The Bible, New Testament, in Danish (page 7)

14. Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!
15. Thi han siger til Moses: “Jeg vil være barmhjertig imod den, hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over.”
16. Altså står det ikke til den, som vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som er barmhjertig. 17. Thi Skriften siger til Farao: “Netop derfor lod jeg dig fremstå, for at jeg kunde vise min Magt på dig, og for at mit Navn skulde forkyndes på hele Jorden.”
18. Så forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.

19. Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem står hans Villie imod?
20. Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som går i Rette med Gud? mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvorfor gjorde du mig således?
21. Eller har Pottemageren ikke Rådighed over Leret til af den samme Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære? 22. Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog med stor Langmodighed tålte Vredes-Kar, som vare beredte til Fortabelse,
23. også for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed? 24. Og hertil kaldte han også os, ikke alene af Jøder, men også af Hedninger,
25. som han også siger hos Hoseas: “Det, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede; den elskede;
26. og det skal ske, at på det Sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn.” 27. Men Esajas udråber over Israel: “Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand, så skal kun Levningen frelses. 28. Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han fuldbyrde det på Jorden.”
29. Og som Esajas forud har sagt: “Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte lige med Gomorra.”

30. Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed; nemlig Retfærdigheden af Tro; 31. men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, nåede ikke til en sådan Lov.
32. Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som af Geringer. De stødte an på Anstødsstenen,
33. som der er skrevet: “Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en Forargelses Klippe; og den, som tror på ham, skal ikke blive til Skamme.”

Romerne 10

1. Brødre!mit Hjertes Ønske og Bøn til Gud for dem er om deres Frelse.
2. Thi jeg giver dem det Vidnesbyrd, at de have Nidkærhed for Gud, men ikke med Forstand;
3. thi da de ikke kendte Guds. Retfærdighed og tragtede efter at opstille deres egen Retfærdighed, så bøjede de sig ikke under Guds Retfærdighed.

4. Thi Kristus er Lovens Ende til Retfærdighed for hver den, som tror.
5. Moses skriver jo, at det Menneske, som gør den Retfærdighed, der er af Loven, skal leve ved den.
6. Men Retfærdigheden af Tro siger således: Sig ikke i dit Hjerte: Hvem vil fare op til Himmelen? nemlig for at hente Kristus ned; 7. eller: Hvem vil fare ned i Afgrunden? nemlig for at hente Kristus op fra de døde.
8. Men hvad,siger den? Ordet er dig nær, i din Mund og i dit Hjerte, det er det Troens Ord, som vi prædike. 9. Thi dersom du med din Mund bekender Jesus som Herre og tror i dit Hjerte, at Gud oprejste ham fra de døde, da skal du blive frelst.
10. Thi med Hjertet tror man til Retfærdighed, og med Munden bekender man til Frelse.
11. Skriften siger jo: “Hver den, som tror på ham, skal ikke blive til Skamme.”
12. Thi der er ikke Forskel på Jøde og Græker; thi den samme er alles Herre, rig nok for alle dem, som påkalde ham. 13. Thi hver den, som påkalder Herrens Navn, skal blive frelst.

14. Hvorledes skulde de nu påkalde den, på hvem de ikke have troet? og hvorledes skulde de tro den, som de ikke have hørt? og hvorledes skulde de høre, uden der er nogen, som prædiker? 15. og hvorledes skulde de prædike, dersom de ikke bleve udsendte? Som der er skrevet: “Hvor dejlige. ere deres Fødder, som forkynde godt Budskab.”
16. Dog ikke alle løde Evangeliet; thi Esajas siger: “Herre! hvem troede det, (han hørte af os?”)
17. Altså kommer Troen af det. som høres, men det, som høres, kommer igennem Kristi Ord.
18. Men jeg siger: Have de ikke hørt? Jo vist, “over hele Jorden er deres Røst udgået og til Jorderiges Grænser deres Ord.” 19. Men jeg siger: Har Israel ikke forstået det? Først siger Moses: “Jeg vil gøre eder nidkære på et Folk, som ikke er et Folk, imod et uforstandigt Folk vil jeg opirre eder.” 20. Men Esajas drister sig til at sige: “Jeg blev funden af dem, som ikke søgte mig; jeg blev åbenbar for dem. som ikke spurgte efter mig.”
21. Men om Israel siger han: “Den hele Dag udstrakte jeg mine Hænder imod et ulydigt og genstridigt Folk.”

Romerne 11

1. Jeg siger da: Mon Gud har forskudt sit folk? det være langt fra! Thi også jeg er en Israelit, af “Abrahams Sæd, Benjamins Stamme. 2. Gud har ikke forskudt sit Folk, som han forud kendte. Eller vide I ikke, hvad Skriften siger i Stykket om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, sigende: 3. “Herre! dine Profeter have de ihjelslået, dine Altre have de nedbrudt, og jeg er den eneste, der er levnet, og de efterstræbe mit Liv.”
4. Men hvad siger det guddommelige Gensvar til ham?”Jeg har levnet mig selv syv Tusinde Mænd, som ikke have bøjet Knæ for Bål.” 5. Således er der også i den nærværende Tid blevet en Levning som et Nådes-Udvalg.
6. Men er det af Nåde, da er det ikke mere af Gerninger, ellers bliver Nåden ikke mere Nåde.
7. Hvad altså? Det, Israel søger efter, har det ikke opnået, men Udvalget har opnået det; de øvrige derimod bleve forhærdede, 8. som der er skrevet: “Gud gav dem en Sløvheds Ånd, Øjne til ikke at se med, Øren til ikke at høre med indtil den Dag i Dag.” 9. Og David siger: “Deres Bord vorde til Snare og til Fælde og til Anstød og til Gengældelse for dem;
10. deres Øjne vorde formørkede, så de ikke se, og bøj altid deres Ryg!”

11. Jeg siger da: Mon de have stødt an, for at de skulde falde? Det være langt fra! Men ved deres Fald er Frelsen kommen til Hedningerne, for at dette kunde vække dem til Nidkærhed. 12. Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Tab er Hedningers Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde være det! 13. Og til eder, I Hedninger, siger jeg: For så vidt jeg nu er Hedningeapostel, ærer jeg min Tjeneste, 14. om jeg dog kunde vække min Slægt til Nidkærhed og frelse nogle af dem.
15. Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad bliver da deres Antagelse andet end Liv ud af døde?

16. Men dersom Førstegrøden er hellig, da er Dejgen det også; og dersom Roden er hellig, da ere Grenene det også. 17. Men om nogle af Grenene bleve afbrudte, og du, en vild Oliekvist, blev indpodet iblandt dem og blev meddelagtig i Olietræets Rod og Fedme,
18. da ros dig ikke imod Grenene; men dersom du roser dig, da bærer jo ikke du Roden, men Roden dig.
19. Du vil vel sige: Grene bleve afbrudte, for at jeg skulde blive indpodet.
20. Vel! ved deres Vantro bleve de afbrudte, men du står ved din Tro; vær ikke overmodig, men frygt!
21. Thi når Gud ikke sparede de naturlige Grene, vil han heller ikke spare dig.
22. Så se da Guds Godhed og Strenghed: Over dem, som faldt, er der Strenghed, men over dig Guds Godhed, hvis du bliver i hans Godhed; ellers skal også du afhugges. 23. Men også hine skulle indpodes, dersom de ikke blive i Vantroen; thi Gud er mægtig til atter at indpode dem. 24. Thi når du blev afhugget af det Olietræ, som er vildt af Naturen, og imod Naturen blev indpodet i et ædelt Olietræ, hvor meget mere skulle da disse indpodes i deres eget Olietræ, som de af Natur tilhøre!

25. Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne Hemmelighed, for at I ikke skulle være kloge i eders egne Tanker, at Forhærdelse delvis er kommen over Israel, indtil Hedningernes Fylde er gået ind;
26. og så skal hele Israel frelses, som der er skrevet: “Fra Zion skal Befrieren komme, han skal afvende Ugudeligheder fra Jakob; 27. og dette er min Pagt med dem, når jeg borttager deres Synder.” 28. Efter Evangeliet er de vel Fjender for eders Skyld, men efter Udvælgelsen ere de elskede for Fædrenes Skyld; 29. thi Nådegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke. 30. Thi ligesom I tilforn bleve ulydige imod Gud, men nu fik Barmhjertighed ved disses Ulydighed,
31. således bleve også disse nu ulydige, for at også de måtte få Barmhjertighed ved den Barmhjertighed, som er bleven eder til Del.
32. Thi Gud har indesluttet alle under Ulydighed, for at han kunde forbarme sig over alle.
33. O Dyb af Guds Rigdom og Visdom og Kundskab! hvor uransagelige ere hans Domme, og hans Veje usporlige! 34. Thi hvem har kendt Herrens Sind? eller hvem blev hans Rådgiver? 35. eller hvem gav ham først, så at der skulde gives ham Gengæld derfor?
36. Thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i Evighed! Amen.

Romerne 12

1. Jeg formaner eder altså, Brødre! ved Guds Barmhjertighed, til at fremstille eder Legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer; dette er eders fornuftige Gudsdyrkelse. 2. Og skikker eder ikke lige med denne Verden, men vorder forvandlede ved Sindets Fornyelse, så I må skønne, hvad der er Guds Villie, det gode og velbehagelige og fuldkomne.

3. Thi ved den Nåde, som er given mig, siger jeg til enhver iblandt eder, at han ikke skal tænke højere om sig selv, end han bør tænke, men tænke med Betænksomhed, efter som Gud tildelte enhver Troens Mål.
4. Thi ligesom vi have mange Lemmer på eet Legeme, men Lemmerne ikke alle have den samme Gerning,
5. således ere vi mange eet Legeme i Kristus, men hver for sig hverandres Lemmer.
6. Men efterdi vi have forskellige Nådegaver efter den Nåde, som er given os, det være sig Profeti, da lader os bruge den i Forhold til vor Tro;
7. eller en Tjeneste, da lader os tage Vare på Tjenesten; eller om nogen lærer, på Lærergerningen;
8. eller om nogen formaner, på Formaningen; den, som uddeler, gøre det med Redelighed; den, som er Forstander, være det med Iver; den, som øver Barmhjertighed, gøre det med Glæde!

9. Kærligheden være uskrømtet; afskyer det onde, holder eder til det gode;
10. værer i eders Broderkærlighed hverandre inderligt hengivne; forekommer hverandre i at vise Ærbødighed! 11. Værer ikke lunkne i eders Iver; værer brændende i Ånden; tjener Herren;
12. værer glade i Håbet, udholdende i Trængselen, vedholdende i Bønnen!
13. Tager Del i de helliges Fornødenheder; lægger Vind på Gæstfrihed!
14. Velsigner dem, som forfølge eder, velsigner og forbander ikke! 15. Glæder eder med de glade, og græder med de grædende! 16. Værer enige indbyrdes; tragter ikke efter de høje Ting, men holder eder til det lave; vorder ikke kloge i eders egne Tanker! 17. Betaler ikke nogen ondt for ondt; lægger Vind på, hvad der er godt for alle Menneskers Åsyn!
18. Dersom det er muligt – såvidt det står til eder – da holder Fred med alle Mennesker:
19. Hævner eder ikke selv, I elskede! men giver Vreden Rum; thi der er skrevet: “Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren.”
20. Nej, dersom din Fjende hungrer, giv ham Mad; dersom han tørster, giv ham Drikke; thi når du gør dette, vil du samle gloende Kul på hans Hoved.
21. Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode!

Romerne 13

1. Hver Sjæl underordne sig de foresatte Øvrigheder; thi der er ikke Øvrighed uden af Gud, men de, som ere, ere indsatte af Gud, 2. så at den, som sætter sig imod Øvrigheden, modstår Guds Ordning; men de, som modstå, skulle få deres Dom. 3. Thi de styrende ere ikke en Skræk for den gode Gerning, men for den onde. Men vil du være uden Frygt for Øvrigheden, så gør det gode, og du skal få Ros af den.
4. Thi den er en Guds Tjener, dig til gode. Men dersom du gør det onde, da frygt; thi den bærer ikke Sværdet forgæves; den er nemlig Guds Tjener, en Hævner til Straf for den, som øver det onde.
5. Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene for Straffens Skyld, men også for Samvittighedens. 6. Derfor betale I jo også Skatter; thi de ere Guds Tjenere, som just tage Vare på dette.
7. Betaler alle, hvad I ere dem skyldige: den, som I ere Skat skyldige, Skat; den, som Told, Told; den, som Frygt, Frygt; den, som Ære, Ære.

8. Bliver ingen noget skyldige, uden det, at elske hverandre; thi den, som elsker den anden, har opfyldt Loven. 9. Thi det: “Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke begære,” og hvilket andet bud der er, det sammenfattes i dette Ord: “Du skal elske din Næste som dig selv,”
10. Kærligheden gør ikke ondt imod Næsten; derfor er Kærligheden Lovens Fylde.

11. Og dette just, fordi I kende Tiden, at det alt er på Tide, at I skulle stå op af Søvne; thi nu er vor Frelse nærmere, end da vi bleve troende.
12. Natten er fremrykket, og Dagen er kommen nær. Lader os derfor aflægge Mørkets Gerninger og iføre os Lysets Våben; 13. lader os vandre sømmeligt som om Dagen, ikke i Svir og Drik, ikke i Løsagtighed og Uterlighed, ikke i Kiv og Avind; 14. men ifører eder den Herre Jesus Kristus, og drager ikke Omsorg for Kødet, så Begæringer vækkes!

Romerne 14

1. Men tager eder af den, som er skrøbelig i Troen, og dømmer ikke hans Meninger!
2. En har Tro til at spise alt; men den skrøbelige spiser kun Urter.
3. Den, som spiser, må ikke ringeagte den, som ikke spiser; og den, som ikke spiser, må ikke dømme den, som spiser; thi Gud har taget sig af ham.
4. Hvem er du, som dømmer en andens Tjener? For sin egen Herre står eller falder han; men han skal blive stående, thi Herren er mægtig til at lade ham stå.
5. En agter den ene Dag fremfor den anden, en anden agter alle dage lige; enhver have fuld Vished i sit eget Sind! 6. Den, som lægger Vægt på Dagen, han gør det for Herren. Og den, som spiser, gør det for Herren, thi han takker Gud; og den, som ikke spiser, gør det for Herren og takker Gud. 7. Thi ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; 8. thi når vi leve, leve vi for Herren, og når vi dø, dø vi for Herren; derfor, enten vi leve, eller vi dø, ere vi Herrens. 9. Dertil er jo Kristus død og bleven levende, at han skal herske både over døde og levende.
10. Men du, hvorfor dømmer du din Broder? eller du, hvorfor ringeagter du din Broder? Vi skulle jo alle fremstilles for Guds Domstol.
11. Thi der er skrevet: “Så sandt jeg lever, siger Herren, for mig skal hvert Knæ bøje sig, og hver Tunge skal bekende Gud.” 12. Altså skal hver af os gøre Gud Regnskab for sig selv.

13. Derfor,lader os ikke mere dømme hverandre, men dømmer hellere dette, at man ikke må give sin Broder Anstød eller Forargelse. 14. Jeg ved og er vis på i den Herre Jesus, at intet er urent i sig selv; dog, for den, som agter noget for urent, for ham er det urent.
15. Thi dersom din Broder bedrøves for Mads Skyld, da vandrer du ikke mere i Kærlighed. Led ikke ved din Mad den i Fordærvelse, for hvis Skyld Kristus er død.
16. Lader derfor ikke eders Gode blive bespottet! 17. Thi Guds Rige består ikke i at spise og drikke, men i Retfærdighed og Fred og Glæde i den Helligånd. 18. Thi den, som deri tjener Kristus, er velbehagelig for Gud og tækkelig for Menneskene.
19. Derfor, lader os tragte efter det, som tjener til Fred og indbyrdes Opbyggelse!
20. Nedbryd ikke Guds Værk for Mads Skyld! Vel er alt rent, men det er ondt for det Menneske, som spiser med Anstød. 21. Det er rigtigt ikke at spise Kød eller at drikke Vin eller at gøre noget, hvoraf din Broder tager Anstød. 22. Den Tro, du har, hav den hos dig selv for Gud! Salig er den, som ikke dømmer sig selv i det, som han vælger. 23. Men den, som tvivler, når han spiser, han er domfældt, fordi det ikke er at Tro; men alt det, som ikke er af Tro, er Synd.

Romerne 15

1. Men vi, som ere stærke, bør bære de svages Skrøbeligheder og ikke være os selv til Behag.
2. Enhver af os være sin Næste til Behag til det gode, til Opbyggelse.
3. Thi også Kristus var ikke sig selv til Behag; men, som der er skrevet: “Deres Forhånelser, som håne dig, ere faldne på mig.” 4. Thi alt, hvad der er skrevet tilforn, det er skrevet til vor Belæring, for at vi skulle have Håbet ved Udholdenheden og Skrifternes Trøst.
5. Men Udholdenhedensog Trøstens Gud give eder at være enige indbyrdes, som Kristus Jesus vil det, 6. for at I endrægtigt med een Mund kunne prise Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader.
7. Derfor tager eder af hverandre, ligesom også Kristus har taget sig af os, til Guds Ære.
8. Jeg siger nemlig, at Kristus er bleven Tjener for omskårne for Guds Sanddruheds Skyld for at stadfæste Forjættelserne til Fædrene;
9. men at Hedningerne skulle prise Gud for hans Barmhjertigheds Skyld, som der er skrevet: “Derfor vil jeg bekende dig iblandt Hedninger og lovsynge dit Navn,”
10. Og atter siges der: “Fryder eder, I Hedninger, med hans Folk!” 11. Og atter: “Lover Herren, alle Hedninger, og alle Folkene skulle prise ham.”
12. Og atter siger Esajas: “Komme skal Isajs Rodskud og han, der rejser sig for at herske over Hedninger; på ham skulle Hedninger håbe.”
13. Men Håbets Gud fylde eder med al Glæde og Fred, idet I tro, for at I må blive rige i Håbet ved den Helligånds Kraft!

14. Men også jeg, mine Brødre! har selv den Forvisning om eder, at I også selv ere fulde af Godhed, fyldte med al Kundskab, i Stand til også at påminde hverandre.
15. Dog har jeg for en Del tilskrevet eder noget dristigere for at påminde eder på Grund af den Nåde, som er given mig fra Gud 16. til iblandt Hedningerne at være en Kristi Jesu Offertjener, der som Præst betjener Guds Evangelium, for at Hedningerne må blive et velbehageligt Offer, helliget ved den Helligånd. 17. Således har jeg min Ros i Kristus Jesus af min Tjeneste for Gud. 18. Thi jeg vil ikke driste mig til at tale om noget af det, som Kristus ikke har udført ved mig til at virke Hedningers Lydighed, ved Ord og Handling,
19. ved Tegns og Undergerningers Kraft, ved Guds Ånds Kraft, så at jeg fra Jerusalem og trindt omkring indtil Illyrien har til fulde forkyndt Kristi Evangelium;
20. dog således, at jeg sætter min Ære i at forkynde Evangeliet ikke der, hvor Kristus er nævnet, for at jeg,ikke skal bygge på en andens Grundvold,
21. men, som der er skrevet: “De, for hvem der ikke blev kundgjort om ham, skulle se, og de, som ikke have hørt, skulle forstå.”

22. Derfor er jeg også de mange Gange bleven forhindret i at komme til eder.
23. Men nu, da jeg ikke mere har Rum i disse Egne og i mange År har haft Længsel efter at komme til eder, 24. vil jeg, når jeg rejser til Spanien, komme til eder; thi jeg håber at se eder på Gennemrejsen og af eder at blive befordret derhen, når jeg først i nogen Måde er bleven tilfredsstillet hos eder.
25. Men nu rejser jeg til Jerusalem i Tjeneste for de hellige. 26. Thi Makedonien og Akaja have fundet Glæde i at gøre et Sammenskud til de fattige iblandt de hellige i Jerusalem. 27. De have nemlig fundet Glæde deri, og de ere deres Skyldnere. Thi ere Hedningerne blevne delagtige i hines åndelige Goder, da ere de også skyldige at tjene dem med de timelige. 28. Når jeg da har fuldbragt dette og beseglet denne Frugt for dem, vil jeg derfra drage om ad eder til Spanien. 29. Men jeg ved, at når jeg kommer til eder, skal jeg komme med Kristi Velsignelses Fylde.

30. Men jeg formaner eder,Brødre! ved vor Herre Jesus Kristus og ved Åndens Kærlighed til med mig at stride i eders Bønner for mig til Gud,
31. for at jeg må udfries fra de genstridige i Judæa, og mit Ærinde til Jerusalem må blive de hellige kærkomment, 32. for at jeg kan komme til eder med Glæde, ved Guds Villie, og vederkvæges med eder.
33. Men Fredens Gud være med eder alle! Amen.

Romerne 16

1. Men jeg anbefaler eder Føbe, vor Søster, som er Tjenerinde ved Menighed i Kenkreæ,
2. for at I må modtage hende i Herren, som det sømmer sig de hellige, og yde hende Bistand, i hvad som helst hun måtte trænge til eder; thi også hun har været en Hjælperske for mange og for mig selv med.
3. Hilser Priska og Akvila, mine Medarbejdere i Kristus Jesus, 4. som jo for mit Liv have sat deres egen Hals i Vove, hvem ikke alene jeg takker, men også alle Hedningernes Menigheder; 5. og hilser Menigheden i deres Hus! Hilser Epænetus, min elskede, som er Asiens Førstegrøde for Kristus. 6. Hilser Maria, som har arbejdet meget for eder. 7. Hilser Andronikus og Junias, mine Frænder og mine medfangne, som jo ere navnkundige iblandt Apostlene og tilmed have været i Kristus før mig.
8. Hilser Ampliatus, min elskede i Herren! 9. Hilser Urbanus, vor Medarbejder i Kristus, og Stakys, min elskede!
10. Hilser Apelles, den prøvede i Kristus. Hilser dem, som ere af Aristobulus’s Hus.
11. Hilser Herodion, min Frænde! Hilser dem af Narkissus’s Hus, som ere i Herren.
12. Hilser Tryfæna og Tryfosa, som arbejde i Herren. Hilser; Persis, den elskede, som jo har arbejdet meget i Herren. 13. Hilser Rufus, den udvalgte i Herren, og hans og min Moder! 14. Hilser Asynkritus,Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og Brødrene hos dem!
15. Hilser Filologus og Julia, Nereus og hans Søster og Olympas og alle de hellige hos dem!
16. Hilser hverandre med et helligt Kys! Alle Kristi Menigheder hilse eder!

17. Men jeg formaner eder, Brødre! til at give Agt på dem, som volde Splittelseme og Forargelseme tvært imod den Lære, som I have lært, og viger bort fra dem!
18. Thi sådanne tjene ikke vor Herre Kristus, men deres egen Bug, og ved søde Ord og skøn Tale forføre de troskyldiges Hjerter. 19. Eders Lydighed er jo kommen alle for Øre; derfor glæder jeg mig over eder. Men jeg vil, at I skulle være vise med Hensyn til det gode og enfoldige med Hensyn til det onde. 20. Men Fredens Gud skal hastelig knuse Satan under eders Fødder. Vore Herres Jesu Kristi Nåde være med eder!

21. Timotheus, min Medarbejder, og Lukius og Jason og Sosipater, mine Frænder, hilse eder.
22. Jeg,Tertius, som har nedskrevet dette Brev, hilser eder i Herren.
23. Kajus, min og den hele Menigheds Vært, hilser eder. Erastus, Stadens Rentemester, hilser eder, og Broderen Kvartus.

24. Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eder alle! Amen.) 25. Men ham, som kan styrke eder i mit Evangelium og Forkyndelsen af Jesus Kristus, i Overensstemmelse med Åbenbarelse af en Hemmelighed, som var fortiet fra evige Tider, 26. men nu er bragt for Dagen og ved profetiske Skrifter efter den evige Guds Befaling kundgjort for alle Hedningerne til TrosLydighed:
27. Den ene vise Gud ved Jesus Kristus, ham være Ære i Evigheders Evighed! Amen.

1.Korinterne

1.Korinterne 1

1. Paulus, Jesu Kristi kaldede Apostel ved Guds Villie, og Broderen Sosthenes
2. til Guds Menighed, som er i Korinth, helligede i Kristus Jesus, hellige ifølge Kald tillige med alle dem, der på ethvert Sted påkalde vor Herres Jesu Kristi, deres og vor Herres Navn: 3. Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

4. Jeg takker min Gud altid for eder, for den Guds Nåde, som blev givet eder i Kristus Jesus,
5. at I ved ham ere blevne rige i alt, i al Tale og al Kundskab, 6. ligesom Vidnesbyrdet om Kristus er blevet stadfæstet hos eder, 7. så at I ikke stå tilbage i nogen Nådegave, idet I forvente vor Herres Jesu Kristi Åbenbarelse,
8. han, som også skal stadfæste eder indtil Enden som ustraffelige på vor Herres Jesu Kristi Dag,
9. Trofast er Gud, ved hvem I bleve kaldede til Samfund med hans Søn, Jesus Kristus, vor Herre.

10. Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Kristi Navn, at I alle skulle føre samme Tale, og at der ikke må findes Splittelser iblandt eder, men at I skulle være forenede i det samme Sind og i den samme Mening.
11. Thi det er blevet mig fortalt om eder, mine Brødre! af Bloes Husfolk, at der er Splidagtighed iblandt eder. 12. Jeg mener dette, at enhver af eder siger: Jeg hører Paulus til, og jeg Apollos, og jeg Kefas, og jeg Kristus. 13. Er Kristus delt? mon Paulus blev korsfæstet for eder? eller bleve I døbte til Paulus’s Navn?
14. Jeg takker Gud for, at jeg ikke døbte nogen af eder, uden Krispus og Kajus,
15. for at ikke nogen skal sige, at I bleve døbte til mit Navn. 16. Dog, jeg døbte også Stefanas’s Hus; ellers ved jeg ikke, om jeg døbte nogen anden.

17. Thi Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde Evangeliet, ikke med vise Ord, for at Kristi Kors ikke skulde tabe sin Kraft.
18. Thi Korsets Ord er vel for dem, som fortabes, en Dårskab, men for dem, som frelses, for os er det en Guds Kraft. 19. Thi der er skrevet: “Jeg vil lægge de vises Visdom øde, og de forstandiges Forstand vil jeg gøre til intet.” 20. Hvor er der en viis? hvor er der en skriftklog? hvor er der en Ordkæmper al denne verden? har Gud ikke gjort Verdens Visdom til Dårskab?
21. Thi efterdi Verden ved sin Visdom ikke erkendte Gud i hans Visdom, behagede det Gud ved Prædikenens Dårskab at frelse dem, som tro,
22. eftersom både Jøder kræve Tegn, og Grækere søge Visdom, 23. vi derimod prædike Kristus som korsfæstet, for Jøder en Forargelse og for Hedninger en Dårskab, 24. men for selve de kaldede både Jøder og Grækere, Kristus som Guds Kraft og Guds Visdom.
25. Thi Guds Dårskab er visere end Menneskene, og Guds Svaghed er stærkere end Menneskene.

26. Thi ser, Brødre! på eders Kaldelse, at I ere ikke mange vise efter Kødet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; 27. men det, som var Dårskab for Verden udvalgte Gud for at beskæmme de vise, og det, som var svagt for Verden, udvalgte Gud for at beskæmme det stærke;
28. og det for Verden uædle og det ringeagtede, det, som intet var, udvalgte Gud for at gøre det, som var noget, til intet, 29. for at intet Kød skal rose sig for Gud. 30. Men ud af ham ere I i Kristus Jesus, som blev os Visdom fra Gud, både Retfærdighed og Helliggørelse og Forløsning; 31. for at, som der er skrevet: “Den, som roser sig, rose sig af Herren!”

1.Korinterne 2

1. Og jeg, Brødre! da jeg kom til eder, kom jeg ikke og forkyndte eder Gud Vidnesbyrd med Stormægtighed i Tale eller i Visdom; 2. thi jeg agtede ikke at vide noget iblandt eder uden Jesus Kristus og ham korsfæstet;
3. og jeg færdedes hos eder i Svaghed og i Frygt og megen Bæven, 4. og min Tale og min Prædiken var ikke med Visdoms overtalende Ord, men med Ånds og Krafts Bevisning, 5. for at eders Tro ikke skulde bero på Menneskers Visdom, men på Guds Kraft.

6. Dog, Visdom tale vi iblandt de fuldkomne, men en Visdom, der ikke stammer fra denne Verden, ikke heller fra denne Verdens Herskere, som blive til intet;
7. men vi tale Visdom fra Gud, den hemmelige, den, som var skjult, som Gud før Verdens Begyndelse forudbestemte til vor Herlighed, 8. hvilken ingen af denne Verdens Herskere har erkendt; thi; havde de erkendt den,havde de ikke korsfæstet Herlighedens Herre; 9. men, som der er skrevet: “Hvad intet Øje har set, og intet Øre har hørt, og ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte, hvad Gud har beredt dem, som elske ham.”
10. Men os åbenbarede Gud det ved Ånden; thi Ånden ransager alle Ting, også Guds Dybder.
11. Thi hvilket Menneske ved, hvad der er i Mennesket, uden Menneskets Ånd, som er i ham? Således har heller ingen erkendt, hvad der er i Gud, uden Guds Ånd.
12. Men vi have ikke fået Verdens Ånd, men Ånden fra Gud, for at vi kunne vide, hvad der er os skænket af Gud; 13. og dette tale vi også, ikke med Ord, lærte af menneskelig Visdom, men med Ord, lærte af Ånden, idet vi tolke åndelige Ting med åndelige Ord.

14. Men det sjælelige Menneske tager ikke imod de Ting, som høre Guds Ånd til; thi de ere ham en Dårskab, og han kan ikke erkende dem, thi de bedømmes åndeligt.
15. Men den åndelige bedømmer alle Ting, selv derimod bedømmes han af ingen.
16. Thi hvem har kendt Herrens Sind, så han skulde kunne undervise ham? Men vi have Kristi Sind.

1.Korinterne 3

1. Og jeg, Brødre! kunde ikke tale til eder som til åndelige, men som til kødelige, som til spæde Børn i Kristus. 2. Mælk gav jeg eder at drikke, ikke fast Føde; thi I kunde endnu ikke tåle det, ja, I kunne det ikke engang nu; 3. thi endnu ere I kødelige. Når der nemlig er Nid og Splid iblandt eder, ere I da ikke kødelige og vandre på Menneskers Vis? 4. Thi når en siger: “Jeg hører Paulus til,” og en anden: “Jeg hører Apollos til,” ere I så ikke “Mennesker”?

5. Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvilke I bleve troende og det, efter som Herren gav enhver. 6. Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav Vækst. 7. Så er da hverken den noget, som planter, ikke heller den, som vander, men Gud, som giver Vækst.
8. Den, som planter, og den, som vander, ere eet; men hver skal få sin egen Løn efter sit eget Arbejde.
9. Thi Guds Medarbejdere ere vi; Guds Ager, Guds Bygning ere I.

10. Efter den Guds Nåde, som blev given mig, har jeg som en viis Bygmester lagt Grundvold, men en anden bygger derpå. Men enhver se til, hvorledes han bygger derpå!
11. thi anden Grundvold kan ingen lægge end den, som er lagt, hvilken er Jesus Kristus.
12. Men dersom nogen på Grundvolden bygger med Guld, Sølv, kostbare Sten, Træ, Hø, Strå,
13. da skal enhvers Arbejde blive åbenbaret; thi Dagen skal gøre det klart, efterdi den åbenbares med Ild, og hvordan enhvers Arbejde er, det skal Ilden prøve.
14. Dersom det Arbejde, som en har bygget derpå, består, da skal han få Løn;
15. dersom ens Arbejde bliver opbrændt, da skal han gå Glip af den; men selv skal han blive frelst, dog som igennem Ild. 16. Vide I ikke, at I ere Guds Tempel, og Guds Ånd bor i eder? 17. Dersom nogen fordærver Guds Tempel, skal Gud fordærve ham; thi Guds Tempel er helligt, og det ere jo I.

18. Ingen bedrage sig selv! Dersom nogen tykkes at være viis iblandt eder i denne Verden, han vorde en Dåre, for at han kan vorde viis.
19. Thi denne Verdens Visdom er Dårskab for Gud; thi der er skrevet: “Han er den, som griber de vise i deres Træskhed;” 20. og atter:”Herren kender de vises Tanker, at de ere forfængelige.”
21. Derfor rose ingen sig af Mennesker! Alle Ting ere jo eders, 22. være sig Paulus eller Apollos eller Kefas eller Verden eller Liv eller Død eller det nærværende eller det tilkommende: alle Ting ere eders;
23. men I ere Kristi, og Kristus er Guds.

1.Korinterne 4

1. Således agte man os; som Kristi Tjenere og Husholdere over Guds Hemmeligheder!
2. I øvrigt kræves her af Husholdere, at man må findes tro, 3. Men mig er det såre lidet at bedømmes af eder eller af en menneskelig Ret; ja, jeg bedømmer end ikke mig selv. 4. Thi vel ved jeg intet med mig selv, dog er jeg ikke dermed retfærdiggjort; men den, som bedømmer mig, er Herren. 5. Derfor dømmer ikke noget før Tiden, førend Herren kommer, som både skal bringe for lyset det, som er skjult i Mørket, og åbenbare Hjerternes Råd; og da skal enhver få sin Ros fra Gud.

6. Men dette, Brødre! har jeg anvendt på mig selv og Apollos for eders Skyld, for at I på os kunne lære dette “ikke ud over, hvad der står skrevet”, for at ikke nogen af eder for eens Skyld skal opblæse sig mod en anden.
7. Thi hvem giver dig Fortrin? og hvad har du, som du ikke har fået givet? men når du virkelig har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde fået det?
8. I ere allerede mættede, I ere allerede blevne rige, I ere blevne Konger uden os, ja, gid I dog vare blevne Konger, for at også vi kunde være Konger med eder!
9. Thi mig synes, at Gud har fremstillet os Apostle som de ringeste, ligesom dødsdømte; thi et Skuespilere vi blevne for Verden, både for Engle og Mennesker.
10. Vi ere Dårer for Kristi Skyld, men I ere kloge i Kristus; vi svage, men I stærke; I hædrede, men vi vanærede. 11. Indtil denne Time lide vi både Hunger og Tørst og Nøgenhed og få Næveslag og have intet blivende Sted
12. og arbejde møjsommeligt med vore egne Hænder. Udskælder man os, velsigne vi; forfølger man os, finde vi os deri; 13. spotter man os, give vi gode Ord; som Verdens Fejeskarn ere vi blevne, et Udskud for alle indtil nu.

14. Ikke for at beskæmme eder skriver jeg dette; men jeg påminder eder som mine elskede Børn.
15. Thi om I end have ti Tusinde Opdragere i Kristus, have I dog ikke mange Fædre; thi jeg har i Kristus Jesus avlet eder ved Evangeliet.
16. Jeg formaner eder altså, vorder mine Efterfølgere! 17. Derfor har jeg sendt Timotheus til eder, som er mit elskede og trofaste Barn i Herren, og han skal minde eder om mine Veje i Kristus, således som jeg lærer alle Vegne i enhver Menighed. 18. Men nogle ere blevne opblæste, i den Tanke, at jeg ikke kommer til eder;
19. men jeg skal snart komme til eder, om Herren vil, og gøre mig bekendt, ikke med de opblæstes Ord, men med deres Kraft. 20. Thi Guds Rige består ikke i Ord, men i Kraft. 21. Hvad ville I? Skal jeg komme til eder med Ris eller med Kærlighed og Sagtmodigheds Ånd?

1.Korinterne 5

1. I det hele taget høres der om Utugt iblandt eder, og det sådan Utugt, som end ikke findes iblandt Hedningerne, at en lever med sin Faders Hustru.
2. Og I ere opblæste og bleve ikke snarere bedrøvede, for at den, som har gjort denne Gerning, måtte udstødes af eders Midte! 3. Thi jeg for min Del, fraværende med Legemet, men nærværende med Ånden, har allerede, som om jeg var nærværende, fældet den Dom over ham, som på sådan, Vis har bedrevet dette, 4. at, når i vor Herres Jesu Navn I og min Ånd ere forsamlede, så med vor Herres Jesu Kraft
5. at overgive den pågældende til Satan til Kødets Undergang, for af Ånden kan frelses på den Herres Jesu dag. 6. Det er ikke noget smukt, I rose eder af! Vide I ikke, at en liden Surdejg syrer hele Dejgen?
7. Udrenser den gamle Surdejg, for at I kunne være en ny Dejg, ligesom I jo ere usyrede;thi også vort Påskelam er slagtet, nemlig Kristus.
8. Derfor, lader os holde Højtid, ikke med gammel Surdejg, ej heller med Sletheds og Ondskabs Surdejg, men med Renheds og Sandheds usyrede Brød.

9. Jeg skrev eder til i mit Brev, at I ikke skulle have Samkvem med utugtige,
10. ikke i al Almindelighed denne Verdens utugtige eller havesyge og Røvere eller Afgudsdyrkere; ellers måtte I jo gå ud af Verden. 11. Men nu skrev jeg til eder, at I ikke skulle have Samkvem, om nogen, der har Navn af Broder, er en utugtig eller en havesyg eller en Afgudsdyrker eller en Skændegæst eller en Dranker eller en Røver, ja, end ikke spise sammen med en sådan. 12. Thi hvad kommer det mig ved at dømme dem, som ere udenfor? Dømme I ikke dem, som ere indenfor?
13. Men dem udenfor skal Gud dømme.Bortskaffer den onde fra eder selv!

1.Korinterne 6

1. Kan nogen af eder, når han har Sag med en anden, føre det over sit Sind at søge Dom hos de uretfærdige, og ikke hos de hellige? 2. Eller vide I ikke, at de hellige skulle dømme Verden? og når Verden dømmes ved eder, ere I da uværdige til at sidde til Doms i de ringeste Sager?
3. Vide I ikke, at vi skulle dømme Engle? end sige da i timelige Ting!
4. Når I da have Sager om timelige Ting, sætte I da dem til Dommere, som ere agtede for intet i Menigheden? 5. Til Skam for eder siger jeg det: Er der da slet ingen viis iblandt eder, som kan dømme sine Brødre imellem? 6. Men Broder fører Sag imod Broder, og det for vantro! 7. Overhovedet er jo allerede det en Fejl hos eder, at I have Retssager med hverandre. Hvorfor lide I ikke hellere Uret? hvorfor lade I eder ikke hellere plyndre? 8. Men I gøre Uret og plyndre, og det Brødre! 9. Eller vide I ikke, at uretfærdige skulle ikke arve Guds Rige? Farer ikke vild! Hverken utugtige eller Afgudsdyrkere eller Horkarle eller de som lade sig bruge til unaturlig Utugt, eller de, som øve den,
10. eller Tyve eller havesyge eller Drankere, ingen Skændegæster, ingen Røvere skulle arve Guds Rige.
11. Og sådanne vare I for en Del; men I lode eder aftvætte, ja, I bleve helligede, ja, I bleve retfærdiggjorte ved den Herres Jesu Navn og ved vor Guds Ånd.

12. Alt er mig tilladt, men ikke alt er gavnligt; alt er mig tilladt, men jeg skal ikke lade mig beherske af noget. 13. Maden er for Bugen og Bugen for Maden; men Gud skal tilintetgøre både denne og hin. Legemet derimod er ikke for Utugt, men for Herren, og Herren for Legemet;
14. og Gud har både oprejst Herren og skal oprejse os ved sin Kraft. 15. Vide I ikke, at eders Legemer ere Kristi Lemmer? Skal jeg da tage Kristi Lemmer og gøre Skøgelemmer deraf? Det være langt fra!
16. Eller vide I ikke, at den, som holder sig til Skøgen, er eet Legeme med hende?”Thi de to,” hedder det,”skulle blive til eet Kød.”
17. Men den, som holder sig til Herren, er een Ånd med ham. 18. Flyr Utugt! Enhver Synd, som et Menneske ellers gør, er uden for Legemet; men den, som bedriver Utugt, synder imod sit eget Legeme.
19. Eller vide I ikke, at eders Legeme er et Tempel for den Helligånd, som er i eder, hvilken I have fra Gud, og at I ikke ere eders egne?
20. Thi I bleve købte dyrt; ærer derfor Gud i eders Legeme!

1.Korinterne 7

1. Men hvad det angår, hvorom I skreve til mig, da er det godt for en Mand ikke at røre en Kvinde;
2. men for Utugts Skyld have hver Mand sin egen Hustru, og hver Kvinde have sin egen Mand.
3. Manden yde Hustruen sin Skyldighed; ligeledes også Hustruen Manden.
4. Hustruen råder ikke over sit eget Legeme, men Manden; ligeså råder heller ikke Manden over sit eget Legeme, men Hustruen. 5. Unddrager eder ikke hinanden, uden måske med fælles Samtykke, til en Tid, for at I kunne have Ro til Bønnen, og for så atter at være sammen, for at Satan ikke skal friste eder, fordi I ikke formå at være afholdende.
6. Men dette siger jeg som en Indrømmelse, ikke som en Befaling. 7. Jeg ønsker dog, at alle Mennesker måtte være, som jeg selv er; men hver har sin egen Nådegave fra Gud, den ene så, den anden så.

8. Til de ugifte og til Enkerne siger jeg, at det er godt for dem, om de forblive som jeg.
9. Men kunne de ikke være afholdende, da lad dem gifte sig; thi det er bedre at gifte sig end at lide Brynde.

10. Men de gifte byder ikke jeg, men Herren, at en Hustru ikke skal skille sig fra sin Mand; (11 men om hun virkeligt skiller sig fra ham, da forblive hun ugift eller forlige sig med Manden;) og at en Mand ikke skal forlade sin Hustru.

12. Men til de andre siger jeg, ikke Herren: Dersom nogen Broder har en vantro Hustru, og denne samtykker i at bo hos ham, så forlade han hende ikke!
13. Og dersom en Hustru har en vantro Mand, og denne samtykker i at bo hos hende, så forlade hun ikke Manden! 14. Thi den vantro Mand er helliget ved Hustruen, og den vantro Hustru er helliget ved Manden; ellers vare jo eders Børn urene, men nu ere de hellige.
15. Men skiller den vantro sig, så lad ham skille sig; ingen Broder eller Søster er trælbunden i sådanne Tilfælde; men Gud har kaldet os til Fred.
16. Thi hvad ved du, Hustru! om du kan frelse din Mand? eller hvad ved du, Mand! om du kan frelse din Hustru? 17. Kun vandre enhver således, som Herren har tildelt ham, som Gud har kaldet ham; og således forordner jeg i alle Menighederne. 18. Blev nogen kaldet som omskåren, han lade ikke Forhud drage over; er nogen kaldet som uomskåren, han lade sig ikke omskære! 19. Omskærelse har intet at sige, og Forhud har intet at sige, men det at holde Guds Bud.
20. Hver blive i den Stand, hvori han blev kaldet! 21. Blev du kaldet som Træl, da lad det ikke bekymre dig, men om du også kan blive fri, da gør hellere Brug deraf! 22. Thi den, der er kaldet i Herren som Træl, er Herrens frigivne; ligeså er den, der er kaldet som fri, Kristi Træl. 23. Dyrt bleve I købte, vorde ikke Menneskers Trælle! 24. I den Stand, hvori enhver blev kaldet, Brødre, deri blive han for Gud!

25. Men om Jomfruerne har jeg ikke nogen Befaling fra Herren, men giver min Mening til Hende som den, hvem Herren barmhjertigt har forundt at være troværdig.
26. Jeg mener altså dette, at det på Grund af den forhåndenværende Nød er godt for et Menneske at være således, som han er. 27. Er du bunden til en Kvinde, da søg ikke at blive løst; er du ikke bunden, da søg ikke en Hustru!
28. Men om du også gifter dig, synder du ikke; og om en Jomfru gifter sig, synder hun ikke; dog ville sådanne få Trængsel i Kødet. Men jeg skåner eder.
29. Men dette siger jeg eder, Brødre! at Tiden er kort, for at herefter både de, der have Hustruer, skulle være, som om de ingen have,
30. og de, der græde, som om de ikke græde, og de, der glæde sig, som om de ikke glæde sig, og de, der købe, som om de ikke besidde,
31. og de, der bruge denne Verden, som om de ikke gøre Brug af den; thi denne Verdens Skikkelse forgår.
32. Men jeg ønsker, at I må være uden Bekymring. Den ugifte er bekymret for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan behage Herren;
33. men den gifte er bekymret for de Ting, som høre Verden til, hvorledes han kan behage Hustruen.
34. Og der er også Forskel imellem Hustruen og Jomfruen. Den ugifte er bekymret for de Ting, som høre Herren til, for at hun kan være hellig både på Legeme og Ånd; men den gifte er bekymret for det, som hører Verden til, hvor ledes hun kan behage Manden. 35. Men dette siger jeg til eders eget Gavn, ikke for at kaste en Snare om eder, men for at bevare Sømmelighed og en urokkelig Vedhængen ved Herren.
36. Men dersom nogen mener at volde sin ugifte Datter Skam, om hun sidder over Tiden, og det må så være, han gøre, hvad han vil, han synder ikke; lad dem gifte sig!
37. Men den, som står fast i sit Hjerte og ikke er tvungen, men har Rådighed over sin Villie og har besluttet dette i sit Hjerte at holde sin Datter ugift, han gør vel.
38. Altså, både den, som bortgifter sin Datter, gør vel, og den, som ikke bortgifter hende, gør bedre.

39. En Hustru er bunden, så længe hendes Mand lever; men dersom Manden sover hen, er hun fri til at gifte sig med hvem hun vil, kun at det sker i Herren.
40. Men lykkeligere er hun, om hun forbliver således, som hun er, efter min Mening; men også jeg mener at have Guds Ånd.

1.Korinterne 8

1. Men hvad Kødet fra Afgudsofrene angår, da vide vi, fordi vi alle have Kundskab (Kundskaben opblæser, men Kærligheden opbygger. 2. Dersom nogen tykkes at kende noget, han kender endnu ikke således, som man bør kende.
3. Men dersom nogen elsker Gud, han er kendt af ham.) 4. Hvad altså Spisningen af Offerkødet angår, da vide vi, at der er ingen, Afgud i Verden, og at der ingen Gud er uden een. 5. Thi om der end er såkaldte Guder, være sig i Himmelen eller på Jorden, som der jo er mange Guder og mange Herrer, 6. så er der for os dog kun een Gud, Faderen, af hvem alle Ting ere, og vi til ham, og een Herre, Jesus Kristus, ved hvem alle Ting ere, og vi ved ham.

7. Dog ikke alle have den Kundskab. Men der er nogle, som ifølge deres hidtidige Afgudsvane spise det som Afgudsofferkød, og deres Samvittighed, som er skrøbelig, besmittes. 8. Men Mad skal ikke bestemme vor Stilling over for Gud; hverken have vi Fortrin, om vi spise, eller stå tilbage, om vi ikke spise.
9. Men ser, til, at ikke denne eders Frihed skal blive til Anstød for de skrøbelige!
10. Thi dersom nogen ser dig, som har Kundskab, sidde til Bords i et Afgudshus, vil så ikke Samvittigheden hos den, som er skrøbelig, blive opbygget til at spise Afgudsofferkødet? 11. Den skrøbelige går jo til Grunde ved din Kundskab, Broderen, for hvis Skyld Kristus er død.
12. Men når I således Synde imod Brødrene og såre deres skrøbelige Samvittighed, Synde I imod Kristus.
13. Derfor, om Mad forarger min Broder, vil jeg aldrig i Evighed spise Kød, for at jeg ikke skal forarge min Broder.

1.Korinterne 9

1. Er jeg ikke fri? er jeg ikke Apostel? har jeg ikke set Jesus, vor Herre? er I ikke min Gerning i Herren? 2. Er jeg ikke Apostel for andre, så er jeg det dog i det mindste for eder; thi Seglet på min Apostelgerning ere I i Herren. 3. Dette er mit Forsvar imod dem, som bedømme mig. 4. Have vi ikke Ret til at spise og drikke? 5. Have vi ikke Ret til at føre en Søster med om som Hustru, som også de andre Apostle og Herrens Brødre og Kefas? 6. Eller have alene jeg og Barnabas ingen Ret til at lade være at arbejde?
7. Hvem tjener vel nogen Sinde i Krig på egen Sold? Hvem planter en Vingård og spiser ikke dens Frugt? Eller hvem vogter en Hjord og nyder ikke af Hjordens Mælk?
8. Taler jeg vel dette blot efter menneskelig Vis, eller siger ikke også Loven dette?
9. Thi i Mose Lov er der skrevet: “Du må ikke binde Munden til på en Okse, som tærsker.” Er det Okserne, Gud bekymrer sig om, 10. eller siger han det ikke i hvert Tilfælde for vor Skyld? For vor Skyld blev det jo skrevet, fordi den, som pløjer, bør pløje i Håb, og den, som tærsker, bør gøre det i Håb om at få sin Del. 11. Når vi have sået eder de åndelige Ting, er det da noget stort, om vi høste eders timelige?
12. Dersom andre nyde sådan Ret over eder, kunde da vi ikke snarere? Dog have vi ikke brugt denne Ret; men vi tåle alt, for at vi ikke skulle lægge noget i Vejen for Kristi Evangelium. 13. Vide I ikke, at de, som udføre de hellige Tjenester, få deres Føde fra Helligdommen, de, som tjene ved Alteret, dele med Alteret?
14. Således har også Herren forordnet for dem, som forkynde Evangeliet, at de skulle leve af Evangeliet. 15. Jeg derimod har ikke gjort Brug af noget af dette. Jeg skriver dog ikke dette, for at det skal ske således med mig; thi jeg vil hellere dø, end at nogen skulde gøre min Ros til intet. 16. Thi om jeg forkynder Evangeliet, har jeg ikke noget at rose mig af; der påligger mig nemlig en Nødvendighed, thi ve mig, om jeg ikke forkynder det!
17. Gør jeg nemlig dette af fri Villie, så får jeg Løn; men har jeg imod min Villie fået en Husholdning betroet, 18. hvad er da min Løn? For at jeg, når jeg forkynder Evangeliet, skal fremsætte det for intet, så at jeg ikke gør Brug af min Ret i Evangeliet.

19. Thi skønt jeg er fri over for alle, har jeg dog gjort mig selv til Tjener for alle, for at jeg kunde vinde des flere. 20. Og jeg er bleven Jøderne som en Jøde, for at jeg kunde vinde Jøder; dem under Loven som en under Loven, skønt jeg ikke selv er under Loven, for at jeg kunde vinde dem, som ere under Loven; 21. dem uden for Loven som en uden for Loven, skønt jeg ikke er uden Lov for God, men under Kristi Lov, for at jeg kunde vinde dem, som ere uden for Loven.
22. Jeg er bleven skrøbelig for de skrøbelige, for at jeg kunde vinde de skrøbelige; jeg er bleven alt for alle, for at jeg i ethvert Fald kunde frelse nogle.
23. Men alt gør jeg for Evangeliets Skyld, for at jeg kan blive meddelagtig deri.

24. Vide I ikke, at de, som løbe på Banen, løbe vel alle, men ikkun een får Prisen? Således skulle I løbe, for at I kunne vinde den. 25. Enhver, som deltager i Kamplegene, er afholdende i alt; hine nu vel for at få en forkrænkelig Krans, men vi en uforkrænkelig. 26. Jeg løber derfor ikke som på det uvisse jeg fægter som en, der ikke slår i Luften;
27. men jeg bekæmper mit Legeme og holder det i Trældom, for at ikke jeg, som har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.

1.Korinterne 10

1. Thi jeg vil ikke, Brødre, at I skulle være uvidende om, at vore Fædre vare alle under Skyen og gik alle igennem Havet 2. og bleve alle døbte til Moses i Skyen og i Havet 3. og spiste alle den samme åndelige Mad 4. og drak alle den samme åndelige Drik; thi de drak af en åndelig Klippe, som fulgte med; men Klippen var Kristus. 5. Alligevel fandt Gud ikke Behag i de fleste af dem; thi de bleve slagne ned i Ørkenen.
6. Men disse Ting skete som Forbilleder for os, for at vi ikke skulle begære, hvad ondt er, således som hine begærede. 7. Bliver ej heller Afgudsdyrkere som nogle af dem, ligesom der er skrevet: “Folket satte sig ned at spise og drikke, og de stode op at lege.”
8. Lader os ej heller bedrive Utugt, som nogle af dem bedreve Utugt, og der faldt på een Dag tre og tyve Tusinde. 9. Lader os ej heller friste Herren, som nogle af dem fristede ham og bleve ødelagte af Slanger.
10. Knurrer ej heller, som nogle af dem knurrede og bleve ødelagte af Ødelæggeren.
11. Men dette skete dem forbilledligt, men det blev skrevet til Advarsel for os, til hvem Tidernes Ende er kommen. 12. Derfor den, som tykkes at stå, se til, at han ikke falder! 13. Der er ikke kommet andre end menneskelige Fristelser over eder, og trofast er Gud, som ikke vil tillade, at I fristes over Evne, men som sammen med Fristelsen vil skabe også Udgangen af den, for at I må kunne udholde den.

14. Derfor, mine elskede, flyr fra Afgudsdyrkelsen! 15. Jeg taler som til forstandige; dømmer selv, hvad jeg siger. 16. Velsignelsens Kalk, som vi velsigne, er den ikke Samfund med Kristi Blod? det Brød, som vi bryde, er det ikke Samfund med Kristi Legeme?
17. Fordi der er eet Brød, ere vi mange eet Legeme; thi vi få alle Del i det ene Brød.
18. Ser til Israel efter Kødet; have de, som spise Ofrene, ikke Samfund med Alteret?
19. Hvad siger jeg da? At Afgudsofferkød er noget? eller at en Afgud er noget?
20. Nej! men hvad Hedningerne ofre, ofre de til onde Ånder og ikke til Gud; men jeg vil ikke,at I skulle få Samfund med de onde Ånder.
21. I kunne ikke drikke Herrens Kalk og onde Ånders Kalk; I kunne ikke være delagtige i Herrens Bord og i onde Ånders Bord. 22. Eller skulle vi vække Herrens Nidkærhed? Mon vi ere stærkere end han?

23. Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt; alt er tilladt, men ikke alt opbygger.
24. Ingen søge sit eget, men Næstens! 25. Alt, hvad der sælges i Slagterbod, spiser det, uden at undersøge noget af Samvittigheds-Hensyn;
26. thi Herrens er Jorden og dens Fylde. 27. Dersom nogen af de vantro indbyder eder, og I ville gå derhen, da spiser alt det, som sættes for eder, uden at undersøge noget af Samvittigheds-Hensyn.
28. Men dersom nogen siger til eder: “Dette er Offerkød,” da lad være at spise for hans Skyld, som gav det til Kende, og for Samvittighedens Skyld.
29. Samvittigheden siger jeg, ikke ens egen, men den andens; thi hvorfor skal min Frihed dømmes af en anden Samvittighed? 30. Dersom jeg nyder det med Taksigelse, hvorfor hører jeg da ilde for det, som jeg takker for?
31. Hvad enten I derfor spise eller drikke, eller hvad I gøre, da gører alt til Guds Ære!
32. Værer uden Anstød både for Jøder og Grækere og for Guds Menighed,
33. ligesom også jeg i alt stræber at tækkes alle, idet jeg ikke søger, hvad der gavner mig selv, men hvad der gavner de mange, for at de kunne frelses. (Kap.11.) 1 Vorder mine Efterfølgere, ligesom også jeg er Kristi!

1.Korinterne 11
2. Men jeg roser eder, fordi I komme mig i Hu i alt og holde fast ved Overleveringerne, således som jeg har overleveret eder dem. 3. Men jeg vil, at I skulle vide, at Kristus er enhver Mands Hoved; men Manden er Kvindens Hoved; men Gud er Kristi Hoved. 4. Hver Mand, som beder eller profeterer med tildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved.
5. Men hver Kvinde, som beder eller profeterer med utildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved; thi det er lige det samme, som var hun raget.
6. Thi når en Kvinde ikke tildækker sig, så lad hende også klippe sit Hår af; men er det usømmeligt for en Kvinde at klippes eller rages, da tildække hun sig! 7Thi en Mand bør ikke tildække sit Hoved, efterdi han er Guds Billede og Ære; men Kvinden er Mandens Ære.
8. Mand er jo ikke af Kvinde, men Kvinde af Mand. 9. Ej heller er jo Mand skabt for Kvindens Skyld, men Kvinde for Mandens Skyld.
10. Derfor bør Kvinden have et Ærbødighedstegn på Hovedet for Englenes Skyld.
11. Dog er hverken Kvinde uden Mand eller Mand uden Kvinde i Herren. 12. Thi ligesom Kvinden er af Manden, således er også Manden ved Kvinden; men alt sammen er det af Gud. 13. Dømmer selv: Er det sømmeligt, at en Kvinde beder til Gud med utildækket Hoved?
14. Lærer ikke også selve Naturen eder, at når en Mand bærer langt Hår, er det ham en Vanære,
15. men når en Kvinde bærer langt Hår, er det hende en Ære; thi det lange Hår er givet hende som et Slør. 16. Men har nogen Lyst til at trættes herom, da have vi ikke sådan Skik, og Guds Menigheder ej heller.

17. Men idet jeg giver følgende Formaning, roser jeg ikke, at I komme sammen, ikke til det bedre, men til det værre. 18. For det første nemlig hører jeg, at når I komme sammen i Menighedsforsamling, er der Splittelser iblandt eder; og for en Del tror jeg det.
19. Thi der må endog være Partier iblandt eder, for at de prøvede kunne blive åbenbare iblandt eder.
20. Når I da komme sammen, er dette ikke at æde en Herrens Nadver. 21. Thi under Spisningen tager enhver sit eget Måltid forud, og den ene hungrer, den anden beruser sig.
22. Have I da ikke Huse til at spise og drikke i? eller foragte I Guds Menighed og beskæmme dem, som intet have? Hvad skal jeg sige eder? Skal jeg rose eder? I dette roser jeg eder ikke. 23. Thi jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg også har overleveret eder: At den Herre Jesus i den Nat, da han blev forrådt, tog Brød,
24. takkede og brød det og sagde: “Dette er mit Legeme, som er for eder; gører dette til min Ihukommelse!” 25. Ligeså tog han og,så Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: “Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod; gører dette, så ofte som I drikke det, til min Ihukommelse!”
26. Thi så ofte, som I æde dette Brød og drikke Kalken, forkynde I Herrens Død, indtil han kommer.
27. Derfor, den, som æder Brødet eller drikker Herrens Kalk uværdigt, pådrager sig Skyld over for Herrens Legeme og Blod. 28. Men hvert Menneske prøve sig selv, og således æde han af Brødet og drikke af Kalken!
29. Thi den, som æder og drikker, æder og drikker sig selv en Dom til, når han ikke agter på Legenet.
30. Derfor ere mange skrøbelige og sygelige iblandt eder, og en Del sover hen.
31. Men dersom vi bedømte os selv, bleve vi ikke dømte. 32. Men når vi dømmes, tugtes vi af Herren, for at vi ikke skulle fordømmes med Verden.
33. Derfor, mine Brødre! når I komme sammen til Måltid, da venter på hverandre!
34. Når nogen hungrer, han spise hjemme, for at I ikke skulle komme sammen til Dom. Men det øvrige skal jeg forordne, når jeg kommer.

1.Korinterne 12

1. Men hvad de åndelige Gaver angår, Brødre! vil jeg ikke, at I skulle være uvidende.
2. I vide, at da I vare Hedninger, droges I hen til de stumme Afguder, som man drog eder.
3. Derfor kundgør jeg eder, at ingen, som taler ved Guds Ånd, siger: “Jesus er en Forbandelse,” og ingen kan sige: “Jesus er Herre” uden ved den Helligånd.

4. Der er Forskel på Nådegaver, men det er den samme Ånd; 5. og der er Forskel på Tjenester, og det er den samme Herre; 6. og der er Forskel på kraftige Gerninger, men det er den samme Gud, som virker alt i alle.
7. Men til enhver gives Åndens Åbenbarelse til det, som er gavnligt.
8. En gives der nemlig ved Ånden Visdoms Tale; en anden Kundskabs Tale ifølge den samme Ånd;
9. en anden Tro i den samme Ånd; en anden Gaver til at helbrede i den ene Ånd;
10. en anden at udføre kraftige Gerninger; en anden profetisk Gave; en anden at bedømme Ånder; en anden forskellige Slags Tungetale; en anden Udlægning af Tungetale.
11. Men alt dette virker den ene og samme Ånd, som uddeler til enhver især; efter som han vil.

12. Thi ligesom Legemet er eet og har mange Lemmer, men alle Legemets Lemmer, skønt de ere mange, dog ere eet Legeme, således også Kristus.
13. Thi med een Ånd bleve vi jo alle døbte til at være eet Legeme, hvad enten vi ere Jøder eller Grækere, Trælle eller frie; og alle fik vi een Ånd at drikke
14. Legemet er jo heller ikke eet Lem, men mange. 15. Dersom Foden vilde sige: “Fordi jeg ikke er Hånd, hører jeg ikke til Legemet,” så ophører den dog ikke derfor at høre til Legemet.
16. Og dersom Øret vilde sige: “Fordi jeg ikke er Øje, hører jeg ikke til Legemet,” så ophører det dog ikke derfor at høre til Legemet.
17. Dersom hele Legemet var Øje, hvor blev da Hørelsen? Dersom det helt var Hørelse, hvor blev da Lugten? 18. Men nu har Gud sat Lemmerne, ethvert af dem, på Legemet, efter som han vilde.
19. Men dersom de alle vare eet Lem, hvor blev da Legemet? 20. Nu er der derimod mange Lemmer og dog kun eet Legeme. 21. Øjet kan ikke sige til Hånden: “Jeg har dig ikke nødig,” eller atter Hovedet til Fødderne: “Jeg har eder ikke nødig.” 22. Nej, langt snarere ere de Lemmer på Legemet nødvendige, som synes at være de svageste,
23. og de, som synes os mindre ærefolde på Legemet, dem klæde vi med des mere Ære; og de Lemmer, vi blues ved, omgives med desto større Blufærdighed;
24. de derimod, som vi ikke blues ved, have det ikke nødig. Men Gud har sammenføjet Legemet således, at han tillagde det ringere mere Ære;
25. for at der ikke skal være Splid i Legemet, men, for at Lemmerne skulle have samme Omsorg for hverandre; 26. og hvad enten eet Lem lider, lide alle Lemmerne med, eller eet Lem bliver hædret, glæde alle Lemmerne sig med. 27. Men I ere Kristi Legeme, og Lemmer enhver især. 28. Og nogle satte Gud i Menigheden for det første til Apostle, for det andet til Profeter, for det tredje til Lærere, dernæst kraftige Gerninger, dernæst Gaver til at helbrede. til at hjælpe, til at styre, og forskellige Slags Tungetale. 29. Mon alle ere Apostle? mon alle ere Profeter? mon alle ere Lærere? mon alle gøre kraftige Gerninger? 30. mon alle have Gaver til at helbrede? mon alle tale i Tunger? mon alle udlægge?
31. Men tragter efter de største Nådegaver! Og yder mere viser jeg eder en ypperlig Vej.

1.Korinterne 13

1. Taler jeg med Menneskers og Engles Tunger, men ikke har Kærlighed, da er jeg bleven et lydende Malm eller en klingende Bjælde.
2. Og har jeg profetisk Gave og kender alle Hemmelighederne og al Kundskaben, og har jeg al Troen, så at jeg kan flytte Bjerge, men ikke har Kærlighed, da er jeg intet. 3. Og uddeler jeg alt, hvad jeg ejer, til de fattige og giver mit Legeme hen til at brændes, men ikke har Kærlighed, da gavner det mig intet.

4. Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke Nid; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke, 5. gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke, tilregner ikke det onde;
6. glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved Sandheden;
7. den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

8. Kærligheden bortfalder aldrig; men enten det er profetiske Gaver, de skulle forgå, eller Tungetale, den skal ophøre, eller Kundskab, den skal forgå;
9. thi vi kende stykkevis og profetere stykkevis; 10. men når det fuldkomne kommer, da skal det stykkevise forgå. 11. Da jeg var Barn, talte jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; efter at jeg er bleven Mand, har jeg aflagt det barnagtige.
12. Nu se vi jo i et Spejl, i en Gåde, men da skulle vi se Ansigt til Ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg erkende, ligesom jeg jo blev erkendt.
13. Så blive da Tro, Håb, Kærlighed disse tre; men størst iblandt disse er Kærligheden.

1.Korinterne 14

1. Higer efter Kærligheden, og tragter efter de åndelige Gaver men mest efter at profetere.
2. Thi den; som taler i Tunger, taler ikke for Mennesker, men for Gud; thi ingen forstår det, men han taler Hemmeligheder i Ånden. 3. Men den, som profeterer, taler Mennesker til Opbyggelse og Formaning og Trøst.
4. Den, som taler i Tunger, opbygger sig selv; men den, som profeterer, opbygger en Menighed.
5. Men jeg ønsker, at I alle måtte tale i Tunger, men endnu hellere, at I måtte profetere; den, som profeterer, er større end den, som taler i Tunger, med mindre han udlægger det, for at Menigheden kan få Opbyggelse deraf.
6. Men nu, Brødre! dersom jeg kommer til eder og taler i Tunger, hvad vil jeg da gavne eder, hvis jeg ikke taler til eder enten ved Åbenbaring eller ved Kundskab, enten ved Profeti eller ved Lære?
7. Selv de livløse Ting, som give Lyd, være sig en Fløjte eller en Harpe, når de ikke gøre Skel imellem Tonerne, hvorledes skal man så kunne forstå, hvad der spilles på Fløjten eller Harpen? 8. Ja, også når en Basun giver en utydelig Lyd, hvem vil da berede sig til Krig?
9. Således også med eder: dersom I ikke ved Tungen fremføre tydelig Tale, hvorledes skal man da kunne forstå det, som tales? I ville jo tale hen i Vejret.
10. Der er i Verden, lad os sige, så og så mange Slags Sprog, og der er intet af dem, som ikke har sin Betydning. 11. Dersom jeg nu ikke kender Sprogets Betydning, bliver jeg en Barbar for den, som taler, og den, som taler, bliver en Barbar for mig.
12. Således også med eder: når I tragte efter åndelige Gaver, da lad det være til Menighedens Opbyggelse, at I søge at blive rige derpå
13. ” Derfor, den, som taler i Tunger, han bede om, at han må kunne udlægge det.
14. Thi dersom: jeg taler i Tunger og beder, da beder. vel min Ånd, men min Forstand er uden Frugt.
15. Hvad da? Jeg vil bede med Ånden, men jeg vil også bede med Forstanden; jeg vil lovsynge med Ånden, men jeg vil også lovsynge med Forstanden.
16. Ellers, når du priser Gud i Ånden, hvorledes vil da den, som indtager den uindviedes Plads, kunne sige sit Amen til din Taksigelse, efterdi han ikke ved, hvad du siger? 17. Thi vel er din Taksigelse smuk, men den anden opbygges ikke. 18. Jeg takker Gud for, at jeg mere end I alle taler i Tunger. 19. Men i en Menighed vil jeg hellere tale fem Ord med min Forstand, for at jeg også kan undervise andre, end ti Tusinde Ord i Tunger.
20. Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Ondskab, i Forstand derimod vorder fuldvoksne!
21. Der er skrevet i Loven: “Ved Folk med fremmede Tungemål og ved fremmedes Læber vil jeg tale til dette Folk, og de skulle end ikke således høre mig, siger Herren.” 22. Således er Tungetalen til et Tegn, ikke for dem, som tro, men for de vantro; men den profetiske Gave er det ikke for de vantro, men for dem, som tro.
23. Når altså den hele Menighed kommer sammen, og alle tale i Tunger, men der kommer uindviede eller vantro ind, ville de da ikke sige, at I rase?
24. Men dersom alle profetere, og der kommer nogen vantro eller uindviet ind, da overbevises han af alle, han bedømmes af alle, 25. hans Hjertes skjulte Tanker åbenbares, og så vil han falde på sit Ansigt og tilbede Gud og forkynde, at Gud er virkelig i eder.

26. Hvad da Brødre? Når I komme sammen, da har enhver en Lovsang, en Lære, en Åbenbaring, en Tungetale, en Udlægning; alt ske til Opbyggelse!
27. Dersom nogen taler i Tunger, da være det to, eller i det højeste tre hver Gang, og den ene efter den anden, og een udlægge det! 28. Men dersom der ingen Udlægger er til Stede, da tie hin i Menigheden, men han tale for sig selv og for Gud! 29. Men af Profeter tale to eller tre, og de andre bedømme det; 30. men dersom en anden, som sidder der, får en Åbenbarelse, da tie den første!
31. Thi I kunne alle profetere, den ene efter den anden, for at alle kunne lære, og alle blive formanede,
32. og Profeters Ånder ere Profeter undergivne. 33. Thi Gud er ikke Forvirringens, men Fredens Gud. Ligesom i alle de helliges Menigheder

34. skulle eders Kvinder tie i Forsamlingerne; thi det tilstedes dem ikke at tale, men lad dem underordne sig, ligesom også Loven siger.
35. Men ville de lære noget, da adspørge de deres egne Mænd hjemme; thi det er usømmeligt for en Kvinde at tale i en Menighedsforsamling.
36. Eller er det fra eder, at Guds Ord er udgået? eller er det til eder alene, at det er kommet?

37. Dersom nogen tykkes, at han er en Profet eller åndelig, han erkende, at hvad jeg skriver til eder, er Herrens Bud. 38. Men er nogen uvidende derom, så får han være uvidende! 39. Altså, mine Brødre! tragter efter at profetere og forhindrer ikke Talen i Tunger!
40. Men alt ske sømmeligt og med Orden!

1.Korinterne 15

1. Men jeg kundgør eder, Brødre, det Evangelium, som jeg Forkyndte eder, hvilket I også modtoge, i hvilket I også stå, 2. ved hvilket I også frelses, hvis I fastholde, med hvilket Ord jeg forkyndte eder det – ellers troede I forgæves. 3. Jeg overleverede eder nemlig som noget af det første, hvad jeg også har modtaget: at Kristus døde for vore Synder,efter Skrifterne;
4. og at han blev begravet; og at han er bleven oprejst den tredje Dag, efter Skrifterne;
5. og at han blev set af Kefas, derefter af de tolv; 6. derefter blev han set af over fem Hundrede Brødre på een Gang, af hvilke de fleste endnu ere i Live, men nogle ere hensovede;. 7. derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle Apostlene; 8. men sidst af alle blev han set også af mig som det ufuldbårne Foster;
9. thi jeg er den ringeste af Apostlene, jeg, som ikke er værd at kaldes Apostel, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed. 10. Men af Guds Nåde er jeg det, jeg er, og hans Nåde imod mig har ikke været forgæves; men jeg har arbejdet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Nåde, som er med mig. 11. Hvad enten det da er mig eller de andre, således prædike vi, og således troede I.

12. Men når der prædikes, at Kristus er oprejst fra de døde, hvorledes sige da nogle iblandt eder, at der ikke er dødes Opstandelse?
13. Dersom der ikke er dødes Opstandelse, da er ikke heller Kristus oprejst.
14. Men er Kristus ikke oprejst, da er vor Prædiken jo tom, og eders Tro også tom.
15. Men vi blive da også fundne som falske Vidner om Gud, fordi vi have vidnet imod Gud, at han oprejste Kristus, hvem han ikke har oprejst, såfremt døde virkelig ikke oprejses. 16. Thi dersom døde ikke oprejses, da er Kristus ikke heller oprejst.
17. Men dersom Kristus ikke er oprejst, da er eders Tro forgæves; så ere I endnu i eders Synder;
18. da gik altså også de, som ere hensovede i Kristus, fortabt. 19. Have vi alene i dette Liv sat vort Håb til Kristus, da ere vi de ynkværdigste af alle Mennesker.
20. Men nu er Kristus oprejst fra de døde, som Førstegrøde af de hensovede.
21. Thi efterdi Død kom ved et Menneske, er også dødes Opstandelse kommen ved et Menneske.
22. Thi ligesom alle dø i Adam, således skulle også alle levendegøres i Kristus.
23. Dog hver i sit Hold: som Førstegrøde Kristus, dernæst de, som tilhøre Kristus, ved hans Tilkommelse. 24. Derpå kommer Enden, når han overgiver Gud og Faderen Riget, når han har tilintetgjort hver Magt og hver Myndighed og Kraft. 25. Thi han bør være Konge, indtil han får lagt alle Fjenderne under sine Fødder.
26. Den sidste Fjende, som tilintetgøres, er Døden. 27. Han har jo “lagt alle Ting under hans Fødder.” Men når han” siger: “Alt er underlagt” – åbenbart med Undtagelse af den, som underlagde ham alt –
28. når da alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, som har underlagt ham alle Ting, for at Gud kan være alt i alle.

29. Hvad ville ellers de udrette, som lade sig døbe for de døde? Dersom døde overhovedet ikke oprejses, hvorfor lade de sig da døbe for dem?
30. Hvorfor udsætte da også vi os hver Time for Fare? 31. Jeg dør daglig, så sandt jeg har eder, Brødre, at rose mig af i Kristus Jesus, vor Herre.
32. Hvis jeg som et almindeligt Menneske har kæmpet med vilde Dyr i Efesus, hvad Gavn har jeg så deraf? Dersom døde ikke oprejses, da “lader os spise og drikke, thi i Morgen dø vi.” 33. Farer ikke vild; slet Omgang fordærver gode Sæder! 34. Vorder ædrue, som det bør sig, og synder ikke; thi nogle kende ikke Gud; til Skam for eder siger jeg det.

35. Men man vil sige: “Hvorledes oprejses de døde? hvad Slags Legeme komme de med?”
36. Du Dåre! det, som du sår, bliver ikke levendegjort, dersom det ikke dør.
37. Og hvad du end sår, da sår du ikke det Legeme, der skal vorde, men et nøgent Korn, være sig af Hvede eller af anden Art. 38. Men Gud giver det et Legeme, således som han har villet, og hver Sædart sit eget Legeme.
39. Ikke alt Kød er det samme Kød, men eet er Menneskers, et andet Kvægs Kød, et andet Fugles Kød, et andet Fisks. 40. Og der er himmelske Legemer og jordiske Legemer; men een er de himmelskes Herlighed, en anden de jordiskes. 41. Een er Solens Glans og en anden Månens Glans og en anden Stjernernes Glans; thi den ene Stjerne er forskellig fra den anden i Glans.
42. Således er det også med de dødes Opstandelse: det såes i Forkrænkelighed, det oprejses i Uforkrænkelighed; 43. det såes i Vanære, det oprejses i Herlighed; det såes i Skrøbelighed, det oprejses i Kraft;
44. der såes et sjæleligt Legeme, der oprejses et åndeligt Legeme. Når der gives et sjæleligt Legeme, gives der også et åndeligt. 45. Således er der også skrevet: “Det første Menneske, Adam, blev til en levende Sjæl;”den sidste Adam blev til en levendegørende Ånd.
46. Men det åndelige er ikke det første, men det sjælelige; derefter det åndelige.
47. Det første Menneske var af Jord, jordisk; det andet Menneske er fra Himmelen.
48. Sådan som den jordiske var, sådanne ere også de jordiske; og sådan som den himmelske er, sådanne ere også de himmelske. 49. Og ligesom vi have båret den jordiskes Billede, således skulle vi også bære den himmelskes Billede!

50. Men dette siger jeg, Brødre! at Kød og Blod kan ikke arve Guds Rige, ej heller arver Forkrænkeligheden Uforkrænkeligheden. 51. Se, jeg siger eder en Hemmelighed: Alle skulle vi ikke hensove, men vi skulle alle forvandles
52. i et Nu, i et Øjeblik, ved den sidste Basun; thi Basunen skal lyde, og de døde skulle oprejses uforkrænkelige, og vi skulle forvandles.
53. Thi dette forkrænkelige må iføre sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig Udødelighed.
54. Men når dette forkrænkelige har iført sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige har iført sig Udødelighed, da skal det Ord opfyldes, som er skrevet: “Døden er opslugt til Sejr.” 55. “Død, hvor er din Sejr? Død, hvor er din Brod?” 56. Men Dødens Brod er Synden, og Syndens Kraft er Loven. 57. Men Gud ske Tak, som giver os Sejren ved vor Herre Jesus Kristus!
58. Derfor, mine elskede Brødre! bliver faste, urokkelige, altid rige i Herrens Gerning, vidende, at eders Arbejde er ikke forgæves i Herren.

1.Korinterne 16

1. Men hvad Indsamlingen til de hellige angår, da gører også I, ligesom jeg forordnede for Menighederne i Galatien! 2. Hver første Dag i Ugen lægge enhver af eder hjemme hos sig selv noget til Side og samle, hvad han måtte have Lykke til, for at der ikke først skal ske Indsamlinger, når jeg kommer. 3. Men når jeg kommer, vil jeg sende, hvem I måtte finde skikkede dertil, med Breve for at bringe eders Gave til Jerusalem. 4. Men dersom det er værd, at også jeg rejser med, da kunne de rejse med mig.

5. Men jeg vil komme til eder, når jeg er dragen igennem Makedonien; thi jeg drager igennem Makedonien; 6. men hos eder vil jeg måske blive eller endog overvintre, for at I kunne befordre mig videre, hvor jeg så rejser hen. 7. Thi nu vil jeg ikke se eder på Gennemrejse; jeg håber nemlig at forblive nogen Tid hos eder, om Herren vil tilstede det. 8. Men i Efesus vil jeg forblive indtil Pinsen; 9. thi en Dør står mig åben, stor og virksom, og der er mange Modstandere.

10. Men om Timotheus kommer, da ser til, at han kan færdes hos eder uden Frygt; thi han gør Herrens Gerning, såvel som jeg. 11. Derfor må ingen ringeagte ham; befordrer ham videre i Fred, for at han kan komme til mig; thi jeg venter ham med Brødrene. 12. Men hvad Broderen Apollos angår, da har jeg meget opfordret ham til at komme til eder med Brødrene; men det var i hvert Fald ikke hans Villie at komme nu, men han vil komme, når han får belejlig Tid.

13. Våger, står faste i Troen, værer mandige, værer stærke! 14. Alt ske hos eder i Kærlighed!

15. Men jeg formaner eder, Brødre – I kende Stefanas’s Hus, at det er Akajas Førstegrøde, og de have hengivet sig selv til at tjene de hellige –
16. til at også I skulle underordne eder under sådanne og enhver, som arbejder med og har Besvær.
17. Men jeg glæder mig ved Stefanas’s og Fortunatus’s og Akaikus’s Nærværelse, fordi disse have udfyldt Savnet af eder; 18. thi de have vederkvæget min Ånd og eders. Skønner derfor på sådanne!

19. Menighederne i Asien hilse eder. Akvila og Priska hilse eder meget i Herren tillige med Menigheden i deres Hus. 20. Alle Brødrene hilse eder. Hilser hverandre med et helligt Kys!

21. Hilsenen med min, Paulus’s egen Hånd. 22. Dersom nogen ikke elsker Herren, han være en Forbandelse! Maran Atha.
23. Den Herres Jesu Nåde være med eder! 24. Min Kærlighed med eder alle i Kristus Jesus!

2.Korinterne

2.Korinterne 1

1. Paulus, ved Guds Villie Kristi Jesu Apostel, og Broderen Timotheus til Guds Menighed, som er i Korinth, tillige med alle de hellige, som ere i hele Akaja:
2. Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

3. Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud, 4. som trøster os under al vor Trængsel, for at vi må kunne trøste dem, som ere i alle Hånde Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud!
5. Thi ligesom Kristi Lidelser komme rigeligt over os, således bliver også vor Trøst rigelig ved Kristus. 6. Men hvad enten vi lide Trængsel, sker det til eders Trøst og Frelse, eller vi trøstes, sker det til eders Trøst, som viser sin Kraft i, at I udholde de samme Lidelser, som også vi lide; og vort Håb om eder er fast,
7. efterdi vi vide, at ligesom I ere delagtige i Lidelserne, således ere I det også i Trøsten.
8. Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den Trængsel, som kom over os i Asien, at vi bleve overvættes besværede, over Evne, så at vi endog mistvivlede om Livet. 9. Ja, selv have vi hos os selv fået det Svar: “Døden”, for at vi ikke skulde forlade os på os selv, men på Gud, som oprejser de døde,
10. han, som friede os ud af så stor en Dødsfare og vil fri os, til hvem vi have sat vort Håb, at han også fremdeles vil fri os, 11. idet også I komme os til Hjælp med Bøn for os, for at der fra mange Munde må blive rigeligt takket for os, for den Nåde, som er bevist os.

12. Thi dette er vor Ros, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at i Guds Hellighed og Renhed, ikke i kødelig Visdom, men i Guds Nåde have vi færdedes i Verden, men mest hos eder. 13. Thi vi skrive eder ikke andet til end det, som I læse eller også erkende; men jeg håber, at I indtil Enden skulle erkende, 14. ligesom I også til Dels have erkendt om os, at vi ere eders Ros, ligesom I ere vor, på den Herres Jesu Dag. 15. Og i Tillid hertil havde jeg i Sinde at komme først til eder, for at I skulde få Nåde to Gange,
16. og om ad eder at drage til Makedonien og atter fra Makedonien at komme til eder og blive befordret videre af eder til Judæa. 17. Når jeg nu havde dette i Sinde, mon jeg da så handlede i Letsindighed? Eller hvad jeg beslutter, beslutter jeg det efter Kødet, for at der hos mig skal være Ja, Ja og Nej, Nej? 18. Så sandt Gud er trofast, er vor Tale til eder ikke Ja og Nej. 19. Thi Guds Søn, Kristus Jesus, som blev prædiket iblandt eder ved os, ved mig og Silvanus og Timotheus, han blev ikke Ja og Nej, men Ja er vorden i ham.
20. Thi så mange, som Guds Forjættelser ere, i ham have de deres Ja; derfor få de også ved ham deres Amen, Gud til Ære ved os. 21. Men den, som holder os med eder fast til Kristus og salvede os, er Gud,
22. som også beseglede os og gav os Åndens Pant i vore Hjerter. 23. Men jeg kalder Gud til Vidne over min Sjæl på, at det var for at skåne eder, at jeg ikke igen kom til Korinth. 24. Ikke at vi ere Herrer over eders Tro, men vi ere Medarbejdere på eders Glæde; thi i Troen stå I.

2.Korinterne 2

1. Men jeg beslutte dette hos mig selv, at jeg vilde ikke atter komme til eder med Bedrøvelse.
2. Thi dersom jeg bedrøver eder, hvem er da den, som gør mig glad, uden den, som bedrøves af mig?
3. Og jeg skrev netop derfor, for at jeg ikke, når jeg kom, skulde have Bedrøvelse af dem, som jeg burde have Glæde af, idet jeg havde den Tillid til eder alle, at min Glæde deles af eder alle. 4. Thi ud af stor Hjertets Trængsel og Beklemthed skrev jeg eder til, under mange Tårer, ikke for at I skulde blive bedrøvede, men for at I skulde kende den Kærlighed, som jeg har særlig til eder.

5. Men dersom nogen har voldt Bedrøvelse, har han ikke bedrøvet mig, men til Dels, for ikke at sige det hårdere, eder alle. 6. Det er nok for ham med denne Straf, som han har fået af de fleste,
7. så at I tværtimod snarere skulle tilgive og trøste ham, for at han ikke skal drukne i den alt for store Bedrøvelse. 8. Derfor formaner jeg eder til at vedtage at vise ham Kærlighed. 9. Det var nemlig også derfor, at jeg skrev, for at erfare, hvor vidt I stå Prøve, om I ere lydige i alt. 10. Men hvem I tilgive noget, ham tilgiver også jeg; thi også hvad jeg selv har tilgivet, om jeg har tilgivet noget, det har jeg gjort for eders Skyld, for Kristi Åsyn, 11. for at vi ikke skulle bedrages af Satan; thi hans Anslag ere os ikke ubekendte.

12. Da jeg kom til Troas for at prædike Kristi Evangelium, og der var åbnet mig en Dør i Herren,
13. da havde jeg ingen Ro i min Ånd, fordi jeg ikke fandt Titus, min Broder; men jeg tog Afsked med dem og drog til Makedonien. 14. Men Gud ske Tak, som altid fører os i Sejrstog i Kristus og lader sin Kundskabs Duft blive kendelig ved os på ethvert Sted. 15. Thi en Kristi Vellugt ere vi for Gud, iblandt dem, som frelses, og iblandt dem, som fortabes,
16. for disse en Duft af Død til Død, for hine en Duft af Liv til Liv. Og hvem er dygtig dertil?
17. Thi vi ere ikke som de mange, at vi gøre en Forretning af Guds Ord, men som af Renhed, som af Gud tale vi for Guds Åsyn i Kristus.

2.Korinterne 3

1. Begynde vi atter at anbefale os selv? eller behøve vi, som nogle, Anbefalingsbreve til eder eller fra eder? 2. I ere vort Brev, som er indskrevet i vore Hjerter, og som kendes og læses af alle Mennesker,
3. idet det ligger klart som Dagen, at I ere et Kristi Brev, udfærdiget af os, indskrevet ikke med Blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på Stentavler, men på Hjerters Kødtavler.

4. Men en sådan Tillid have vi til Gud ved Kristus, 5. ikke at vi af os selv ere dygtige til at udtænke noget som ud af os selv; men vor Dygtighed er af Gud, 6. som også gjorde os dygtige til at være en ny Pagts Tjenere, ikke Bogstavens, men Åndens; thi Bogstaven ihjelslår, men Ånden levendegør.
7. Men når Dødens Tjeneste, med Bogstaver indristet i Sten, fremtrådte i Herlighed, så at Israels Børn ikke kunde fæste Øjet på Moses’s Ansigt på Grund af hans Ansigts Herlighed, som dog forsvandt,
8. hvorledes skal da ikke Åndens Tjeneste end mere være i Herlighed?
9. Thi når Fordømmelsens Tjeneste havde Herlighed, er meget mere Retfærdighedens Tjeneste rig på Herlighed. 10. Ja, det herlige er jo i dette Tilfælde endog uden Herlighed i Sammenligning med den endnu større Herlighed. 11. Thi når det, der forsvandt, fremtrådte med Herlighed, da skal meget mere det, der bliver, være i Herlighed. 12. Efterdi vi altså have et sådant Håb, gå vi frem med stor Frimodighed
13. og gøre ikke som Moses, der lagde et Dække over sit Ansigt, for at Israels Børn ikke skulde fæste Øjet på, at det, der forsvandt, fik Ende.
14. Men deres Tanker bleve forhærdede; thi indtil den Dag i Dag forbliver det samme Dække over Oplæsningen af den gamle Pagt uden at tages bort; thi i Kristus er det, at det svinder. 15. Men der ligger indtil denne Dag et Dække over deres Hjerte, når Moses oplæses;
16. når de derimod omvende sig til Herren, da borttages Dækket. 17. Men Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, er der Frihed. 18. Men alle vi, som med ubedækket Ansigt skue Herrens Herlighed som i et Spejl, blive forvandlede til det samme Billede, fra Herlighed til Herlighed, så som det er fra Åndens Herre.

2.Korinterne 4

1. Derfor, da vi have denne Tjeneste efter den Barmhjertighed, som er bleven os til Del, så tabe vi ikke Modet; 2. men vi have frasagt os de skammelige Smugveje, så vi ikke vandre i Træskhed, ej heller forfalske Guds Ord, men ved Sandhedens Åbenbarelse anbefale os til alle Menneskers Samvittighed for Guds Åsyn.
3. Men om også vort Evangelium er tildækket, da er det tildækket iblandt dem, som fortabes,
4. dem, i hvem denne Verdens Gud har forblindet de vantros Tanker, for at Lyset ikke skulde skinne fra Evangeliet om Kristi Herlighed, han, som er Guds Billede.
5. Thi ikke os selv prædike vi, men Kristus Jesus som Herre, os derimod som eders Tjenere for Jesu Skyld. 6. Thi Gud, som sagde: “Af Mørke skal Lys skinne frem”, han har ladet det skinne i vore Hjerter for, at bringe Kundskaben om Guds Herlighed på Kristi Åsyn for Lyset.

7. Men denne Skat have vi i Lerkar, for at den overvættes Kraft må være Guds, og ikke fra os,
8. vi, som trænges på alle Måder, men ikke stænges inde, ere tvivlrådige, men ikke fortvivlede,
9. forfulgte, men ikke forladte, nedslagne, men ikke ihjelslagne, 10. altid bærende Jesu Dødelse om i Legemet, for at også Jesu Liv må åbenbares i vort Legeme.
11. Thi altid overgives vi, som leve, til Død for Jesu Skyld, for at også Jesu Liv må åbenbares i vort dødelige Kød. 12. Således er Døden virksom i os, men Livet i eder!

13. Men efterdi vi have den samme Troens Ånd, som der er skrevet: “Jeg troede, derfor talte jeg,” så tro også vi, og derfor tale vi også,
14. idet vi vide, at han, som oprejste den Herre Jesus, skal også oprejse os med Jesus og fremstille os tillige med eder. 15. Thi det sker alt sammen for eders Skyld, for at Nåden må vokse ved at nå til flere, og til Guds Ære forøge Taksigelsen. 16. Derfor tabe vi ikke Modet; men om også vort udvortes Menneske fortæres, fornyes dog vort indvortes Dag for Dag. 17. Thi vor Trængsel, som er stakket og let, virker for os over al Måde og Mål en evig Vægt af Herlighed, 18. idet vi ikke se på de synlige Ting, men på de usynlige; thi de synlige ere timelige, men de usynlige ere evige.

2.Korinterne 5

1. Thi vi vide, at dersom vor jordiske Teltbolig nedbrydes, have vi en Bygning fra Gud, en Bolig, som ikke er gjort med Hænder, en evig i Himlene.
2. Ja, også i denne sukke vi, længselsfulde efter at overklædes med vor Bolig fra Himmelen,
3. så sandt vi da som iklædte ikke skulle findes nøgne. 4. Ja, vi, som ere i dette Telt, sukke; besværede, efterdi vi ikke ville afklædes, men overklædes, for at det dødelige kan blive opslugt af Livet.
5. Men den, som har sat os i Stand just til dette, er Gud, som gav os Åndens Pant.
6. Derfor ere vi altid frimodige og vide, at medens vi ere hjemme i Legemet, ere vi borte fra Herren
7. thi i Tro vandre vi, ikke i Beskuelse 8. ja, vi ere frimodige og have snarere Lyst til at vandre bort fra Legemet og være hjemme hos Herren.
9. Derfor sætte vi også vor Ære i, hvad enten vi ere hjemme eller borte, at være ham velbehagelige.
10. Thi vi skulle alle åbenbares for Kristi Domstol, for at hver kan få igen, hvad der ved Legemet er gjort, efter det, som han har øvet, enten godt eller ondt.

11. Efterdi vi da kende Frygten for Herren, søge vi at vinde Mennesker; men for Gud ere vi åbenbare; ja, jeg håber, at vi også ere åbenbare for eders Samvittigheder. 12. Ikke anbefale vi atter os selv til eder; men vi give eder Anledning til at rose eder af os, for at I, kunne have noget at svare dem, som rose sig af det udvortes og ikke af Hjertet. 13. Thi når vi “bleve afsindige”; var det for Guds Skyld, og når vi ere besindige, er det for eders Skyld. 14. Thi Kristi Kærlighed tvinger os,
15. idet vi have sluttet således: Een er død for alle, altså ere de alle døde; og han døde for alle, for at de levende ikke mere skulle leve for sig selv, men for ham, som er død og oprejst for dem.
16. Således vide vi fra nu af ikke af nogen efter Kødet; om vi også have kendt Kristus efter Kødet, gøre vi det dog ikke mere nu. 17. Derfor, om nogen er i Kristus, da er han en ny Skabning; det gamle er forbigangent, se, det er blevet nyt! 18. Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os Forligelsens Tjeneste, 19. efterdi det jo var Gud, som i Kristus forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregner dem deres Overtrædelser og har nedlagt Forligelsens Ord i os.
20. Vi ere altså Sendebud i Kristi Sted, som om Gud formaner ved os; vi bede i Kristi Sted: Bliver forligte med Gud! 21. Den, som ikke kendte Synd, har han gjort til Synd for os, for at vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham.

2.Korinterne 6

1. Men som Medarbejdere formane vi også til, at I ikke forgæves må have modtaget Guds Nåde;
2. (han siger jo: “På en behagelig Tid bønhørte jeg dig, og på en Frelsens Dag hjalp jeg dig.” Se, nu er det en velbehagelig Tid, se, nu er det en Frelsens Dag;)
3. og vi give ikke i nogen Ting noget Anstød, for at Tjenesten ikke skal blive lastet;
4. men i alting anbefale vi som Guds Tjenere os selv ved stor Udholdenhed i Trængsler, i Nød, i Angster, 5. under Slag, i Fængsler, under Oprør, under Besværligheder, i Nattevågen, i Faste,
6. ved Renhed, ved Kundskab, ved Langmodighed, ved Velvillighed, ved den Helligånd, ved uskrømtet Kærlighed, 7. ved Sandheds Ord, ved Guds Kraft, ved Retfærdighedens Våben både til Angreb og Forsvar;
8. ved Ære og Vanære, ved ondt Rygte og godt Rygte; som Forførere og dog sanddru;
9. som ukendte og dog velkendte; som døende, og se, vi leve; som de, der tugtes, dog ikke til Døde;
10. som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gøre mange rige; som de, der intet have, og dog eje alt. 11. Vor Mund er opladt over for eder, Korinthiere! vort Hjerte er udvidet.
12. I have ikke snæver Plads i os, men der er snæver Plads i eders Hjerter.
13. Men ligeså til Gengæld (jeg taler som til mine Børn), må også I udvide eders Hjerter!

14. Drager ikke i ulige Åg med vantro; thi hvad Fællesskab har Retfærdighed og Lovløshed? eller hvad Samfund har Lys med Mørke? 15. Hvad Samklang er der mellem Kristus og Belial? eller hvad Delagtighed har en troende med en vantro? 16. Hvad Samstemning har Guds Tempel med Afguder? Thi vi ere den levende Guds Tempel, ligesom Gud har sagt: “Jeg vil bo og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.”
17. “Derfor går ud fra dem og udskiller eder fra dem, siger Herren, og rører ikke noget urent; og jeg vil antage mig eder,” 18. “og jeg vil være eders Fader, og I skulle være mine Sønner og Døtre, siger Herren, den Almægtige.” (Kap. 7.) 1 Derfor, efterdi vi have disse Forjættelser, I elskede! så lader os rense os selv fra al Kødets og Åndens Besmittelse, så vi gennemføre Hellighed i Guds Frygt!

2.Korinterne 7
2. Giver os Rum; ingen have vi gjort Uret, ingen ødelagt, ingen bedraget.
3. Jeg siger det ikke for at fælde Dom; jeg har jo sagt tilforn, at I ere i vore Hjerter, så at vi dø sammen og leve sammen. 4. Jeg har stor Frimodighed over for eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fuld af Trøst, jeg strømmer over af Glæde under al vor Trængsel.
5. Thi også da vi kom til Makedonien, havde vort Kød ingen Ro, men vi trængtes på alle Måder: udadtil Kampe, indadtil Angster. 6. Men han, som trøster de nedbøjede, Gud, han trøstede os ved Titus’s Komme;
7. dog ikke alene ved hans Komme, men også ved den Trøst, hvormed han var bleven trøstet over eder, idet han fortalte os om eders Længsel, eders Gråd, eders Nidkærhed for mig, så at jeg glædede mig end mere.

8. Thi om jeg end har bedrøvet eder ved Brevet, fortryder jeg det ikke. Om jeg også har fortrudt det, – jeg ser jo, at hint Brev, ihvorvel kun til en Tid, har bedrøvet eder, – 9. så glæder jeg mig nu, ikke over, at I bleve bedrøvede, men over, at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Guds Sind, for at I ikke i nogen Måde skulde lide Skade af os. 10. Thi den Bedrøvelse, der er efter Guds Sind, virker Omvendelse til Frelse, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død.
11. Thi se, just dette, at I bleve bedrøvede efter Guds Sind, hvor stor en Iver virkede det ikke hos eder, ja Forsvar, ja Harme, ja Frygt, ja Længsel, ja Nidkærhed, ja Straf! På enhver Måde beviste I, at I selv vare rene i den Sag. 12. Altså, når jeg skrev til eder, var det ikke for hans Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for hans Skyld, som led Uret, men for at eders Iver for os skulde blive åbenbar hos eder for Guds Åsyn.

13. Derfor ere vi blevne trøstede. Men til vor Trøst kom end yderligere Glæden over Titus’s Glæde, fordi hans Ånd har fået Vederkvægelse fra eder alle.
14. Thi i hvad jeg end har rost mig af eder for ham, er jeg ikke bleven til Skamme; men ligesom vi i alle Ting have talt Sandhed til eder, således er også vor Ros for Titus bleven Sandhed. 15. Og hans Hjerte drages inderligere til eder, når han mindes Lydigheden hos eder alle,hvorledes I modtoge ham med Frygt og Bæven.
16. Jeg glæder mig over, at jeg i alt kan lide på eder.

2.Korinterne 8

1. Men vi kundgøre eder, Brødre! den Guds Nåde, som er given i Makedoniens Menigheder,
2. at under megen Trængsels Prøvelse har deres overstrømmende Glæde og deres dybe Fattigdom strømmet over i deres Gavmildheds Rigdom.
3. Thi efter Evne (det vidner jeg) gave de, ja, over Evne af egen Drift,
4. idet de med megen Overtalelse bade os om den Nåde at måtte tage Del i Hjælpen til de hellige,
5. og ikke alene som vi havde håbet, men sig selv gav de først og fremmest til Herren og så til os, ved Guds Villie, 6. så at vi opfordrede Titus til, ligesom han forhen havde begyndt, således også til at tilendebringe hos eder også denne Gave. 7. Men ligesom I ere rige i alt, i Tro og Tale og Erkendelse og al Iver og i eders Kærlighed til os: måtte I da være rige også i denne Gave!
8. Jeg siger det ikke som en Befaling, men for ved andres Iver at prøve også eders Kærligheds Ægthed.
9. I kende jo vor Herres Jesu Kristi Nåde, at han for eders Skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans Fattigdom skulde blive rige.
10. Og jeg giver min Mening herom til Kende; thi dette er eder gavnligt, I, som jo i Fjor vare de første til at begynde, ikke alene med Gerningen, men endogså med Villien dertil. 11. Men fuldbringer da nu også Gerningen, for at, ligesom I vare redebonne til at ville, I også må fuldbringe det efter eders Evne.
12. Thi når Redebonheden er til Stede, da er den velbehagelig efter, hvad den evner, ikke efter, hvad den ikke evner. 13. Det er nemlig ikke Meningen, at andre skulle have Lettelse og I Trængsel; nej, det skal være ligeligt. Nu for Tiden må eders Overflod komme hines Trang til Hjælp, 14. for at også hines Overflod kan komme eders Trang til Hjælp, for at der kan blive Ligelighed,
15. som der er skrevet: “Den, som sankede meget, fik ikke for meget, og den, som sankede lidet, fik ikke for lidt.”

16. Men Gud ske Tak, som giver den samme Iver for eder i Titus’s Hjerte!
17. Thi vel har han modtaget min Opfordring; men da han er så ivrig, så er det af egen Drift, at han rejser til eder. 18. Og sammen med ham sende vi den Broder, hvis Ros i Evangeliet går igennem alle Menighederne,
19. og ikke det alene, men han er også udvalgt af Menighederne til at rejse med os med denne Gave, som besørges af os, for at fremme selve Herrens Ære og vor Redebonhed, 20. idet vi undgå dette, at nogen skulde kunne laste os i Anledning af denne rige Hjælp, som besørges af os; 21. thi vi lægge Vind på, hvad der er godt ikke alene i Herrens, men også i Menneskers Øjne.
22. Men sammen med dem sende vi vor Broder, hvis Iver vi ofte i mange Måder have prøvet, men som nu er langt ivrigere på Grund af sin støre Tillid til eder.
23. Hvad Titus angår, da er han min Fælle og Medarbejder hos eder, og hvad vore Brødre angår, da ere de Menighedsudsendinge, Kristi Ære.
24. Så giver dem da for Menighedernes Åsyn Beviset på eders Kærlighed og for det, vi have rost eder for.

2.Korinterne 9

1. Thi om Hjælpen til de hellige er det overflødigt at skrive til eder;
2. jeg kend eders Redebonhed, for hvilken jeg roser mig af eder hos Makedonierne, at nemlig Akaja alt fra i Fjor har været beredt; og eders Nidkærhed æggede de fleste.
3. Men jeg sender Brødrene, for at vor Ros over eder i dette Stykke ikke skal vise sig tom, og for at I.som jeg sagde, må være beredte.
4. for at ikke, når der kommer Makedoniere med mig, og de finder eder uforberedte, vi (for ej at sige I) da skulle blive til Skamme med denne Tillidsfuldhed.
5. Derfor har jeg anset det for nødvendigt at opfordre Brødrene til at gå i Forvejen til eder og forud bringe eders tidligere lovede Velsignelse i Stand, for at den kan være rede som Velsignelse og ikke som Karrighed.
6. Men dette siger jeg: Den, som sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, som sår med Velsignelser, skal også høste med Velsignelser.
7. Enhver give, efter som han har sat sig for i sit Hjerte, ikke fortrædeligt eller af Tvang; thi Gud elsker en glad Giver. 8. Men Gud er mægtig til at lade al Nåde rigeligt tilflyde eder, for at I i alting altid kunne have til fuld Tilfredshed og have rigeligt til al god Gerning,
9. som der er skrevet: “Han spredte ud, han gav de fattige, hans Retfærdighed bliver til evig Tid.”
10. Men han, som giver “Sædemanden Sæd og Brød til at spise,” han vil også skænke og mangfoldiggøre eders Udsæd og give eders Retfærdigheds Frugter Vækst,
11. så I blive rige i alle Måder til al Gavmildhed, hvilken igennem os virker Taksigelse til Gud.
12. Thi denne Offertjenestes Ydelse ikke alene afhjælper de helliges Trang, men giver også et Overskud ved manges Taksigelser til Gud,
13. når de ved det prøvede Sind, som denne Ydelse viser, bringes til at prise Gud for Lydigheden i eders Bekendelse til Kristi Evangelium og for Oprigtigheden i eders Samfund med dem og med alle,
14. også ved deres Bøn for eder, idet de længes efter eder på Grund af Guds overvættes Nåde imod eder.
15. Gud ske Tak for hans uudsigelige Gave!

2.Korinterne 10

1. Men jeg selv, Paulus, formaner eder ved Kristi Sagtmodighed og Mildhed, jeg, som, “når I se derpå, er ydmyg iblandt eder, men fraværende er modig over for eder”,
2. ja, jeg beder eder om ikke nærværende at skulle være modig med den Tillidsfuldhed, hvormed jeg agter at træde dristigt op imod nogle, som anse os for at vandre efter Kødet. 3. Thi om vi end vandre i Kødet, så stride vi dog ikke efter Kødet; 4. thi vore Stridsvåben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til Fæstningers Nedbrydelse,
5. idet vi nedbryde Tankebygninger og al Højhed, som rejser sig imod Erkendelsen af Gud, og tage enhver Tanke til Fange til Lydighed imod Kristus
6. og ere rede til at straffe al Ulydighed, når eders Lydighed er bleven fuldkommen.
7. Se I på det udvortes? Dersom nogen trøster sig til selv at høre Kristus til, da slutte han igen fra sig selv, at ligesom han hører Kristus til, således gøre vi det også. 8. Ja, dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som Herren gav os til eders Opbyggelse og ikke til eders Nedbrydelse, skal jeg dog ikke blive til Skamme, 9. for at jeg ikke skal synes at ville skræmme eder ved mine Breve; 10. thi Brevene, siger man, ere vægtige og stærke, men hans legemlige Nærværelse er svag, og hans Tale intet værd. 11. En sådan betænke, at således som vi fraværende ere med Ord ved Breve, således ville vi, også nærværende være i Gerning.

12. Thi vi driste os ikke til at regne os iblandt eller sammenligne os med somme af dem, der anbefale sig selv; men selv indse de ikke, at de måle sig med sig selv og sammenligne sig med sig selv.
13. Vi derimod ville ikke rose os ud i det umålelige, men efter Målet af den Grænselinie, som Gud har tildelt os som Mål, at nå også til eder.
14. Thi vi strække os ikke for vidt, som om vi ikke nåede til eder; vi ere jo komne også indtil eder i Kristi Evangelium, 15. så vi ikke rose os ud i det umålelige af andres Arbejder, men have det Håb, at, når eders Tro vokser, ville vi hos eder blive store, efter vor Grænselinie, så vi kunne komme langt videre 16. og forkynde Evangeliet i Landene hinsides eder, men ikke rose os inden for en andens Grænselinie af det allerede fuldførte. 17. Men den, som roser sig, rose sig af Herren! 18. Thi ikke den, der anbefaler sig selv, står Prøve, men den, hvem Herren anbefaler.