The Bible, New Testament, in Danish (page 5)

for hans Fødder og sagde til ham: “Herre! havde du været her da var min Broder ikke død.”
33. Da nu Jesus så hende græde og så Jøderne, som vare komne med hende, græde, harmedes han i Ånden og blev heftig bevæget i sit Indre; og han sagde:
34. “Hvor have I lagt ham?” De sige til ham: “Herre! kom og se!” 35. Jesus græd.
36. Da sagde Jøderne: “Se, hvor han elskede ham!” 37. Men nogle af dem sagde: “Kunde ikke han, som åbnede den blindes Øjne, have gjort, at også denne ikke var død?” 38. Da harmes Jesus atter i sit Indre og går hen til Graven. Men det var en Hule, og en Sten lå for den.
39. Jesus siger: “Tager Stenen bort!” Martha, den dødes Søster, siger til ham: “Herre! han stinker allerede; thi han har ligget der fire Dage:”
40. Jesus siger til hende: ” Sagde jeg ikke, at dersom du tror, skal du se Guds Herlighed?”
41. Da toge de Stenen bort. Men Jesus opløftede sine Øjne og sagde: “Fader! jeg takker dig, fordi du har hørt mig. 42. Jeg vidste vel, at du altid hører mig; men for Skarens Skyld, som står omkring, sagde jeg det, for at de skulle tro, at du har udsendt mig.”
43. Og da han havde sagt dette, råbte han med høj Røst: “Lazarus, kom herud!”
44. Og den døde kom ud, bunden med Jordeklæder om Fødder og Hænder, og et Tørklæde var bundet om hans Ansigt, Jesus siger til dem: “Løser ham, og lader ham gå!”

45. Mange af de Jøder, som vare komne til Maria og havde set, hvad han havde gjort, troede nu på ham;
46. men nogle af dem gik hen til Farisæerne og sagde dem, hvad Jesus, havde gjort.
47. Ypperstepræsterne og Farisæerne sammenkaldte da et Møde af Rådet og sagde: “Hvad gøre vi? thi dette Menneske gør mange Tegn. 48. Dersom vi lade ham således blive ved, ville alle tro på ham, og Romerne ville komme og tage både vort Land og Folk.” 49. Men en af dem, Kajfas, som var Ypperstepræst i det År, sagde til dem:
50. “I vide intet; ej heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det hele Folk skal gå til Grunde.”
51. Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var Ypperstepræst i det År, profeterede han at Jesus skulde dø for Folket;
52. og ikke for Folket alene, men for at han også kunde samle Guds adspredte Børn sammen til eet.
53. Fra den Dag af rådsloge de derfor om at ihjelslå ham.

54. Derfor vandrede Jesus ikke mere frit om iblandt jøderne, men gik bort derfra ud på Landet, nær ved Ørkenen, til en By, som kaldes Efraim; og han blev der med sine Disciple. 55. Men Jødernes Påske var nær; og mange fra Landet gik op til Jerusalem før Påsken for at rense sig. 56. Da ledte de efter Jesus og sagde mellem hverandre, da de stode i Helligdommen: “Hvad mene I? Mon han ikke kommer til Højtiden?” 57. Men Ypperstepræsterne og Farisæerne havde givet Befaling om at dersom nogen vidste, hvor han var, skulde han give det til Kende for at de kunde gribe ham.

Johannes 12

1. Seks Dage før Påske kom Jesus nu til Bethania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. 2. Der gjorde de da et Aftensmåltid for ham, og Martha vartede op; men Lazarus var en af dem, som sade til Bords med ham. 3. Da tog Maria et Pund af ægte, såre kostbar Nardussalve og salvede Jesu Fødder og tørrede hans Fødder med sit Hår; og Huset blev fuldt af Salvens Duft.
4. Da siger en af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Iskariot, han, som siden forrådte ham:
5. “Hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre Hundrede Denarer og given til fattige?”
6. Men dette sagde han, ikke fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt deri.
7. Da sagde Jesus: “Lad hende med Fred, hun har jo bevaret den til min Begravelsesdag!
8. De fattige have I jo altid hos eder; men mig have I ikke altid.” 9. En stor Skare af Jøderne fik nu at vide, at han var der; og de kom ikke for Jesu Skyld alene, men også for at se Lazarus, hvem han havde oprejst fra de døde.
10. Men Ypperstepræsterne rådsloge om også at slå Lazarus ihjel: 11. thi for hans Skyld gik mange af Jøderne hen og troede på Jesus.

12. Den følgende Dag, da den store Skare, som var kommen til Højtiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem, 13. toge de Palmegrene og gik ud imod ham og råbte: “Hosanna! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn, Israels Konge!” 14. Men Jesus fandt et ungt Æsel og satte sig derpå, som der er skrevet:
15. “Frygt ikke, Zions Datter! se, din Konge kommer, siddende på en Asenindes Føl.”
16. Dette forstode hans Disciple ikke først; men da Jesus var herliggjort, da kom de i Hu, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham.
17. Skaren, som var med ham, vidnede nu, at han havde kaldt Lazarus frem fra Graven og oprejst ham fra de døde. 18. Det var også derfor, at Skaren gik ham i Møde, fordi de havde hørt, at han havde gjort dette Tegn.
19. Da sagde Farisæerne til hverandre: “I se, at I udrette ikke noget; se, Alverden går efter ham.”

20. Men der var nogle Grækere af dem, som plejede at gå op for at tilbede på Højtiden.
21. Disse gik nu til Filip, som var fra Bethsajda i Galilæa, og bade ham og sagde: “Herre! vi ønske at se Jesus.” 22. Filip kommer og siger det til Andreas, Andreas og Filip komme og sige det til Jesus.
23. Men Jesus svarede dem og sagde: “Timen er kommen, til at Menneskesønnen skal herliggøres.
24. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hvis ikke Hvedekornet falder i Jorden og dør, bliver det ene; men dersom det dør, bærer det megen Frugt.
25. Den, som elsker sit Liv, skal miste det; og den, som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv. 26. Om nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal også min Tjener være; om nogen tjener mig, ham skal Faderen ære. 27. Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne Time? Dog, derfor er jeg kommen til denne Time. 28. Fader herliggør dit Navn!” Da kom der en Røst fra Himmelen: “Både har jeg herliggjort det, og vil jeg atter herliggøre det.” 29. Da sagde Skaren, som stod og hørte det, at det havde tordnet; andre sagde: “En Engel har talt til ham.” 30. Jesus svarede og sagde: “Ikke for min Skyld er denne Røst kommen, men for eders Skyld.
31. Nu går der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste kastes ud,
32. og jeg skal, når jeg bliver ophøjet fra Jorden, drage alle til mig.”
33. Men dette sagde han for at betegne, hvilken Død han skulde dø. 34. Skaren svarede ham: “Vi have hørt af Loven, at Kristus bliver evindelig, og hvorledes siger da du, at Menneskesønnen bør ophøjes? Hvem er denne Menneskesøn?”
35. Da sagde Jesus til dem: “Endnu en liden Tid er Lyset hos eder. Vandrer, medens I have Lyset, for at Mørke ikke skal overfalde eder! Og den, som vandrer i Mørket, ved ikke, hvor han går hen. 36. Medens I have Lyset, tror på Lyset, for at I kunne blive Lysets Børn!” Dette talte Jesus, og han gik bort og blev skjult for dem.

37. Men endskønt han havde gjort så mange Tegn for deres Øjne, troede de dog ikke på ham,
38. for at Profeten Esajas’s Ord skulde opfyldes, som han har sagt: “Herre! hvem troede det, han hørte af os, og for hvem blev Herrens Arm åbenbaret?”
39. Derfor kunde de ikke tro, fordi Esajas har atter sagt: 40. “Han har blindet deres Øjne og forhærdet deres Hjerte, for at de ikke skulle se med Øjnene og forstå med Hjertet og omvende sig, så jeg kunde helbrede dem.”
41. Dette sagde Esajas, fordi han så hans Herlighed og talte om ham. 42. Alligevel var der dog mange, endogså af Rådsherrerne, som troede på ham; men for Farisæernes Skyld bekendte de det ikke, for at de ikke skulde blive udelukkede af Synagogen; 43. thi de elskede Menneskenes Ære mere end Guds Ære. 44. Men Jesus råbte og sagde: “Den, som tror på mig, tror ikke på mig, men på ham, som sendte mig,
45. og den, som ser mig, ser den, som sendte mig. 46. Jeg er kommen som et Lys til Verden, for at hver den, som tror på mig, ikke skal blive i Mørket.
47. Og om nogen hører mine Ord og ikke vogter på dem, ham dømmer ikke jeg; thi jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at frelse Verden.
48. Den, som foragter mig og ikke modtager mine Ord, har den, som dømmer ham; det Ord, som jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste Dag.
49. Thi jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som sendte mig, han har givet mig Befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale.
50. Og jeg ved, at hans Befaling er evigt Liv. Altså, hvad jeg taler, taler jeg således, som Faderen har sagt mig.”

Johannes 13

1. Men før Påskehøjtiden, da Jesus vidste, at hans Time var kommen, til at han skulde gå bort fra denne Verden til Faderen, da, ligesom han havde elsket sine egne, som vare i Verden, så elskede han dem indtil Enden.
2. Og medens der holdtes Aftensmåltid, da Djævelen allerede havde indskudt i Judas’s, Simons Søns, Iskariots Hjerte, at han skulde forråde ham;
3. da Jesus vidste, at Faderen havde givet ham alle Ting i Hænde, og at han var udgået fra Gud og gik hen til Gud: 4. så rejser han sig fra Måltidet og lægger sine Klæder fra sig, og han tog et Linklæde og bandt det om sig. 5. Derefter hælder han Vand i Vaskefadet og begyndte at to Disciplenes Fødder og at tørre dem med Linklædet, som han var ombunden med.
6. Han kommer da til Simon Peter; og denne siger til ham: “Herre! tor du mine Fødder?”
7. Jesus svarede og sagde til ham: “Hvad jeg gør, ved du ikke nu, men du skal forstå det siden efter.”
8. Peter siger til ham: “Du skal i al Evighed ikke to mine Fødder.” Jesus svarede ham: “Dersom jeg ikke tor dig, har du ikke Lod sammen med mig.”
9. Simon Peter siger til ham: “Herre! ikke mine Fødder alene, men også Hænderne og Hovedet.”
10. Jesus siger til ham: “Den, som er tvættet, har ikke nødig at to andet end Fødderne, men er ren over det hele; og I ere rene, men ikke alle.”
11. Thi han kendte den, som forrådte ham; derfor sagde han: “I ere ikke alle rene.”
12. Da han nu havde toet deres Fødder og havde taget sine Klæder og atter sat sig til Bords, sagde han til dem: “Vide I, hvad jeg har gjort ved eder?
13. I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det. 14. Når da jeg, Herren og Mesteren, har toet eders Fødder, så ere også I skyldige at to hverandres Fødder. 15. Thi jeg har givet eder et Eksempel, for at, ligesom jeg gjorde ved eder, skulle også I gøre.
16. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en Tjener er ikke større end sin Herre, ikke heller et Sendebud større end den, som har sendt ham.
17. Når I vide dette, ere I salige, om I gøre det. 18. Jeg taler ikke om eder alle; jeg ved, hvilke jeg har udvalgt; men Skriften måtte opfyldes: Den, som æder Brødet med mig, har opløftet sin Hæl imod mig.
19. Fra nu af siger jeg eder det, førend det sker, for at I, når det er sket, skulle tro, at det er mig.
20. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som modtager, hvem jeg sender, modtager mig; men den, som modtager mig, modtager ham, som har sendt mig.”

21. Da Jesus havde sagt dette, blev han heftigt bevæget i Ånden og vidnede og sagde: “Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en af eder vil forråde mig.”
22. Da så Disciplene på hverandre, tvivlrådige om, hvem han talte om.
23. Men der var en iblandt hans Disciple, som sad til Bords ved Jesu Side, han, hvem Jesus elskede.
24. Til denne nikker da Simon Peter og siger til ham: “Sig, hvem det er, han taler om?”
25. Men denne bøjer sig op til Jesu Bryst og siger til ham: “Herre! hvem er det?”
26. Jesus svarer: “Det er den, hvem jeg giver det Stykke Brød, som jeg dypper.” Så dypper han Stykket og tager og giver det til Judas, Simons Søn, Iskariot.
27. Og efter at han havde fået Stykket, da gik Satan ind i ham. Så siger Jesus til ham: “Hvad du gør, gør det snart!” 28. Men ingen af dem, som sade til Bords, forstod, hvorfor han sagde ham dette.
29. Thi nogle mente, efterdi Judas havde Pungen, at Jesus sagde til ham: “Køb, hvad vi have nødig til Højtiden;” eller at han skulde give noget til de fattige.
30. Da han nu havde fået Stykket, gik han straks ud. Men det var Nat.

31. Da han nu var gået ud, siger Jesus: “Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham. 32. Dersom Gud er herliggjort i ham, skal Gud også herliggøre ham i sig, og han skal snart herliggøre ham. 33. Børnlille! endnu en liden Stund er jeg hos eder. I skulle lede efter mig, og ligesom jeg sagde til Jøderne: “Hvor jeg går hen, kunne I ikke komme,” siger jeg nu også til eder. 34. Jeg giver eder en ny Befaling, at I skulle elske hverandre, at ligesom jeg elskede eder, skulle også I elske hverandre. 35. Derpå skulle alle kende, at I ere mine Disciple, om I have indbyrdes Kærlighed.”

36. Simon Peter siger til ham: “Herre! hvor går du hen?” Jesus svarede ham: “Hvor jeg går hen, kan du ikke nu følge mig, men siden skal du følge mig.”
37. Peter siger til ham: “Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit Liv til for dig?
38. Jesus svarer: “Vil du sætte dit Liv til for mig? Sandelig, sandelig, siger jeg dig, Hanen skal ikke gale, førend du har fornægtet mig tre Gange.”

Johannes 14

1. “Eders Hjerte forfærdes ikke! Tror på Gud, og tror på mig! 2. I min Faders Hus er der mange Boliger. Dersom det ikke var så, havde jeg sagt eder det; thi jeg går bort for at berede eder Sted.
3. Og når jeg er gået bort og har beredt eder Sted, kommer jeg igen og tager eder til mig, for at, hvor jeg er, der skulle også I være.
4. Og hvor jeg går hen, derhen vide I Vejen.” 5. Thomas siger til ham: “Herre! vi vide ikke, hvor du går hen; og hvorledes kunne vi vide Vejen?”
6. Jesus siger til ham: “Jeg er Vejen og Sandheden og Livet; der kommer ingen til Faderen uden ved mig. 7. Havde I kendt mig, da havde I også kendt min Fader; og fra nu af kende I ham og have set ham.”
8. Filip siger til ham: “Herre! vis os Faderen, og det er os nok.” 9. Jesus siger til ham: “Så lang en Tid har jeg været hos eder, og du kender mig ikke, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen; hvorledes kan du da sige: Vis os Faderen? 10. Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De Ord, som jeg siger til eder, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, han gør sine Gerninger. 11. Tror mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men ville I ikke, så tror mig dog for selve Gerningernes Skyld!

12. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som tror på mig, de Gerninger, som jeg gør, skal også han gøre, og han skal gøre større Gerninger end disse; thi jeg går til Faderen, 13. og hvad som helst I bede om i mit Navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må herliggøres ved Sønnen.
14. Dersom I bede om noget i mit Navn, vil jeg gøre det. 15. Dersom I elske mig, da holder mine Befalinger! 16. Og jeg vil bede Faderen, og han skal give eder en anden Talsmand til at være hos eder evindelig,
17. den Sandhedens Ånd, som Verden ikke kan modtage, thi den ser den ikke og kender den ikke; men I kende den, thi den bliver hos eder og skal være i eder.
18. Jeg vil ikke efterlade eder faderløse; jeg kommer til eder. 19. Endnu en liden Stund, og Verden ser mig ikke mere, men I se mig; thi jeg lever, og I skulle leve.
20. På den Dag skulle I erkende, at jeg er i min Fader, og I i mig, og jeg i eder.
21. Den, som har mine Befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; men den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham.” 22. Judas (ikke Iskariot) siger til ham: “Herre! hvor kommer det, at du vil åbenbare dig for os og ikke for verden?” 23. Jesus svarede og sagde til ham: “Om nogen elsker mig, vil han holde mit Ord; og min Fader skal elske ham, og vi skulle komme til ham og tage Bolig hos ham.
24. Den, som ikke elsker mig, holder ikke mine Ord; og det Ord, som I høre, er ikke mit, men Faderens, som sendte mig.

25. Dette har jeg talt til eder, medens jeg blev hos eder. 26. Men Talsmanden, den Helligånd, som Faderen vil sende i mit Navn, han skal lære eder alle Ting og minde eder om alle Ting, som jeg har sagt eder.
27. Fred efterlader jeg eder, min Fred giver jeg eder; jeg giver eder ikke, som Verden giver. Eders Hjerte forfærdes ikke og forsage ikke!
28. I have hørt, at jeg sagde til eder: Jeg går bort og kommer til eder igen. Dersom I elskede mig, da glædede I eder over, at jeg går til Faderen; thi Faderen er større end jeg. 29. Og nu har jeg sagt eder det, før det sker, for at I skulle tro, når det er sket.
30. Jeg skal herefter ikke tale meget med eder; thi denne Verdens Fyrste kommer, og han har slet intet i mig; 31. men for at verden skal kende, at jeg elsker Faderen og gør således, som Faderen har befalet mig: så står nu op, lader os gå herfra!”

Johannes 15

1. “Jeg er det sande Vintræ, og min Fader er Vingårdsmanden. 2. Hver Gren på mig, som ikke bærer Frugt, den borttager han, og hver den, som bærer Frugt, renser han, for at den skal bære mere Frugt.
3. I ere allerede rene på Grund af det Ord, som jeg har talt til eder.
4. Bliver i mig, da bliver også jeg i eder. Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv, uden den bliver på Vintræet, således kunne I ikke heller, uden I blive i mig. 5. Jeg er Vintræet, I ere Grenene. Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kunne I slet intet gøre.
6. Om nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en Gren og visner; man sanker dem og kaster dem i Ilden, og de brændes. 7. Dersom I blive i mig, og mine Ord blive i eder, da beder, om hvad som helst I ville, og det skal blive eder til Del. 8. Derved er min Fader herliggjort, at I bære megen Frugt, og I skulle blive mine Disciple.

9. Ligesom Faderen har elsket mig, så har også jeg elsket eder; bliver i min Kærlighed!
10. Dersom I holde mine Befalinger, skulle I blive i min Kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders Befalinger og bliver i hans Kærlighed.
11. Dette har jeg talt til eder, for at min Glæde kan være i eder, og eders Glæde kan blive fuldkommen.
12. Dette er min Befaling, at I skulle elske hverandre, ligesom jeg har elsket eder.
13. Større Kærlighed har ingen end denne, at han sætter sit Liv til for sine Venner.
14. I ere mine Venner, dersom I gøre, hvad jeg befaler eder. 15. Jeg kalder eder ikke længere Tjenere; thi Tjeneren ved ikke, hvad hans Herre gør; men eder har jeg kaldt Venner; thi alt det, som jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort eder. 16. I have ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt eder og sat eder til, at I skulle gå hen og bære Frugt, og eders Frugt skal blive ved, for at Faderen skal give eder, hvad som helst I bede ham om i mit Navn.
17. Dette befaler jeg eder, at I skulle elske hverandre.

18. Når Verden hader eder, da vid, at den har hadet mig førend eder. 19. Vare I af Verden, da vilde Verden elske sit eget; men fordi I ikke ere af Verden, men jeg har valgt eder ud af Verden, derfor hader Verden eder.
20. Kommer det Ord i Hu, som jeg har sagt eder: En Tjener er ikke større end sin Herre. Have de forfulgt mig, ville de også forfølge eder; have de holdt mit Ord, ville de også holde eders. 21. Men alt dette ville de gøre imod eder for mit Navns Skyld, fordi de ikke kende den, som sendte mig.
22. Dersom jeg ikke var kommen og havde talt til dem, havde de ikke Synd; men nu have de ingen Undskyldning for deres Synd. 23. Den, som hader mig, hader også min Fader. 24. Havde jeg ikke gjort de Gerninger iblandt dem, som ingen anden har gjort, havde de ikke Synd; men nu have de set dem og dog hadet både mig og min Fader.
25. Dog, det Ord, som er skrevet i deres Lov, må opfyldes: De hadede mig uforskyldt.
26. Men når Talsmanden kommer, som jeg skal sende eder fra Faderen, Sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, da skal han vidne om mig. 27. Men også I skulle vidne; thi I vare med mig fra Begyndelsen.”

Johannes 16

1. “Dette har jeg talt til eder, for at I ikke skulle forarges. 2. De skulle udelukke eder af Synagogerne, ja, den Tid skal komme, at hver den, som slår eder ihjel, skal mene, at han viser Gud en Dyrkelse.
3. Og dette skulle de gøre, fordi de hverken kende Faderen eller mig.
4. Men dette har jeg talt til eder, for at I, når Timen kommer, skulle komme i Hu, at jeg har sagt eder det; men dette sagde jeg eder ikke fra Begyndelsen, fordi jeg var hos eder.

5. Men nu går jeg hen til ham, som sendte mig, og ingen af eder spørger mig: Hvor går du hen?
6. Men fordi jeg har talt dette til eder, har Bedrøvelsen opfyldt eders Hjerte.
7. Men jeg siger eder Sandheden: Det er eder gavnligt, at jeg går bort, thi går jeg ikke bort, kommer Talsmanden ikke til eder; men går jeg bort, så vil jeg sende ham til eder. 8. Og når han kommer, skal han overbevise Verden om Synd og om Retfærdighed og om Dom.
9. Om Synd, fordi de ikke tro på mig; 10. men om Retfærdighed, fordi jeg går til min Fader, og I se mig ikke længer;
11. men om Dom, fordi denne Verdens Fyrste er dømt. 12. Jeg har endnu meget at sige eder; men I kunne ikke bære det nu. 13. Men når han, Sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede eder til hele Sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad som helst han hører, skal han tale, og de kommende Ting skal han forkynde eder.
14. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde eder.
15. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde eder.

16. Om en liden Stund skulle I ikke se mig længer, og atter om en liden Stund skulle I se mig.”
17. Da sagde nogle af hans Disciple til hverandre: “Hvad er dette, som han siger os: Om en liden Stund skulle I ikke se mig, og atter om en liden Stund skulle I se mig, og: Jeg går hen til Faderen?”
18. De sagde altså: “Hvad er dette, han siger: Om en liden Stund? Vi forstå ikke, hvad han taler.”
19. Jesus vidste, at de vilde spørge ham, og han sagde til dem: “I spørge hverandre om dette, at jeg sagde: Om en liden Stund skulle I ikke se mig, og atter om en liden Stund skulle I se mig.
20. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, I skulle græde og jamre, men Verden skal glæde sig; I skulle være bedrøvede, men eders Bedrøvelse skal blive til Glæde.
21. Når Kvinden føder, har hun Bedrøvelse, fordi hendes Time er kommen; men når hun har født Barnet, kommer hun ikke mere sin Trængsel i Hu af Glæde over, at et Menneske er født til Verden. 22. Også I have da vel nu Bedrøvelse, men jeg skal se eder igen, og eders Hjerte skal glædes, og ingen tager eders Glæde fra eder. 23. Og på den Dag skulle I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hvad som helst I bede Faderen om, skal han give eder i mit Navn.
24. Hidindtil have I ikke bedt om noget i mit Navn; beder, og I skulle få, for at eders Glæde må blive fuldkommen. 25. Dette har jeg talt til eder i Lignelser; der kommer en Time, da jeg ikke mere skal tale til eder i Lignelser, men frit ud forkynde eder om Faderen.
26. På den Dag skulle I bede i mit Navn, og jeg siger ikke til eder, at jeg vil bede Faderen for eder;
27. thi Faderen selv elsker eder, fordi I have elsket mig og troet, at jeg er udgået fra Gud.
28. Jeg udgik fra Faderen og er kommen til Verden; jeg forlader Verden igen og går til Faderen.”
29. Hans Disciple sige til ham: “Se, nu taler du frit ud og siger ingen Lignelse.
30. Nu vide vi, at du ved alle Ting og ikke har nødig, at nogen spørger dig; desårsag tro vi, at du er udgået fra Gud.” 31. Jesus svarede dem: “Nu tro I!
32. Se, den Time kommer, og den er kommen, da I skulle adspredes hver til sit og lade mig alene; dog, jeg er ikke alene, thi Faderen er med mig.
33. Dette har jeg talt til eder, for at I skulle have Fred i mig. I Verden have I Trængsel; men værer frimodige, jeg har overvundet Verden.”

Johannes 17

1. Dette talte Jesus;og han opløftede sine Øjne til Himmelen og sagde: “Fader! Timen er kommen; herliggør din Søn, for at Sønnen må herliggøre dig,
2. ligesom du har givet ham Magt over alt Kød, for at han skal give alle dem, som du har givet ham, evigt Liv. 3. Men dette er det evige Liv, at de kende dig, den eneste sande Gud, og den, du udsendte, Jesus Kristus. 4. Jeg har herliggjort dig på Jorden ved at fuldbyrde den Gerning, som du har givet mig at gøre.
5. Og Fader! herliggør du mig nu hos dig selv med den Herlighed, som jeg havde hos dig, før Verden var.

6. Jeg har åbenbaret dit Navn for de Mennesker, som du har givet mig ud af Verden; de vare dine, og du gav mig dem. og de have holdt dit Ord.
7. Nu vide de, at alt det, som du har givet mig, er fra dig. 8. Thi de Ord, som du har givet mig, har jeg givet dem; og de have modtaget dem og erkendt i Sandhed, at jeg udgik fra dig, og de have troet, at du har udsendt mig.
9. Jeg beder for dem; jeg beder ikke for Verden, men for dem, som du har givet mig; thi de ere dine.
10. Og alt mit er dit, og dit er mit; og jeg er herliggjort i dem. 11. Og jeg er ikke mere i Verden, men disse ere i Verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit Navn, hvilket du har givet mig, for at de må være et ligesom vi. 12. Da jeg var hos dem, bevarede jeg dem i dit Navn, hvilket du har givet mig, og jeg vogtede dem, og ingen af dem blev fortabt, uden Fortabelsens Søn, for at Skriften skulde opfyldes. 13. Men nu kommer jeg til dig, og dette taler jeg i Verden, for at de må have min Glæde fuldkommet i sig. 14. Jeg har givet dem dit Ord; og Verden har hadet dem, fordi de ikke ere af Verden, ligesom jeg ikke er af Verden. 15. Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af Verden, men at du vil bevare dem fra det onde.
16. De ere ikke af Verden, ligesom jeg ikke er af Verden. 17. Hellige dem i Sandheden; dit Ord er Sandhed. 18. Ligesom du har udsendt mig til Verden, så har også jeg udsendt dem til Verden.
19. Og jeg helliger mig selv for dem, for at også de skulle være helligede i Sandheden.

20. Men jeg beder ikke alene for disse, men også for dem, som ved deres Ord tro på mig,
21. at de må alle være eet; ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de skulle være eet i os, for at Verden må tro, at du har udsendt mig.
22. Og den Herlighed, som du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skulle være eet, ligesom vi ere eet, 23. jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommede til eet, for at Verden må erkende, at du har udsendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig.
24. Fader! jeg vil, at, hvor jeg er, skulle også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de må skue min Herlighed, som du har givet mig; thi du har elsket mig før Verdens Grundlæggelse. 25. Retfærdige Fader! og Verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og disse have kendt, at du har udsendt mig. 26. Og jeg har kundgjort dem dit Navn og vil kundgøre dem det, for at den Kærlighed, hvormed du har elsket mig, skal være i dem, og jeg i dem.”

Johannes 18

1. Da Jesus havde sagt dette, gik han ud med sine Disciple over Kedrons Bæk, hvor der var en Have, i hvilken han gik ind med sine Disciple.
2. Men også Judas, som forrådte ham, kendte Stedet; thi Jesus samledes ofte der med sine Disciple.
3. Så tager Judas Vagtafdelingen og Svende fra Ypperstepræsterne og Farisæerne og kommer derhen med Fakler og Lamper og Våben. 4. Da nu Jesus vidste alt, hvad der skulde komme over ham, gik han frem og sagde til dem: “Hvem lede I efter?” 5. De svarede ham: “Jesus af Nazareth.” Jesus siger til dem: “Det er mig.” Men også Judas, som forrådte ham, stod hos dem. 6. Som han da sagde til dem: “Det er mig,” vege de tilbage og faldt til Jorden.
7. Han spurgte dem nu atter: “Hvem lede I efter?” Men de sagde: “Jesus af Nazareth.”
8. Jesus svarede: “Jeg har sagt eder, at det er mig; dersom I da lede efter mig, så lader disse gå!”
9. for at det Ord skulde opfyldes, som han havde sagt: “Jeg mistede ingen af dem, som du har givet mig.”
10. Simon Peter, som havde et Sværd, drog det nu og slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre. Men Tjeneren hed Malkus.
11. Da sagde Jesus til Peter: “Stik dit Sværd i Skeden! Skal jeg ikke drikke den Kalk, som min Fader har givet mig?”

12. Vagtafdelingen og Krigsøversten og Jødernes Svende grebe da Jesus og bandt ham.
13. Og de førte ham først til Annas; thi han var Svigerfader til Kajfas, som var Ypperstepræst i det År. 14. Men det var Kajfas, som havde givet Jøderne det Råd, at det var gavnligt, at eet Menneske døde for Folket. 15. Men Simon Peter og en anden Discipel fulgte Jesus, og den Discipel var kendt med Ypperstepræsten, og han gik ind med Jesus i Ypperstepræstens Gård.
16. Men Peter stod udenfor ved Døren. Da gik den anden Discipel, som var kendt med Ypperstepræsten, ud og sagde det til Dørvogtersken og førte Peter ind.
17. Pigen, som var Dørvogterske, siger da til Peter: “Er også du af dette Menneskes Disciple?” Han siger: “Nej, jeg er ikke.” 18. Men Tjenerne og Svendene stode og havde gjort en Kulild (thi det var koldt) og varmede sig; men også Peter stod hos dem og varmede sig.
19. Ypperstepræsten spurgte nu Jesus om hans Disciple og om hans Lære.
20. Jesus svarede ham: “Jeg har talt frit ud til Verden; jeg har altid lært i Synagoger og i Helligdommen, der, hvor alle Jøderne komme sammen, og i Løndom har jeg intet talt. 21. Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, som have hørt, hvad jeg talte til dem; se, de vide, hvad jeg har sagt.” 22. Men som han sagde dette, gav en af Svendene, som stode hos, Jesus et Slag i Ansigtet og sagde: “Svarer du Ypperstepræsten således?”
23. Jesus svarede ham: “Har jeg talt ilde, da bevis, at det er ondt: men har jeg talt ret, hvorfor slår du mig da?” 24. Annas sendte ham nu bunden til Ypperstepræsten Kajfas. 25. Men Simon Peter stod og varmede sig. Da sagde de til ham: “Er også du af hans Disciple?” Han nægtede det og sagde: “Nej, jeg er ikke.”
26. En af Ypperstepræstens Tjenere, som var en Frænde af ham, hvis Øre Peter havde afhugget, siger: “Så jeg dig ikke i Haven med ham?”
27. Da nægtede Peter det atter, og straks galede Hanen.

28. De føre nu Jesus fra Kajfas til Landshøvdingens Borg; men det var årle. Og de gik ikke ind i Borgen, for at de ikke skulde besmittes, men kunde spise Påske,
29. Pilatus gik da ud til dem, og han siger: “Hvad Klagemål føre I mod dette Menneske?”
30. De svarede og sagde til ham: “Var han ikke en Ugerningsmand, da havde vi ikke overgivet ham til dig.” 31. Da sagde Pilatus til dem: “Tager I ham og dømmer ham efter eders Lov!” Da sagde Jøderne til ham: “Det er os ikke tilladt at aflive nogen; ”
32. for at Jesu Ord skulde opfyldes, det, som han sagde, da han gav til Kende, hvilken Død han skulde dø. 33. Da gik Pilatus igen ind i Borgen og kaldte på Jesus og sagde til ham: “Er du Jødernes Konge?”
34. Jesus svarede: “Siger du dette af dig selv, eller have andre sagt dig det om mig?”
35. Pilatus svarede: “Mon jeg er en Jøde? dit Folk og Ypperstepræsterne have overgivet dig til mig; hvad har du gjort?”
36. Jesus svarede: “Mit Rige er ikke af denne Verden. Var mit Rige af denne verden, havde mine Tjenere stridt for, at jeg ikke var bleven overgiven til Jøderne; men nu er mit Rige ikke deraf.” 37. Da sagde Pilatus til ham: “Du er altså dog en Konge?” Jesus svarede: “Du siger det, jeg er en Konge. Jeg er dertil født og dertil kommen til Verden, at jeg skal vidne om Sandheden. Hver den, som er af Sandheden, hører min Røst.” 38. Pilatus siger til ham: “Hvad er Sandhed?” Og da han havde sagt dette, gik han igen ud til Jøderne, og han siger til dem: “Jeg finder ingen Skyld hos ham.
39. Men I have den Skik, at jeg løslade eder en om Påsken; ville I da, at jeg skal løslade eder Jødernes Konge?” 40. Da råbte de alle igen og sagde: “Ikke ham, men Barabbas;” og Barabbas var en Røver.

Johannes 19

1. Nu tog da Pilatus Jesus og lod ham hudstryge. 2. Og Stridsmændene flettede en Krone af Torne og satte den på hans Hoved og kastede en Purpurkappe om ham, og de gik hen til ham og sagde:
3. “Hil være dig, du Jødernes Konge!” og de sloge ham i Ansigtet. 4. Og Pilatus gik atter ud, og han siger til dem: “Se, jeg fører ham ud til eder, for at I skulle vide, at jeg finder ingen Skyld hos ham.”
5. Da gik Jesus ud med Tornekronen og Purpurkappen på. Og han siger til dem: “Se, hvilket Menneske!”
6. Da nu Ypperstepræsterne og Svendene så ham, råbte de og sagde: “Korsfæst! korsfæst!” Pilatus siger til dem: “Tager I ham og korsfæster ham; thi jeg finder ikke Skyld hos ham.” 7. Jøderne svarede ham: “Vi have en Lov, og efter denne Lov er han skyldig at dø, fordi han har gjort sig selv til Guds Søn.” 8. Da Pilatus nu hørte dette Ord, blev han endnu mere bange. 9. Og han gik ind igen i Borgen og siger til Jesus: “Hvorfra er du?” Men Jesus gav ham intet Svar.
10. Pilatus siger da til ham: “Taler du ikke til mig? Ved du ikke, at jeg har Magt til at løslade dig, og at jeg har Magt til at korsfæste dig?”
11. Jesus svarede: “Du havde aldeles ingen Magt over mig, dersom den ikke var givet dig ovenfra; derfor har den, som overgav mig til dig, større Synd.”
12. Derefter forsøgte Pilatus at løslade ham. Men Jøderne råbte og sagde: “Dersom du løslader denne, er du ikke Kejserens Ven. Hver den, som gør sig selv til Konge, sætter sig op imod Kejseren.” 13. Da Pilatus hørte disse Ord, førte han Jesus ud og satte sig på Dommersædet, på det Sted, som kaldes Stenlagt, men på Hebraisk Gabbatha;
14. men det var Beredelsens dag i Påsken, ved den sjette Time. Og han siger til Jøderne: “Se, eders Konge!” 15. De råbte nu: “Bort, bort med ham! korsfæst ham!” Pilatus siger til dem: “Skal jeg korsfæste eders Konge?” Ypperstepræsterne svarede: “Vi have ingen Konge uden Kejseren.” 16. Så overgav han ham da til dem til at korsfæstes. De toge nu Jesus;

17. og han bar selv sit Kors og gik ud til det såkaldte “Hovedskalsted”, som hedder på Hebraisk Golgatha, 18. hvor de korsfæstede ham og to andre med ham, en på hver Side, men Jesus midt imellem.
19. Men Pilatus havde også skrevet en Overskrift og sat den på Korset. Men der var skrevet:”Jesus af Nazareth, Jødernes Konge.” 20. Denne Overskrift læste da mange af Jøderne; thi det Sted, hvor Jesus blev korsfæstet, var nær ved Staden; og den var skreven på Hebraisk, Latin og Græsk.
21. Da sagde Jødernes Ypperstepræster til Pilatus: “Skriv ikke: Jødernes Konge, men: Han sagde: Jeg er Jødernes Konge.” 22. Pilatus svarede: “Hvad jeg skrev, det skrev jeg.” 23. Da nu Stridsmændene havde korsfæstet Jesus, toge de hans Klæder og gjorde fire Dele, een Del for hver Stridsmand, og ligeledes Kjortelen; men Kjortelen var usyet, vævet fra øverst helt igennem.
24. Da sagde de til hverandre: “Lader os ikke sønderskære den, men kaste Lod om den, hvis den skal være;” for at Skriften skulde opfyldes, som siger: “De delte mine Klæder imellem sig og kastede Lod om mit Klædebon.” Dette gjorde da Stridsmændene. 25. Men ved Jesu Kors stod hans Moder og hans Moders Søster, Maria, Klopas’s Hustru, og Maria Magdalene.
26. Da Jesus nu så sin Moder og den Discipel, han elskede, stå hos, siger han til sin Moder: “Kvinde! se, det er din Søn.” 27. Derefter siger han til Disciplen: “Se, det er din Moder.” Og fra den time tog Disciplen hende hjem til sit. 28. Derefter, da Jesus vidste, at alting nu var fuldbragt, for at Skriften skulde opfyldes, siger han: “Jeg tørster.” 29. Der stod et Kar fuldt af Eddike; de satte da en Svamp fuld af Eddike på en Isopstængel og holdt den til hans Mund. 30. Da nu Jesus havde taget Eddiken, sagde han:”Det er fuldbragt;” og han bøjede Hovedet og opgav Ånden.

31. Da det nu var Beredelsesdag, bade Jøderne Pilatus om, at Benene måtte blive knuste og Legemerne nedtagne, for at de ikke skulde blive på Korset Sabbaten over; thi denne Sabbatsdag var stor. 32. Da kom Stridsmændene og knuste Benene på den første og på den anden; som vare korsfæstede med ham.
33. Men da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans Ben.
34. Men en af Stridsmændene stak ham i Siden med et Spyd, og straks flød der Blod og Vand ud.
35. Og den, der har set det, har vidnet det, og hans Vidnesbyrd er sandt, og han ved, at han siger sandt, for at også I skulle tro. 36. Thi disse Ting skete, for at Skriften skulde opfyldes: “Intet Ben skal sønderbrydes derpå”.
37. Og atter et andet Skriftord siger: “De skulle se hen til ham, hvem de have gennemstunget.”

38. Men Josef fra Arimathæa, som var en Jesu Discipel, dog lønligt, af Frygt for Jøderne, bad derefter Pilatus om, at han måtte tage Jesu Legeme, og Pilatus tillod det. Da kom han og tog Jesu Legeme.
39. Men også Nikodemus, som første Gang var kommen til Jesus om Natten, kom og bragte en Blanding af Myrra og Aloe, omtrent hundrede Pund.
40. De toge da Jesu Legeme og bandt det i Linklæder med de vellugtende Urter, som Jødernes Skik er at fly Lig til Jorde. 41. Men der var på det Sted, hvor han blev korsfæstet, en Have, og i Haven en ny Grav, hvori endnu aldrig nogen var lagt. 42. Der lagde de da Jesus, for Jødernes Beredelses dags Skyld, efterdi Graven var nær.

Johannes 20

1. Men på den første Dag; i Ugen kommer Maria Magdalene årle, medens det endnu er mørkt, til Graven og ser Stenen borttagen fra Graven,
2. Da løber hun og kommer til Simon Peter og til den anden Discipel, ham, hvem Jesus elskede, og siger til dem: “De have borttaget Herren af Graven, og vi vide ikke, hvor de have lagt ham.”
3. Da gik Peter og den anden Discipel ud, og de kom til Graven. 4. Men de to løb sammen, og den anden Discipel løb foran, hurtigere end Peter, og kom først til Graven.
5. Og da han kiggede ind, ser han Linklæderne ligge der, men gik dog ikke ind.
6. Da kommer Simon Peter, som fulgte ham, og han gik ind i Graven og så Linklæderne ligge der
7. og Tørklædet, som han havde haft på sit Hoved, ikke liggende ved Linklæderne, men sammenrullet på et Sted for sig selv. 8. Nu gik da også den anden Discipel, som var kommen først til Graven, ind, og han så og troede.
9. Thi de forstode endnu ikke Skriften, at han skulde opstå fra de døde.
10. Da gik Disciplene atter bort til deres Hjem.

11. Men Maria stod udenfor ved Graven og græd. Som hun nu græd, kiggede hun ind i Graven,
12. og hun ser to Engle sidde i hvide Klæder, en ved Hovedet og en ved Fødderne,hvor Jesu Legeme havde ligget. 13. Og de sige til hende: “Kvinde! hvorfor græder du?” Hun siger til dem: “Fordi de have taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de have lagt ham.”
14. Da hun havde sagt dette, vendte hun sig om, og hun ser Jesus stå der, og hun vidste ikke, at det var Jesus. 15. Jesus siger til hende: “Kvinde: hvorfor græder du? hvem leder du efter?” Hun mente, det var Havemanden, og siger til ham: “Herre! dersom du har båret ham bort, da sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg tage ham.”
16. Jesus siger til hende: “Maria!” Hun vender sig om og siger til ham på Hebraisk: “Rabbuni!” hvilket betyder Mester. 17. Jesus siger til hende: “Rør ikke ved mig, thi jeg er endnu ikke opfaren til min Fader; men gå til mine Brødre og sig dem: Jeg farer op til min Fader og eders Fader og til min Gud og eders Gud.”
18. Maria Magdalene kommer og forkynder Disciplene: “Jeg har set Herren,” og at han havde sagt hende dette.

19. Da det nu var Aften på den samme Dag, den første Dag i Ugen, og Dørene der, hvor Disciplene opholdt sig, vare lukkede af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem, og han siger til dem: “Fred være med eder!”
20. Og som han sagde dette, viste han dem sine Hænder og sin Side. Så bleve Disciplene glade, da de så Herren. 21. Jesus sagde da atter til dem: “Fred være med eder! Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender også jeg eder.” 22. Og da han havde sagt dette, åndede han på dem, og han siger til dem: “Modtager den Helligånd!
23. Hvem I forlade Synderne, dem ere de forladte, og hvem I nægte Forladelse, dem er den nægtet.”
24. Men Thomas, hvilket betyder Tvilling, en af de tolv, var ikke hos dem, da Jesus kom.
25. De andre Disciple sagde da til ham: “Vi have set Herren.” Men han sagde til dem: “Uden jeg får set Naglegabet i hans Hænder og stikker min Finger i Naglegabet og stikker min Hånd i hans Side, vil jeg ingenlunde tro.”

26. Og otte Dage efter vare hans Disciple atter inde, og Thomas med dem. Jesus kommer, da Dørene vare lukkede, og han stod midt iblandt dem og sagde: “Fred være med eder!” 27. Derefter siger han til Thomas: “Ræk din Finger hid, og se mine Hænder, og ræk din Hånd hid, og stik den i min Side, og vær ikke vantro, men troende!”
28. Thomas svarede og sagde til ham: “Min Herre og min Gud!” 29. Jesus siger til ham: “Fordi du har set mig, har du troet; salige ere de, som ikke have set og dog troet.”

30. Desuden gjorde Jesus mange andre Tegn for sine Disciples Åsyn, som ikke ere skrevne i denne Bog.
31. Men dette er skrevet, for at I skulle tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tro, skulle have Livet i hans Navn.

Johannes 21

1. Siden åbenbarede Jesus sige atter for Disciplene ved Tiberias Søen; men han åbenbarede sig således. 2. Simon Peter og Thomas, hvilket betyder Tvilling, og Nathanael fra Kana i Galilæa og Zebedæus’s Sønner og to andre af hans, Disciple vare sammen.
3. Simon Peter siger til dem: “Jeg går ud at fiske.” De sige til ham: “Også vi gå med dig.” De gik ud og gik om Bord i Skibet, og den Nat fangede de intet.
4. Men da det nu blev Morgen, stod Jesus ved Søbredden; dog vidste Disciplene ikke, at det var Jesus.
5. Jesus siger da til dem: “Børnlille! have I noget at spise?” De svarede ham: “Nej.”
6. Men han sagde til dem: “Kaster Garnet ud på højre Side af Skibet, så skulle I finde.” Da kastede de det ud, og de formåede ikke mere at drage det for Fiskenes Mængde. 7. Den Discipel, som Jesus elskede, siger da til Peter: “Det er Herren.” Da Simon Peter nu hørte, at det var Herren, bandt han sin Fiskerkjortel om sig (thi han var nøgen), og kastede sig i Søen.
8. Men de andre Disciple kom med Skibet, thi de vare ikke langt fra Land, kun omtrent to Hundrede Alen, og de slæbte efter sig Garnet med Fiskene.
9. Da de nu kom i Land, se de der en Kulild og Fisk ligge derpå og Brød.
10. Jesus siger til dem: “Bringer hid af de Fisk, som I nu fangede.” 11. Simon Peter steg op og trak Garnet på Land, fuldt af store Fisk, et Hundrede og tre og halvtredsindstyve, og skønt de vare så mange, sønderreves Garnet ikke.
12. Jesus siger til dem: “Kommer og holder Måltid! Men, ingen af Disciplene vovede at spørge ham: “Hvem er du?” thi de vidste, at det var Herren.
13. Jesus kommer og tager Brødet og giver dem det, ligeledes også Fiskene.
14. Dette var allerede den tredje Gang, at Jesus åbenbarede sig for sine Disciple, efter at han var oprejst fra de døde.

15. Da de nu havde holdt Måltid, siger Jesus til Simon Peter: “Simon, Johannes’s Søn, elsker du mig mere end disse?” Han siger til ham: “Ja, Herre! du ved,at jeg har dig kær.” Han siger til ham: “Vogt mine Lam!”
16. Han siger atter anden Gang til ham: “Simon, Johannes’s Søn, elsker du mig?” Han siger til ham: “Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær.” Han siger til ham: “Vær Hyrde for mine Får!” 17. Han siger tredje Gang til ham: “Simon, Johannes’s Søn, har du mig kær?” Peter blev bedrøvet, fordi han tredje Gang sagde til ham: “Har du mig kær?” Og han sagde til ham: “Herre! du kender alle Ting, du ved, at jeg har dig kær.” Jesus siger til ham: “Vogt mine Får!
18. Sandelig, sandelig, siger jeg dig, da du var yngre, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du vilde; men når du bliver gammel, skal du udrække dine Hænder, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.” 19. Men dette sagde han for at betegne, med hvilken Død han skulde herliggøre Gud. Og da han havde sagt dette, siger han til ham: “Følg mig!”

20. Peter vendte sig og så den Discipel følge, som Jesus elskede, og som også lå op til hans Bryst ved Nadveren og sagde: “Herre! hvem er den, som forråder dig?”
21. Da nu Peter så ham, siger han til Jesus: “Herre! men hvorledes skal det gå denne?”
22. Jesus siger til ham: “Dersom jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad vedkommer det dig? Følg du mig!” 23. Så kom da dette Ord ud iblandt Brødrene: “Denne Discipel dør ikke;” og Jesus havde dog ikke sagt til ham, at han ikke skulde dø, men: “Dersom jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad vedkommer det dig?”
24. Dette er den Discipel, som vidner om disse Ting og har skrevet dette; og vi vide, at hans Vidnesbyrd er sandt.

25. Men der er også mange andre Ting, som Jesus har gjort, og dersom de skulde skrives enkeltvis. mener jeg, at ikke hele Verden kunde rumme de Bøger, som da bleve skrevne.

Apostelenes gerninger

Apostelenes gerninger 1

1. Den første Bog skrev jeg, o Theofilus! om alt det, som Jesus begyndte både at gøre og lære,
2. indtil den Dag, da han blev optagen, efter at han havde givet Apostlene, som han havde udvalgt, Befaling ved den Helligånd; 3. for hvem han også, efter at han havde lidt, fremstillede sig levende ved mange Beviser, idet han viste sig for dem i fyrretyve Dage og talte om de Ting, der høre til Guds Rige. 4. Og medens han var sammen med dem, bød han dem, at de ikke måtte vige fra Jerusalem, men skulde oppebie Faderens Forjættelse, “hvorom,” sagde han, “I have hørt af mig. 5. Thi Johannes døbte med Vand; men I skulle døbes med den Helligånd om ikke mange Dage.”
6. Som de nu vare forsamlede, spurgte de ham og sagde: “Herre! opretter du på denne Tid Riget igen for Israel?” 7. Men han sagde til dem: “Det tilkommer ikke eder at kende Tider eller Timer, hvilke Faderen har fastsat i sin egen Magt. 8. Men I skulle få Kraft, når den Helligånd kommer over eder; og I skulle være mine Vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og indtil Jordens Ende.”
9. Og da han havde sagt dette, blev han optagen, medens de så derpå, og en Sky tog ham bort fra deres Øjne. 10. Og som de stirrede op imod Himmelen, medens han for bort, se, da stode to Mænd hos dem i hvide Klæder, 11. og de sagde: “I galilæiske Mænd, hvorfor stå I og se op imod Himmelen? Denne Jesus, som er optagen fra eder til Himmelen, skal komme igen på samme Måde, som I have set ham fare til Himmelen.”

12. Da vendte de tilbage til Jerusalem fra det Bjerg, som kaldes Oliebjerget og er nær ved Jerusalem, en Sabbatsvej derfra. 13. Og da de kom derind, gik de op på den Sal, hvor de plejede at opholde sig, Peter og Johannes og Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alfæus’s Søn og Simon Zelotes, og Judas, Jakobs Søn.
14. Alle disse vare endrægtigt vedholdende i Bønnen tillige med nogle Kvinder og Maria, Jesu Moder, og med hans Brødre. 15. Og i disse Dage stod Peter op midt iblandt Brødrene og sagde: (og der var en Skare samlet på omtrent hundrede og tyve Personer):
16. “I Mænd, Brødre! det Skriftens Ord burde opfyldes, som den Helligånd forud havde talt ved Davids Mund om Judas, der blev Vejleder for dem, som grebe Jesus;
17. thi han var regnet iblandt os og havde fået denne Tjenestes Lod. 18. Han erhvervede sig nu en Ager for sin Uretfærdigheds Løn, og han styrtede ned og brast itu, og alle hans Indvolde væltede ud, 19. hvilket også er blevet vitterligt for alle dem, som bo i Jerusalem, så at den Ager kaldes på deres eget Mål Hakeldama, det er Blodager.
20. Thi der er skrevet i Salmernes Bog: “Hans Bolig blive øde, og der være ingen, som bor i den,” og: “Lad en anden få hans Tilsynsgerning.”
21. Derfor bør en af de Mænd, som vare sammen med os i hele den Tid, da den Herre Jesus gik ind og gik ud hos os, 22. lige fra Johannes’s Dåb indtil den Dag, da han blev optagen fra os, blive Vidne sammen med os om hans Opstandelse.” 23. Og de fremstillede to, Josef, som kaldtes Barsabbas med Tilnavn Justus, og Matthias.
24. Og de bade og sagde: “Du Herre! som kender alles Hjerter, vis os den ene, som du har udvalgt af disse to 25. til at få denne Tjenestes og Apostelgernings Plads, som Judas forlod for at gå hen til sit eget Sted.” 26. Og de kastede Lod imellem dem, og Loddet faldt på Matthias. og han blev regnet sammen med de elleve Apostle.

Apostelenes gerninger 2

1. Og da Pinsefestens Dag kom, vare de alle endrægtigt forsamlede. 2. Og der kom pludseligt fra Himmelen en Lyd som af et fremfarende vældigt Vejr og fyldte hele Huset, hvor de sade. 3. Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem.
4. Og de bleve alle fyldte med den Helligånd, og de begyndte at tale i andre Tungemål, efter hvad Ånden gav dem at udsige. 5. Men der var Jøder, bosiddende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag under Himmelen.
6. Da denne Lyd kom, strømmede Mængden sammen og blev forvirret; thi hver enkelt hørte dem tale på hans eget Mål. 7. Og de forbavsedes alle og undrede sig og sagde: “Se, ere ikke alle disse, som tale, Galilæere?
8. Hvor kunne vi da høre dem tale, hver på vort eget Mål, hvor vi ere fødte,
9. Parthere og Medere og Elamiter, og vi, som høre hjemme i Mesopotamien, Judæa og Happadokien. Pontus og Asien, 10. i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens Egne ved Kyrene, og vi her boende Romere,
11. Jøder og Proselyter, Kretere og Arabere, vi høre dem tale om Guds store Gerninger i vore Tungemål?” 12. Og de forbavsedes alle og,vare tvivlrådige og sagde den ene til den anden: “Hvad kan dette være?”
13. Men andre sagde spottende: “De ere fulde af sød Vin.”

14. Da stod Peter frem med de elleve og opløftede sin Røst og talte til dem: “I jødiske Mænd og alle I, som bo i Jerusalem! dette være eder vitterligt, og låner Øre til mine Ord! 15. Thi disse ere ikke drukne, som I mene; det er jo den tredje Time på Dagen;
16. men dette er, hvad der et sagt ved Profeten Joel: 17. “Og det skal ske i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Ånd over alt Kød; og eders Sønner og eders Døtre skulle profetere, og de unge iblandt eder skulle se Syner, og de gamle iblandt eder skulle have Drømme.
18. Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Ånd, og de skulle profetere. 19. Og jeg vil lade ske Undere på Himmelen oventil og Tegn på Jorden nedentil, Blod og Ild og rygende Damp. 20. Solen skal forvandles til Mørke og Månen til Blod, førend Herrens store og herlige Dag kommer.
21. Og det skal ske, enhver, som påkalder Herrens Navn, skal frelses.”
22. I israelitiske Mænd! hører disse Ord: Jesus af Nazareth, en Mand, som fra Gud var godtgjort for eder ved kraftige Gerninger og Undere og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt eder, som I jo selv vide,
23. ham, som efter Guds bestemte Rådslutning og Forudviden var bleven forrådt, ham have I ved lovløses Hånd korsfæstet og ihjelslået.
24. Men Gud oprejste ham, idet han gjorde Ende på Dødens Veer, eftersom det ikke var muligt, at han kunde fastholdes af den. 25. Thi David siger med Henblik på ham: “Jeg havde altid Herren for mine Øjne; thi han er ved min højre Hånd, for at jeg ikke skal rokkes,
26. Derfor glædede mit Hjerte sig, og min Tunge jublede, ja, også mit Kød skal bo i Håb;
27. thi du skal ikke lade min Sjæl tilbage i Dødsriget, ikke heller tilstede din hellige at se Forrådnelse, 28. Du har kundgjort mig Livets Veje; du skal fylde mig med Glæde for dit Åsyn.”
29. I Mænd Brødre! Jeg kan sige med Frimodighed til eder om Patriarken David, at han er både død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag.
30. Da han nu var en Profet og vidste, at Gud med Ed havde tilsvoret ham, at af hans Lænds Frugt skulde en sidde på hans Trone, 31. talte han, forudseende, om Kristi Opstandelse, at hverken blev han ladt tilbage i Dødsriget, ej heller så hans Kød Forrådnelse. 32. Denne Jesus oprejste Gud, hvorom vi alle ere Vidner. 33. Efter at han nu ved Guds højre Hånd er ophøjet og af Faderen har fået den Helligånds Forjættelse, har han udgydt denne, hvilket I både se og høre.
34. Thi David for ikke op til Himmelen; men han siger selv: “Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, 35. indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.”
36. Derfor skal hele Israels Hus vide for vist, at denne Jesus, hvem I korsfæstede, har Gud gjort både til Herre og til Kristus,”

37. Men da de hørte dette, stak det dem i Hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige Apostle: “I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gøre?”
38. Men Peter sagde til dem: “Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe på Jesu Kristi Navn til eders Synders Forladelse; og I skulle få den Helligånds Gave.
39. Thi for eder er Forjættelsen og for eders Børn og for alle dem, som ere langt borte, så mange som Herren vor Gud vil tilkalde.” 40. Også med mange andre Ord vidnede han for dem og format dem, idet han sagde: “Lader eder frelse fra denne vanartede Slægt!” 41. De, som nu toge imod hans Ord, bleve døbte; og der føjedes samme Dag omtrent tre Tusinde Sjæle til.

42. Og de holdt fast ved Apostlenes Lære og Samfundet, Brødets Brydelse og Bønnerne.
43. Men der kom Frygt over en hver Sjæl, og der skete mange Undere og Tegn ved Apostlene.
44. Og alle de troende holdt sig sammen og havde alle Ting fælles. 45. Og de solgte deres Ejendom og Gods og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver havde Trang til.
46. Og idet de hver Dag vedholdende og endrægtigt kom i Helligdommen og brød Brødet hjemme, fik de deres Føde med Fryd og i Hjertets Enfold,
47. idet de lovede Gud og havde Yndest hos hele Folket. Men Herren føjede daglig til dem nogle, som lode sig frelse.

Apostelenes gerninger 3

1. Men Peter og Johannes gik op i Helligdommen ved Bedetimen, den niende Time.
2. Og en Mand, som var lam fra Moders Liv af, blev båren frem; ham satte de daglig ved den Dør til Helligdommen, som kaldtes den skønne, for at han kunde bede dem, som gik ind i Helligdommen, om Almisse.
3. Da han så Peter og Johannes, idet de vilde gå ind i Helligdommen, bad han om at få en Almisse. 4. Da så Peter tillige med Johannes fast på ham og sagde: “Se på os!”
5. Og han gav Agt på dem, efterdi han ventede at få noget af dem. 6. Men Peter sagde: “Sølv og Guld ejer jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg dig: I Jesu Kristi Nazaræerens Navn stå op og gå!” 7. Og han greb ham ved den højre Hånd og rejste ham op. 8. Men straks bleve hans Ben og Ankler stærke, og han sprang op og stod og gik omkring og gik med dem ind i Helligdommen, hvor han gik omkring og sprang og lovede Gud.
9. Og hele Folket så ham gå omkring og love Gud. 10. Og de kendte ham som den, der havde siddet ved den skønne Port til Helligdommen for at få Almisse; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som var timedes ham. 11. Medens han nu holdt fast ved Peter og Johannes, løb alt Folket rædselsslagent sammen om dem i den Søjlegang, som kaldes Salomons.

12. Men da Peter så det, talte han til Folket: “I israelitiske Mænd! Hvorfor undre I eder over dette? eller hvorfor stirre I på os, som om vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde gjort, at han kan gå?
13. Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, har herliggjort sin Tjener” Jesus, hvem I prisgave og fornægtede for Pilatus, da han dømte, at han skulde løslades. 14. Men I fornægtede den hellige og retfærdige og bade om, at en Morder måtte skænkes eder.
15. Men Livets Fyrste sloge I ihjel, hvem Gud oprejste fra de døde, hvorom vi ere Vidner.
16. Og i Troen på hans Navn har hans Navn styrket denne, hvem I se og kende, og Troen, som virkedes ved ham, har givet denne hans Førlighed i Påsyn af eder alle.
17. Og nu, Brødre! jeg ved, at I handlede i Uvidenhed, ligesom også eders Rådsherrer.
18. Men Gud har således fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved alle Profeternes Mund, at hans Salvede skulde lide. 19. Derfor fatter et andet Sind og vender om, for at eders Synder må blive udslettede, for at Vederkvægelsens Tider må komme fra Herrens Åsyn,
20. og han må sende den for eder bestemte Kristus, Jesus, 21. hvem Himmelen skal modtage indtil alle Tings Genoprettelses Tider, hvorom Gud har talt ved sine hellige Profeters Mund fra de ældste Dage.
22. Moses sagde: “En Profet skal Herren eders Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre i alt, hvad han end vil tale til eder.
23. Men det skal ske, hver Sjæl, som ikke hører den Profet, skal udryddes af Folket.”
24. Men også alle Profeterne, fra Samuel af og derefter, så mange som talte, have også forkyndt disse Dage. 25. I ere Profeternes Sønner og Sønner af den Pagt, som Gud sluttede med vore Fædre, da han sagde til Abraham: “Og i din Sæd skulle alle Jordens Slægter velsignes.”
26. For eder først har Gud oprejst sin Tjener og sendt han for at velsigne eder, når enhver af eder vender om fra sin Ondskab.”

Apostelenes gerninger 4

1. Men medens de talte til Folket, kom Præsterne og Høvedsmanden for Helligdommen og Saddukæerne over dem, 2. da de harmedes over, at de lærte Folket og i Jesus forkyndte Opstandelsen fra de døde.
3. Og de lagde Hånd på dem og satte dem i Forvaring til den følgende Dag; thi det var allerede Aften. 4. Men mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet på Mændene blev omtrent fem Tusinde.
5. Men det skete Dagen derefter, at deres Rådsherrer og Ældste og skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem, 6. ligeså Ypperstepræsten Annas og Kajfas og Johannes og Alexander og alle, som vare af ypperstepræstelig Slægt. 7. Og de stillede dem midt iblandt sig og spurgte: “Af hvad Magt eller i hvilket Navn have I gjort dette?” 8. Da sagde Peter, fyldt med den Helligånd, til dem: “I Folkets Rådsherrer og Ældste!
9. Når vi i Dag forhøres angående denne Velgerning imod en vanfør Mand, om hvorved han er bleven helbredt; 10. da skal det være eder alle og hele Israels Folk vitterligt, at ved Jesu Kristi Nazaræerens Navn, hvem I have korsfæstet, hvem Gud har oprejst fra de døde, ved dette Navn er det, at denne står rask her for eders Øjne,
11. Han er den Sten, som blev agtet for intet af eder, I Bygningsmænd, men som er bleven til en Hovedhjørnesten. 12. Og der er ikke Frelse i nogen anden; thi der er ikke noget andet Navn under Himmelen, givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi skulle blive frelste.”
13. Men da de så Peters og Johannes Frimodighed og kunde mærke, at de vare ulærde Mænd og Lægfolk, forundrede de sig, og de kendte dem, at de havde været med Jesus.
14. Og da de så Manden, som var helbredt, stå hos dem, havde de intet at sige derimod.
15. Men de bøde dem at træde ud fra Rådet og rådførte sig med hverandre og sagde:
16. “Hvad skulle vi gøre med disse Mennesker? thi at et vitterligt Tegn er sket ved dem, det er åbenbart for alle dem, som bo i Jerusalem, og vi kunne ikke nægte det. 17. Men for at det ikke skal komme videre ud iblandt Folket, da lader os true dem til ikke mere at tale til noget Menneske i dette Navn.”
18. Og de kaldte dem ind og forbøde dem aldeles at tale eller lære i Jesu Navn.
19. Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: “Dømmer selv. om det er ret for Gud at lyde eder mere end Gud. 20. Thi vi kunne ikke lade være at tale om det, som vi have set og hørt.”
21. Men de truede dem end mere og løslode dem, da de ikke kunde udfinde, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi alle priste Gud for det, som var sket. 22. Thi den Mand, på hvem dette Helbredelsestegn var sket, var mere end fyrretyve År gammel.

23. Da de nu vare løsladte, kom de til deres egne og fortalte dem alt, hvad Ypperstepræsterne og de Ældste havde sagt til dem. 24. Men da de hørte dette, opløftede de endrægtigt Røsten til Gud og sagde: “Herre, du, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,
25. du, som har sagt ved din Tjener Davids Mund: “Hvorfor fnyste Hedninger, og Folkeslag oplagde forfængelige Råd? 26. Jordens Konger rejste sig, og Fyrsterne samlede sig til Hobe imod Herren og imod hans Salvede.”
27. Ja, de have i Sandhed forsamlet sig i denne Stad imod din hellige Tjener Jesus, hvem du har salvet, både Herodes og Pontius Pilatus tillige med Hedningerne og Israels Folkestammer 28. for at gøre det, som din Hånd og dit Råd forud havde bestemt skulde ske.
29. Og nu, Herre! se til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale dit Ord med al Frimodighed,
30. idet du udrækker din Hånd til Helbredelse, og der sker Tegn og Undere ved din hellige Tjeners Jesu Navn.” 31. Og da de havde bedt, rystedes Stedet, hvor de vare forsamlede; og de bleve alle fyldte med den Helligånd, og de talte Guds Ord med Frimodighed.
32. Men de troendes Mængde havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke een kaldte noget af det, han ejede, sit eget; men de havde alle Ting fælles.
33. Og med stor Kraft aflagde Apostlene Vidnesbyrdet om den Herres Jesu Opstandelse, og der var stor Nåde over dem alle. 34. Thi der var end ikke nogen trængende iblandt dem; thi alle de, som vare Ejere af Jordstykker eller Huse, solgte dem og bragte Salgssummerne
35. og lagde dem for Apostlenes Fødder; men der blev uddelt til enhver, efter hvad han havde Trang til. 36. Og Josef, som af Apostlene fik Tilnavnet Barnabas, (det er udlagt: Trøstens Søn), en Levit, født på Kypern 37. som ejede en Jordlod, solgte den og bragte Pengene og lagde dem for Apostlenes Fødder.

Apostelenes gerninger 5

1. Men en Mand, ved Navn Ananias, tillige med Safira, hans Hustru, solgte en Ejendom
2. og stak med sin Hustrus Vidende noget af Værdien til Side og bragte en Del deraf og lagde den for Apostlenes Fødder. 3. Men Peter sagde: “Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, så du har løjet imod den Helligånd og stukket noget til Side af Summen for Jordstykket?
4. Var det ikke dit, så længe du ejede det, og stod ikke det, som det blev solgt for, til din Rådighed? Hvorfor har du dog sat dig denne Gerning for i dit Hjerte? Du har ikke løjet for Mennesker, men for Gud.”
5. Men da Ananias hørte disse Ord, faldt han om og udåndede. Og der kom stor Frygt over alle, som hørte det. 6. Men de unge Mænd stode op og lagde ham til Rette og bare ham ud og begravede ham.
7. Men det skete omtrent tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind uden at vide, hvad der var sket.
8. Da sagde Peter til hende: “Sig mig, om I solgte Jordstykket til den Pris?” Og hun sagde: “Ja, til den Pris.” 9. Men Peter sagde til hende: “Hvorfor ere I dog blevne enige om at friste Herrens Ånd? Se, deres Fødder, som have begravet din Mand, ere for Døren, og de skulle bære dig ud.” 10. Men hun faldt straks om for hans Fødder og udåndede. Men da de unge Mænd kom ind, fandt de hende død, og de bare hende ud og begravede hende hos hendes Mand.
11. Og stor Frygt kom over hele Menigheden og over alle, som hørte dette.

12. Men ved Apostlenes Hænder skete der mange Tegn og Undere iblandt Folket; og de vare alle endrægtigt sammen i Salomons Søjlegang. 13. Men af de andre turde ingen holde sig til dem; dog priste Folket dem højt,
14. og der føjedes stedse flere troende til Herren, Skarer både af Mænd og Kvinder,
15. så at de endogså bare de syge ud på Gaderne og lagde dem på Senge og Løjbænke, for at når Peter kom, endog blot hans Skygge kunde overskygge nogen af dem.
16. Ja, selv fra Byerne i Jerusalems Omegn strømmede Mængden sammen og bragte syge og sådanne, som vare plagede af urene Ånder, og de bleve alle helbredte.

17. Men Ypperstepræsten stod op samt alle de, som holdt med ham, nemlig Saddukæernes Parti, og de bleve fulde af Nidkærhed. 18. Og de lagde Hånd på Apostlene og satte dem i offentlig Forvaring.
19. Men en Herrens Engel åbnede Fængselets Døre om Natten og førte dem ud og sagde:
20. “Går hen og træder frem og taler i Helligdommen alle disse Livets Ord for Folket!”
21. Men da de havde hørt dette, gik de ved Daggry ind i Helligdommen og lærte. Men Ypperstepræsten og de, som holdt med ham, kom og sammenkaldte Rådet og alle Israels Børns Ældste og sendte Bud til Fængselet, at de skulde føres frem. 22. Men da Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængselet; og de kom tilbage og meldte det og sagde:
23. “Fængselet fandt vi tillukket helt forsvarligt, og Vogterne stående ved Dørene; men da vi lukkede op, fandt vi ingen derinde.”
24. Men da Høvedsmanden for Helligdommen og Ypperstepræsterne hørte disse Ord, bleve de tvivlrådige om dem,hvad dette skulde blive til.
25. Men der kom en og meldte dem: “Se, de Mænd, som I satte i Fængselet, stå i Helligdommen og lære Folket.” 26. Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og hentede dem, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede.
27. Men da de havde hentet dem, stillede de dem for Rådet; og Ypperstepræsten spurgte dem og sagde: 28. “Vi bøde eder alvorligt, at I ikke måtte lære i dette Navn, og se, I have fyldt Jerusalem med eders Lære, og I ville bringe dette Menneskes Blod over os!”
29. Men Peter og Apostlene svarede og sagde: “Man bør adlyde Gud mere end Mennesker.
30. Vore Fædres Gud oprejste Jesus, hvem I hængte på et Træ og sloge ihjel.
31. Ham har Gud ved sin højre Hånd ophøjet til en Fyrste og Frelser for at give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse. 32. Og vi ere hans Vidner om disse Ting, ligesom også den Helligånd, som Gud har givet dem, der adlyde ham.”

33. Men da de hørte dette, skar det dem i Hjertet, og de rådsloge om at slå dem ihjel.
34. Men der rejste sig i Rådet en Farisæer ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, højt agtet af hele Folket, og han bød, at de skulde lade Mændene træde lidt udenfor.
35. Og han sagde til dem: “I israelitiske Mænd! ser eder vel for, hvad I gøre med disse Mennesker.
36. Thi for nogen Tid siden fremstod Theudas, som udgav sig selv for at være noget, og et Antal af omtrent fire Hundrede Mænd sluttede sig til ham; han blev slået ihjel, og alle de, som adløde ham, adsplittedes og bleve til intet. 37. Efter ham fremstod Judas Galilæeren i Skatteindskrivningens Dage og fik en Flok Mennesker til at følge sig. Også han omkom, og alle de, som adløde ham, bleve adspredte. 38. Og nu siger jeg eder: Holder eder fra disse Mennesker, og lader dem fare; thi dersom dette Råd eller dette Værk er af Mennesker, bliver det til intet;
39. men er det af Gud, kunne I ikke gøre dem til intet. Lader eder dog ikke findes som de, der endog ville stride mod Gud!”

40. Og de adløde ham; og de kaldte Apostlene frem og lode dem piske og forbøde dem at tale i Jesu Navn og løslode dem. 41. Så gik de da glade bort fra Rådets Åsyn, fordi de vare blevne agtede værdige til at vanæres for hans Navns Skyld. 42. Og de holdt ikke op med hver Dag at lære i Helligdommen og i Husene og at forkynde Evangeliet om Kristus Jesus.

Apostelenes gerninger 6

1. Men da i de Dage Disciplenes Antal forøgedes, begyndte Hellenisterne at knurre imod Hebræerne”, fordi deres Enker bleve tilsidesatte ved den daglige Uddeling. 2. Da sammenkaldte de tolv Disciplenes Skare og sagde: “Det huer os ikke at forlade Guds Ord for at tjene ved Bordene. 3. Udser derfor, Brødre! iblandt eder syv Mænd, som have godt Vidnesbyrd og ere fulde af Ånd og Visdom; dem ville vi så indsætte til denne Gerning.
4. Men vi ville holde trolig ved i Bønnen og Ordets Tjeneste.” 5. Og denne Tale behagede hele Mængden; og de udvalgte Stefanus. en Mand fuld af Tro og den Helligånd, og Filip og Prokorus og Nikaiior og Timon og Parmenas og Nikolaus, en Proselyt fra Antiokia;
6. dem stillede de frem for Apostlene; og disse bade og lagde Hænderne på dem.

7. Og Guds Ord havde Fremgang og Disciplenes Tal forøgedes meget i Jerusalem; og en stor Mængde af Præsterne adløde Troen.

8. Men Stefanus, fuld af Nåde og Kraft, gjorde Undere og store Tegn iblandt Folket,
9. Da stod der nogle frem af den Synagoge, som kaldes de frigivnes og Kyrenæernes og Aleksandrinernes, og nogle af dem fra Kilikien og Asien, og de tvistedes med Stefanus. 10. Og de kunde ikke modstå den Visdom og den Ånd, som han talte af. 11. Da fik de hemmeligt nogle Mænd til at sige: “Vi have hørt ham tale bespottelige Ord imod Moses og imod Gud.” 12. Og de ophidsede Folket og de Ældste og de skriftkloge, og de overfaldt ham og slæbte ham med sig og førte ham for Rådet; 13. og de fremstillede falske Vidner, som sagde: “Dette Menneske holder ikke op med at tale Ord imod dette hellige Sted og imod Loven.
14. Thi vi have hørt ham sige, at denne Jesus af Nazareth skal nedbryde dette Sted og forandre de Skikke, som Moses har overgivet os.”
15. Og alle de, som sade i Rådet, stirrede på ham, og de så hans Ansigt som en Engels Ansigt.

Apostelenes gerninger 7

1. Men Ypperstepræsten sagde: “Forholder dette sig således?” 2. Men han sagde: “I Mænd, Brødre og Fædre, hører til! Herlighedens Gud viste sig for vor Fader Abraham, da han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Karan.
3. Og han sagde til ham: “Gå ud af dit Land og fra din Slægt, og kom til det Land, som jeg vil vise dig.” 4. Da gik han ud fra Kaldæernes Land og tog Bolig i Karan; og efter hans Faders Død lod Gud ham flytte derfra hen i dette Land, hvor I nu bo.
5. Og han gav ham ikke Ejendom deri, end ikke en Fodsbred; dog forjættede han ham at give ham det til Eje og hans Sæd efter ham, endskønt han intet Barn havde.
6. Men Gud talte således: “Hans Sæd skal være Udlændinge i et fremmed Land, og man skal gøre dem til Trælle og handle ilde med dem i fire Hundrede År.
7. Og det Folk, for hvilket de skulle trælle, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig på dette Sted.” 8. Og han gav ham Omskærelsens Pagt. Og så avlede han Isak og omskar ham den ottende Dag, og Isak avlede Jakob, og Jakob de tolv Patriarker.
9. Og Patriarkerne bare Avind imod Josef og solgte ham til Ægypten; og Gud var med ham,
10. og han udfriede ham af alle hans Trængsler og gav ham Nåde og Visdom for Farao, Kongen i Ægypten, som satte ham til Øverste over Ægypten og over hele sit Hus.
11. Men der kom Hungersnød over hele Ægypten og Kanån og en stor Trængsel, og vore Fædre fandt ikke Føde. 12. Men da Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore Fædre ud første Gang.
13. Og anden Gang blev Josef genkendt af sine Brødre, og Josefs Herkomst blev åbenbar for Farao.
14. Men Josef sendte Bud og lod sin Fader Jakob og al sin Slægt kalde til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjæle. 15. Og Jakob drog ned til Ægypten. Og han og vore Fædre døde, 16. og de bleve flyttede til Sikem og lagte i den Grav, som Abraham havde købt for en Sum Penge af Hemors Sønner i Sikem. 17. Som nu Tiden nærmede sig for den Forjættelse, Gud havde tilsagt Abraham, voksede Folket og formeredes i Ægypten, 18. indtil der fremstod en anden Konge, som ikke kendte Josef. 19. Han viste Træskhed imod vor Slægt og handlede ilde med vore Fædre, så de måtte sætte deres små Børn ud, for at de ikke skulde holdes i Live.
20. På den Tid blev Moses født, og han var dejlig for Gud; han blev opfostret i tre Måneder i sin Faders Hus. 21. Men da han var sat ud, tog Faraos Datter ham op og opfostrede ham til sin Søn.
22. Og Moses blev oplært i al Ægypternes Visdom; og han var mægtig i sine Ord og Gerninger.
23. Men da han blev fyrretyve År gammel, fik han i Sinde at besøge sine Brødre, Israels Børn.
24. Og da han så en lide Uret, forsvarede han ham og hævnede den mishandlede, idet han slog Ægypteren ihjel. 25. Men han mente, at hans Brødre forstode, at Gud gav dem Frelse ved hans Hånd; men de forstode det ikke. 26. Og den næste Dag viste han sig iblandt dem under en Strid og vilde forlige dem til at holde Fred, sigende: “I Mænd! I ere Brødre, hvorfor gøre I hinanden Uret?” 27. Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: “Hvem har sat dig til Hersker og Dommer over os? 28. Vil du slå mig ihjel, ligesom du i Går slog Ægypteren ihjel?” 29. Da flygtede Moses for denne Tales Skyld og boede som fremmed i Midians Land, hvor han avlede to Sønner. 30. Og efter fyrretyve Års Forløb viste en Engel sig for ham i Sinai Bjergs Ørken i en Tornebusk, der stod i lys Lue. 31. Men da Moses så det, undrede han sig over Synet, og da han gik hen for at betragte det, lød Herrens Røst til ham: 32. “Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud.” Da bævede Moses og turde ikke se derhen. 33. Men Herren sagde til ham: “Løs Skoene af dine Fødder; thi det Sted, som du står på, er hellig Jord. 34. Jeg har grant set mit Folks Mishandling i Ægypten og hørt deres Suk, og jeg er stegen ned for at udfri dem; og nu kom, lad mig sende dig til Ægypten!”
35. Denne Moses, hvem de fornægtede, idet de sagde: “Hvem har sat dig til Hersker og Dommer,” ham har Gud sendt til at være både Hersker og Befrier ved den Engels Hånd,som viste sig for ham i Tornebusken.
36. Ham var det, som førte dem ud,idet han gjorde Undere og Tegn i Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørkenen i fyrretyve År. 37. Han er den Moses, som sagde til Israels Børn: “En Profet skal Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig.” 38. Han er den, som i Menigheden i Ørkenen færdedes med Engelen, der talte til ham på Sinai Bjerg, og med vore Fædre; den, som modtog levende Ord at give os;
39. hvem vore Fædre ikke vilde adlyde, men de stødte ham fra sig og vendte sig med deres Hjerter til Ægypten, idet de sagde til Aron:
40. “Gør os Guder, som kunne gå foran os; thi vi vide ikke, hvad der er sket med denne Moses, som førte os ud af Ægyptens Land.” 41. Og de gjorde en Kalv i de Dage og bragte Offer til Gudebilledet og frydede sig ved deres Hænders Gerninger. 42. Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen til at tjene Himmelens Hær, som der er skrevet i Profeternes Bog: “Have I vel, Israels Hus! bragt mig Slagtofre og andre Ofre i fyrretyve År i Ørkenen?
43. Og I bare Moloks Telt og Guden Remfans Stjerne, de Billeder, som I havde gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte eder bort hinsides Babylon.”
44. Vore Fædre i Ørkenen havde Vidnesbyrdets Tabernakel, således som han, der talte til Moses, havde befalet at gøre det efter det Forbillede, som han havde set.
45. Dette toge også vore Fædre i Arv og bragte det under Josva ind i Landet, som Hedningerne besade, hvilke Gud fordrev fra vore Fædres Åsyn indtil Davids Dage,
46. som vandt Nåde for Gud og bad om at måtte finde en Bolig for Jakobs Gud.
47. Men Salomon byggede ham et Hus. 48. Dog, den Højeste bor ikke i Huse gjorte med Hænder, som Profeten siger:
49. “Himmelen er min Trone, og Jorden mine Fødders Skammel, hvad Hus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvilket er min Hviles Sted?
50. Har ikke min Hånd gjort alt dette?” 51. I hårde Halse og uomskårne på Hjerter og Øren! I stå altid den Helligånd imod; som eders Fædre, således også I. 52. Hvem af Profeterne er der, som eders Fædre ikke have forfulgt? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte om den retfærdiges Komme, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne, 53. I, som modtoge Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den!”

54. Men da de hørte dette, skar det dem i deres Hjerter, og de bede Tænderne sammen imod ham.
55. Men som han var fuld af den Helligånd, stirrede han op imod Himmelen og så Guds Herlighed og Jesus stående ved Guds højre Hånd.
56. Og han sagde: “Se, jeg ser Himlene åbnede og Menneskesønnen stående ved Guds højre Hånd.”
57. Men de råbte med høj Røst og holdt for deres Øren og stormede endrægtigt ind på ham.
58. Og de stødte ham ud uden for Staden og stenede ham. Og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hed Saulus. 59. Og de stenede Stefanus, som bad og sagde: “Herre Jesus, tag imod min Ånd!”
60. Men han faldt på Knæ og råbte med høj Røst: “Herre, tilregn dem ikke denne Synd!” Og som han sagde dette, sov han hen. (Kap.8) 1 Men Saulus fandt Behag i hans Mord.

Apostelenes gerninger 8

1. Og på den Dag udbrød der en stor Forfølgelse imod Menigheden i Jerusalem, og de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne, undtagen Apostlene.
2. Men gudfrygtige Mænd begravede Stefanus og holdt en stor Veklage over ham.
3. Men Saulus plagede Menigheden og gik ind i Husene og trak både Mænd og Kvinder frem og lod dem sætte i Fængsel. 4. Imidlertid gik de, som bleve adspredte, omkring og forkyndte Evangeliets Ord.

5. Da kom Filip til Byen Samaria og prædikede Kristus for dem. 6. Og Skarerne gave endrægtigt Agt på det, som blev sagt af Filip, idet de hørte og så de Tegn, som han gjorde. 7. Thi der var mange, som havde urene Ånder, og af hvem disse fore ud, råbende med høj Røst; og mange værkbrudne og lamme bleve helbredte.
8. Og der blev en stor Glæde i denne By. 9. Men en Mand, ved Navn Simon, var i Forvejen i Byen og drev Trolddom og satte Samarias Folk i Forbavselse, idet han udgav sig selv for at være noget stort.
10. På ham gave alle Agt, små og store, og sagde: “Det er ham, som man kalder Guds store Kraft.”
11. Men de gave Agt på ham, fordi han i lang Tid havde sat dem i Forbavselse ved sine Trolddomskunster. 12. Men da de troede Filip, som forkyndte Evangeliet om Guds Rige og Jesu Kristi Navn, lode de sig døbe, både Mænd og Kvinder. 13. Men Simon troede også selv, og efter at være døbt holdt han sig nær til Filip; og da han så Tegn og store, kraftige Gerninger ske, forbavsedes han højligt.
14. Men da Apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds Ord, sendte de Peter og Johannes til dem, 15. og da disse vare komne derned, bade de for dem om, at de måtte få den Helligånd;
16. thi den var endnu ikke falden på nogen af dem, men de vare blot døbte til den Herres Jesu Navn.
17. Da lagde de Hænderne på dem, og de fik den Helligånd. 18. Men da Simon så, at den Helligånd blev given ved Apostlenes Håndspålæggelse, bragte han dem Penge og sagde: 19. “Giver også mig denne Magt, at, hvem jeg lægger Hænderne på, han må få den Helligånd.”
20. Men Peter sagde til ham: “Gid dit Sølv må gå til Grunde tillige med dig, fordi du mente at kunne erhverve Guds Gave for Penge. 21. Du har ikke Del eller Lod i dette Ord; thi dit Hjerte er ikke ret for Gud.
22. Omvend dig derfor fra denne din Ondskab og bed Herren, om dog dit Hjertes Påfund måtte forlades dig. 23. Thi jeg ser, at du er stedt i Bitterheds Galde og Uretfærdigheds Lænke.”
24. Men Simon svarede og sagde: “Beder I for mig til Herren, for at intet af det, som I have sagt, skal komme over mig.” 25. Men da de havde vidnet og talt Herrens Ord, vendte de tilbage til Jerusalem, og de forkyndte Evangeliet i mange af Samaritanernes Landsbyer.

26. Men en Herrens Engel talte til Filip og sagde: “Stå op og gå mod Syd på den Vej, som går ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde.” 27. Og han stod op og gik. Og se, der var en Æthioper, en Hofmand, en mægtig Mand hos Kandake, Æthiopernes Dronning, som var sat over alle hendes Skatte; han var kommen til Jerusalem for at tilbede.
28. Og han var på Hjemvejen og sad på sin Vogn og læste Profeten Esajas.
29. Men Ånden sagde til Filip:”Gå hen og hold dig til denne Vogn!” 30. Og Filip løb derhen og hørte ham læse Profeten Esajas; og han sagde: “Forstår du også det, som du læser?” 31. Men han sagde: “Hvorledes skulde jeg kunne det, uden nogen vejleder mig?” Og han bad Filip stige op og sætte sig hos ham. 32. Men det Stykke af Skriften, som han læste, var dette: “Som et Får blev han ført til Slagtning, og som et Lam er stumt imod den, der klipper det, således oplader han ej sin Mund. 33. I Fornedrelsen blev hans Dom taget bort; hvem kan fortælle om hans Slægt, efterdi hans Liv borttages fra Jorden?” 34. Men Hofmanden talte til Filip og sagde: “Jeg beder dig, om hvem siger Profeten dette? om sig selv eller om en anden?” 35. Da oplod Filip sin Mund, og idet han begyndte fra dette Skriftsted, forkyndte han ham Evangeliet om Jesus. 36. Men som de droge frem ad Vejen, kom de til noget Vand; og Hofmanden siger: “Se, her er Vand, hvad hindrer mig fra at blive døbt?” (37 Men Filip sagde: “Dersom du tror, af hele dit Hjerte, kan det ske.” Men han svarede og sagde: “Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn.”)
38. Og han bød, at Vognen skulde holde, og de stege begge ned i Vandet, både Filip og Hofmanden; og han døbte ham 39. Men da de stege op af Vandet, bortrykkede Herrens Ånd Filip, og Hofmanden så ham ikke mere; thi han drog sin Vej med Glæde. 40. Men Filip blev funden i Asdod, og han drog omkring og forkyndte Evangeliet i alle Byerne, indtil han kom fil Kæsarea.

Apostelenes gerninger 9

1. Men Saulus, som endnu fnøs med Trusel og Mord imod Herrens Disciple, gik til Ypperstepræsten
2. og bad ham om Breve til Damaskus til Synagogerne, for at han, om han fandt nogle, Mænd eller Kvinder, som holdt sig til Vejen, kunde føre dem bundne til Jerusalem.
3. Men da han var undervejs og nærmede sig til Damaskus, omstrålede et Lys fra Himmelen ham pludseligt.
4. Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: “Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?” 5. Og han sagde: “Hvem er du, Herre?” Men han svarede: “Jeg er Jesus, som du forfølger.
6. Men stå op og gå ind i Byen, og det skal siges dig, hvad du bør gøre.”
7. Men de Mænd, som rejste med ham, stode målløse, da de vel hørte Røsten, men ikke så nogen.
8. Og Saulus rejste sig op fra Jorden; men da han oplod sine Øjne, så han intet. Men de ledte ham ved Hånden og førte ham ind i Damaskus.
9. Og han kunde i tre Dage ikke se, og han hverken spiste eller drak.
10. Men der var en Discipel i Damaskus, ved Navn Ananias, og Herren sagde til ham i et Syn: “Ananias!” Og han sagde: “Se, her er jeg, Herre!”
11. Og Herren sagde til ham: “Stå op, gå hen i den Gade, som kaldes den lige, og spørg i Judas’s Hus efter en ved Navn Saulus fra Tarsus; thi se, han beder.
12. Og han har i et Syn set en Mand, ved Navn Ananias, komme ind og lægge Hænderne på ham, for at han skulde blive seende.” 13. Men Ananias svarede: “Herre! jeg har hørt af mange om denne Mand, hvor meget ondt han har gjort dine hellige i Jerusalem. 14. Og her har han Fuldmagt fra Ypperstepræsterne til at binde alle dem, som påkalde dit Navn.”
15. Men Herren sagde til ham: “Gå; thi denne er mig et udvalgt Redskab til at bære mit Navn frem både for Hedninger og Konger og Israels Børn;
16. thi jeg vil, vise ham hvor meget han bør lide for mit Navns Skyld.”
17. Men Ananias gik hen og kom ind i Huset og lagde Hænderne på ham og sagde: “Saul, Broder! Herren har sendt mig, den Jesus, der viste sig for dig på Vejen, ad hvilken du kom, for at du skal blive seende igen og fyldes med den Helligånd.” 18. Og straks faldt der ligesom Skæl fra hans Øjne, og han blev seende, og han stod op og blev døbt.
19. Og han fik Mad og kom til Kræfter. Men han blev nogle Dage hos Disciplene i Damaskus.

20. Og straks prædikede han i Synagogerne om Jesus, at han er Guds Søn.
21. Men alle, som hørte det, forbavsedes og sagde: “Er det ikke ham, som i Jerusalem forfulgte dem, der påkaldte dette Navn, og var kommen hertil for at føre dem bundne til Ypperstepræsterne?” 22. Men Saulus voksede i Kraft og gendrev Jøderne, som boede i Damaskus, idet han beviste, at denne er Kristus. 23. Men da nogle Dage vare forløbne, holdt Jøderne Råd om at slå ham ihjel.
24. Men Saulus fik deres Efterstræbelser at vide. Og de bevogtede endog Portene både Dag og Nat, for at de kunde slå ham ihjel. 25. Men hans Disciple toge ham ved Nattetid og bragte ham ud igennem Muren, idet de firede ham ned i en Kurv. 26. Men da han kom til Jerusalem, forsøgte han at holde sig til Disciplene; men de frygtede alle for ham, da de ikke troede, at han var en Discipel.
27. Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til Apostlene; og han fortalte dem, hvorledes han havde set Herren på Vejen, og at han havde talt til ham, og hvorledes han i Damaskus havde vidnet frimodigt i Jesu Navn.
28. Og han gik ind og gik ud med dem i Jerusalem 29. og vidnede frimodigt i Herrens Navn. Og han talte og tvistedes med Hellenisterne; men de toge sig for at slå ham ihjel. 30. Men da Brødrene fik dette at vide, førte de ham ned til Kæsarea og sendte ham videre til Tarsus.

31. Så havde da Menigheden Fred over hele Judæa og Galilæa og Samaria, og den opbyggedes og vandrede i Herrens Frygt, og ved den Helligånds Formaning voksede den. 32. Men det skete, medens Peter drog omkring alle Vegne, at han også kom ned til de hellige, som boede i Lydda. 33. Der fandt han en Mand ved Navn Æneas, som havde ligget otte År til Sengs og var værkbruden.
34. Og Peter sagde til ham: “Æneas! Jesus Kristus helbreder dig; stå op, og red selv din Seng!” Og han stod straks op. 35. Og alle Beboere af Lydda og Saron så ham, og de omvendte sig til Herren.
36. Men i Joppe var der en Discipelinde ved Navn Tabitha, hvilket udlagt betyder Hind; hun var rig på gode Gerninger og gav mange Almisser.
37. Men det skete i de Dage, at hun blev syg og døde. Da toede de hende og lagde hende i Salen ovenpå.
38. Men efterdi Lydda var nær ved Joppe, udsendte Disciplene, da de hørte, at Peter var der, to Mænd til ham og bade ham: “Kom uden Tøven over til os!”
39. Men Peter stod op og gik med dem. Og da han kom derhen, førte de ham op i Salen ovenpå, og alle Enkerne stode hos ham, græd og viste ham alle de Kjortler og Kapper, som “Hinden” havde forarbejdet, medens hun var hos dem.
40. Men Peter bød dem alle at gå ud, og han faldt på Knæ og bad; og han vendte sig til det døde Legeme og sagde: “Tabitha, stå op!” Men hun oplod sine Øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op. 41. Men han gav hende Hånden og rejste hende op, og han kaldte på de hellige og Enkerne og fremstillede hende levende for dem. 42. Men det blev vitterligt over hele Joppe, og mange troede på Herren.
43. Og det skete, at han blev mange Dage i Joppe hos en vis Simon, en Garver.

Apostelenes gerninger 10

1. Men en Mand i Kæsarea ved Navn Konelius, en Høvedsmand ved den Afdeling, som kaldes den italienske,
2. en from Mand, der frygtede Gud tillige med hele sit Hus og gav Folket mange Almisser og altid bad til Gud, 3. han så klarlig i et Syn omtrent ved den niende Time på Dagen en Guds Engel, som kom ind til ham og sagde til ham: “Kornelius!” 4. Men han stirrede på ham og blev forfærdet og sagde: “Hvad er det, Herre?” Han sagde til ham: “Dine Bønner og dine Almisser ere opstegne til Ihukommelse for Gud. 5. Og send nu nogle Mænd til Joppe, og lad hente en vis Simon med Tilnavn Peter.
6. Han har Herberge hos en vis Simon, en Garver, hvis Hus er ved Havet.”
7. Men da Engelen, som talte til ham, var gået bort, kaldte han to af sine Husfolk og en gudfrygtig Stridsmand af dem, som stadig vare om ham.
8. Og han fortalte dem det alt sammen og sendte dem til Joppe. 9. Men den næste Dag, da disse vare undervejs og nærmede sig til Byen, steg Peter op på Taget for at bede ved den sjette Time. 10Og han blev meget hungrig og vilde have noget at spise; men medens de lavede det til, kom der en Henrykkelse over ham, 11. og han så Himmelen åbnet og noget, der dalede ned, ligesom en stor Dug, der ved de fire Hjørner sænkedes ned på Jorden; 12. og i denne var der alle Jordens firføddede Dyr og krybende Dyr og Himmelens Fugle.
13. Og en Røst lød til ham: “Stå op, Peter, slagt og spis!” 14. Men Peter sagde: “Ingenlunde, Herre! thi aldrig har jeg spist noget vanhelligt og urent.”
15. Og atter for anden Gang lød der en Røst til ham: “Hvad Gud har renset, holde du ikke for vanhelligt!” 16. Og dette skete tre Gange, og straks blev dugen igen optagen til Himmelen.
17. Men medens Peter var tvivlrådig med sig selv om, hvad det Syn, som han havde set, måtte betyde, se, da havde de Mænd, som vare udsendte af Kornelius, opspurgt Simons Hus og stode for Porten. 18. Og de råbte og spurgte, om Simmon med Tilnavn Peter havde Herberge der.
19. Men idet Peter grublede over Synet, sagde Ånden til ham: “Se, der er tre Mænd, som søge efter dig;
20. men stå op, stig ned, og drag med dem uden at tvivle; thi det er mig, som har sendt dem.”
21. Så steg Peter ned til Mændene og sagde: “Se, jeg er den, som I søge efter; hvad er Årsagen, hvorfor I ere komne?” 22. Men de sagde: “Høvedsmanden Kornelius, en retfærdig og gudfrygtig Mand, som har godt Vidnesbyrd af hele Jødernes Folk, har at en hellig Engel fået Befaling fra Gud til at lade dig hente til sit Hus og høre, hvad du har at sige.” 23. Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge. Men den næste Dag stod han op og drog bort med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe droge med ham.
24. Og den følgende Dag kom de til Kæsarea. Men Kornelius ventede på dem og havde sammnenkaldt sine Frænder og nærmeste Venner. 25. Men da det nu skete, at Peter kom ind, gik Kornelius ham i Møde og faldt ned for hans Fødder og tilbad ham. 26. Men Peter rejste ham op og sagde: “Stå op! også jeg er selv et Menneske.”
27. Og under Samtale med ham gik han ind og fandt mange samlede. 28. Og han sagde til dem: “I vide, hvor utilbørligt det er for en jødisk Mand at omgås med eller komne til nogen, som er af et fremmede Folk; men mig har Gud vist, at jeg ikke skulde kalde noget Menneske vanhelligt eller urent. 29. Derfor kom jeg også uden Indvending, da jeg blev hentet; og jeg spørger eder da, af hvad Årsag I hentede mig?” 30. Og Kornelius sagde: “For fire Dage siden fastede jeg indtil denne Time, og ved den niende Time bad jeg i mit Hus; og se, en Mand stod for mig i et strålende Klædebon, 31. og han sagde: Kornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser ere ihukommede for Gud.
32. Send derfor Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavn Peter kalde, til dig; han har Herberge i Garveren Simons Hus ved Havet; han skal tale til dig, når han kommer.
33. Derfor sendte jeg straks Bud til dig, og du gjorde vel i at komme. Nu ere vi derfor alle til Stede for Guds Åsyn for at høre alt, hvad der er dig befalet af Herren.” 34. Men Peter oplod Munden og sagde: “Jeg forstår i Sandhed, at Gud ikke anser Personer;
35. men i hvert Folk er den, som frygter ham og gør Retfærdighed, velkommen for ham;
36. det Ord, som han sendte til Israels Børn, da han forkyndte Fred ved Jesus Kristus: han er alles Herre. 37. I kende det, som er udgået over hele Judæa, idet det begyndte fra Galilæa, efter den Dåb, som Johannes prædikede, 38. det om Jesus fra Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Helligånd og Kraft, han, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle, som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham;
39. og vi ere Vidner om alt det, som han har gjort både i Jødernes Land og i Jerusalem, han, som de også sloge ihjel, idet de hængte ham på et Træ.
40. Ham oprejste Gud på den tredje dag og gav ham at åbenbares, 41. ikke for hele Folket, men for de Vidner, som vare forud udvalgte af Gud, for os, som spiste og drak med ham, efter at han var opstanden fra de døde.
42. Og han har påbudt os at prædike for Folket og at vidne, at han er den af Gud bestemte Dommer over levende og døde. 43. Ham give alle Profeterne det Vidnesbyrd, at enhver, som tror på ham, skal få Syndernes Forladelse ved hans Navn.” 44. Medens Peter endnu talte disse Ord, faldt den Helligånd på alle dem, som hørte Ordet.
45. Og de troende af Omskærelsen, så mange, som vare komne med Peter, bleve meget forbavsede over, af den Helligånds Gave var bleven udgydt også over Hedningerne;
46. thi de hørte dem tale i Tunger og ophøje Gud. 47. Da svarede Peter: “Mon nogen kan formene disse Vandet; så de ikke skulde døbes, de, som dog havde fået den Helligånd lige så vel som vi?”
48. Og han befalede, af de skulde døbes i Jesu Kristi Navn. Da bade de ham om at blive der nogle Dage.

Apostelenes gerninger 11

1. Men Apostlene og de Brødre, som vare rundt om i Judæa, hørte, at også Hedningerne havde modtaget Guds Ord. 2. Og da Peter kom op til Jerusalem, tvistedes de af Omskærelsen med ham og sagde:
3. “Du er gået ind til uomskårne Mænd og har spist med dem.” 4. Men Peter begyndte og forklarede dem det i Sammenhæng og sagde: 5. “Jeg var i Byen Joppe og bad; og jeg så i en Henrykkelse et Syn, noget, der dalede ned, ligesom en stor Dug, der ved de fire Hjørner sænkedes ned fra Himmelen, og den kom lige hen til mig. 6. Jeg stirrede på den og betragtede den og så da Jordens firføddede Dyr og vilde Dyr og krybende Dyr og Himmelens Fugle. 7. Og jeg hørte også en Røst, som sagde til mig: Stå op, Peter, slagt og spis!
8. Men jeg sagde: Ingenlunde, Herre! thi aldrig kom noget vanhelligt eller urent i min Mund.
9. Men en Røst svarede anden Gang fra Himmelen: Hvad Gud har renset, holde du ikke for vanhelligt! 10. Og dette skete tre Gange; så blev det igen alt sammen draget op til Himmelen.
11. Og se, i det samme stode tre Mænd ved det Hus, i hvilket jeg var, som vare udsendte til mig fra Kæsarea. 12. Men Ånden sagde til mig, at jeg skulde gå med dem uden at gøre Forskel. Men også disse seks Brødre droge med mig, og vi gik ind i Mandens Hus.
13. Og han fortalte os, hvorledes han havde set Engelen stå i hans Hus og sige: Send Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavn Peter hente!
14. Han skal tale Ord til dig, ved hvilke du og hele dit Hus skal frelses.
15. Men idet jeg begyndte at tale, faldt den Helligånd på dem ligesom også på os i Begyndelsen.
16. Og jeg kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han sagde: Johannes døbte med Vand, men I skulle døbes med den Helligånd. 17. Når altså Gud gav dem lige Gave med os, da de troede på den Herre Jesus Kristus,hvem var da jeg, at jeg skulde kunne hindre Gud?”
18. Men da de hørte dette, bleve de rolige, og de priste Gud og sagde: “Så har Gud også givet Hedningerne Omvendelsen til Liv.”

19. De, som nu vare blevne adspredte på Grund af den Trængsel, som opstod i Anledning af Stefanus, vandrede om lige til Fønikien og Kypern og Antiokia, og de talte ikke Ordet til nogen uden til Jøder alene.
20. Men iblandt dem var der nogle Mænd fra Kypern og Kyrene, som kom til Antiokia og talte også til Grækerne og forkyndte Evangeliet om den Herre Jesus.
21. Og Herrens Hånd var med dem, og et stort Antal blev troende og omvendte sig til Herren.
22. Men Rygtet om dem kom Menigheden i Jerusalem for Øre, og de sendte Barnabas ud til Antiokia.
23. Da han nu kom derhen og så Guds Nåde, glædede han sig og formanede alle til med Hjertets Forsæt at blive ved Herren. 24. Thi han var en god Mand og fuld af den Helligånd og Tro. Og en, stor Skare blev ført til Herren.
25. Men han drog ud til Tarsus for at opsøge Saulus; og da han fandt ham, førte han ham til Antiokia.
26. Og det skete, at de endog et helt År igennem færdedes sammen i Menigheden og lærte en stor Skare, og at Disciplene først i Antiokia bleve kaldte Kristne.

27. Men i disse Dage kom der Profeter ned fra Jerusalem til Antiokia 28. Og en af dem, ved Navn Agabus, stod op og tilkendegav ved Ånden, at der skulde komme en stor Hungersnød over hele Verden, hvilken også kom under Klaudius.
29. Men Disciplene besluttede at sende, hver efter sin Evne, noget til Hjælp for Brødrene, som boede i Judæa; 30. hvilket de også gjorde, og de sendte det til de Ældste ved Barnabas og Saulus’s Hånd.

Apostelenes gerninger 12

1. På den Tid lagde Kong Herodes den for at mishandle dem, 2. og Jakob, Johannes’s Broder, lod han henrette med Sværd. 3. Og da han så, at det behagede Jøderne, gik han videre og lod også Peter gribe. Det var de usyrede Brøds Dage. 4. Og da han havde grebet ham, satte han ham i Fængsel og overgav ham til at bevogtes af fire Vagtskifter, hvert på fire Stridsmænd, da han efter Påsken vilde føre ham frem for Folket. 5. Så blev da Peter bevogtet i Fængselet; men der blev af Menigheden holdt inderlig Bøn til Gud for ham. 6. Men da Herodes vilde til at føre ham frem, sov Peter den Nat imellem to Stridsmænd, bunden med to Lænker, og Vagter foran Døren bevogtede Fængselet.
7. Og se, en Herrens Engel stod der, og et Lys strålede i Fangerummet, og han slog Peter i Siden og vækkede ham og sagde: “Stå op i Hast!” og Lænkerne faldt ham af Hænderne. 8. Og Engelen sagde til ham: “Bind op om dig, og bind dine Sandaler på!” Og han gjorde så. Og han siger til ham: “Kast din Kappe om dig, og følg mig!”
9. Og han gik ud og fulgte ham, og han vidste ikke, at det, som skete ved Engelen, var virkeligt, men mente, at han så et Syn. 10. Men de gik igennem den første og den anden Vagt og kom til den Jernport, som førte ud til Staden; denne åbnede sig for dem af sig selv, og de kom ud og gik en Gade frem, og straks skiltes Engelen fra ham.
11. Og da Peter kom til sig selv, sagde han: “Nu ved jeg i Sandhed, at Herren udsendte sin Engel og udfriede mig af Herodes’s Hånd og al det jødiske Folks Forventning.” 12. Og da han havde besindet sig, gik han til Marias Hus, hun, som var Moder til Johannes, med Tilnavn Markus, hvor mange vare forsamlede og bade.
13. Men da han bankede på Døren til Portrummet, kom der en Pige ved Navn Rode for at høre efter.
14. Og da hun kendte Peters Røst, lod hun af Glæde være at åbne Porten, men løb ind og forkyndte dem, at Peter stod uden for Porten.
15. Da sagde de til hende: “Du raser.” Men hun stod fast på, at det var således. Men de sagde: “Det er hans Engel.” 16. Men Peter blev ved at banke på, og da de lukkede op, så de ham og bleve forbavsede.
17. Da vinkede han til dem med Hånden, at de skulde tie, og fortalte dem, hvorledes Herren havde ført ham ud af Fængselet, og han sagde: “Forkynder Jakob og Brødrene dette!” Og han gik ud og drog til et andet Sted.

18. Men da det blev Dag, var der ikke liden Uro iblandt Stridsmændene over, hvad der var blevet af Peter. 19. Men da Herodes søgte ham og ikke fandt ham, forhørte han Vagten og befalede, at de skulde henrettes. Og han drog ned fra Judæa til Kæsarea og opholdt sig der.
20. Men han lå i Strid med Tyrierne og Sidonierne. Men de kom endrægtigt til ham og fik Blastus, Kongens Kammerherre, på deres Side og bade om Fred, fordi deres Land fik Næringsmidler tilførte fra Kongens Land.
21. Men på en fastsat Dag iførte Herodes sig en Kongedragt og satte sig på Tronen og holdt en Tale til dem, 22. Og Folket råbte til ham: “DeterGudsRøstog ikke et Menneskes.” 23. Men straks slog en Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme og udåndede. 24. Men Guds Ord havde Fremgang og udbredtes. 25. Og Barnabas og Saulus vendte tilbage fra Jerusalem efter at have fuldført deres Ærinde, og de havde Johannes, med Tilnavn Markus, med sig.

Apostelenes gerninger 13

1. Men i Antiokia, i den derværende Menighed, var der Profeter og Lærere, nemlig Barnabas og Simeon, med Tilnavn Niger, og Kyrenæeren Lukius og Manaen, en Fosterbroder af Fjerdingsfyrsten Herodes, og Saulus.
2. Medens de nu holdt Gudstjeneste og fastede, sagde den Helligånd: “Udtager mig Barnabas og Saulus til den Gerning, hvortil jeg har kaldet dem.”
3. Da fastede de og bade og lagde Hænderne på dem og lode dem fare. 4. Da de nu således vare udsendte af den Helligånd, droge de ned til Seleukia og sejlede derfra til Kypern. 5. Og da de vare komne til Salamis, forkyndte de Guds Ord i Jødernes Synagoger; men de havde også Johannes til Medhjælper. 6. Og da de vare dragne igennem hele Øen indtil Pafus, fandt de en Troldkarl, en falsk Profet, en Jøde, hvis Navn var Barjesus. 7. Han var hos Statholderen Sergius Paulus, en forstandig Mand. Denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og attråede at høre Guds Ord.
8. Men Elimas, Troldkarlen, (thi dette betyder hans Navn), stod dem imod og søgte at vende Statholderen bort fra Troen. 9. Men Saulus, som også kaldes Paulus, blev fyldt med den Helligånd, så fast på ham og sagde:
10. “O, du Djævelens Barn, fuld af al Svig og al Underfundighed, du Fjende af al Retfærdighed! vil du ikke holde op med at forvende Herrens de lige Veje?
11. Og nu se, Herrens Hånd er over dig, og du skal blive blind og til en Tid ikke se Solen.” Men straks faldt der Mulm og Mørke over ham, og han gik omkring og søgte efter nogen, som kunde lede ham.
12. Da Statholderen så det, som var sket, troede han, slagen af Forundring over Herrens Lære.