bedre Pagt, der jo er grundet på bedre Forjættelser.
7. Thi dersom hin første var udadlelig, da vilde der ikke blive søgt Sted for en anden.
8. Thi dadlende siger han til dem: “Se, der kommer Dage, siger Herren, da jeg vil slutte en ny Pagt med Israels Hus og med Judas Hus;
9. ikke som den Pagt, jeg gjorde med deres Fædre på den Dag, da jeg tog dem ved Hånden for at føre dem ud af Ægyptens Land; thi de bleve ikke i min Pagt, og jeg brød mig ikke om dem, siger Herren.
10. Thi dette er den Pagt, som jeg vil oprette med Israels Hus efter de Dage, siger Herren: Jeg vil give mine Love i deres Sind, og jeg vil indskrive dem i deres Hjerte, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.
11. Og de skulle ikke lære hver sin Medborger og hver sin Broder og sige: Kend Herren; thi de skulle alle kende mig, fra den mindste indtil den største iblandt dem.
12. Thi jeg vil være nådig imod deres Uretfærdigheder og ikke mere ihukomme deres Synder.”
13. Når han siger: “en ny”, har han erklæret den første for gammel; men det, som bliver gammelt og ældes, er nu ved at forsvinde.

Hebræerne 9

1. Vel havde også den første Pagt Forskrifter for Gudstjenesten og en jordisk Helligdom.
2. Thi der var indrettet et Telt, det forreste, hvori Lysestagen var og Bordet og Skuebrødene, det, som jo kaldes det Hellige. 3. Men bag det andet Forhæng var et Telt, det, som kaldes det Allerhelligste,
4. som havde et gyldent Røgelsealter og Pagtens Ark, overalt beklædt med Guld, i hvilken der var en Guldkrukke med Mannaen, og Arons Stav, som havde blomstret, og Pagtens Tavler, 5. men oven over den var Herlighedens Keruber, som overskyggede Nådestolen, hvorom der nu ikke skal tales enkeltvis. 6. Idet nu dette er således indrettet, gå Præsterne til Stadighed ind i det forreste Telt, når de forrette Tjenesten; 7. men i det andet går alene Ypperstepræsten ind een Gang om Året, ikke uden Blod,hvilket han ofrer for sig selv og Folkets Forseelser,
8. hvorved den Helligånd giver til Kende, at Vejen til Helligdommen endnu ikke er bleven åbenbar, så længe det førreste Telt endnu står,
9. hvilket jo er et Sindbillede indtil den nærværende Tid, og stemmende hermed frembæres der både Gaver og Ofre, som ikke i Henseende til Samvittigheden kunne fuldkomme den, der forretter sin Gudsdyrkelse,
10. men som kun, ved Siden af Mad og Drikke og forskellige Tvættelser, ere kødelige Forskrifter, pålagte indtil den rette Ordnings Tid.

11. Men da Kristus kom som Ypperstepræst for de kommende Goder, gik han igennem det større og fuldkomnere Telt, som ikke er gjort med Hænder, det er: som ikke er af denne Skabning, 12. og gik ikke heller med Blod af Bukke eller Kalve, men med sit eget Blod een Gang for alle ind i Helligdommen og vandt en evig Forløsning.
13. Thi dersom Blodet af Bukke og Tyre og Aske af en Kvie ved at stænkes på de besmittede helliger til Kødets Renhed: 14. hvor meget mere skal da Kristi Blod, hans, som ved en evig Ånd frembar sig selv lydeløs for Gud, rense eders Samvittighed fra døde Gerninger til at tjene den levende Gud?

15. Og derfor er han Mellemmand for en ny Pagt, for at de kaldede, da der har fundet Død Sted til Genløsning fra Overtrædelserne under den første Pagt, må få den evige Arvs Forjættelse. 16. Thi hvor der er en Arvepagt, der er det nødvendigt, at hans Død, som har oprettet Pagten, skal godtgøres. 17. Thi en Arvepagt er urokkelig efter døde, da den ingen Sinde træder i Kraft, medens den, som har oprettet den, lever. 18. Derfor er heller ikke den første bleven indviet uden Blod 19. Thi da hvert Bud efter Loven var forkyndt af Moses for hele Folket, tog han Kalve- og Bukkeblod med Vand og skarlagenrød Uld og Isop og bestænkede både Bogen selv og hele Folket, idet han sagde:
20. “Dette er den Pagts Blod, hvilken Gud har pålagt eder.” 21. Og Tabernaklet og alle Tjenestens Redskaber bestænkede han ligeledes med Blodet.
22. Og næsten alt bliver efter Loven renset med Blod, og uden Blods Udgydelse sker der ikke Forladelse.

23. Altså var det en Nødvendighed, at Afbildningerne af de himmelske Ting skulde renses herved, men selve de himmelske Ting ved bedre Ofre end disse.
24. Thi Kristus gik ikke ind i en Helligdom, som var gjort med Hænder og kun var et Billede af den sande, men ind i selve Himmelen for nu at træde frem for Guds Ansigt til Bedste for os; 25. ikke heller for at han skulde ofre sig selv mange Gange, ligesom Ypperstepræsten hvert År går ind i Helligdommen med fremmed Blod;
26. ellers havde han måttet lide mange Gange fra Verdens Grundlæggelse; men nu er han een Gang for alle ved Tidernes Fuldendelse åbenbaret for at bortskaffe Synden ved sit Offer. 27. Og ligesom det er Menneskene beskikket at dø een Gang og derefter Dom,
28. således skal også Kristus, efter at være bleven een Gang ofret for at bære manges Synder, anden Gang, uden Synd, vise sig for dem, som foruente ham til Frelse.

Hebræerne 10

1. Thi da Loven kun har en Skygge af de kommende Goder og ikke Tingenes Skikkelse selv, kan den aldrig ved de samme årlige Ofre, som de bestandig frembære, fuldkomme dem, som træde frem dermed.
2. Vilde man ikke ellers have ophørt at frembære dem, fordi de ofrende ikke mere havde nogen Bevidsthed om Synder, når de een Gang vare rensede?
3. Men ved Ofrene sker År for År Ihukommelse af Synder. 4. Thi det er umuligt, at Blod af Tyre og Bukke kan borttage Synder.

5. Derfor siger han, idet han indtræder i Verden: “Slagtoffer og Madoffer havde du ikke Lyst til; men et Legeme beredte du mig; 6. Brændofre og Syndofre havde du ikke Behag i. 7. Da sagde jeg: Se, jeg er kommen (i Bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre, Gud! din Villie.”
8. Medens han først siger: “Slagtofre og Madofre og Brændofre og Syndofre havde du ikke Lyst til og ej heller Behag i” (og disse frembæres dog efter Loven),
9. så har han derefter sagt: “Se, jeg er kommen for at gøre din Villie.” Han ophæver det første for at fastsætte det andet. 10. Og ved denne Villie ere vi helligede ved Ofringen af Jesu Kristi Legeme een Gang for alle.
11. Og hver Præst står daglig og tjener og ofrer mange Gange de samme Ofre, som dog aldrig kunne borttage Synder. 12. Men denne har efter at have ofret eet Offer for Synderne sat sig for bestandig ved Guds højre Hånd,
13. idet han for øvrigt venter på, at hans Fjender skulle lægges som en Skammel for hans Fødder.
14. Thi med et eneste Offer har han for bestandig fuldkommet dem, som helliges.
15. Men også den Helligånd giver os Vidnesbyrd; thi efter at have sagt:
16. “Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage,” siger Herren: “Jeg vil give mine Love i deres Hjerter, og jeg vil indskrive dem i deres Sind,
17. og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere ihukomme.”
18. Men hvor der er Forladelse for disse, er der ikke mere Offer for Synd.

19. Efterdi vi da, Brødre! have Frimodighed til den Indgang i Helligdommen ved Jesu Blod,
20. som han indviede os som en ny og levende Vej igennem Forhænget, det er hans Kød,
21. og efterdi vi have en stor Præst over Guds Hus: 22. så lader os træde frem med et sandt Hjerte, i Troens fulde Forvisning, med Hjerterne ved Bestænkelsen rensede fra en ond Samvittighed, og Legemet tvættet med rent Vand; 23. lader os fastholde Håbets Bekendelse urokket; thi trofast er han, som gav Forjættelsen;
24. og lader os give Agt på hverandre, så vi opflamme hverandre til Kærlighed og gode Gerninger
25. og ikke forlade vor egen Forsamling, som nogle have for Skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I se, at Dagen nærmer sig.

26. Thi Synde vi med Villie, efter at have modtaget Sandhedens Erkendelse, er der intet Offer mere tilbage for Synder, 27. men en frygtelig Forventelse at Dom og en brændende Nidkærhed, som skal fortære de genstridige.
28. Når en har brudt med Mose Lov, dør han uden Barmhjertighed på to eller tre Vidners Udsagn;
29. hvor meget værre Straf mene I da, at den skal agtes værd, som træder Guds Søn under Fod og agter Pagtens Blod, hvormed han blev helliget, for urent og forhåner Nådens Ånd? 30. Thi vi kende den, som har sagt: “Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren;” og fremdeles: “Herren skal dømme sit Folk.”
31. Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder.

32. Men kommer de forrige Dage i Hu, i hvilke I, efter at I vare blevne oplyste, udholdt megen Kamp i Lidelser, 33. idet I dels selv ved Forhånelser og Trængsler bleve et Skuespil, dels gjorde fælles Sag med dem, som fristede sådanne Kår. 34. Thi både havde I Medlidenhed med de fangne, og I fandt eder med Glæde i, at man røvede, hvad I ejede, vidende, at I selv have en bedre og blivende Ejendom.
35. Kaster altså ikke eders Frimodighed bort, hvilken jo har stor Belønning;
36. thi I have Udholdenhed nødig, for at I, når I have gjort Guds Villie, kunne opnå Forjættelsen.
37. Thi “der er endnu kun en såre liden Stund, så kommer han, der skal komme, og han vil ikke tøve.
38. Men min retfærdige skal leve af Tro; og dersom han unddrager sig, har min Sjæl ikke Behag i ham.”
39. Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig, til Fortabelse, men af dem, som tro, til Sjælens Frelse,

Hebræerne 11

1. Men Tro er en Fortrøstning til det, som håbes, en Overbevisning om Ting, som ikke ses.
2. Ved den fik jo de gamle godt Vidnesbyrd. 3. Ved Tro fatte vi, at Verden er bleven skabt ved Guds Ord, så det ikke er af synlige Ting, at det, som ses, er blevet til. 4. Ved Tro ofrede Abel Gud et bedre Offer end Kain, og ved den fik han det Vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud bevidnede sit Velbehag i hans Gaver; og ved den taler han endnu efter sin Død. 5. Ved Tro blev Enok borttagen, for at han ikke skulde se Døden, og han blev ikke funden, efterdi Gud havde taget ham bort; thi før Borttagelsen har han fået det Vidnesbyrd, at han har behaget Gud.
6. Men uden Tro er det umuligt at behage ham; thi den, som kommer frem for Gud, bør tro, at han er til, og at han bliver deres Belønner, som søge ham.
7. Ved Tro var det, at Noa, advaret af Gud om det, som endnu ikke sås, i Gudsfrygt indrettede en Ark til Frelse for sit Hus; ved den domfældte han Verden og blev Arving til Retfærdigheden ifølge Tro.
8. Ved Tro adlød Abraham, da han blev kaldet, så han gik ud til et Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen.
9. Ved Tro blev han Udlænding i Forjættelsens Land som i et fremmed og boede i Telte med Isak og Jakob, som vare Medarvinger til samme Forjættelse;
10. thi han forventede den Stad, som har fast Grundvold, hvis Bygmester og Grundlægger er Gud.
11. Ved Tro fik endog Sara selv Kraft til at undfange endog ud over sin Alders Tid; thi hun holdt ham for trofast, som havde forjættet det.
12. Derfor avledes der også af en, og det en udlevet, som Himmelens Stjerner i Mangfoldighed og som Sandet ved Havets Bred, det, som ikke kan tælles.
13. I Tro døde alle disse uden at have opnået Forjættelserne; men de så dem langt borte og hilsede dem og bekendte, at de vare fremmede og Udlændinge på Jorden.
14. De, som sige sådant, give jo klarlig til Kende, at de søge et Fædreland.
15. Og dersom de havde haft det, hvorfra de vare udgåede, i Tanker, havde de vel haft Tid til at vende tilbage; 16. men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han har betedt dem en, Stad.
17. Ved Tro har Abraham ofret Isak, da han blev prøvet, ja, den. enbårne ofrede han, som havde modtaget Forjættelserne, 18. til hvem der var sagt: “I Isak skal en Sæd få Navn efter dig; ” 19. thi han betænkte, at Gud var mægtig endog til at oprejse fra de døde, hvorfra han jo også lignelsesvis fik ham tilbage. 20. Ved Tro udtalte Isak Velsignelse over Jakob og Esau angående kommende Ting.
21. Ved Tro velsignede Jakob døende hver af Josefs Sønner og tilbad, lænende sig over sin Stav.
22. Ved Tro talte Josef på sit yderste om Israels Børns Udgang og gav Befaling om sine Ben.
23. Ved Tro blev Moses, da han var født, skjult i tre Måneder af sine Forældre, fordi de så, at Barnet var dejligt, og de frygtede ikke for Kongens Befaling.
24. Ved Tro nægtede Moses, da han var bleven stor, at kaldes Søn af Faraos Datter
25. og valgte hellere at lide ondt med Guds Folk end at have en kortvarig Nydelse af Synd,
26. idet han agtede Kristi Forsmædelse for større Rigdom end Ægyptens Skatte; thi han så hen til Belønningen. 27. Ved Tro forlod han Ægypten uden at frygte for Kongens Vrede; thi som om han så den usynlige, holdt han ud. 28. Ved Tro har han indstiftet Påsken og Påstrygelsen af Blodet, for at den, som ødelagde de førstefødte, ikke skulde røre dem. 29. Ved Tro gik de igennem det røde Hav som over tørt Land, medens Ægypterne druknede under Forsøget derpå. 30. Ved Tro faldt Jerikos Mure, efter at de vare omgåede i syv Dage. 31. Ved Tro undgik Skøgen Rahab at omkomme med de genstridige; thi hun modtog Spejderne med Fred.
32. Dog, hvorfor skal jeg tale mere? Tiden vil jo fattes mig, hvis jeg skal fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og Samuel og Profeterne,
33. som ved Tro overvandt Riger, øvede Retfærdighed, opnåede Forjættelser, stoppede Løvers Mund,
34. slukkede Ilds Kraft, undslap Sværds Od, bleve stærke efter Svaghed, bleve vældige i Krig, bragte fremmedes Hære til at vige.
35. Kvinder fik deres døde igen ved Opstandelse. Andre bleve lagte på Pinebænk og toge ikke imod Befrielse, for at de måtte opnå en bedre Opstandelse.
36. Andre måtte friste Forhånelser og Hudstrygelser, tilmed Lænker og Fængsel;
37. de bleve stenede, gennemsavede, fristede, dræbte med Sværd, gik omkring i Fåre- og Gedeskind, lidende Mangel, betrængte, mishandlede
38. (dem var Verden ikke værd), omvankende i Ørkener og på Bjerge og i Huler og Jordens Kløfter.
39. Og alle disse, skønt de havde Vidnesbyrd for deres Tro, opnåede ikke Forjættelsen,
40. efterdi Gud forud havde udset noget bedre for os, for at de ikke skulde fuldkommes uden os.

Hebræerne 12

1. Derfor lader også os, efterdi vi have så stor en Sky af Vidner omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane, 2. idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde på højre Side af Guds Trone.
3. Ja, tænker på ham, som har udholdt en sådan Modsigelse imod sig af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i eders Sjæle,

4. Endnu have I ikke stået imod indtil Blodet i eders Kamp imod Synden,
5. og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til Sønner: “Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller ikke forsagt, når du revses af ham;
6. thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slår hårdelig hver Søn, som han tager sig af.”
7. Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter? 8. Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have fået Del, da ere I jo uægte og ikke Sønner.
9. Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under Åndernes Fader og leve?
10. thi hine tugtede os for nogle få Dage efter deres Tykke, men han gør det til vort Gavn, for at vi skulle få Del i hans Hellighed. 11. Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.

12. Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ, 13. og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes. 14. Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren;
15. og ser til, at ikke nogen går Glip af Guds Nåde, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den; 16. at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret. 17. Thi I vide, at han også siden, da han ønskede at arve Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for Omvendelse), omendskønt han begærede den med Tårer.

18. I ere jo ikke komne til en håndgribelig og brændende Ild og til Mulm og Mørke og Uvejr,
19. og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at der ikke mere måtte tales til dem. 20. Thi de kunde ikke bære det, som blev påbudt: “Endog om et Dyr rører ved Bjerget, skal det stenes”.
21. Og – så frygteligt var Synet – Moses sagde: “Jeg er forfærdet og bæver.”
22. Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i Højtidsskare
23. og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene, og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede retfærdiges Ånder
24. og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel.
25. Ser til, at I ikke bede eder fri for den, som taler. Thi når de, som bade sig fri for ham, der talte sit Guddomsord på Jorden, ikke undslap, da skulle vi det meget mindre, når vi vende os bort fra ham, der taler fra Himlene,
26. han, hvis Røst dengang rystede Jorden, men som nu har forjættet og sagt: “Endnu een Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men også Himmelen.”
27. Men dette “endnu een Gang” giver til Kende, at de Ting, der rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting, der ikke rystes, skulle blive.
28. Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, så lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans Velbehag, med Ængstelse og Frygt.
29. Thi vor Gud er en fortærende Ild.

Hebræerne 13

1. Broderkærligheden blive ved!
2. Glemmer ikke Gæstfriheden; thi ved den have nogle, uden at vide det, haft Engle til Gæster.
3. Kommer de fangne i Hu, som vare I selv medfangne; dem, der lide ilde, som de, der også selv ere i et Legeme. 4. Ægteskabet være æret hos alle, og Ægtesengen ubesmittet; thi utugtige og Horkarle skal Gud dømme.
5. Eders Vandel være uden Pengegridskhed, nøjes med det, I have; thi han har selv sagt: “Jeg vil ingenlunde slippe dig og ingenlunde forlade dig,”
6. så at vi kunne sige med frit Mod: “Herren er min Hjælper, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gøre mig?”

7. Kommer eders Vejledere i Hu, som have forkyndt eder Guds Ord, og idet I betragte deres Vandrings Udgang, så efterligner deres Tro!
8. Jesus Kristus er i Går og i Dag den samme, ja, til evig Tid. 9. Lader eder ikke lede vild af mange Hånde og fremmede Lærdomme; thi det er godt, at Hjertet styrkes ved Nåden, ikke ved Spiser; thi deraf have de, som holdt sig dertil, ingen Nytte haft. 10. Vi have et Alter, hvorfra de, som tjene ved Tabernaklet, ikke have Ret til at spise.
11. Thi de Dyr, hvis Blod for Syndens Skyld bæres ind i Helligdommen af Ypperstepræsten, deres Kroppe opbrændes uden for Lejren. 12. Derfor led også Jesus uden for Porten, for at han kunde hellige Folket ved sit eget Blod.
13. Så lader os da gå ud til ham uden for Lejren, idet vi bære hans Forsmædelse;
14. thi her have vi ikke en blivende Stad, men vi søge den kommende. 15. Lader os da ved ham altid frembære Gud Lovprisnings Offer, det er: en Frugt af Læber, som bekende hans Navn. 16. Men glemmer ikke at gøre vel og at meddele; thi i sådanne Ofre har Gud Velbehag.

17. Lyder eders Vejledere og retter eder efter dem; thi de våge over, eders Sjæle som de, der skulle gøre Regnskab – for at de må gøre dette med Glæde og ikke sukkende: thi dette er eder ikke gavnligt.
18. Beder for os; thi vi ere forvissede om, at vi have en god Samvittighed, idet vi ønske at vandre rettelig i alle Ting. 19. Og jeg formaner eder des mere til at gøre dette, for at jeg desto snarere kan gives eder igen.

20. Men Fredens Gud, som førte den store Fårenes Hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig Pagts Blod, 21. han bringe eder til Fuldkommenhed i alt godt, til at gøre hans Villie, og han virke i eder det, som er velbehageligt for hans Åsyn, ved Jesus Kristus: ham være Æren i Evighedernes Evigheder: Amen.
22. Jeg beder eder, Brødre! at I finde eder i dette Formaningsord; thi jeg har jo skrevet til eder i Korthed. 23. Vid, at vor Broder Timotheus er løsladt; sammen med ham vil jeg se eder, dersom han snart kommer.
24. Hilser alle eders Vejledere og alle de hellige! De fra Italien hilse eder.
25. Nåden være med eder alle!

Jakob

Jakob 1

1. Jakob, Guds og den Herres Jesu Kristi Tjener, hilser de tolv Stammer i Adspredelsen.

2. Mine Brødre! agter det for idel Glæde, når I stedes i mange Hånde Prøvelser,
3. vidende, at eders Tros Prøve virker Udholdenhed; 4. men Udholdenheden bør medføre fuldkommen Gerning, for at I kunne være fuldkomne og uden Brøst, så I ikke stå tilbage i noget. 5. Men dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede derom til Gud, som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, så skal den gives ham. 6. Men han bede i Tro, uden at tvivle; thi den, som tvivler, ligner en Havets Bølge, der drives og kastes af Vinden. 7. Ikke må nemlig det Menneske mene, at han skal få noget af Herren, 8. en tvesindet Mand, som han er, ustadig på alle sine Veje.

9. Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed, 10. den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forgå som Græssets Blomst.
11. Thi Solen står op med sin Hede og hentørrer Græsset, og dets Blomst falder af, og dens Skikkelses Ynde forsvinder; således skal også den rige visne på sine Veje.

12. Salig den Mand, som holder Prøvelse ud; thi når han har stået Prøve, skal han få Livets Krans, som Herren har forjættet dem, der elske ham.
13. Ingen sige, når han fristes: “Jeg fristes af Gud;” thi Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen; 14. men enhver fristes,når han drages og lokkes af sin egen Begæring;
15. derefter, når Begæringen har undfanget, føder den Synd, men når Synden er fuldvoksen, føder den Død.
16. Farer ikke vild, mine elskede Brødre! 17. Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller skiftende Skygge.
18. Efter sin Villie fødte han os ved Sandheds Ord, for at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger.

19. I vide det, mine elskede Brødre. Men hvert Menneske være snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede; 20. thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud. 21. Derfor, aflægger alt Smuds og Levning af Slethed, og modtager med Sagtmodighed Ordet, som er indplantet i eder, og som formår at frelse eders Sjæle.
22. Men vorder Ordets Gørere og ikke alene dets Hørere, hvormed I bedrage eder selv.
23. Thi dersom nogen er Ordets Hører og ikke dets Gører, han ligner en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Spejl; 24. thi han betragter sig selv og går bort og glemmer straks, hvor dan han var.
25. Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og holder ved dermed, så han ikke bliver en glemsom Tilhører, men en Gerningens Gører, han skal være salig i sin Gerning.

26. Dersom nogen synes, at han dyrker Gud, og ikke holder sin Tunge i Tømme, men bedrager sit Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forgæves. 27. En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er dette, at besøge faderløse og Enker i deres Trængsel, at holde sig selv uplettet af Verden.

Jakob 2

1. Mine Brødre! Eders Tro på vor Herre Jesus Kristus, den herliggjorte, være ikke forbunden med Persons Anseelse! 2. Når der nemlig kommer en Mand ind i eders Forsamling med Guldring på Fingeren, i prægtig Klædning, men der også kommer en fattig ind i smudsig Klædning,
3. og I fæste Øjet på den, som bærer den prægtige Klædning og sige: Sæt du dig her på den gode Plads, og I sige til den fattige: Stå du der eller sæt dig nede ved min Fodskammel: 4. ere I så ikke komne i Strid med eder selv og blevne Dommere med slette Tanker?
5. Hører, mine elskede Brødre! Har Gud ikke udvalgt de for Verden fattige til at være rige i Tro og Arvinger til det Rige, som han har forjættet dem, der elske ham?
6. Men I have vanæret den fattige! Er det ikke de rige, som underkue eder, og er det ikke dem, som slæbe eder for Domstolene?
7. Er det ikke dem, som bespotte det skønne Navn, som er nævnet over eder?

8. Ganske vist, dersom I opfylde den kongelige Lov efter Skriften: “Du skal elske din Næste som dig selv”, gøre I ret; 9. men dersom I anse Personer, gøre I Synd og revses af Loven som Overtrædere.
10. Thi den, som holder hele Loven, men støder an i eet Stykke, er bleven skyldig i alle.
11. Thi han, som sagde: “Du må ikke bedrive Hor,” sagde også: “Du må ikke slå ihjel.” Dersom du da ikke bedriver Hor, men slår ihjel, da er du bleven en Lovens Overtræder. 12. Taler således og gører således, som de, der skulle dømmes efter Frihedens Lov.
13. Thi Dommen er ubarmhjertig imod den, som ikke har øvet Barmhjertighed; Barmhjertighed træder frimodigt op imod Dommen.

14. Hvad gavner det, mine Brødre! om nogen siger, han har Tro, men ikke har Gerninger? mon Troen kan frelse ham? 15. Dersom en Broder eller Søster er nøgen og fattes den daglige Føde,
16. og en af eder siger til dem: Går bort i Fred, varmer eder og mætter eder, men I ikke give dem det, som hører til Legemets Nødtørst, hvad gavner det?
17. Ligeså er også Troen, dersom den ikke har Gerninger, død i sig selv.
18. Men man vil sige: Du har Tro, og jeg har Gerninger. Vis mig din Tro uden Gerningerne, og jeg vil af mine Gerninger vise dig Troen.
19. Du tror, at Gud er een; deri gør du ret; også de onde Ånder tro det og skælve.
20. Men vil du vide, du tomme Menneske! at Troen uden Gerninger er unyttig?
21. Blev ikke vor Fader Abraham retfærdiggjort af Gerninger, da han ofrede sin Søn Isak på Alteret?
22. Du ser, at Troen virkede sammen med hans Gerninger, og ved Gerningerne blev Troen fuldkommet,
23. og Skriften blev opfyldt, som siger: “Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed”, og han blev kaldet Guds Ven. 24. I se, at et Menneske retfærdiggøres af Gerninger, og ikke af Tro alene.
25. Ligeså Skøgen Rahab, blev ikke også hun retfærdiggjort af Gerninger, da hun tog imod Sendebudene og lod dem slippe bort ad en anden Vej?
26. Thi ligesom Legemet er dødt uden Ånd, således er også Troen død uden Gerninger.

Jakob 3

1. Mine Brødre! ikke mange af eder bør blive Lærere, såsom I vide, at vi skulle få en desto tungere Dom. 2. Thi vi støde alle an i mange Ting; dersom nogen ikke støder an i Tale, da er han en fuldkommen Mand, i Stand til også at holde hele Legemet i Tomme.
3. Men når vi lægge Bidsler i Hestenes Munde, for at de skulle adlyde os, så dreje vi også hele deres Legeme. 4. Se, også Skibene, endskønt de ere så store og drives af stærke Vinde, drejes med et såre lidet Ror, hvorhen Styrmandens Hu står.
5. Således er også Tungen et lille Lem og fører store Ord. Se, hvor lille en Ild der stikker så stor en Skov i Brand! 6. Og Tungen er en Ild. Som en Verden af Uretfærdighed sidder Tungen iblandt vore Lemmer; den besmitter hele Legemet og sætter Livets Hjul i Brand, selv sat i Brand af Helvede. 7. Thi enhver Natur, både Dyrs og Fugles, både Krybdyrs og Havdyrs, tæmmes og er tæmmet af den menneskelige Natur; 8. men Tungen kan intet Menneske tæmme, det ustyrlige Onde, fuld af dødbringende Gift.
9. Med den velsigne vi Herren og Faderen, og med den forbande vi Menneskene, som ere blevne til efter Guds Lighed. 10. Af den samme Mund udgår Velsignelse og Forbandelse. Mine Brødre! dette bør ikke være så.
11. Mon en Kilde udgyder sødt Vand og besk Vand af det samme Væld? 12. Mon et Figentræ, mine Brødre! kan give Oliven, eller et Vintræ Figener? Heller ikke kan en Salt Kilde give fersk Vand.

13. Er nogen viis og forstandig iblandt eder, da vise han ved god Omgængelse sine Gerninger i viis Sagtmodighed! 14. Men have I bitter Avind og Rænkesyge i eders Hjerter, da roser eder ikke og lyver ikke imod Sandheden! 15. Dette er ikke den Visdom, som kommer ovenfra, men en jordisk, sjælelig, djævelsk;
16. thi hvor der er Avind og Rænkesyge, der er Forvirring og al ond Handel.
17. Men Visdommen herovenfra er først ren, dernæst fredsommelig, mild, føjelig, fuld at Barmhjertighed og gode Frugter, upartisk, uden Skrømt.
18. Men Retfærdigheds Frugt såes i Fred for dem, som stifte Fred.

Jakob 4

1. Hvoraf kommer det, at den er Krige og Stridigheder iblandt eder? mon ikke deraf, af eders Lyster, som stride i eders Lemmer? 2. I begære og have ikke; I myrde og misunde og kunne ikke få; I føre Strid og Krig. Og I have ikke, fordi I ikke bede; 3. I bede og få ikke, fordi I bede ilde, for at øde det i eders Lyster.
4. I utro! vide I ikke, at Venskab med Verden er Fjendskab imod Gud? Derfor, den, som vil være Verdens Ven, bliver Guds Fjende. 5. Eller mene I, at Skriftens Ord ere tomme Ord? Med Nidkærhed længes han efter den Ånd, han har givet Bolig i os, men han skænker desto større Nåde.
6. Derfor siger Skriften: “Gud står de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han Nåde.”
7. Underordner eder derfor under Gud; men står Djævelen imod, så skal han fly fra eder;
8. holder eder nær til Gud, så skal han holde sig nær til eder! Renser Hænderne, I Syndere! og lutrer Hjerterne, I tvesindede! 9. Jamrer og sørger og græder; eders Latter vende sig til Sorg og Glæden til Bedrøvelse!
10. Ydmyger eder for Herren, så skal han ophøje eder.

11. Taler ikke ilde om hverandre, Brødre! Den, som taler ilde om sin Broder eller dømmer sin Broder, taler ilde om Loven og dømmer Loven; men dømmer du Loven, da er du ikke Lovens Gører, men dens Dommer.
12. Een er Lovgiveren og Dommeren, han, som kan frelse og fordærve; men hvem er du, som dømmer din Næste?

13. Og nu I, som sige: I Dag eller i Morgen ville vi gå til den eller den By og blive der et År og købslå og vinde, 14. I, som ikke vide, hvad der skal ske i Morgen; thi hvordan er eders Liv? I ere jo en Damp, som er til Syne en liden Tid, men derefter forsvinder;
15. i Stedet for at I skulle sige: Dersom Herren vil, og vi leve, da ville vi gøre dette eller hint.
16. Men nu rose I eder i eders Overmod; al sådan Ros er ond. 17. Derfor, den som ved at handle ret og ikke gør det, for ham er det Synd.

Jakob 5

1. Og nu, I rige! græder og jamrer over de Ulykker, som komme over eder.
2. Eders Rigdom er rådnet, og eders Klæder er mølædte; 3. eders Guld og Sølv er rustet op, og deres Rust skal være til Vidnesbyrd imod eder og æde eders Kød som en Ild; I have samlet Skatte i de sidste Dage.
4. Se, den Løn skriger, som I have forholdt Arbejderne, der høstede eders Marker, og Høstfolkenes Råb ere komne ind for den Herre Zebaoths Øren.
5. I levede i Vellevned på Jorden og efter eders Lyster; I gjorde eders Hjerter til gode som på en Slagtedag. 6. I domfældte, I dræbte den retfærdige; han står eder ikke imod.

7. Derfor, værer tålmodige, Brødre! indtil Herrens Tilkommelse. Se, Bonden venter på Jordens dyrebare Frugt og bier tålmodigt efter den, indtil den får tidlig Regn og sildig Regn. 8. Værer også I tålmodige, styrker eders Hjerter; thi Herrens Tilkommelse er nær.
9. Sukker ikke imod hverandre, Brødre! for at I ikke skulle dømmes; se, Dommeren står for Døren.
10. Brødre! tager Profeterne, som have talt i Herrens Navn, til Forbillede på at lide ondt og være tålmodige. 11. Se, vi prise dem salige, som have holdt ud. I have hørt om Jobs Udholdenhed og vide Udfaldet fra Herren; thi Herren er såre medlidende og barmhjertig.

12. Men for alting, mine Brødre! sværger ikke, hverken ved Himmelen eller ved Jorden eller nogen anden Ed; men eders Ja være Ja, og Nej være Nej, for at I ikke skulle falde under Dom.

13. Lider nogen iblandt eder ondt, han bede; er nogen vel til Mode, han synge Lovsang!
14. Er nogen iblandt eder syg, han kalde Menighedens Ældste til sig, og de skulle bede over ham og salve ham med Olie i Herrens Navn. 15. Og Troens Bøn skal frelse den syge, og Herren skal oprejse ham, og har han gjort Synder, skulle de forlades ham. 16. Bekender derfor Synderne for hverandre og beder for hverandre, for at I må blive helbredte; en retfærdigs Bøn formår meget, når den er alvorlig.
17. Elias var et Menneske, lige Vilkår undergivet med os, og han bad en Bøn, at det ikke måtte regne; og det regnede ikke på Jorden i tre År og seks Måneder.
18. Og han bad atter, og Himmelen gav Regn, og Jorden bar sin Frugt.

19. Mine Brødre! dersom nogen iblandt eder farer vild fra Sandheden, og nogen omvender ham,
20. han vide, at den, som omvender en Synder fra hans Vejs Vildfarelse, han Frelser en Sjæl fra Døden og skjuler en Mangfoldighed af Synder.

1.Peter

1.Peter 1

1. Peter, Jesu Kristi Apostel, til Udlændingene i Adspredelse i Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bithynien, 2. udvalgte efter Gud Faders Forudviden, ved Åndens Helligelse, til Lydighed og Bestænkelse med Jesu Kristi Blod: Nåde og Fred vorde eder mangfoldig til Del!

3. Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som efter sin store Barmhjertighed har genfødt os til et levende Håb ved Jesu Kristi Opstandelse fra de døde,
4. til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig Arv, som er bevaret i Himlene til eder,
5. I, som ved Guds Kraft bevogtes ved Tro til en Frelse, som er rede til at åbenbares i den sidste Tid, 6. i hvilken I skulle fryde eder, om I end nu en liden Stund, hvis så skal være, bedrøves i mange Hånde Prøvelser, 7. for at eders prøvede Tro, som er meget dyrebarere end det forgængelige Guld, der dog prøves ved Ild, må findes til Ros og Herlighed og Ære i Jesu Kristi Åbenbarelse, 8. ham, som I ikke have set og dog elske, ham, som I, skønt I nu ikke se, men tro, skulle fryde eder over med en uudsigelig og forherliget Glæde,
9. når I nå Målet for eders Tro, Sjælenes Frelse. 10. Om denne Frelse have Profeter gransket og ransaget, de, som profeterede om den Nåde, der skulde blive eder til Del, 11. idet de granskede over, hvilken eller hvordan en Tid Kristi Ånd, som var i dem, henviste til, når den forud vidnede om Kristi Lidelser og den derpå følgende Herlighed. 12. Og det blev dem åbenbaret, at det ikke var dem selv, men eder, de tjente med disse Ting, som nu ere blevne eder kundgjorte ved dem, der have forkyndt eder Evangeliet i den Helligånd, som blev sendt fra Himmelen, hvilke Ting Engle begære at skue ind i.

13. Derfor, binder op om eders Sinds Lænder, værer ædrue, og sætter fuldt ud eders Håb til den Nåde, som bliver eder til Del i Jesu Kristi Åbenbarelse.
14. Som lydige Børn skulle I ikke skikke eder efter de forrige Lyster i eders Vankundighed;
15. men efter den hellige, som kaldte eder, skulle også I vorde hellige i al eders Vandel;
16. thi der er skrevet: “I skulle være hellige, thi jeg er hellig.” 17. Og dersom I påkalde ham som Fader, der dømmer uden Persons Anseelse efter enhvers Gerning, da bør I vandre i Frygt eders Udlændigheds Tid,
18. vel vidende, at det ikke var med forkrænkelige Ting,, Sølv eller Guld, at I bleve løskøbte fra eders tomme Vandel, som var overleveret eder fra Fædrene,
19. men med Kristi dyrebare Blod som et lydeløst og uplettet Lams, 20. han, som var forud kendt for Verdens Grundlæggelse, men blev åbenbaret ved Tidernes Ende for eders Skyld, 21. der ved ham tro på Gud, som oprejste ham fra de døde og gav ham Herlighed, så at eders Tro også er Håb til Gud.

22. Lutrer eders Sjæle i Lydighed imod Sandheden til uskrømtet Broderkærlighed, og elsker hverandre inderligt af Hjertet, 23. genfødte, som I ere, ikke af forkrænkelig, men af uforkrænkelig Sæd, ved Guds levende og blivende Ord. 24. Thi “alt Kød er som Græs, og al dets Herlighed som Græssets Blomst; Græsset visner, og Blomsten falder af; 25. men Herrens Ord bliver evindelig.” Og dette er det Ord, som er forkyndt eder ved Evangeliet.

1.Peter 2

1. Derfor aflægger al Ondskab og al Svig og Hykleri og Avind og al Bagtalelse,
2. og higer som nyfødte Børn efter Ordets uforfalskede Mælk, for at I kunne vokse ved den til Frelse,
3. om I da have smagt, at Herren er god. 4. Kommer til ham, den levende Sten, der vel er forkastet af Menneskene, men er udvalgt og dyrebar for Gud, 5. og lader eder selv som levende Sten opbygge som et åndeligt Hus, til et helligt Præsteskab, til at frembære åndelige Ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus. 6. Thi det hedder i et Skriftsted: “Se, jeg lægger i Zion en Hovedhjørnesten, som er udvalgt og dyrebar; og den, som tror på ham, skal ingenlunde blive til Skamme.” 7. Eder altså, som tro, hører Æren til; men for de vantro er denne Sten, som Bygningsmændene forkastede, bleven til en Hovedhjørnesten og en Anstødssten og en Forargelses Klippe; 8. og de støde an, idet de ere genstridige imod Ordet, hvortil de også vare bestemte.
9. Men I ere en udvalgt Slægt, et kongeligt Præsteskab, et helligt Folk, et Folk til Ejendom, for at I skulle forkynde hans Dyder, som kaldte eder fra Mørke til sit underfulde Lys, 10. I, som fordum ikke vare et Folk, men nu ere Guds Folk, I, som ikke fandt Barmhjertighed, men nu have fundet Barmhjertighed.

11. I elskede! jeg formaner eder som fremmede og Udlændinge til at afolde eder fra kødelige Lyster, som jo føre Krig imod Sjælen, 12. så I føre en god Vandel iblandt Hedningerne, for at de på Grund af de gode Gerninger, som de få at se, kunne prise Gud på Besøgelsens Dag for det, som de bagtale eder for som Ugerningsmænd.

13. Underordner eder under al menneskelig Ordning for Herrens Skyld, være sig en Konge som den højeste,
14. eller Landshøvdinger som dem, der sendes af ham til Straf for Ugerningsmænd, men til Ros for dem, som gøre det gode. 15. Thi således er det Guds Villie, at I ved at gøre det gode skulle bringe de uforstandige Menneskers Vankundighed til at tie; 16. som frie, og ikke som de, der have Friheden til Ondskabs Skjul, men som Guds Tjenere.
17. Ærer alle, elsker Broderskabet, frygter Gud, ærer Kongen!

18. I Trælle! underordner eder under eders Herrer i al Frygt, ikke alene de gode og milde, men også de urimelige. 19. Thi dette finder Yndest, dersom nogen, bunden til Gud i sin Samvittighed, udholder Genvordigheder, skønt han lider uretfærdigt.
20. Thi hvad Ros er det, om I holde ud, når I Synde og derfor få Næveslag? Men dersom I holde ud, når I gøre det gode og lide derfor, dette finder Yndest hos Gud.
21. Thi dertil bleve I kaldede, efterdi også Kristus har lidt for eder, efterladende eder et Forbillede, for at I skulle følge i hans Fodspor,
22. han, som ikke gjorde Synd, ikke heller blev der fundet Svig i hans Mund,
23. han, som ikke skældte igen, da han blev udskældt, ikke truede, da han led, men overgav det til ham, som dømmer retfærdigt, 24. han, som selv bar vore Synder på sit Legeme op på Træet, for at vi, afdøde fra vore Synder, skulle leve for Retfærdigheden, han, ved hvis Sår I ere blevne lægte.
25. Thi I vare vildfarende som Får, men ere nu vendte om til eders Sjæles Hyrde og Tilsynsmand.

1.Peter 3

1. Ligeså, I Hustruer! underordner eder under eders egne Mænd, for at, selv om nogle ere genstridige imod Ordet, de kunne vindes uden Ord ved Hustruernes Vandel,
2. når de iagttage eders kyske Vandel i Frygt. 3. Eders Prydelse skal ikke være den udvortes med Hårfletning og påhængte Guldsmykker eller Klædedragt, 4. men Hjertets skjulte Menneske med den sagtmodige og stille Ånds uforkrænkelige Prydelse, hvilket er meget kosteligt for Gud. 5. Thi således var det også, at fordum de hellige Kvinder, som håbede på Gud, prydede sig, idet de underordnede sig under deres egne Mænd,
6. som Sara var Abraham lydig, så hun kaldte ham Herre, hun, hvis Børn I ere blevne, når I gøre det gode og ikke frygte nogen Rædsel.
7. Ligeså I Mænd! lever med Forstand sammen med eders Hustruer som med et svagere Kar, og beviser dem Ære som dem, der også ere Medarvinger til Livets Nådegave, for at eders Bønner ikke skulle hindres.

8. Og til Slutning værer alle enssindede, medlidende, kærlige imod Brødrene, barmhjertige, ydmyge;
9. betaler ikke ondt med ondt, eller Skældsord med Skældsord, men tværtimod velsigner, thi dertil bleve I kaldede, at I skulle arve Velsignelse.
10. Thi “den, som vil elske Livet og se gode Dage, skal holde sin Tunge fra ondt og sine Læber fra at tale Svig; 11. han vende sig fra ondt og gøre godt; han søge Fred og jage efter den!
12. Thi Herrens Øjne ere over de retfærdige, og hans Øren til deres Bøn; men Herrens Ansigt er over dem, som gøre ondt.”

13. Og hvem er der, som kan volde eder ondt, dersom I ere nidkære for det gode?
14. Men om I også måtte lide for Retfærdigheds Skyld, er I salige. Nærer ingen Frygt for dem, og forfærdes ikke; 15. men helliger den Herre Kristus i eders Hjerter, altid rede til at forsvare eder over for enhver, som kræver eder til Regnskab for det Håb, der er i eder, men med Sagtmodighed og Frygt, 16. idet I have en god Samvittighed, for at de, der laste eders gode Vandel i Kristus, må blive til Skamme, når de bagtale eder som Ugerningsmænd.
17. Thi det er bedre, om det så er Guds Villie, at lide, når man gør godt, end når man gør ondt.
18. Thi også Kristus led een Gang for Synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunde føre os hen til Gud, han, som led Døden i Kødet, men blev levendegjort i Ånden, 19. i hvilken han også gik hen og prædikede for Ånderne, som vare i Forvaring,
20. som fordum vare genstridige, dengang Guds Langmodighed ventede i Noas Dage, medens Arken byggedes, i hvilken få, nemlig otte, Sjæle bleve frelste igennem Vand,
21. hvilket nu også frelser eder i sit Modbillede som Dåb, der ikke er Fjernelse af Kødets Urenhed, men en god Samvittigheds Pagt med Gud ved Jesu Kristi Opstandelse,
22. han, som er faren til Himmelen og er ved Guds højre Hånd, efter at Engle og Myndigheder og Kræfter ere ham underlagte.

1.Peter 4

1. Efterdi da Kristus har lidt i Kødet, så skulle også I væbne eder med det samme Sind (thi den, som har lidt i Kødet, er hørt op med Synd),
2. så at I ikke fremdeles leve den øvrige Tid i Kødet efter Menneskers Lyster, men efter Guds Villie. 3. Thi det er nok i den forbigangne Tid at have gjort Hedningernes Villie, idet I have vandret i Uterlighed, Lyster, Fylderi, Svir, Drik og skammelig Afgudsdyrkelse;
4. hvorfor de forundre sig og spotte, når I ikke løbe med til den samme Ryggesløshedens Pøl;
5. men de skulle gøre ham Regnskab, som er rede til at dømme levende og døde.
6. Thi derfor blev Evangeliet forkyndt også for døde, for at de vel skulde være dømte på Menneskers Vis i Kødet, men leve på Guds Vis i Ånden.

7. Men alle Tings Ende er kommen nær; værer derfor årvågne og ædru til Bønner!
8. Hav fremfor alt en inderlig Kærlighed til hverandre; thi “Kærlighed skjuler en Mangfoldighed af Synder”. 9. Vær gæstfri imod hverandre uden Knurren. 10. Eftersom enhver har fået en Nådegave, skulle I tjene hverandre dermed som gode Husholdere over Guds mangfoldige Nåde. 11. Taler nogen, han tale som Guds Ord; har nogen en Tjeneste, han tjene, efter som Gud forlener ham Styrke dertil, for at Gud må æres i alle Ting ved Jesus Kristus, hvem Herligheden og Magten tilhører i Evighedernes Evigheder! Amen.

12. I elskede! undrer eder ikke over den Ild, som brænder iblandt eder til eders Prøvelse, som om der hændtes eder noget underligt;
13. men glæder eder i samme Mål, som I have Del i Kristi Lidelser, for at I også kunne glæde og fryde eder ved hans Herligheds Åbenbarelse.
14. Dersom I hånes for Kristi Navns Skyld, ere I salige; thi Herlighedens og Guds Ånd hviler over eder. 15. Thi ingen af eder bør lide som Morder eller Tyv eller Ugerningsmand eller som en, der blander sig i anden Mands Sager; 16. men lider han som en Kristen, da skamme han sig ikke, men prise Gud for dette Navn!

17. Thi det er Tiden til, at Dommen skal begynde med Guds Hus: men begynder den først med os, hvad Ende vil det da få med dem, som ere genstridige imod Guds Evangelium? 18. Og dersom den retfærdige med Nød og neppe bliver frelst, hvor skal da den ugudelige og Synderen blive af? 19. Derfor skulle også de, som lide efter Guds Villie, befale den trofaste Skaber deres Sjæle, idet de gøre det gode.

1.Peter 5

1. De Ældste iblandt eder formaner jeg som Medældste og Vidne til Kristi Lidelser, som den, der også har Del i Herligheden, der skal åbenbares:
2. Vogter Guds Hjord hos eder, og fører Tilsyn med den, ikke tvungne, men frivilligt, ikke for slet Vindings Skyld, men med Redebonhed;
3. ikke heller som de, der ville herske over Menighederne, men som Mønstre for Hjorden;
4. og når da Overhyrden åbenbares, skulle I få Herlighedens uvisnelige Krans.
5. Ligeså, I unge! underordner eder under de ældre; og ifører eder alle Ydmyghed imod hverandre; thi “Gud står de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han Nåde.”
6. Derfor ydmyger eder under Guds vældige Hånd, for at han i sin Tid må ophøje eder.
7. Kaster al eders Sørg på ham, thi han har Omsorg for eder. 8. Vær ædru, våger; eders Modstander, Djævelen, går omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opsluge. 9. Står ham imod, faste i Troen, vidende, at de samme Lidelser fuldbyrdes på eders Brødre i Verden.

10. Men al Nådes Gud, som kaldte eder til sin evige Herlighed i Kristus Jesus efter en kort Tids Lidelse, han vil selv fuldelig berede eder, styrke, bekræfte, grundfæste eder! 11. Ham tilhører Magten i Evighedernes Evigheder! Amen. 12. Med Silvanus, den trofaste Broder (thi det holder jeg ham for), har jeg i Korthed skrevet eder til for at formane og bevidne, at dette er Guds sande Nåde, hvori I stå. 13. Den medudvalgte i Babylon og min Søn, Markus, hilser eder. 14. Hilser hverandre med Kærligheds Kys! Fred være med eder alle, som ere i Kristus!

2.Peter

2.Peter 1

1. Simon Peter, Jesu Kristi Tjener og Apostel, til dem, der have fået samme dyrebare Tro som vi ved vor Guds og Frelsers Jesu Kristi Retfærdighed:
2. Nåde og Fred vorde eder mangfoldig til Del i Erkendelse af Gud og vor Herre Jesus.

3. Såsom hans guddommelige Magt har skænket os alt, hvad der hører til Liv og Gudfrygtighed ved Erkendelsen af ham, som kaldte os ved sin Herlighed og Kraft,
4. hvorved han har skænket os de største og dyrebare Forjættelser, for at I ved disse skulle få Del i guddommelig Natur, når I undfly Fordærvelsen i Verden, som har sin Grund i Begær, 5. så anvender just derfor al Flid på i eders Tro at udvise Dyd og i Dyden Kundskab
6. og i Kundskaben Afholdenhed og i Afholdenheden Udholdenhed og i Udholdenheden Gudsfrygt
7. og i Gudsfrygten Broderkærlighed og i Broderkærligheden Kærlighed.
8. Thi når dette findes hos eder og er i Tiltagen, lader det eder ikke stå ørkesløse eller ufrugtbare i Erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus;
9. den nemlig, som ikke har dette, er blind, svagsynet, idet han har glemt Renselsen fra sine fordums Synder. 10. Derfor, Brødre! gører eder des mere Flid for at befæste eders Kaldelse og Udvælgelse; thi når I gøre dette, skulle I ingen Sinde støde an.
11. Thi så skal der rigelig gives eder Indgang i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi evige Rige.

12. Derfor vil jeg ikke forsømme altid at påminde eder om delte, ihvorvel I vide det og ere befæstede i den Sandhed, som er til Stede hos os.
13. Men jeg anser det for ret at vække eder ved Påmindelse, så længe jeg er i dette Telt,
14. da jeg ved, at Aflæggelsen af mit Telt kommer brat, således som jo vor Herre Jesus Kristus har givet mig til Kende. 15. Og jeg vil også gøre mig Flid for, at I til enhver Tid efter min Bortgang kunne drage eder dette i Minde. 16. Thi vi have ikke fulgt klogtigt opdigtede Fabler, da vi kundgjorde eder vor Herres Jesu Kristi Kraft og Tilkommelse, men vi have været Øjenvidner til hans Majestæt, 17. nemlig da han fik Ære og Herlighed af Gud Fader, idet en sådan Røst lød til ham fra den majestætiske Herlighed: “Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag.” 18. Og vi hørte denne Røst lyde fra Himmelen, da vi vare med ham på det hellige Bjerg.
19. Og des mere stadfæstet have vi det profetiske Ord, hvilket I gøre vel i at agte på som på et Lys, der skinner på et mørkt Sted, indtil Dagen bryder frem, og Morgenstjernen oprinder i eders Hjerter,
20. idet I fornemmelig mærke eder dette, at ingen Profeti i Skriften beror på egen Tydning.
21. Thi aldrig er nogen Profeti bleven fremført ved et Menneskes Villie; men drevne af den Helligånd talte hellige Guds Mænd.

2.Peter 2

1. Men der opstod også falske Profeter iblandt Folket, ligesom der også iblandt eder vil komme falske Lærere, som ville liste fordærvelige Vranglærdomme ind, idet de endog fornægte den Herre, som købte dem, og bringe en brat Undergang over sig selv, 2. og mange ville efterfølge deres Uterligheder, så Sandhedens Vej for deres Skyld vil blive bespottet,
3. og i Havesyge ville de med falske Ord skaffe sig Vinding af eder; men Dommen over dem har alt fra gamle Dage været i Virksomhed, og deres Undergang slumrer ikke.

4. Thi når Gud ikke sparede Engle, da de syndede, men nedstyrtede dem i Afgrunden og overgav dem til Mørkets Huler for at bevogtes til Dom,
5. og ikke sparede den gamle Verden, men bevarede Retfærdighedens Prædiker Noa selv ottende, da han førte Oversvømmelse over en Verden af ugudelige
6. og lagde Sodomas og Gomorras Stæder i Aske og domfældte dem til Ødelæggelse, så han har sat dem til Forbillede for dem, som i Fremtiden ville leve ugudeligt,
7. og udfriede den retfærdige Lot, som plagedes af de ryggesløses uterlige Vandel,
8. (thi medens den retfærdige boede iblandt dem, pintes han Dag for Dag i sin retfærdige Sjæl ved de lovløse Gerninger, som han så og hørte):
9. – da ved Herren at udfri gudfrygtige af Fristelse, men at straffe og bevogte uretfærdige til Dommens Dag, 10. og mest dem, som vandre efter Kød, i Begær efter Besmittelse, og foragte Herskab. Frække, selvbehagelige, bæve de ikke ved at bespotte Herligheder,
11. hvor dog Engle, som ere større i Styrke og Magt, ikke fremføre bespottende Dom imod dem for Herren.
12. Men disse ligesom ufornuftige Dyr, der af Natur ere fødte til at fanges og ødelægges, skulle de, fordi de bespotte, hvad de ikke kende, også ødelægges med hines Ødelæggelse, 13. idet de få Uretfærdigheds Løn. De sætte deres Lyst i Vellevned om Dagen, disse Skampletter og Skændselsmennesker! De svælge i deres Bedragerier, medens de holde Gilde med eder; 14. deres Øjne ere fulde af Horeri og kunne ikke få nok af Synd; de lokke ubefæstede Sjæle; de have et Hjerte, øvet i Havesyge, Forbandelsens Børn;
15. de have forladt den lige Vej og ere farne vild, følgende Bileams, Beors Søns, Vej, han, som elskede Uretfærdigheds Løn, 16. men fik Revselse for sin Overtrædelse: et umælende Trældyr talte med menneskelig Røst og hindrede Profetens Afsind. 17. Disse ere vandløse Kilder og Tågeskyer, som drives af Storvind; for dem er Mørke og Mulm bevaret.
18. Thi dem, som ere lige ved at undslippe fra dem, der vandre i Vildfarelse, løkke de i Kødets Begæringer ved Uterligheder, idet de tale Tomheds overmodige Ord
19. og love dem Frihed, skønt de selv ere Fordærvelsens Trælle; thi man er Træl af det, som man er overvunden af. 20. Thi dersom de, efter at have undflyet Verdens Besmittelser ved Erkendelse af vor Herre og Frelser Jesus Kristus, igen lade sig indvikle deri og overvindes, da er det sidste blevet værre med dem end det første.
21. Thi bedre havde det været dem ikke at have erkendt Retfærdighedens Vej end efter at have erkendt den at vende sig bort fra det hellige Bud, som var blevet dem overgivet. 22. Det er gået dem efter det sande Ordsprog: “Hunden vender sig om til sit eget Spy, og den toede So til at vælte sig i Sølen.”

2.Peter 3

1. Dette er allerede, I elskede! det andet Brev, som jeg skriver til eder, hvori jeg ved Påmindelse vækker eders rene Sind 2. til at komme de Ord i Hu, som forud ere sagte af de hellige Profeter, og eders Apostles Befaling fra Herren og Frelseren, 3. idet I først og fremmest mærke eder dette, at i de sidste Dage skal der komme Spottere med Spot, som vandre efter deres egne Begæringer
4. og sige: “Hvad bliver der af Forjættelsen om hans Tilkommelse? Fra den Dag, Fædrene sov hen, forblive jo alle Ting, som de vare, lige fra Skabningens Begyndelse.” 5. Thi med Villie ere de blinde for dette, at fra fordums Tid var der Himle og en Jord, som var fremstået af Vand og ved Vand i Kraft af Guds Ord,
6. hvorved den daværende Verden gik til Grunde i en Vandflod. 7. Men de nuværende Himle og Jorden holdes ved det samme Ord i Forvaring til Ild, idet de bevares til de ugudelige Menneskers Doms og Undergangs Dag.
8. Men dette ene bør ikke undgå eder, I elskede! at een Dag er for Herren som tusinde År, og tusinde År som een Dag. 9. Herren forhaler ikke Forjættelsen (som nogle agte det for en Forhaling), men han er langmodig for eders Skyld, idet han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skulle komme til Omvendelse.
10. Men Herrens Dag skal komme som en Tyv; på den skulle Himlene forgå med stort Bulder, og Elementerne skulle komme i Brand og opløses, og Jorden og alt, hvad der er på den, skal opbrændes.

11. Efterdi da alt dette opløses, hvor bør I da ikke færdes i hellig Vandel og Gudsfrygt,
12. idet I forvente og fremskynde Guds Dags Tilkommelse, for hvis Skyld Himle skulle antændes og opløses, og Elementer komme i Brand og smelte.
13. Men vi forvente efter hans Forjættelse nye Himle og en ny Jord, i hvilke Retfærdighed bor.
14. Derfor, I elskede! efterdi I forvente dette, så gører eder Flid for at findes uplettede og ulastelige for ham i Fred, 15. og agter vor Herres Langmodighed for Frelse; ligesom også vor elskede Broder Paulus efter den ham givne Visdom har skrevet til eder,
16. som han også gør i alle sine Breve, når han i dem taler om disse Ting; i dem findes der Ting, vanskelige at forstå, som de ukyndige og ubefæstede fordreje, ligesom også de øvrige Skrifter, til deres egen Undergang.
17. Da I altså, I elskede! vide det forud, såvogter eder, for at I ikke skulle rives med af de ryggesløses Vildfarelse og affalde fra eders egen Fasthed;
18. men vokser i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi Nåde og Kundskab! Ham tilhører Herligheden både nu og indtil Evighedens Dag!

1.Johannes

1.Johannes 1

1. Det, som var fra Begyndelsen, det, vi have hørt, det, vi have set med vore Øjne, det, vi skuede og vore Hænder følte på, nemlig om Livets Ord; –
2. og Livet blev åbenbaret, og vi have set og vidne og forkynde eder det evige Liv, som jo var hos Faderen og blev åbenbaret for os; –
3. hvad vi have set og hørt, forkynde vi også eder, for at også I må have Samfund med os; men vort Samfund er med Faderen og med hans Søn Jesus Kristus.
4. Og dette skrive vi til eder, for at eders Glæde må være fuldkommen.

5. Og dette er det Budskab, som vi have hørt af ham og forkynde eder, at Gud er Lys, og der er slet intet Mørke i ham. 6. Dersom vi sige, at vi have Samfund med ham, og vandre i Mørket, da lyve vi og gøre ikke Sandheden.
7. Men dersom vi vandre i Lyset, ligesom han er i Lyset, have vi Samfund med hverandre,og Jesu, hans Søns, Blod renser os fra al Synd.
8. Dersom vi sige, at vi ikke have Synd, bedrage vi os selv, og Sandheden er ikke i os.
9. Dersom vi bekende vore Synder, er han trofast og retfærdig, så at han forlader os Synderne og renser os fra al Uretfærdighed. 10. Dersom vi sige, at vi ikke have syndet, gøre vi ham til en Løgner, og hans Ord er ikke i os.

1.Johannes 2

1. Mine Børn! dette skriver jeg til eder, for at I ikke skulle synde. Og dersom nogen synder, have vi en Talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige,
2. og han er en Forsoning for vore Synder, dog ikke alene for vore, men også for hele Verdens.

3. Og derpå kende vi, at vi have kendt ham, om vi holde hans Bud. 4. Den, som siger: “Jeg kender ham,” og ikke holder hans Bud. han er en Løgner, og i ham er Sandheden ikke; 5. men den, som holder hans Ord, i ham er sandelig Guds Kærlighed fuldkommet. Derpå kende vi, at vi ere i ham. 6. Den, som siger, at han bliver i ham, han er også skyldig selv at vandre således, som han vandrede.
7. I elskede, jeg skriver til eder ikke et nyt Bud, men et gammelt Bud, som I have haft fra Begyndelsen. Det gamle Bud er det Ord, som I have hørt.
8. Og dog skriver jeg til eder et nyt Bud, hvilket er sandt i ham og i eder, thi Mørket drager bort, og det sande Lys skinner allerede.
9. Den,som siger,at han er i Lyset,og hader sin Broder, han er i Mørket endnu.
10. Den, som elsker sin Broder, bliver i Lyset, og der er ingen Forargelse i ham.
11. Men den, som hader sin Broder, er i Mørket og vandrer i Mørket, og han ved ikke, hvor han går hen, fordi Mørket har blindet hans Øjne.

12. Jeg skriver til eder, mine Børn! fordi eders Synder ere eder forladte for hans Navns Skyld.
13. Jeg skriver til eder, I Fædre! fordi I kende ham, som er fra Begyndelsen. Jeg skriver til eder, I unge! fordi I have overvundet den onde. Jeg har skrevet til eder, mine Børn! fordi I kende Faderen.
14. Jeg har skrevet til eder, I Fædre! fordi I kende ham, som er fra Begyndelsen. Jeg har skrevet til eder, I unge! fordi I ere stærke, og Guds Ord bliver i eder, og I have overvundet den onde.
15. Elsker ikke Verden, ikke heller de Ting, som ere i Verden! Dersom nogen elsker Verden, er Faderens Kærlighed ikke i ham. 16. Thi alt det, som er i Verden, Kødets Lyst og Øjnenes Lyst og Livets Hoffærdighed, er ikke af Faderen, men af Verden. 17. Og Verden forgår og dens Lyst; men den, som gør Guds Villie, bliver til evig Tid.

18. Mine Børn! det er den sidste Time, og som I have hørt, at Antikrist kommer, således ere nu mange Antikrister fremtrådte; deraf kende vi, at det er den sidste Time. 19. De ere udgåede fra os, men de vare ikke af os; thi dersom de havde været af os, da vare de blevne hos os. Dog, det var, for at det skulde blive åbenbart, at de ikke alle ere af os. 20. Og I have Salvelse fra den hellige og vide alt. 21. Jeg har ikke skrevet til eder, fordi I ikke vide Sandheden; men fordi I vide den og vide, at ingen Løgn er af Sandheden. 22. Hvem er Løgneren uden den, som nægter, at Jesus er Kristus? Denne er Antikristen, som fornægter Faderen og Sønnen. 23. Hver den, som fornægter Sønnen, har ej heller Faderen; den, som bekender Sønnen, har også Faderen.
24. Hvad I have hørt fra Begyndelsen, det blive i eder! Dersom det, som I have hørt fra Begyndelsen, bliver i eder, skulle også I blive i Sønnen og i Faderen.
25. Og dette er den Forjættelse, som han selv tilsagde os, det evige Liv.
26. Dette har jeg skrevet til eder om dem, som forføre eder. 27. Og den Salvelse, som I fik af ham, bliver i eder, og I have ikke nødig, at nogen skal lære eder; men således som hans Salvelse lærer eder alt, er det også sandt og er ikke Løgn, og som den har lært eder, skulle I blive i ham.

28. Og nu mine Børn! bliver i ham, for at vi, når han åbenbares, kunne have Frimodighed og ikke skulle blive til Skamme for ham ved hans Tilkommelse.
29. Dersom I vide, at han er retfærdig, da erkender, at hver den, som gør Retfærdighed, er født af ham.

1.Johannes 3

1. Ser, hvor stor en Kærlighed Faderen har givet os, at vi skulle kaldes Guds Børn og vi ere det. Derfor kender Verden os ikke, fordi den ikke har kendt ham.
2. I elskede! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skulle vorde. Vi vide, at når det åbenbares, da skulle vi vorde ham lige; thi i skulle se ham, som han er. 3. Og hver den, som har dette Håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren.
4. Hver den, som gør Synden, begår også Overtrædelse af Loven, og Synden er Lovens Overtrædelse.
5. Og I vide, at han blev åbenbaret for at han skulde borttage Synderne; og der er ikke Synd i ham
6. Hver den, som bliver i ham, synder ikke; hver den, som synder,har ikke set ham og kender ham ej heller.

7. Mine Børn, ingen forføre eder! Den, som gør Retfærdigheden, er retfærdig, ligesom han er retfærdig.
8. Den, som gør Synden, er af Djævelen; thi Djævelen har syndet fra Begyndelsen. Dertil blev Guds Søn åbenbaret, for at han skulde nedbryde Djævelens Gerninger.
9. Hver den, som er født af Gud, gør ikke Synd, fordi hans Sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud. 10. Derved blive Guds Børn og Djævelens Børn åbenbare. Hver den, som ikke gør Retfærdighed, er ikke af Gud, og ligeså den, som ikke elsker sin Broder.
11. Thi dette er det Budskab, som I have hørt fra Begyndelsen, at vi skulle elske hverandre;
12. ikke som Kain, der var af den onde og myrdede sin Broder. Og hvorfor myrdede han ham? Fordi hans Gerninger vare onde, men hans Broders retfærdige.
13. Undrer eder ikke, mine Brødre! om Verden hader eder. 14. Vi vide, at vi ere gåede over fra Døden til Livet, thi vi elske Brødrene. Den, som ikke elsker, bliver i Døden. 15. Hver den, som hader sin Broder, er en Manddraber; og I vide, at