This page contains affiliate links. As Amazon Associates we earn from qualifying purchases.
Writers:
Language:
Form:
Genre:
Published:
Collection:
Tags:
Buy it on Amazon Listen via Audible FREE Audible 30 days

13. Paulus og de, som vare med ham, sejlede da ud fra Pafus og kom til Perge i Pamfylien. Men Johannes skiltes fra dem og vendte tilbage til Jerusalem.
14. Men de droge videre fra Perge og kom til Antiokia i Pisidien og gik ind i Synagogen på Sabbatsdagen og satte sig. 15. Men efter Forelæsningen af Loven og Profeterne sendte Synagogeforstanderne Bud hen til dem og lode sige: “I Mænd, Brødre! have I noget Formaningsord til Folket, da siger frem!” 16. Men Paulus stod op og slog til Lyd med Hånden og sagde: “I israelitiske Mænd og I, som frygte Gud, hører til! 17. Dette Folks, Israels Gud udvalgte vore Fædre og ophøjede Folket i Udlændigheden i Ægyptens Land og førte dem derfra med løftet Arm.
18. Og omtrent fyrretyve År tålte han deres Færd i Ørkenen. 19. Og han udryddede syv Folk i Kanåns Land og fordelte disses Land iblandt dem,
20. og derefter i omtrent fire Hundrede og halvtredsindstyve År gav han dem Dommere indtil Profeten Samuel. 21. Og derefter bade de om en Konge; og Gud gav dem Saul, Kis’s Søn, en Mand af Benjamins Stamme, i fyrretyve År. 22. Og da han havde taget ham bort, oprejste han dem David til Konge, om hvem han også vidnede, og sagde: “Jeg har fundet David, Isajs Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gøre al min Villie.”
23. Af dennes Sæd bragte Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser, Jesus,
24. efter at Johannes forud for hans Fremtræden havde prædiket Omvendelses-Dåb for hele Israels Folk. 25. Men da Johannes var ved at fuldende sit Løb, sagde han: “Hvad anse I mig for at være? Mig er det ikke; men se, der kommer en efter mig, hvis Sko jeg ikke er værdig at løse.” 26. I Mænd, Brødre, Sønner af Abrahams Slægt, og de iblandt eder, som frygte Gud! Til os er Ordet om denne Frelse sendt. 27. Thi de, som bo i Jerusalem, og deres Rådsherrer kendte ham ikke; de dømte ham og opfyldte derved Profeternes Ord, som forelæses hver Sabbat.
28. Og om end de ingen Dødsskyld fandt hos ham, bade de dog Pilatus, at han måtte blive slået ihjel.
29. Men da de havde fuldbragt alle Ting, som ere skrevne om ham, toge de ham ned af Træet og lagde ham i en Grav. 30. Men Gud oprejste ham fra de døde,
31. og han blev set i flere Dage af dem, som vare gåede med ham op fra Galilæa til Jerusalem, dem, som nu ere hans Vidner for Folket.
32. Og vi forkynde eder den Forjættelse, som blev given til Fædrene, at Gud har opfyldt denne for os, deres Børn, idet han oprejste Jesus;
33. som der også er skrevet i den anden Salme: “Du er min Søn, jeg har født dig i Dag.”
34. Men at han har oprejst ham fra de døde, så at han ikke mere skal vende tilbage til Forrådnelse, derom har han sagt således: “Jeg vil give eder Davids hellige Forjættelser, de trofaste.” 35. Thi han siger også i en anden Salme: “Du skal ikke tilstede din hellige at se Forrådnelse.”
36. David sov jo hen, da han i sin Livstid havde tjent Guds Rådslutning, og han blev henlagt hos sine Fædre og så Forrådnelse;
37. men den, som Gud oprejste, så ikke Forrådnelse. 38. Så være det eder vitterligt, I Mænd, Brødre! at ved ham forkyndes der eder Syndernes Forladelse; 39. og fra alt, hvorfra I ikke kunde retfærdiggøres ved Mose Lov, retfærdiggøres ved ham enhver, som tror. 40. Ser nu til, at ikke det, som er sagt ved Profeterne, kommer over eder:
41. “Ser, I Foragtere, og forundrer eder og bliver til intet; thi en Gerning gør jeg i eders Dage, en Gerning, som I ikke vilde tro, dersom nogen fortalte eder den.”
42. Men da de gik ud, bad man dem om, at disse Ord måtte blive talte til dem på den følgende Sabbat.
43. Men da Forsamlingen var opløst, fulgte mange af Jøderne og af de gudfrygtige Proselyter Paulus og Barnabas, som talte til dem og formanede dem til at blive fast ved Guds Nåde.

44. Men på den følgende Sabbat forsamledes næsten hele Byen for at høre Guds Ord.
45. Men da Jøderne så Skarerne, bleve de fulde af Nidkærhed og modsagde det, som blev talt af Paulus, ja, både sagde imod og spottede.
46. Men Paulus og Barnabas talte frit ud og sagde: “Det var nødvendigt, at Guds Ord først skulde tales til eder; men efterdi I støde det fra eder og ikke agte eder selv værdige til det evige Liv, se, så vende vi os til Hedningerne. 47. Thi således har Herren befalet os: “Jeg har sat dig til Hedningers Lys, for at du skal være til Frelse lige ud til Jordens Ende.”
48. Men da Hedningerne hørte dette, bleve de glade og priste Herrens Ord, og de troede, så mange, som vare bestemte til evigt Liv, 49. og Herrens Ord udbredtes over hele Landet. 50. Men Jøderne ophidsede de fornemme gudfrygtige Kvinder og de første Mænd i Byen; og de vakte en Forfølgelse imod Paulus og Barnabas og joge dem ud fra deres Grænser. 51. Men de rystede Støvet af deres Fødder imod dem og droge til Ikonium.
52. Men Disciplene bleve fyldte med Glæde og den Helligånd.

Apostelenes gerninger 14

1. Men det skete i Ikonium, at de sammen gik ind i Jødernes Synagoge og talte således, at en stor Mængde,både af Jøder og Grækere, troede.
2. Men de Jøder, som vare genstridige, ophidsede Hedningernes Sind og satte ondt i dem imod Brødrene.
3. De opholdt sig nu en Tid lang der og talte med Frimodighed i Herren, som gav sin Nådes Ord Vidnesbyrd, idet han lod Tegn og Undere ske ved deres Hænder.
4. Men Mængden i Byen blev uenig, og nogle holdt med Jøderne, andre med Apostlene.

5. Men da der blev et Opløb, både af Hedningerne og Jøderne med samt deres Rådsherrer, for at mishandle og stene dem, 6. og de fik dette at vide, flygtede de bort til Byerne i Lykaonien, Lystra og Derbe, og til det omliggende Land, 7. og der forkyndte de Evangeliet.
8. Og i Lystra sad der en Mand, som var kraftesløs i Fødderne, lam fra Moders Liv, og han havde aldrig gået. 9. Han hørte Paulus tale; og da denne fæstede Øjet på ham og så, at han havde Tro til at frelses, sagde han med høj Røst: 10. “Stå ret op på dine Fødder!” Og han sprang op og gik omkring. 11. Men da Skarerne så, hvad Paulus havde gjort, opløftede de deres Røst og sagde på Lykaonisk: “Guderne ere i menneskelig Skikkelse stegne ned til os.”
12. Og de kaldte Barnabas Zens, men Paulus Hermes, fordi han var den, som førte Ordet.
13. Men Præsten ved Zenstemplet, som var uden for Byen, bragte Tyre og Kranse hen til Portene og vilde ofre tillige med Skarerne. 14. Men da Apostlene, Barnabas og Paulus, hørte dette, sønderreve de deres Klæder og sprang ind i Skaren,
15. råbte og sagde: “I Mænd! hvorfor gøre I dette? Vi ere også Mennesker, lige Kår undergivne med eder, og vi forkynde eder Evangeliet om at vende om fra disse tomme Ting til den levende Gud, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alt, hvad der er i dem;
16. han, som i de forbigangne Tider lod alle Hedningerne vandre deres egne Veje,
17. ihvorvel han ikke lod sig selv være uden Vidnesbyrd, idet han gjorde godt og gav eder Regn og frugtbare Tider fra Himmelen og mættede eders Hjerter med Føde og Glæde.” 18. Og det var med Nød og næppe, at de ved at sige dette afholdt Skarerne fra at ofre til dem.
19. Men der kom Jøder til fra Antiokia og Ikonium, og de overtalte Skarerne og stenede Paulus og slæbte ham uden for Byen i den Tro, at han var død.
20. Men da Disciplene omringede ham, stod han op og gik ind i Byen. Og den næste Dag gik han med Barnabas bort til Derbe.

21. Og da de havde forkyndt Evangeliet i denne By og vundet mange Disciple, vendte de tilbage til Lystra og Ikonium og Antiokia 22. og styrkede Disciplenes Sjæle og påmindede dem om at blive i Troen og om, at vi må igennem mange Trængsler indgå i Guds Rige. 23. Men efter at de i hver Menighed havde udvalgt Ældste for dem, overgave de dem under Bøn og Faste til Herren, hvem de havde givet deres Tro.
24. Og de droge igennem Pisidien og kom til Pamfylien. 25. Og da de havde talt Ordet i Perge, droge de ned til Attalia. 26. Og derfra sejlede de til Antiokia, hvorfra de vare blevne overgivne til Guds Nåde til den Gerning, som de havde fuldbragt. 27. Men da de kom derhen og havde forsamlet Menigheden, forkyndte de, hvor store Ting Gud havde gjort med dem, og at han havde åbnet en Troens Dør for Hedningerne.
28. Men de opholdt sig en ikke liden Tid sammen med Disciplene.

Apostelenes gerninger 15

1. Og der kom nogle ned fra Judæa, som lærte Brødrene: “Dersom I ikke lade eder omskære efter Mose Skik, kunne I ikke blive frelste.”
2. Da nu Paulus og Barnabas kom i en ikke ringe Splid og Strid med dem, så besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulde drage op til Jerusalem til Apostlene og de Ældste i Anledning af dette Spørgsmål.
3. Disse bleve da sendte af Sted af Menigheden og droge igennem Fønikien og Samaria og fortalte om Hedningernes Omvendelse, og de gjorde alle Brødrene stor Glæde.
4. Men da de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af Menigheden og Apostlene og de Ældste, og de kundgjorde, hvor store Ting Gud havde gjort med dem.
5. Men nogle af Farisæernes Parti, som vare blevne troende, stode op og sagde: “Man bør omskære dem og befale dem at holde Mose Lov.”
6. Men Apostlene og de Ældste forsamlede sig for at overlægge denne Sag.
7. Men da man havde tvistet meget herom, stod Peter op og sagde til dem: “I Mænd, Brødre! I vide, at for lang Tid siden gjorde Gud det Valg iblandt eder, at Hedningerne ved min Mund skulde høre Evangeliets Ord og tro.
8. Og Gud, som kender Hjerterne, gav dem Vidnesbyrd ved at give dem den Helligånd lige så vel som os.
9. Og han gjorde ingen Forskel imellem os og dem, idet han ved Troen rensede deres Hjerter.
10. Hvorfor friste I da nu Gud, så I lægge et Åg på Disciplenes Nakke, som hverken vore Fædre eller vi have formået at bære? 11. Men vi tro, at vi bliver frelste ved den Herres Jesu Nåde på samme Måde som også de.”
12. Men hele Mængden tav og de hørte Barnabas og Paulus fortælle, hvor store Tegn og Undere Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved dem.
13. Men da de havde hørt op at tale, tog Jakob til Orde og sagde: “I Mænd, Brødre, hører mig!”
14. Simon har fortalt, hvorledes Gud først drog Omsorg for at tage ud af Hedninger et Folk for sit Navn. 15. Og dermed stemme Profeternes Tale overens, som der er skrevet: 16. “Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne Hytte, og det nedrevne af den vil jeg atter opbygge og oprejse den igen,
17. for at de øvrige af Menneskene skulle søge Herren, og alle Hedningerne, over hvilke mit Navn er nævnet, siger Herren, som gør dette.”
18. Gud kender fra Evighed af alle sine Gerninger. 19. Derfor mener jeg, at man ikke skal besvære dem af Hedningerne, som omvende sig til Gud,
20. men skrive til dem, at de skulle afholde sig fra Besmittelse med Afguderne og fra Utugt og fra det kvalte og fra Blodet. 21. Thi Moses har fra gammel Tid i hver By Mennesker, som prædike ham, idet han oplæses hver Sabbat i Synagogerne.” 22. Da besluttede Apostelene og de Ældste tillige med hele Menigheden at udvælge nogle Mænd af deres Midte og sende dem til Antiokia tillige med Paulus og Barnabas, nemlig Judas, kaldet Barsabbas, og Silas, hvilke Mænd vare ansete iblandt Brødrene. 23. Og de skreve således med dem: “Apostlene og de Ældste og Brødrene hilse Brødrene af Hedningerne i Antiokia og Syrien og Kilikien.
24. Efterdi vi have hørt, at nogle, som ere komne fra os, have forvirret eder med Ord og voldt eders Sjæle Uro uden at have nogen Befaling fra os,
25. så have vi endrægtigt forsamlede, besluttet at udvælge nogle Mænd og sende dem til eder med vore elskelige Barnabas og Paulus,
26. Mænd, som have vovet deres Liv for vor Herres Jesu Kristi Navn. 27. Vi have derfor sendt Judas og Silas, der også mundtligt skulle forkynde det samme.
28. Thi det er den Helligånds Beslutning og vor, ingen videre Byrde at pålægge eder uden disse nødvendige Ting: 29. At I skulle afholde eder fra Afgudsofferkød og fra Blod og fra det kvalte og fra Utugt. Når I holde eder derfra, vil det gå eder godt. Lever vel!”

30. Så lod man dem da fare, og de kom ned til Antiokia og forsamlede Mængden og overgave Brevet.
31. Men da de læste det, bleve de glade over Trøsten. 32. Og Judas og Silas, som også selv vare Profeter, opmuntrede Brødrene med megen Tale og styrkede dem. 33. Men da de havde opholdt sig der nogen Tid, lode Brødrene dem fare med Fred til dem, som havde udsendt dem. (34 Men Silas besluttede at blive der.)
35. Men Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiokia, hvor de tillige med mange andre lærte og forkyndte Herrens Ord. 36. Men efter nogen Tids Forløb sagde Paulus til Barnabas: “Lader os dog drage tilbage og besøge vore Brødre i hver By, hvor vi have forkyndt Herrens Ord, for at se, hvorledes det går dem.” 37. Men Barnabas vilde også tage Johannes, kaldet Markus, med. 38. Men Paulus holdt for, at de ikke skulde tage den med, som havde forladt dem i Pamfylien og ikke havde fulgt med dem til Arbejdet.
39. Der blev da en heftig Strid, så at de skiltes fra hverandre, og Barnabas tog Markus med sig og sejlede til Kypern. 40. Men Paulus udvalgte Silas og drog ud, anbefalet af Brødrene til Herrens Nåde.
41. Men han rejste omkring i Syrien og Kilikien og styrkede Menighederne.

Apostelenes gerninger 16

1. Og han kom til Derbe og Lystra, og se, der var der en Discipel ved Navn Timotheus, Søn af en troende Jødinde og en græsk Fader. 2. Han havde godt Vidnesbyrd af Brødrene i Lystra og Ikonium. 3. Ham vilde Paulus have til at drage med sig, og han tog og omskar ham for Jødernes Skyld, som vare på disse Steder; thi de vidste alle, at hans Fader var en Græker.
4. Men alt som de droge igennem Byerne, overgave de dem de Bestemmelser at holde, som vare vedtagne af Apostlene og de Ældste i Jerusalem,
5. Så styrkedes Menighederne i Troen og voksede i Antal hver Dag. 6. Men de droge igennem Frygien og det galatiske Land, da de af den Helligånd vare blevne forhindrede i at tale Ordet i Asien. 7. Da de nu kom hen imod Mysien, forsøgte de at drage til Bithynien; og Jesu Ånd tilstedte dem det ikke. 8. De droge da Mysien forbi og kom ned til Troas. 9. Og et Syn viste sig om Natten for Paulus: En makedonisk Mand stod der og bad ham og sagde: “Kom over til Makedonien og hjælp os!”
10. Men da han havde set dette Syn, ønskede vi straks at drage over til Makedonien; thi vi sluttede, at Gud havde kaldt os derhen til at forkynde Evangeliet for dem.

11. Vi sejlede da ud fra Troas og styrede lige til Samothrake og den næste Dag til Neapolis
12. og derfra til Filippi, hvilken er den første By i den Del af Makedonien, en Koloni. I denne By opholdt vi os nogle Dage. 13. Og på Sabbatsdagen gik vi uden for Porten ved en Flod, hvor vi mente, at der var et Bedested”, og vi satte os og talte til de Kvinder, som kom sammen.
14. Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Byen Thyatira, en Kvinde, som frygtede Gud, hørte til, og hendes Hjerte oplod Herren til at give Agt på det, som blev talt af Paulus.
15. Men da hun og hendes Hus var blevet døbt, bad hun og sagde: “Dersom I agte mig for at være Herren tro, da kommer ind i mit Hus og bliver der!” Og hun nødte os.

16. Men det skete, da vi gik til Bedestedet, at en Pige mødte os, som havde en Spådomsånd og skaffede sine Herrer megen Vinding ved at spå.
17. Hun fulgte efter Paulus og os, råbte og sagde: “Disse Mennesker ere den højeste Guds Tjenere, som forkynde eder Frelsens Vej.” 18. Og dette gjorde hun i mange Dage. Men Paulus blev fortrydelig derover, og han vendte sig og sagde til Ånden: “Jeg byder dig i Jesu Kristi Navn at fare ud af hende.” Og den for ud i den samme Stund.
19. Men da hendes Herrer så, at deres Håb om Vinding var forsvundet, grebe de Paulus og Silas og slæbte dem hen på Torvet for Øvrigheden.
20. Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: “Disse Mennesker, som ere Jøder, forvirre aldeles vor By. 21. og de forkynde Skikke, som det ikke er tilladt os, der ere Romere, at antage eller øve.”
22. Og Mængden rejste sig imod dem, og Høvedsmændene lode Klæderne rive af dem og befalede at piske dem. 23. Og da de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel og befalede Fangevogteren at holde dem sikkert bevogtede. 24. Da han havde fået sådan Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Blokken.

25. Men ved Midnat bade Paulus og Silas og sang Lovsange til Gud; og Fangerne lyttede på dem.
26. Men pludseligt kom der et stort Jordskælv, så at Fængselets Grundvolde rystede, og straks åbnedes alle Dørene, og alles Lænker løstes.
27. Men Fangevogteren for op at Søvne, og da han så Fængselets Døre åbne, drog han et Sværd og vilde dræbe sig selv, da han mente, at Fangerne vare flygtede.
28. Men Paulus råbte med høj Røst og sagde: “Gør ikke dig selv noget ondt; thi vi ere her alle.”
29. Men han forlangte Lys og sprang ind og faldt skælvende ned for Paulus og Silas.
30. Og han førte dem udenfor og sagde: “Herrer! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan blive frelst?”
31. Men de sagde: “Tro på den Herre Jesus Kristus, så skal du blive frelst, du og dit Hus.”
32. Og de talte Herrens Ord til ham og til alle dem, som vare i hans Hus.
33. Og han tog dem til sig i den samme Stund om Natten og aftoede deres Sår; og han selv og alle hans blev straks døbte. 34. Og han førte dem op i sit Hus og satte et Bord for dem og frydede sig over, at han med hele sit Hus var kommen til Troen på Gud.
35. Men da det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Bysvendene hen og sagde: “Løslad de Mænd!”
36. Men Fangevogteren meldte Paulus disse Ord: “Høvedsmændene have sendt Bud, at I skulle løslades; så drager nu ud og går bort med Fred!”
37. Men Paulus sagde til dem: “De have ladet os piske offentligt og uden Dom, os, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os hemmeligt bort! Nej, lad dem selv komme og føre os ud!”
38. Men Bysvendene meldte disse Ord til Høvedsmændene; og de bleve bange, da de hørte, at de vare Romere. 39. Og de kom og gave dem gode Ord, og de førte dem ud og bade dem at drage bort fra Byen.
40. Og de gik ud af Fængselet og gik ind til Lydia; og da de havde set Brødrene. formanede de dem og droge bort.

Apostelenes gerninger 17

1. Men de rejste igennem Amfipolis og Apollonia og kom til Thessalonika, hvor Jøderne havde en Synagoge. 2. Og efter sin Sædvane gik Paulus ind til dem, og på tre Sabbater samtalede han med dem ud fra Skrifterne, 3. idet han udlagde og forklarede, at Kristus måtte lide og opstå fra de døde, og han sagde: “Denne Jesus, som jeg forkynder eder, han er Kristus.”
4. Og nogle af dem bleve overbeviste og sluttede sig til Paulus og Silas, og tillige en stor Mængde at de gudfrygtige Grækere og ikke få af de fornemste Kvinder.
5. Men Jøderne bleve nidkære og toge med sig nogle slette Mennesker af Lediggængerne på Torvet, rejste et Opløb og oprørte Byen; og de stormede Jasons Hus og søgte efter dem for at føre dem ud til Folket.
6. Men da de ikke fandt dem, trak de Jason og nogle Brødre for Byens Øvrighed og råbte: “Disse, som have bragt hele Verden i Oprør, ere også komne hid;
7. dem har Jason taget ind til sig; og alle disse handle imod Kejserens Befalinger og sige, at en anden er Konge, nemlig Jesus.”
8. Og de satte Skræk i Mængden og Byens Øvrighed, som hørte det. 9. Og denne lod Jason og de andre stille Borgen og løslod dem.

10. Men Brødrene sendte straks om Natten både Paulus og Silas bort til Berøa; og da de vare komne dertil,gik de ind i Jødernes Synagoge.
11. Men disse vare mere velsindede end de i Thessalonika, de modtoge Ordet med al Redebonhed og ransagede daglig Skrifterne, om disse Ting forholdt sig således.
12. Så troede da mange af dem og ikke få af de fornemme græske Kvinder og Mænd.
13. Men da Jøderne i Thessalonika fik at vide, at Guds Ord blev forkyndt af Paulus også i Berøa, kom de og vakte også der Røre og Bevægelse iblandt Skarerne.

14. Men da sendte Brødrene straks Paulus bort, for at han skulde drage til Havet; men både Silas og Timotheus bleve der tilbage. 15. Og de, som ledsagede Paulus, førte ham lige til Athen; og efter at have fået det Bud med til Silas og Timotheus, at de snarest muligt skulde komme til ham, droge de bort. 16. Medens nu Paulus ventede på dem i Athen, harmedes hans Ånd i ham, da han så, at Byen var fuld af Afgudsbilleder. 17. Derfor talte han i Synagogen med Jøderne og de gudfrygtige og på Torvet hver Dag til dem, som han traf på. 18. Men også nogle af de epikuræiske og stoiske Filosoffer indlode sig i Ordstrid med ham; og nogle sagde: “”Hvad vil denne Ordgyder sige?”” men andre: “”Han synes at være en Forkynder af fremmede Guddomme;”” fordi han forkyndte Evangeliet om Jesus og Opstandelsen.
19. Og de toge ham og førte ham op på Areopagus og sagde: “”Kunne vi få at vide, hvad dette er for en ny Lære, som du taler om? 20. Thi du bringer os nogle fremmede Ting for Øren; derfor ville vi vide, hvad dette skal betyde.””
21. Men alle Atheniensere og de fremmede, som opholdt sig der, gave sig ikke Stunder til andet end at fortælle eller høre nyt. 22. Men Paulus stod frem midt på Areopagus og sagde: “”I athemiensiske Mænd! jeg ser, at I i alle Måder ere omhyggelige for eders Gudsdyrkelse.
23. Thi da jeg gik omkring og betragtede eders Helligdommen, fandt jeg også et Alter, på hvilket der var skrevet: “”For en ukendt Gud.”” Det, som I således dyrke uden at kende det, det forkynder jeg eder.
24. Gud, som har gjort Verden og alle Ting, som ere i den, han, som er Himmelens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte med Hænder,
25. han tjenes ikke heller af Menneskers Hænder som en, der trænger til noget, efterdi han selv giver alle Liv og Ånde og alle Ting. 26. Og han har gjort, at hvert Folk iblandt Mennesker bor ud af eet Blod på hele Jordens Flade, idet han fastsatte bestemte Tider og Grænserne for deres Bolig,
27. for at de skulde søge Gud, om de dog kunde føle sig frem og finde ham, skønt han er ikke langt fra hver enkelt af os; 28. thi i ham leve og røres og ere vi, som også nogle af eders Digtere have sagt: Vi ere jo også hans Slægt. 29. Efterdi vi da ere Guds Slægt, bør vi ikke mene, at Guddommen er lig Guld eller Sølv eller Sten, formet ved Menneskers Kunst og Opfindsomhed.
30. Efter at Gud altså har båret over med disse Vankundighedens Tider, byder han nu Menneskene at de alle og alle Vegne skulle omvende sig.
31. Thi han har fastsat en Dag, på hvilken han vil dømme Jorderige med Retfærdighed ved en Mand, som han har beskikket dertil, og dette har han bevist for alle ved at oprejse ham fra de døde.” 32. Men da de hørte om de dødes Opstandelse, spottede nogle; men andre sagde: “Ville atter høre dig om dette.” 33. Således gik Paulus ud fra dem.
34. Men nogle Mænd holdt sig til ham og troede; iblandt hvilke også var Areopagiten Dionysius og en Kvinde ved Navn Damaris og andre med dem.

Apostelenes gerninger 18

1. Derefter forlod Paulus Athen og kom til Korinth 2. Der traf han en Jøde ved Navn Akvila, født i Pontus, som nylig var kommen fra Italien med sin Hustru Priskilla, fordi Klaudius havde befalet, at alle Jøderne skulde forlade Rom. Til disse gik han.
3. Og efterdi han øvede det samme Håndværk, blev han hos dem og arbejdede; thi de vare Teltmagere af Håndværk. 4. Men han holdt Samtaler i Synagogen på hver Sabbat og overbeviste Jøder og Grækere.
5. Men da Silas og Timotheus kom ned fra Makedonien, var Paulus helt optagen af at tale og vidnede for Jøderne, at Jesus er Kristus.
6. Men da de stode imod og spottede, rystede han Støvet af sine Klæder og sagde til dem: “Eders Blod komme over eders Hoved! Jeg er ren; herefter vil jeg gå til Hedningerne.” 7. Og han gik bort derfra og gik ind til en Mand ved Navn Justus, som frygtede Gud, og hvis Hus lå ved Siden af Synagogen. 8. Men Synagogeforstanderen Krispus troede på Herren tillige med hele sit Hus, og mange af Korinthierne, som hørte til, troede og bleve døbte.
9. Men Herren sagde til Paulus i et Syn om Natten: “Frygt ikke, men tal og ti ikke,
10. eftersom jeg er med dig, og ingen skal lægge Hånd på dig for at gøre dig noget ondt; thi jeg har et talrigt Folk i denne By.” 11. Og han slog sig ned der et År og seks Måneder og lærte Guds Ord iblandt dem.
12. Men medens Gallio var Statholder i Akaja, stode Jøderne endrægtigt op imod Paulus og førte ham for Domstolen og sagde: 13. “Denne overtaler Folk til en Gudsdyrkelse imod Loven.” 14. Og da Paulus vilde oplade Munden, sagde Gallio til Jøderne: ” Dersom det var nogen Uret eller Misgerning, I Jøder! vilde jeg, som billigt var, tålmodigt høre på eder. 15. Men er det Stridsspørgsmål om Lære og Navne og om den Lov, som I have, da ser selv dertil; thi jeg vil ikke være Dommer over disse Ting.”
16. Og han drev dem bort fra Domstolen. 17. Men alle grebe Synagogeforstanderen Sosthenes og sloge ham lige for Domstolen; og Gallio brød sig ikke om noget af dette.

18. Men Paulus blev der endnu i mange dage; derefter tog han Afsked med Brødrene og sejlede bort til Syrien og med ham Priskilla og Akvila, efter at han havde ladet sit Hår klippe af i Kenkreæ; thi han havde et Løfte på sig.
19. Men de kom til Efesus; og der lod han hine blive tilbage; men han selv gik ind i Synagogen og samtalede med Jøderne. 20. Men da de bade ham om at blive i længere Tid, samtykkede han ikke;
21. men han tog Afsked og sagde: ” (Jeg må endelig holde denne forestående Højtid i Jerusalem; men) jeg vil atter vende tilbage til eder, om Gud vil.” Og han sejlede ud fra Efesus 22. og landede i Kæsarea, drog op og hilste på Menigheden og drog så ned til Antiokia.

23. Og da han havde opholdt sig der nogen Tid, drog han bort og rejste fra Sted til Sted igennem det galatiske Land og Frygien og styrkede alle Disciplene.

24. Men en Jøde ved Navn Apollos, født i Aleksandria, en veltalende Mand, som var stærk i Skrifterne, kom til Efesus. 25. Denne var undervist om Herrens Vej, og brændende i Ånden talte og lærte han grundigt om Jesus, skønt han kun kendte Johannes’s Dåb.
26. Og han begyndte at tale frimodigt i Synagogen. Men da Priskilla og Akvila hørte ham,toge de ham til sig og udlagde ham Guds Vej nøjere.
27. Men da han vilde rejse videre til Akaja, skrev Brødrene til Disciplene og opmuntrede dem til at tage imod ham. Da han var kommen derhen, var han ved Guds Nåde de troende til megen Nytte; 28. thi han gendrev Jøderne offentligt med stor Kraft og beviste ved Skrifterne, at Jesus er Kristus.

Apostelenes gerninger 19

1. Men det skete, medens Apollos var i Korinth, at Paulus efter at være dragen igennem de højereliggende Landsdele kom ned til Efesus
2. og fandt nogle Disciple, og han sagde til dem: “Fik I den Helligånd, da I bleve troende?” Men de sagde til ham: “Vi have ikke engang hørt, at der er en Helligånd.” 3. Og han sagde: “Hvortil bleve I da døbte?” Men de sagde: “Til Johannes’s Dåb.”
4. Da sagde Paulus: “Johannes døbte med Omvendelses-Dåb, idet han sagde til Folket, at de skulde tro på den, som kom efter ham, det er på Jesus.”
5. Men da de hørte dette, lode de sig døbe til den Herres Jesu Navn.
6. Og da Paulus lagde Hænderne på dem, kom den Helligånd over dem, og de talte i Tunger og profeterede.
7. Men de vare i det hele omtrent tolv Mand. 8. Og han gik ind i Synagogen og vidnede frimodigt i tre Måneder, idet han holdt Samtaler og overbeviste om det, som hører til Guds Rige.
9. Men da nogle forhærdede sig og strede imod og over for Mængden talte ilde om Vejen, forlod han dem og skilte Disciplene fra dem og holdt daglig Samtaler i Tyrannus’s Skole. 10. Men dette varede i to År, så at alle, som boede i Asien, både Jøder og Grækere, hørte Herrens Ord.
11. Og Gud gjorde usædvanlige kraftige Gerninger ved Paulus’s Hænder,
12. så at man endog bragte Tørklæder og Bælter fra hans Legeme til de syge, og Sygdommene vege fra dem, og de onde Ånder fore ud. 13. Men også nogle af de omløbende jødiske Besværgere forsøgte at nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Ånder, idet de sagde: “Jeg besværger eder ved den Jesus, som Paulus prædiker.”
14. Men de, som gjorde dette, vare syv Sønner af Skeuas, en jødisk Ypperstepræst,
15. Men den onde Ånd svarede og sagde til dem: “Jesus kender jeg, og om Paulus ved jeg; men I, hvem ere I?” 16. Og det Menneske, i hvem den onde Ånd var, sprang ind på dem og overmandede dem begge og fik sådan Magt over dem, at de flygtede nøgne og sårede ud af Huset.
17. Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Efesus, både Jøder og Grækere; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev ophøjet,
18. og mange af dem, som vare blevne troende, kom og bekendte og fortalte om deres Gerninger.
19. Men mange af dem, som havde drevet Trolddom, bare deres Bøger sammen og opbrændte dem for alles Øjne; og man beregnede deres Værdi og fandt dem halvtredsindstyve Tusinde Sølvpenge værd. 20. Så kraftigt voksede Herrens Ord og fik Magt.

21. Men da dette var fuldbragt, satte Paulus sig for i Ånden, at han vilde rejse igennem Makedonien og Akaja og så drage til Jerusalem, og han sagde: “Efter at jeg har været der, bør jeg også se Rom.”
22. Og han sendte to af dem, som gik ham til Hånde, Timotheus og Erastus, til Makedonien; men selv blev han nogen Tid i Asien.

23. Men på den Tid opstod der et ikke lidet Oprør i Anledning af Vejen.
24. Thi en Sølvsmed ved Navn Demetrius gjorde Artemistempler af Sølv og skaffede Kunstnerne ikke ringe Fortjeneste. 25. Disse samlede han tillige med de med sådanne Ting sysselsatte Arbejdere og sagde: “I Mænd! I vide, at vi have vort Udkomme af dette Arbejde.
26. Og I se og høre, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele Asien har denne Paulus ved sin Overtalelse vildledt en stor Mængde, idet han siger, at de ikke ere Guder, de, som gøres med Hænder. 27. Men der er ikke alene Fare for, at denne vor Håndtering skal komme i Foragt, men også for, at den store Gudinde Artemis’s Helligdom skal blive agtet for intet, og at den Gudindes Majestæt, hvem hele Asien og Jorderige dyrker, skal blive krænket.”
28. Men da de hørte dette, bleve de fulde af Vrede og råbte og sagde: “Stor er Efesiernes Artemis!”
29. Og Byen kom i fuldt Oprør, og de stormede endrægtigt til Teatret og reve Makedonierne Hajus og Aristarkus, Paulus’s Rejsefæller, med sig.
30. Men da Paulus vilde gå ind iblandt Folkemængden, tilstedte Disciplene ham det ikke.
31. Men også nogle af Asiarkerne, som vare hans Venner, sendte Bud til ham og formanede ham til ikke at vove sig hen til Teatret. 32. Da skrege nogle eet, andre et andet; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de fleste vidste ikke, af hvad Årsag de vare komne sammen.
33. Men de trak Aleksander, hvem Jøderne skøde frem, ud af Skaren; men Aleksander slog til Lyd med Hånden og vilde holde en Forsvarstale til Folket.
34. Men da de fik at vide, at han var en Jøde, råbte de alle med een Røst i omtrent to Timer: “Stor er Efesiernes Artemis!” 35. Men Byskriveren fik Skaren beroliget og sagde: “I Mænd i Efesus! hvilket Menneske er der vel, som ikke ved, at Efesiernes By er Tempelværge for den store Artemis og det himmelfaldne Billede? 36. Når altså dette er uimodsigeligt, bør I være rolige og ikke foretage eder noget fremfusende.
37. Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken er Tempelranere eller bespotte eders Gudinde.
38. Dersom nu Demetrius og hans Kunstnere have Klage imod nogen, da holdes der Tingdage, og der er Statholdere; lad dem kalde hinanden for Retten!
39. Men have I noget Forlangende om andre Sager, så vil det blive afgjort i den lovlige Forsamling.
40. Vi stå jo endog i Fare for at anklages for Oprør for, hvad der i Dag er sket, da der ingen Årsag er dertil; herfor, for dette Opløb, ville vi ikke kunne gøre regnskab.” 41. Og da han havde sagt dette, lod han Forsamlingen fare.

Apostelenes gerninger 20

1. Men efter at dette Røre var stillet, lod Paulus Disciplene hente og formanede dem, tog Afsked og begav sig derfra for at rejse til Makedonien.
2. Og da han var dragen igennem disse Egne og havde formanet dem med megen Tale, kom han til Grækenland. 3. Der tilbragte han tre Måneder, og da Jøderne havde Anslag for imod ham, just som han skulde til at sejle til Syrien, blev han til Sinds at vende tilbage igennem Makedonien. 4. Men Pyrrus’s Søn Sopater fra Berøa og af Thessalonikerne Aristarkus og Sekundus og Kajus fra Derbe og Timotheus og af Asiaterne Tykikus og Trofimus fulgte med ham til Asien. 5. Disse droge forud og biede på os i Troas; 6. men vi sejlede efter de usyrede Brøds Dage ud fra Filippi og kom fem Dage efter til dem i Troas, hvor vi tilbragte syv Dage. 7. Men på den første Dag i Ugen, da vi vare forsamlede for at bryde Brødet, samtalede Paulus med dem, da han den næste Dag vilde rejse derfra, og han blev ved med at tale indtil Midnat. 8. Men der var mange Lamper i Salen ovenpå, hvor vi vare samlede. 9. Og der sad i Vinduet en ung Mand ved Navn Eutykus; han faldt i en dyb Søvn, da Paulus fortsatte Samtalen så længe, og overvældet af Søvnen styrtede han ned fra det tredje Stokværk og blev tagen død op.
10. Men Paulus gik ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og sagde: “Larmer ikke; thi hans Sjæl er i ham.” 11. Men han gik op igen og brød Brødet og nød deraf og talte endnu længe med dem indtil Dagningen, og dermed drog han bort. 12. Men de bragte det unge Menneske levende op og vare ikke lidet trøstede.

13. Men vi gik forud til Skibet og sejlede til Assus og skulde derfra tage Paulus med; thi således havde han bestemt det, da han selv vilde gå til Fods.
14. Da han nu stødte til os i Assus, toge vi ham om Bord og kom til Mitylene.
15. Og vi sejlede derfra og kom den næste Dag lige udfor Kios; Dagen derpå lagde vi til ved Samos og kom næste Dag til Milet. 16. Thi Paulus havde besluttet at sejle Efesus forbi, for at det ikke skulde hændes, at han blev opholdt i Asien; thi han hastede for at komme til Jerusalem på Pinsedagen, om det var ham muligt. 17. Men fra Milet sendte han Bud til Efesus og lod Menighedens Ældste kalde til sig.
18. Og da de kom til ham, sagde han til dem: “I vide, hvorledes jeg færdedes iblandt eder den hele Tid igennem fra den første Dag, jeg kom til Asien,
19. idet jeg tjente Herren i al Ydmyghed og under Tårer og Prøvelser, som timedes mig ved Jødernes Efterstræbelser; 20. hvorledes jeg ikke har unddraget mig fra at forkynde eder noget som helst af det, som kunde være til Gavn, og at lære eder offentligt og i Husene,
21. idet jeg vidnede både for Jøder og Grækere om Omvendelsen til Gud og Troen på vor Herre Jesus Kristus. 22. Og nu se, bunden af Ånden drager jeg til Jerusalem uden at vide, hvad der skal møde mig,
23. kun, at den Helligånd i hver By vidner for mig og siger, at Lænker og Trængsler vente mig.
24. Men jeg agter ikke mit Liv noget værd for mig selv, for at jeg kan fuldende mit Løb og den Tjeneste, som jeg har fået af den Herre Jesus, at vidne om Guds Nådes Evangelium. 25. Og nu se, jeg ved, at I ikke mere skulle se mit Ansigt, alle I, iblandt hvem jeg gik om og prædikede Riget. 26. Derfor vidner jeg for eder på denne Dag, at jeg er ren for alles Blod;
27. thi jeg unddrog mig ikke fra at forkynde eder hele Guds Råd. 28. Så giver Agt på eder selv og den hele Hjord, i hvilken den Helligånd satte eder som Tilsynsmænd, til at vogte Guds Menighed, som han erhvervede sig med sit eget Blod. 29. Jeg ved, at der efter min Bortgang skal komme svare Ulve ind iblandt eder, som ikke ville spare Hjorden. 30. Og af eders egen Midte skal der opstå Mænd, som skulle tale forvendte Ting for at drage Disciplene efter sig. 31. Derfor våger og kommer i Hu, at jeg har ikke ophørt i tre År, Nat og Dag, at påminde hver enkelt med Tårer. 32. Og nu overgiver jeg eder til Gud og hans Nådes Ord, som formår at opbygge eder og at give eder Arven iblandt alle de helligede. 33. Jeg har ikke begæret nogens Sølv eller Guld eller Klædebon. 34. I vide selv, at disse Hænder have tjent for mine Fornødenheder og for dem, som vare med mig.
35. Jeg viste eder i alle Ting, at således bør vi arbejde og tage os af de skrøbelige og ihukomme den Herres Jesu Ord, at han selv har sagt: “Det er saligere at give end at tage.” 36. Og da han havde sagt dette, faldt han på sine Knæ og bad med dem alle.
37. Og de brast alle i heftig Gråd, og de faldt Paulus om Halsen og kyssede ham.
38. Og mest smertede dem det Ord, han havde sagt, at de ikke mere skulde se hans Ansigt. Så ledsagede de ham til Skibet.

Apostelenes gerninger 21

1. Men da vi havde revet os løs fra dem og vare afsejlede, droge vi lige til Kos, og den næste Dag til Rodus og derfra til Patara. 2. Og da vi fandt et Skib, som skulde gå lige til Fønikien, gik vi om Bord og afsejlede.
3. Men da vi havde fået Kypern i Sigte og vare komne den forbi til venstre for os, sejlede vi til Synen og landede i Tyrus; thi der skulde Skibet losse sin Ladning.
4. Og vi opsøgte Disciplene og bleve der syv Dage; disse sagde ved Ånden til Paulus, at han ikke skulde drage op til Jerusalem. 5. Men da vi havde tilendebragt disse Dage, droge vi derfra og rejste videre, idet de alle, med Hustruer og Børn, ledsagede os uden for Byen; og efter at have knælet på Strandbredden og holdt Bøn
6. toge vi Afsked med hverandre; og vi gik om Bord i Skibet, men de vendte tilbage til deres Hjem.

7. Men vi fuldendte Sejladsen og kom fra Tyrus til Ptolemais, og vi hilste på Brødrene og bleve een Dag hos dem. 8. Og den følgende Dag droge vi derfra og kom til Kæsarea, og vi gik ind i Evangelisten Filips Hus, han, som var en af de syv, og bleve hos ham.
9. Men denne havde fire ugifte Døtre, som profeterede. 10. Men da vi bleve der flere Dage, kom der en Profet ned fra Judæa ved Navn Agabus.
11. Og han kom til os og tog Paulus’s Bælte og bandt sine egne Fødder og Hænder og sagde: “Dette siger den Helligånd: Den Mand, hvem dette Bælte tilhører, skulle Jøderne binde således i Jerusalem og overgive i Hedningers Hænder.” 12. Men da vi hørte dette, bade såvel vi som de der på Stedet ham om ikke at drage op til Jerusalem.
13. Da svarede Paulus: “Hvad gøre I, at I græde og gøre mit Hjerte modløst? thi jeg er rede til ikke alene at bindes, men også at dø i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld.” 14. Da han nu ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og sagde: “Herrens Villie ske!”

15. Men efter disse Dage gjorde vi os rede og droge op til Jerusalem.
16. Og også nogle af Disciplene fra Kæsarea rejste med os og bragte os til Mnason, en Mand fra Kypern, en gammel Discipel, hos hvem vi skulde have Herberge.
17. Da vi nu kom til Jerusalem, modtoge Brødrene os med Glæde. 18. Og Dagen efter gik Paulus ind med os til Jakob, og alle de Ældste kom derhen.
19. Og da han havde hilst på dem, fortalte han Stykke for Stykke, hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste. 20. Men da de hørte dette, priste de Gud og de sagde til ham: “Broder! du ser, hvor mange Tusinder der er af Jøderne, som have antaget Troen, og de ere alle nidkære for Loven. 21. Men de have hørt om dig, at du lærer alle Jøderne ude iblandt Hedningerne at falde fra Moses og siger, at de ikke skulle omskære Børnene, ej heller vandre efter Skikkene. 22. Hvad er der da at gøre? Der må sikkert komme mange Mennesker sammen; thi de ville få at høre, at du er kommen. 23. Gør derfor dette, som vi sige dig: Vi have her fire Mænd, som have et Løfte på sig.
24. Tag dem med dig, og rens dig sammen med dem,, og gør Omkostningen for dem, for at de kunne lade deres Hoved rage; så ville alle erkende, at det, som de have hørt om dig, ikke har noget på sig, men at du også selv vandrer således, at du holder Loven.
25. Men om de Hedninger, som ere blevne troende, have vi udsendt en Skrivelse med den Afgørelse, at de intet sådant skulle holde, men kun vogte sig for Afgudsofferkød og Blod og det kvalte og Utugt.”
26. Da tog Paulus Mændene med sig næste dag, og efter at have renset sig sammen med dem gik han ind i Helligdommen og anmeldte Renselsesdagenes Udløb, da Offeret blev bragt for hver enkelt af dem.

27. Men da de syv Dage næsten vare til Ende, satte Jøderne fra Asien, som havde set ham i Helligdommen, hele Mængden i Oprør og lagde Hånd på ham
28. og råbte: “I israelitiske Mænd, kommer til Hjælp! Denne er det Menneske, som alle Vegne lærer alle imod Folket og Loven og dette Sted; og tilmed har han også ført Grækere ind i Helligdommen og gjort dette hellige Sted urent;” 29. de havde nemlig i Forvejen set Efesieren Trofimus i Staden sammen med ham, og ham mente de, at Paulus havde ført ind i Helligdommen.
30. Og hele Staden kom i Bevægelse, og Folket stimlede sammen; og de grebe Paulus og slæbte ham uden for Helligdommen, og straks bleve Dørene lukkede.
31. Og da de søgte at slå ham ihjel, gik der Melding op til Krigsøversten for Vagtafdelingen, at hele Jerusalem var i Oprør. 32. Han tog straks Stridsmænd og Høvedsmænd med sig og ilede ned imod dem. Men da de så Krigsøversten og Stridsmændene, holdt de op at slå Paulus.
33. Da trådte Krigsøversten til, greb ham og befalede, at han skulde bindes med to Lænker, og han spurgte, hvem han var, og hvad han havde gjort.
34. Da råbte nogle i Skaren eet, andre et andet til ham; men da han ikke kunde få noget pålideligt at vide på Grund af Larmen, befalede han at føre ham ind i Borgen, 35. Men da han kom på Trappen, gik det således, at han måtte bæres af Stridsmændene på Grund af Skarens Voldsomhed; 36. thi Folkemængden fulgte efter og råbte: “Bort med ham!” 37. Og da Paulus var ved at blive ført ind i Borgen, siger han til Krigsøversten: “Er det mig tilladt at sige noget til dig?” Men han sagde: “Forstår du Græsk?
38. Er du da ikke den Ægypter, som for nogen Tid siden gjorde Oprør og førte de fire Tusinde Stimænd ud i Ørkenen?” 39. Men Paulus sagde: “Jeg er en jødisk Mand fra Tarsus, Borger i en ikke ubekendt By i Kilikien. Men jeg beder dig, tilsted mig at tale til Folket!”
40. Og da han tilstedte det, stod Paulus frem på Trappen og slog til Lyd med Hånden for Folket. Men da der var blevet dyb Tavshed, tiltalte han dem i det hebraiske Sprog og sagde:

Apostelenes gerninger 22

1. ” I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit forsvar over for eder!” 2. Men da de hørte, at han talte til dem i det hebraiske Sprog, holdt de sig end mere stille. Og han siger: 3. “Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus i Kilikien, men opfostret i denne Stad, oplært ved Gamaliels Fødder efter vor Fædrenelovs Strenghed og nidkær for Gud, ligesom I alle ere i Dag. 4. Og jeg forfulgte denne Vej indtil Døden, idet jeg lagde både Mænd og Kvinder i Lænker og overgav dem til Fængsler, 5. som også Ypperstepræsten vidner med mig og hele Ældsterådet, fra hvem jeg endog fik Breve med til Brødrene i Damaskus og rejste derhen for også at føre dem, som vare der, bundne til Jerusalem, for at de måtte blive straffede.
6. Men det skete, da jeg var undervejs og nærmede mig til Damaskus, at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligt omstrålede mig.
7. Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig? 8. Men jeg svarede: Hvem er du, Herre? Og han sagde til mig: Jeg er Jesus af Nazareth, som du forfølger.
9. Men de, som vare med mig, så vel Lyset, men hørte ikke hans Røst, som talte til mig.
10. Men jeg sagde: Hvad skal jeg gøre, Herre? Men Herren sagde til mig: Stå op og gå til Damaskus; og der skal der blive talt til dig om alt, hvad der er bestemt, at du skal gøre. 11. Men da jeg havde mistet Synet ved Glansen af hint Lys, blev jeg ledet ved Hånden af dem, som vare med mig, og kom således ind i Damaskus.
12. Men en vis Ananias, en Mand, gudfrygtig efter Loven, som havde godt Vidnesbyrd af alle Jøderne, som boede der, 13. kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, se op! Og jeg så op på ham i samme Stund.
14. Men han sagde: Vore Fædres Gud har udvalgt dig til at kende hans Villie og se den retfærdige og høre en Røst af hans Mund. 15. Thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som du har set og hørt.
16. Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, lad dig døbe og dine Synder aftvætte, idet du påkalder hans Navn! 17. Og det skete, da jeg var kommen tilbage til Jerusalem og bad i Helligdommen, at jeg faldt i Henrykkelse 18. og så ham, idet han sagde til mig: Skynd dig, og gå hastigt ud af Jerusalem, thi de skulle ikke af dig modtage Vidnesbyrd om mig.
19. Og jeg sagde: Herre! de vide selv, at jeg fængslede og piskede trindt om i Synagogerne dem, som troede på dig, 20. og da dit Vidne Stefanus’s Blod blev udgydt, stod også jeg hos og havde Behag deri og vogtede på deres Klæder, som sloge ham ihjel.
21. Og han sagde til mig: Drag ud; thi jeg vil sende dig langt bort til Hedninger.”

22. Men de hørte på ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst og sagde: “Bort fra Jorden med en sådan! thi han bør ikke leve.””
23. Men da de skrege og reve Klæderne af sig og kastede Støv op i Luften,
24. befalede Krigsøversten, at han skulde føres ind i Borgen, og sagde, at man med Hudstrygning skulde forhøre ham, for at han kunde få at vide, af hvad Årsag de således råbte imod ham. 25. Men da de havde udstrakt ham for Svøberne, sagde Paulus til den hosstående Høvedsmand: “Er det eder tilladt at hudstryge en romersk Mand, og det uden Dom?”
26. Men da Høvedsmanden hørte dette, gik han til Krigsøversten og meldte ham det og sagde: “Hvad er det, du et ved at gøre? denne Mand er jo en Romer.”
27. Men Krigsøversten gik hen og sagde til ham: “Sig mig, er du en Romer?” Han sagde: “Ja.”
28. Og Krigsøversten svarede: “Jeg har købt mig denne Borgerret for en stor Sum,” Men Paulus sagde: “Jeg er endog født dertil.” 29. Da trak de, som skulde til at forhøre ham, sig straks tilbage fra ham. Og da Krigsøversten fik at vide, at han var en Romer, blev også han bange, fordi han havde bundet ham. 30. Men den næste Dag, da han vilde have noget pålideligt at vide om, hvad han anklagedes for af Jøderne, løste han ham og befalede, at Ypperstepræsterne og hele Rådet skulde komme sammen, og han førte Paulus ned og stillede ham for dem.

Apostelenes gerninger 23

1. Da så Paulus fast på Rådet og sagde: “I Mænd, Brødre! jeg har med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag.” 2. Men Ypperstepræsten Ananias befalede dem, som stode hos ham, at slå ham på Munden.
3. Da sagde Paulus til ham: “Gud skal slå dig, du kalkede Væg! Og du sidder for at dømme mig efter Loven, og tvært imod Loven befaler du, at jeg skal slås.”
4. Men de, som stode hos, sagde: “Udskælder du Guds Ypperstepræst?” 5. Og Paulus sagde: “Brødre! jeg vidste ikke, at han er Ypperstepræst; thi der er skrevet: En Fyrste i dit Folk må du ikke tale ondt imod.”
6. Men da Paulus vidste, at den ene Del bestod af Saddukæere, men den anden af Farisæere, råbte han i Rådet: “I Mænd, Brødre! jeg er en Farisæer, Søn af Farisæere, for Håb og for dødes Opstandelse er det, jeg dømmes.”
7. Men da han udtalte dette, opkom der Splid imellem Farisæerne og Saddukæerne, og Mængden blev uenig.
8. Thi Saddukæerne sige, at der ingen Opstandelse er, ej heller nogen Engel eller Ånd; men Farisæerne hævde begge Dele. 9. Men der opstod en stærk Råben; og nogle af de skriftkloge af Farisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: “Vi finde intet ondt hos dette Menneske; men hvad om en Ånd eller en Engel har talt til ham!”
10. Men da der blev stærk Splid frygtede Krigsøversten, at Paulus skulde blive sønderslidt af dem, og befalede Krigsfolket at gå ned og rive ham ud fra dem og føre ham ind i Borgen. 11. Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: “Vær frimodig, thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, således skal du også vidne i Rom.”

12. Men da det var blevet Dag, sloge Jøderne sig sammen og forpligtede sig under Forbandelser til hverken at spise eller drikke, førend de havde slået Paulus ihjel. 13. Og de, som havde indgået denne Sammensværgelse, vare flere end fyrretyve i Tal.
14. Disse gik da til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: “Vi have under Forbandelser forpligtet os til ikke at smage noget, førend vi have slået Paulus ihjel.
15. Så giver nu I tillige med Rådet Krigsøversten Meddelelse, for at han må føre ham ned til eder, som om I ville undersøge hans Sag nøjere; men vi ere rede til at slå ham ihjel, førend han kommer derhen.”
16. Men Paulus’s Søstersøn, som havde hørt om dette Anslag, kom og gik ind i Borgen og fortalte Paulus det. 17. Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: “Før denne unge Mand hen til Krigsøversten; thi han har noget at melde ham.”
18. Da tog han ham og førte ham til Krigsøversten og siger: “Den fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre denne unge Mand til dig, da han har noget at tale med dig om.” 19. Men Krigsøversten tog ham ved Hånden, gik hen til en Side og spurgte: “Hvad er det, som du har at melde mig?” 26. Men han sagde: “Jøderne have aftalt at bede dig om at lade Paulus føre ned for Rådet i Morgen under Foregivende af at ville have nøjere Underretning om ham.
21. Lad du dig nu ikke overtale af dem; thi mere end fyrretyve Mænd af dem lure på ham, og de have under Forbandelser forpligtet sig til hverken at spise eller at drikke, førend de have slået ham ihjel; og nu ere de rede og vente på dit Tilsagn.” 22. Da lod Krigsøversten det unge Menneske fare og bød ham: “Du skal ingen sige, at du har givet mig dette til Kende.”

23. Og han kaldte et Par af Høvedsmændene til sig og sagde: “Gører to Hundrede Stridsmænd rede til at drage til Kæsarea og halvfjerdsindstyve Ryttere og to Hundrede Spydkastere fra den tredje Time i Nat; ”
24. og at de skulde bringe Lastdyr for at kunne lade Paulus ride og føre ham sikkert til Landshøvdingen Feliks. 25. Og han skrev et Brev af følgende Indhold: 26. “Klaudius Lysias hilser den mægtigste Landshøvding Feliks. 27. Denne Mand havde Jøderne grebet og vilde have slået ham ihjel; men jeg kom til med Krigsfolket og udfriede ham, da jeg erfarede, at han var en Romer.
28. Og da jeg vilde vide Årsagen, hvorfor de anklagede ham, førte jeg ham ned for deres Råd
29. og fandt ham anklaget i Anledning af nogle Stridsspørgsmål i deres Lov, men uden nogen Beskyldning, som fortjente Død eller Fængsel.
30. Men da jeg har fået Underretning om, at der skulde være et hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, har jeg straks sendt ham til dig efter også at have befalet Anklagerne at fremføre for dig, hvad de have imod ham.”
31. Da toge Stridsmændene Paulus, som det var dem befalet, og førte ham om Natten til Antipatris.
32. Men næste Dag lode de Rytterne drage videre med ham og vendte selv tilbage til Borgen.
33. Da hine nu kom til Kæsarea og havde overgivet Landshøvdingen Brevet, fremstillede de også Paulus for ham. 34. Men da han havde læst Brevet og spurgt, fra hvilken Provins han var, og havde erfaret, at han var fra Kilikien, sagde han: 35. “Jeg vil forhøre dig, når også dine Anklagere komme til Stede.” Og han bød, at han skulde holdes bevogtet i Herodes’s Borg.

Apostelenes gerninger 24

1. Men fem Dage derefter drog Ypperstepræsten Ananias ned med nogle Ældste og en Taler, Tertullus, og disse førte Klage for Landshøvdingen imod Paulus.
2. Da han nu var kaldt ind, begyndte Tertullus at anklage ham og sagde:
3. “At vi ved dig nyde megen Fred, og at Forbedringer i alle Retninger og alle Vegne skaffes dette Folk ved din Omsorg, mægtigste Feliks! det erkende vi med al Taknemmelighed. 4. Men for at jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du efter din Mildhed vil høre os kortelig. 5. Vi have nemlig fundet, at denne Mand er en Pest og en Oprørsstifter iblandt alle Jøderne hele Verden over, samt er Fører for Nazaræernes Parti,
6. ja, han har endog forsøgt at vanhellige Helligdommen. Vi grebe ham da også og vilde have dømt ham efter vor Lov. 7. Men Krigsøversten Lysias kom til og borttog ham med megen Vold af vore Hænder
8. og bød hans Anklagere komme til dig. Af ham kan du selv, når du undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham.” 9. Men også Jøderne stemmede i med og påstode, at dette forholdt sig således.

10. Og Paulus svarede, da Landshøvdingen gav ham et Vink, at han skulde tale: “Efterdi jeg ved, at du i mange År har været Dommer for dette Folk, vil jeg frimodigt forsvare min Sag, 11. da du kan forvisse dig om, at det er ikke mere end tolv Dage, siden jeg kom op for at tilbede i Jerusalem. 12. Og de have ikke fundet mig i Ordveksel med nogen eller i Færd med at vække Folkeopløb, hverken i Helligdommen eller i Synagogerne eller omkring i Staden.
13. Og de kunne ej heller bevise dig det, som de nu anklage mig for. 14. Men dette bekender jeg for dig, at jeg efter den Vej, som de kalde et Parti, tjener vor fædrene Gud således, at jeg tror på alt det, som står i Loven, og det, som er skrevet hos Profeterne,
15. og har det Håb til Gud, som også disse selv forvente, at der skal komme en Opstandelse både af retfærdige og af uretfærdige. 16. Derfor øver også jeg mig i altid at have en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene.
17. Men efter flere Års Forløb er jeg kommen for at bringe Almisser til mit Folk og Ofre,
18. hvad de fandt mig i Færd med, da jeg var bleven renset i Helligdommen, og ikke med Opløb og Larm; men det var nogle Jøder fra Asien,
19. og de burde nu være til Stede hos dig og klage, om de have noget på mig at sige.
20. Eller lad disse her selv sige, hvad Uret de have fundet hos mig, da jeg stod for Rådet,
21. uden det skulde være dette ene Ord, som jeg råbte, da jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes i Dag af eder for dødes Opstandelse.”

22. Nu udsatte Feliks Sagen, da han vidste ret god Besked om Vejen, og sagde: “Når Krigsøversten Lysias kommer herned, vil jeg påkende eders Sag.”
23. Og han befalede Høvedsmanden, at han skulde holdes bevogtet, men med Lempelse, og at han ikke måtte forbyde nogen af hans egne at gå ham til Hånde.
24. Men nogle Dage efter kom Feliks med sin Hustru Drusilla, som var en Jødinde, og lod Paulus hente og hørte ham om Troen på Kristus Jesus.
25. Men da han talte med ham om Retfærdighed og Afholdenhed og den kommende Dom, blev Feliks forfærdet 6g svarede: “Gå for denne Gang; men når jeg får Tid, vil jeg lade dig kalde til mig.” 26. Tillige håbede han også, at Paulus skulde give ham Penge; derfor lod han ham også oftere hente og samtalede med ham. 27. Men da to År vare forløbne, fik Feliks Porkius Festus til Efterfølger; og da Feliks vilde fortjene sig Tak af Jøderne, lod han Paulus blive tilbage i Lænker.

Apostelenes gerninger 25

1. Da Festus nu havde tiltrådt sit Landshøvdingembede, drog han efter tre Dages Forløb fra Kæsarea op til Jerusalem. 2. Da førte Ypperstepræsterne og de fornemste af Jøderne Klage hos ham imod Paulus og henvendte sig til ham, 3. idet de med ondt i Sinde imod Paulus bade ham om at bevise dem den Gunst, at han vilde lade ham hente til Jerusalem; thi de lurede på at slå ham ihjel på Vejen.
4. Da svarede Festus, at Paulus blev holdt bevogtet i Kæsarea, men at han selv snart vilde drage derned. 5. “Lad altså,” sagde han, “dem iblandt eder, der have Myndighed dertil, drage med ned og anklage ham, dersom der er noget uskikkeligt ved Manden.”
6. Og da han havde opholdt sig hos dem ikke mere end otte eller ti Dage, drog han ned til Kæsarea, og den næste Dag satte han sig på Dommersædet og befalede, at Paulus skulde føres frem. 7. Men da han kom til Stede, stillede de Jøder, som vare komne ned fra Jerusalem sig omkring ham og fremførte mange og svare Klagemål, som de ikke kunde bevise,
8. efterdi Paulus forsvarede sig og sagde: “Hverken imod Jødernes Lov eller imod Helligdommen eller imod Kejseren har jeg syndet i noget Stykke.”

9. Men Festus. som vilde fortjene sig Tak af Jøderne, svarede Paulus og sagde: “Er du villig til at drage op til Jerusalem og der stå for min Domstol i denne Sag?” 10. Men Paulus sagde: “Jeg står for Kejserens Domstol, og der bør jeg dømmes. Jøderne har jeg ingen Uret gjort, som også du ved helt vel.
11. Dersom jeg så har Uret og har gjort noget, som fortjener Døden, vægrer jeg mig ikke ved at dø; men hvis det, hvorfor disse anklage mig, intet har på sig, da kan ingen prisgive mig til dem. Jeg skyder mig ind under Kejseren.” 12. Da talte Festus med sit Råd og svarede: “Du har skudt dig ind under Kejseren; du skal rejse til Kejseren.”

13. Men da nogle Dage vare forløbne, kom Kong Agrippa og Berenike til Kæsarea og hilste på Festus.
14. Og da de opholdt sig der i flere Dage, forelagde Festus Kongen Paulus’s Sag og sagde: “Der er en Mand, efterladt af Feliks som Fange;
15. imod ham førte Jødernes Ypperstepræster og Ældste Klage, da jeg var i Jerusalem, og bade om Dom over ham. 16. Dem svarede jeg, at Romere ikke have for Skik at prisgive noget Menneske, førend den anklagede har Anklagerne personligt til Stede og får Lejlighed til at forsvare sig imod Beskyldningen. 17. Da de altså kom sammen her, tøvede jeg ikke, men satte mig den næste Dag på Dommersædet og bød, at Manden skulde føres frem. 18. Men da Anklagerne stode omkring ham, fremførte de ingen sådan Beskyldning, som jeg havde formodet;
19. men de havde nogle Stridsspørgsmål med ham om deres egen Gudsdyrkelse og om en Jesus, som er død, men som Paulus påstod er i Live.
20. Men da jeg var tvivlrådig angående Undersøgelsen heraf, sagde jeg, om han vilde rejse til Jerusalem og der lade denne Sag pådømme.
21. Men da Paulus gjorde Påstand på at holdes bevogtet til Kejserens Kendelse, befalede jeg, at han skulde holdes bevogtet, indtil jeg kan sende ham til Kejseren.”
22. Da sagde Agrippa til Festus: “Jeg kunde også selv ønske at høre den Mand.” Men han sagde: “I Morgen skal du få ham at høre.” 23. Næste Dag altså, da Agrippa og Berenike kom med stor Pragt og gik ind i Forhørssalen tillige med Krigsøversterne og Byens ypperste Mænd, blev på Festus’s Befaling Paulus ført frem. 24. Og Festus siger: “Kong Agrippa, og alle I Mænd, som ere med os til Stede! her se I ham, om hvem hele Jødernes Mængde har henvendt sig til mig, både i Jerusalem og her, råbende på, at han ikke længer bør leve.
25. Men jeg indså, at han intet havde gjort, som fortjente Døden, og da han selv skød sig ind under Kejseren, besluttede jeg at sende ham derhen.
26. Dog har jeg intet sikkert at skrive om ham til min Herre. Derfor lod jeg ham føre frem for eder og især for dig, Kong Agrippa! for at jeg kan have noget at skrive, når Undersøgelsen er sket. 27. Thi det synes mig urimeligt at sende en Fange uden også at angive Beskyldningerne imod ham.”

Apostelenes gerninger 26

1. Men Agrippa sagde til Paulus: “Det tilstedes dig at tale om dig selv.” Da udrakte Paulus Hånden og forsvarede sig således: 2. “Jeg agter mig selv lykkelig, fordi jeg i Dag skal forsvare mig for dig angående alle de Ting, for hvilke jeg anklages af Jøderne, Kong Agrippa!
3. navnlig fordi du er kendt med alle Jødernes Skikke og Stridsspørgsmål; derfor beder jeg dig om, at du tålmodigt vil høre mig.
4. Mit Levned fra Ungdommen af, som fra Begyndelsen har været ført iblandt mit Folk og i Jerusalem, vide alle Jøderne Besked om; 5. thi de kende mig i Forvejen lige fra først af (om de ellers ville vidne), at jeg har levet som Farisæer efter det strengeste Parti i vor Gudsdyrkelse.
6. Og nu står jeg her og dømmes for Håbet på den Forjættelse, som er given af Gud til vore Fædre,
7. og som vort Tolvstammefolk håber at nå frem til, idet de tjene Gud uafladeligt Nat og Dag; for dette Håbs Skyld anklages jeg af Jøder, o Konge!
8. Hvor kan det holdes for utroligt hos eder, at Gud oprejser døde? 9. Jeg selv mente nu også at burde gøre meget imod Jesu, Nazaræerens Navn,
10. og det gjorde jeg også i Jerusalem; og jeg indespærrede mange af de hellige i Fængsler, da jeg havde fået Fuldmagt dertil af Ypperstepræsterne, og når de bleve slåede ihjel, gav jeg min Stemme dertil.
11. Og i alle Synagogerne lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til at tale bespotteligt, og rasende end mere imod dem forfulgte jeg dem endog til de udenlandske Byer.
12. Da jeg i dette Øjemed drog til Damaskus med Fuldmagt og Myndighed fra Ypperstepræsterne,
13. så jeg undervejs midt på Dagen, o Konge! et Lys fra Himmelen, som overgik Solens Glans, omstråle mig og dem, som rejste med mig.
14. Men da vi alle faldt til Jorden, hørte jeg en Røst, som sagde til mig i det hebraiske Sprog: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig? det bliver dig hårdt at stampe imod Brodden. 15. Og jeg sagde: Hvem er du, Herre? Men Herren sagde: Jeg er Jesus, som du forfølger.
16. Men rejs dig og stå på dine Fødder; thi derfor har jeg vist mig for dig, for at udkåre dig til Tjener og Vidne, både om det, som du har set, og om mine kommende Åbenbaringer for dig, 17. idet jeg udfrier dig fra Folket og fra Hedningerne, til hvilke jeg udsender dig
18. for at oplade deres Øjne, så de må omvende sig fra Mørke til Lys og fra Satans Magt til Gud, for at de kunne få Syndernes Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen på mig.
19. Derfor, Kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig imod det himmelske Syn;
20. men jeg forkyndte både først for dem i Damaskus og så i Jerusalem og over hele Judæas Land og for Hedningerne, at de skulde fatte et andet Sind og omvende sig til Gud og gøre Gerninger, Omvendelsen værdige.
21. For denne Sags Skyld grebe nogle Jøder mig i Helligdommen og forsøgte at slå mig ihjel.
22. Det er altså ved den Hjælp, jeg har fået fra Gud, at jeg har stået indtil denne Dag og vidnet både for små og store, idet jeg intet siger ud over det, som både Profeterne og Moses have sagt skulde ske,
23. at Kristus skulde lide, at han som den første af de dødes Opstandelse skulde forkynde Lys både for Folket og for Hedningerne.”
24. Men da han forsvarede sig således, sagde Festus med høj Røst: “Du raser, Paulus! den megen Lærdom gør dig rasende.” 25. Men Paulus sagde: “Jeg raser ikke, mægtigste Festus! men jeg taler sande og betænksomme Ord.
26. Thi Kongen ved Besked om dette, og til ham taler jeg frimodigt, efterdi jeg er vis på, at slet intet af dette er skjult for ham; thi dette er ikke sket i en Vrå.
27. Tror du, Kong Agrippa, Profeterne? Jeg ved, at du tror dem.” 28. Men Agrippa sagde til Paulus: “Der fattes lidet i, at du overtaler mig til at blive en Kristen.” 29. Men Paulus sagde: “Jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes lidet eller meget, at ikke alene du, men også alle, som høre mig i Dag, måtte blive sådan, som jeg selv er, på disse Lænker nær.” 30. Da stod Kongen op og Landshøvdingen og Berenike og de, som sade hos dem.
31. Og da de gik bort, talte de med hverandre og sagde: “Denne Mand gør intet, som fortjener Død eller Lænker.” 32. Men Agrippa sagde til Festus: “Denne Mand kunde være løsladt, dersom han ikke havde skudt sig ind under Kejseren.”

Apostelenes gerninger 27

1. Men da det var besluttet, at vi skulde afsejle til Italien, overgave de både Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand ved Navn Julius af den kejserlige Afdeling. 2. Vi gik da om Bord på et adramyttisk Skib, som skulde gå til Stederne langs med Asiens Kyster, og vi sejlede af Sted; og Aristarkus, en Makedonier fra Thessalonika, var med os. 3. Og den næste Dag anløb vi Sidon. Og Julius, som behandlede Paulus venligt. tilstedte ham at gå hen til sine Venner og nyde Pleje.
4. Og vi fore bort derfra og sejlede ind under Kypern, fordi Vinden var imod.
5. Og vi sejlede igennem Farvandet ved Kilikien og Pamfylien og kom til Myra i Lykien.
6. Og der fandt Høvedsmanden et aleksandrinsk Skib, som sejlede til Italien, og bragte os over i det.
7. Men da Sejladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Nød og næppe nåede henimod Knidus (thi Vinden føjede os ikke), holdt vi ned under Kreta ved Salmone.
8. Med Nød og næppe sejlede vi der forbi og kom til et Sted, som kaldes “Gode Havne”, nær ved Byen Lasæa. 9. Men da en rum Tid var forløben, og Sejladsen allerede var farlig, såsom endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus dem og sagde:
10. “I Mænd! jeg ser, at Sejladsen vil medføre Ulykke og megen Skade, ikke alene på Ladning og Skib, men også på vort Liv.” 11. Men Høvedsmanden stolede mere på Styrmanden og Skipperen end på det, som Paulus sagde.
12. Og da Havnen ikke egnede sig til Vinterleje, besluttede de fleste, at man skulde sejle derfra, om man muligt kunde nå hen og overvintre i Føniks, en Havn på Kreta, som vender imod Sydvest og Nordvest,
13. Da der nu blæste en Sønden: vind op, mente de at have nået deres Hensigt, lettede Anker og sejlede langs med og nærmere ind under Kreta.
14. Men ikke længe derefter for der en heftig Storm ned over den, den såkaldte “Eurakvilo”.
15. Og da Skibet reves med og ikke kunde holde op imod Vinden, opgave vi det og lode os drive.
16. Men da vi løb ind under en lille Ø, som kaldes Klavde, formåede vi med Nød og næppe at bjærge Båden.
17. Men efter at have trukket den op, anvendte de Nødmidler og omsurrede Skibet; og da de frygtede for, at de skulde blive kastede ned i Syrten, firede de Sejlene ned og lode sig således drive.
18. Og da vi måtte kæmpe hårdt med Stormen, begyndte de næste Dag at kaste over Bord.
19. Og på den tredje Dag udkastede de med egne Hænder Skibets Redskaber.
20. Men da hverken Sol eller Stjerner lode sig se i flere Dage, og vi havde et Uvejr over os; som ikke var ringe, blev fra nu af alt Håb om Redning os betaget.
21. Og da man længe ikke havde taget Føde til sig, så stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: “I Mænd! man burde have adlydt mig og ikke været sejlet bort fra Kreta og have sparet os denne Ulykke og Skade.
22. Og nu formaner jeg eder til at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal forgå, men alene Skibet. 23. Thi i denne Nat stod der en Engel hos mig fra den Gud, hvem jeg tilhører, hvem jeg også tjener, og sagde: 24. “Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for Kejseren; og se,Gud har skænket dig alle dem, som sejle med dig.” 25. Derfor, I Mænd! værer ved godt Mod; thi jeg har den Tillid til Gud, at det skal ske således, som der er blevet talt til mig. 26. Men vi må strande på en Ø.”
27. Men da den fjortende Nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav, kom det Skibsfolkene for ved Midnatstid, at der var Land i Nærheden.
28. Og da de loddede, fik de tyve Favne, og da de lidt længere fremme atter loddede, fik de femten Favne. 29. Og da de frygtede, at vi skulde støde på Skær, kastede de fire Ankre ud fra Bagstavnen og bade til, at det måtte blive Dag. 30. Men da Skibsfolkene gjorde Forsøg på at flygte fra Skibet og firede Båden ned i Søen under Påskud af, at de vilde lægge Ankre ud fra Forstavnen,
31. da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: “Dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke reddes.” 32. Da kappede Stridsmændene Bådens Tove og lode den falde ned. 33. Men indtil det vilde dages, formanede Paulus alle til at tage Næring til sig og sagde: “Det er i Dag den fjortende Dag, I have ventet og tilbragt uden at spise og intet taget til eder. 34. Derfor formaner jeg eder til at tage Næring til eder, thi dette hører med til eders Redning; ikke et Hår på Hovedet skal gå tabt for nogen af eder.”
35. Men da han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for alles Øjne og brød det og begyndte at spise. 36. Da bleve de alle frimodige og toge også Næring til sig. 37. Men vi vare i Skibet i alt to Hundrede og seks og halvfjerdsindstyve Sjæle.
38. Og da de vare blevne mættede med Føde, lettede de Skibet ved at kaste Levnedsmidlerne i Søen.
39. Men da det blev Dag, kendte de ikke Landet; men de bemærkede en Vig med en Forstrand, som de besluttede, om muligt, at sætte Skibet ind på.
40. Og de kappede Ankrene, som de lode blive i Søen, og løste tillige Rortovene, og idet de satte Råsejlet til for Vinden, holdt de ind på Strandbredden.
41. Men de stødte på en Grund med dybt Vand på begge Sider, og der satte de Skibet, og Forstavnen borede sig fast og stod urokkelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt. 42. Det var nu Stridsmændenes Råd, at man skulde ihjelslå Fangerne, for at ingen skulde svømme bort og undkomme. 43. Men Høvedsmanden, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Forehavende og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud og slippe i Land,
44. og de andre bjærge sig, nogle på Brædder, andre på Stykker af Skibet. Og således skete det, at alle bleve reddede i Land.

Apostelenes gerninger 28

1. Og da vi nu vare reddede, så fik vi at vide, at Øen hed Malta. 2. Og Barbarerne viste os en usædvanlig Menneskekærlighed; thi de tændte et Bål og toge sig af os alle for den frembrydende Regns og Kuldens Skyld.
3. Men da Paulus samlede en Bunke Ris og lagde på Bålet, krøb der en Øgle ud på Grund af Varmen og hængte sig fast ved hans Hånd. 4. Da nu Barbarerne så Dyret hænge ved hans Hånd, sagde de til hverandre: “Sikkert er denne Mand en Morder, hvem Gengældelsen ikke har tilstedt at leve, skønt han er reddet fra Havet.” 5. Men han rystede Dyret af i Ilden, og der skete ham intet ondt. 6. Men de ventede, at han skulde hovne op eller pludseligt falde død om. Men da de havde ventet længe og så, at der ikke skete ham noget usædvanligt, kom de på andre Tanker og sagde, at han var en Gud.
7. Men i Omegnen af dette Sted havde Øens fornemste Mand, ved Navn Publius, nogle Landejendomme. Han tog imod os og lånte os venligt Herberge i tre Dage.
8. Men det traf sig, at Publius’s Fader lå syg af Feber og Blodgang. Til ham gik Paulus ind og bad og lagde Hænderne på ham og helbredte ham.
9. Da dette var sket, kom også de andre på Øen, som havde Sygdomme, til ham og bleve helbredte.
10. De viste os også megen Ære, og da vi sejlede bort, bragte de om Bord i Skibet, hvad vi trængte til.

11. Men efter tre Måneders Forløb sejlede vi da bort i et aleksandrinsk Skib, som havde haft Vinterleje ved Øen og førte Tvillingernes Mærke.
12. Og vi løb ind til Syrakus, hvor vi bleve tre Dage. 13. Derfra sejlede vi videre og kom til Regium, og efter en Dags Forløb fik vi Søndenvind og kom den næste Dag til Puteoli. 14. Der fandt vi Brødre og bleve opfordrede til at blive hos dem i syv Dage. Og så droge vi til Rom.
15. Og Brødrene derfra, som havde hørt om os, kom os i Møde til Appius’s Forum og Tres-Tabernæ. Og da Paulus så dem, takkede han Gud og fattede Mod.
16. Men da vi kom til Rom, (overgav Høvedsmanden Fangerne til Høvdingen for Livvagten. Dog) blev det tilstedt Paulus at bo for sig selv sammen med den Stridsmand, der bevogtede ham.

17. Men efter tre Dages Forløb skete det, at han sammenkaldt de fornemste iblandt Jøderne. Men da de vare forsamlede, sagde han til dem: “I Mænd, Brødre! uagtet jeg intet har gjort imod vort Folk eller de fædrene Skikke, er jeg fra Jerusalem overgiven som Fange i Romernes Hænder,
18. og disse vilde efter at have forhørt mig løslade mig, efterdi der ikke var nogen Dødsskyld hos mig. 19. Men da Jøderne gjorde Indsigelse, nødtes jeg til at skyde mig ind under Kejseren, dog ikke, som om jeg havde noget at anklage mit Folk for.
20. Af denne Årsag har jeg altså ladet eder kalde hid for at se og tale med eder; thi for Israels Håbs Skyld er jeg sluttet i denne Lænke.”
21. Men de sagde til ham: “Hverken have vi fået Brev fra Judæa om dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen og har meddelt eller sagt noget ondt om dig.
22. Men vi ønske at høre af dig, hvad du tænker; thi om dette Parti er det os bekendt, at det alle Vegne finder Modsigelse.” 23. Efter så at have aftalt en Dag med ham, kom de til ham i Herberget i større Tal, og for dem forklarede han og vidnede om Guds Rige og søgte at overbevise dem om Jesus, både ud af Mose Lov og af Profeterne, fra årle om Morgenen indtil Aften. 24. Og nogle lode sig overbevise af det, som blev sagt, men andre troede ikke.
25. Og under indbyrdes Uenighed gik de bort, da Paulus havde sagt dette ene Ord: “Rettelig har den Helligånd talt ved Profeten Esajas til eders Fædre og sagt:
26. “Gå hen til dette Folk og sig: I skulle høre med eders Øren og ikke forstå og se med eders Øjne og ikke se; 27. thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se med Øjnene og høre med Ørene og forstå med Hjertet og omvende sig, så jeg kunde helbrede dem.”
28. Derfor være det eder vitterligt, at denne Guds Frelse er sendt til Hedningerne; de skulle også høre.” 29. Og da han havde sagt dette, gik Jøderne bort, og der var stor Trætte imellem dem indbyrdes.
30. Men han blev hele to År i sit lejede Herberge og modtog alle, som kom til ham,
31. idet han prædikede Guds Rige og lærte om den Herre Jesus med al Frimodighed, uhindret.

Romerne

Romerne 1

1. Paulus, Jesu Kristi Tjener, Apostel ifølge Kald, udtagen til at forkynde Guds Evangelium,
2. hvilket han forud forjættede ved sine Profeter i hellige Skrifter,
3. om hans Søn, født af Davids Sæd efter Kødet, 4. kraftelig bevist som Guds Søn efter Helligheds Ånd ved Opstandelse fra de døde, Jesus Kristus, vor Herre, 5. ved hvem vi have fået Nåde og Apostelgerning til at virke Tros-Lydighed iblandt alle Hedningerne for hans Navns Skyld, 6. iblandt hvilke også I ere Jesu Kristi kaldede: 7. Til alle Guds elskede, som ere i Rom, kaldede hellige. Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

8. Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for eder alle, fordi eders Tro omtales i den hele Verden.
9. Thi Gud er mit Vidne, hvem jeg i min Ånd tjener i hans Søns Evangelium, hvor uafladeligt jeg kommer eder i Hu, 10. idet jeg bestandig i mine Bønner beder om, at jeg dog endelig engang måtte få Lykke til Ved Guds Villie at komme til eder. 11. Thi jeg længes efter at se eder, for at jeg kunde meddele eder nogen åndelig Nådegave, for at I måtte styrkes, 12. det vil sige, for sammen at opmuntres hos eder ved hinandens Tro, både eders og min.
13. Og jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at jeg ofte har sat mig for at komme til eder (men hidindtil er jeg bleven forhindret), for at jeg måtte få nogen Frugt også iblandt eder, ligesom iblandt de øvrige Hedninger. 14. Både til Grækere og Barbarer, både til vise og uforstandige står jeg i Gæld.
15. således er jeg, hvad mig angår, redebon til at forkynde Evangeliet også for eder, som ere i Rom. 16. Thi jeg skammer mig ikke ved Evangeliet; thi det er en Guds Kraft til Frelse for hver den, som tror, både for Jøde først og for Græker.
17. Thi deri åbenbares Guds Retfærdighed af Tro for Tro, som der er skrevet: “Men den retfærdige skal leve af Tro.”

18. Thi Guds Vrede åbenbares fra Himmelen over al Ugudelighed og Uretfærdighed hos Mennesker, som holde Sandheden nede ved Uretfærdighed;
19. thi det, som man kan vide om Gud, er åbenbart iblandt dem; Gud har jo åbenbaret dem det.
20. Thi hans usynlige Væsen, både hans evige Kraft og Guddommelighed, skues fra Verdens Skabelse af, idet det forstås af hans Gerninger, så at de have ingen Undskyldning. 21. Thi skønt de kendte Gud, så ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve tåbelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket.
22. Idet de påstode at være vise, bleve de Dårer 23. og omskiftede den uforkrænkelige Guds Herlighed med et Billede i Lighed med et forkrænkeligt Menneske og Fugle og firføddede og krybende dyr.

24. Derfor gav Gud dem hen i deres Hjerters Begæringer til Urenhed, til at vanære deres Legemer indbyrdes, 25. de, som ombyttede Guds Sandhed med Løgnen og dyrkede og tjente Skabningen fremfor Skaberen, som er højlovet i Evighed! Amen. 26. Derfor gav Gud dem hen i vanærende Lidenskaber; thi både deres Kvinder ombyttede den naturlige Omgang med den unaturlige, 27. og ligeså forlode også Mændene den naturlige Omgang med Kvinden og optændtes ideres Brynde efter hverandre, så at Mænd øvede Uterlighed med Mænd og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde sig, på sig selv.
28. Og ligesom de forkastede af have Gud i Erkendelse, således gav Gud dem hen i et forkasteligt Sind til at gøre det usømmelige, 29. opfyldte med al Uretfærdighed, Ondskab, Havesyge, Slethed; fulde af Avind, Mord, Kiv, Svig, Ondsindethed; 30. Øretudere, Bagvaskere, Gudshadere, Voldsmænd, hovmodige; Pralere, opfindsomme på ondt, ulydige mod Forældre, 31. uforstandige, troløse, ukærlige, ubarmhjertige; 32. – hvilke jo, skønt de erkende Guds retfærdige Dom, at de, der øve sådanne Ting, fortjene Døden, dog ikke alene gøre det, men også give dem, som øve det, deres Bifald.

Romerne 2

1. Derfor er du uden Undskyldning, o Menneske! hvem du end er, som dømmer; thi idet du dømmer den anden, fordømmer du dig selv; thi du, som dømmer, øver det samme.
2. Vi vide jo, at Guds Dom er, stemmende med Sandhed, over dem, som øve sådanne Ting.
3. Men du, o Menneske! som dømmer dem, der øve sådanne Ting, og selv gør dem, mener du dette, at du skal undfly Guds Dom? 4. Eller foragter du hans Godheds og Tålmodigheds og Langmodigheds Rigdom og ved ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse? 5. Men efter din Hårdhed og dit ubodfærdige Hjerte samler du dig selv Vrede på Vredens og Guds retfærdige Doms Åbenbarelses Dag, 6. han, som vil betale enhver efter hans Gerninger: 7. dem, som med Udholdenhed i god Gerning søge Ære og Hæder og Uforkrænkelighed, et evigt Liv;
8. men over dem, som søge deres eget og ikke lyde Sandheden, men adlyde Uretfærdigheden, skal der komme Vrede og Harme. 9. Trængsel og Angst over hvert Menneskes Sjæl, som øver det onde, både en Jødes først og en Grækers;
10. men Ære og Hæder og Fred over hver den, som gør det gode, både en Jøde først og en Græker!

11. Thi der er ikke Persons Anseelse hos Gud. 12. Thi alle de, som have syndet uden Loven, de skulle også fortabes uden Loven; og alle de, som have syndet under Loven, de skulle dømmes ved Loven;
13. thi ikke Lovens Hørere ere retfærdige for Gud, men Lovens Gørere skulle retfærdiggøres
14. thi når Hedninger, som ikke have Loven, af Naturen gøre, hvad Loven kræver, da ere disse; uden at have Loven sig selv en Lov; 15. de vise jo Lovens Gerning skreven i deres Hjerter, idet deres Samvittighed vidner med, og Tankerne indbyrdes anklage eller også forsvare hverandre
16. på den Dag, da Gud vil dømme Menneskenes skjulte Færd ifølge mit Evangelium ved Jesus Kristus.
17. Men når du kalder dig Jøde og forlader dig trygt på Loven og roser dig af Gud
18. og kender hans Villie og værdsætter de forskellige Ting, idet du undervises af Loven,
19. og trøster dig til at være blindes Vejleder, et Lys for dem, som ere i Mørke,
20. uforstandiges Opdrager, umyndiges Lærer, idet du i Loven har Udtrykket for Erkendelsen og Sandheden, 21. du altså som lærer andre, du lærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler!. 22. Du, som siger, at man ikke må bedrive Hor, du bedriver Hor! Du, som føler Afsky for Afguderne, du øver Tempelran! 23. Du, som roser dig af Loven, du vanærer Gud ved Overtrædelse af Loven!
24. Thi “for eders Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne”, som der er skrevet.

25. Thi vel gavner Omskærelse, om du holder Loven; men er du Lovens Overtræder, da er din Omskærelse bleven til Forhud. 26. Dersom nu Forhuden holder Lovens Forskrifter, vil da ikke hans Forhud blive regnet som Omskærelse?
27. Og når den af Natur uomskårne opfylder Loven, skal han dømme dig, som med Bogstav og Omskærelse er Lovens Overtræder. 28. Thi ikke den er Jøde, som er det i det udvortes, ej heller er det Omskærelse, som sker i det udvortes, i Kød; 29. men den, som indvortes er Jøde, og Hjertets Omskærelse i Ånd, ikke i Bogstav – hans Ros er ikke af Mennesker, men af Gud,

Romerne 3

1. Hvad er da Jødens Fortrin? eller hvad gavner Omskærelsen? 2. Meget alle Måder; først nemlig dette, at Guds Ord ere blevne dem betroede.
3. Thi hvad? om nogle vare utro, skal da deres Utroskab gøre Guds Trofasthed til intet?
4. Det være langt fra! Gud må være sanddru, om end hvert Menneske er en Løgner, som der er skrevet: “For at du må kendes retfærdig i dine Ord og vinde, når du går i Rette.” 5. Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad skulle vi da sige? er Gud da uretfærdig, han, som lader sin Vrede komme? (Jeg taler efter menneskelig Vis). 6. Det være langt fra! Thi hvorledes skal Gud ellers kunne dømme Verden?
7. Men dersom Guds Sanddruhed ved min Løgn er bleven ham end mere til Forherligelse, hvorfor dømmes da jeg endnu som en Synder? 8. Og hvorfor skulde vi da ikke, som man bagvasker os for, og som nogle sige, at vi lære, gøre det onde, for at det gode kan komme deraf? Sådannes Dom er velforskyldt.

9. Hvad da? have vi noget forud? Aldeles ikke; vi have jo ovenfor anklaget både Jøder og Grækere for alle at være under Synd, 10. som der er skrevet: “Der er ingen retfærdig, end ikke een; 11. der er ingen forstandig, der er ingen, som søger efter Gud; 12. alle ere afvegne, til Hobe ere de blevne uduelige, der er ingen, som øver Godhed, der er end ikke een.” 13. “En åbnet Grav er deres Strube; med deres Tunger øvede de Svig;” “der er Slangegift under deres Læber;” 14. “deres Mund er fuld af Forbandelse og Beskhed;” 15. “rappe ere deres Fødder til at udøse Blod; 16. der er Ødelæggelse og Elendighed på deres Veje, 17. og Freds Vej have de ikke kendt.”
18. “Der er ikke Gudsfrygt for deres Øjne.” 19. Men vi vide, at alt, hvad Loven siger, taler den til dem, som ere under Loven, for at hver Mund skal stoppes og hele Verden blive strafskyldig for Gud,
20. efterdi intet Kød vil blive retfærdiggjort for ham af Lovens Gerninger; thi ved Loven kommer Erkendelse af Synd.

21. Men nu er uden Lov Guds Retfærdighed åbenbaret, om hvilken der vidnes af Loven og Profeterne.
22. nemlig Guds Retfærdighed ved Tro på Jesus Kristus, for alle og over alle dem, som tro; thi der er ikke Forskel. 23. Alle have jo syndet, og dem fattes Æren fra Gud, 24. og de blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Nåde ved den Forløsning, som er i Kristus Jesus,
25. hvem Gud fremstillede som Sonemiddel ved Troen på hans Blod for at vise sin Retfærdighed, fordi Gud i sin Langmodighed havde båret over med de forhen begåede Synder, 26. for at vise sin Retfærdighed i den nærværende Tid, for at han kunde være retfærdig og retfærdiggøre den, som er af Tro på Jesus.

27. Hvor er så vor Ros? Den er udelukket. Ved hvilken Lov? Gerningernes? Nej, men ved Troens Lov. 28. Vi holde nemlig for, at Mennesket bliver retfærdiggjort ved Tro, uden Lovens Gerninger.
29. Eller er Gud alene Jøders Gud? mon ikke også Hedningers? Jo, også Hedningers;
30. så sandt som Gud er een og vil retfærdiggøre omskårne af Tro og uomskårne ved Troen.
31. Gøre vi da Loven til intet ved Troen? Det være langt fra! Nej, vi hævde Loven.

Romerne 4

1. Hvad skulle vi da sige, at vor Stamfader Abraham har vundet efter Kødet?
2. Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af Gerninger, har han Ros, men ikke for Gud.
3. Thi hvad siger Skriften?”Og Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.”
4. Men den, som gør Gerninger, tilregnes Lønnen ikke som Nåde, men som Skyldighed;
5. den derimod, som ikke gør Gerninger, men tror på ham, som retfærdiggør den ugudelige, regnes hans Tro til Retfærdighed; 6. ligesom også David priser det Menneske saligt, hvem Gud tilregner Retfærdighed uden Gerninger: 7. “Salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte;
8. salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd.”

9. Gælder da denne Saligprisning de omskårne eller tillige de uomskårne? Vi sige jo: Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed.
10. Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskåren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var omskåren, men da han havde Forhud.
11. Og han fik Omskærelsens Tegn som et Segl på den Troens Retfærdighed, som han havde som uomskåren, for at han skulde være Fader til alle dem, som tro uden at være omskårne, for at Retfærdighed kan blive dem tilregnet, 12. og Fader til omskårne,til dem, som ikke alene have Omskærelse, men også vandre i den Tros Spor, hvilken vor Fader Abraham havde som uomskåren.

13. Thi ikke ved Lov fik Abraham eller hans Sæd den Forjættelse, at han skulde være Arving til Verden, men ved Tros-Retfærdighed. 14. Thi dersom de, der ere af Loven, ere Arvinger, da er Troen bleven tom, og Forjættelsen gjort til intet. 15. Thi Loven virker Vrede; men hvor der ikke er Lov, er der heller ikke Overtrædelse.
16. Derfor er det af Tro, for at det skal være som Nåde, for at Forjættelsen må stå fast for den hele Sæd, ikke alene for den af Loven, men også for den af Abrahams Tro, han, som er Fader til os alle
17. (som der er skrevet: “Jeg har sat dig til mange Folkeslags Fader”), over for Gud, hvem han troede, ham, som levendegør de døde og kalder det, der ikke er, som om det var. 18. Og han troede imod Håb med Håb på, at, han skulde blive mange Folkeslags Fader, efter det, som var sagt: “Således skal din Sæd være;”
19. og uden at blive svag i Troen så han på sit eget allerede udlevede Legeme (han var nær hundrede År) og på, at Saras Moderliv var udlevet;
20. men om Guds Forjættelse tvivlede han ikke i Vantro, derimod blev han styrket i Troen, idet han gav Gud Ære 21. og var overbevist om, at hvad han har forjættet, er han mægtig til også at gøre.
22. Derfor blev det også regnet ham til Retfærdighed. 23. Men det blev, ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham tilregnet,
24. men også for vor Skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tro på ham, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde, 25. ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld.

Romerne 5

1. Altså retfærdiggjorte af Tro have vi Fred med Gud ved vor Herre Jesus Krist,
2. ved hvem vi også have fået Adgang ved Troen til denne Nåde, hvori vi stå, og vi rose os af Håb om Guds Herlighed; 3. ja, ikke det alene, men vi rose os også af Trængslerne, idet vi vide, at Trængselen virker Udholdenhed, 4. men Udholdenheden Prøvethed, men Prøvetheden Håb, 5. men Håbet beskæmmer ikke; thi Guds Kærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Helligånd, som blev given os. 6. Thi medens vi endnu vare kraftesløse, døde Kristus til den bestemte Tid for ugudelige.
7. Næppe vil nemlig nogen dø for en retfærdig – for den gode var der jo måske nogen, som tog sig på at dø -, 8. men Gud beviser sin Kærlighed over for os, ved at Kristus døde for os, medens vi endnu vare Syndere. 9. Så meget mere skulle vi altså, da vi nu ere blevne retfærdiggjorte ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden. 10. Thi når vi, da vi vare Fjender, bleve forligte med Gud ved hans Søns Død, da skulle vi meget mere, efter at vi ere blevne forligte, frelses ved hans Liv,
11. ja, ikke det alene, men også således, at vi rose os af Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu have fået Forligelsen.

12. Derfor, ligesom Synden kom ind i Verden ved eet Menneske, og Døden ved Synden, og Døden således trængte igennem til alle Mennesker, efterdi de syndede alle
13. thi inden Loven var der Synd i Verden; men Synd tilregnes ikke. hvor der ikke er Lov;
14. dog herskede Døden fra Adam til Moses også over dem, som ikke syndede i Lighed med Adams Overtrædelse, han, som er et Forbillede på den, der skulde komme.
15. Men det er ikke således med Nådegaven som med Faldet; thi døde de mange ved den enes Fald, da har meget mere Guds Nåde og Gaven i det ene Menneskes Jesu Kristi Nåde udbredt sig overflødig, til de mange.
16. Og Gaven er ikke som igennem en enkelt, der syndede; thi Dommen blev ud fra en enkelt til Fordømmelse, men Nådegaven blev ud fra mange Fald til Retfærdiggørelse.
17. Thi når på Grund af dennes Fald Døden herskede ved den ene, da skulle meget mere de, som modtage den overvættes Nåde og Retfærdigheds Gave, herske i Liv ved den ene, Jesus Kristus. 18. Altså, ligesom det ved eens Fald blev for alle Mennesker til Fordømmelse, således også ved eens Retfærdighed for alle Mennesker til Retfærdiggørelse til Liv. 19. Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed de mange bleve til Syndere, så skulle også ved den enes Lydighed de mange blive til retfærdige.

20. Men Loven kom til, for at Faldet kunde blive større; men hvor Synden blev større, der blev Nåden end mere overvættes, 21. for at, ligesom Synden herskede ved Døden, således også Nåden skulde herske ved Retfærdighed til et evigt Liv ved Jesus Kristus, vor Herre.

Romerne 6

1. Hvad skulle vi da sige? skulde vi blive ved i Synden, for at Nåden kunde blive desto større?
2. Det være langt fra! Vi, som jo ere døde fra Synden, hvorledes skulle vi endnu leve i den?
3. Eller vide I ikke, at vi, så mange som bleve døbte til Kristus Jesus, bleve døbte til hans Død?
4. Vi bleve altså begravne med ham ved Dåben til Døden, for at, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed, således også vi skulle vandre i et nyt Levned. 5. Thi ere vi blevne sammenvoksede med ham ved hans Døds Afbillede, skulle vi dog også være det ved hans Opstandelses, 6. idet vi erkende dette, at vort gamle Menneske blev korsfæstet med ham, for at Syndens Legeme skulde blive til intet, for at vi ikke mere skulde tjene Synden.
7. Thi den, som er død, er retfærdiggjort fra Synden. 8. Men dersom vi ere døde med Kristus, da tro vi, at vi også skulle leve med ham,
9. efterdi vi vide, at Kristus, efter at være oprejst fra de døde, ikke mere dør; Døden hersker ikke mere over ham. 10. Thi det, han døde, døde han een Gang fra Synden; men det, han lever, lever han for Gud.
11. Således skulle også I anse eder selv for døde fra Synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.
12. Så lad da ikke Synden herske i eders dødelige Legeme, så I lyde dets Begæringer;
13. fremstiller ej heller eders Lemmer for Synden som Uretfærdigheds Våben; men fremstiller eder selv for Gud som sådanne, der fra døde ere blevne levende,og eders Lemmer som Retfærdigheds Våben for Gud.
14. Thi Synd skal ikke herske over eder I ere jo ikke under Lov, men under Nåde.

15. Hvad da? skulde vi Synde, fordi vi ikke ere under Lov, men under Nåde? Det være langt fra!
16. Vide I ikke, at når I fremstille eder for en som Tjenere til Lydighed, så ere I hans Tjenere, hvem I lyde, enten Syndens til Død, eller Lydighedens til Retfærdighed? 17. Men Gud ske Tak, fordi I have været Syndens Tjenere, men bleve af Hjertet lydige imod den Læreform, til hvilken I bleve overgivne.
18. Og frigjorde fra Synden bleve I Retfærdighedens Tjenere. 19. Jeg taler på menneskelig Vis på Grund af eders Køds Skrøbelighed. Ligesom I nemlig fremstillede eders Lemmer som Tjenere for Urenheden og Lovløsheden til Lovløshed, således fremstiller nu eders Lemmer som Tjenere for Retfærdigheden, til Helliggørelse!
20. Thi da I vare Syndens Tjenere, vare I frie over for Retfærdigheden.
21. Hvad for Frugt havde I da dengang? Ting, ved hvilke I nu skamme eder; Enden derpå er jo Død.
22. Men nu, da I ere blevne frigjorde fra Synden og ere blevne Guds Tjenere, have I eders Frugt til Helliggørelse og som Enden derpå et evigt Liv;
23. thi Syndens Sold er Død, men Guds Nådegave er et evigt Liv i Kristus Jesus, vor Herre.

Romerne 7

1. Eller vide I ikke, Brødre! (thi jeg taler til sådanne, som kender Loven) at Loven hersker over Mennesket, så lang Tid han lever?
2. Den gifte Kvinde er jo ved Loven bunden til sin Mand, medens han lever; men når Manden dør, er hun løst fra Mandens Lov. 3. Derfor skal hun kaldes en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands, medens Manden lever: men når Manden dør, er hun fri fra den Lov, så at hun ikke er en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands.
4. Altså ere også I, mine Brødre! gjorte døde for Loven ved Kristi Legeme, for at I skulle blive en andens, hans, som blev oprejst fra de døde, for at vi skulle bære Frugt for Gud. 5. Thi da vi vare i Kødet, vare de syndige Lidenskaber, som vaktes ved Loven, virksomme i vore Lemmer til at bære Frugt for Døden, 6. Men nu ere vi løste fra Loven, idet vi ere bortdøde fra det, hvori vi holdtes nede, så at vi tjene i Åndens nye Væsen og ikke i Bogstavens gamle Væsen.

7. Hvad skulle vi da sige? er Loven Synd? Det være langt fra! Men jeg kendte ikke Synden uden ved Loven; thi jeg kendte jo ikke Begæringen, hvis ikke Loven sagde: “Du må ikke begære.” 8. Men da Synden fik Anledning, virkede den ved Budet al Begæring i mig; thi uden Lov er Synden død.
9. Og jeg levede engang uden Lov, men da Budet kom, levede Synden op;
10. men jeg døde, og Budet, som var til Liv, det fandtes at blive mig til Død;
11. thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og dræbte mig ved det.
12. Altså er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og godt.
13. Blev da det gode mig til Død? Det være langt fra! Men Synden blev det, for at den skulde vise sig som Synd, idet den ved det gode virkede Død for mig, for at Synden ved Budet skulde blive overvættes syndig.
14. Thi vi vide, at Loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt under Synden.
15. Thi jeg forstår ikke, hvad jeg udfører; thi ikke det, som jeg vil, øver jeg, men hvad jeg hader, det gør jeg. 16. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, så samstemmer jeg med Loven i, at den er god.
17. Men nu er det ikke mere mig, som udfører det, men Synden, som bor i mig.
18. Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke godt; thi Villien har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke;
19. thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det øver jeg.
20. Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere mig, der udfører det, men Synden, som bor i mig. 21. Så finder jeg da den Lov for mig, som vil gøre det gode, at det onde ligger mig for Hånden
22. Thi jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske; 23. men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine Lemmer.
24. Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme?
25. Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså: jeg selv tjener med Sindet Guds Lov, men med Kødet Syndens Lov.

Romerne 8

1. Så er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Kristus Jesus.
2. Thi Livets Ånds Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og Dødens Lov.
3. Thi det, som var Loven umuligt, det, hvori den var afmægtig ved Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt Køds Lighed og for Syndens Skyld og således domfældte Synden i Kødet,
4. for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter Kødet, men efter Ånden.
5. Thi de, som lade sig lede af Kødet, hige efter det kødelige; men de, som lade sig lede af Ånden, hige efter det åndelige. 6. Thi Kødets Higen er Død, men Åndens Higen er Liv og Fred, 7. efterdi Kødets Higen er Fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds Lov lydigt, det kan jo ikke heller være det. 8. Og de, som ere i Kødet, kunne ikke tækkes Gud. 9. I derimod ere ikke i Kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i eder. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke til.
10. Men om Kristus er i eder, da er vel Legemet dødt på Grund at Synd, men Ånden er Liv på Grund af Retfærdighed. 11. Men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også eders dødelige Legemer ved sin Ånd, som bor i eder.

12. Altså, Brødre! ere vi ikke Kødets Skyldnere, så at vi skulde leve efter Kødet;
13. thi dersom I leve efter Kødet, skulle I dø, men dersom l ved Ånden døde Legemets Gerninger, skulle I leve. 14. Thi så mange som drives af Guds Ånd, disse ere Guds Børn. 15. I modtoge jo ikke en Trældoms Ånd atter til Frygt, men I modtoge en Sønneudkårelses Ånd, i hvilken vi råbe: Abba, Fader! 16. Ånden selv vidner med vor Ånd, at vi ere Guds Børn. 17. Men når vi ere Børn, ere vi også Arvinger, Guds Arvinger og Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for også at herliggøres med ham.

18. Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at regne imod den Herlighed, som skal åbenbares på os. 19. Thi Skabningens Forlængsel venter på Guds Børns Åbenbarelse. 20. Thi Skabningen blev underlagt Forfængeligheden, ikke med sin Villie, men for hans Skyld, som lagde den derunder, 21. med Håb om, at også Skabningen selv skal blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns Herligheds Frihed. 22. Thi vi vide, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Veer indtil nu.
23. Dog ikke det alene, men også vi selv, som have Åndens Førstegrøde, også vi sukke ved os selv, idet vi forvente en Sønneudkårelse, vort Legemes Forløsning. 24. Thi i Håbet bleve vi frelste. Men et Håb, som ses, er ikke et Håb; thi hvad en ser, hvor kan han tillige håbe det? 25. Men dersom vi håbe det, som vi ikke se, da forvente vi det med Udholdenhed.
26. Og ligeledes kommer også Ånden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede om, som det sig bør, men Ånden selv går i Forbøn for os med uudsigelige Sukke. 27. Og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Åndens Higen er, at den efter Guds Villie går i Forbøn for hellige.

28. Men vi vide, at alle Ting samvirke til gode for dem, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldede. 29. Thi dem, han forud kendte, forudbestemte han også til at blive ligedannede med hans Søns Billede, for at han kunde være førstefødt iblandt mange Brødre.
30. Men dem, han forudbestemte, dem kaldte han også; og dem, han kaldte, dem retfærdiggjorde han også; men dem, han retfærdiggjorde, dem herliggjorde han også.

31. Hvad skulle vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os?
32. Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulde han ikke også med ham skænke os alle Ting?
33. Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. 34. Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Hånd, som også går i Forbøn for os.
35. Hvem skal kunne skille os fra Kristi Kærlighed? Trængsel eller Angst eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd?
36. som der er skrevet: “For din Skyld dræbes vi den hele Dag, vi bleve regnede som Slagtefår.”
37. Men i alt dette mere end sejre vi ved ham, som elskede os. 38. Thi jeg er vis på, at hverken Død eller Liv eller Engle eller Magter eller noget nærværende eller noget tilkommende eller Kræfter
39. eller det høje eller det dybe eller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

Romerne 9

1. Sandhed siger jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Helligånd,
2. at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte. 3. Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet, 4. de, som jo ere Israeliter, hvem Sønneudkårelsen og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre,
5. hvem Fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter Kødet, han, som er Gud over alle Ting, højlovet i Evighed! Amen.

6. Ikke dog som om Guds Ord har glippet; thi ikke alle, som stamme fra Israel, ere Israel;
7. ej, heller ere alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: “I Isak skal en Sæd få Navn efter dig.”
8. Det vil sige: Ikke Kødets Børn ere Guds Børn, men Forjættelsens Børn regnes for Sæd.
9. Thi et Forjættelsesord er dette: “Ved denne Tid vil jeg komme, så skal Sara have en Søn.”
10. Men således skete det ikke alene dengang, men også med Rebekka, da hun var frugtsommelig ved een, Isak, vor Fader. 11. Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt eller ondt, blev der, for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde stå fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der kalder,
12. sagt til hende: “”Den ældste skal tjene den yngste,”” 13. som der er skrevet: “”Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.”