9. Og jeg siger eder: Gører eder Venner ved Uretfærdighedens Mammon, for at de, når det er forbi med den, må modtage eder i de evige Boliger.
10. Den, som er tro i det mindste, er også tro i meget, og den, som er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget. 11. Dersom I da ikke have været tro i den uretfærdige Mammon, hvem vil da betro eder den sande?
12. Og dersom I ikke have været tro i det, som andre eje, hvem vil da give eder noget selv at eje?
13. Ingen Tjener kan tjene to Herrer; thi han vil enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den anden; I kunne ikke tjene Gud og Mammon.”
14. Men alt dette hørte Farisæerne, som vare pengegerrige, og de spottede ham.
15. Og han sagde til dem: “I ere de, som gøre eder selv retfærdige for Menneskene; men Gud kender eders Hjerter; thi det, som er højt iblandt Mennesker, er en Vederstyggelighed for Gud. 16. Loven og Profeterne vare indtil Johannes; fra den Tid forkyndes Evangeliet om Guds Rige, og enhver trænger derind med Vold. 17. Men det er lettere, at Himmelen og Jorden forgå, end at en Tøddel af Loven bortfalder.
18. Hver, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte, bedriver Hor; og hver, som tager til Ægte en Kvinde, der er skilt fra sin Mand, bedriver Hor.
19. Men der var en rig Mand, og han klædte sig i Purpur og kostbart Linned og levede hver Dag i Fryd og Herlighed. 20. Men en fattig ved Navn Lazarus var lagt ved hans Port, fuld af Sår.
21. Og han attråede at mættes af det, som faldt fra den Riges Bord; men også Hundene kom og slikkede hans Sår. 22. Men det skete, at den fattige døde, og at han blev henbåren af Englene i Abrahams Skød; men den rige døde også og blev begravet.
23. Og da han slog sine Øjne op i Dødsriget, hvor han var i Pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans Skød. 24. Og han råbte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, for at han kan dyppe det yderste af sin Finger i Vand og læske min Tunge; thi jeg pines svarlig i denne Lue. 25. Men Abraham sagde: Barn! kom i Hu, at du har fået dit gode i din Livstid, og Lazarus ligeså det onde; men nu trøstes han her, og du pines.
26. Og foruden alt dette er der fæstet et stort Svælg imellem os og eder, for at de, som ville fare herfra over til eder, ikke skulle kunne det, og de ikke heller skulle fare derfra over til os.
27. Men han sagde: Så beder jeg dig, Fader! at du vil sende ham til min Faders Hus
28. thi jeg har fem Brødre for at han kan vidne for dem, for at ikke også de skulle komme i dette Pinested. 29. Men Abraham siger til ham: De have Moses og Profeterne, lad dem høre dem!
30. Men han sagde: Nej, Fader Abraham! men dersom nogen fra de døde kommer til dem, ville de omvende sig. 31. Men han sagde til ham: Høre de ikke Moses og Profeterne, da lade de sig heller ikke overbevise, om nogen opstår fra de døde.”
Lukas 17
1. Men han sagde til sine Disciple: “Det er umuligt, at Forargelser ikke skulde komme; men ve den, ved hvem de komme! 2. Det er bedre for ham, om en Møllesten er lagt om hans Hals, og han er kastet i Havet end at han skulde forarge een af disse små.
3. Vogter på eder selv! Dersom din Broder synder, da irettesæt ham; og dersom han angrer, da tilgiv ham!
4. Og dersom han syv Gange om Dagen synder imod dig og syv Gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, da skal du tilgive ham.”
5. Og Apostlene sagde til Herren: “Giv os mere Tro!” 6. Men Herren sagde: “Dersom I havde Tro som et Sennepskorn, da kunde I sige til dette Morbærfigentræ: Ryk dig op med Rode, og plant dig i Havet, og det skulde adlyde eder. 7. Men hvem af eder, som har en Tjener, der pløjer eller vogter, siger til ham, når han kommer hjem fra Marken: Gå straks hen og sæt dig til Bords?
8. Vil han ikke tværtimod sige til ham: Tilbered, hvad jeg skal have til Nadver, og bind op om dig, og vart mig op, medens jeg spiser og drikker; og derefter må du spise og drikke? 9. Mon han takker Tjeneren, fordi han gjorde det, som var befalet? Jeg mener det ikke.
10. Således skulle også I, når I have gjort alle de Ting, som ere eder befalede, sige: Vi ere unyttige Tjenere; kun hvad vi vare skyldige at gøre, have vi gjort.”
11. Og det skete, medens han var på Vej til Jerusalem, at han drog midt imellem Samaria og Galilæa.
12. Og da han gik ind i en Landsby, mødte der ham ti spedalske Mænd, som stode langt borte,
13. og de opløftede Røsten og sagde: “Jesus, Mester, forbarm dig over os!”
14. Og da han så dem, sagde han til dem: “Går hen og fremstiller eder for Præsterne!” Og det skete, medens de gik bort, bleve de rensede.
15. Men en af dem vendte tilbage, da han så, at han var helbredt, og priste Gud med høj Røst.
16. Og han faldt på sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham; og denne var en Samaritan.
17. Men Jesus svarede og sagde: “Bleve ikke de ti rensede? hvor ere de ni?
18. Fandtes der ingen, som vendte tilbage for at give Gud Ære, uden denne fremmede?”
19. Og han sagde til ham:”Stå op, gå bort; din Tro har frelst dig!”
20. Men da han blev spurgt af Farisæerne om, når Guds Rige kommer, svarede han dem og sagde: “Guds Rige kommer ikke således, at man kan vise derpå.
21. Ikke heller vil man sige: Se her, eller: Se der er det; thi se, Guds Rige er inden i eder.”
22. Men han sagde til Disciplene: “Der skal komme Dage, da I skulle attrå at se en af Menneskesønnens Dage, og I skulle ikke se den. 23. Og siger man til eder: Se der, eller: Se her er han, så går ikke derhen, og løber ikke derefter!
24. Thi ligesom Lynet, når det lyner fra den ene Side af Himmelen, skinner til den anden Side af Himmelen, således skal Menneskesønnen være på sin Dag.
25. Men først bør han lide meget og forkastes af denne Slægt. 26. Og som det skete i Noas Dage, således skal det også være i Menneskesønnens Dage:
27. De spiste, drak, toge til Ægte, bleve bortgiftede indtil den Dag, da Noa gik ind i Arken, og Syndfloden kom og ødelagde alle. 28. Ligeledes, som det skete i Loths Dage: De spiste, drak, købte, solgte, plantede, byggede;
29. men på den Dag, da Loth gik ud af Sodoma, regnede Ild og Svovl ned fra Himmelen og ødelagde dem alle: 30. på samme Måde skal det være på den Dag, da Menneskesønnen åbenbares.
31. På den dag skal den, som er på Taget og har sine Ejendele i Huset, ikke stige ned for at hente dem; og ligeså skal den, som er på Marken, ikke vende tilbage igen! 32. Kommer Loths Hustru i Hu!
33. Den, som søger at bjærge sit Liv, skal miste det; og den, som mister det, skal beholde Livet.
34. Jeg siger eder: I den Nat skulle to Mænd være på eet Leje; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage. 35. To Kvinder skulle male på samme Kværn; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage.
36. To Mænd skulle være på Marken; den ene skal tages med. og den anden skal lades tilbage.”
37. Og de svare og sige til ham: “Hvor, Herre?” Men han sagde til dem: “Hvor Ådselet er, der ville også Ørnene samle sig.”
Lukas 18
1. Men han talte til dem en Lignelse om, at de burde altid bede og ikke blive trætte,
2. og sagde: “Der var i en By en Dommer, som ikke frygtede Gud og ikke undså sig for noget Menneske.
3. Og der var en Enke i den By, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret over min Modpart!
4. Og længe vilde han ikke. Men derefter sagde han ved sig selv: Om jeg end ikke frygter Gud, ej heller undser mig for noget Menneske,
5. så vil jeg dog, efterdi denne Enke volder mig Besvær, skaffe Hende Ret, for at hun ikke uophørligt skal komme og plage mig.” 6. Men Herren sagde: “Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger! 7. Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de, som råbe til ham Dag og Nat? og er han ikke langmodig, når det gælder dem? 8. Jeg siger eder, han skal skaffe dem Ret i Hast. Men mon Menneskesønnen, når han kommer, vil finde Troen på Jorden?”
9. Men han sagde også til nogle, som stolede på sig selv, at de vare retfærdige, og foragtede de andre, denne Lignelse: 10. “Der gik to Mænd op til Helligdommen for at bede; den ene var en Farisæer, og den anden en Tolder.
11. Farisæeren stod og bad ved sig selv således: Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere, uretfærdige, Horkarle, eller også som denne Tolder. 12. Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af al min indtægt. 13. Men Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øjnene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder nådig!
14. Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem til sit Hus fremfor den anden; thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal fornedres; men den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes.”
15. Men de bare også de små Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men da Disciplene så det, truede de dem. 16. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: “Lader de små Børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører sådanne til.
17. Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det.”
18. Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: “Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?” 19. Men Jesus sagde til ham: “Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden een, nemlig Gud.
20. Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; Ær din Fader og din Moder.”
21. Men han sagde: “Det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af.” 22. Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: “Endnu een Ting fattes dig: Sælg alt, hvad du har, og uddel det til fattige, så skal du have en Skat i Himmelen; og kom så og følg mig!” 23. Men da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet; thi han var såre rig.
24. Men da Jesus så, at han blev dybt bedrøvet, sagde han: “Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige! 25. thi det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for en rig at gå ind i Guds Rige.”
26. Men de, som hørte det, sagde: “Hvem kan da blive frelst?” 27. Men han sagde: “Hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud.”
28. Men Peter sagde: “Se, vi have forladt vort eget og fulgt dig.” 29. Men han sagde til dem: “Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Forældre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld,
30. uden at han skal få det mange Fold igen i denne Tid og i den kommende Verden et evigt Liv.”
31. Men han tog de tolv til sig og sagde til dem: “Se, vi drage op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne ved Profeterne, skulle fuldbyrdes på Menneskesønnen.
32. Thi han skal overgives til Hedningerne og spottes, forhånes og bespyttes,
33. og de skulle hudstryge og ihjelslå ham; og på den tredje Dag skal han opstå.”
34. Og de fattede intet deraf, og dette Ord var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.
35. Men det skete, da han nærmede sig til Jeriko, sad der en blind ved Vejen og tiggede.
36. Og da han hørte en Skare gå forbi, spurgte han, hvad dette var. 37. Men de fortalte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi. 38. Og han råbte og sagde:”Jesus, du Davids Søn,forbarm dig over mig!”
39. Og de, som gik foran, truede ham, for at han skulde tie; men han råbte meget stærkere: “Du Davids Søn, forbarm dig over mig!” 40. Og Jesus stod stille og bød, at han skulde føres til ham; men da han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde: 41. “Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?” Men han sagde: “Herre! at jeg må blive seende.”
42. Og Jesus sagde til ham: “Bliv seende! din Tro har frelst dig.” 43. Og straks blev han seende, og han fulgte ham og priste Gud; og hele Folket lovpriste Gud, da de så det.
Lukas 19
1. Og han kom ind i Jeriko og drog derigennem. 2. Og se, der var en Mand, som hed Zakæus; han var Overtolder, og han var rig.
3. Og han søgte at få at se, hvem der var Jesus, og kunde ikke for Skaren, fordi han var lille af Vækst. 4. Og han løb forud og steg op i et Morbær Figentræ, for at han kunde se ham; thi han skulde komme frem ad den Vej. 5. Og da Jesus kom til Stedet, så han op og blev ham var og sagde til ham: “Zakæus! skynd dig og stig ned; thi jeg skal i Dag blive i dit Hus.”
6. Og han skyndte sig og steg ned og tog imod ham med Glæde. 7. Og da de så det, knurrede de alle og sagde: “Han er gået ind for at tage Herberge hos en syndig Mand.” 8. Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: “Se, Herre! Halvdelen af min Ejendom giver jeg de fattige; og dersom jeg har besveget nogen for noget, da giver jeg det fire Fold igen.” 9. Men Jesus sagde til ham: “I Dag er der blevet dette Hus Frelse til Del, efterdi også han er en Abrahams Søn; 10. thi Menneskesønnen er kommen for at søge og frelse det fortabte.”
11. Men medens de hørte på dette, fortsatte han og sagde en Lignelse, fordi han var nær ved Jerusalem, og de mente, at Guds Rige skulde straks komme til Syne.
12. Han sagde da: “En højbåren Mand drog til et fjernt Land for at få Kongemagt og vende tilbage igen.
13. Men han kaldte ti af sine Tjenere og gav dem ti Pund og sagde til dem: Købslår dermed, indtil jeg kommer. 14. Men hans Medborgere hadede ham og skikkede Sendebud efter ham og lod sige: Vi ville ikke, at denne skal være Konge over os. 15. Og det skete, da han kom igen, efter at han havde fået Kongemagten, sagde han, at disse Tjenere, hvem han havde givet Pengene, skulde kaldes for ham, for at han kunde få at vide, hvad hver havde vundet.
16. Og den første trådte frem og sagde: Herre! dit Pund har erhvervet ti Pund til.
17. Og han sagde til ham: Vel, du gode Tjener! efterdi du har været tro i det mindste, skal du have Magt over ti Byer. 18. Og den anden kom og sagde: Herre! dit Pund har indbragt fem Pund.
19. Men han sagde også til denne: Og du skal være over fem Byer. 20. Og en anden kom og sagde: Herre! se, her er dit Pund, som jeg har haft liggende i et Tørklæde.
21. Thi jeg frygtede for dig, efterdi du er en streng Mand; du tager, hvad du ikke lagde, og høster, hvad du ikke såede. 22. Han siger til ham: Efter din egen Mund dømmer jeg dig, du onde Tjener! Du vidste, at jeg er en streng Mand, som tager, hvad jeg ikke lagde, og høster, hvad jeg ikke såede; 23. hvorfor gav du da ikke mine Penge til Vekselbordet, så jeg ved min Hjemkomst kunde have krævet dem med Rente? 24. Og han sagde til dem, som stode hos: Tager Pundet fra ham, og giver det til ham, som har de ti Pund. 25. Og de sagde til ham: Herre! han har ti Pund. 26. Jeg siger eder, at enhver, som har, ham skal der gives; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har. 27. Men fører disse mine Fjender hid, som ikke vilde, at jeg skulde være Konge over dem, og hugger dem ned for mine Øjne!”
28. Og da han havde sagt dette, gik han foran og drog op til Jerusalem.
29. Og det skete, da han nærmede sig til Bethfage og Bethania ved det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, udsendte han to af sine Disciple og sagde:
30. “Går hen til den Landsby, som ligger lige for eder. Når I komme derind, skulle I finde et Føl bundet, på hvilket der endnu aldrig har siddet noget Menneske; og løser det, og fører det hid!
31. Og dersom nogen spørger eder: Hvorfor løse I det? da skulle I sige således: Herren har Brug for det.” 32. Men de udsendte gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem.
33. Men da de løste Føllet, sagde dets Herrer til dem: “Hvorfor løse I Føllet?”
34. Og de sagde: “Herren har Brug for det.” 35. Og de førte det til Jesus, og de lagde deres Klæder på Føllet og lod Jesus sætte sig derpå.
36. Og da han drog frem, bredte de deres Klæder under ham på Vejen. 37. Men da han nu nærmede sig til Nedgangen fra Oliebjerget, begyndte hele Disciplenes Mængde med Glæde at prise Gud med høj Røst for alle de kraftige Gerninger, som de havde set, og de sagde:
38. “Velsignet være Kongen, som kommer, i Herrens Navn! Fred i Himmelen, og Ære i det højeste!”
39. Og nogle af Farisæerne i Skaren sagde til ham: “Mester! irettesæt dine Disciple!”
40. Og han svarede og sagde til dem: “Jeg siger eder, at hvis disse tie, skulle Stenene råbe.”
41. Og da han kom nær til og så Staden, græd han over den og sagde: 42. “Vidste dog også du, ja, selv på denne din Dag, hvad der tjener til din Fred! Men nu er det skjult for dine Øjne. 43. Thi der skal komme Dage over dig, da dine Fjender skulle kaste en Vold op omkring dig og omringe dig og trænge dig alle Vegne fra;
44. og de skulle lægge dig helt øde og dine Børn i dig og ikke lade Sten på Sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din Besøgelses Tid.”
45. Og han gik ind i Helligdommen og begyndte at uddrive dem, som solgte,
46. og sagde til dem: “Der er skrevet: Og mit Hus er et Bedehus; men I have gjort det til en Røverkule.”
47. Og han lærte daglig i Helligdommen; men Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de første i Folket søgte at slå ham ihjel. 48. Og de fandt ikke, hvad de skulde gøre; thi hele Folket hang ved ham og hørte ham.
Lukas 20
1. Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.
2. Og de talte til ham og sagde: “Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?” 3. Men han svarede og sagde til dem: “Også jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det:
4. Johannes’s Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?” 5. Men de overvejede med hverandre og sagde: “Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke? 6. Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet.” 7. Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra. 8. Og Jesus sagde til dem: “Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting.”
9. Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: “En Mand plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands for lange Tider.
10. Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort. 11. Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort. 12. Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og kastede ham ud.
13. Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham. 14. Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive vor.
15. Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingårdens Herre gøre ved dem?
16. Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården til andre.” Men da de hørte det, sagde de: “Det ske aldrig!” 17. Men han så på dem og sagde: “Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?
18. Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse.”
19. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
20. Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt. 21. Og de spurgte ham og sagde: “Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.
22. Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?” 23. Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: “Hvorfor friste I mig?
24. Viser mig en Denar”; hvis Billede og Overskrift bærer den?” Men de svarede og sagde: “Kejserens.”
25. Men han sagde til dem: “Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.”
26. Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.
27. Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:
28. “Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.
29. Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
30. Ligeså den anden.
31. Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden at efterlade Børn.
32. Men til sidst døde også Hustruen. 33. Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru.”
34. Og Jesus sagde til dem: “Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes;
35. men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes.
36. Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn. 37. Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.
38. Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle.”
39. Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: “Mester! du talte vel.”
40. Og de turde ikke mere spørge ham om noget.
41. Men han sagde til dem: “Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?
42. David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd,
43. indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder. 44. Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?”
45. Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene: 46. “Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Måltiderne,
47. de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle få des hårdere Dom.”
Lukas 21
1. Men idet han så op, fik han Øje på de rige, som lagde deres Gaver i Tempelblokken.
2. Men han så en fattig Enke. som lagde to Skærve deri. 3. Og han sagde: “Sandelig, siger jeg eder, at denne fattige Enke lagde mere i end de alle.
4. Thi alle disse lagde af deres Overflod hen til Gaverne; men hun lagde af sin Fattigdom al sin Ejendom, som hun havde.”
5. Og da nogle sagde om Helligdommen, at den var prydet med smukke Sten og Tempelgaver. sagde han:
6. “Disse Ting, som I se – der skal komme Dage, da der ikke lades Sten på Sten, som jo skal nedbrydes.” 7. Men de spurgte ham og sagde: “Mester! når skal dette da ske? og hvad er Tegnet på, når dette skal ske?” 8. Men han sagde: “Ser til, at I ikke blive forførte; thi mange skulle på mit Navn komme og sige: Det er mig, og: Tiden er kommen nær. Går ikke efter dem!
9. Men når I høre om Krige og Oprør, da forskrækkes ikke; thi dette må først ske, men Enden er der ikke straks.” 10. Da sagde han til dem: “Folk skal rejse sig imod Folk, og Rige imod Rige.
11. Og store Jordskælv skal der være her og der og Hungersnød og Pest, og der skal ske frygtelige Ting og store Tegn fra Himmelen.
12. Men forud for alt dette skulle de lægge Hånd på eder og forfølge eder og overgive eder til Synagoger og Fængsler, og I skulle føres frem for Konger og Landshøvdinger for mit Navns Skyld. 13. Det skal falde ud for eder til Vidnesbyrd. 14. Lægger det da på Hjerte, at I ikke forud skulle overtænke, hvorledes I skulde forsvare eder.
15. Thi jeg, vil give eder Mund og Visdom, som alle eders Modstandere ikke skulle kunne modstå eller modsige. 16. Men I skulle endog forrådes af Forældre og Brødre og Frænder og Venner, og de skulle slå nogle af eder ihjel. 17. Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld. 18. Og ikke et Hår på eders Hoved skal gå tabt. 19. Ved eders Udholdenhed skulle I vinde eders Sjæle. 20. Men når I se Jerusalem omringet af Krigshære, da forstår, at dens Ødelæggelse er kommen nær.
21. Da skulle de, som ere i Judæa, fly til Bjergene; og de, som ere inde i Staden, skulle vige bort derfra; og de, som ere på Landet, skulle ikke gå ind i den.
22. Thi disse ere Hævnens Dage, da alt, hvad skrevet er, skal opfyldes.
23. Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage; thi der skal være stor Nød på Jorden og Vrede over dette Folk. 24. Og de skulle falde for Sværdets Od og føres fangne til alle Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes.
25. Og der skal ske Tegn i Sol og Måne og Stjerner, og på Jorden skulle Folkene ængstes i Fortvivlelse over Havets og Bølgernes Brusen,
26. medens Mennesker forsmægte af Frygt og Forventning om de Ting, som komme over Jorderige; thi Himmelens Kræfter skulle rystes. 27. Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Sky med Kraft og megen Herlighed.
28. Men når disse Ting begynde at ske, da ser op og opløfter eders Hoveder, efterdi eders Forløsning stunder til.” 29. Og han sagde dem en Lignelse: “Ser Figentræet og alle Træerne; 30. når de alt springe ud, da se I og skønne af eder selv, at Sommeren nu er nær.
31. Således skulle også I, når I se disse Ting ske, skønne, at Guds Rige er nær.
32. Sandelig, siger jeg eder, at denne Slægt skal ingenlunde forgå, førend det er sket alt sammen.
33. Himmelen og Jorden skulle forgå; men mine Ord skulle ingenlunde forgå.
34. Men vogter eder, at eders Hjerter ikke, nogen Tid besværes af Svir og Drukkenskab og timelige Bekymringer, så hin dag kommer pludseligt over eder som en Snare.
35. Thi komme skal den over alle dem, der bo på hele Jordens Flade. 36. Og våger og beder til enhver Tid, for at I må blive i Stand til at undfly alle disse Ting, som skulle ske, og bestå for Menneskesønnen.”
37. Men han lærte om Dagene i Helligdommen, men om Nætterne gik han ud og overnattede på det Bjerg, som kaldes Oliebjerget. 38. Og hele Folket kom årle til ham i Helligdommen for at høre ham.
Lukas 22
1. Men de usyrede Brøds Højtid, som kaldes Påske, nærmede sig. 2. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes de kunde slå ham ihjel; thi de frygtede for Folket. 3. Men Satan gik ind i Judas, som kaldes Iskariot og var en af de tolv.
4. Og han gik hen og talte med Ypperstepræsterne og Høvedsmændene om, hvorledes han vilde forråde ham til dem. 5. Og de bleve glade og lovede at give ham Penge. 6. Og han tilsagde det; og han søgte Lejlighed til at forråde ham til dem uden Opløb.
7. Men de usyrede Brøds Dag kom, på hvilken man skulde slagte Påskelammet.
8. Og han udsendte Peter og Johannes og sagde: “Går hen og bereder os Påskelammet, at vi kunne spise det.” 9. Men de sagde til ham: “Hvor vil du, at vi skulle berede det?” 10. Men han sagde til dem: “Se, når I ere komne ind i Staden, skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham til Huset, hvor han går ind,
11. og I skulle sige til Husbonden i Huset: Mesteren siger: Hvor er det Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med mine Disciple? 12. Og han skal vise eder en stor Sal opdækket; der skulle I berede det.”
13. Og de gik hen og fandt det således, som han havde sagt dem; og de beredte Påskelammet.
14. Og da Timen kom, satte han sig til Bords, og Apostlene med ham. 15. Og han sagde til dem: “Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette Påskelam med eder, førend jeg lider. 16. Thi jeg siger eder, at jeg skal ingen Sinde mere spise det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige.” 17. Og han tog en Kalk, takkede og sagde: “Tager dette, og deler det imellem eder!
18. Thi jeg siger eder, at fra nu af skal jeg ikke drikke af Vintræets Frugt, førend Guds Rige kommer.” 19. Og han tog Brød, takkede og brød det og gav dem det og sagde: “Dette er mit Legeme, det, som gives for eder; gører dette til min Ihukommelse!”
20. Ligeså tog han også Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: “Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod, det, som udgydes for eder. 21. Men se, hans Hånd, som forråder mig, er her på Bordet hos mig. 22. Thi Menneskesønnen går bort, som det er beskikket; dog ve det Menneske, ved hvem han bliver forrådt!” 23. Og de begyndte at spørge hverandre indbyrdes om, hvem af dem det dog kunde være, som skulde gøre dette.
24. Men der opstod også en Trætte iblandt dem om, hvem at dem der måtte synes at være den største.
25. Men han sagde til dem: “Folkenes Konger herske over dem, og de, som bruge Myndighed over dem, kaldes deres Velgørere. 26. I derimod ikke således; men den ældste iblandt eder blive som den yngste, og Føreren som den, der tjener. 27. Thi hvem er størst: den, som sidder til Bords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder til Bords? Men jeg er iblandt eder som den, der tjener.
28. Men I ere de, som have holdt ud med mig i mine Fristelser. 29. Og ligesom min Fader har tildelt mig Kongedømme, tildeler jeg eder
30. at skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde på Troner og dømme Israels tolv Stammer.” 31. Men Herren sagde: “Simon, Simon! se, Satan begærede eder for at sigte eder som Hvede.
32. Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal svigte; og når du engang omvender dig, da styrk dine Brødre!” 33. Men han sagde til ham: “Herre! jeg er rede til at gå med dig både i Fængsel og i Døden.”
34. Men han sagde: “Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kender mig.”
35. Og han sagde til dem: “Da jeg udsendte eder uden Pung og Taske og Sko, manglede I da noget?” Og de sagde: “Intet.” 36. Men han sagde til dem: “Men nu, den, som har en Pung, tage den med, ligeså også en Taske; og den, som ikke har noget Sværd, sælge sin Kappe og købe et!
37. Thi jeg siger eder: Det, som er skrevet, bør opfyldes på mig, dette: “Og han blev regnet iblandt Overtrædere;” thi også med mig har det en Ende.”
38. Men de sagde: “Herre! se, her er to Sværd.” Men han sagde til dem: “Det er nok.”
39. Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men også Disciplene fulgte ham.
40. Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: “Beder om ikke at falde i Fristelse.”
41. Og han rev sig løs fra dem, så meget som et Stenkast, og faldt på Knæ, bad og sagde:
42. “Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min Villie, men din!”
43. Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham. 44. Og da han var i Dødsangst, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdråber, der faldt ned på Jorden. 45. Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han dem sovende af Bedrøvelse.
46. Og han sagde til dem: “Hvorfor sove I? Står op og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse.”
47. Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham.
48. Men Jesus sagde til ham: “Judas! forråder du Menneskesønnen med et Kys?”
49. Men da de,som vare omkring ham, så, hvad der vilde ske, sagde de: “Herre! skulle vi slå til med Sværd?” 50. Og en af dem slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre.
51. Men Jesus tog til Orde og sagde: “Lad dem gøre også dette!” Og han rørte ved hans Øre og lægte ham.
52. Men Jesus sagde til Ypperstepræsterne og Høvedsmændene for Helligdommen og de ældste, som vare komne til ham: “I ere gåede ud som imod en Røver med Sværd og Knipler. 53. Da jeg var daglig hos eder i Helligdommen, udrakte I ikke Hænderne imod mig; men dette er eders Time og Mørkets Magt.”
54. Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand. 55. Og de tændte en Ild midt i Gården og satte sig sammen, og Peter sad midt iblandt dem.
56. Men en Pige så ham sidde i Lysskæret og stirrede på ham og sagde: “Også denne var med ham.”
57. Men han fornægtede ham og sagde: “Jeg kender ham ikke. Kvinde!” 58. Og lidt derefter så en anden ham og sagde: “Også du er en af dem.” Men Peter sagde: “Menneske! det er jeg ikke.” 59. Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: “I Sandhed, også denne var med ham; han er jo også en Galilæer.” 60. Men Peter sagde: “Menneske! jeg forstår ikke, hvad du siger.” Og straks, medens han endnu talte. galede Hanen. 61. Og Herren vendte sig og så på Peter; og Peter kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han havde sagt til ham: “Førend Hanen galer i Dag, skal du fornægte mig tre Gange.”
62. Og han gik udenfor og græd bitterligt.
63. Og de Mænd, som holdt Jesus, spottede ham og sloge ham; 64. og de kastede et Klæde over ham og spurgte ham og sagde: “Profeter! hvem var det, som slog dig?” 65. Og mange andre Ting sagde de spottende til ham. 66. Og da det blev Dag, samlede Folkets Ældste sig og Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de førte ham hen for deres Råd
67. og sagde: “Er du Kristus, da sig os det!” Men han sagde til dem: “Siger jeg eder det, tro I det ikke.
68. Og om jeg spørger, svare I mig ikke, ej heller løslade I mig. 69. Men fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds Krafts højre Hånd.”
70. Men de sagde alle: “Er du da Guds Søn?” Og han sagde til dem: “I sige det; jeg er det.”
71. Men de sagde: “Hvad have vi længere Vidnesbyrd nødig? vi have jo selv hørt det af hans Mund!”
Lukas 23
1. Og hele Mængden stod op og førte ham for Pilatus. 2. Og de begyndte at anklage ham og sagde: “Vi have fundet, at denne vildleder vort Folk og forbyder at give Kejseren Skat og siger om sig selv at han er Kristus, en Konge.” 3. Men Pilatus spurgte ham og sagde: “Er du Jødernes Konge?” Og han svarede og sagde til ham: “Du siger det.” 4. Men Pilatus sagde til Ypperstepræsterne og til Skarerne: “Jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske.” 5. Men de bleve ivrigere og sagde: “Han oprører Folket, idet han lærer over hele Judæa fra Galilæa af, hvor han begyndte, og lige hertil.”
6. Men da Pilatus hørte om Galilæa, spurgte han, om Manden var en Galilæer.
7. Og da han fik at vide, at han var fra Herodes’s Område, sendte han ham til Herodes, som også selv var i Jerusalem i disse Dage. 8. Men da Herodes så Jesus, blev han meget glad; thi han havde i lang Tid gerne villet se ham, fordi han hørte om ham, og han håbede at se et Tegn blive gjort af ham. 9. Og han gjorde ham mange Spørgsmål; men han svarede ham intet. 10. Men Ypperstepræsterne og de skriftkloge stode og anklagede ham heftigt.
11. Men da Herodes med sine Krigsfolk havde hånet og spottet ham, kastede han et prægtigt Klædebon om ham og sendte ham til Pilatus igen.
12. På den Dag bleve Herodes og Pilatus Venner med hinanden; thi de vare før i Fjendskab med hinanden.
13. Men Pilatus sammenkaldte Ypperstepræsterne og Rådsherrerne og Folket
14. og sagde til dem: “I have ført dette Menneske til mig som en, der forfører Folket til Frafald; og se. jeg har forhørt ham i eders Påhør og har ingen Skyld fundet hos dette Menneske i det, som I anklage ham for,
15. og Herodes ikke heller, thi han sendte ham tilbage fil os; og se, han har intet gjort som han er skyldig at dø for. 16. Derfor vil jeg revse ham og lade ham løs.” 17. (Men han var nødt til at løslade dem een på Højtiden.) 18. Men de råbte alle sammen og sagde: “Bort med ham, men løslad os Barabbas!”
19. Denne var kastet i Fængsel for et Oprør, som var sket i Staden, og for Mord.
20. Og atter talte Pilatus til dem, da han gerne vilde løslade Jesus.
21. Men de råbte til ham og sagde: “Korsfæst, korsfæst ham! 22. Men han sagde tredje Gang til dem: “Hvad ondt har da denne gjort Jeg har ingen Dødsskyld fundet hos ham; derfor vil jeg revse ham og lade ham løs.”
23. Men de trængte på med stærke Råb og forlangte, at han skulde korsfæstes; og deres Råb fik Overhånd. 24. Og Pilatus dømte, at deres Forlangende skulde opfyldes; 25. og han løslod den, de forlangte, som var kastet i Fængsel for Oprør og Mord; men Jesus overgav han til deres Villie.
26. Og da de førte ham bort, toge de fat på en vis Simon fra Kyrene, som kom fra Marken, og lagde Korset på ham, for at han skulde bære det bag efter Jesus.
27. Men der fulgte ham en stor Hob af Folket, og af Kvinder, som jamrede og græd over ham.
28. Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: “I Jerusalems Døtre! græder ikke over mig, men græder over eder selv og over eders Børn!
29. Thi se, der kommer Dage, da man skal sige: Salige ere de ufrugtbare og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die.
30. Da skulle de begynde at sige til Bjergene: Falder over os! og til Højene: Skjuler os!
31. Thi gør man dette ved det grønne Træ, hvad vil da ske med det tørre?”
32. Men der blev også to andre Misdædere førte ud for at henrettes med ham.
33. Og da de vare komne til det Sted, som kaldes “Hovedskal”, korsfæstede de ham der, og Misdæderne, den ene ved hans højre, og den anden ved hans venstre Side.
34. Men Jesus sagde: “Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre.” Men de delte hans Klæder imellem sig ved Lodkastning. 35. Og Folket stod og så til; men også Rådsherrerne spottede ham og sagde: “Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, dersom han er Guds Kristus, den udvalgte.”
36. Men også Stridsmændene spottede ham, idet de trådte til, rakte ham Eddike og sagde:
37. “Dersom du er Jødernes Konge, da frels dig selv!” 38. Men der var også sat en Overskrift over ham (skreven på Græsk og Latin og Hebraisk): “Denne er Jødernes Konge.” 39. Men en af de ophængte Misdædere spottede ham og sagde: “Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!”
40. Men den anden svarede og irettesatte ham og sagde: “Frygter heller ikke du Gud, da du er under den samme Dom? 41. Og vi ere det med Rette; thi vi få igen, hvad vore Gerninger have forskyldt; men denne gjorde intet uskikkeligt.” 42. Og han sagde: “Jesus! kom mig i Hu, når du kommer i dit Rige!” 43. Og han sagde til ham: “Sandelig, siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiset.”
44. Og det var nu ved den sjette Time, og der blev Mørke over hele Landet indtil den niende Time,
45. idet Solen formørkedes; og Forhænget i Templet splittedes midt over.
46. Og Jesus råbte med høj Røst og sagde: “Fader! i dine Hænder befaler jeg min Ånd;” og da han havde sagt det, udåndede han. 47. Men da Høvedsmanden så det, som skete, gav han Gud Æren og sagde: “I Sandhed, dette Menneske var retfærdigt.” 48. Og alle Skarerne, som vare komne sammen til dette Skue, sloge sig for Brystet, da de så, hvad der skete, og vendte tilbage. 49. Men alle hans Kyndinge stode langt borte, ligeså de Kvinder, som fulgte med ham fra Galilæa, og så dette.
50. Og se, en Mand ved Navn Josef, som var Rådsherre, en god og retfærdig Mand,
51. han havde ikke samtykket i deres Råd og Gerning, han var fra Arimathæa, en jødisk By, og han forventede Guds Rige; 52. han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. 53. Og han tog det ned og svøbte det i et fint Linklæde, og han lagde ham i en Grav, som var hugget i en Klippe, hvor endnu ingen nogen Sinde var lagt. 54 Og det var Beredelsesdag, og Sabbaten stundede til.
55. Men Kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte efter og så Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt. 56. Og de vendte tilbage og beredte vellugtende Urter og Salver; og Sabbaten over holdt de sig stille efter Budet.
Lukas 24
1. Men på den første Dag i Ugen meget årle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt. 2. Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven. 3. Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme. 4. Og det skete, da de vare tvivlrådige om dette, se, da stode to Mænd for dem i strålende Klædebon.
5. Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: “Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde?
6. Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde, 7. at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstå på den tredje Dag.” 8. Og de kom hans Ord i Hu.
9. Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre.
10. Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting. 11. Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke. 12. Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket.
13. Og se, to af dem vandrede på den samme Dag til en Landsby, som lå tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus. 14. Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete. 15. Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem. 16. Men deres Øjne holdtes til, så de ikke kendte ham. 17. Men han sagde til dem: “Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden på Vejen?” Og de standsede bedrøvede. 18. Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: “Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse dage?”
19. Og han sagde til dem: “Hvilket?” Men de sagde til ham: “Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket;
20. og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Rådsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham.
21. Men vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete. 22. Men også nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom årle til Graven,
23. og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde også set et Syn af Engle, der sagde, at han lever. 24. Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det således, som Kvinderne havde sagt; men ham så de ikke.” 25. Og han sagde til dem: “O I uforstandige og senhjertede til at tro på alt det, som Profeterne have talt! 26. Burde ikke Kristus lide dette og indgå til sin Herlighed?” 27. Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham. 28. Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gå videre.
29. Og de nødte ham meget og sagde: “Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder.” Og han gik ind for at blive hos dem. 30. Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det. 31. Da bleve deres Øjne åbnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem.
32. Og de sagde til hinanden: “Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os på Vejen og oplod os Skrifterne?” 33. Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde:
34. “Herren er virkelig opstanden og set af Simon.” 35. Og de fortalte, hvad der var sket på Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.
36. Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: “Fred være med eder!” 37. Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de så en Ånd.
38. Og han sagde til dem: “Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter?
39. Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler på mig og ser; thi en Ånd har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har.” 40. Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder.
41. Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: “Have I her noget at spise?” 42. Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk. 43. Og han tog det og spiste det for deres Øjne. 44. Men han sagde til dem: “Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og Salmerne.”
45. Da oplod han deres Forstand til at forstå Skrifterne. 46. Og han sagde til dem: “Således er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstå fra de døde på den tredje Dag, 47. og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. 48. I ere Vidner om disse Ting.
49. Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje.”
50. Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem.
51. Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen.
52. Og efter at have tilbedt ham vendte de tilbage til Jerusalem med stor Glæde.
53. Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.
Johannes
Johannes 1
1. I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. 2. Dette var i Begyndelsen hos Gud.
3. Alle Ting ere blevne til ved det, og uden det blev end ikke een Ting til af det, som er.
4. I det var Liv, og Livet var Menneskenes Lys. 5. Og Lyset skinner i Mørket, og Mørket begreb det ikke. 6. Der kom et Menneske, udsendt fra Gud, hans Navn var Johannes. 7. Denne kom til et Vidnesbyrd, for at han skulde vidne om Lyset, for at alle skulde tro ved ham.
8. Han var ikke Lyset, men han skulde vidne om Lyset. 9. Det sande Lys, der oplyser hvert Menneske, var ved at komme til Verden.
10. Han var i Verden, og Verden er bleven til ved ham, og Verden kendte ham ikke.
11. Han kom til sit eget, og hans egne toge ikke imod ham. 12. Men så mange, som toge imod ham, dem gav han Magt til at vorde Guds Børn, dem, som tro på hans Navn; 13. hvilke ikke bleve fødte af Blod, ej heller af Køds Villie, ej heller af Mands Villie, men af Gud.
14. Og Ordet blev Kød og tog Bolig iblandt os, og vi så hans Herlighed, en Herlighed, som en enbåren Søn har den fra sin Fader, fuld af Nåde og Sandhed.
15. Johannes vidner om ham og råber og siger: “Ham var det, om hvem jeg sagde: Den, som kommer efter mig, er kommen foran mig; thi han var før mig.”
16. Thi af hans Fylde have vi alle modtaget, og det Nåde over Nåde. 17. Thi Loven blev given ved Moses; Nåden og Sandheden er kommen ved Jesus Kristus.
18. Ingen har nogen Sinde set Gud; den enbårne Søn, som er i Faderens Skød, han har kundgjort ham.
19. Og dette er Johannes’s Vidnesbyrd, da Jøderne sendte Præster og Leviter ud fra Jerusalem, for at de skulde spørge ham: “Hvem er du?”
20. Og han bekendte og nægtede ikke, og han bekendte: “Jeg er ikke Kristus.”
21. Og de spurgte ham: “Hvad da? Er du Elias?” Han siger: “Det er jeg ikke.” “Er du Profeten?” Og han svarede: “Nej.” 22. Da sagde de til ham: “Hvem er du? For at vi kunne give dem Svar, som have udsendt os; hvad siger du om dig selv?” 23. Han sagde: “Jeg er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Jævner Herrens Vej, som Profeten Esajas har sagt.” 24. Og de vare udsendte fra Farisæerne, 25. og de spurgte ham og sagde til ham: “Hvorfor døber du da, dersom du ikke er Kristus, ej heller Elias, ej heller Profeten?” 26. Johannes svarede dem og sagde: “Jeg døber med Vand; midt iblandt eder står den, I ikke kende,
27. han som kommer efter mig, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at løse.”
28. Dette skete i Bethania hinsides Jordan, hvor Johannes døbte. 29. Den næste Dag ser han Jesus komme til sig, og han siger: “Se det Guds Lam, som bærer Verdens Synd!
30. Han er den, om hvem jeg sagde: Efter mig kommer en Mand, som er kommen foran mig; thi han var før mig. 31. Og jeg kendte ham ikke; men for at han skulde åbenbares for Israel, derfor er jeg kommen og døber med Vand.” 32. Og Johannes vidnede og sagde: “Jeg har set Ånden dale ned som en Due fra Himmelen, og den blev over ham. 33. Og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med Vand, han sagde til mig: Den, som du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, som døber med den Helligånd. 34. Og jeg har set det og har vidnet, at denne er Guds Søn.”
35. Den næste Dag stod Johannes der atter og to af hans Disciple. 36. Og idet han så på Jesus,som gik der,siger han: “Se det Guds Lam!”
37. Og de to Disciple hørte ham tale, og de fulgte Jesus. 38. Men Jesus vendte sig om, og da han så dem følge sig, siger han til dem: “Hvad søge I efter?” Men de sagde til ham: “Rabbi! (hvilket udlagt betyder Mester) hvor opholder du dig?” 39. Han siger til dem: “Kommer og ser!” De kom da og så, hvor han opholdt sig, og de bleve hos ham den Dag; det var ved den Tiende Time.
40. Den ene af de to, som havde hørt Johannes’s Ord og havde fulgt ham, var Andreas, Simon Peters Broder. 41. Denne finder først sin egen Broder Simon og siger til ham: “Vi have fundet Messias” (hvilket er udlagt: Kristus). 42. Og han førte ham til Jesus. Jesus så på ham og sagde: “Du er Simon, Johannes’s Søn; du skal hedde Kefas” (det er udlagt: Petrus).
43. Den næste Dag vilde han drage derfra til Galilæa; og han finder Filip. Og Jesus siger til ham: “Følg mig!” 44. Men Filip var fra Bethsajda, fra Andreas’s og Peters By. 45. Filip finder Nathanael og siger til ham: “Vi have fundet ham, hvem Moses i Loven og ligeså Profeterne have skrevet om, Jesus, Josefs Søn, fra Nazareth.”
46. Og Nathanael sagde til ham: “Kan noget godt være fra Nazareth?” Filip siger til ham: “Kom og se!”
47. Jesus så Nathanael komme til sig, og han siger om ham: “Se, det er sandelig en Israelit, i hvem der ikke er Svig.” 48. Nathanael siger til ham: “Hvorfra kender du mig?” Jesus svarede og sagde til ham: “Førend Filip kaldte dig, så jeg dig, medens du var under Figentræet.”
49. Nathanael svarede ham: “Rabbi! du er Guds Søn, du er Israels Konge.”
50. Jesus svarede og sagde til ham: “Tror du, fordi jeg sagde dig, at jeg så dig under Figentræet? Du skal se større Ting end disse.”
51. Og han siger til ham: “Sandelig, sandelig, siger jeg eder, I skulle fra nu af se Himmelen åbnet og Guds Engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.”
Johannes 2
1. Og på den tredje Dag var der et Bryllup i Kana i Galilæa; og Jesu Moder var der.
2. Men også Jesus og hans Disciple bleve budne til Brylluppet. 3. Og da Vinen slap op, siger Jesu Moder til ham: “De have ikke Vin.”
4. Jesus siger til hende: “Kvinde! hvad vil du mig? min Time er endnu ikke kommen.”
5. Hans Moder siger til Tjenerne: “Hvad som han siger eder, det skulle I gøre.”
6. Men der var der efter Jødernes Renselsesskik fremsat seks Vandkar af Sten, som rummede hvert to eller tre Spande. 7. Jesus siger til dem: “Fylder Vandkarrene med Vand; ” og de fyldte dem indtil det øverste.
8. Og han siger til dem: “Øser nu og bærer til Køgemesteren; ” og de bare det til ham.
9. Men da Køgemesteren smagte Vandet, som var blevet Vin, og ikke vidste, hvorfra det kom (men Tjenerne, som havde øst Vandet, vidste det), kalder Køgemesteren på Brudgommen og siger til ham: 10. “Hvert Menneske sætter først den gode Vin frem, og når de ere blevne drukne, da den ringere; du har gemt den gode Vin indtil nu.”
11. Denne Begyndelse på sine Tegn gjorde Jesus i Kana i Galilæa, og han åbenbarede sin Herlighed; og hans Disciple troede på ham.
12. Derefter drog han ned til Kapernaum, han og hans Moder og hans Brødre og hans Disciple, og de bleve der ikke mange Dage.
13. Og Jødernes Påske var nær, og Jesus drog op til Jerusalem. 14. Og han fandt siddende i Helligdommen dem, som solgte Okser og Får og Duer, og Vekselerne.
15. Og han gjorde en Svøbe af Reb og drev dem alle ud af Helligdommen, både Fårene og Okserne, og han spredte Vekselerernes Småpenge og væltede Bordene. 16. Og han sagde til dem, som solgte duer: “Tager dette bort herfra; gører ikke min Faders Hus til en Købmandsbod!” 17. Hans Disciple kom i Hu, at der er skrevet: “Nidkærheden for dit Hus vil fortære mig.”
18. Da svarede Jøderne og sagde til ham: “Hvad viser du os for et Tegn, efterdi du gør dette?”
19. Jesus svarede og sagde til dem: “Nedbryder dette Tempel, og i tre Dage vil jeg oprejse det.”
20. Da sagde Jøderne: “I seks og fyrretyve År er der bygget på dette Tempel, og du vil oprejse det i tre Dage?” 21. Men han talte om sit Legemes Tempel. 22. Da han så var oprejst fra de døde, kom hans Disciple i Hu, at han havde sagt dette; og de troede Skriften og det Ord, som Jesus havde sagt.
23. Men da han var i Jerusalem i Påsken på Højtiden, troede mange på hans Navn, da de så hans Tegn, som han gjorde. 24. Men Jesus selv betroede sig ikke til dem, fordi han kendte alle, 25. og fordi han ikke havde nødig, at nogen skulde vidne om Mennesket; thi han vidste selv, hvad der var i Mennesket.
Johannes 3
1. Men der var en Mand af Farisæerne, han hed Nikodemus, en Rådsherre iblandt Jøderne.
2. Denne kom til ham om Natten og sagde til ham: “Rabbi! vi vide. at du er en Lærer kommen fra Gud; thi ingen kan gøre disse Tegn, som du gør, uden Gud er med ham.”
3. Jesus svarede og sagde til ham: “Sandelig, sandelig, siger jeg dig. uden nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds Rige.” 4. Nikodemus siger til ham: “Hvorledes kan et Menneske fødes, når han er gammel? Mon han kan anden Gang komme ind i sin Moders Liv og fødes?”
5. Jesus svarede: “Sandelig, sandelig, siger jeg dig, uden nogen bliver født af Vand og Ånd, kan han ikke komme ind i Guds Rige. 6. Hvad der er født af Kødet, er Kød; og hvad der er født af Ånden, er Ånd.
7. Forundre dig ikke over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. 8. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens Susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; således er det med hver den, som er født af Ånden.” 9. Nikodemus svarede og sagde til ham: “Hvorledes kan dette ske?” 10. Jesus svarede og sagde til ham: “Er du Israels Lærer og forstår ikke dette?
11. Sandelig, sandelig, siger jeg dig vi tale det, vi vide, og vidne det, vi have set; og I modtage ikke vort Vidnesbyrd. 12. Når jeg siger eder de jordiske Ting, og I ikke tro, hvorledes skulle I da tro, når jeg siger eder de himmelske? 13. Og ingen er faren op til Himmelen, uden han, som for ned fra Himmelen, Menneskesønnen, som er i Himmelen. 14. Og ligesom Moses ophøjede Slangen i Ørkenen, således bør Menneskesønnen ophøjes,
15. for at hver den, som tror, skal have et evigt Liv i ham. 16. Thi således elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv.
17. Thi Gud sendte ikke sin Søn til Verden, for at han skal dømme Verden, men for at Verden skal frelses ved ham. 18. Den, som tror på ham, dømmes ikke; men den, som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns Navn.
19. Og dette er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede Mørket mere end Lyset; thi deres Gerninger vare onde. 20. Thi hver den, som øver ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, for at hans Gerninger ikke skulle revses. 21. Men den, som gør Sandheden, kommer til Lyset, for at hans Gerninger må blive åbenbare; thi de ere gjorte i Gud.”
22. Derefter kom Jesus og hans Disciple ud i Judæas Land, og han opholdt sig der med dem og døbte.
23. Men også Johannes døbte i Ænon, nær ved Salem, fordi der var meget Vand der; og man kom derhen og lod sig døbe. 24. Thi Johannes var endnu ikke kastet i Fængsel. 25. Da opkom der en Strid imellem Johannes’s Disciple og en Jøde om Renselse.
26. Og de kom til Johannes og sagde til ham: “Rabbi! han, som var hos dig hinsides Jordan, han, hvem du gav Vidnesbyrd, se, han døber, og alle komme til ham.”
27. Johannes svarede og sagde: “Et Menneske kan slet intet tage, uden det er ham givet fra Himmelen.
28. I ere selv mine Vidner på, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt foran ham.
29. Den, som har Bruden, er Brudgom; men Brudgommens Ven, som står og hører på ham, glæder sig meget over Brudgommens Røst. Så er da denne min Glæde bleven fuldkommen. 30. Han bør vokse, men jeg forringes.
31. Den, som kommer ovenfra, er over alle; den, som er af Jorden, er af Jorden og taler af Jorden; den, som kommer fra Himmelen, er over alle.
32. Og det, som han har set og hørt, vidner han; og ingen modtager hans Vidnesbyrd.
33. Den, som har modtaget hans Vidnesbyrd, har beseglet, at Gud er sanddru.
34. Thi han, hvem Gud udsendte, taler Guds Ord; Gud giver nemlig ikke Ånden efter Mål.
35. Faderen elsker Sønnen og har givet alle Ting i hans Hånd. 36. Den, som tror på Sønnen, har et evigt Liv; men den, som ikke vil tro Sønnen, skal ikke se Livet, men Guds Vrede bliver over ham.”
Johannes 4
1. Da Herren nu erfarede, at Farisæerne havde hørt, at Jesus vandt flere Disciple og døbte flere end Johannes 2. (skønt Jesus ikke døbte selv, men hans Disciple): 3. da forlod han Judæa og drog atter bort til Galilæa. 4. Men han måtte rejse igennem Samaria. 5. Han kommer da til en By i Samaria, som kaldes Sykar, nær ved det Stykke Land, som Jakob gav sin Søn Josef. 6. Og der var Jakobs Brønd. Jesus satte sig da, træt af Rejsen, ned ved Brønden; det var ved den sjette Time. 7. En samaritansk Kvinde kommer for at drage Vand op. Jesus siger til hende: “Giv mig noget at drikke!” 8. Hans Disciple vare nemlig gåede bort til Byen for at købe Mad. 9. Da siger den samaritanske Kvinde til ham: “Hvorledes kan dog du, som er en Jøde, bede mig, som er en samaritansk Kvinde, om noget at drikke?” Thi Jøder holde ikke Samkvem med Samaritanere. 10. Jesus svarede og sagde til hende: “Dersom du kendte Guds Gave, og hvem det er, som siger til dig: Giv mig noget at drikke, da bad du ham, og han gav dig levende Vand.” 11. Kvinden siger til ham: “Herre! du har jo intet at drage op med, og Brønden er dyb; hvorfra har du da det levende Vand? 12. Mon du er større end vor Fader Jakob, som har givet os Brønden, og han har selv drukket deraf og hans Børn og hans Kvæg?” 13. Jesus svarede og sagde til hende: “Hver den, som drikker af dette Vand, skal tørste igen.
14. Men den, som drikker af det Vand, som jeg giver ham, skal til evig Tid ikke tørste; men det Vand, som jeg giver ham, skal blive i ham en Kilde af Vand, som fremvælder til et evigt Liv.” 15. Kvinden siger til ham: “Herre! giv mig dette Vand, for at jeg ikke skal tørste og ikke komme hid for at drage op.” 16. Jesus siger til hende: “Gå bort, kald på din Mand, og kom hid!” 17. Kvinden svarede og sagde: “Jeg har ingen Mand.” Jesus siger til hende: “Med Rette sagde du: Jeg har ingen Mand. 18. Thi du har haft fem Mænd; og han, som du nu har, er ikke din Mand. Det har du sagt sandt.”
19. Kvinden siger til ham: “Herre! jeg ser, at du er en Profet. 20. Vore Fædre have tilbedt på dette Bjerg, og I sige, at i Jerusalem er Stedet, hvor man bør tilbede.” 21. Jesus siger til hende: “Tro mig, Kvinde, at den Time kommer, da det hverken skal være på dette Bjerg eller i Jerusalem, at I tilbede Faderen.
22. I tilbede det, I ikke kende; vi tilbede det, vi kende; thi Frelsen kommer fra Jøderne.
23. Men den Time kommer, ja, den er nu, da de sande Tilbedere skulle tilbede Faderen i Ånd og Sandhed; thi det er sådanne Tilbedere, Faderen vil have.
24. Gud er Ånd, og de, som tilbede ham, bør tilbede i Ånd og Sandhed.”
25. Kvinden siger til ham: “Jeg ved, at Messias kommer (hvilket betyder Kristus); når han kommer, skal han kundgøre os alle Ting.”
26. Jesus siger til hende: “Det er mig, jeg, som taler med dig.” 27. Og i det samme kom hans Disciple, og de undrede sig over, at han talte med en Kvinde; dog sagde ingen: “Hvad søger du?” eller: “Hvorfor taler du med hende?”
28. Da lod Kvinden sin Vandkrukke stå og gik bort til Byen og siger til Menneskene der:
29. “Kommer og ser en Mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon han skulde være Kristus?”
30. De gik ud af Byen og kom gående til ham. 31. Imidlertid bade Disciplene ham og sagde: “Rabbi, spis!” 32. Men han sagde til dem, jeg har Mad at spise, som I ikke kende.” 33. Da sagde Disciplene til hverandre: “Mon nogen har bragt ham noget at spise?”
34. Jesus siger til dem: “Min Mad er, at jeg gør hans Villie, som udsendte mig, og fuldbyrder hans Gerning. 35. Sige I ikke: Der er endnu fire Måneder, så kommer Høsten? Se, jeg siger eder, opløfter eders Øjne og ser Markene; de ere allerede hvide til Høsten.
36. Den, som høster, får Løn og samler Frugt til et evigt Liv, så at de kunne glæde sig tilsammen, både den, som sår, og den, som høster.
37. Thi her er det Ord sandt: En sår, og en anden høster. 38. Jeg har udsendt eder at høste det, som I ikke have arbejdet på; andre have arbejdet, og I ere gåede ind i deres Arbejde.” 39. Men mange af Samaritanerne fra den By troede på ham på Grund af Kvindens Ord, da hun vidnede: “Han har sagt mig alt det, jeg har gjort.”
40. Da nu Samaritanerne kom til ham, bade de ham om at blive hos dem; og han blev der to Dage.
41. Og mange flere troede for hans Ords Skyld. 42. Og til Kvinden sagde de: “Vi tro nu ikke længer for din Tales Skyld; thi vi have selv hørt, og vi vide, at denne er sandelig Verdens Frelser.”
43. Men efter de to Dage gik han derfra til Galilæa. 44. Thi Jesus vidnede selv, at en Profet ikke bliver æret i sit eget Fædreland.
45. Da han nu kom til Galilæa, toge Galilæerne imod ham, fordi de havde set alt det, som han gjorde i Jerusalem på Højtiden; thi også de vare komne til Højtiden.
46. Han kom da atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort Vandet til Vin. Og der var en kongelig Embedsmand, hvis Søn lå syg i Kapernaum.
47. Da denne hørte, at Jesus var kommen fra Judæa til Galilæa, gik han til ham og bad om, at han vilde komme ned og helbrede hans Søn; thi han var Døden nær.
48. Da sagde Jesus til ham: “Dersom I ikke se Tegn og Undergerninger, ville I ikke tro.”
49. Embedsmanden siger til ham: “Herre! kom, før mit Barn dør.” 50. Jesus siger til ham: “Gå bort, din Søn lever.” Og Manden troede det Ord, som Jesus sagde til ham, og gik bort. 51. Men allerede medens han var på Hjemvejen, mødte hans Tjenere ham og meldte, at hans Barn levede.
52. Da udspurgte han dem om den Time, i hvilken det var blevet bedre med ham; og de sagde til ham: “I Går ved den syvende time forlod Feberen ham.”
53. Da skønnede Faderen, at det var sket i den Time, da Jesus sagde til ham: “Din Søn lever;” og han troede selv og hele hans Hus. 54. Dette var det andet Tegn, som Jesus gjorde, da han var kommen fra Judæa til Galilæa.
Johannes 5
1. Derefter var det Jødernes Højtid, og Jesus gik op til Jerusalem. 2. Men der er i Jerusalem ved Fåreporten en Dam, som på Hebraisk kaldes Bethesda, og den har fem Søjlegange. 3. I dem lå der en Mængde syge, blinde, lamme, visne, (som ventede på, at Vandet skulde røres.
4. Thi på visse Tider for en Engel ned i Dammen og oprørte Vandet. Den, som da, efter at Vandet var blevet oprørt, steg først ned, blev rask, hvilken Sygdom han end led af.) 5. Men der var en Mand, som havde været syg i otte og tredive År. 6. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde ligget i lang Tid, sagde han til ham: “Vil du blive rask?” 7. Den syge svarede ham: “Herre! jeg har ingen, som kan bringe mig ned i Dammen, når Vandet bliver oprørt; men når jeg kommer, stiger en anden ned før mig.”
8. Jesus siger til ham: “Stå op, tag din Seng og gå!” 9. Og straks blev Manden rask, og han tog sin Seng og gik. Men det var Sabbat på den Dag;
10. derfor sagde Jøderne til ham, som var bleven helbredt: “Det er Sabbat; og det er dig ikke tilladt af bære Sengen.” 11. Han svarede dem: “Den, som gjorde mig rask, han sagde til mig: Tag din Seng og gå!”
12. Da spurgte de ham: “Hvem er det Menneske, som sagde til dig: Tag din Seng og gå?”
13. Men han; som var bleven helbredt, vidste ikke, hvem det var; thi Jesus havde unddraget sig, da der var mange Mennesker på Stedet. 14. Derefter finder Jesus ham i Helligdommen, og han sagde til ham: “Se, du er bleven rask; synd ikke mere, for at ikke noget værre skal times dig,!”
15. Manden gik bort og sagde til Jøderne, at det var Jesus, som havde gjort ham rask.
16. Og derfor forfulgte Jøderne Jesus, fordi han havde gjort dette på en Sabbat.
17. Men Jesus svarede dem: “Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder.”
18. Derfor tragtede da Jøderne end mere efter at slå ham ihjel, fordi han ikke alene brød Sabbaten, men også kaldte Gud sin egen Fader og gjorde sig selv Gud lig.
19. Så svarede Jesus og sagde til dem: “Sandelig, sandelig, siger jeg eder, Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, uden hvad han ser Faderen gøre; thi hvad han gør, det gør også Sønnen ligeså. 20. Thi Faderen elsker Sønnen og viser ham alt det, han selv gør, og han skal vise ham større Gerninger end disse, for at I skulle undre eder.
21. Thi ligesom Faderen oprejser de døde og gør levende, således gør også Sønnen levende, hvem han vil.
22. Thi heller ikke dømmer Faderen nogen, men har givet Sønnen hele Dommen,
23. for at alle skulle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen. Den, som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som udsendte ham. 24. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som hører mit Ord og tror den, som sendte mig, har et evigt Liv og kommer ikke til Dom, men er gået over fra Døden til Livet. 25. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den Time kommer, ja den er nu, da de døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som høre den, skulle leve.
26. Thi ligesom Faderen har Liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have Liv i sig selv.
27. Og han har givet ham Magt til at holde Dom, efterdi han er Menneskesøn.
28. Undrer eder ikke herover; thi den Time kommer, på hvilken alle de, som ere i Gravene, skulle høre hans Røst, 29. og de skulle gå frem, de, som have gjort det gode, til Livets Opstandelse, men de, som have gjort det onde, til Dommens Opstandelse.
30. Jeg kan slet intet gøre af mig selv; således som jeg hører, dømmer jeg, og min Dom er retfærdig; thi jeg søger ikke min Villie, men hans Villie, som sendte mig.
31. Dersom jeg vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd ikke sandt”. 32. Det er en anden, som vidner om mig, og jeg ved, at det Vidnesbyrd er sandt, som han vidner om mig. 33. I have sendt Bud til Johannes, og han har vidnet for sandheden. 34. Dog, jeg henter ikke Vidnesbyrdet fra et Menneske; men dette siger jeg, for at I skulle frelses.
35. Han var det brændende og skinnende Lys, og I have til en Tid villet fryde eder ved hans Lys.
36. Men det Vidnesbyrd, som jeg har, er større end Johannes’s; thi de Gerninger, som Faderen har givet mig at fuldbyrde, selve de Gerninger, som jeg gør, vidne om mig, at Faderen har udsendt mig.
37. Og Faderen, som sendte mig, han har vidnet om mig. I have aldrig hverken hørt hans Røst eller set hans skikkelse, 38. og hans Ord have I ikke blivende i eder; thi den, som han udsendte, ham tro I ikke.
39. I ransage Skrifterne, fordi I mene i dem at have evigt Liv; og det er dem, som vidne om mig.
40. Og I ville ikke komme til mig, for at I kunne have Liv. 41. Jeg tager ikke Ære af Mennesker;
42. men jeg kender eder, at I have ikke Guds Kærlighed i eder. 43. Jeg er kommen i min Faders Navn, og I modtage mig ikke; dersom en anden kommer i sit eget Navn, ham ville I modtage. 44. Hvorledes kunne I tro,I, som tage Ære af hverandre, og den Ære, som er fra den eneste Gud, søge I ikke? 45. Tænker ikke, at jeg vil anklage eder for Faderen; der er en, som anklager eder, Moses, til hvem I have sat eders Håb. 46. Thi dersom I troede Moses. troede I mig; thi han har skrevet om mig,
47. Men tro I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I da tro mine Ord?”
Johannes 6
1. Derefter drog Jesus over til hin Side af Galilæas Sø,Tiberias Søen.
2. Og en stor Skare fulgte ham, fordi de så de Tegn, som han gjorde på de syge.
3. Men Jesus gik op på Bjerget og satte sig der med sine Disciple. 4. Men Påsken, Jødernes Højtid, var nær. 5. Da Jesus nu opløftede sine Øjne og så, at en stor Skare kom til ham, sagde han til Filip: “Hvor skulle vi købe Brød, for at disse kunne få noget at spise?”
6. Men dette sagde han for at prøve ham; thi han vidste selv, hvad han vilde gøre.
7. Filip svarede ham: “Brød for to Hundrede Denarer er ikke nok for dem, til at hver kan få noget lidet.” 8. En af hans Disciple, Andreas, Simon Peters Broder, siger til ham:
9. “Her er en lille Dreng, som har fem Bygbrød og to Småfisk; men hvad er dette til så mange?”
10. Jesus sagde: “Lader Folkene sætte sig ned;” og der var meget Græs på Stedet. Da satte Mændene sig ned, omtrent fem Tusinde i Tallet.
11. Så tog Jesus Brødene og takkede og uddelte dem til dem, som havde sat sig ned; ligeledes også af Småfiskene så meget, de vilde.
12. Men da de vare blevne mætte, siger han til sine Disciple: “Samler de tiloversblevne Stykker sammen, for at intet skal gå til Spilde.”
13. Da samlede de og fyldte tolv Kurve med Stykker, som bleve tilovers af de fem Bygbrød fra dem, som havde fået Mad. 14. Da nu Folkene så det Tegn, som han havde gjort, sagde de: “Denne er i Sandhed Profeten, som kommer til Verden.” 15. Da Jesus nu skønnede, at de vilde komme og tage ham med Magt for at gøre ham til Konge, gik han atter op på Bjerget, ganske alene.
16. Men da det var blevet Aften, gik hans Disciple ned til Søen. 17. Og de gik om Bord i et Skib og vilde sætte over til hin Side af Søen til Kapernaum. Og det var allerede blevet mørkt, og Jesus var endnu ikke kommen til dem.
18. Og Søen rejste sig, da der blæste en stærk Vind. 19. Da de nu havde roet omtrent fem og tyve eller tredive Stadier, se de Jesus vandre på Søen og komme nær til Skibet, og de forfærdedes.
20. Men han siger til dem: “Det er mig; frygter ikke!” 21. Da vilde de tage ham op i Skibet; og straks kom Skibet til Landet, som de sejlede til.
22. Den næste dag så Skaren, som stod på hin Side af Søen, at der ikke havde været mere end eet Skib der, og at Jesus ikke var gået om Bord med sine Disciple, men at hans Disciple vare dragne bort alene,
23. (men der var kommet Skibe fra Tiberias nær til det Sted, hvor de spiste Brødet, efter at Herren havde gjort Taksigelse): 24. da Skaren nu så, at Jesus ikke var der, ej heller hans Disciple, gik de om Bord i Skibene og kom til Kapernaum for at søge efter Jesus.
25. Og da de fandt ham på hin Side af Søen, sagde de til ham: “Rabbi! når er du kommen hid?”
26. Jesus svarede dem og sagde: “Sandelig, sandelig, siger jeg eder, I søge mig, ikke fordi I så Tegn, men fordi I spiste af Brødene og bleve mætte.
27. Arbejder ikke for den Mad, som er forgængelig, men for den Mad, som varer til et evigt Liv, hvilken Menneskesønnen vil give eder; thi ham har Faderen, Gud selv, beseglet.” 28. Da sagde de til ham: “Hvad skulle vi gøre, for at vi kunne arbejde på Guds Gerninger?”
29. Jesus svarede og sagde til dem: “Dette er Guds Gerning, at I tro på den, som han udsendte.”
30. Da sagde de til ham: “Hvad gør du da for et Tegn, for at vi kunne se det og tro dig? Hvad Arbejde gør du? 31. Vore Fædre åde Manna i Ørkenen, som der er skrevet: Han gav dem Brød fra Himmelen at æde.”
32. Da sagde Jesus til dem: “Sandelig, sandelig, siger jeg eder, ikke Moses har givet eder Brødet fra Himmelen, men min Fader giver eder det sande Brød fra Himmelen. 33. Thi Guds Brød er det, som kommer ned fra Himmelen og giver Verden Liv.”
34. Da sagde de til ham: “Herre! giv os altid dette Brød!” 35. Jesus sagde til dem: “Jeg er Livets Brød. Den, som kommer til mig, skal ikke hungre; og den, som tror på mig, skal aldrig tørste.
36. Men jeg har sagt eder, at I have set mig og dog ikke tro. 37. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig; og den, som kommer til mig, vil jeg ingenlunde kaste ud. 38. Thi jeg er kommen ned fra Himmelen, ikke for at gøre min Villie, men hans Villie, som sendte mig.
39. Men dette er hans Villie, som sendte mig, at jeg skal intet miste af alt det, som han har givet mig, men jeg skal oprejse det på den yderste Dag.
40. Thi dette er min Faders Villie, at hver den, som ser Sønnen og tror på ham, skal have et evigt Liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste Dag.”
41. Da knurrede Jøderne over ham, fordi han sagde: “Jeg er det Brød, som kom ned fra Himmelen,”
42. og de sagde: “Er dette ikke Jesus, Josefs Søn, hvis Fader og Moder vi kende? Hvorledes kan han da sige: Jeg er kommen ned fra Himmelen?”
43. Jesus svarede og sagde til dem: “Knurrer ikke indbyrdes! 44. Ingen kan komme til mig, uden Faderen, som sendte mig, drager ham; og jeg skal oprejse ham på den yderste Dag. 45. Der er skrevet hos Profeterne: “Og de skulle alle være oplærte af Gud.” Hver den, som har hørt af Faderen og lært, kommer til mig.
46. Ikke at nogen har set Faderen, kun den, som er fra Gud, han har set Faderen.
47. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som tror på mig, har et evigt Liv.
48. Jeg er Livets Brød.
49. Eders Fædre åde Manna i Ørkenen og døde. 50. Dette er det Brød, som kommer ned fra Himmelen, at man skal æde af det og ikke dø.
51. Jeg er det levende Brød, som kom ned fra Himmelen; om nogen æder af dette Brød, han skal leve til evig Tid; og det Brød, som jeg vil give, er mit Kød, hvilket jeg vil give for Verdens Liv.” 52. Da kivedes Jøderne indbyrdes og sagde: “Hvorledes kan han give os sit Kød at æde?”
53. Jesus sagde da til dem: “Sandelig, sandelig, siger jeg eder, dersom I ikke æde Menneskesønnens Kød og drikke hans Blod, have I ikke Liv i eder.
54. Den, som æder mit Kød og drikker mit Blod, har et evigt Liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste Dag. 55. Thi mit Kød er sand Mad, og mit Blod er sand Drikke. 56. Den, som æder mit Kød og drikker mit Blod, han bliver i mig, og jeg i ham.
57. Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i Kraft af Faderen, ligeså skal også den, som æder mig, leve i Kraft af mig.
58. dette er det Brød, som er kommet ned fra Himmelen; ikke som eders Fædre åde og døde. Den, som æder dette Brød, skal leve evindelig.”
59. Dette sagde han, da han lærte i en Synagoge i Kapernaum.
60. Da sagde mange af hans Disciple, som havde hørt ham: “Dette er en hård Tale; hvem kan høre den?”
61. Men da Jesus vidste hos sig selv, at hans Disciple knurrede derover, sagde han til dem: “Forarger dette eder? 62. Hvad om I da få at se, at Menneskesønnen farer op, hvor han var før?
63. Det er Ånden, som levendegør, Kødet gavner intet; de Ord, som jeg har talt til eder, ere Ånd og ere Liv. 64. Men der er nogle af eder, som ikke tro.” Thi Jesus vidste fra Begyndelsen, hvem det var, der ikke troede, og hvem den var, der skulde forråde ham.
65. Og han sagde: “Derfor har jeg sagt eder, at ingen kan komme til mig, uden det er givet ham af Faderen.” 66. Fra den Tid trådte mange af hans Disciple tilbage og vandrede ikke mere med ham.
67. Jesus sagde da til de tolv: “Mon også I ville gå bort?” 68. Simon Peter svarede ham: “Herre! til hvem skulle vi gå hen? Du har det evige Livs Ord;
69. og vi have troet og erkendt, at du er Guds Hellige.” 70. Jesus svarede dem: “Har jeg ikke udvalgt mig eder tolv, og en af eder er en Djævel?”
71. Men han talte om Judas, Simon Iskariots Søn; thi det var ham, som siden skulde forråde ham, skønt han var en af de tolv.
Johannes 7
1. Derefter vandrede Jesus omkring i Galilæa; thi han vilde ikke vandre i Judæa, fordi Jøderne søgte at slå ham ihjel. 2. Men Jødernes Højtid, Løvsalsfesten, var nær. 3. Da sagde hans Brødre til ham: “Drag bort herfra og gå til Judæa, for at også dine Disciple kunne se dine Gerninger, som du gør. 4. Thi ingen gør noget i Løndom, når han selv ønsker at være åbenbar; dersom du gør dette, da vis dig for Verden!” 5. Thi heller ikke hans Brødre troede på ham. 6. Da siger Jesus til dem: “Min Tid er endnu ikke kommen; men eders Tid er stedse for Hånden.
7. Verden kan ikke hade eder; men mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens Gerninger ere onde.
8. Drager I op til Højtiden; jeg drager endnu ikke op til denne Højtid, thi min Tid er endnu ikke fuldkommet.” 9. Da han havde sagt dette til dem, blev han i Galilæa. 10. Men da hans Brødre vare dragne op til Højtiden, da drog han også selv op, ikke åbenlyst, men lønligt.
11. Da ledte Jøderne efter ham på Højtiden og sagde: “Hvor er han?” 12. Og der blev mumlet meget om ham iblandt Skarerne; nogle sagde: “Han er en god Mand;” men andre sagde: “Nej, han forfører Mængden.”
13. Dog talte ingen frit om ham af Frygt for Jøderne.
14. Men da det allerede var midt i Højtiden. gik Jesus op i Helligdommen og lærte.
15. Jøderne undrede sig nu og sagde: “Hvorledes kan denne have Lærdom, da han ikke er oplært?”
16. Da svarede Jesus dem og sagde: “Min Lære er ikke min, men hans, som sendte mig.
17. Dersom nogen vil gøre hans Villie, skal han erkende, om Læren er fra Gud, eller jeg taler af mig selv. 18. Den, der taler af sig selv, søger sin egen Ære; men den, som søger hans Ære, der sendte ham, han er sanddru, og der er ikke Uret i ham.
19. Har ikke Moses givet eder Loven? Og ingen af eder holder Loven. Hvorfor søge I at slå mig ihjel?”
20. Mængden svarede: “Du er besat; hvem søger at slå dig ihjel?” 21. Jesus svarede og sagde til dem: “Een Gerning gjorde jeg, og I undre eder alle derover.
22. Moses har givet eder Omskærelsen, (ikke at den er fra Moses, men fra Fædrene) og I omskære et Menneske på en Sabbat. 23. Dersom et Menneske får Omskærelse på en Sabbat, for at Mose Lov ikke skal brydes, ere I da vrede på mig, fordi jeg har gjort et helt Menneske rask på en Sabbat?
24. Dømmer ikke efter Skinnet, men dømmer en retfærdig Dom!”
25. Da sagde nogle af dem fra Jerusalem: “Er det ikke ham, som de søge at slå ihjel?
26. Og se, han taler frit, og de sige intet til ham; mon Rådsherrerne virkelig skulde have erkendt, at han er Kristus? 27. Dog vi vide, hvorfra denne er; men når Kristus kommer, kender ingen, hvorfra han er.”
28. Derfor råbte Jesus, idet han lærte i Helligdommen, og sagde: “Både kende I mig og vide, hvorfra jeg er! Og af mig selv er jeg ikke kommen, men han, som sendte mig, er sand, han, hvem I ikke kende.
29. Jeg kender ham; thi jeg er fra ham, og han har udsendt mig.” 30. De søgte da at gribe ham; og ingen lagde Hånd på ham, thi hans Time var endnu ikke kommen.
31. Men mange af Folket troede på ham, og de sagde: “Når Kristus kommer, mon han da skal gøre flere Tegn, end denne har gjort?”
32. Farisæerne hørte, at Mængden mumlede dette om ham; og Ypperstepræsterne og Farisæerne sendte Tjenere ud for at gribe ham.
33. Da sagde Jesus: “Endnu en liden Tid er jeg hos eder, så går jeg bort til den, som sendte mig.
34. I skulle lede efter mig og ikke finde mig, og der, hvor jeg er, kunne I ikke komme.”
35. Da sagde Jøderne til hverandre: “Hvor vil han gå hen, siden vi ikke skulle finde ham? Mon han vil gå til dem, som ere adspredte iblandt Grækerne, og lære Grækerne?
36. Hvad er det for et Ord, han siger: I skulle lede efter mig og ikke finde mig, og der, hvor jeg er, kunne I ikke komme?” 37. Men på den sidste, den store Højtidsdag stod Jesus og råbte og sagde: “Om nogen tørster,han komme til mig og drikke! 38. Den, som tror på mig, af hans Liv skal der, som Skriften har sagt, flyde levende Vandstrømme:”
39. Men dette sagde han om den Ånd, som de, der troede på ham, skulde få; thi den Helligånd var der ikke endnu, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort.
40. Nogle af Mængden, som hørte disse Ord, sagde nu: “Dette er sandelig Profeten.”
41. Andre sagde: “Dette er Kristus;” men andre sagde: “Mon da Kristus kommer fra Galilæa?
42. Har ikke Skriften sagt, at Kristus kommer af Davids Sæd og fra Bethlehem, den Landsby, hvor David var?” 43. Således blev der Splid iblandt Mængden om ham. 44. Men nogle af dem vilde gribe ham; dog lagde ingen Hånd på ham.
45. Tjenerne kom nu til Ypperstepræsterne og Farisæerne, og disse sagde til dem: “Hvorfor have I ikke ført ham herhen?” 46. Tjenerne svarede: “Aldrig har noget Menneske talt således som dette Menneske.”
47. Da svarede Farisæerne dem: “Ere også I forførte? 48. Mon nogen af Rådsherrerne har troet på ham, eller nogen af Farisæerne?
49. Men denne Hob, som ikke kender Loven, er forbandet.” 50. Nikodemus, han, som var kommen til ham om Natten og var en af dem, sagde til dem:
51. “Mon vor Lov dømmer et Menneske, uden at man først forhører ham og får at vide, hvad han gør?”
52. De svarede og sagde til ham: “Er også du fra Galilæa? Ransag og se, at der ikke fremstår nogen Profet fra Galilæa.”
Johannes 8
1. Og de gik hver til sit Hus. Men Jesus gik til Oliebjerget. 2. og årle om Morgenen kom han igen i Helligdommen, og hele Folket kom til ham; og han satte sig og lærte dem. 3. Men de skriftkloge og Farisæerne føre en Kvinde til ham, greben i Hor, og stille hende frem i Midten. 4. Og de sige til ham: “Mester! denne Kvinde er greben i Hor på fersk Gerning.
5. Men Moses bød os i Loven, at sådanne skulle stenes; hvad siger nu du?”
6. Men dette sagde de for at friste ham, for at de kunde have noget at anklage ham for. Men Jesus bøjede sig ned og skrev med Fingeren på Jorden.
7. Men da de bleve ved at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: “Den iblandt eder, som er uden Synd, kaste først Stenen på hende!”
8. Og han bøjede sig atter ned og skrev på Jorden. 9. Men da de hørte det, gik de bort, den ene efter den anden, fra de ældste til de yngste, og Jesus blev alene tilbage med Kvinden, som stod der i Midten.
10. Men da Jesus rettede sig op og ingen så uden Kvinden, sagde han til hende: “Kvinde! hvor ere de henne? Var der ingen, som fordømte dig?,”
11. Men hun sagde: “Herre! ingen.” Da sagde Jesus: “Heller ikke jeg fordømmer dig; gå bort, og synd ikke mere!”
12. Jesus talte da atter til dem og sagde: “Jeg er Verdens Lys; den, som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have Livets Lys.” 13. Da sagde Farisæerne til ham: “Du vidner om dig selv; dit Vidnesbyrd er ikke sandt.”
14. Jesus svarede og sagde til dem: “Om jeg end vidner om mig selv. er mit Vidnesbyrd sandt; thi jeg ved, hvorfra jeg kom, og hvor jeg går hen; men I vide ikke, hvorfra jeg kommer, og hvor jeg går hen.
15. I dømme efter Kødet; jeg dømmer ingen. 16. Men om jeg også dømmer, er min Dom sand; thi det er ikke mig alene, men mig og Faderen, han, som sendte mig. 17. Men også i eders Lov er der skrevet, at to Menneskers Vidnesbyrd er sandt.
18. Jeg er den, der vidner om mig selv, og Faderen, som sendte mig, vidner om mig.”
19. Derfor sagde de til ham: “Hvor er din Fader?” Jesus svarede: “I kende hverken mig eller min Fader; dersom I kendte mig, kendte I også min Fader.”
20. Disse Ord talte Jesus ved Tempelblokken, da han lærte i Helligdommen; og ingen greb ham, fordi hans Time endnu ikke var kommen.
21. Da sagde han atter til dem: “Jeg går bort, og I skulle lede efter mig, og I skulle dø i eders Synd; hvor jeg går hen, kunne I ikke komme.”
22. Da sagde Jøderne: “Mon han vil slå sig selv ihjel, siden han siger: Hvor jeg går hen, kunne I ikke komme?” 23. Og han sagde til dem: “I ere nedenfra, jeg er ovenfra; I ere af denne Verden, jeg er ikke af denne Verden. 24. Derfor har jeg sagt eder, at I skulle dø i eders Synder; thi dersom I ikke tro, at det er mig, skulle I dø i eders Synder.” 25. De sagde da til ham: “Hvem er du?” Og Jesus sagde til dem: “Just det, som jeg siger eder.
26. Jeg har meget at tale og dømme om eder; men den, som sendte mig, er sanddru, og hvad jeg har hørt af ham, det taler jeg til Verden.”
27. De forstode ikke, at han talte til dem om Faderen. 28. Da sagde Jesus til dem: “Når I få ophøjet Menneskesønnen, da skulle I kende, at det er mig, og at jeg gør intet af mig selv; men som min Fader har lært mig, således taler jeg. 29. Og han, som sendte mig, er med mig; han har ikke ladet mig alene, fordi jeg; gør altid det, som er ham til Behag.”
30. Da han talte dette, troede mange på ham. 31. Jesus sagde da til de Jøder, som vare komne til Tro på ham: “Dersom I blive i mit Ord, ere I sandelig mine Disciple, 32. og I skulle erkende Sandheden, og Sandheden skal frigøre eder.” 33. De svarede ham: “Vi ere Abrahams Sæd og have aldrig været nogens Trælle; hvorledes siger du da: I skulle vorde frie?” 34. Jesus svarede dem: “Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hver den, som gør Synden, er Syndens Træl. 35. Men Trællen bliver ikke i Huset til evig Tid, Sønnen bliver der til evig Tid.
36. Dersom da Sønnen får frigjort eder, skulle I være virkelig frie. 37. Jeg ved, at I ere Abrahams Sæd; men I søge at slå mig ihjel, fordi min Tale ikke finder Rum hos eder. 38. Jeg taler det, som jeg har set hos min Fader; så gøre også I det, som I have hørt af eders Fader.” 39. De svarede og sagde til ham: “Vor Fader er Abraham.” Jesus sagde til dem: “Dersom I vare Abrahams Børn, gjorde I Abrahams Gerninger.
40. Men nu søge I at slå mig ihjel, et Menneske, der har sagt eder Sandheden, som jeg har hørt af Gud; dette gjorde Abraham ikke. 41. I gøre eders Faders Gerninger.” De sagde til ham: “Vi ere ikke avlede i Hor; vi have een Fader, Gud.” 42. Jesus sagde til dem: “Dersom Gud var eders Fader, da elskede I mig; thi jeg er udgået og kommen fra Gud; thi jeg er heller ikke kommen af mig selv, men han har udsendt mig. 43. Hvorfor forstå I ikke min Tale? fordi I ikke kunne høre mit Ord. 44. I ere af den Fader Djævelen, og eders Faders Begæringer ville I gøre. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af, og han står ikke i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Når han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader. 45. Men mig tro I ikke, fordi jeg siger Sandheden. 46. Hvem af eder kan overbevise mig om nogen Synd? Siger jeg Sandhed, hvorfor tro I mig da ikke?
47. Den, som er af Gud, hører Guds Ord; derfor høre I ikke, fordi I ere ikke af Gud.”
48. Jøderne svarede og sagde til ham: “Sige vi ikke med Rette, at du er en Samaritan og er besat?”
49. Jesus svarede: “Jeg er ikke besat, men jeg ærer min Fader, og I vanære mig.
50. Men jeg søger ikke min Ære; der er den, som søger den og dømmer. 51. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, dersom nogen holder mit Ord, skal han i al Evighed ikke se Døden.” 52. Jøderne sagde til ham: “Nu vide vi, at du et besat; Abraham døde og Profeterne, og du siger: Dersom nogen holder mit Ord, han skal i al Evighed ikke smage Døden.
53. Mon du er større end vor Fader Abraham, som jo døde? også Profeterne døde; hvem gør du dig selv til?” 54. Jesus svarede: “Dersom jeg ærer mig selv, er min Ære intet; det er min Fader, som ærer mig, han, om hvem I sige, at han er eders Gud.
55. Og I have ikke kendt ham, men jeg kender ham. Og dersom jeg siger: “Jeg kender ham ikke,” da bliver jeg en Løgner ligesom I; men jeg kender ham og holder hans Ord. 56. Abraham, eders Fader, frydede sig til at se min Dag, og han så den og glædede sig.”
57. Da sagde Jøderne til ham: “Du er endnu ikke halvtredsindstyve År gammel, og du har set Abraham?”
58. Jesus sagde til dem: “Sandelig, sandelig, siger jeg eder, førend Abraham blev til, har jeg været.”
59. Så toge de Sten for at kaste på ham; men Jesus skjulte sig og gik ud af Helligdommen.
Johannes 9
1. Og da han gik forbi så han et Menneske, som var blindt fra Fødselen.
2. Og hans Disciple spurgte ham og sagde: “Rabbi, hvem har syndet, denne eller hans Forældre, så han skulde fødes blind?” 3. Jesus svarede: “Hverken han eller hans Forældre have syndet; men det er sket, for at Guds Gerninger skulle åbenbares på ham. 4. Jeg må gøre hans Gerninger, som sendte mig, så længe det er Dag; der kommer en Nat, da ingen kan arbejde. 5. Medens jeg er i Verden, er jeg Verdens Lys.” 6. Da han havde sagt dette, spyttede han på Jorden og gjorde Dynd af Spyttet og smurte Dyndet på hans Øjne. 7. Og han sagde til ham: “Gå hen, to dig i Dammen Siloam” (hvilket er udlagt: udsendt). Da gik han bort og toede sig, og han kom seende tilbage.
8. Da sagde Naboerne og de, som før vare vante til at se ham som Tigger: “Er det ikke ham, som sad og tiggede?” 9. Nogle sagde: “Det er ham;” men andre sagde: “Nej, han ligner ham.” Han selv sagde: “Det er mig.”
10. Da sagde de til ham: “Hvorledes bleve dine Øjne åbnede?” 11. Han svarede: “En Mand, som kaldes Jesus, gjorde Dynd og smurte det på mine Øjne og sagde til mig: Gå hen til Siloam og to dig! Da jeg så gik hen og toede mig, blev jeg seende.” 12. Da sagde de til ham: “Hvor er han?” Han siger: “Det ved jeg ikke.”
13. De føre ham, som før var blind, til Farisæerne. 14. Men det var Sabbat den Dag, da Jesus gjorde Dyndet og åbnede hans Øjne.
15. Atter spurgte nu også Farisæerne ham, hvorledes han var bleven seende. Men han sagde til dem: “Han lagde Dynd på mine Øjne, og jeg toede mig, og nu ser jeg.”
16. Nogle af Farisæerne sagde da: “Dette Menneske er ikke fra Gud, efterdi han ikke holder Sabbaten.” Andre sagde: “Hvorledes kan et syndigt Menneske gøre sådanne Tegn?” Og der var Splid imellem dem.
17. de sige da atter til den blinde: “Hvad siger du om ham, efterdi han åbnede dine Øjne?” Men han sagde: “Han er en Profet.” 18. Så troede Jøderne ikke om ham, at han havde været blind og var bleven seende, førend de fik kaldt på Forældrene til ham, som havde fået sit Syn.
19. Og de spurgte dem og sagde: “Er denne eders Søn, om hvem I sige, at han var født blind? Hvorledes er han da nu seende?” 20. Hans Forældre svarede dem og sagde; “Vi vide, at denne er vor Søn, og at han, var født blind.
21. Men hvorledes han nu er bleven seende, vide vi ikke, og hvem der har åbnet hans Øjne, vide vi ikke heller; spørger ham; han er gammel nok; han må selv tale for sig.” 22. Dette sagde hans Forældre, fordi de frygtede for Jøderne; thi Jøderne vare allerede komne overens om, at dersom nogen bekendte ham som Kristus, skulde han udelukkes af Synagogen. 23. Derfor sagde hans Forældre: “Han er gammel nok, spørger ham selv!”
24. Da hidkaldte de anden Gang Manden, som havde været blind, og sagde til ham: “Giv Gud Æren; vi vide, at dette Menneske er en Synder.”
25. Da svarede han: “Om han er en Synder, ved jeg ikke; een Ting ved jeg, at jeg, som var blind, nu ser.”
26. De sagde da til ham igen: “Hvad gjorde han ved dig? Hvorledes åbnede han dine Øjne?”
27. Han svarede dem: “Jeg har allerede sagt eder det, og I hørte ikke efter. Hvorfor ville I høre det igen? Ville også I blive hans Disciple?”
28. Da udskældte de ham og sagde: “Du er hans Discipel; men vi ere Mose Disciple.
29. Vi vide, at Gud har talt til Moses; men om denne vide vi ikke. hvorfra han er.”
30. Manden svarede og sagde til dem: “Det er dog underligt, at I ikke vide, hvorfra han er, og han har åbnet mine Øjne. 31. Vi vide, at Syndere bønhører Gud ikke; men dersom nogen er gudfrygtig og gør hans Villie, ham hører han. 32. Aldrig er det hørt, at nogen har åbnet Øjnene på en blindfødt. 33. Var denne ikke fra Gud, da kunde han intet gøre.” 34. De svarede og sagde til ham: “Du er hel og holden født i Synder, og du vil lære os?” Og de stødte ham ud. 35. Jesus hørte, at de havde udstødt ham; og da han traf ham sagde han til ham: “Tror du på Guds Søn?”
36. Han svarede og sagde: “Hvem er han, Herre? for at jeg kan tro på ham.”
37. Jesus sagde til ham: “Både har du set ham, og den, som taler med dig, ham er det.”
38. Men han sagde: “Jeg tror Herre!” og han kastede sig ned for ham. 39. Og Jesus sagde: “Til Dom er jeg kommen til denne Verden, for at de, som ikke se, skulle blive seende, og de, som se, skulle blive blinde.”
40. Nogle af Farisæerne, som vare hos. ham, hørte dette, og de sagde til ham: “Mon også vi ere blinde?”
41. Jesus sagde til dem: “Vare I blinde, da havde I ikke Synd; men nu sige I: Vi se; eders Synd forbliver.”
Johannes 10
1. ” Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som ikke går ind i Fårefolden gennem Døren, men stiger andensteds over, han er en Tyv og en Røver.
2. Men den, som går ind igennem Døren, er Fårenes Hyrde. 3. For ham lukker Dørvogteren op, og Fårene høre hans Røst; og han kalder sine egne Får ved Navn og fører dem ud. 4. Og når han har ført alle sine egne Får ud, går han foran dem; og Fårene følge ham, fordi de kende hans Røst. 5. Men en fremmed ville de ikke følge, men de ville fly fra ham, fordi de ikke kende de fremmedes Røst.” 6. Denne Lignelse sagde Jesus til dem; men de forstode ikke, hvad det var, som han talte til dem.
7. Jesus sagde da atter til dem: “Sandelig, sandelig, siger jeg eder, jeg er Fårenes Dør.
8. Alle de, som ere komne før mig, ere Tyve og Røvere; men Fårene hørte dem ikke.
9. Jeg er Døren; dersom nogen går ind igennem mig, han skal frelses; og han skal gå ind og gå ud og finde Føde. 10. Tyven kommer ikke uden for at stjæle og slagte og ødelægge; jeg er kommen, for at de skulle have Liv og have Overflod. 11. Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for Fårene.
12. Men Lejesvenden, som ikke er Hyrde, hvem Fårene ikke høre til ser Ulven komme og forlader Fårene og flyr, og Ulven røver dem og adspreder dem,
13. fordi han er en Lejesvend og ikke bryder sig om Fårene. 14. Jeg er den gode Hyrde, og jeg kender mine, og mine kende mig, 15. ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit Liv til for Fårene.
16. Og jeg har andre Får, som ikke høre til denne Fold; også dem bør jeg føre, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een Hjord, een Hyrde.
17. Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit Liv til for at tage det igen.
18. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har Magt til at sætte det til, og jeg har Magt til at tage det igen. Dette Bud modtog jeg af min Fader.” 19. Der blev atter Splid iblandt Jøderne for disse Ords Skyld. 20. Og mange af dem sagde: “Han er besat og raser, hvorfor høre I ham?”
21. Andre sagde: “Dette er ikke Ord af en besat; mon en ond Ånd kan åbne blindes Øjne?”
22. Men Tempelvielsens Fest indtraf i Jerusalem. Det var Vinter; 23. og Jesus gik omkring i Helligdommen, i Salomons Søjlegang. 24. Da omringede Jøderne ham og sagde til ham: “Hvor længe holder du vor Sjæl i Uvished? Dersom du er Kristus, da sig os det rent ud!”
25. Jesus svarede dem: “Jeg har sagt eder det, og I tro ikke. De Gerninger, som jeg gør i min Faders Navn, de vidne om mig; 26. men I tro ikke, fordi I ikke ere af mine Får. 27. Mine Får høre min Røst, og jeg kender dem, og de følge mig, 28. og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle i al Evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min Hånd. 29. Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle; og ingen kan rive noget af min Faders Hånd.
30. Jeg og Faderen, vi ere eet.”
31. Da toge Jøderne atter Sten op for at stene ham. 32. Jesus svarede dem: “Mange gode Gerninger har jeg vist eder fra min Fader; for hvilken af disse Gerninger stene I mig?” 33. Jøderne svarede ham: “For en god Gerning stene vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gør dig selv til Gud.”
34. Jesus svarede dem: “Er der ikke skrevet i eders Lov: Jeg har sagt: I ere Guder?
35. Når den nu har kaldt dem Guder, til hvem Guds Ord kom (og Skriften kan ikke rokkes),
36. sige I da til den, hvem Faderen har Helliget og sendt til Verden: Du taler bespotteligt, fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn? 37. Dersom jeg ikke gør min Faders Gerninger, så tror mig ikke! 38. Men dersom jeg gør dem, så tror Gerningerne, om I end ikke ville tro mig, for at I kunne indse og erkende, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen.”
39. De søgte da atter at gribe ham; og han undslap af deres Hånd.
40. Og han drog atter bort hinsides Jordan til det Sted, hvor Johannes først døbte, og han blev der. 41. Og mange kom til ham, og de sagde: “Johannes gjorde vel intet Tegn; men alt, hvad Johannes sagde om denne, var sandt.” 42. Og mange troede på ham der.
Johannes 11
1. Men der lå en Mand syg, Lazarus fra Bethania, den Landsby, hvor Maria og hendes Søster Martha boede.
2. Men Maria var den, som salvede Herren med Salve og tørrede hans Fødder med sit Hår; hendes Broder Lazarus var syg. 3. Da sendte Søstrene Bud til ham og lod sige: “Herre! se, den, du elsker, er syg.”
4. Men da Jesus hørte dette, sagde han: “Denne Sygdom er ikke til Døden, men for Guds Herligheds Skyld, for at Guds Søn skal herliggøres ved den.”
5. Men Jesus elskede Martha og hendes Søster og Lazarus. 6. Da han nu hørte, at han var syg, blev han dog to Dage på det Sted, hvor han var.
7. Derefter siger han så til Disciplene:”Lader os gå til Judæa igen!
8. Disciplene sige til ham: “Rabbi! nylig søgte Jøderne at stene dig, og du drager atter derhen?”
9. Jesus svarede: “Har Dagen ikke tolv Timer? Vandrer nogen om Dagen, da støder han ikke an; thi han ser denne Verdens Lys. 10. Men vandrer nogen om Natten, da støder han an; thi Lyset er ikke i ham.”
11. Dette sagde han, og derefter siger han til dem: “Lazarus, vor Ven, er sovet ind; men jeg går hen for at vække ham af Søvne.” 12. Da sagde Disciplene til ham: “Herre! sover han, da bliver han helbredt.”
13. Men Jesus havde talt om hans Død; de derimod mente, at han talte om Søvnens Hvile.
14. Derfor sagde da Jesus dem rent ud: “Lazarus er død! 15. Og for eders Skyld er jeg glad over, at jeg ikke var der, for at I skulle tro; men lader os gå til ham!” 16. Da sagde Thomas (hvilket betyder Tvilling), til sine Meddisciple: “Lader os også gå, for at vi kunne dø med ham!” 17. Da Jesus nu kom, fandt han, at han havde ligget i Graven allerede fire Dage.
18. Men Bethania var nær ved Jerusalem, omtrent femten Stadier derfra.
19. Og mange af Jøderne vare komne til Martha og Maria for at trøste dem over deres Broder.
20. Da Martha nu hørte, at Jesus kom, gik hun ham i Møde; men Maria blev siddende i Huset.
21. Da sagde Martha til Jesus: “Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død.
22. Men også nu ved jeg, at hvad som helst du beder Gud om, vil Gud give dig.”
23. Jesus siger til hende: “Din Broder skal opstå.” 24. Martha siger til ham: “Jeg ved at han skal opstå i Opstandelsen på den yderste Dag.”
25. Jesus sagde til hende: “Jeg er Opstandelsen og Livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. 26. Og hver den, som lever og tror på mig, skal i al Evighed ikke dø. Tror du dette?”
27. Hun siger til ham: “Ja, Herre! jeg tror, at du er Kristus, Guds Søn, den, som kommer til Verden.”
28. Og da hun havde sagt dette, gik hun bort og kaldte hemmeligt sin Søster Maria og sagde: “Mesteren er her og kalder ad dig.” 29. Da hun hørte det, rejste hun sig hastigt og gik til ham. 30. Men Jesus var endnu ikke kommen til Landsbyen, men var på det Sted, hvor Martha havde mødt ham.
31. Da nu Jøderne, som vare hos hende i Huset og trøstede hende, så, at Maria stod hastigt op og gik ud, fulgte de hende, idet de mente, at hun gik ud til Graven for at græde der. 32. Da Maria nu kom derhen, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned