Full Text Archive logoFull Text Archive — Free Classic E-books

The Bible, New Testament, in Danish

Part 7 out of 10

Adobe PDF icon
Download this document as a .pdf
File size: 0.5 MB
What's this? light bulb idea Many people prefer to read off-line or to print out text and read from the real printed page. Others want to carry documents around with them on their mobile phones and read while they are on the move. We have created .pdf files of all out documents to accommodate all these groups of people. We recommend that you download .pdfs onto your mobile phone when it is connected to a WiFi connection for reading off-line.

14. Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud? Det
være langt fra!
15. Thi han siger til Moses: "Jeg vil være barmhjertig imod den,
hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg
forbarmer mig over."
16. Altså står det ikke til den, som vil, ej heller til den, som
løber, men til Gud, som er barmhjertig.
17. Thi Skriften siger til Farao: "Netop derfor lod jeg dig fremstå,
for at jeg kunde vise min Magt på dig, og for at mit Navn skulde
forkyndes på hele Jorden."
18. Så forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder
den, som han vil.

19. Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem
står hans Villie imod?
20. Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som går i Rette med Gud?
mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det:
Hvorfor gjorde du mig således?
21. Eller har Pottemageren ikke Rådighed over Leret til af den samme
Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære?
22. Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre
sin Magt, dog med stor Langmodighed tålte Vredes-Kar, som vare
beredte til Fortabelse,
23. også for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over
Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed?
24. Og hertil kaldte han også os, ikke alene af Jøder, men også af
Hedninger,
25. som han også siger hos Hoseas: "Det, som ikke var mit Folk, vil
jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede; den
elskede;
26. og det skal ske, at på det Sted, hvor der blev sagt til dem: I
ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn."
27. Men Esajas udråber over Israel: "Om end Israels Børns Tal var
som Havets Sand, så skal kun Levningen frelses.
28. Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han
fuldbyrde det på Jorden."
29. Og som Esajas forud har sagt: "Dersom den Herre Zebaoth ikke
havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte
lige med Gomorra."

30. Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter
Retfærdighed, fik Retfærdighed; nemlig Retfærdigheden af Tro;
31. men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, nåede ikke
til en sådan Lov.
32. Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som af Geringer. De
stødte an på Anstødsstenen,
33. som der er skrevet: "Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en
Forargelses Klippe; og den, som tror på ham, skal ikke blive til
Skamme."

Romerne 10

1. Brødre!mit Hjertes Ønske og Bøn til Gud for dem er om deres
Frelse.
2. Thi jeg giver dem det Vidnesbyrd, at de have Nidkærhed for Gud,
men ikke med Forstand;
3. thi da de ikke kendte Guds. Retfærdighed og tragtede efter at
opstille deres egen Retfærdighed, så bøjede de sig ikke under
Guds Retfærdighed.

4. Thi Kristus er Lovens Ende til Retfærdighed for hver den, som
tror.
5. Moses skriver jo, at det Menneske, som gør den Retfærdighed, der
er af Loven, skal leve ved den.
6. Men Retfærdigheden af Tro siger således: Sig ikke i dit Hjerte:
Hvem vil fare op til Himmelen? nemlig for at hente Kristus ned;
7. eller: Hvem vil fare ned i Afgrunden? nemlig for at hente
Kristus op fra de døde.
8. Men hvad,siger den? Ordet er dig nær, i din Mund og i dit
Hjerte, det er det Troens Ord, som vi prædike.
9. Thi dersom du med din Mund bekender Jesus som Herre og tror i
dit Hjerte, at Gud oprejste ham fra de døde, da skal du blive
frelst.
10. Thi med Hjertet tror man til Retfærdighed, og med Munden
bekender man til Frelse.
11. Skriften siger jo: "Hver den, som tror på ham, skal ikke blive
til Skamme."
12. Thi der er ikke Forskel på Jøde og Græker; thi den samme er
alles Herre, rig nok for alle dem, som påkalde ham.
13. Thi hver den, som påkalder Herrens Navn, skal blive frelst.

14. Hvorledes skulde de nu påkalde den, på hvem de ikke have troet?
og hvorledes skulde de tro den, som de ikke have hørt? og
hvorledes skulde de høre, uden der er nogen, som prædiker?
15. og hvorledes skulde de prædike, dersom de ikke bleve udsendte?
Som der er skrevet: "Hvor dejlige. ere deres Fødder, som
forkynde godt Budskab."
16. Dog ikke alle løde Evangeliet; thi Esajas siger: "Herre! hvem
troede det, (han hørte af os?")
17. Altså kommer Troen af det. som høres, men det, som høres, kommer
igennem Kristi Ord.
18. Men jeg siger: Have de ikke hørt? Jo vist, "over hele Jorden er
deres Røst udgået og til Jorderiges Grænser deres Ord."
19. Men jeg siger: Har Israel ikke forstået det? Først siger Moses:
"Jeg vil gøre eder nidkære på et Folk, som ikke er et Folk, imod
et uforstandigt Folk vil jeg opirre eder."
20. Men Esajas drister sig til at sige: "Jeg blev funden af dem, som
ikke søgte mig; jeg blev åbenbar for dem. som ikke spurgte efter
mig."
21. Men om Israel siger han: "Den hele Dag udstrakte jeg mine Hænder
imod et ulydigt og genstridigt Folk."

Romerne 11

1. Jeg siger da: Mon Gud har forskudt sit folk? det være langt fra!
Thi også jeg er en Israelit, af "Abrahams Sæd, Benjamins Stamme.
2. Gud har ikke forskudt sit Folk, som han forud kendte. Eller vide
I ikke, hvad Skriften siger i Stykket om Elias? hvorledes han
træder frem for Gud imod Israel, sigende:
3. "Herre! dine Profeter have de ihjelslået, dine Altre have de
nedbrudt, og jeg er den eneste, der er levnet, og de efterstræbe
mit Liv."
4. Men hvad siger det guddommelige Gensvar til ham?"Jeg har levnet
mig selv syv Tusinde Mænd, som ikke have bøjet Knæ for Bål."
5. Således er der også i den nærværende Tid blevet en Levning som
et Nådes-Udvalg.
6. Men er det af Nåde, da er det ikke mere af Gerninger, ellers
bliver Nåden ikke mere Nåde.
7. Hvad altså? Det, Israel søger efter, har det ikke opnået, men
Udvalget har opnået det; de øvrige derimod bleve forhærdede,
8. som der er skrevet: "Gud gav dem en Sløvheds Ånd, Øjne til ikke
at se med, Øren til ikke at høre med indtil den Dag i Dag."
9. Og David siger: "Deres Bord vorde til Snare og til Fælde og til
Anstød og til Gengældelse for dem;
10. deres Øjne vorde formørkede, så de ikke se, og bøj altid deres
Ryg!"

11. Jeg siger da: Mon de have stødt an, for at de skulde falde? Det
være langt fra! Men ved deres Fald er Frelsen kommen til
Hedningerne, for at dette kunde vække dem til Nidkærhed.
12. Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Tab er
Hedningers Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde være det!
13. Og til eder, I Hedninger, siger jeg: For så vidt jeg nu er
Hedningeapostel, ærer jeg min Tjeneste,
14. om jeg dog kunde vække min Slægt til Nidkærhed og frelse nogle
af dem.
15. Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad bliver
da deres Antagelse andet end Liv ud af døde?

16. Men dersom Førstegrøden er hellig, da er Dejgen det også; og
dersom Roden er hellig, da ere Grenene det også.
17. Men om nogle af Grenene bleve afbrudte, og du, en vild
Oliekvist, blev indpodet iblandt dem og blev meddelagtig i
Olietræets Rod og Fedme,
18. da ros dig ikke imod Grenene; men dersom du roser dig, da bærer
jo ikke du Roden, men Roden dig.
19. Du vil vel sige: Grene bleve afbrudte, for at jeg skulde blive
indpodet.
20. Vel! ved deres Vantro bleve de afbrudte, men du står ved din
Tro; vær ikke overmodig, men frygt!
21. Thi når Gud ikke sparede de naturlige Grene, vil han heller ikke
spare dig.
22. Så se da Guds Godhed og Strenghed: Over dem, som faldt, er der
Strenghed, men over dig Guds Godhed, hvis du bliver i hans
Godhed; ellers skal også du afhugges.
23. Men også hine skulle indpodes, dersom de ikke blive i Vantroen;
thi Gud er mægtig til atter at indpode dem.
24. Thi når du blev afhugget af det Olietræ, som er vildt af
Naturen, og imod Naturen blev indpodet i et ædelt Olietræ, hvor
meget mere skulle da disse indpodes i deres eget Olietræ, som de
af Natur tilhøre!

25. Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne
Hemmelighed, for at I ikke skulle være kloge i eders egne
Tanker, at Forhærdelse delvis er kommen over Israel, indtil
Hedningernes Fylde er gået ind;
26. og så skal hele Israel frelses, som der er skrevet: "Fra Zion
skal Befrieren komme, han skal afvende Ugudeligheder fra Jakob;
27. og dette er min Pagt med dem, når jeg borttager deres Synder."
28. Efter Evangeliet er de vel Fjender for eders Skyld, men efter
Udvælgelsen ere de elskede for Fædrenes Skyld;
29. thi Nådegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke.
30. Thi ligesom I tilforn bleve ulydige imod Gud, men nu fik
Barmhjertighed ved disses Ulydighed,
31. således bleve også disse nu ulydige, for at også de måtte få
Barmhjertighed ved den Barmhjertighed, som er bleven eder til
Del.
32. Thi Gud har indesluttet alle under Ulydighed, for at han kunde
forbarme sig over alle.
33. O Dyb af Guds Rigdom og Visdom og Kundskab! hvor uransagelige
ere hans Domme, og hans Veje usporlige!
34. Thi hvem har kendt Herrens Sind? eller hvem blev hans Rådgiver?
35. eller hvem gav ham først, så at der skulde gives ham Gengæld
derfor?
36. Thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i
Evighed! Amen.

Romerne 12

1. Jeg formaner eder altså, Brødre! ved Guds Barmhjertighed, til at
fremstille eder Legemer som et levende, helligt, Gud
velbehageligt Offer; dette er eders fornuftige Gudsdyrkelse.
2. Og skikker eder ikke lige med denne Verden, men vorder
forvandlede ved Sindets Fornyelse, så I må skønne, hvad der er
Guds Villie, det gode og velbehagelige og fuldkomne.

3. Thi ved den Nåde, som er given mig, siger jeg til enhver iblandt
eder, at han ikke skal tænke højere om sig selv, end han bør
tænke, men tænke med Betænksomhed, efter som Gud tildelte enhver
Troens Mål.
4. Thi ligesom vi have mange Lemmer på eet Legeme, men Lemmerne
ikke alle have den samme Gerning,
5. således ere vi mange eet Legeme i Kristus, men hver for sig
hverandres Lemmer.
6. Men efterdi vi have forskellige Nådegaver efter den Nåde, som er
given os, det være sig Profeti, da lader os bruge den i Forhold
til vor Tro;
7. eller en Tjeneste, da lader os tage Vare på Tjenesten; eller om
nogen lærer, på Lærergerningen;
8. eller om nogen formaner, på Formaningen; den, som uddeler, gøre
det med Redelighed; den, som er Forstander, være det med Iver;
den, som øver Barmhjertighed, gøre det med Glæde!

9. Kærligheden være uskrømtet; afskyer det onde, holder eder til
det gode;
10. værer i eders Broderkærlighed hverandre inderligt hengivne;
forekommer hverandre i at vise Ærbødighed!
11. Værer ikke lunkne i eders Iver; værer brændende i Ånden; tjener
Herren;
12. værer glade i Håbet, udholdende i Trængselen, vedholdende i
Bønnen!
13. Tager Del i de helliges Fornødenheder; lægger Vind på
Gæstfrihed!
14. Velsigner dem, som forfølge eder, velsigner og forbander ikke!
15. Glæder eder med de glade, og græder med de grædende!
16. Værer enige indbyrdes; tragter ikke efter de høje Ting, men
holder eder til det lave; vorder ikke kloge i eders egne Tanker!
17. Betaler ikke nogen ondt for ondt; lægger Vind på, hvad der er
godt for alle Menneskers Åsyn!
18. Dersom det er muligt - såvidt det står til eder - da holder Fred
med alle Mennesker:
19. Hævner eder ikke selv, I elskede! men giver Vreden Rum; thi der
er skrevet: "Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger
Herren."
20. Nej, dersom din Fjende hungrer, giv ham Mad; dersom han tørster,
giv ham Drikke; thi når du gør dette, vil du samle gloende Kul
på hans Hoved.
21. Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med
det gode!

Romerne 13

1. Hver Sjæl underordne sig de foresatte Øvrigheder; thi der er
ikke Øvrighed uden af Gud, men de, som ere, ere indsatte af Gud,
2. så at den, som sætter sig imod Øvrigheden, modstår Guds Ordning;
men de, som modstå, skulle få deres Dom.
3. Thi de styrende ere ikke en Skræk for den gode Gerning, men for
den onde. Men vil du være uden Frygt for Øvrigheden, så gør det
gode, og du skal få Ros af den.
4. Thi den er en Guds Tjener, dig til gode. Men dersom du gør det
onde, da frygt; thi den bærer ikke Sværdet forgæves; den er
nemlig Guds Tjener, en Hævner til Straf for den, som øver det
onde.
5. Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene for
Straffens Skyld, men også for Samvittighedens.
6. Derfor betale I jo også Skatter; thi de ere Guds Tjenere, som
just tage Vare på dette.
7. Betaler alle, hvad I ere dem skyldige: den, som I ere Skat
skyldige, Skat; den, som Told, Told; den, som Frygt, Frygt; den,
som Ære, Ære.

8. Bliver ingen noget skyldige, uden det, at elske hverandre; thi
den, som elsker den anden, har opfyldt Loven.
9. Thi det: "Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må
ikke stjæle; du må ikke begære," og hvilket andet bud der er,
det sammenfattes i dette Ord: "Du skal elske din Næste som dig
selv,"
10. Kærligheden gør ikke ondt imod Næsten; derfor er Kærligheden
Lovens Fylde.

11. Og dette just, fordi I kende Tiden, at det alt er på Tide, at I
skulle stå op af Søvne; thi nu er vor Frelse nærmere, end da vi
bleve troende.
12. Natten er fremrykket, og Dagen er kommen nær. Lader os derfor
aflægge Mørkets Gerninger og iføre os Lysets Våben;
13. lader os vandre sømmeligt som om Dagen, ikke i Svir og Drik,
ikke i Løsagtighed og Uterlighed, ikke i Kiv og Avind;
14. men ifører eder den Herre Jesus Kristus, og drager ikke Omsorg
for Kødet, så Begæringer vækkes!

Romerne 14

1. Men tager eder af den, som er skrøbelig i Troen, og dømmer ikke
hans Meninger!
2. En har Tro til at spise alt; men den skrøbelige spiser kun
Urter.
3. Den, som spiser, må ikke ringeagte den, som ikke spiser; og den,
som ikke spiser, må ikke dømme den, som spiser; thi Gud har
taget sig af ham.
4. Hvem er du, som dømmer en andens Tjener? For sin egen Herre står
eller falder han; men han skal blive stående, thi Herren er
mægtig til at lade ham stå.
5. En agter den ene Dag fremfor den anden, en anden agter alle dage
lige; enhver have fuld Vished i sit eget Sind!
6. Den, som lægger Vægt på Dagen, han gør det for Herren. Og den,
som spiser, gør det for Herren, thi han takker Gud; og den, som
ikke spiser, gør det for Herren og takker Gud.
7. Thi ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv;
8. thi når vi leve, leve vi for Herren, og når vi dø, dø vi for
Herren; derfor, enten vi leve, eller vi dø, ere vi Herrens.
9. Dertil er jo Kristus død og bleven levende, at han skal herske
både over døde og levende.
10. Men du, hvorfor dømmer du din Broder? eller du, hvorfor
ringeagter du din Broder? Vi skulle jo alle fremstilles for Guds
Domstol.
11. Thi der er skrevet: "Så sandt jeg lever, siger Herren, for mig
skal hvert Knæ bøje sig, og hver Tunge skal bekende Gud."
12. Altså skal hver af os gøre Gud Regnskab for sig selv.

13. Derfor,lader os ikke mere dømme hverandre, men dømmer hellere
dette, at man ikke må give sin Broder Anstød eller Forargelse.
14. Jeg ved og er vis på i den Herre Jesus, at intet er urent i sig
selv; dog, for den, som agter noget for urent, for ham er det
urent.
15. Thi dersom din Broder bedrøves for Mads Skyld, da vandrer du
ikke mere i Kærlighed. Led ikke ved din Mad den i Fordærvelse,
for hvis Skyld Kristus er død.
16. Lader derfor ikke eders Gode blive bespottet!
17. Thi Guds Rige består ikke i at spise og drikke, men i
Retfærdighed og Fred og Glæde i den Helligånd.
18. Thi den, som deri tjener Kristus, er velbehagelig for Gud og
tækkelig for Menneskene.
19. Derfor, lader os tragte efter det, som tjener til Fred og
indbyrdes Opbyggelse!
20. Nedbryd ikke Guds Værk for Mads Skyld! Vel er alt rent, men det
er ondt for det Menneske, som spiser med Anstød.
21. Det er rigtigt ikke at spise Kød eller at drikke Vin eller at
gøre noget, hvoraf din Broder tager Anstød.
22. Den Tro, du har, hav den hos dig selv for Gud! Salig er den, som
ikke dømmer sig selv i det, som han vælger.
23. Men den, som tvivler, når han spiser, han er domfældt, fordi det
ikke er at Tro; men alt det, som ikke er af Tro, er Synd.

Romerne 15

1. Men vi, som ere stærke, bør bære de svages Skrøbeligheder og
ikke være os selv til Behag.
2. Enhver af os være sin Næste til Behag til det gode, til
Opbyggelse.
3. Thi også Kristus var ikke sig selv til Behag; men, som der er
skrevet: "Deres Forhånelser, som håne dig, ere faldne på mig."
4. Thi alt, hvad der er skrevet tilforn, det er skrevet til vor
Belæring, for at vi skulle have Håbet ved Udholdenheden og
Skrifternes Trøst.
5. Men Udholdenhedensog Trøstens Gud give eder at være enige
indbyrdes, som Kristus Jesus vil det,
6. for at I endrægtigt med een Mund kunne prise Gud og vor Herres
Jesu Kristi Fader.
7. Derfor tager eder af hverandre, ligesom også Kristus har taget
sig af os, til Guds Ære.
8. Jeg siger nemlig, at Kristus er bleven Tjener for omskårne for
Guds Sanddruheds Skyld for at stadfæste Forjættelserne til
Fædrene;
9. men at Hedningerne skulle prise Gud for hans Barmhjertigheds
Skyld, som der er skrevet: "Derfor vil jeg bekende dig iblandt
Hedninger og lovsynge dit Navn,"
10. Og atter siges der: "Fryder eder, I Hedninger, med hans Folk!"
11. Og atter: "Lover Herren, alle Hedninger, og alle Folkene skulle
prise ham."
12. Og atter siger Esajas: "Komme skal Isajs Rodskud og han, der
rejser sig for at herske over Hedninger; på ham skulle Hedninger
håbe."
13. Men Håbets Gud fylde eder med al Glæde og Fred, idet I tro, for
at I må blive rige i Håbet ved den Helligånds Kraft!

14. Men også jeg, mine Brødre! har selv den Forvisning om eder, at I
også selv ere fulde af Godhed, fyldte med al Kundskab, i Stand
til også at påminde hverandre.
15. Dog har jeg for en Del tilskrevet eder noget dristigere for at
påminde eder på Grund af den Nåde, som er given mig fra Gud
16. til iblandt Hedningerne at være en Kristi Jesu Offertjener, der
som Præst betjener Guds Evangelium, for at Hedningerne må blive
et velbehageligt Offer, helliget ved den Helligånd.
17. Således har jeg min Ros i Kristus Jesus af min Tjeneste for Gud.
18. Thi jeg vil ikke driste mig til at tale om noget af det, som
Kristus ikke har udført ved mig til at virke Hedningers
Lydighed, ved Ord og Handling,
19. ved Tegns og Undergerningers Kraft, ved Guds Ånds Kraft, så at
jeg fra Jerusalem og trindt omkring indtil Illyrien har til
fulde forkyndt Kristi Evangelium;
20. dog således, at jeg sætter min Ære i at forkynde Evangeliet ikke
der, hvor Kristus er nævnet, for at jeg,ikke skal bygge på en
andens Grundvold,
21. men, som der er skrevet: "De, for hvem der ikke blev kundgjort
om ham, skulle se, og de, som ikke have hørt, skulle forstå."

22. Derfor er jeg også de mange Gange bleven forhindret i at komme
til eder.
23. Men nu, da jeg ikke mere har Rum i disse Egne og i mange År har
haft Længsel efter at komme til eder,
24. vil jeg, når jeg rejser til Spanien, komme til eder; thi jeg
håber at se eder på Gennemrejsen og af eder at blive befordret
derhen, når jeg først i nogen Måde er bleven tilfredsstillet hos
eder.
25. Men nu rejser jeg til Jerusalem i Tjeneste for de hellige.
26. Thi Makedonien og Akaja have fundet Glæde i at gøre et
Sammenskud til de fattige iblandt de hellige i Jerusalem.
27. De have nemlig fundet Glæde deri, og de ere deres Skyldnere. Thi
ere Hedningerne blevne delagtige i hines åndelige Goder, da ere
de også skyldige at tjene dem med de timelige.
28. Når jeg da har fuldbragt dette og beseglet denne Frugt for dem,
vil jeg derfra drage om ad eder til Spanien.
29. Men jeg ved, at når jeg kommer til eder, skal jeg komme med
Kristi Velsignelses Fylde.

30. Men jeg formaner eder,Brødre! ved vor Herre Jesus Kristus og ved
Åndens Kærlighed til med mig at stride i eders Bønner for mig
til Gud,
31. for at jeg må udfries fra de genstridige i Judæa, og mit Ærinde
til Jerusalem må blive de hellige kærkomment,
32. for at jeg kan komme til eder med Glæde, ved Guds Villie, og
vederkvæges med eder.
33. Men Fredens Gud være med eder alle! Amen.

Romerne 16

1. Men jeg anbefaler eder Føbe, vor Søster, som er Tjenerinde ved
Menighed i Kenkreæ,
2. for at I må modtage hende i Herren, som det sømmer sig de
hellige, og yde hende Bistand, i hvad som helst hun måtte trænge
til eder; thi også hun har været en Hjælperske for mange og for
mig selv med.
3. Hilser Priska og Akvila, mine Medarbejdere i Kristus Jesus,
4. som jo for mit Liv have sat deres egen Hals i Vove, hvem ikke
alene jeg takker, men også alle Hedningernes Menigheder;
5. og hilser Menigheden i deres Hus! Hilser Epænetus, min elskede,
som er Asiens Førstegrøde for Kristus.
6. Hilser Maria, som har arbejdet meget for eder.
7. Hilser Andronikus og Junias, mine Frænder og mine medfangne, som
jo ere navnkundige iblandt Apostlene og tilmed have været i
Kristus før mig.
8. Hilser Ampliatus, min elskede i Herren!
9. Hilser Urbanus, vor Medarbejder i Kristus, og Stakys, min
elskede!
10. Hilser Apelles, den prøvede i Kristus. Hilser dem, som ere af
Aristobulus's Hus.
11. Hilser Herodion, min Frænde! Hilser dem af Narkissus's Hus, som
ere i Herren.
12. Hilser Tryfæna og Tryfosa, som arbejde i Herren. Hilser; Persis,
den elskede, som jo har arbejdet meget i Herren.
13. Hilser Rufus, den udvalgte i Herren, og hans og min Moder!
14. Hilser Asynkritus,Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og Brødrene
hos dem!
15. Hilser Filologus og Julia, Nereus og hans Søster og Olympas og
alle de hellige hos dem!
16. Hilser hverandre med et helligt Kys! Alle Kristi Menigheder
hilse eder!

17. Men jeg formaner eder, Brødre! til at give Agt på dem, som volde
Splittelseme og Forargelseme tvært imod den Lære, som I have
lært, og viger bort fra dem!
18. Thi sådanne tjene ikke vor Herre Kristus, men deres egen Bug, og
ved søde Ord og skøn Tale forføre de troskyldiges Hjerter.
19. Eders Lydighed er jo kommen alle for Øre; derfor glæder jeg mig
over eder. Men jeg vil, at I skulle være vise med Hensyn til det
gode og enfoldige med Hensyn til det onde.
20. Men Fredens Gud skal hastelig knuse Satan under eders
Fødder. Vore Herres Jesu Kristi Nåde være med eder!

21. Timotheus, min Medarbejder, og Lukius og Jason og Sosipater,
mine Frænder, hilse eder.
22. Jeg,Tertius, som har nedskrevet dette Brev, hilser eder i
Herren.
23. Kajus, min og den hele Menigheds Vært, hilser eder. Erastus,
Stadens Rentemester, hilser eder, og Broderen Kvartus.

24. Vor Herres Jesu Kristi Nåde være med eder alle! Amen.)
25. Men ham, som kan styrke eder i mit Evangelium og Forkyndelsen af
Jesus Kristus, i Overensstemmelse med Åbenbarelse af en
Hemmelighed, som var fortiet fra evige Tider,
26. men nu er bragt for Dagen og ved profetiske Skrifter efter den
evige Guds Befaling kundgjort for alle Hedningerne til
TrosLydighed:
27. Den ene vise Gud ved Jesus Kristus, ham være Ære i Evigheders
Evighed! Amen.

1.Korinterne

1.Korinterne 1

1. Paulus, Jesu Kristi kaldede Apostel ved Guds Villie, og Broderen
Sosthenes
2. til Guds Menighed, som er i Korinth, helligede i Kristus Jesus,
hellige ifølge Kald tillige med alle dem, der på ethvert Sted
påkalde vor Herres Jesu Kristi, deres og vor Herres Navn:
3. Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus
Kristus!

4. Jeg takker min Gud altid for eder, for den Guds Nåde, som blev
givet eder i Kristus Jesus,
5. at I ved ham ere blevne rige i alt, i al Tale og al Kundskab,
6. ligesom Vidnesbyrdet om Kristus er blevet stadfæstet hos eder,
7. så at I ikke stå tilbage i nogen Nådegave, idet I forvente vor
Herres Jesu Kristi Åbenbarelse,
8. han, som også skal stadfæste eder indtil Enden som ustraffelige
på vor Herres Jesu Kristi Dag,
9. Trofast er Gud, ved hvem I bleve kaldede til Samfund med hans
Søn, Jesus Kristus, vor Herre.

10. Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Kristi Navn,
at I alle skulle føre samme Tale, og at der ikke må findes
Splittelser iblandt eder, men at I skulle være forenede i det
samme Sind og i den samme Mening.
11. Thi det er blevet mig fortalt om eder, mine Brødre! af Bloes
Husfolk, at der er Splidagtighed iblandt eder.
12. Jeg mener dette, at enhver af eder siger: Jeg hører Paulus til,
og jeg Apollos, og jeg Kefas, og jeg Kristus.
13. Er Kristus delt? mon Paulus blev korsfæstet for eder? eller
bleve I døbte til Paulus's Navn?
14. Jeg takker Gud for, at jeg ikke døbte nogen af eder, uden
Krispus og Kajus,
15. for at ikke nogen skal sige, at I bleve døbte til mit Navn.
16. Dog, jeg døbte også Stefanas's Hus; ellers ved jeg ikke, om jeg
døbte nogen anden.

17. Thi Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde
Evangeliet, ikke med vise Ord, for at Kristi Kors ikke skulde
tabe sin Kraft.
18. Thi Korsets Ord er vel for dem, som fortabes, en Dårskab, men
for dem, som frelses, for os er det en Guds Kraft.
19. Thi der er skrevet: "Jeg vil lægge de vises Visdom øde, og de
forstandiges Forstand vil jeg gøre til intet."
20. Hvor er der en viis? hvor er der en skriftklog? hvor er der en
Ordkæmper al denne verden? har Gud ikke gjort Verdens Visdom til
Dårskab?
21. Thi efterdi Verden ved sin Visdom ikke erkendte Gud i hans
Visdom, behagede det Gud ved Prædikenens Dårskab at frelse dem,
som tro,
22. eftersom både Jøder kræve Tegn, og Grækere søge Visdom,
23. vi derimod prædike Kristus som korsfæstet, for Jøder en
Forargelse og for Hedninger en Dårskab,
24. men for selve de kaldede både Jøder og Grækere, Kristus som Guds
Kraft og Guds Visdom.
25. Thi Guds Dårskab er visere end Menneskene, og Guds Svaghed er
stærkere end Menneskene.

26. Thi ser, Brødre! på eders Kaldelse, at I ere ikke mange vise
efter Kødet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme;
27. men det, som var Dårskab for Verden udvalgte Gud for at beskæmme
de vise, og det, som var svagt for Verden, udvalgte Gud for at
beskæmme det stærke;
28. og det for Verden uædle og det ringeagtede, det, som intet var,
udvalgte Gud for at gøre det, som var noget, til intet,
29. for at intet Kød skal rose sig for Gud.
30. Men ud af ham ere I i Kristus Jesus, som blev os Visdom fra Gud,
både Retfærdighed og Helliggørelse og Forløsning;
31. for at, som der er skrevet: "Den, som roser sig, rose sig af
Herren!"

1.Korinterne 2

1. Og jeg, Brødre! da jeg kom til eder, kom jeg ikke og forkyndte
eder Gud Vidnesbyrd med Stormægtighed i Tale eller i Visdom;
2. thi jeg agtede ikke at vide noget iblandt eder uden Jesus
Kristus og ham korsfæstet;
3. og jeg færdedes hos eder i Svaghed og i Frygt og megen Bæven,
4. og min Tale og min Prædiken var ikke med Visdoms overtalende
Ord, men med Ånds og Krafts Bevisning,
5. for at eders Tro ikke skulde bero på Menneskers Visdom, men på
Guds Kraft.

6. Dog, Visdom tale vi iblandt de fuldkomne, men en Visdom, der
ikke stammer fra denne Verden, ikke heller fra denne Verdens
Herskere, som blive til intet;
7. men vi tale Visdom fra Gud, den hemmelige, den, som var skjult,
som Gud før Verdens Begyndelse forudbestemte til vor Herlighed,
8. hvilken ingen af denne Verdens Herskere har erkendt; thi; havde
de erkendt den,havde de ikke korsfæstet Herlighedens Herre;
9. men, som der er skrevet: "Hvad intet Øje har set, og intet Øre
har hørt, og ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte, hvad Gud
har beredt dem, som elske ham."
10. Men os åbenbarede Gud det ved Ånden; thi Ånden ransager alle
Ting, også Guds Dybder.
11. Thi hvilket Menneske ved, hvad der er i Mennesket, uden
Menneskets Ånd, som er i ham? Således har heller ingen erkendt,
hvad der er i Gud, uden Guds Ånd.
12. Men vi have ikke fået Verdens Ånd, men Ånden fra Gud, for at vi
kunne vide, hvad der er os skænket af Gud;
13. og dette tale vi også, ikke med Ord, lærte af menneskelig
Visdom, men med Ord, lærte af Ånden, idet vi tolke åndelige Ting
med åndelige Ord.

14. Men det sjælelige Menneske tager ikke imod de Ting, som høre
Guds Ånd til; thi de ere ham en Dårskab, og han kan ikke erkende
dem, thi de bedømmes åndeligt.
15. Men den åndelige bedømmer alle Ting, selv derimod bedømmes han
af ingen.
16. Thi hvem har kendt Herrens Sind, så han skulde kunne undervise
ham? Men vi have Kristi Sind.

1.Korinterne 3

1. Og jeg, Brødre! kunde ikke tale til eder som til åndelige, men
som til kødelige, som til spæde Børn i Kristus.
2. Mælk gav jeg eder at drikke, ikke fast Føde; thi I kunde endnu
ikke tåle det, ja, I kunne det ikke engang nu;
3. thi endnu ere I kødelige. Når der nemlig er Nid og Splid iblandt
eder, ere I da ikke kødelige og vandre på Menneskers Vis?
4. Thi når en siger: "Jeg hører Paulus til," og en anden: "Jeg
hører Apollos til," ere I så ikke "Mennesker"?

5. Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvilke I
bleve troende og det, efter som Herren gav enhver.
6. Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav Vækst.
7. Så er da hverken den noget, som planter, ikke heller den, som
vander, men Gud, som giver Vækst.
8. Den, som planter, og den, som vander, ere eet; men hver skal få
sin egen Løn efter sit eget Arbejde.
9. Thi Guds Medarbejdere ere vi; Guds Ager, Guds Bygning ere I.

10. Efter den Guds Nåde, som blev given mig, har jeg som en viis
Bygmester lagt Grundvold, men en anden bygger derpå. Men enhver
se til, hvorledes han bygger derpå!
11. thi anden Grundvold kan ingen lægge end den, som er lagt,
hvilken er Jesus Kristus.
12. Men dersom nogen på Grundvolden bygger med Guld, Sølv, kostbare
Sten, Træ, Hø, Strå,
13. da skal enhvers Arbejde blive åbenbaret; thi Dagen skal gøre det
klart, efterdi den åbenbares med Ild, og hvordan enhvers Arbejde
er, det skal Ilden prøve.
14. Dersom det Arbejde, som en har bygget derpå, består, da skal han
få Løn;
15. dersom ens Arbejde bliver opbrændt, da skal han gå Glip af den;
men selv skal han blive frelst, dog som igennem Ild.
16. Vide I ikke, at I ere Guds Tempel, og Guds Ånd bor i eder?
17. Dersom nogen fordærver Guds Tempel, skal Gud fordærve ham; thi
Guds Tempel er helligt, og det ere jo I.

18. Ingen bedrage sig selv! Dersom nogen tykkes at være viis iblandt
eder i denne Verden, han vorde en Dåre, for at han kan vorde
viis.
19. Thi denne Verdens Visdom er Dårskab for Gud; thi der er skrevet:
"Han er den, som griber de vise i deres Træskhed;"
20. og atter:"Herren kender de vises Tanker, at de ere
forfængelige."
21. Derfor rose ingen sig af Mennesker! Alle Ting ere jo eders,
22. være sig Paulus eller Apollos eller Kefas eller Verden eller Liv
eller Død eller det nærværende eller det tilkommende: alle Ting
ere eders;
23. men I ere Kristi, og Kristus er Guds.

1.Korinterne 4

1. Således agte man os; som Kristi Tjenere og Husholdere over Guds
Hemmeligheder!
2. I øvrigt kræves her af Husholdere, at man må findes tro,
3. Men mig er det såre lidet at bedømmes af eder eller af en
menneskelig Ret; ja, jeg bedømmer end ikke mig selv.
4. Thi vel ved jeg intet med mig selv, dog er jeg ikke dermed
retfærdiggjort; men den, som bedømmer mig, er Herren.
5. Derfor dømmer ikke noget før Tiden, førend Herren kommer, som
både skal bringe for lyset det, som er skjult i Mørket, og
åbenbare Hjerternes Råd; og da skal enhver få sin Ros fra Gud.

6. Men dette, Brødre! har jeg anvendt på mig selv og Apollos for
eders Skyld, for at I på os kunne lære dette "ikke ud over, hvad
der står skrevet", for at ikke nogen af eder for eens Skyld skal
opblæse sig mod en anden.
7. Thi hvem giver dig Fortrin? og hvad har du, som du ikke har fået
givet? men når du virkelig har fået det, hvorfor roser du dig
da, som om du ikke havde fået det?
8. I ere allerede mættede, I ere allerede blevne rige, I ere blevne
Konger uden os, ja, gid I dog vare blevne Konger, for at også vi
kunde være Konger med eder!
9. Thi mig synes, at Gud har fremstillet os Apostle som de
ringeste, ligesom dødsdømte; thi et Skuespilere vi blevne for
Verden, både for Engle og Mennesker.
10. Vi ere Dårer for Kristi Skyld, men I ere kloge i Kristus; vi
svage, men I stærke; I hædrede, men vi vanærede.
11. Indtil denne Time lide vi både Hunger og Tørst og Nøgenhed og få
Næveslag og have intet blivende Sted
12. og arbejde møjsommeligt med vore egne Hænder. Udskælder man os,
velsigne vi; forfølger man os, finde vi os deri;
13. spotter man os, give vi gode Ord; som Verdens Fejeskarn ere vi
blevne, et Udskud for alle indtil nu.

14. Ikke for at beskæmme eder skriver jeg dette; men jeg påminder
eder som mine elskede Børn.
15. Thi om I end have ti Tusinde Opdragere i Kristus, have I dog
ikke mange Fædre; thi jeg har i Kristus Jesus avlet eder ved
Evangeliet.
16. Jeg formaner eder altså, vorder mine Efterfølgere!
17. Derfor har jeg sendt Timotheus til eder, som er mit elskede og
trofaste Barn i Herren, og han skal minde eder om mine Veje i
Kristus, således som jeg lærer alle Vegne i enhver Menighed.
18. Men nogle ere blevne opblæste, i den Tanke, at jeg ikke kommer
til eder;
19. men jeg skal snart komme til eder, om Herren vil, og gøre mig
bekendt, ikke med de opblæstes Ord, men med deres Kraft.
20. Thi Guds Rige består ikke i Ord, men i Kraft.
21. Hvad ville I? Skal jeg komme til eder med Ris eller med
Kærlighed og Sagtmodigheds Ånd?

1.Korinterne 5

1. I det hele taget høres der om Utugt iblandt eder, og det sådan
Utugt, som end ikke findes iblandt Hedningerne, at en lever med
sin Faders Hustru.
2. Og I ere opblæste og bleve ikke snarere bedrøvede, for at den,
som har gjort denne Gerning, måtte udstødes af eders Midte!
3. Thi jeg for min Del, fraværende med Legemet, men nærværende med
Ånden, har allerede, som om jeg var nærværende, fældet den Dom
over ham, som på sådan, Vis har bedrevet dette,
4. at, når i vor Herres Jesu Navn I og min Ånd ere forsamlede, så
med vor Herres Jesu Kraft
5. at overgive den pågældende til Satan til Kødets Undergang, for
af Ånden kan frelses på den Herres Jesu dag.
6. Det er ikke noget smukt, I rose eder af! Vide I ikke, at en
liden Surdejg syrer hele Dejgen?
7. Udrenser den gamle Surdejg, for at I kunne være en ny Dejg,
ligesom I jo ere usyrede;thi også vort Påskelam er slagtet,
nemlig Kristus.
8. Derfor, lader os holde Højtid, ikke med gammel Surdejg, ej
heller med Sletheds og Ondskabs Surdejg, men med Renheds og
Sandheds usyrede Brød.

9. Jeg skrev eder til i mit Brev, at I ikke skulle have Samkvem med
utugtige,
10. ikke i al Almindelighed denne Verdens utugtige eller havesyge og
Røvere eller Afgudsdyrkere; ellers måtte I jo gå ud af Verden.
11. Men nu skrev jeg til eder, at I ikke skulle have Samkvem, om
nogen, der har Navn af Broder, er en utugtig eller en havesyg
eller en Afgudsdyrker eller en Skændegæst eller en Dranker eller
en Røver, ja, end ikke spise sammen med en sådan.
12. Thi hvad kommer det mig ved at dømme dem, som ere udenfor? Dømme
I ikke dem, som ere indenfor?
13. Men dem udenfor skal Gud dømme.Bortskaffer den onde fra eder
selv!

1.Korinterne 6

1. Kan nogen af eder, når han har Sag med en anden, føre det over
sit Sind at søge Dom hos de uretfærdige, og ikke hos de hellige?
2. Eller vide I ikke, at de hellige skulle dømme Verden? og når
Verden dømmes ved eder, ere I da uværdige til at sidde til Doms
i de ringeste Sager?
3. Vide I ikke, at vi skulle dømme Engle? end sige da i timelige
Ting!
4. Når I da have Sager om timelige Ting, sætte I da dem til
Dommere, som ere agtede for intet i Menigheden?
5. Til Skam for eder siger jeg det: Er der da slet ingen viis
iblandt eder, som kan dømme sine Brødre imellem?
6. Men Broder fører Sag imod Broder, og det for vantro!
7. Overhovedet er jo allerede det en Fejl hos eder, at I have
Retssager med hverandre. Hvorfor lide I ikke hellere Uret?
hvorfor lade I eder ikke hellere plyndre?
8. Men I gøre Uret og plyndre, og det Brødre!
9. Eller vide I ikke, at uretfærdige skulle ikke arve Guds Rige?
Farer ikke vild! Hverken utugtige eller Afgudsdyrkere eller
Horkarle eller de som lade sig bruge til unaturlig Utugt, eller
de, som øve den,
10. eller Tyve eller havesyge eller Drankere, ingen Skændegæster,
ingen Røvere skulle arve Guds Rige.
11. Og sådanne vare I for en Del; men I lode eder aftvætte, ja, I
bleve helligede, ja, I bleve retfærdiggjorte ved den Herres Jesu
Navn og ved vor Guds Ånd.

12. Alt er mig tilladt, men ikke alt er gavnligt; alt er mig
tilladt, men jeg skal ikke lade mig beherske af noget.
13. Maden er for Bugen og Bugen for Maden; men Gud skal tilintetgøre
både denne og hin. Legemet derimod er ikke for Utugt, men for
Herren, og Herren for Legemet;
14. og Gud har både oprejst Herren og skal oprejse os ved sin Kraft.
15. Vide I ikke, at eders Legemer ere Kristi Lemmer? Skal jeg da
tage Kristi Lemmer og gøre Skøgelemmer deraf? Det være langt
fra!
16. Eller vide I ikke, at den, som holder sig til Skøgen, er eet
Legeme med hende?"Thi de to," hedder det,"skulle blive til eet
Kød."
17. Men den, som holder sig til Herren, er een Ånd med ham.
18. Flyr Utugt! Enhver Synd, som et Menneske ellers gør, er uden for
Legemet; men den, som bedriver Utugt, synder imod sit eget
Legeme.
19. Eller vide I ikke, at eders Legeme er et Tempel for den
Helligånd, som er i eder, hvilken I have fra Gud, og at I ikke
ere eders egne?
20. Thi I bleve købte dyrt; ærer derfor Gud i eders Legeme!

1.Korinterne 7

1. Men hvad det angår, hvorom I skreve til mig, da er det godt for
en Mand ikke at røre en Kvinde;
2. men for Utugts Skyld have hver Mand sin egen Hustru, og hver
Kvinde have sin egen Mand.
3. Manden yde Hustruen sin Skyldighed; ligeledes også Hustruen
Manden.
4. Hustruen råder ikke over sit eget Legeme, men Manden; ligeså
råder heller ikke Manden over sit eget Legeme, men Hustruen.
5. Unddrager eder ikke hinanden, uden måske med fælles Samtykke,
til en Tid, for at I kunne have Ro til Bønnen, og for så atter
at være sammen, for at Satan ikke skal friste eder, fordi I ikke
formå at være afholdende.
6. Men dette siger jeg som en Indrømmelse, ikke som en Befaling.
7. Jeg ønsker dog, at alle Mennesker måtte være, som jeg selv er;
men hver har sin egen Nådegave fra Gud, den ene så, den anden
så.

8. Til de ugifte og til Enkerne siger jeg, at det er godt for dem,
om de forblive som jeg.
9. Men kunne de ikke være afholdende, da lad dem gifte sig; thi det
er bedre at gifte sig end at lide Brynde.

10. Men de gifte byder ikke jeg, men Herren, at en Hustru ikke skal
skille sig fra sin Mand; (11 men om hun virkeligt skiller sig
fra ham, da forblive hun ugift eller forlige sig med Manden;) og
at en Mand ikke skal forlade sin Hustru.

12. Men til de andre siger jeg, ikke Herren: Dersom nogen Broder har
en vantro Hustru, og denne samtykker i at bo hos ham, så forlade
han hende ikke!
13. Og dersom en Hustru har en vantro Mand, og denne samtykker i at
bo hos hende, så forlade hun ikke Manden!
14. Thi den vantro Mand er helliget ved Hustruen, og den vantro
Hustru er helliget ved Manden; ellers vare jo eders Børn urene,
men nu ere de hellige.
15. Men skiller den vantro sig, så lad ham skille sig; ingen Broder
eller Søster er trælbunden i sådanne Tilfælde; men Gud har
kaldet os til Fred.
16. Thi hvad ved du, Hustru! om du kan frelse din Mand? eller hvad
ved du, Mand! om du kan frelse din Hustru?
17. Kun vandre enhver således, som Herren har tildelt ham, som Gud
har kaldet ham; og således forordner jeg i alle Menighederne.
18. Blev nogen kaldet som omskåren, han lade ikke Forhud drage over;
er nogen kaldet som uomskåren, han lade sig ikke omskære!
19. Omskærelse har intet at sige, og Forhud har intet at sige, men
det at holde Guds Bud.
20. Hver blive i den Stand, hvori han blev kaldet!
21. Blev du kaldet som Træl, da lad det ikke bekymre dig, men om du
også kan blive fri, da gør hellere Brug deraf!
22. Thi den, der er kaldet i Herren som Træl, er Herrens frigivne;
ligeså er den, der er kaldet som fri, Kristi Træl.
23. Dyrt bleve I købte, vorde ikke Menneskers Trælle!
24. I den Stand, hvori enhver blev kaldet, Brødre, deri blive han
for Gud!

25. Men om Jomfruerne har jeg ikke nogen Befaling fra Herren, men
giver min Mening til Hende som den, hvem Herren barmhjertigt har
forundt at være troværdig.
26. Jeg mener altså dette, at det på Grund af den forhåndenværende
Nød er godt for et Menneske at være således, som han er.
27. Er du bunden til en Kvinde, da søg ikke at blive løst; er du
ikke bunden, da søg ikke en Hustru!
28. Men om du også gifter dig, synder du ikke; og om en Jomfru
gifter sig, synder hun ikke; dog ville sådanne få Trængsel i
Kødet. Men jeg skåner eder.
29. Men dette siger jeg eder, Brødre! at Tiden er kort, for at
herefter både de, der have Hustruer, skulle være, som om de
ingen have,
30. og de, der græde, som om de ikke græde, og de, der glæde sig,
som om de ikke glæde sig, og de, der købe, som om de ikke
besidde,
31. og de, der bruge denne Verden, som om de ikke gøre Brug af den;
thi denne Verdens Skikkelse forgår.
32. Men jeg ønsker, at I må være uden Bekymring. Den ugifte er
bekymret for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan
behage Herren;
33. men den gifte er bekymret for de Ting, som høre Verden til,
hvorledes han kan behage Hustruen.
34. Og der er også Forskel imellem Hustruen og Jomfruen. Den ugifte
er bekymret for de Ting, som høre Herren til, for at hun kan
være hellig både på Legeme og Ånd; men den gifte er bekymret for
det, som hører Verden til, hvor ledes hun kan behage Manden.
35. Men dette siger jeg til eders eget Gavn, ikke for at kaste en
Snare om eder, men for at bevare Sømmelighed og en urokkelig
Vedhængen ved Herren.
36. Men dersom nogen mener at volde sin ugifte Datter Skam, om hun
sidder over Tiden, og det må så være, han gøre, hvad han vil,
han synder ikke; lad dem gifte sig!
37. Men den, som står fast i sit Hjerte og ikke er tvungen, men har
Rådighed over sin Villie og har besluttet dette i sit Hjerte at
holde sin Datter ugift, han gør vel.
38. Altså, både den, som bortgifter sin Datter, gør vel, og den, som
ikke bortgifter hende, gør bedre.

39. En Hustru er bunden, så længe hendes Mand lever; men dersom
Manden sover hen, er hun fri til at gifte sig med hvem hun vil,
kun at det sker i Herren.
40. Men lykkeligere er hun, om hun forbliver således, som hun er,
efter min Mening; men også jeg mener at have Guds Ånd.

1.Korinterne 8

1. Men hvad Kødet fra Afgudsofrene angår, da vide vi, fordi vi alle
have Kundskab (Kundskaben opblæser, men Kærligheden opbygger.
2. Dersom nogen tykkes at kende noget, han kender endnu ikke
således, som man bør kende.
3. Men dersom nogen elsker Gud, han er kendt af ham.)
4. Hvad altså Spisningen af Offerkødet angår, da vide vi, at der er
ingen, Afgud i Verden, og at der ingen Gud er uden een.
5. Thi om der end er såkaldte Guder, være sig i Himmelen eller på
Jorden, som der jo er mange Guder og mange Herrer,
6. så er der for os dog kun een Gud, Faderen, af hvem alle Ting
ere, og vi til ham, og een Herre, Jesus Kristus, ved hvem alle
Ting ere, og vi ved ham.

7. Dog ikke alle have den Kundskab. Men der er nogle, som ifølge
deres hidtidige Afgudsvane spise det som Afgudsofferkød, og
deres Samvittighed, som er skrøbelig, besmittes.
8. Men Mad skal ikke bestemme vor Stilling over for Gud; hverken
have vi Fortrin, om vi spise, eller stå tilbage, om vi ikke
spise.
9. Men ser, til, at ikke denne eders Frihed skal blive til Anstød
for de skrøbelige!
10. Thi dersom nogen ser dig, som har Kundskab, sidde til Bords i et
Afgudshus, vil så ikke Samvittigheden hos den, som er skrøbelig,
blive opbygget til at spise Afgudsofferkødet?
11. Den skrøbelige går jo til Grunde ved din Kundskab, Broderen, for
hvis Skyld Kristus er død.
12. Men når I således Synde imod Brødrene og såre deres skrøbelige
Samvittighed, Synde I imod Kristus.
13. Derfor, om Mad forarger min Broder, vil jeg aldrig i Evighed
spise Kød, for at jeg ikke skal forarge min Broder.

1.Korinterne 9

1. Er jeg ikke fri? er jeg ikke Apostel? har jeg ikke set Jesus,
vor Herre? er I ikke min Gerning i Herren?
2. Er jeg ikke Apostel for andre, så er jeg det dog i det mindste
for eder; thi Seglet på min Apostelgerning ere I i Herren.
3. Dette er mit Forsvar imod dem, som bedømme mig.
4. Have vi ikke Ret til at spise og drikke?
5. Have vi ikke Ret til at føre en Søster med om som Hustru, som
også de andre Apostle og Herrens Brødre og Kefas?
6. Eller have alene jeg og Barnabas ingen Ret til at lade være at
arbejde?
7. Hvem tjener vel nogen Sinde i Krig på egen Sold? Hvem planter en
Vingård og spiser ikke dens Frugt? Eller hvem vogter en Hjord og
nyder ikke af Hjordens Mælk?
8. Taler jeg vel dette blot efter menneskelig Vis, eller siger ikke
også Loven dette?
9. Thi i Mose Lov er der skrevet: "Du må ikke binde Munden til på
en Okse, som tærsker." Er det Okserne, Gud bekymrer sig om,
10. eller siger han det ikke i hvert Tilfælde for vor Skyld? For vor
Skyld blev det jo skrevet, fordi den, som pløjer, bør pløje i
Håb, og den, som tærsker, bør gøre det i Håb om at få sin Del.
11. Når vi have sået eder de åndelige Ting, er det da noget stort,
om vi høste eders timelige?
12. Dersom andre nyde sådan Ret over eder, kunde da vi ikke snarere?
Dog have vi ikke brugt denne Ret; men vi tåle alt, for at vi
ikke skulle lægge noget i Vejen for Kristi Evangelium.
13. Vide I ikke, at de, som udføre de hellige Tjenester, få deres
Føde fra Helligdommen, de, som tjene ved Alteret, dele med
Alteret?
14. Således har også Herren forordnet for dem, som forkynde
Evangeliet, at de skulle leve af Evangeliet.
15. Jeg derimod har ikke gjort Brug af noget af dette. Jeg skriver
dog ikke dette, for at det skal ske således med mig; thi jeg vil
hellere dø, end at nogen skulde gøre min Ros til intet.
16. Thi om jeg forkynder Evangeliet, har jeg ikke noget at rose mig
af; der påligger mig nemlig en Nødvendighed, thi ve mig, om jeg
ikke forkynder det!
17. Gør jeg nemlig dette af fri Villie, så får jeg Løn; men har jeg
imod min Villie fået en Husholdning betroet,
18. hvad er da min Løn? For at jeg, når jeg forkynder Evangeliet,
skal fremsætte det for intet, så at jeg ikke gør Brug af min Ret
i Evangeliet.

19. Thi skønt jeg er fri over for alle, har jeg dog gjort mig selv
til Tjener for alle, for at jeg kunde vinde des flere.
20. Og jeg er bleven Jøderne som en Jøde, for at jeg kunde vinde
Jøder; dem under Loven som en under Loven, skønt jeg ikke selv
er under Loven, for at jeg kunde vinde dem, som ere under Loven;
21. dem uden for Loven som en uden for Loven, skønt jeg ikke er uden
Lov for God, men under Kristi Lov, for at jeg kunde vinde dem,
som ere uden for Loven.
22. Jeg er bleven skrøbelig for de skrøbelige, for at jeg kunde
vinde de skrøbelige; jeg er bleven alt for alle, for at jeg i
ethvert Fald kunde frelse nogle.
23. Men alt gør jeg for Evangeliets Skyld, for at jeg kan blive
meddelagtig deri.

24. Vide I ikke, at de, som løbe på Banen, løbe vel alle, men ikkun
een får Prisen? Således skulle I løbe, for at I kunne vinde den.
25. Enhver, som deltager i Kamplegene, er afholdende i alt; hine nu
vel for at få en forkrænkelig Krans, men vi en uforkrænkelig.
26. Jeg løber derfor ikke som på det uvisse jeg fægter som en, der
ikke slår i Luften;
27. men jeg bekæmper mit Legeme og holder det i Trældom, for at ikke
jeg, som har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.

1.Korinterne 10

1. Thi jeg vil ikke, Brødre, at I skulle være uvidende om, at vore
Fædre vare alle under Skyen og gik alle igennem Havet
2. og bleve alle døbte til Moses i Skyen og i Havet
3. og spiste alle den samme åndelige Mad
4. og drak alle den samme åndelige Drik; thi de drak af en åndelig
Klippe, som fulgte med; men Klippen var Kristus.
5. Alligevel fandt Gud ikke Behag i de fleste af dem; thi de bleve
slagne ned i Ørkenen.
6. Men disse Ting skete som Forbilleder for os, for at vi ikke
skulle begære, hvad ondt er, således som hine begærede.
7. Bliver ej heller Afgudsdyrkere som nogle af dem, ligesom der er
skrevet: "Folket satte sig ned at spise og drikke, og de stode
op at lege."
8. Lader os ej heller bedrive Utugt, som nogle af dem bedreve
Utugt, og der faldt på een Dag tre og tyve Tusinde.
9. Lader os ej heller friste Herren, som nogle af dem fristede ham
og bleve ødelagte af Slanger.
10. Knurrer ej heller, som nogle af dem knurrede og bleve ødelagte
af Ødelæggeren.
11. Men dette skete dem forbilledligt, men det blev skrevet til
Advarsel for os, til hvem Tidernes Ende er kommen.
12. Derfor den, som tykkes at stå, se til, at han ikke falder!
13. Der er ikke kommet andre end menneskelige Fristelser over eder,
og trofast er Gud, som ikke vil tillade, at I fristes over Evne,
men som sammen med Fristelsen vil skabe også Udgangen af den,
for at I må kunne udholde den.

14. Derfor, mine elskede, flyr fra Afgudsdyrkelsen!
15. Jeg taler som til forstandige; dømmer selv, hvad jeg siger.
16. Velsignelsens Kalk, som vi velsigne, er den ikke Samfund med
Kristi Blod? det Brød, som vi bryde, er det ikke Samfund med
Kristi Legeme?
17. Fordi der er eet Brød, ere vi mange eet Legeme; thi vi få alle
Del i det ene Brød.
18. Ser til Israel efter Kødet; have de, som spise Ofrene, ikke
Samfund med Alteret?
19. Hvad siger jeg da? At Afgudsofferkød er noget? eller at en Afgud
er noget?
20. Nej! men hvad Hedningerne ofre, ofre de til onde Ånder og ikke
til Gud; men jeg vil ikke,at I skulle få Samfund med de onde
Ånder.
21. I kunne ikke drikke Herrens Kalk og onde Ånders Kalk; I kunne
ikke være delagtige i Herrens Bord og i onde Ånders Bord.
22. Eller skulle vi vække Herrens Nidkærhed? Mon vi ere stærkere end
han?

23. Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt; alt er tilladt, men
ikke alt opbygger.
24. Ingen søge sit eget, men Næstens!
25. Alt, hvad der sælges i Slagterbod, spiser det, uden at undersøge
noget af Samvittigheds-Hensyn;
26. thi Herrens er Jorden og dens Fylde.
27. Dersom nogen af de vantro indbyder eder, og I ville gå derhen,
da spiser alt det, som sættes for eder, uden at undersøge noget
af Samvittigheds-Hensyn.
28. Men dersom nogen siger til eder: "Dette er Offerkød," da lad
være at spise for hans Skyld, som gav det til Kende, og for
Samvittighedens Skyld.
29. Samvittigheden siger jeg, ikke ens egen, men den andens; thi
hvorfor skal min Frihed dømmes af en anden Samvittighed?
30. Dersom jeg nyder det med Taksigelse, hvorfor hører jeg da ilde
for det, som jeg takker for?
31. Hvad enten I derfor spise eller drikke, eller hvad I gøre, da
gører alt til Guds Ære!
32. Værer uden Anstød både for Jøder og Grækere og for Guds
Menighed,
33. ligesom også jeg i alt stræber at tækkes alle, idet jeg ikke
søger, hvad der gavner mig selv, men hvad der gavner de mange,
for at de kunne frelses. (Kap.11.) 1 Vorder mine Efterfølgere,
ligesom også jeg er Kristi!

1.Korinterne 11
2. Men jeg roser eder, fordi I komme mig i Hu i alt og holde fast
ved Overleveringerne, således som jeg har overleveret eder dem.
3. Men jeg vil, at I skulle vide, at Kristus er enhver Mands Hoved;
men Manden er Kvindens Hoved; men Gud er Kristi Hoved.
4. Hver Mand, som beder eller profeterer med tildækket Hoved,
beskæmmer sit Hoved.
5. Men hver Kvinde, som beder eller profeterer med utildækket
Hoved, beskæmmer sit Hoved; thi det er lige det samme, som var
hun raget.
6. Thi når en Kvinde ikke tildækker sig, så lad hende også klippe
sit Hår af; men er det usømmeligt for en Kvinde at klippes eller
rages, da tildække hun sig! 7Thi en Mand bør ikke tildække sit
Hoved, efterdi han er Guds Billede og Ære; men Kvinden er
Mandens Ære.
8. Mand er jo ikke af Kvinde, men Kvinde af Mand.
9. Ej heller er jo Mand skabt for Kvindens Skyld, men Kvinde for
Mandens Skyld.
10. Derfor bør Kvinden have et Ærbødighedstegn på Hovedet for
Englenes Skyld.
11. Dog er hverken Kvinde uden Mand eller Mand uden Kvinde i Herren.
12. Thi ligesom Kvinden er af Manden, således er også Manden ved
Kvinden; men alt sammen er det af Gud.
13. Dømmer selv: Er det sømmeligt, at en Kvinde beder til Gud med
utildækket Hoved?
14. Lærer ikke også selve Naturen eder, at når en Mand bærer langt
Hår, er det ham en Vanære,
15. men når en Kvinde bærer langt Hår, er det hende en Ære; thi det
lange Hår er givet hende som et Slør.
16. Men har nogen Lyst til at trættes herom, da have vi ikke sådan
Skik, og Guds Menigheder ej heller.

17. Men idet jeg giver følgende Formaning, roser jeg ikke, at I
komme sammen, ikke til det bedre, men til det værre.
18. For det første nemlig hører jeg, at når I komme sammen i
Menighedsforsamling, er der Splittelser iblandt eder; og for en
Del tror jeg det.
19. Thi der må endog være Partier iblandt eder, for at de prøvede
kunne blive åbenbare iblandt eder.
20. Når I da komme sammen, er dette ikke at æde en Herrens Nadver.
21. Thi under Spisningen tager enhver sit eget Måltid forud, og den
ene hungrer, den anden beruser sig.
22. Have I da ikke Huse til at spise og drikke i? eller foragte I
Guds Menighed og beskæmme dem, som intet have? Hvad skal jeg
sige eder? Skal jeg rose eder? I dette roser jeg eder ikke.
23. Thi jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg også har overleveret
eder: At den Herre Jesus i den Nat, da han blev forrådt, tog
Brød,
24. takkede og brød det og sagde: "Dette er mit Legeme, som er for
eder; gører dette til min Ihukommelse!"
25. Ligeså tog han og,så Kalken efter Aftensmåltidet og sagde:
"Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod; gører dette, så ofte som
I drikke det, til min Ihukommelse!"
26. Thi så ofte, som I æde dette Brød og drikke Kalken, forkynde I
Herrens Død, indtil han kommer.
27. Derfor, den, som æder Brødet eller drikker Herrens Kalk
uværdigt, pådrager sig Skyld over for Herrens Legeme og Blod.
28. Men hvert Menneske prøve sig selv, og således æde han af Brødet
og drikke af Kalken!
29. Thi den, som æder og drikker, æder og drikker sig selv en Dom
til, når han ikke agter på Legenet.
30. Derfor ere mange skrøbelige og sygelige iblandt eder, og en Del
sover hen.
31. Men dersom vi bedømte os selv, bleve vi ikke dømte.
32. Men når vi dømmes, tugtes vi af Herren, for at vi ikke skulle
fordømmes med Verden.
33. Derfor, mine Brødre! når I komme sammen til Måltid, da venter på
hverandre!
34. Når nogen hungrer, han spise hjemme, for at I ikke skulle komme
sammen til Dom. Men det øvrige skal jeg forordne, når jeg
kommer.

1.Korinterne 12

1. Men hvad de åndelige Gaver angår, Brødre! vil jeg ikke, at I
skulle være uvidende.
2. I vide, at da I vare Hedninger, droges I hen til de stumme
Afguder, som man drog eder.
3. Derfor kundgør jeg eder, at ingen, som taler ved Guds Ånd,
siger: "Jesus er en Forbandelse," og ingen kan sige: "Jesus er
Herre" uden ved den Helligånd.

4. Der er Forskel på Nådegaver, men det er den samme Ånd;
5. og der er Forskel på Tjenester, og det er den samme Herre;
6. og der er Forskel på kraftige Gerninger, men det er den samme
Gud, som virker alt i alle.
7. Men til enhver gives Åndens Åbenbarelse til det, som er
gavnligt.
8. En gives der nemlig ved Ånden Visdoms Tale; en anden Kundskabs
Tale ifølge den samme Ånd;
9. en anden Tro i den samme Ånd; en anden Gaver til at helbrede i
den ene Ånd;
10. en anden at udføre kraftige Gerninger; en anden profetisk Gave;
en anden at bedømme Ånder; en anden forskellige Slags Tungetale;
en anden Udlægning af Tungetale.
11. Men alt dette virker den ene og samme Ånd, som uddeler til
enhver især; efter som han vil.

12. Thi ligesom Legemet er eet og har mange Lemmer, men alle
Legemets Lemmer, skønt de ere mange, dog ere eet Legeme, således
også Kristus.
13. Thi med een Ånd bleve vi jo alle døbte til at være eet Legeme,
hvad enten vi ere Jøder eller Grækere, Trælle eller frie; og
alle fik vi een Ånd at drikke
14. Legemet er jo heller ikke eet Lem, men mange.
15. Dersom Foden vilde sige: "Fordi jeg ikke er Hånd, hører jeg ikke
til Legemet," så ophører den dog ikke derfor at høre til
Legemet.
16. Og dersom Øret vilde sige: "Fordi jeg ikke er Øje, hører jeg
ikke til Legemet," så ophører det dog ikke derfor at høre til
Legemet.
17. Dersom hele Legemet var Øje, hvor blev da Hørelsen? Dersom det
helt var Hørelse, hvor blev da Lugten?
18. Men nu har Gud sat Lemmerne, ethvert af dem, på Legemet, efter
som han vilde.
19. Men dersom de alle vare eet Lem, hvor blev da Legemet?
20. Nu er der derimod mange Lemmer og dog kun eet Legeme.
21. Øjet kan ikke sige til Hånden: "Jeg har dig ikke nødig," eller
atter Hovedet til Fødderne: "Jeg har eder ikke nødig."
22. Nej, langt snarere ere de Lemmer på Legemet nødvendige, som
synes at være de svageste,
23. og de, som synes os mindre ærefolde på Legemet, dem klæde vi med
des mere Ære; og de Lemmer, vi blues ved, omgives med desto
større Blufærdighed;
24. de derimod, som vi ikke blues ved, have det ikke nødig. Men Gud
har sammenføjet Legemet således, at han tillagde det ringere
mere Ære;
25. for at der ikke skal være Splid i Legemet, men, for at Lemmerne
skulle have samme Omsorg for hverandre;
26. og hvad enten eet Lem lider, lide alle Lemmerne med, eller eet
Lem bliver hædret, glæde alle Lemmerne sig med.
27. Men I ere Kristi Legeme, og Lemmer enhver især.
28. Og nogle satte Gud i Menigheden for det første til Apostle, for
det andet til Profeter, for det tredje til Lærere, dernæst
kraftige Gerninger, dernæst Gaver til at helbrede. til at
hjælpe, til at styre, og forskellige Slags Tungetale.
29. Mon alle ere Apostle? mon alle ere Profeter? mon alle ere
Lærere? mon alle gøre kraftige Gerninger?
30. mon alle have Gaver til at helbrede? mon alle tale i Tunger? mon
alle udlægge?
31. Men tragter efter de største Nådegaver! Og yder mere viser jeg
eder en ypperlig Vej.

1.Korinterne 13

1. Taler jeg med Menneskers og Engles Tunger, men ikke har
Kærlighed, da er jeg bleven et lydende Malm eller en klingende
Bjælde.
2. Og har jeg profetisk Gave og kender alle Hemmelighederne og al
Kundskaben, og har jeg al Troen, så at jeg kan flytte Bjerge,
men ikke har Kærlighed, da er jeg intet.
3. Og uddeler jeg alt, hvad jeg ejer, til de fattige og giver mit
Legeme hen til at brændes, men ikke har Kærlighed, da gavner det
mig intet.

4. Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke
Nid; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke,
5. gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke,
tilregner ikke det onde;
6. glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved
Sandheden;
7. den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

8. Kærligheden bortfalder aldrig; men enten det er profetiske
Gaver, de skulle forgå, eller Tungetale, den skal ophøre, eller
Kundskab, den skal forgå;
9. thi vi kende stykkevis og profetere stykkevis;
10. men når det fuldkomne kommer, da skal det stykkevise forgå.
11. Da jeg var Barn, talte jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn,
dømte jeg som et Barn; efter at jeg er bleven Mand, har jeg
aflagt det barnagtige.
12. Nu se vi jo i et Spejl, i en Gåde, men da skulle vi se Ansigt
til Ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg erkende,
ligesom jeg jo blev erkendt.
13. Så blive da Tro, Håb, Kærlighed disse tre; men størst iblandt
disse er Kærligheden.

1.Korinterne 14

1. Higer efter Kærligheden, og tragter efter de åndelige Gaver men
mest efter at profetere.
2. Thi den; som taler i Tunger, taler ikke for Mennesker, men for
Gud; thi ingen forstår det, men han taler Hemmeligheder i Ånden.
3. Men den, som profeterer, taler Mennesker til Opbyggelse og
Formaning og Trøst.
4. Den, som taler i Tunger, opbygger sig selv; men den, som
profeterer, opbygger en Menighed.
5. Men jeg ønsker, at I alle måtte tale i Tunger, men endnu
hellere, at I måtte profetere; den, som profeterer, er større
end den, som taler i Tunger, med mindre han udlægger det, for at
Menigheden kan få Opbyggelse deraf.
6. Men nu, Brødre! dersom jeg kommer til eder og taler i Tunger,
hvad vil jeg da gavne eder, hvis jeg ikke taler til eder enten
ved Åbenbaring eller ved Kundskab, enten ved Profeti eller ved
Lære?
7. Selv de livløse Ting, som give Lyd, være sig en Fløjte eller en
Harpe, når de ikke gøre Skel imellem Tonerne, hvorledes skal man
så kunne forstå, hvad der spilles på Fløjten eller Harpen?
8. Ja, også når en Basun giver en utydelig Lyd, hvem vil da berede
sig til Krig?
9. Således også med eder: dersom I ikke ved Tungen fremføre tydelig
Tale, hvorledes skal man da kunne forstå det, som tales? I ville
jo tale hen i Vejret.
10. Der er i Verden, lad os sige, så og så mange Slags Sprog, og der
er intet af dem, som ikke har sin Betydning.
11. Dersom jeg nu ikke kender Sprogets Betydning, bliver jeg en
Barbar for den, som taler, og den, som taler, bliver en Barbar
for mig.
12. Således også med eder: når I tragte efter åndelige Gaver, da lad
det være til Menighedens Opbyggelse, at I søge at blive rige
derpå
13. " Derfor, den, som taler i Tunger, han bede om, at han må kunne
udlægge det.
14. Thi dersom: jeg taler i Tunger og beder, da beder. vel min Ånd,
men min Forstand er uden Frugt.
15. Hvad da? Jeg vil bede med Ånden, men jeg vil også bede med
Forstanden; jeg vil lovsynge med Ånden, men jeg vil også
lovsynge med Forstanden.
16. Ellers, når du priser Gud i Ånden, hvorledes vil da den, som
indtager den uindviedes Plads, kunne sige sit Amen til din
Taksigelse, efterdi han ikke ved, hvad du siger?
17. Thi vel er din Taksigelse smuk, men den anden opbygges ikke.
18. Jeg takker Gud for, at jeg mere end I alle taler i Tunger.
19. Men i en Menighed vil jeg hellere tale fem Ord med min Forstand,
for at jeg også kan undervise andre, end ti Tusinde Ord i
Tunger.
20. Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Ondskab, i
Forstand derimod vorder fuldvoksne!
21. Der er skrevet i Loven: "Ved Folk med fremmede Tungemål og ved
fremmedes Læber vil jeg tale til dette Folk, og de skulle end
ikke således høre mig, siger Herren."
22. Således er Tungetalen til et Tegn, ikke for dem, som tro, men
for de vantro; men den profetiske Gave er det ikke for de
vantro, men for dem, som tro.
23. Når altså den hele Menighed kommer sammen, og alle tale i
Tunger, men der kommer uindviede eller vantro ind, ville de da
ikke sige, at I rase?
24. Men dersom alle profetere, og der kommer nogen vantro eller
uindviet ind, da overbevises han af alle, han bedømmes af alle,
25. hans Hjertes skjulte Tanker åbenbares, og så vil han falde på
sit Ansigt og tilbede Gud og forkynde, at Gud er virkelig i
eder.

26. Hvad da Brødre? Når I komme sammen, da har enhver en Lovsang, en
Lære, en Åbenbaring, en Tungetale, en Udlægning; alt ske til
Opbyggelse!
27. Dersom nogen taler i Tunger, da være det to, eller i det højeste
tre hver Gang, og den ene efter den anden, og een udlægge det!
28. Men dersom der ingen Udlægger er til Stede, da tie hin i
Menigheden, men han tale for sig selv og for Gud!
29. Men af Profeter tale to eller tre, og de andre bedømme det;
30. men dersom en anden, som sidder der, får en Åbenbarelse, da tie
den første!
31. Thi I kunne alle profetere, den ene efter den anden, for at alle
kunne lære, og alle blive formanede,
32. og Profeters Ånder ere Profeter undergivne.
33. Thi Gud er ikke Forvirringens, men Fredens Gud. Ligesom i alle
de helliges Menigheder

34. skulle eders Kvinder tie i Forsamlingerne; thi det tilstedes dem
ikke at tale, men lad dem underordne sig, ligesom også Loven
siger.
35. Men ville de lære noget, da adspørge de deres egne Mænd hjemme;
thi det er usømmeligt for en Kvinde at tale i en
Menighedsforsamling.
36. Eller er det fra eder, at Guds Ord er udgået? eller er det til
eder alene, at det er kommet?

37. Dersom nogen tykkes, at han er en Profet eller åndelig, han
erkende, at hvad jeg skriver til eder, er Herrens Bud.
38. Men er nogen uvidende derom, så får han være uvidende!
39. Altså, mine Brødre! tragter efter at profetere og forhindrer
ikke Talen i Tunger!
40. Men alt ske sømmeligt og med Orden!

1.Korinterne 15

1. Men jeg kundgør eder, Brødre, det Evangelium, som jeg Forkyndte
eder, hvilket I også modtoge, i hvilket I også stå,
2. ved hvilket I også frelses, hvis I fastholde, med hvilket Ord
jeg forkyndte eder det - ellers troede I forgæves.
3. Jeg overleverede eder nemlig som noget af det første, hvad jeg
også har modtaget: at Kristus døde for vore Synder,efter
Skrifterne;
4. og at han blev begravet; og at han er bleven oprejst den tredje
Dag, efter Skrifterne;
5. og at han blev set af Kefas, derefter af de tolv;
6. derefter blev han set af over fem Hundrede Brødre på een Gang,
af hvilke de fleste endnu ere i Live, men nogle ere hensovede;.
7. derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle Apostlene;
8. men sidst af alle blev han set også af mig som det ufuldbårne
Foster;
9. thi jeg er den ringeste af Apostlene, jeg, som ikke er værd at
kaldes Apostel, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed.
10. Men af Guds Nåde er jeg det, jeg er, og hans Nåde imod mig har
ikke været forgæves; men jeg har arbejdet mere end de alle, dog
ikke jeg, men Guds Nåde, som er med mig.
11. Hvad enten det da er mig eller de andre, således prædike vi, og
således troede I.

12. Men når der prædikes, at Kristus er oprejst fra de døde,
hvorledes sige da nogle iblandt eder, at der ikke er dødes
Opstandelse?
13. Dersom der ikke er dødes Opstandelse, da er ikke heller Kristus
oprejst.
14. Men er Kristus ikke oprejst, da er vor Prædiken jo tom, og eders
Tro også tom.
15. Men vi blive da også fundne som falske Vidner om Gud, fordi vi
have vidnet imod Gud, at han oprejste Kristus, hvem han ikke har
oprejst, såfremt døde virkelig ikke oprejses.
16. Thi dersom døde ikke oprejses, da er Kristus ikke heller
oprejst.
17. Men dersom Kristus ikke er oprejst, da er eders Tro forgæves; så
ere I endnu i eders Synder;
18. da gik altså også de, som ere hensovede i Kristus, fortabt.
19. Have vi alene i dette Liv sat vort Håb til Kristus, da ere vi de
ynkværdigste af alle Mennesker.
20. Men nu er Kristus oprejst fra de døde, som Førstegrøde af de
hensovede.
21. Thi efterdi Død kom ved et Menneske, er også dødes Opstandelse
kommen ved et Menneske.
22. Thi ligesom alle dø i Adam, således skulle også alle
levendegøres i Kristus.
23. Dog hver i sit Hold: som Førstegrøde Kristus, dernæst de, som
tilhøre Kristus, ved hans Tilkommelse.
24. Derpå kommer Enden, når han overgiver Gud og Faderen Riget, når
han har tilintetgjort hver Magt og hver Myndighed og Kraft.
25. Thi han bør være Konge, indtil han får lagt alle Fjenderne under
sine Fødder.
26. Den sidste Fjende, som tilintetgøres, er Døden.
27. Han har jo "lagt alle Ting under hans Fødder." Men når han"
siger: "Alt er underlagt" - åbenbart med Undtagelse af den, som
underlagde ham alt -
28. når da alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal også Sønnen
selv underlægge sig ham, som har underlagt ham alle Ting, for at
Gud kan være alt i alle.

29. Hvad ville ellers de udrette, som lade sig døbe for de døde?
Dersom døde overhovedet ikke oprejses, hvorfor lade de sig da
døbe for dem?
30. Hvorfor udsætte da også vi os hver Time for Fare?
31. Jeg dør daglig, så sandt jeg har eder, Brødre, at rose mig af i
Kristus Jesus, vor Herre.
32. Hvis jeg som et almindeligt Menneske har kæmpet med vilde Dyr i
Efesus, hvad Gavn har jeg så deraf? Dersom døde ikke oprejses,
da "lader os spise og drikke, thi i Morgen dø vi."
33. Farer ikke vild; slet Omgang fordærver gode Sæder!
34. Vorder ædrue, som det bør sig, og synder ikke; thi nogle kende
ikke Gud; til Skam for eder siger jeg det.

35. Men man vil sige: "Hvorledes oprejses de døde? hvad Slags Legeme
komme de med?"
36. Du Dåre! det, som du sår, bliver ikke levendegjort, dersom det
ikke dør.
37. Og hvad du end sår, da sår du ikke det Legeme, der skal vorde,
men et nøgent Korn, være sig af Hvede eller af anden Art.
38. Men Gud giver det et Legeme, således som han har villet, og hver
Sædart sit eget Legeme.
39. Ikke alt Kød er det samme Kød, men eet er Menneskers, et andet
Kvægs Kød, et andet Fugles Kød, et andet Fisks.
40. Og der er himmelske Legemer og jordiske Legemer; men een er de
himmelskes Herlighed, en anden de jordiskes.
41. Een er Solens Glans og en anden Månens Glans og en anden
Stjernernes Glans; thi den ene Stjerne er forskellig fra den
anden i Glans.
42. Således er det også med de dødes Opstandelse: det såes i
Forkrænkelighed, det oprejses i Uforkrænkelighed;
43. det såes i Vanære, det oprejses i Herlighed; det såes i
Skrøbelighed, det oprejses i Kraft;
44. der såes et sjæleligt Legeme, der oprejses et åndeligt Legeme.
Når der gives et sjæleligt Legeme, gives der også et åndeligt.
45. Således er der også skrevet: "Det første Menneske, Adam, blev
til en levende Sjæl;"den sidste Adam blev til en levendegørende
Ånd.
46. Men det åndelige er ikke det første, men det sjælelige; derefter
det åndelige.
47. Det første Menneske var af Jord, jordisk; det andet Menneske er
fra Himmelen.
48. Sådan som den jordiske var, sådanne ere også de jordiske; og
sådan som den himmelske er, sådanne ere også de himmelske.
49. Og ligesom vi have båret den jordiskes Billede, således skulle
vi også bære den himmelskes Billede!

50. Men dette siger jeg, Brødre! at Kød og Blod kan ikke arve Guds
Rige, ej heller arver Forkrænkeligheden Uforkrænkeligheden.
51. Se, jeg siger eder en Hemmelighed: Alle skulle vi ikke hensove,
men vi skulle alle forvandles
52. i et Nu, i et Øjeblik, ved den sidste Basun; thi Basunen skal
lyde, og de døde skulle oprejses uforkrænkelige, og vi skulle
forvandles.
53. Thi dette forkrænkelige må iføre sig Uforkrænkelighed, og dette
dødelige iføre sig Udødelighed.
54. Men når dette forkrænkelige har iført sig Uforkrænkelighed, og
dette dødelige har iført sig Udødelighed, da skal det Ord
opfyldes, som er skrevet: "Døden er opslugt til Sejr."
55. "Død, hvor er din Sejr? Død, hvor er din Brod?"
56. Men Dødens Brod er Synden, og Syndens Kraft er Loven.
57. Men Gud ske Tak, som giver os Sejren ved vor Herre Jesus
Kristus!
58. Derfor, mine elskede Brødre! bliver faste, urokkelige, altid
rige i Herrens Gerning, vidende, at eders Arbejde er ikke
forgæves i Herren.

1.Korinterne 16

1. Men hvad Indsamlingen til de hellige angår, da gører også I,
ligesom jeg forordnede for Menighederne i Galatien!
2. Hver første Dag i Ugen lægge enhver af eder hjemme hos sig selv
noget til Side og samle, hvad han måtte have Lykke til, for at
der ikke først skal ske Indsamlinger, når jeg kommer.
3. Men når jeg kommer, vil jeg sende, hvem I måtte finde skikkede
dertil, med Breve for at bringe eders Gave til Jerusalem.
4. Men dersom det er værd, at også jeg rejser med, da kunne de
rejse med mig.

5. Men jeg vil komme til eder, når jeg er dragen igennem
Makedonien; thi jeg drager igennem Makedonien;
6. men hos eder vil jeg måske blive eller endog overvintre, for at
I kunne befordre mig videre, hvor jeg så rejser hen.
7. Thi nu vil jeg ikke se eder på Gennemrejse; jeg håber nemlig at
forblive nogen Tid hos eder, om Herren vil tilstede det.
8. Men i Efesus vil jeg forblive indtil Pinsen;
9. thi en Dør står mig åben, stor og virksom, og der er mange
Modstandere.

10. Men om Timotheus kommer, da ser til, at han kan færdes hos eder
uden Frygt; thi han gør Herrens Gerning, såvel som jeg.
11. Derfor må ingen ringeagte ham; befordrer ham videre i Fred, for
at han kan komme til mig; thi jeg venter ham med Brødrene.
12. Men hvad Broderen Apollos angår, da har jeg meget opfordret ham
til at komme til eder med Brødrene; men det var i hvert Fald
ikke hans Villie at komme nu, men han vil komme, når han får
belejlig Tid.

13. Våger, står faste i Troen, værer mandige, værer stærke!
14. Alt ske hos eder i Kærlighed!

15. Men jeg formaner eder, Brødre - I kende Stefanas's Hus, at det
er Akajas Førstegrøde, og de have hengivet sig selv til at tjene
de hellige -
16. til at også I skulle underordne eder under sådanne og enhver,
som arbejder med og har Besvær.
17. Men jeg glæder mig ved Stefanas's og Fortunatus's og Akaikus's
Nærværelse, fordi disse have udfyldt Savnet af eder;
18. thi de have vederkvæget min Ånd og eders. Skønner derfor på
sådanne!

19. Menighederne i Asien hilse eder. Akvila og Priska hilse eder
meget i Herren tillige med Menigheden i deres Hus.
20. Alle Brødrene hilse eder. Hilser hverandre med et helligt Kys!

21. Hilsenen med min, Paulus's egen Hånd.
22. Dersom nogen ikke elsker Herren, han være en Forbandelse! Maran
Atha.
23. Den Herres Jesu Nåde være med eder!
24. Min Kærlighed med eder alle i Kristus Jesus!

2.Korinterne

2.Korinterne 1

1. Paulus, ved Guds Villie Kristi Jesu Apostel, og Broderen
Timotheus til Guds Menighed, som er i Korinth, tillige med alle
de hellige, som ere i hele Akaja:
2. Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus
Kristus!

3. Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader,
Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud,
4. som trøster os under al vor Trængsel, for at vi må kunne trøste
dem, som ere i alle Hånde Trængsel, med den Trøst, hvormed vi
selv trøstes af Gud!
5. Thi ligesom Kristi Lidelser komme rigeligt over os, således
bliver også vor Trøst rigelig ved Kristus.
6. Men hvad enten vi lide Trængsel, sker det til eders Trøst og
Frelse, eller vi trøstes, sker det til eders Trøst, som viser
sin Kraft i, at I udholde de samme Lidelser, som også vi lide;
og vort Håb om eder er fast,
7. efterdi vi vide, at ligesom I ere delagtige i Lidelserne,
således ere I det også i Trøsten.
8. Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den
Trængsel, som kom over os i Asien, at vi bleve overvættes
besværede, over Evne, så at vi endog mistvivlede om Livet.
9. Ja, selv have vi hos os selv fået det Svar: "Døden", for at vi
ikke skulde forlade os på os selv, men på Gud, som oprejser de
døde,
10. han, som friede os ud af så stor en Dødsfare og vil fri os, til
hvem vi have sat vort Håb, at han også fremdeles vil fri os,
11. idet også I komme os til Hjælp med Bøn for os, for at der fra
mange Munde må blive rigeligt takket for os, for den Nåde, som
er bevist os.

12. Thi dette er vor Ros, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at i Guds
Hellighed og Renhed, ikke i kødelig Visdom, men i Guds Nåde have
vi færdedes i Verden, men mest hos eder.
13. Thi vi skrive eder ikke andet til end det, som I læse eller også
erkende; men jeg håber, at I indtil Enden skulle erkende,
14. ligesom I også til Dels have erkendt om os, at vi ere eders Ros,
ligesom I ere vor, på den Herres Jesu Dag.
15. Og i Tillid hertil havde jeg i Sinde at komme først til eder,
for at I skulde få Nåde to Gange,
16. og om ad eder at drage til Makedonien og atter fra Makedonien at
komme til eder og blive befordret videre af eder til Judæa.
17. Når jeg nu havde dette i Sinde, mon jeg da så handlede i
Letsindighed? Eller hvad jeg beslutter, beslutter jeg det efter
Kødet, for at der hos mig skal være Ja, Ja og Nej, Nej?
18. Så sandt Gud er trofast, er vor Tale til eder ikke Ja og Nej.
19. Thi Guds Søn, Kristus Jesus, som blev prædiket iblandt eder ved
os, ved mig og Silvanus og Timotheus, han blev ikke Ja og Nej,
men Ja er vorden i ham.
20. Thi så mange, som Guds Forjættelser ere, i ham have de deres Ja;
derfor få de også ved ham deres Amen, Gud til Ære ved os.
21. Men den, som holder os med eder fast til Kristus og salvede os,
er Gud,
22. som også beseglede os og gav os Åndens Pant i vore Hjerter.
23. Men jeg kalder Gud til Vidne over min Sjæl på, at det var for at
skåne eder, at jeg ikke igen kom til Korinth.
24. Ikke at vi ere Herrer over eders Tro, men vi ere Medarbejdere på
eders Glæde; thi i Troen stå I.

2.Korinterne 2

1. Men jeg beslutte dette hos mig selv, at jeg vilde ikke atter
komme til eder med Bedrøvelse.
2. Thi dersom jeg bedrøver eder, hvem er da den, som gør mig glad,
uden den, som bedrøves af mig?
3. Og jeg skrev netop derfor, for at jeg ikke, når jeg kom, skulde
have Bedrøvelse af dem, som jeg burde have Glæde af, idet jeg
havde den Tillid til eder alle, at min Glæde deles af eder alle.
4. Thi ud af stor Hjertets Trængsel og Beklemthed skrev jeg eder
til, under mange Tårer, ikke for at I skulde blive bedrøvede,
men for at I skulde kende den Kærlighed, som jeg har særlig til
eder.

5. Men dersom nogen har voldt Bedrøvelse, har han ikke bedrøvet
mig, men til Dels, for ikke at sige det hårdere, eder alle.
6. Det er nok for ham med denne Straf, som han har fået af de
fleste,
7. så at I tværtimod snarere skulle tilgive og trøste ham, for at
han ikke skal drukne i den alt for store Bedrøvelse.
8. Derfor formaner jeg eder til at vedtage at vise ham Kærlighed.
9. Det var nemlig også derfor, at jeg skrev, for at erfare, hvor
vidt I stå Prøve, om I ere lydige i alt.
10. Men hvem I tilgive noget, ham tilgiver også jeg; thi også hvad
jeg selv har tilgivet, om jeg har tilgivet noget, det har jeg
gjort for eders Skyld, for Kristi Åsyn,
11. for at vi ikke skulle bedrages af Satan; thi hans Anslag ere os
ikke ubekendte.

12. Da jeg kom til Troas for at prædike Kristi Evangelium, og der
var åbnet mig en Dør i Herren,
13. da havde jeg ingen Ro i min Ånd, fordi jeg ikke fandt Titus, min
Broder; men jeg tog Afsked med dem og drog til Makedonien.
14. Men Gud ske Tak, som altid fører os i Sejrstog i Kristus og
lader sin Kundskabs Duft blive kendelig ved os på ethvert Sted.
15. Thi en Kristi Vellugt ere vi for Gud, iblandt dem, som frelses,
og iblandt dem, som fortabes,
16. for disse en Duft af Død til Død, for hine en Duft af Liv til
Liv. Og hvem er dygtig dertil?
17. Thi vi ere ikke som de mange, at vi gøre en Forretning af Guds
Ord, men som af Renhed, som af Gud tale vi for Guds Åsyn i
Kristus.

2.Korinterne 3

1. Begynde vi atter at anbefale os selv? eller behøve vi, som
nogle, Anbefalingsbreve til eder eller fra eder?
2. I ere vort Brev, som er indskrevet i vore Hjerter, og som kendes
og læses af alle Mennesker,
3. idet det ligger klart som Dagen, at I ere et Kristi Brev,
udfærdiget af os, indskrevet ikke med Blæk, men med den levende
Guds Ånd, ikke på Stentavler, men på Hjerters Kødtavler.

4. Men en sådan Tillid have vi til Gud ved Kristus,
5. ikke at vi af os selv ere dygtige til at udtænke noget som ud af
os selv; men vor Dygtighed er af Gud,
6. som også gjorde os dygtige til at være en ny Pagts Tjenere, ikke
Bogstavens, men Åndens; thi Bogstaven ihjelslår, men Ånden
levendegør.
7. Men når Dødens Tjeneste, med Bogstaver indristet i Sten,
fremtrådte i Herlighed, så at Israels Børn ikke kunde fæste Øjet
på Moses's Ansigt på Grund af hans Ansigts Herlighed, som dog
forsvandt,
8. hvorledes skal da ikke Åndens Tjeneste end mere være i
Herlighed?
9. Thi når Fordømmelsens Tjeneste havde Herlighed, er meget mere
Retfærdighedens Tjeneste rig på Herlighed.
10. Ja, det herlige er jo i dette Tilfælde endog uden Herlighed i
Sammenligning med den endnu større Herlighed.
11. Thi når det, der forsvandt, fremtrådte med Herlighed, da skal
meget mere det, der bliver, være i Herlighed.
12. Efterdi vi altså have et sådant Håb, gå vi frem med stor
Frimodighed
13. og gøre ikke som Moses, der lagde et Dække over sit Ansigt, for
at Israels Børn ikke skulde fæste Øjet på, at det, der
forsvandt, fik Ende.
14. Men deres Tanker bleve forhærdede; thi indtil den Dag i Dag
forbliver det samme Dække over Oplæsningen af den gamle Pagt
uden at tages bort; thi i Kristus er det, at det svinder.
15. Men der ligger indtil denne Dag et Dække over deres Hjerte, når
Moses oplæses;
16. når de derimod omvende sig til Herren, da borttages Dækket.
17. Men Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, er der Frihed.
18. Men alle vi, som med ubedækket Ansigt skue Herrens Herlighed som
i et Spejl, blive forvandlede til det samme Billede, fra
Herlighed til Herlighed, så som det er fra Åndens Herre.

2.Korinterne 4

1. Derfor, da vi have denne Tjeneste efter den Barmhjertighed, som
er bleven os til Del, så tabe vi ikke Modet;
2. men vi have frasagt os de skammelige Smugveje, så vi ikke vandre
i Træskhed, ej heller forfalske Guds Ord, men ved Sandhedens
Åbenbarelse anbefale os til alle Menneskers Samvittighed for
Guds Åsyn.
3. Men om også vort Evangelium er tildækket, da er det tildækket
iblandt dem, som fortabes,
4. dem, i hvem denne Verdens Gud har forblindet de vantros Tanker,
for at Lyset ikke skulde skinne fra Evangeliet om Kristi
Herlighed, han, som er Guds Billede.
5. Thi ikke os selv prædike vi, men Kristus Jesus som Herre, os
derimod som eders Tjenere for Jesu Skyld.
6. Thi Gud, som sagde: "Af Mørke skal Lys skinne frem", han har
ladet det skinne i vore Hjerter for, at bringe Kundskaben om
Guds Herlighed på Kristi Åsyn for Lyset.

7. Men denne Skat have vi i Lerkar, for at den overvættes Kraft må
være Guds, og ikke fra os,
8. vi, som trænges på alle Måder, men ikke stænges inde, ere
tvivlrådige, men ikke fortvivlede,
9. forfulgte, men ikke forladte, nedslagne, men ikke ihjelslagne,
10. altid bærende Jesu Dødelse om i Legemet, for at også Jesu Liv må
åbenbares i vort Legeme.
11. Thi altid overgives vi, som leve, til Død for Jesu Skyld, for at
også Jesu Liv må åbenbares i vort dødelige Kød.
12. Således er Døden virksom i os, men Livet i eder!

13. Men efterdi vi have den samme Troens Ånd, som der er skrevet:
"Jeg troede, derfor talte jeg," så tro også vi, og derfor tale
vi også,
14. idet vi vide, at han, som oprejste den Herre Jesus, skal også
oprejse os med Jesus og fremstille os tillige med eder.
15. Thi det sker alt sammen for eders Skyld, for at Nåden må vokse
ved at nå til flere, og til Guds Ære forøge Taksigelsen.
16. Derfor tabe vi ikke Modet; men om også vort udvortes Menneske
fortæres, fornyes dog vort indvortes Dag for Dag.
17. Thi vor Trængsel, som er stakket og let, virker for os over al
Måde og Mål en evig Vægt af Herlighed,
18. idet vi ikke se på de synlige Ting, men på de usynlige; thi de
synlige ere timelige, men de usynlige ere evige.

2.Korinterne 5

1. Thi vi vide, at dersom vor jordiske Teltbolig nedbrydes, have vi
en Bygning fra Gud, en Bolig, som ikke er gjort med Hænder, en
evig i Himlene.
2. Ja, også i denne sukke vi, længselsfulde efter at overklædes med
vor Bolig fra Himmelen,
3. så sandt vi da som iklædte ikke skulle findes nøgne.
4. Ja, vi, som ere i dette Telt, sukke; besværede, efterdi vi ikke
ville afklædes, men overklædes, for at det dødelige kan blive
opslugt af Livet.
5. Men den, som har sat os i Stand just til dette, er Gud, som gav
os Åndens Pant.
6. Derfor ere vi altid frimodige og vide, at medens vi ere hjemme i
Legemet, ere vi borte fra Herren
7. thi i Tro vandre vi, ikke i Beskuelse
8. ja, vi ere frimodige og have snarere Lyst til at vandre bort fra
Legemet og være hjemme hos Herren.
9. Derfor sætte vi også vor Ære i, hvad enten vi ere hjemme eller
borte, at være ham velbehagelige.
10. Thi vi skulle alle åbenbares for Kristi Domstol, for at hver kan
få igen, hvad der ved Legemet er gjort, efter det, som han har
øvet, enten godt eller ondt.

11. Efterdi vi da kende Frygten for Herren, søge vi at vinde
Mennesker; men for Gud ere vi åbenbare; ja, jeg håber, at vi
også ere åbenbare for eders Samvittigheder.
12. Ikke anbefale vi atter os selv til eder; men vi give eder
Anledning til at rose eder af os, for at I, kunne have noget at
svare dem, som rose sig af det udvortes og ikke af Hjertet.
13. Thi når vi "bleve afsindige"; var det for Guds Skyld, og når vi
ere besindige, er det for eders Skyld.
14. Thi Kristi Kærlighed tvinger os,
15. idet vi have sluttet således: Een er død for alle, altså ere de
alle døde; og han døde for alle, for at de levende ikke mere
skulle leve for sig selv, men for ham, som er død og oprejst for
dem.
16. Således vide vi fra nu af ikke af nogen efter Kødet; om vi også
have kendt Kristus efter Kødet, gøre vi det dog ikke mere nu.
17. Derfor, om nogen er i Kristus, da er han en ny Skabning; det
gamle er forbigangent, se, det er blevet nyt!
18. Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved
Kristus og gav os Forligelsens Tjeneste,
19. efterdi det jo var Gud, som i Kristus forligte Verden med sig
selv, idet han ikke tilregner dem deres Overtrædelser og har
nedlagt Forligelsens Ord i os.
20. Vi ere altså Sendebud i Kristi Sted, som om Gud formaner ved os;
vi bede i Kristi Sted: Bliver forligte med Gud!
21. Den, som ikke kendte Synd, har han gjort til Synd for os, for at
vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham.

2.Korinterne 6

1. Men som Medarbejdere formane vi også til, at I ikke forgæves må
have modtaget Guds Nåde;
2. (han siger jo: "På en behagelig Tid bønhørte jeg dig, og på en
Frelsens Dag hjalp jeg dig." Se, nu er det en velbehagelig Tid,
se, nu er det en Frelsens Dag;)
3. og vi give ikke i nogen Ting noget Anstød, for at Tjenesten ikke
skal blive lastet;
4. men i alting anbefale vi som Guds Tjenere os selv ved stor
Udholdenhed i Trængsler, i Nød, i Angster,
5. under Slag, i Fængsler, under Oprør, under Besværligheder, i
Nattevågen, i Faste,
6. ved Renhed, ved Kundskab, ved Langmodighed, ved Velvillighed,
ved den Helligånd, ved uskrømtet Kærlighed,
7. ved Sandheds Ord, ved Guds Kraft, ved Retfærdighedens Våben både
til Angreb og Forsvar;
8. ved Ære og Vanære, ved ondt Rygte og godt Rygte; som Forførere
og dog sanddru;
9. som ukendte og dog velkendte; som døende, og se, vi leve; som
de, der tugtes, dog ikke til Døde;
10. som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gøre mange
rige; som de, der intet have, og dog eje alt.
11. Vor Mund er opladt over for eder, Korinthiere! vort Hjerte er
udvidet.
12. I have ikke snæver Plads i os, men der er snæver Plads i eders
Hjerter.
13. Men ligeså til Gengæld (jeg taler som til mine Børn), må også I
udvide eders Hjerter!

14. Drager ikke i ulige Åg med vantro; thi hvad Fællesskab har
Retfærdighed og Lovløshed? eller hvad Samfund har Lys med Mørke?
15. Hvad Samklang er der mellem Kristus og Belial? eller hvad
Delagtighed har en troende med en vantro?
16. Hvad Samstemning har Guds Tempel med Afguder? Thi vi ere den
levende Guds Tempel, ligesom Gud har sagt: "Jeg vil bo og vandre
iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit
Folk."
17. "Derfor går ud fra dem og udskiller eder fra dem, siger Herren,
og rører ikke noget urent; og jeg vil antage mig eder,"
18. "og jeg vil være eders Fader, og I skulle være mine Sønner og
Døtre, siger Herren, den Almægtige." (Kap. 7.) 1 Derfor,
efterdi vi have disse Forjættelser, I elskede! så lader os rense
os selv fra al Kødets og Åndens Besmittelse, så vi gennemføre
Hellighed i Guds Frygt!

2.Korinterne 7
2. Giver os Rum; ingen have vi gjort Uret, ingen ødelagt, ingen
bedraget.
3. Jeg siger det ikke for at fælde Dom; jeg har jo sagt tilforn, at
I ere i vore Hjerter, så at vi dø sammen og leve sammen.
4. Jeg har stor Frimodighed over for eder; jeg roser mig meget af
eder, jeg er fuld af Trøst, jeg strømmer over af Glæde under al
vor Trængsel.
5. Thi også da vi kom til Makedonien, havde vort Kød ingen Ro, men
vi trængtes på alle Måder: udadtil Kampe, indadtil Angster.
6. Men han, som trøster de nedbøjede, Gud, han trøstede os ved
Titus's Komme;
7. dog ikke alene ved hans Komme, men også ved den Trøst, hvormed
han var bleven trøstet over eder, idet han fortalte os om eders
Længsel, eders Gråd, eders Nidkærhed for mig, så at jeg glædede
mig end mere.

8. Thi om jeg end har bedrøvet eder ved Brevet, fortryder jeg det
ikke. Om jeg også har fortrudt det, - jeg ser jo, at hint Brev,
ihvorvel kun til en Tid, har bedrøvet eder, -
9. så glæder jeg mig nu, ikke over, at I bleve bedrøvede, men over,
at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter
Guds Sind, for at I ikke i nogen Måde skulde lide Skade af os.
10. Thi den Bedrøvelse, der er efter Guds Sind, virker Omvendelse
til Frelse, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker
Død.
11. Thi se, just dette, at I bleve bedrøvede efter Guds Sind, hvor
stor en Iver virkede det ikke hos eder, ja Forsvar, ja Harme, ja
Frygt, ja Længsel, ja Nidkærhed, ja Straf! På enhver Måde
beviste I, at I selv vare rene i den Sag.
12. Altså, når jeg skrev til eder, var det ikke for hans Skyld, som
gjorde Uret, ikke heller for hans Skyld, som led Uret, men for
at eders Iver for os skulde blive åbenbar hos eder for Guds
Åsyn.

13. Derfor ere vi blevne trøstede. Men til vor Trøst kom end
yderligere Glæden over Titus's Glæde, fordi hans Ånd har fået
Vederkvægelse fra eder alle.
14. Thi i hvad jeg end har rost mig af eder for ham, er jeg ikke
bleven til Skamme; men ligesom vi i alle Ting have talt Sandhed
til eder, således er også vor Ros for Titus bleven Sandhed.
15. Og hans Hjerte drages inderligere til eder, når han mindes
Lydigheden hos eder alle,hvorledes I modtoge ham med Frygt og
Bæven.
16. Jeg glæder mig over, at jeg i alt kan lide på eder.

2.Korinterne 8

1. Men vi kundgøre eder, Brødre! den Guds Nåde, som er given i
Makedoniens Menigheder,
2. at under megen Trængsels Prøvelse har deres overstrømmende Glæde
og deres dybe Fattigdom strømmet over i deres Gavmildheds
Rigdom.
3. Thi efter Evne (det vidner jeg) gave de, ja, over Evne af egen
Drift,
4. idet de med megen Overtalelse bade os om den Nåde at måtte tage
Del i Hjælpen til de hellige,
5. og ikke alene som vi havde håbet, men sig selv gav de først og
fremmest til Herren og så til os, ved Guds Villie,
6. så at vi opfordrede Titus til, ligesom han forhen havde begyndt,
således også til at tilendebringe hos eder også denne Gave.
7. Men ligesom I ere rige i alt, i Tro og Tale og Erkendelse og al
Iver og i eders Kærlighed til os: måtte I da være rige også i
denne Gave!
8. Jeg siger det ikke som en Befaling, men for ved andres Iver at
prøve også eders Kærligheds Ægthed.
9. I kende jo vor Herres Jesu Kristi Nåde, at han for eders Skyld
blev fattig, da han var rig, for at I ved hans Fattigdom skulde
blive rige.
10. Og jeg giver min Mening herom til Kende; thi dette er eder
gavnligt, I, som jo i Fjor vare de første til at begynde, ikke
alene med Gerningen, men endogså med Villien dertil.
11. Men fuldbringer da nu også Gerningen, for at, ligesom I vare
redebonne til at ville, I også må fuldbringe det efter eders
Evne.
12. Thi når Redebonheden er til Stede, da er den velbehagelig efter,
hvad den evner, ikke efter, hvad den ikke evner.
13. Det er nemlig ikke Meningen, at andre skulle have Lettelse og I
Trængsel; nej, det skal være ligeligt. Nu for Tiden må eders
Overflod komme hines Trang til Hjælp,
14. for at også hines Overflod kan komme eders Trang til Hjælp, for
at der kan blive Ligelighed,
15. som der er skrevet: "Den, som sankede meget, fik ikke for meget,
og den, som sankede lidet, fik ikke for lidt."

16. Men Gud ske Tak, som giver den samme Iver for eder i Titus's
Hjerte!
17. Thi vel har han modtaget min Opfordring; men da han er så ivrig,
så er det af egen Drift, at han rejser til eder.
18. Og sammen med ham sende vi den Broder, hvis Ros i Evangeliet går
igennem alle Menighederne,
19. og ikke det alene, men han er også udvalgt af Menighederne til
at rejse med os med denne Gave, som besørges af os, for at
fremme selve Herrens Ære og vor Redebonhed,
20. idet vi undgå dette, at nogen skulde kunne laste os i Anledning
af denne rige Hjælp, som besørges af os;
21. thi vi lægge Vind på, hvad der er godt ikke alene i Herrens, men
også i Menneskers Øjne.
22. Men sammen med dem sende vi vor Broder, hvis Iver vi ofte i
mange Måder have prøvet, men som nu er langt ivrigere på Grund
af sin støre Tillid til eder.
23. Hvad Titus angår, da er han min Fælle og Medarbejder hos eder,
og hvad vore Brødre angår, da ere de Menighedsudsendinge, Kristi
Ære.
24. Så giver dem da for Menighedernes Åsyn Beviset på eders
Kærlighed og for det, vi have rost eder for.

2.Korinterne 9

1. Thi om Hjælpen til de hellige er det overflødigt at skrive til
eder;
2. jeg kend eders Redebonhed, for hvilken jeg roser mig af eder hos
Makedonierne, at nemlig Akaja alt fra i Fjor har været beredt;
og eders Nidkærhed æggede de fleste.
3. Men jeg sender Brødrene, for at vor Ros over eder i dette Stykke
ikke skal vise sig tom, og for at I.som jeg sagde, må være
beredte.
4. for at ikke, når der kommer Makedoniere med mig, og de finder
eder uforberedte, vi (for ej at sige I) da skulle blive til
Skamme med denne Tillidsfuldhed.
5. Derfor har jeg anset det for nødvendigt at opfordre Brødrene til
at gå i Forvejen til eder og forud bringe eders tidligere lovede
Velsignelse i Stand, for at den kan være rede som Velsignelse og
ikke som Karrighed.
6. Men dette siger jeg: Den, som sår sparsomt, skal også høste
sparsomt, og den, som sår med Velsignelser, skal også høste med
Velsignelser.
7. Enhver give, efter som han har sat sig for i sit Hjerte, ikke
fortrædeligt eller af Tvang; thi Gud elsker en glad Giver.
8. Men Gud er mægtig til at lade al Nåde rigeligt tilflyde eder,
for at I i alting altid kunne have til fuld Tilfredshed og have
rigeligt til al god Gerning,
9. som der er skrevet: "Han spredte ud, han gav de fattige, hans
Retfærdighed bliver til evig Tid."
10. Men han, som giver "Sædemanden Sæd og Brød til at spise," han
vil også skænke og mangfoldiggøre eders Udsæd og give eders
Retfærdigheds Frugter Vækst,
11. så I blive rige i alle Måder til al Gavmildhed, hvilken igennem
os virker Taksigelse til Gud.
12. Thi denne Offertjenestes Ydelse ikke alene afhjælper de helliges
Trang, men giver også et Overskud ved manges Taksigelser til
Gud,
13. når de ved det prøvede Sind, som denne Ydelse viser, bringes til
at prise Gud for Lydigheden i eders Bekendelse til Kristi
Evangelium og for Oprigtigheden i eders Samfund med dem og med
alle,
14. også ved deres Bøn for eder, idet de længes efter eder på Grund
af Guds overvættes Nåde imod eder.
15. Gud ske Tak for hans uudsigelige Gave!

2.Korinterne 10

1. Men jeg selv, Paulus, formaner eder ved Kristi Sagtmodighed og
Mildhed, jeg, som, "når I se derpå, er ydmyg iblandt eder, men
fraværende er modig over for eder",
2. ja, jeg beder eder om ikke nærværende at skulle være modig med
den Tillidsfuldhed, hvormed jeg agter at træde dristigt op imod
nogle, som anse os for at vandre efter Kødet.
3. Thi om vi end vandre i Kødet, så stride vi dog ikke efter Kødet;
4. thi vore Stridsvåben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til
Fæstningers Nedbrydelse,
5. idet vi nedbryde Tankebygninger og al Højhed, som rejser sig
imod Erkendelsen af Gud, og tage enhver Tanke til Fange til
Lydighed imod Kristus
6. og ere rede til at straffe al Ulydighed, når eders Lydighed er
bleven fuldkommen.
7. Se I på det udvortes? Dersom nogen trøster sig til selv at høre
Kristus til, da slutte han igen fra sig selv, at ligesom han
hører Kristus til, således gøre vi det også.
8. Ja, dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som
Herren gav os til eders Opbyggelse og ikke til eders
Nedbrydelse, skal jeg dog ikke blive til Skamme,
9. for at jeg ikke skal synes at ville skræmme eder ved mine Breve;
10. thi Brevene, siger man, ere vægtige og stærke, men hans
legemlige Nærværelse er svag, og hans Tale intet værd.
11. En sådan betænke, at således som vi fraværende ere med Ord ved
Breve, således ville vi, også nærværende være i Gerning.

12. Thi vi driste os ikke til at regne os iblandt eller sammenligne
os med somme af dem, der anbefale sig selv; men selv indse de
ikke, at de måle sig med sig selv og sammenligne sig med sig
selv.
13. Vi derimod ville ikke rose os ud i det umålelige, men efter
Målet af den Grænselinie, som Gud har tildelt os som Mål, at nå
også til eder.
14. Thi vi strække os ikke for vidt, som om vi ikke nåede til eder;
vi ere jo komne også indtil eder i Kristi Evangelium,
15. så vi ikke rose os ud i det umålelige af andres Arbejder, men
have det Håb, at, når eders Tro vokser, ville vi hos eder blive
store, efter vor Grænselinie, så vi kunne komme langt videre
16. og forkynde Evangeliet i Landene hinsides eder, men ikke rose os
inden for en andens Grænselinie af det allerede fuldførte.
17. Men den, som roser sig, rose sig af Herren!
18. Thi ikke den, der anbefaler sig selv, står Prøve, men den, hvem
Herren anbefaler.

Book of the day:
Facebook Google Reddit StumbleUpon Twitter Pinterest