Full Text Archive logoFull Text Archive — Free Classic E-books

The Bible, New Testament, in Danish

Part 6 out of 10

Adobe PDF icon
Download this document as a .pdf
File size: 0.5 MB
What's this? light bulb idea Many people prefer to read off-line or to print out text and read from the real printed page. Others want to carry documents around with them on their mobile phones and read while they are on the move. We have created .pdf files of all out documents to accommodate all these groups of people. We recommend that you download .pdfs onto your mobile phone when it is connected to a WiFi connection for reading off-line.

13. Paulus og de, som vare med ham, sejlede da ud fra Pafus og kom
til Perge i Pamfylien. Men Johannes skiltes fra dem og vendte
tilbage til Jerusalem.
14. Men de droge videre fra Perge og kom til Antiokia i Pisidien og
gik ind i Synagogen på Sabbatsdagen og satte sig.
15. Men efter Forelæsningen af Loven og Profeterne sendte
Synagogeforstanderne Bud hen til dem og lode sige: "I Mænd,
Brødre! have I noget Formaningsord til Folket, da siger frem!"
16. Men Paulus stod op og slog til Lyd med Hånden og sagde: "I
israelitiske Mænd og I, som frygte Gud, hører til! 17. Dette
Folks, Israels Gud udvalgte vore Fædre og ophøjede Folket i
Udlændigheden i Ægyptens Land og førte dem derfra med løftet
Arm.
18. Og omtrent fyrretyve År tålte han deres Færd i Ørkenen.
19. Og han udryddede syv Folk i Kanåns Land og fordelte disses Land
iblandt dem,
20. og derefter i omtrent fire Hundrede og halvtredsindstyve År gav
han dem Dommere indtil Profeten Samuel.
21. Og derefter bade de om en Konge; og Gud gav dem Saul, Kis's Søn,
en Mand af Benjamins Stamme, i fyrretyve År.
22. Og da han havde taget ham bort, oprejste han dem David til
Konge, om hvem han også vidnede, og sagde: "Jeg har fundet
David, Isajs Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gøre al min
Villie."
23. Af dennes Sæd bragte Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser,
Jesus,
24. efter at Johannes forud for hans Fremtræden havde prædiket
Omvendelses-Dåb for hele Israels Folk.
25. Men da Johannes var ved at fuldende sit Løb, sagde han: "Hvad
anse I mig for at være? Mig er det ikke; men se, der kommer en
efter mig, hvis Sko jeg ikke er værdig at løse."
26. I Mænd, Brødre, Sønner af Abrahams Slægt, og de iblandt eder,
som frygte Gud! Til os er Ordet om denne Frelse sendt.
27. Thi de, som bo i Jerusalem, og deres Rådsherrer kendte ham ikke;
de dømte ham og opfyldte derved Profeternes Ord, som forelæses
hver Sabbat.
28. Og om end de ingen Dødsskyld fandt hos ham, bade de dog Pilatus,
at han måtte blive slået ihjel.
29. Men da de havde fuldbragt alle Ting, som ere skrevne om ham,
toge de ham ned af Træet og lagde ham i en Grav.
30. Men Gud oprejste ham fra de døde,
31. og han blev set i flere Dage af dem, som vare gåede med ham op
fra Galilæa til Jerusalem, dem, som nu ere hans Vidner for
Folket.
32. Og vi forkynde eder den Forjættelse, som blev given til Fædrene,
at Gud har opfyldt denne for os, deres Børn, idet han oprejste
Jesus;
33. som der også er skrevet i den anden Salme: "Du er min Søn, jeg
har født dig i Dag."
34. Men at han har oprejst ham fra de døde, så at han ikke mere skal
vende tilbage til Forrådnelse, derom har han sagt således: "Jeg
vil give eder Davids hellige Forjættelser, de trofaste."
35. Thi han siger også i en anden Salme: "Du skal ikke tilstede din
hellige at se Forrådnelse."
36. David sov jo hen, da han i sin Livstid havde tjent Guds
Rådslutning, og han blev henlagt hos sine Fædre og så
Forrådnelse;
37. men den, som Gud oprejste, så ikke Forrådnelse.
38. Så være det eder vitterligt, I Mænd, Brødre! at ved ham
forkyndes der eder Syndernes Forladelse;
39. og fra alt, hvorfra I ikke kunde retfærdiggøres ved Mose Lov,
retfærdiggøres ved ham enhver, som tror.
40. Ser nu til, at ikke det, som er sagt ved Profeterne, kommer over
eder:
41. "Ser, I Foragtere, og forundrer eder og bliver til intet; thi en
Gerning gør jeg i eders Dage, en Gerning, som I ikke vilde tro,
dersom nogen fortalte eder den."
42. Men da de gik ud, bad man dem om, at disse Ord måtte blive talte
til dem på den følgende Sabbat.
43. Men da Forsamlingen var opløst, fulgte mange af Jøderne og af de
gudfrygtige Proselyter Paulus og Barnabas, som talte til dem og
formanede dem til at blive fast ved Guds Nåde.

44. Men på den følgende Sabbat forsamledes næsten hele Byen for at
høre Guds Ord.
45. Men da Jøderne så Skarerne, bleve de fulde af Nidkærhed og
modsagde det, som blev talt af Paulus, ja, både sagde imod og
spottede.
46. Men Paulus og Barnabas talte frit ud og sagde: "Det var
nødvendigt, at Guds Ord først skulde tales til eder; men efterdi
I støde det fra eder og ikke agte eder selv værdige til det
evige Liv, se, så vende vi os til Hedningerne.
47. Thi således har Herren befalet os: "Jeg har sat dig til
Hedningers Lys, for at du skal være til Frelse lige ud til
Jordens Ende."
48. Men da Hedningerne hørte dette, bleve de glade og priste Herrens
Ord, og de troede, så mange, som vare bestemte til evigt Liv,
49. og Herrens Ord udbredtes over hele Landet.
50. Men Jøderne ophidsede de fornemme gudfrygtige Kvinder og de
første Mænd i Byen; og de vakte en Forfølgelse imod Paulus og
Barnabas og joge dem ud fra deres Grænser.
51. Men de rystede Støvet af deres Fødder imod dem og droge til
Ikonium.
52. Men Disciplene bleve fyldte med Glæde og den Helligånd.

Apostelenes gerninger 14

1. Men det skete i Ikonium, at de sammen gik ind i Jødernes
Synagoge og talte således, at en stor Mængde,både af Jøder og
Grækere, troede.
2. Men de Jøder, som vare genstridige, ophidsede Hedningernes Sind
og satte ondt i dem imod Brødrene.
3. De opholdt sig nu en Tid lang der og talte med Frimodighed i
Herren, som gav sin Nådes Ord Vidnesbyrd, idet han lod Tegn og
Undere ske ved deres Hænder.
4. Men Mængden i Byen blev uenig, og nogle holdt med Jøderne, andre
med Apostlene.

5. Men da der blev et Opløb, både af Hedningerne og Jøderne med
samt deres Rådsherrer, for at mishandle og stene dem,
6. og de fik dette at vide, flygtede de bort til Byerne i
Lykaonien, Lystra og Derbe, og til det omliggende Land,
7. og der forkyndte de Evangeliet.
8. Og i Lystra sad der en Mand, som var kraftesløs i Fødderne, lam
fra Moders Liv, og han havde aldrig gået.
9. Han hørte Paulus tale; og da denne fæstede Øjet på ham og så, at
han havde Tro til at frelses, sagde han med høj Røst:
10. "Stå ret op på dine Fødder!" Og han sprang op og gik omkring.
11. Men da Skarerne så, hvad Paulus havde gjort, opløftede de deres
Røst og sagde på Lykaonisk: "Guderne ere i menneskelig Skikkelse
stegne ned til os."
12. Og de kaldte Barnabas Zens, men Paulus Hermes, fordi han var
den, som førte Ordet.
13. Men Præsten ved Zenstemplet, som var uden for Byen, bragte Tyre
og Kranse hen til Portene og vilde ofre tillige med Skarerne.
14. Men da Apostlene, Barnabas og Paulus, hørte dette, sønderreve de
deres Klæder og sprang ind i Skaren,
15. råbte og sagde: "I Mænd! hvorfor gøre I dette? Vi ere også
Mennesker, lige Kår undergivne med eder, og vi forkynde eder
Evangeliet om at vende om fra disse tomme Ting til den levende
Gud, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alt, hvad der
er i dem;
16. han, som i de forbigangne Tider lod alle Hedningerne vandre
deres egne Veje,
17. ihvorvel han ikke lod sig selv være uden Vidnesbyrd, idet han
gjorde godt og gav eder Regn og frugtbare Tider fra Himmelen og
mættede eders Hjerter med Føde og Glæde."
18. Og det var med Nød og næppe, at de ved at sige dette afholdt
Skarerne fra at ofre til dem.
19. Men der kom Jøder til fra Antiokia og Ikonium, og de overtalte
Skarerne og stenede Paulus og slæbte ham uden for Byen i den
Tro, at han var død.
20. Men da Disciplene omringede ham, stod han op og gik ind i
Byen. Og den næste Dag gik han med Barnabas bort til Derbe.

21. Og da de havde forkyndt Evangeliet i denne By og vundet mange
Disciple, vendte de tilbage til Lystra og Ikonium og Antiokia
22. og styrkede Disciplenes Sjæle og påmindede dem om at blive i
Troen og om, at vi må igennem mange Trængsler indgå i Guds Rige.
23. Men efter at de i hver Menighed havde udvalgt Ældste for dem,
overgave de dem under Bøn og Faste til Herren, hvem de havde
givet deres Tro.
24. Og de droge igennem Pisidien og kom til Pamfylien.
25. Og da de havde talt Ordet i Perge, droge de ned til Attalia.
26. Og derfra sejlede de til Antiokia, hvorfra de vare blevne
overgivne til Guds Nåde til den Gerning, som de havde fuldbragt.
27. Men da de kom derhen og havde forsamlet Menigheden, forkyndte
de, hvor store Ting Gud havde gjort med dem, og at han havde
åbnet en Troens Dør for Hedningerne.
28. Men de opholdt sig en ikke liden Tid sammen med Disciplene.

Apostelenes gerninger 15

1. Og der kom nogle ned fra Judæa, som lærte Brødrene: "Dersom I
ikke lade eder omskære efter Mose Skik, kunne I ikke blive
frelste."
2. Da nu Paulus og Barnabas kom i en ikke ringe Splid og Strid med
dem, så besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af
dem skulde drage op til Jerusalem til Apostlene og de Ældste i
Anledning af dette Spørgsmål.
3. Disse bleve da sendte af Sted af Menigheden og droge igennem
Fønikien og Samaria og fortalte om Hedningernes Omvendelse, og
de gjorde alle Brødrene stor Glæde.
4. Men da de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af Menigheden og
Apostlene og de Ældste, og de kundgjorde, hvor store Ting Gud
havde gjort med dem.
5. Men nogle af Farisæernes Parti, som vare blevne troende, stode
op og sagde: "Man bør omskære dem og befale dem at holde Mose
Lov."
6. Men Apostlene og de Ældste forsamlede sig for at overlægge denne
Sag.
7. Men da man havde tvistet meget herom, stod Peter op og sagde til
dem: "I Mænd, Brødre! I vide, at for lang Tid siden gjorde Gud
det Valg iblandt eder, at Hedningerne ved min Mund skulde høre
Evangeliets Ord og tro.
8. Og Gud, som kender Hjerterne, gav dem Vidnesbyrd ved at give dem
den Helligånd lige så vel som os.
9. Og han gjorde ingen Forskel imellem os og dem, idet han ved
Troen rensede deres Hjerter.
10. Hvorfor friste I da nu Gud, så I lægge et Åg på Disciplenes
Nakke, som hverken vore Fædre eller vi have formået at bære?
11. Men vi tro, at vi bliver frelste ved den Herres Jesu Nåde på
samme Måde som også de."
12. Men hele Mængden tav og de hørte Barnabas og Paulus fortælle,
hvor store Tegn og Undere Gud havde gjort iblandt Hedningerne
ved dem.
13. Men da de havde hørt op at tale, tog Jakob til Orde og sagde: "I
Mænd, Brødre, hører mig!"
14. Simon har fortalt, hvorledes Gud først drog Omsorg for at tage
ud af Hedninger et Folk for sit Navn.
15. Og dermed stemme Profeternes Tale overens, som der er skrevet:
16. "Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne
Hytte, og det nedrevne af den vil jeg atter opbygge og oprejse
den igen,
17. for at de øvrige af Menneskene skulle søge Herren, og alle
Hedningerne, over hvilke mit Navn er nævnet, siger Herren, som
gør dette."
18. Gud kender fra Evighed af alle sine Gerninger.
19. Derfor mener jeg, at man ikke skal besvære dem af Hedningerne,
som omvende sig til Gud,
20. men skrive til dem, at de skulle afholde sig fra Besmittelse med
Afguderne og fra Utugt og fra det kvalte og fra Blodet.
21. Thi Moses har fra gammel Tid i hver By Mennesker, som prædike
ham, idet han oplæses hver Sabbat i Synagogerne."
22. Da besluttede Apostelene og de Ældste tillige med hele
Menigheden at udvælge nogle Mænd af deres Midte og sende dem til
Antiokia tillige med Paulus og Barnabas, nemlig Judas, kaldet
Barsabbas, og Silas, hvilke Mænd vare ansete iblandt Brødrene.
23. Og de skreve således med dem: "Apostlene og de Ældste og
Brødrene hilse Brødrene af Hedningerne i Antiokia og Syrien og
Kilikien.
24. Efterdi vi have hørt, at nogle, som ere komne fra os, have
forvirret eder med Ord og voldt eders Sjæle Uro uden at have
nogen Befaling fra os,
25. så have vi endrægtigt forsamlede, besluttet at udvælge nogle
Mænd og sende dem til eder med vore elskelige Barnabas og
Paulus,
26. Mænd, som have vovet deres Liv for vor Herres Jesu Kristi Navn.
27. Vi have derfor sendt Judas og Silas, der også mundtligt skulle
forkynde det samme.
28. Thi det er den Helligånds Beslutning og vor, ingen videre Byrde
at pålægge eder uden disse nødvendige Ting:
29. At I skulle afholde eder fra Afgudsofferkød og fra Blod og fra
det kvalte og fra Utugt. Når I holde eder derfra, vil det gå
eder godt. Lever vel!"

30. Så lod man dem da fare, og de kom ned til Antiokia og forsamlede
Mængden og overgave Brevet.
31. Men da de læste det, bleve de glade over Trøsten.
32. Og Judas og Silas, som også selv vare Profeter, opmuntrede
Brødrene med megen Tale og styrkede dem.
33. Men da de havde opholdt sig der nogen Tid, lode Brødrene dem
fare med Fred til dem, som havde udsendt dem. (34 Men Silas
besluttede at blive der.)
35. Men Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiokia, hvor de tillige
med mange andre lærte og forkyndte Herrens Ord.
36. Men efter nogen Tids Forløb sagde Paulus til Barnabas: "Lader os
dog drage tilbage og besøge vore Brødre i hver By, hvor vi have
forkyndt Herrens Ord, for at se, hvorledes det går dem."
37. Men Barnabas vilde også tage Johannes, kaldet Markus, med.
38. Men Paulus holdt for, at de ikke skulde tage den med, som havde
forladt dem i Pamfylien og ikke havde fulgt med dem til
Arbejdet.
39. Der blev da en heftig Strid, så at de skiltes fra hverandre, og
Barnabas tog Markus med sig og sejlede til Kypern.
40. Men Paulus udvalgte Silas og drog ud, anbefalet af Brødrene til
Herrens Nåde.
41. Men han rejste omkring i Syrien og Kilikien og styrkede
Menighederne.

Apostelenes gerninger 16

1. Og han kom til Derbe og Lystra, og se, der var der en Discipel
ved Navn Timotheus, Søn af en troende Jødinde og en græsk Fader.
2. Han havde godt Vidnesbyrd af Brødrene i Lystra og Ikonium.
3. Ham vilde Paulus have til at drage med sig, og han tog og omskar
ham for Jødernes Skyld, som vare på disse Steder; thi de vidste
alle, at hans Fader var en Græker.
4. Men alt som de droge igennem Byerne, overgave de dem de
Bestemmelser at holde, som vare vedtagne af Apostlene og de
Ældste i Jerusalem,
5. Så styrkedes Menighederne i Troen og voksede i Antal hver Dag.
6. Men de droge igennem Frygien og det galatiske Land, da de af den
Helligånd vare blevne forhindrede i at tale Ordet i Asien.
7. Da de nu kom hen imod Mysien, forsøgte de at drage til
Bithynien; og Jesu Ånd tilstedte dem det ikke.
8. De droge da Mysien forbi og kom ned til Troas.
9. Og et Syn viste sig om Natten for Paulus: En makedonisk Mand
stod der og bad ham og sagde: "Kom over til Makedonien og hjælp
os!"
10. Men da han havde set dette Syn, ønskede vi straks at drage over
til Makedonien; thi vi sluttede, at Gud havde kaldt os derhen
til at forkynde Evangeliet for dem.

11. Vi sejlede da ud fra Troas og styrede lige til Samothrake og den
næste Dag til Neapolis
12. og derfra til Filippi, hvilken er den første By i den Del af
Makedonien, en Koloni. I denne By opholdt vi os nogle Dage.
13. Og på Sabbatsdagen gik vi uden for Porten ved en Flod, hvor vi
mente, at der var et Bedested", og vi satte os og talte til de
Kvinder, som kom sammen.
14. Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Byen
Thyatira, en Kvinde, som frygtede Gud, hørte til, og hendes
Hjerte oplod Herren til at give Agt på det, som blev talt af
Paulus.
15. Men da hun og hendes Hus var blevet døbt, bad hun og sagde:
"Dersom I agte mig for at være Herren tro, da kommer ind i mit
Hus og bliver der!" Og hun nødte os.

16. Men det skete, da vi gik til Bedestedet, at en Pige mødte os,
som havde en Spådomsånd og skaffede sine Herrer megen Vinding
ved at spå.
17. Hun fulgte efter Paulus og os, råbte og sagde: "Disse Mennesker
ere den højeste Guds Tjenere, som forkynde eder Frelsens Vej."
18. Og dette gjorde hun i mange Dage. Men Paulus blev fortrydelig
derover, og han vendte sig og sagde til Ånden: "Jeg byder dig i
Jesu Kristi Navn at fare ud af hende." Og den for ud i den samme
Stund.
19. Men da hendes Herrer så, at deres Håb om Vinding var forsvundet,
grebe de Paulus og Silas og slæbte dem hen på Torvet for
Øvrigheden.
20. Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: "Disse Mennesker,
som ere Jøder, forvirre aldeles vor By.
21. og de forkynde Skikke, som det ikke er tilladt os, der ere
Romere, at antage eller øve."
22. Og Mængden rejste sig imod dem, og Høvedsmændene lode Klæderne
rive af dem og befalede at piske dem.
23. Og da de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel og
befalede Fangevogteren at holde dem sikkert bevogtede.
24. Da han havde fået sådan Befaling, kastede han dem i det inderste
Fængsel og sluttede deres Fødder i Blokken.

25. Men ved Midnat bade Paulus og Silas og sang Lovsange til Gud; og
Fangerne lyttede på dem.
26. Men pludseligt kom der et stort Jordskælv, så at Fængselets
Grundvolde rystede, og straks åbnedes alle Dørene, og alles
Lænker løstes.
27. Men Fangevogteren for op at Søvne, og da han så Fængselets Døre
åbne, drog han et Sværd og vilde dræbe sig selv, da han mente,
at Fangerne vare flygtede.
28. Men Paulus råbte med høj Røst og sagde: "Gør ikke dig selv noget
ondt; thi vi ere her alle."
29. Men han forlangte Lys og sprang ind og faldt skælvende ned for
Paulus og Silas.
30. Og han førte dem udenfor og sagde: "Herrer! hvad skal jeg gøre,
for at jeg kan blive frelst?"
31. Men de sagde: "Tro på den Herre Jesus Kristus, så skal du blive
frelst, du og dit Hus."
32. Og de talte Herrens Ord til ham og til alle dem, som vare i hans
Hus.
33. Og han tog dem til sig i den samme Stund om Natten og aftoede
deres Sår; og han selv og alle hans blev straks døbte.
34. Og han førte dem op i sit Hus og satte et Bord for dem og
frydede sig over, at han med hele sit Hus var kommen til Troen
på Gud.
35. Men da det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Bysvendene hen
og sagde: "Løslad de Mænd!"
36. Men Fangevogteren meldte Paulus disse Ord: "Høvedsmændene have
sendt Bud, at I skulle løslades; så drager nu ud og går bort med
Fred!"
37. Men Paulus sagde til dem: "De have ladet os piske offentligt og
uden Dom, os, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel,
og nu jage de os hemmeligt bort! Nej, lad dem selv komme og føre
os ud!"
38. Men Bysvendene meldte disse Ord til Høvedsmændene; og de bleve
bange, da de hørte, at de vare Romere.
39. Og de kom og gave dem gode Ord, og de førte dem ud og bade dem
at drage bort fra Byen.
40. Og de gik ud af Fængselet og gik ind til Lydia; og da de havde
set Brødrene. formanede de dem og droge bort.

Apostelenes gerninger 17

1. Men de rejste igennem Amfipolis og Apollonia og kom til
Thessalonika, hvor Jøderne havde en Synagoge.
2. Og efter sin Sædvane gik Paulus ind til dem, og på tre Sabbater
samtalede han med dem ud fra Skrifterne,
3. idet han udlagde og forklarede, at Kristus måtte lide og opstå
fra de døde, og han sagde: "Denne Jesus, som jeg forkynder eder,
han er Kristus."
4. Og nogle af dem bleve overbeviste og sluttede sig til Paulus og
Silas, og tillige en stor Mængde at de gudfrygtige Grækere og
ikke få af de fornemste Kvinder.
5. Men Jøderne bleve nidkære og toge med sig nogle slette Mennesker
af Lediggængerne på Torvet, rejste et Opløb og oprørte Byen; og
de stormede Jasons Hus og søgte efter dem for at føre dem ud til
Folket.
6. Men da de ikke fandt dem, trak de Jason og nogle Brødre for
Byens Øvrighed og råbte: "Disse, som have bragt hele Verden i
Oprør, ere også komne hid;
7. dem har Jason taget ind til sig; og alle disse handle imod
Kejserens Befalinger og sige, at en anden er Konge, nemlig
Jesus."
8. Og de satte Skræk i Mængden og Byens Øvrighed, som hørte det.
9. Og denne lod Jason og de andre stille Borgen og løslod dem.

10. Men Brødrene sendte straks om Natten både Paulus og Silas bort
til Berøa; og da de vare komne dertil,gik de ind i Jødernes
Synagoge.
11. Men disse vare mere velsindede end de i Thessalonika, de modtoge
Ordet med al Redebonhed og ransagede daglig Skrifterne, om disse
Ting forholdt sig således.
12. Så troede da mange af dem og ikke få af de fornemme græske
Kvinder og Mænd.
13. Men da Jøderne i Thessalonika fik at vide, at Guds Ord blev
forkyndt af Paulus også i Berøa, kom de og vakte også der Røre
og Bevægelse iblandt Skarerne.

14. Men da sendte Brødrene straks Paulus bort, for at han skulde
drage til Havet; men både Silas og Timotheus bleve der tilbage.
15. Og de, som ledsagede Paulus, førte ham lige til Athen; og efter
at have fået det Bud med til Silas og Timotheus, at de snarest
muligt skulde komme til ham, droge de bort.
16. Medens nu Paulus ventede på dem i Athen, harmedes hans Ånd i
ham, da han så, at Byen var fuld af Afgudsbilleder.
17. Derfor talte han i Synagogen med Jøderne og de gudfrygtige og på
Torvet hver Dag til dem, som han traf på.
18. Men også nogle af de epikuræiske og stoiske Filosoffer indlode
sig i Ordstrid med ham; og nogle sagde: ""Hvad vil denne
Ordgyder sige?"" men andre: ""Han synes at være en Forkynder af
fremmede Guddomme;"" fordi han forkyndte Evangeliet om Jesus og
Opstandelsen.
19. Og de toge ham og førte ham op på Areopagus og sagde: ""Kunne vi
få at vide, hvad dette er for en ny Lære, som du taler om?
20. Thi du bringer os nogle fremmede Ting for Øren; derfor ville vi
vide, hvad dette skal betyde.""
21. Men alle Atheniensere og de fremmede, som opholdt sig der, gave
sig ikke Stunder til andet end at fortælle eller høre nyt.
22. Men Paulus stod frem midt på Areopagus og sagde: ""I
athemiensiske Mænd! jeg ser, at I i alle Måder ere omhyggelige
for eders Gudsdyrkelse.
23. Thi da jeg gik omkring og betragtede eders Helligdommen, fandt
jeg også et Alter, på hvilket der var skrevet: ""For en ukendt
Gud."" Det, som I således dyrke uden at kende det, det
forkynder jeg eder.
24. Gud, som har gjort Verden og alle Ting, som ere i den, han, som
er Himmelens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte med
Hænder,
25. han tjenes ikke heller af Menneskers Hænder som en, der trænger
til noget, efterdi han selv giver alle Liv og Ånde og alle Ting.
26. Og han har gjort, at hvert Folk iblandt Mennesker bor ud af eet
Blod på hele Jordens Flade, idet han fastsatte bestemte Tider og
Grænserne for deres Bolig,
27. for at de skulde søge Gud, om de dog kunde føle sig frem og
finde ham, skønt han er ikke langt fra hver enkelt af os;
28. thi i ham leve og røres og ere vi, som også nogle af eders
Digtere have sagt: Vi ere jo også hans Slægt.
29. Efterdi vi da ere Guds Slægt, bør vi ikke mene, at Guddommen er
lig Guld eller Sølv eller Sten, formet ved Menneskers Kunst og
Opfindsomhed.
30. Efter at Gud altså har båret over med disse Vankundighedens
Tider, byder han nu Menneskene at de alle og alle Vegne skulle
omvende sig.
31. Thi han har fastsat en Dag, på hvilken han vil dømme Jorderige
med Retfærdighed ved en Mand, som han har beskikket dertil, og
dette har han bevist for alle ved at oprejse ham fra de døde."
32. Men da de hørte om de dødes Opstandelse, spottede nogle; men
andre sagde: "Ville atter høre dig om dette."
33. Således gik Paulus ud fra dem.
34. Men nogle Mænd holdt sig til ham og troede; iblandt hvilke også
var Areopagiten Dionysius og en Kvinde ved Navn Damaris og andre
med dem.

Apostelenes gerninger 18

1. Derefter forlod Paulus Athen og kom til Korinth
2. Der traf han en Jøde ved Navn Akvila, født i Pontus, som nylig
var kommen fra Italien med sin Hustru Priskilla, fordi Klaudius
havde befalet, at alle Jøderne skulde forlade Rom. Til disse gik
han.
3. Og efterdi han øvede det samme Håndværk, blev han hos dem og
arbejdede; thi de vare Teltmagere af Håndværk.
4. Men han holdt Samtaler i Synagogen på hver Sabbat og overbeviste
Jøder og Grækere.
5. Men da Silas og Timotheus kom ned fra Makedonien, var Paulus
helt optagen af at tale og vidnede for Jøderne, at Jesus er
Kristus.
6. Men da de stode imod og spottede, rystede han Støvet af sine
Klæder og sagde til dem: "Eders Blod komme over eders Hoved! Jeg
er ren; herefter vil jeg gå til Hedningerne."
7. Og han gik bort derfra og gik ind til en Mand ved Navn Justus,
som frygtede Gud, og hvis Hus lå ved Siden af Synagogen.
8. Men Synagogeforstanderen Krispus troede på Herren tillige med
hele sit Hus, og mange af Korinthierne, som hørte til, troede og
bleve døbte.
9. Men Herren sagde til Paulus i et Syn om Natten: "Frygt ikke, men
tal og ti ikke,
10. eftersom jeg er med dig, og ingen skal lægge Hånd på dig for at
gøre dig noget ondt; thi jeg har et talrigt Folk i denne By."
11. Og han slog sig ned der et År og seks Måneder og lærte Guds Ord
iblandt dem.
12. Men medens Gallio var Statholder i Akaja, stode Jøderne
endrægtigt op imod Paulus og førte ham for Domstolen og sagde:
13. "Denne overtaler Folk til en Gudsdyrkelse imod Loven."
14. Og da Paulus vilde oplade Munden, sagde Gallio til Jøderne: "
Dersom det var nogen Uret eller Misgerning, I Jøder! vilde jeg,
som billigt var, tålmodigt høre på eder.
15. Men er det Stridsspørgsmål om Lære og Navne og om den Lov, som I
have, da ser selv dertil; thi jeg vil ikke være Dommer over
disse Ting."
16. Og han drev dem bort fra Domstolen.
17. Men alle grebe Synagogeforstanderen Sosthenes og sloge ham lige
for Domstolen; og Gallio brød sig ikke om noget af dette.

18. Men Paulus blev der endnu i mange dage; derefter tog han Afsked
med Brødrene og sejlede bort til Syrien og med ham Priskilla og
Akvila, efter at han havde ladet sit Hår klippe af i Kenkreæ;
thi han havde et Løfte på sig.
19. Men de kom til Efesus; og der lod han hine blive tilbage; men
han selv gik ind i Synagogen og samtalede med Jøderne.
20. Men da de bade ham om at blive i længere Tid, samtykkede han
ikke;
21. men han tog Afsked og sagde: " (Jeg må endelig holde denne
forestående Højtid i Jerusalem; men) jeg vil atter vende tilbage
til eder, om Gud vil." Og han sejlede ud fra Efesus
22. og landede i Kæsarea, drog op og hilste på Menigheden og drog så
ned til Antiokia.

23. Og da han havde opholdt sig der nogen Tid, drog han bort og
rejste fra Sted til Sted igennem det galatiske Land og Frygien
og styrkede alle Disciplene.

24. Men en Jøde ved Navn Apollos, født i Aleksandria, en veltalende
Mand, som var stærk i Skrifterne, kom til Efesus.
25. Denne var undervist om Herrens Vej, og brændende i Ånden talte
og lærte han grundigt om Jesus, skønt han kun kendte Johannes's
Dåb.
26. Og han begyndte at tale frimodigt i Synagogen. Men da Priskilla
og Akvila hørte ham,toge de ham til sig og udlagde ham Guds Vej
nøjere.
27. Men da han vilde rejse videre til Akaja, skrev Brødrene til
Disciplene og opmuntrede dem til at tage imod ham. Da han var
kommen derhen, var han ved Guds Nåde de troende til megen Nytte;
28. thi han gendrev Jøderne offentligt med stor Kraft og beviste ved
Skrifterne, at Jesus er Kristus.

Apostelenes gerninger 19

1. Men det skete, medens Apollos var i Korinth, at Paulus efter at
være dragen igennem de højereliggende Landsdele kom ned til
Efesus
2. og fandt nogle Disciple, og han sagde til dem: "Fik I den
Helligånd, da I bleve troende?" Men de sagde til ham: "Vi have
ikke engang hørt, at der er en Helligånd."
3. Og han sagde: "Hvortil bleve I da døbte?" Men de sagde: "Til
Johannes's Dåb."
4. Da sagde Paulus: "Johannes døbte med Omvendelses-Dåb, idet han
sagde til Folket, at de skulde tro på den, som kom efter ham,
det er på Jesus."
5. Men da de hørte dette, lode de sig døbe til den Herres Jesu
Navn.
6. Og da Paulus lagde Hænderne på dem, kom den Helligånd over dem,
og de talte i Tunger og profeterede.
7. Men de vare i det hele omtrent tolv Mand.
8. Og han gik ind i Synagogen og vidnede frimodigt i tre Måneder,
idet han holdt Samtaler og overbeviste om det, som hører til
Guds Rige.
9. Men da nogle forhærdede sig og strede imod og over for Mængden
talte ilde om Vejen, forlod han dem og skilte Disciplene fra dem
og holdt daglig Samtaler i Tyrannus's Skole.
10. Men dette varede i to År, så at alle, som boede i Asien, både
Jøder og Grækere, hørte Herrens Ord.
11. Og Gud gjorde usædvanlige kraftige Gerninger ved Paulus's
Hænder,
12. så at man endog bragte Tørklæder og Bælter fra hans Legeme til
de syge, og Sygdommene vege fra dem, og de onde Ånder fore ud.
13. Men også nogle af de omløbende jødiske Besværgere forsøgte at
nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Ånder,
idet de sagde: "Jeg besværger eder ved den Jesus, som Paulus
prædiker."
14. Men de, som gjorde dette, vare syv Sønner af Skeuas, en jødisk
Ypperstepræst,
15. Men den onde Ånd svarede og sagde til dem: "Jesus kender jeg, og
om Paulus ved jeg; men I, hvem ere I?"
16. Og det Menneske, i hvem den onde Ånd var, sprang ind på dem og
overmandede dem begge og fik sådan Magt over dem, at de flygtede
nøgne og sårede ud af Huset.
17. Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Efesus, både
Jøder og Grækere; og der faldt en Frygt over dem alle, og den
Herres Jesu Navn blev ophøjet,
18. og mange af dem, som vare blevne troende, kom og bekendte og
fortalte om deres Gerninger.
19. Men mange af dem, som havde drevet Trolddom, bare deres Bøger
sammen og opbrændte dem for alles Øjne; og man beregnede deres
Værdi og fandt dem halvtredsindstyve Tusinde Sølvpenge værd.
20. Så kraftigt voksede Herrens Ord og fik Magt.

21. Men da dette var fuldbragt, satte Paulus sig for i Ånden, at han
vilde rejse igennem Makedonien og Akaja og så drage til
Jerusalem, og han sagde: "Efter at jeg har været der, bør jeg
også se Rom."
22. Og han sendte to af dem, som gik ham til Hånde, Timotheus og
Erastus, til Makedonien; men selv blev han nogen Tid i Asien.

23. Men på den Tid opstod der et ikke lidet Oprør i Anledning af
Vejen.
24. Thi en Sølvsmed ved Navn Demetrius gjorde Artemistempler af Sølv
og skaffede Kunstnerne ikke ringe Fortjeneste.
25. Disse samlede han tillige med de med sådanne Ting sysselsatte
Arbejdere og sagde: "I Mænd! I vide, at vi have vort Udkomme af
dette Arbejde.
26. Og I se og høre, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele Asien
har denne Paulus ved sin Overtalelse vildledt en stor Mængde,
idet han siger, at de ikke ere Guder, de, som gøres med Hænder.
27. Men der er ikke alene Fare for, at denne vor Håndtering skal
komme i Foragt, men også for, at den store Gudinde Artemis's
Helligdom skal blive agtet for intet, og at den Gudindes
Majestæt, hvem hele Asien og Jorderige dyrker, skal blive
krænket."
28. Men da de hørte dette, bleve de fulde af Vrede og råbte og
sagde: "Stor er Efesiernes Artemis!"
29. Og Byen kom i fuldt Oprør, og de stormede endrægtigt til Teatret
og reve Makedonierne Hajus og Aristarkus, Paulus's Rejsefæller,
med sig.
30. Men da Paulus vilde gå ind iblandt Folkemængden, tilstedte
Disciplene ham det ikke.
31. Men også nogle af Asiarkerne, som vare hans Venner, sendte Bud
til ham og formanede ham til ikke at vove sig hen til Teatret.
32. Da skrege nogle eet, andre et andet; thi Forsamlingen var i
Forvirring, og de fleste vidste ikke, af hvad Årsag de vare
komne sammen.
33. Men de trak Aleksander, hvem Jøderne skøde frem, ud af Skaren;
men Aleksander slog til Lyd med Hånden og vilde holde en
Forsvarstale til Folket.
34. Men da de fik at vide, at han var en Jøde, råbte de alle med een
Røst i omtrent to Timer: "Stor er Efesiernes Artemis!"
35. Men Byskriveren fik Skaren beroliget og sagde: "I Mænd i Efesus!
hvilket Menneske er der vel, som ikke ved, at Efesiernes By er
Tempelværge for den store Artemis og det himmelfaldne Billede?
36. Når altså dette er uimodsigeligt, bør I være rolige og ikke
foretage eder noget fremfusende.
37. Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken er Tempelranere
eller bespotte eders Gudinde.
38. Dersom nu Demetrius og hans Kunstnere have Klage imod nogen, da
holdes der Tingdage, og der er Statholdere; lad dem kalde
hinanden for Retten!
39. Men have I noget Forlangende om andre Sager, så vil det blive
afgjort i den lovlige Forsamling.
40. Vi stå jo endog i Fare for at anklages for Oprør for, hvad der i
Dag er sket, da der ingen Årsag er dertil; herfor, for dette
Opløb, ville vi ikke kunne gøre regnskab."
41. Og da han havde sagt dette, lod han Forsamlingen fare.

Apostelenes gerninger 20

1. Men efter at dette Røre var stillet, lod Paulus Disciplene hente
og formanede dem, tog Afsked og begav sig derfra for at rejse
til Makedonien.
2. Og da han var dragen igennem disse Egne og havde formanet dem
med megen Tale, kom han til Grækenland.
3. Der tilbragte han tre Måneder, og da Jøderne havde Anslag for
imod ham, just som han skulde til at sejle til Syrien, blev han
til Sinds at vende tilbage igennem Makedonien.
4. Men Pyrrus's Søn Sopater fra Berøa og af Thessalonikerne
Aristarkus og Sekundus og Kajus fra Derbe og Timotheus og af
Asiaterne Tykikus og Trofimus fulgte med ham til Asien.
5. Disse droge forud og biede på os i Troas;
6. men vi sejlede efter de usyrede Brøds Dage ud fra Filippi og kom
fem Dage efter til dem i Troas, hvor vi tilbragte syv Dage.
7. Men på den første Dag i Ugen, da vi vare forsamlede for at bryde
Brødet, samtalede Paulus med dem, da han den næste Dag vilde
rejse derfra, og han blev ved med at tale indtil Midnat.
8. Men der var mange Lamper i Salen ovenpå, hvor vi vare samlede.
9. Og der sad i Vinduet en ung Mand ved Navn Eutykus; han faldt i
en dyb Søvn, da Paulus fortsatte Samtalen så længe, og
overvældet af Søvnen styrtede han ned fra det tredje Stokværk og
blev tagen død op.
10. Men Paulus gik ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og
sagde: "Larmer ikke; thi hans Sjæl er i ham."
11. Men han gik op igen og brød Brødet og nød deraf og talte endnu
længe med dem indtil Dagningen, og dermed drog han bort.
12. Men de bragte det unge Menneske levende op og vare ikke lidet
trøstede.

13. Men vi gik forud til Skibet og sejlede til Assus og skulde
derfra tage Paulus med; thi således havde han bestemt det, da
han selv vilde gå til Fods.
14. Da han nu stødte til os i Assus, toge vi ham om Bord og kom til
Mitylene.
15. Og vi sejlede derfra og kom den næste Dag lige udfor Kios; Dagen
derpå lagde vi til ved Samos og kom næste Dag til Milet.
16. Thi Paulus havde besluttet at sejle Efesus forbi, for at det
ikke skulde hændes, at han blev opholdt i Asien; thi han hastede
for at komme til Jerusalem på Pinsedagen, om det var ham muligt.
17. Men fra Milet sendte han Bud til Efesus og lod Menighedens
Ældste kalde til sig.
18. Og da de kom til ham, sagde han til dem: "I vide, hvorledes jeg
færdedes iblandt eder den hele Tid igennem fra den første Dag,
jeg kom til Asien,
19. idet jeg tjente Herren i al Ydmyghed og under Tårer og
Prøvelser, som timedes mig ved Jødernes Efterstræbelser;
20. hvorledes jeg ikke har unddraget mig fra at forkynde eder noget
som helst af det, som kunde være til Gavn, og at lære eder
offentligt og i Husene,
21. idet jeg vidnede både for Jøder og Grækere om Omvendelsen til
Gud og Troen på vor Herre Jesus Kristus.
22. Og nu se, bunden af Ånden drager jeg til Jerusalem uden at vide,
hvad der skal møde mig,
23. kun, at den Helligånd i hver By vidner for mig og siger, at
Lænker og Trængsler vente mig.
24. Men jeg agter ikke mit Liv noget værd for mig selv, for at jeg
kan fuldende mit Løb og den Tjeneste, som jeg har fået af den
Herre Jesus, at vidne om Guds Nådes Evangelium.
25. Og nu se, jeg ved, at I ikke mere skulle se mit Ansigt, alle I,
iblandt hvem jeg gik om og prædikede Riget.
26. Derfor vidner jeg for eder på denne Dag, at jeg er ren for alles
Blod;
27. thi jeg unddrog mig ikke fra at forkynde eder hele Guds Råd.
28. Så giver Agt på eder selv og den hele Hjord, i hvilken den
Helligånd satte eder som Tilsynsmænd, til at vogte Guds
Menighed, som han erhvervede sig med sit eget Blod.
29. Jeg ved, at der efter min Bortgang skal komme svare Ulve ind
iblandt eder, som ikke ville spare Hjorden.
30. Og af eders egen Midte skal der opstå Mænd, som skulle tale
forvendte Ting for at drage Disciplene efter sig.
31. Derfor våger og kommer i Hu, at jeg har ikke ophørt i tre År,
Nat og Dag, at påminde hver enkelt med Tårer.
32. Og nu overgiver jeg eder til Gud og hans Nådes Ord, som formår
at opbygge eder og at give eder Arven iblandt alle de helligede.
33. Jeg har ikke begæret nogens Sølv eller Guld eller Klædebon.
34. I vide selv, at disse Hænder have tjent for mine Fornødenheder
og for dem, som vare med mig.
35. Jeg viste eder i alle Ting, at således bør vi arbejde og tage os
af de skrøbelige og ihukomme den Herres Jesu Ord, at han selv
har sagt: "Det er saligere at give end at tage."
36. Og da han havde sagt dette, faldt han på sine Knæ og bad med dem
alle.
37. Og de brast alle i heftig Gråd, og de faldt Paulus om Halsen og
kyssede ham.
38. Og mest smertede dem det Ord, han havde sagt, at de ikke mere
skulde se hans Ansigt. Så ledsagede de ham til Skibet.

Apostelenes gerninger 21

1. Men da vi havde revet os løs fra dem og vare afsejlede, droge vi
lige til Kos, og den næste Dag til Rodus og derfra til Patara.
2. Og da vi fandt et Skib, som skulde gå lige til Fønikien, gik vi
om Bord og afsejlede.
3. Men da vi havde fået Kypern i Sigte og vare komne den forbi til
venstre for os, sejlede vi til Synen og landede i Tyrus; thi der
skulde Skibet losse sin Ladning.
4. Og vi opsøgte Disciplene og bleve der syv Dage; disse sagde ved
Ånden til Paulus, at han ikke skulde drage op til Jerusalem.
5. Men da vi havde tilendebragt disse Dage, droge vi derfra og
rejste videre, idet de alle, med Hustruer og Børn, ledsagede os
uden for Byen; og efter at have knælet på Strandbredden og holdt
Bøn
6. toge vi Afsked med hverandre; og vi gik om Bord i Skibet, men de
vendte tilbage til deres Hjem.

7. Men vi fuldendte Sejladsen og kom fra Tyrus til Ptolemais, og vi
hilste på Brødrene og bleve een Dag hos dem.
8. Og den følgende Dag droge vi derfra og kom til Kæsarea, og vi
gik ind i Evangelisten Filips Hus, han, som var en af de syv, og
bleve hos ham.
9. Men denne havde fire ugifte Døtre, som profeterede.
10. Men da vi bleve der flere Dage, kom der en Profet ned fra Judæa
ved Navn Agabus.
11. Og han kom til os og tog Paulus's Bælte og bandt sine egne
Fødder og Hænder og sagde: "Dette siger den Helligånd: Den Mand,
hvem dette Bælte tilhører, skulle Jøderne binde således i
Jerusalem og overgive i Hedningers Hænder."
12. Men da vi hørte dette, bade såvel vi som de der på Stedet ham om
ikke at drage op til Jerusalem.
13. Da svarede Paulus: "Hvad gøre I, at I græde og gøre mit Hjerte
modløst? thi jeg er rede til ikke alene at bindes, men også at
dø i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld."
14. Da han nu ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og
sagde: "Herrens Villie ske!"

15. Men efter disse Dage gjorde vi os rede og droge op til
Jerusalem.
16. Og også nogle af Disciplene fra Kæsarea rejste med os og bragte
os til Mnason, en Mand fra Kypern, en gammel Discipel, hos hvem
vi skulde have Herberge.
17. Da vi nu kom til Jerusalem, modtoge Brødrene os med Glæde.
18. Og Dagen efter gik Paulus ind med os til Jakob, og alle de
Ældste kom derhen.
19. Og da han havde hilst på dem, fortalte han Stykke for Stykke,
hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste.
20. Men da de hørte dette, priste de Gud og de sagde til ham:
"Broder! du ser, hvor mange Tusinder der er af Jøderne, som have
antaget Troen, og de ere alle nidkære for Loven.
21. Men de have hørt om dig, at du lærer alle Jøderne ude iblandt
Hedningerne at falde fra Moses og siger, at de ikke skulle
omskære Børnene, ej heller vandre efter Skikkene.
22. Hvad er der da at gøre? Der må sikkert komme mange Mennesker
sammen; thi de ville få at høre, at du er kommen.
23. Gør derfor dette, som vi sige dig: Vi have her fire Mænd, som
have et Løfte på sig.
24. Tag dem med dig, og rens dig sammen med dem,, og gør
Omkostningen for dem, for at de kunne lade deres Hoved rage; så
ville alle erkende, at det, som de have hørt om dig, ikke har
noget på sig, men at du også selv vandrer således, at du holder
Loven.
25. Men om de Hedninger, som ere blevne troende, have vi udsendt en
Skrivelse med den Afgørelse, at de intet sådant skulle holde,
men kun vogte sig for Afgudsofferkød og Blod og det kvalte og
Utugt."
26. Da tog Paulus Mændene med sig næste dag, og efter at have renset
sig sammen med dem gik han ind i Helligdommen og anmeldte
Renselsesdagenes Udløb, da Offeret blev bragt for hver enkelt af
dem.

27. Men da de syv Dage næsten vare til Ende, satte Jøderne fra
Asien, som havde set ham i Helligdommen, hele Mængden i Oprør og
lagde Hånd på ham
28. og råbte: "I israelitiske Mænd, kommer til Hjælp! Denne er det
Menneske, som alle Vegne lærer alle imod Folket og Loven og
dette Sted; og tilmed har han også ført Grækere ind i
Helligdommen og gjort dette hellige Sted urent;"
29. de havde nemlig i Forvejen set Efesieren Trofimus i Staden
sammen med ham, og ham mente de, at Paulus havde ført ind i
Helligdommen.
30. Og hele Staden kom i Bevægelse, og Folket stimlede sammen; og de
grebe Paulus og slæbte ham uden for Helligdommen, og straks
bleve Dørene lukkede.
31. Og da de søgte at slå ham ihjel, gik der Melding op til
Krigsøversten for Vagtafdelingen, at hele Jerusalem var i Oprør.
32. Han tog straks Stridsmænd og Høvedsmænd med sig og ilede ned
imod dem. Men da de så Krigsøversten og Stridsmændene, holdt de
op at slå Paulus.
33. Da trådte Krigsøversten til, greb ham og befalede, at han skulde
bindes med to Lænker, og han spurgte, hvem han var, og hvad han
havde gjort.
34. Da råbte nogle i Skaren eet, andre et andet til ham; men da han
ikke kunde få noget pålideligt at vide på Grund af Larmen,
befalede han at føre ham ind i Borgen,
35. Men da han kom på Trappen, gik det således, at han måtte bæres
af Stridsmændene på Grund af Skarens Voldsomhed;
36. thi Folkemængden fulgte efter og råbte: "Bort med ham!"
37. Og da Paulus var ved at blive ført ind i Borgen, siger han til
Krigsøversten: "Er det mig tilladt at sige noget til dig?" Men
han sagde: "Forstår du Græsk?
38. Er du da ikke den Ægypter, som for nogen Tid siden gjorde Oprør
og førte de fire Tusinde Stimænd ud i Ørkenen?"
39. Men Paulus sagde: "Jeg er en jødisk Mand fra Tarsus, Borger i en
ikke ubekendt By i Kilikien. Men jeg beder dig, tilsted mig at
tale til Folket!"
40. Og da han tilstedte det, stod Paulus frem på Trappen og slog til
Lyd med Hånden for Folket. Men da der var blevet dyb Tavshed,
tiltalte han dem i det hebraiske Sprog og sagde:

Apostelenes gerninger 22

1. " I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit forsvar over for eder!"
2. Men da de hørte, at han talte til dem i det hebraiske Sprog,
holdt de sig end mere stille. Og han siger:
3. "Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus i Kilikien, men opfostret
i denne Stad, oplært ved Gamaliels Fødder efter vor Fædrenelovs
Strenghed og nidkær for Gud, ligesom I alle ere i Dag.
4. Og jeg forfulgte denne Vej indtil Døden, idet jeg lagde både
Mænd og Kvinder i Lænker og overgav dem til Fængsler,
5. som også Ypperstepræsten vidner med mig og hele Ældsterådet, fra
hvem jeg endog fik Breve med til Brødrene i Damaskus og rejste
derhen for også at føre dem, som vare der, bundne til Jerusalem,
for at de måtte blive straffede.
6. Men det skete, da jeg var undervejs og nærmede mig til Damaskus,
at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligt omstrålede
mig.
7. Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig:
Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?
8. Men jeg svarede: Hvem er du, Herre? Og han sagde til mig: Jeg er
Jesus af Nazareth, som du forfølger.
9. Men de, som vare med mig, så vel Lyset, men hørte ikke hans
Røst, som talte til mig.
10. Men jeg sagde: Hvad skal jeg gøre, Herre? Men Herren sagde til
mig: Stå op og gå til Damaskus; og der skal der blive talt til
dig om alt, hvad der er bestemt, at du skal gøre.
11. Men da jeg havde mistet Synet ved Glansen af hint Lys, blev jeg
ledet ved Hånden af dem, som vare med mig, og kom således ind i
Damaskus.
12. Men en vis Ananias, en Mand, gudfrygtig efter Loven, som havde
godt Vidnesbyrd af alle Jøderne, som boede der,
13. kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, se op! Og
jeg så op på ham i samme Stund.
14. Men han sagde: Vore Fædres Gud har udvalgt dig til at kende hans
Villie og se den retfærdige og høre en Røst af hans Mund.
15. Thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som
du har set og hørt.
16. Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, lad dig døbe og dine Synder
aftvætte, idet du påkalder hans Navn!
17. Og det skete, da jeg var kommen tilbage til Jerusalem og bad i
Helligdommen, at jeg faldt i Henrykkelse
18. og så ham, idet han sagde til mig: Skynd dig, og gå hastigt ud
af Jerusalem, thi de skulle ikke af dig modtage Vidnesbyrd om
mig.
19. Og jeg sagde: Herre! de vide selv, at jeg fængslede og piskede
trindt om i Synagogerne dem, som troede på dig,
20. og da dit Vidne Stefanus's Blod blev udgydt, stod også jeg hos
og havde Behag deri og vogtede på deres Klæder, som sloge ham
ihjel.
21. Og han sagde til mig: Drag ud; thi jeg vil sende dig langt bort
til Hedninger."

22. Men de hørte på ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst
og sagde: "Bort fra Jorden med en sådan! thi han bør ikke
leve.""
23. Men da de skrege og reve Klæderne af sig og kastede Støv op i
Luften,
24. befalede Krigsøversten, at han skulde føres ind i Borgen, og
sagde, at man med Hudstrygning skulde forhøre ham, for at han
kunde få at vide, af hvad Årsag de således råbte imod ham.
25. Men da de havde udstrakt ham for Svøberne, sagde Paulus til den
hosstående Høvedsmand: "Er det eder tilladt at hudstryge en
romersk Mand, og det uden Dom?"
26. Men da Høvedsmanden hørte dette, gik han til Krigsøversten og
meldte ham det og sagde: "Hvad er det, du et ved at gøre? denne
Mand er jo en Romer."
27. Men Krigsøversten gik hen og sagde til ham: "Sig mig, er du en
Romer?" Han sagde: "Ja."
28. Og Krigsøversten svarede: "Jeg har købt mig denne Borgerret for
en stor Sum," Men Paulus sagde: "Jeg er endog født dertil."
29. Da trak de, som skulde til at forhøre ham, sig straks tilbage
fra ham. Og da Krigsøversten fik at vide, at han var en Romer,
blev også han bange, fordi han havde bundet ham.
30. Men den næste Dag, da han vilde have noget pålideligt at vide
om, hvad han anklagedes for af Jøderne, løste han ham og
befalede, at Ypperstepræsterne og hele Rådet skulde komme
sammen, og han førte Paulus ned og stillede ham for dem.

Apostelenes gerninger 23

1. Da så Paulus fast på Rådet og sagde: "I Mænd, Brødre! jeg har
med al god Samvittighed vandret for Gud indtil denne Dag."
2. Men Ypperstepræsten Ananias befalede dem, som stode hos ham, at
slå ham på Munden.
3. Da sagde Paulus til ham: "Gud skal slå dig, du kalkede Væg! Og
du sidder for at dømme mig efter Loven, og tvært imod Loven
befaler du, at jeg skal slås."
4. Men de, som stode hos, sagde: "Udskælder du Guds Ypperstepræst?"
5. Og Paulus sagde: "Brødre! jeg vidste ikke, at han er
Ypperstepræst; thi der er skrevet: En Fyrste i dit Folk må du
ikke tale ondt imod."
6. Men da Paulus vidste, at den ene Del bestod af Saddukæere, men
den anden af Farisæere, råbte han i Rådet: "I Mænd, Brødre! jeg
er en Farisæer, Søn af Farisæere, for Håb og for dødes
Opstandelse er det, jeg dømmes."
7. Men da han udtalte dette, opkom der Splid imellem Farisæerne og
Saddukæerne, og Mængden blev uenig.
8. Thi Saddukæerne sige, at der ingen Opstandelse er, ej heller
nogen Engel eller Ånd; men Farisæerne hævde begge Dele.
9. Men der opstod en stærk Råben; og nogle af de skriftkloge af
Farisæernes Parti stode op, strede heftigt og sagde: "Vi finde
intet ondt hos dette Menneske; men hvad om en Ånd eller en Engel
har talt til ham!"
10. Men da der blev stærk Splid frygtede Krigsøversten, at Paulus
skulde blive sønderslidt af dem, og befalede Krigsfolket at gå
ned og rive ham ud fra dem og føre ham ind i Borgen.
11. Men Natten derefter stod Herren for ham og sagde: "Vær frimodig,
thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, således skal du
også vidne i Rom."

12. Men da det var blevet Dag, sloge Jøderne sig sammen og
forpligtede sig under Forbandelser til hverken at spise eller
drikke, førend de havde slået Paulus ihjel.
13. Og de, som havde indgået denne Sammensværgelse, vare flere end
fyrretyve i Tal.
14. Disse gik da til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: "Vi
have under Forbandelser forpligtet os til ikke at smage noget,
førend vi have slået Paulus ihjel.
15. Så giver nu I tillige med Rådet Krigsøversten Meddelelse, for at
han må føre ham ned til eder, som om I ville undersøge hans Sag
nøjere; men vi ere rede til at slå ham ihjel, førend han kommer
derhen."
16. Men Paulus's Søstersøn, som havde hørt om dette Anslag, kom og
gik ind i Borgen og fortalte Paulus det.
17. Men Paulus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: "Før
denne unge Mand hen til Krigsøversten; thi han har noget at
melde ham."
18. Da tog han ham og førte ham til Krigsøversten og siger: "Den
fangne Paulus kaldte mig og bad mig føre denne unge Mand til
dig, da han har noget at tale med dig om."
19. Men Krigsøversten tog ham ved Hånden, gik hen til en Side og
spurgte: "Hvad er det, som du har at melde mig?"
26. Men han sagde: "Jøderne have aftalt at bede dig om at lade
Paulus føre ned for Rådet i Morgen under Foregivende af at ville
have nøjere Underretning om ham.
21. Lad du dig nu ikke overtale af dem; thi mere end fyrretyve Mænd
af dem lure på ham, og de have under Forbandelser forpligtet sig
til hverken at spise eller at drikke, førend de have slået ham
ihjel; og nu ere de rede og vente på dit Tilsagn."
22. Da lod Krigsøversten det unge Menneske fare og bød ham: "Du skal
ingen sige, at du har givet mig dette til Kende."

23. Og han kaldte et Par af Høvedsmændene til sig og sagde: "Gører
to Hundrede Stridsmænd rede til at drage til Kæsarea og
halvfjerdsindstyve Ryttere og to Hundrede Spydkastere fra den
tredje Time i Nat; "
24. og at de skulde bringe Lastdyr for at kunne lade Paulus ride og
føre ham sikkert til Landshøvdingen Feliks.
25. Og han skrev et Brev af følgende Indhold:
26. "Klaudius Lysias hilser den mægtigste Landshøvding Feliks.
27. Denne Mand havde Jøderne grebet og vilde have slået ham ihjel;
men jeg kom til med Krigsfolket og udfriede ham, da jeg
erfarede, at han var en Romer.
28. Og da jeg vilde vide Årsagen, hvorfor de anklagede ham, førte
jeg ham ned for deres Råd
29. og fandt ham anklaget i Anledning af nogle Stridsspørgsmål i
deres Lov, men uden nogen Beskyldning, som fortjente Død eller
Fængsel.
30. Men da jeg har fået Underretning om, at der skulde være et
hemmeligt Anslag af Jøderne imod Manden, har jeg straks sendt
ham til dig efter også at have befalet Anklagerne at fremføre
for dig, hvad de have imod ham."
31. Da toge Stridsmændene Paulus, som det var dem befalet, og førte
ham om Natten til Antipatris.
32. Men næste Dag lode de Rytterne drage videre med ham og vendte
selv tilbage til Borgen.
33. Da hine nu kom til Kæsarea og havde overgivet Landshøvdingen
Brevet, fremstillede de også Paulus for ham.
34. Men da han havde læst Brevet og spurgt, fra hvilken Provins han
var, og havde erfaret, at han var fra Kilikien, sagde han:
35. "Jeg vil forhøre dig, når også dine Anklagere komme til Stede."
Og han bød, at han skulde holdes bevogtet i Herodes's Borg.

Apostelenes gerninger 24

1. Men fem Dage derefter drog Ypperstepræsten Ananias ned med nogle
Ældste og en Taler, Tertullus, og disse førte Klage for
Landshøvdingen imod Paulus.
2. Da han nu var kaldt ind, begyndte Tertullus at anklage ham og
sagde:
3. "At vi ved dig nyde megen Fred, og at Forbedringer i alle
Retninger og alle Vegne skaffes dette Folk ved din Omsorg,
mægtigste Feliks! det erkende vi med al Taknemmelighed.
4. Men for at jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du
efter din Mildhed vil høre os kortelig.
5. Vi have nemlig fundet, at denne Mand er en Pest og en
Oprørsstifter iblandt alle Jøderne hele Verden over, samt er
Fører for Nazaræernes Parti,
6. ja, han har endog forsøgt at vanhellige Helligdommen. Vi grebe
ham da også og vilde have dømt ham efter vor Lov.
7. Men Krigsøversten Lysias kom til og borttog ham med megen Vold
af vore Hænder
8. og bød hans Anklagere komme til dig. Af ham kan du selv, når du
undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham."
9. Men også Jøderne stemmede i med og påstode, at dette forholdt
sig således.

10. Og Paulus svarede, da Landshøvdingen gav ham et Vink, at han
skulde tale: "Efterdi jeg ved, at du i mange År har været Dommer
for dette Folk, vil jeg frimodigt forsvare min Sag,
11. da du kan forvisse dig om, at det er ikke mere end tolv Dage,
siden jeg kom op for at tilbede i Jerusalem.
12. Og de have ikke fundet mig i Ordveksel med nogen eller i Færd
med at vække Folkeopløb, hverken i Helligdommen eller i
Synagogerne eller omkring i Staden.
13. Og de kunne ej heller bevise dig det, som de nu anklage mig for.
14. Men dette bekender jeg for dig, at jeg efter den Vej, som de
kalde et Parti, tjener vor fædrene Gud således, at jeg tror på
alt det, som står i Loven, og det, som er skrevet hos
Profeterne,
15. og har det Håb til Gud, som også disse selv forvente, at der
skal komme en Opstandelse både af retfærdige og af uretfærdige.
16. Derfor øver også jeg mig i altid at have en uskadt Samvittighed
for Gud og Menneskene.
17. Men efter flere Års Forløb er jeg kommen for at bringe Almisser
til mit Folk og Ofre,
18. hvad de fandt mig i Færd med, da jeg var bleven renset i
Helligdommen, og ikke med Opløb og Larm; men det var nogle Jøder
fra Asien,
19. og de burde nu være til Stede hos dig og klage, om de have noget
på mig at sige.
20. Eller lad disse her selv sige, hvad Uret de have fundet hos mig,
da jeg stod for Rådet,
21. uden det skulde være dette ene Ord, som jeg råbte, da jeg stod
iblandt dem: Jeg dømmes i Dag af eder for dødes Opstandelse."

22. Nu udsatte Feliks Sagen, da han vidste ret god Besked om Vejen,
og sagde: "Når Krigsøversten Lysias kommer herned, vil jeg
påkende eders Sag."
23. Og han befalede Høvedsmanden, at han skulde holdes bevogtet, men
med Lempelse, og at han ikke måtte forbyde nogen af hans egne at
gå ham til Hånde.
24. Men nogle Dage efter kom Feliks med sin Hustru Drusilla, som var
en Jødinde, og lod Paulus hente og hørte ham om Troen på Kristus
Jesus.
25. Men da han talte med ham om Retfærdighed og Afholdenhed og den
kommende Dom, blev Feliks forfærdet 6g svarede: "Gå for denne
Gang; men når jeg får Tid, vil jeg lade dig kalde til mig."
26. Tillige håbede han også, at Paulus skulde give ham Penge; derfor
lod han ham også oftere hente og samtalede med ham.
27. Men da to År vare forløbne, fik Feliks Porkius Festus til
Efterfølger; og da Feliks vilde fortjene sig Tak af Jøderne, lod
han Paulus blive tilbage i Lænker.

Apostelenes gerninger 25

1. Da Festus nu havde tiltrådt sit Landshøvdingembede, drog han
efter tre Dages Forløb fra Kæsarea op til Jerusalem.
2. Da førte Ypperstepræsterne og de fornemste af Jøderne Klage hos
ham imod Paulus og henvendte sig til ham,
3. idet de med ondt i Sinde imod Paulus bade ham om at bevise dem
den Gunst, at han vilde lade ham hente til Jerusalem; thi de
lurede på at slå ham ihjel på Vejen.
4. Da svarede Festus, at Paulus blev holdt bevogtet i Kæsarea, men
at han selv snart vilde drage derned.
5. "Lad altså," sagde han, "dem iblandt eder, der have Myndighed
dertil, drage med ned og anklage ham, dersom der er noget
uskikkeligt ved Manden."
6. Og da han havde opholdt sig hos dem ikke mere end otte eller ti
Dage, drog han ned til Kæsarea, og den næste Dag satte han sig
på Dommersædet og befalede, at Paulus skulde føres frem.
7. Men da han kom til Stede, stillede de Jøder, som vare komne ned
fra Jerusalem sig omkring ham og fremførte mange og svare
Klagemål, som de ikke kunde bevise,
8. efterdi Paulus forsvarede sig og sagde: "Hverken imod Jødernes
Lov eller imod Helligdommen eller imod Kejseren har jeg syndet i
noget Stykke."

9. Men Festus. som vilde fortjene sig Tak af Jøderne, svarede
Paulus og sagde: "Er du villig til at drage op til Jerusalem og
der stå for min Domstol i denne Sag?"
10. Men Paulus sagde: "Jeg står for Kejserens Domstol, og der bør
jeg dømmes. Jøderne har jeg ingen Uret gjort, som også du ved
helt vel.
11. Dersom jeg så har Uret og har gjort noget, som fortjener Døden,
vægrer jeg mig ikke ved at dø; men hvis det, hvorfor disse
anklage mig, intet har på sig, da kan ingen prisgive mig til
dem. Jeg skyder mig ind under Kejseren."
12. Da talte Festus med sit Råd og svarede: "Du har skudt dig ind
under Kejseren; du skal rejse til Kejseren."

13. Men da nogle Dage vare forløbne, kom Kong Agrippa og Berenike
til Kæsarea og hilste på Festus.
14. Og da de opholdt sig der i flere Dage, forelagde Festus Kongen
Paulus's Sag og sagde: "Der er en Mand, efterladt af Feliks som
Fange;
15. imod ham førte Jødernes Ypperstepræster og Ældste Klage, da jeg
var i Jerusalem, og bade om Dom over ham.
16. Dem svarede jeg, at Romere ikke have for Skik at prisgive noget
Menneske, førend den anklagede har Anklagerne personligt til
Stede og får Lejlighed til at forsvare sig imod Beskyldningen.
17. Da de altså kom sammen her, tøvede jeg ikke, men satte mig den
næste Dag på Dommersædet og bød, at Manden skulde føres frem.
18. Men da Anklagerne stode omkring ham, fremførte de ingen sådan
Beskyldning, som jeg havde formodet;
19. men de havde nogle Stridsspørgsmål med ham om deres egen
Gudsdyrkelse og om en Jesus, som er død, men som Paulus påstod
er i Live.
20. Men da jeg var tvivlrådig angående Undersøgelsen heraf, sagde
jeg, om han vilde rejse til Jerusalem og der lade denne Sag
pådømme.
21. Men da Paulus gjorde Påstand på at holdes bevogtet til Kejserens
Kendelse, befalede jeg, at han skulde holdes bevogtet, indtil
jeg kan sende ham til Kejseren."
22. Da sagde Agrippa til Festus: "Jeg kunde også selv ønske at høre
den Mand." Men han sagde: "I Morgen skal du få ham at høre."
23. Næste Dag altså, da Agrippa og Berenike kom med stor Pragt og
gik ind i Forhørssalen tillige med Krigsøversterne og Byens
ypperste Mænd, blev på Festus's Befaling Paulus ført frem.
24. Og Festus siger: "Kong Agrippa, og alle I Mænd, som ere med os
til Stede! her se I ham, om hvem hele Jødernes Mængde har
henvendt sig til mig, både i Jerusalem og her, råbende på, at
han ikke længer bør leve.
25. Men jeg indså, at han intet havde gjort, som fortjente Døden, og
da han selv skød sig ind under Kejseren, besluttede jeg at sende
ham derhen.
26. Dog har jeg intet sikkert at skrive om ham til min Herre. Derfor
lod jeg ham føre frem for eder og især for dig, Kong Agrippa!
for at jeg kan have noget at skrive, når Undersøgelsen er sket.
27. Thi det synes mig urimeligt at sende en Fange uden også at
angive Beskyldningerne imod ham."

Apostelenes gerninger 26

1. Men Agrippa sagde til Paulus: "Det tilstedes dig at tale om dig
selv." Da udrakte Paulus Hånden og forsvarede sig således:
2. "Jeg agter mig selv lykkelig, fordi jeg i Dag skal forsvare mig
for dig angående alle de Ting, for hvilke jeg anklages af
Jøderne, Kong Agrippa!
3. navnlig fordi du er kendt med alle Jødernes Skikke og
Stridsspørgsmål; derfor beder jeg dig om, at du tålmodigt vil
høre mig.
4. Mit Levned fra Ungdommen af, som fra Begyndelsen har været ført
iblandt mit Folk og i Jerusalem, vide alle Jøderne Besked om;
5. thi de kende mig i Forvejen lige fra først af (om de ellers
ville vidne), at jeg har levet som Farisæer efter det strengeste
Parti i vor Gudsdyrkelse.
6. Og nu står jeg her og dømmes for Håbet på den Forjættelse, som
er given af Gud til vore Fædre,
7. og som vort Tolvstammefolk håber at nå frem til, idet de tjene
Gud uafladeligt Nat og Dag; for dette Håbs Skyld anklages jeg af
Jøder, o Konge!
8. Hvor kan det holdes for utroligt hos eder, at Gud oprejser døde?
9. Jeg selv mente nu også at burde gøre meget imod Jesu,
Nazaræerens Navn,
10. og det gjorde jeg også i Jerusalem; og jeg indespærrede mange af
de hellige i Fængsler, da jeg havde fået Fuldmagt dertil af
Ypperstepræsterne, og når de bleve slåede ihjel, gav jeg min
Stemme dertil.
11. Og i alle Synagogerne lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til
at tale bespotteligt, og rasende end mere imod dem forfulgte jeg
dem endog til de udenlandske Byer.
12. Da jeg i dette Øjemed drog til Damaskus med Fuldmagt og
Myndighed fra Ypperstepræsterne,
13. så jeg undervejs midt på Dagen, o Konge! et Lys fra Himmelen,
som overgik Solens Glans, omstråle mig og dem, som rejste med
mig.
14. Men da vi alle faldt til Jorden, hørte jeg en Røst, som sagde
til mig i det hebraiske Sprog: Saul! Saul! hvorfor forfølger du
mig? det bliver dig hårdt at stampe imod Brodden.
15. Og jeg sagde: Hvem er du, Herre? Men Herren sagde: Jeg er Jesus,
som du forfølger.
16. Men rejs dig og stå på dine Fødder; thi derfor har jeg vist mig
for dig, for at udkåre dig til Tjener og Vidne, både om det, som
du har set, og om mine kommende Åbenbaringer for dig,
17. idet jeg udfrier dig fra Folket og fra Hedningerne, til hvilke
jeg udsender dig
18. for at oplade deres Øjne, så de må omvende sig fra Mørke til Lys
og fra Satans Magt til Gud, for at de kunne få Syndernes
Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen på
mig.
19. Derfor, Kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig imod det himmelske
Syn;
20. men jeg forkyndte både først for dem i Damaskus og så i
Jerusalem og over hele Judæas Land og for Hedningerne, at de
skulde fatte et andet Sind og omvende sig til Gud og gøre
Gerninger, Omvendelsen værdige.
21. For denne Sags Skyld grebe nogle Jøder mig i Helligdommen og
forsøgte at slå mig ihjel.
22. Det er altså ved den Hjælp, jeg har fået fra Gud, at jeg har
stået indtil denne Dag og vidnet både for små og store, idet jeg
intet siger ud over det, som både Profeterne og Moses have sagt
skulde ske,
23. at Kristus skulde lide, at han som den første af de dødes
Opstandelse skulde forkynde Lys både for Folket og for
Hedningerne."
24. Men da han forsvarede sig således, sagde Festus med høj Røst:
"Du raser, Paulus! den megen Lærdom gør dig rasende."
25. Men Paulus sagde: "Jeg raser ikke, mægtigste Festus! men jeg
taler sande og betænksomme Ord.
26. Thi Kongen ved Besked om dette, og til ham taler jeg frimodigt,
efterdi jeg er vis på, at slet intet af dette er skjult for ham;
thi dette er ikke sket i en Vrå.
27. Tror du, Kong Agrippa, Profeterne? Jeg ved, at du tror dem."
28. Men Agrippa sagde til Paulus: "Der fattes lidet i, at du
overtaler mig til at blive en Kristen."
29. Men Paulus sagde: "Jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes
lidet eller meget, at ikke alene du, men også alle, som høre mig
i Dag, måtte blive sådan, som jeg selv er, på disse Lænker nær."
30. Da stod Kongen op og Landshøvdingen og Berenike og de, som sade
hos dem.
31. Og da de gik bort, talte de med hverandre og sagde: "Denne Mand
gør intet, som fortjener Død eller Lænker."
32. Men Agrippa sagde til Festus: "Denne Mand kunde være løsladt,
dersom han ikke havde skudt sig ind under Kejseren."

Apostelenes gerninger 27

1. Men da det var besluttet, at vi skulde afsejle til Italien,
overgave de både Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand
ved Navn Julius af den kejserlige Afdeling.
2. Vi gik da om Bord på et adramyttisk Skib, som skulde gå til
Stederne langs med Asiens Kyster, og vi sejlede af Sted; og
Aristarkus, en Makedonier fra Thessalonika, var med os.
3. Og den næste Dag anløb vi Sidon. Og Julius, som behandlede
Paulus venligt. tilstedte ham at gå hen til sine Venner og nyde
Pleje.
4. Og vi fore bort derfra og sejlede ind under Kypern, fordi Vinden
var imod.
5. Og vi sejlede igennem Farvandet ved Kilikien og Pamfylien og kom
til Myra i Lykien.
6. Og der fandt Høvedsmanden et aleksandrinsk Skib, som sejlede til
Italien, og bragte os over i det.
7. Men da Sejladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Nød og
næppe nåede henimod Knidus (thi Vinden føjede os ikke), holdt vi
ned under Kreta ved Salmone.
8. Med Nød og næppe sejlede vi der forbi og kom til et Sted, som
kaldes "Gode Havne", nær ved Byen Lasæa.
9. Men da en rum Tid var forløben, og Sejladsen allerede var
farlig, såsom endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus
dem og sagde:
10. "I Mænd! jeg ser, at Sejladsen vil medføre Ulykke og megen
Skade, ikke alene på Ladning og Skib, men også på vort Liv."
11. Men Høvedsmanden stolede mere på Styrmanden og Skipperen end på
det, som Paulus sagde.
12. Og da Havnen ikke egnede sig til Vinterleje, besluttede de
fleste, at man skulde sejle derfra, om man muligt kunde nå hen
og overvintre i Føniks, en Havn på Kreta, som vender imod
Sydvest og Nordvest,
13. Da der nu blæste en Sønden: vind op, mente de at have nået deres
Hensigt, lettede Anker og sejlede langs med og nærmere ind under
Kreta.
14. Men ikke længe derefter for der en heftig Storm ned over den,
den såkaldte "Eurakvilo".
15. Og da Skibet reves med og ikke kunde holde op imod Vinden,
opgave vi det og lode os drive.
16. Men da vi løb ind under en lille Ø, som kaldes Klavde, formåede
vi med Nød og næppe at bjærge Båden.
17. Men efter at have trukket den op, anvendte de Nødmidler og
omsurrede Skibet; og da de frygtede for, at de skulde blive
kastede ned i Syrten, firede de Sejlene ned og lode sig således
drive.
18. Og da vi måtte kæmpe hårdt med Stormen, begyndte de næste Dag at
kaste over Bord.
19. Og på den tredje Dag udkastede de med egne Hænder Skibets
Redskaber.
20. Men da hverken Sol eller Stjerner lode sig se i flere Dage, og
vi havde et Uvejr over os; som ikke var ringe, blev fra nu af
alt Håb om Redning os betaget.
21. Og da man længe ikke havde taget Føde til sig, så stod Paulus
frem midt iblandt dem og sagde: "I Mænd! man burde have adlydt
mig og ikke været sejlet bort fra Kreta og have sparet os denne
Ulykke og Skade.
22. Og nu formaner jeg eder til at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl
af eder skal forgå, men alene Skibet.
23. Thi i denne Nat stod der en Engel hos mig fra den Gud, hvem jeg
tilhører, hvem jeg også tjener, og sagde:
24. "Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for Kejseren; og
se,Gud har skænket dig alle dem, som sejle med dig."
25. Derfor, I Mænd! værer ved godt Mod; thi jeg har den Tillid til
Gud, at det skal ske således, som der er blevet talt til mig.
26. Men vi må strande på en Ø."
27. Men da den fjortende Nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav,
kom det Skibsfolkene for ved Midnatstid, at der var Land i
Nærheden.
28. Og da de loddede, fik de tyve Favne, og da de lidt længere
fremme atter loddede, fik de femten Favne.
29. Og da de frygtede, at vi skulde støde på Skær, kastede de fire
Ankre ud fra Bagstavnen og bade til, at det måtte blive Dag.
30. Men da Skibsfolkene gjorde Forsøg på at flygte fra Skibet og
firede Båden ned i Søen under Påskud af, at de vilde lægge Ankre
ud fra Forstavnen,
31. da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: "Dersom
disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke reddes."
32. Da kappede Stridsmændene Bådens Tove og lode den falde ned.
33. Men indtil det vilde dages, formanede Paulus alle til at tage
Næring til sig og sagde: "Det er i Dag den fjortende Dag, I have
ventet og tilbragt uden at spise og intet taget til eder.
34. Derfor formaner jeg eder til at tage Næring til eder, thi dette
hører med til eders Redning; ikke et Hår på Hovedet skal gå tabt
for nogen af eder."
35. Men da han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for
alles Øjne og brød det og begyndte at spise.
36. Da bleve de alle frimodige og toge også Næring til sig.
37. Men vi vare i Skibet i alt to Hundrede og seks og
halvfjerdsindstyve Sjæle.
38. Og da de vare blevne mættede med Føde, lettede de Skibet ved at
kaste Levnedsmidlerne i Søen.
39. Men da det blev Dag, kendte de ikke Landet; men de bemærkede en
Vig med en Forstrand, som de besluttede, om muligt, at sætte
Skibet ind på.
40. Og de kappede Ankrene, som de lode blive i Søen, og løste
tillige Rortovene, og idet de satte Råsejlet til for Vinden,
holdt de ind på Strandbredden.
41. Men de stødte på en Grund med dybt Vand på begge Sider, og der
satte de Skibet, og Forstavnen borede sig fast og stod
urokkelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.
42. Det var nu Stridsmændenes Råd, at man skulde ihjelslå Fangerne,
for at ingen skulde svømme bort og undkomme.
43. Men Høvedsmanden, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i
dette Forehavende og bød, at de, som kunde svømme, skulde først
kaste sig ud og slippe i Land,
44. og de andre bjærge sig, nogle på Brædder, andre på Stykker af
Skibet. Og således skete det, at alle bleve reddede i Land.

Apostelenes gerninger 28

1. Og da vi nu vare reddede, så fik vi at vide, at Øen hed Malta.
2. Og Barbarerne viste os en usædvanlig Menneskekærlighed; thi de
tændte et Bål og toge sig af os alle for den frembrydende Regns
og Kuldens Skyld.
3. Men da Paulus samlede en Bunke Ris og lagde på Bålet, krøb der
en Øgle ud på Grund af Varmen og hængte sig fast ved hans Hånd.
4. Da nu Barbarerne så Dyret hænge ved hans Hånd, sagde de til
hverandre: "Sikkert er denne Mand en Morder, hvem Gengældelsen
ikke har tilstedt at leve, skønt han er reddet fra Havet."
5. Men han rystede Dyret af i Ilden, og der skete ham intet ondt.
6. Men de ventede, at han skulde hovne op eller pludseligt falde
død om. Men da de havde ventet længe og så, at der ikke skete
ham noget usædvanligt, kom de på andre Tanker og sagde, at han
var en Gud.
7. Men i Omegnen af dette Sted havde Øens fornemste Mand, ved Navn
Publius, nogle Landejendomme. Han tog imod os og lånte os
venligt Herberge i tre Dage.
8. Men det traf sig, at Publius's Fader lå syg af Feber og
Blodgang. Til ham gik Paulus ind og bad og lagde Hænderne på
ham og helbredte ham.
9. Da dette var sket, kom også de andre på Øen, som havde Sygdomme,
til ham og bleve helbredte.
10. De viste os også megen Ære, og da vi sejlede bort, bragte de om
Bord i Skibet, hvad vi trængte til.

11. Men efter tre Måneders Forløb sejlede vi da bort i et
aleksandrinsk Skib, som havde haft Vinterleje ved Øen og førte
Tvillingernes Mærke.
12. Og vi løb ind til Syrakus, hvor vi bleve tre Dage.
13. Derfra sejlede vi videre og kom til Regium, og efter en Dags
Forløb fik vi Søndenvind og kom den næste Dag til Puteoli.
14. Der fandt vi Brødre og bleve opfordrede til at blive hos dem i
syv Dage. Og så droge vi til Rom.
15. Og Brødrene derfra, som havde hørt om os, kom os i Møde til
Appius's Forum og Tres-Tabernæ. Og da Paulus så dem, takkede han
Gud og fattede Mod.
16. Men da vi kom til Rom, (overgav Høvedsmanden Fangerne til
Høvdingen for Livvagten. Dog) blev det tilstedt Paulus at bo for
sig selv sammen med den Stridsmand, der bevogtede ham.

17. Men efter tre Dages Forløb skete det, at han sammenkaldt de
fornemste iblandt Jøderne. Men da de vare forsamlede, sagde han
til dem: "I Mænd, Brødre! uagtet jeg intet har gjort imod vort
Folk eller de fædrene Skikke, er jeg fra Jerusalem overgiven som
Fange i Romernes Hænder,
18. og disse vilde efter at have forhørt mig løslade mig, efterdi
der ikke var nogen Dødsskyld hos mig.
19. Men da Jøderne gjorde Indsigelse, nødtes jeg til at skyde mig
ind under Kejseren, dog ikke, som om jeg havde noget at anklage
mit Folk for.
20. Af denne Årsag har jeg altså ladet eder kalde hid for at se og
tale med eder; thi for Israels Håbs Skyld er jeg sluttet i denne
Lænke."
21. Men de sagde til ham: "Hverken have vi fået Brev fra Judæa om
dig, ikke heller er nogen af Brødrene kommen og har meddelt
eller sagt noget ondt om dig.
22. Men vi ønske at høre af dig, hvad du tænker; thi om dette Parti
er det os bekendt, at det alle Vegne finder Modsigelse."
23. Efter så at have aftalt en Dag med ham, kom de til ham i
Herberget i større Tal, og for dem forklarede han og vidnede om
Guds Rige og søgte at overbevise dem om Jesus, både ud af Mose
Lov og af Profeterne, fra årle om Morgenen indtil Aften.
24. Og nogle lode sig overbevise af det, som blev sagt, men andre
troede ikke.
25. Og under indbyrdes Uenighed gik de bort, da Paulus havde sagt
dette ene Ord: "Rettelig har den Helligånd talt ved Profeten
Esajas til eders Fædre og sagt:
26. "Gå hen til dette Folk og sig: I skulle høre med eders Øren og
ikke forstå og se med eders Øjne og ikke se;
27. thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de
tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se
med Øjnene og høre med Ørene og forstå med Hjertet og omvende
sig, så jeg kunde helbrede dem."
28. Derfor være det eder vitterligt, at denne Guds Frelse er sendt
til Hedningerne; de skulle også høre."
29. Og da han havde sagt dette, gik Jøderne bort, og der var stor
Trætte imellem dem indbyrdes.
30. Men han blev hele to År i sit lejede Herberge og modtog alle,
som kom til ham,
31. idet han prædikede Guds Rige og lærte om den Herre Jesus med al
Frimodighed, uhindret.

Romerne

Romerne 1

1. Paulus, Jesu Kristi Tjener, Apostel ifølge Kald, udtagen til at
forkynde Guds Evangelium,
2. hvilket han forud forjættede ved sine Profeter i hellige
Skrifter,
3. om hans Søn, født af Davids Sæd efter Kødet,
4. kraftelig bevist som Guds Søn efter Helligheds Ånd ved
Opstandelse fra de døde, Jesus Kristus, vor Herre,
5. ved hvem vi have fået Nåde og Apostelgerning til at virke
Tros-Lydighed iblandt alle Hedningerne for hans Navns Skyld,
6. iblandt hvilke også I ere Jesu Kristi kaldede:
7. Til alle Guds elskede, som ere i Rom, kaldede hellige. Nåde være
med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

8. Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for eder alle, fordi
eders Tro omtales i den hele Verden.
9. Thi Gud er mit Vidne, hvem jeg i min Ånd tjener i hans Søns
Evangelium, hvor uafladeligt jeg kommer eder i Hu,
10. idet jeg bestandig i mine Bønner beder om, at jeg dog endelig
engang måtte få Lykke til Ved Guds Villie at komme til eder.
11. Thi jeg længes efter at se eder, for at jeg kunde meddele eder
nogen åndelig Nådegave, for at I måtte styrkes,
12. det vil sige, for sammen at opmuntres hos eder ved hinandens
Tro, både eders og min.
13. Og jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at jeg
ofte har sat mig for at komme til eder (men hidindtil er jeg
bleven forhindret), for at jeg måtte få nogen Frugt også iblandt
eder, ligesom iblandt de øvrige Hedninger.
14. Både til Grækere og Barbarer, både til vise og uforstandige står
jeg i Gæld.
15. således er jeg, hvad mig angår, redebon til at forkynde
Evangeliet også for eder, som ere i Rom.
16. Thi jeg skammer mig ikke ved Evangeliet; thi det er en Guds
Kraft til Frelse for hver den, som tror, både for Jøde først og
for Græker.
17. Thi deri åbenbares Guds Retfærdighed af Tro for Tro, som der er
skrevet: "Men den retfærdige skal leve af Tro."

18. Thi Guds Vrede åbenbares fra Himmelen over al Ugudelighed og
Uretfærdighed hos Mennesker, som holde Sandheden nede ved
Uretfærdighed;
19. thi det, som man kan vide om Gud, er åbenbart iblandt dem; Gud
har jo åbenbaret dem det.
20. Thi hans usynlige Væsen, både hans evige Kraft og
Guddommelighed, skues fra Verdens Skabelse af, idet det forstås
af hans Gerninger, så at de have ingen Undskyldning.
21. Thi skønt de kendte Gud, så ærede eller takkede de ham dog ikke
som Gud, men bleve tåbelige i deres Tanker, og deres
uforstandige Hjerte blev formørket.
22. Idet de påstode at være vise, bleve de Dårer
23. og omskiftede den uforkrænkelige Guds Herlighed med et Billede i
Lighed med et forkrænkeligt Menneske og Fugle og firføddede og
krybende dyr.

24. Derfor gav Gud dem hen i deres Hjerters Begæringer til Urenhed,
til at vanære deres Legemer indbyrdes,
25. de, som ombyttede Guds Sandhed med Løgnen og dyrkede og tjente
Skabningen fremfor Skaberen, som er højlovet i Evighed! Amen.
26. Derfor gav Gud dem hen i vanærende Lidenskaber; thi både deres
Kvinder ombyttede den naturlige Omgang med den unaturlige,
27. og ligeså forlode også Mændene den naturlige Omgang med Kvinden
og optændtes ideres Brynde efter hverandre, så at Mænd øvede
Uterlighed med Mænd og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde
sig, på sig selv.
28. Og ligesom de forkastede af have Gud i Erkendelse, således gav
Gud dem hen i et forkasteligt Sind til at gøre det usømmelige,
29. opfyldte med al Uretfærdighed, Ondskab, Havesyge, Slethed; fulde
af Avind, Mord, Kiv, Svig, Ondsindethed;
30. Øretudere, Bagvaskere, Gudshadere, Voldsmænd, hovmodige;
Pralere, opfindsomme på ondt, ulydige mod Forældre,
31. uforstandige, troløse, ukærlige, ubarmhjertige;
32. - hvilke jo, skønt de erkende Guds retfærdige Dom, at de, der
øve sådanne Ting, fortjene Døden, dog ikke alene gøre det, men
også give dem, som øve det, deres Bifald.

Romerne 2

1. Derfor er du uden Undskyldning, o Menneske! hvem du end er, som
dømmer; thi idet du dømmer den anden, fordømmer du dig selv; thi
du, som dømmer, øver det samme.
2. Vi vide jo, at Guds Dom er, stemmende med Sandhed, over dem, som
øve sådanne Ting.
3. Men du, o Menneske! som dømmer dem, der øve sådanne Ting, og
selv gør dem, mener du dette, at du skal undfly Guds Dom?
4. Eller foragter du hans Godheds og Tålmodigheds og Langmodigheds
Rigdom og ved ikke, at Guds Godhed leder dig til Omvendelse?
5. Men efter din Hårdhed og dit ubodfærdige Hjerte samler du dig
selv Vrede på Vredens og Guds retfærdige Doms Åbenbarelses Dag,
6. han, som vil betale enhver efter hans Gerninger:
7. dem, som med Udholdenhed i god Gerning søge Ære og Hæder og
Uforkrænkelighed, et evigt Liv;
8. men over dem, som søge deres eget og ikke lyde Sandheden, men
adlyde Uretfærdigheden, skal der komme Vrede og Harme.
9. Trængsel og Angst over hvert Menneskes Sjæl, som øver det onde,
både en Jødes først og en Grækers;
10. men Ære og Hæder og Fred over hver den, som gør det gode, både
en Jøde først og en Græker!

11. Thi der er ikke Persons Anseelse hos Gud.
12. Thi alle de, som have syndet uden Loven, de skulle også fortabes
uden Loven; og alle de, som have syndet under Loven, de skulle
dømmes ved Loven;
13. thi ikke Lovens Hørere ere retfærdige for Gud, men Lovens Gørere
skulle retfærdiggøres
14. thi når Hedninger, som ikke have Loven, af Naturen gøre, hvad
Loven kræver, da ere disse; uden at have Loven sig selv en Lov;
15. de vise jo Lovens Gerning skreven i deres Hjerter, idet deres
Samvittighed vidner med, og Tankerne indbyrdes anklage eller
også forsvare hverandre
16. på den Dag, da Gud vil dømme Menneskenes skjulte Færd ifølge mit
Evangelium ved Jesus Kristus.
17. Men når du kalder dig Jøde og forlader dig trygt på Loven og
roser dig af Gud
18. og kender hans Villie og værdsætter de forskellige Ting, idet du
undervises af Loven,
19. og trøster dig til at være blindes Vejleder, et Lys for dem, som
ere i Mørke,
20. uforstandiges Opdrager, umyndiges Lærer, idet du i Loven har
Udtrykket for Erkendelsen og Sandheden,
21. du altså som lærer andre, du lærer ikke dig selv! Du, som
prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler!.
22. Du, som siger, at man ikke må bedrive Hor, du bedriver Hor! Du,
som føler Afsky for Afguderne, du øver Tempelran!
23. Du, som roser dig af Loven, du vanærer Gud ved Overtrædelse af
Loven!
24. Thi "for eders Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne",
som der er skrevet.

25. Thi vel gavner Omskærelse, om du holder Loven; men er du Lovens
Overtræder, da er din Omskærelse bleven til Forhud.
26. Dersom nu Forhuden holder Lovens Forskrifter, vil da ikke hans
Forhud blive regnet som Omskærelse?
27. Og når den af Natur uomskårne opfylder Loven, skal han dømme
dig, som med Bogstav og Omskærelse er Lovens Overtræder.
28. Thi ikke den er Jøde, som er det i det udvortes, ej heller er det
Omskærelse, som sker i det udvortes, i Kød;
29. men den, som indvortes er Jøde, og Hjertets Omskærelse i Ånd,
ikke i Bogstav - hans Ros er ikke af Mennesker, men af Gud,

Romerne 3

1. Hvad er da Jødens Fortrin? eller hvad gavner Omskærelsen?
2. Meget alle Måder; først nemlig dette, at Guds Ord ere blevne dem
betroede.
3. Thi hvad? om nogle vare utro, skal da deres Utroskab gøre Guds
Trofasthed til intet?
4. Det være langt fra! Gud må være sanddru, om end hvert Menneske
er en Løgner, som der er skrevet: "For at du må kendes retfærdig
i dine Ord og vinde, når du går i Rette."
5. Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad
skulle vi da sige? er Gud da uretfærdig, han, som lader sin
Vrede komme? (Jeg taler efter menneskelig Vis).
6. Det være langt fra! Thi hvorledes skal Gud ellers kunne dømme
Verden?
7. Men dersom Guds Sanddruhed ved min Løgn er bleven ham end mere
til Forherligelse, hvorfor dømmes da jeg endnu som en Synder?
8. Og hvorfor skulde vi da ikke, som man bagvasker os for, og som
nogle sige, at vi lære, gøre det onde, for at det gode kan komme
deraf? Sådannes Dom er velforskyldt.

9. Hvad da? have vi noget forud? Aldeles ikke; vi have jo ovenfor
anklaget både Jøder og Grækere for alle at være under Synd,
10. som der er skrevet: "Der er ingen retfærdig, end ikke een;
11. der er ingen forstandig, der er ingen, som søger efter Gud;
12. alle ere afvegne, til Hobe ere de blevne uduelige, der er ingen,
som øver Godhed, der er end ikke een."
13. "En åbnet Grav er deres Strube; med deres Tunger øvede de Svig;"
"der er Slangegift under deres Læber;"
14. "deres Mund er fuld af Forbandelse og Beskhed;"
15. "rappe ere deres Fødder til at udøse Blod;
16. der er Ødelæggelse og Elendighed på deres Veje,
17. og Freds Vej have de ikke kendt."
18. "Der er ikke Gudsfrygt for deres Øjne."
19. Men vi vide, at alt, hvad Loven siger, taler den til dem, som
ere under Loven, for at hver Mund skal stoppes og hele Verden
blive strafskyldig for Gud,
20. efterdi intet Kød vil blive retfærdiggjort for ham af Lovens
Gerninger; thi ved Loven kommer Erkendelse af Synd.

21. Men nu er uden Lov Guds Retfærdighed åbenbaret, om hvilken der
vidnes af Loven og Profeterne.
22. nemlig Guds Retfærdighed ved Tro på Jesus Kristus, for alle og
over alle dem, som tro; thi der er ikke Forskel.
23. Alle have jo syndet, og dem fattes Æren fra Gud,
24. og de blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Nåde ved den
Forløsning, som er i Kristus Jesus,
25. hvem Gud fremstillede som Sonemiddel ved Troen på hans Blod for
at vise sin Retfærdighed, fordi Gud i sin Langmodighed havde
båret over med de forhen begåede Synder,
26. for at vise sin Retfærdighed i den nærværende Tid, for at han
kunde være retfærdig og retfærdiggøre den, som er af Tro på
Jesus.

27. Hvor er så vor Ros? Den er udelukket. Ved hvilken Lov?
Gerningernes? Nej, men ved Troens Lov.
28. Vi holde nemlig for, at Mennesket bliver retfærdiggjort ved Tro,
uden Lovens Gerninger.
29. Eller er Gud alene Jøders Gud? mon ikke også Hedningers? Jo,
også Hedningers;
30. så sandt som Gud er een og vil retfærdiggøre omskårne af Tro og
uomskårne ved Troen.
31. Gøre vi da Loven til intet ved Troen? Det være langt fra! Nej,
vi hævde Loven.

Romerne 4

1. Hvad skulle vi da sige, at vor Stamfader Abraham har vundet
efter Kødet?
2. Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af Gerninger, har han
Ros, men ikke for Gud.
3. Thi hvad siger Skriften?"Og Abraham troede Gud, og det blev
regnet ham til Retfærdighed."
4. Men den, som gør Gerninger, tilregnes Lønnen ikke som Nåde, men
som Skyldighed;
5. den derimod, som ikke gør Gerninger, men tror på ham, som
retfærdiggør den ugudelige, regnes hans Tro til Retfærdighed;
6. ligesom også David priser det Menneske saligt, hvem Gud
tilregner Retfærdighed uden Gerninger:
7. "Salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere
skjulte;
8. salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd."

9. Gælder da denne Saligprisning de omskårne eller tillige de
uomskårne? Vi sige jo: Troen blev regnet Abraham til
Retfærdighed.
10. Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskåren, eller
da han havde Forhud? Ikke da han var omskåren, men da han havde
Forhud.
11. Og han fik Omskærelsens Tegn som et Segl på den Troens
Retfærdighed, som han havde som uomskåren, for at han skulde
være Fader til alle dem, som tro uden at være omskårne, for at
Retfærdighed kan blive dem tilregnet,
12. og Fader til omskårne,til dem, som ikke alene have Omskærelse,
men også vandre i den Tros Spor, hvilken vor Fader Abraham havde
som uomskåren.

13. Thi ikke ved Lov fik Abraham eller hans Sæd den Forjættelse, at
han skulde være Arving til Verden, men ved Tros-Retfærdighed.
14. Thi dersom de, der ere af Loven, ere Arvinger, da er Troen
bleven tom, og Forjættelsen gjort til intet.
15. Thi Loven virker Vrede; men hvor der ikke er Lov, er der heller
ikke Overtrædelse.
16. Derfor er det af Tro, for at det skal være som Nåde, for at
Forjættelsen må stå fast for den hele Sæd, ikke alene for den af
Loven, men også for den af Abrahams Tro, han, som er Fader til
os alle
17. (som der er skrevet: "Jeg har sat dig til mange Folkeslags
Fader"), over for Gud, hvem han troede, ham, som levendegør de
døde og kalder det, der ikke er, som om det var.
18. Og han troede imod Håb med Håb på, at, han skulde blive mange
Folkeslags Fader, efter det, som var sagt: "Således skal din Sæd
være;"
19. og uden at blive svag i Troen så han på sit eget allerede
udlevede Legeme (han var nær hundrede År) og på, at Saras
Moderliv var udlevet;
20. men om Guds Forjættelse tvivlede han ikke i Vantro, derimod blev
han styrket i Troen, idet han gav Gud Ære
21. og var overbevist om, at hvad han har forjættet, er han mægtig
til også at gøre.
22. Derfor blev det også regnet ham til Retfærdighed.
23. Men det blev, ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham
tilregnet,
24. men også for vor Skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tro på
ham, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde,
25. ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst
for vor Retfærdiggørelses Skyld.

Romerne 5

1. Altså retfærdiggjorte af Tro have vi Fred med Gud ved vor Herre
Jesus Krist,
2. ved hvem vi også have fået Adgang ved Troen til denne Nåde,
hvori vi stå, og vi rose os af Håb om Guds Herlighed;
3. ja, ikke det alene, men vi rose os også af Trængslerne, idet vi
vide, at Trængselen virker Udholdenhed,
4. men Udholdenheden Prøvethed, men Prøvetheden Håb,
5. men Håbet beskæmmer ikke; thi Guds Kærlighed er udøst i vore
Hjerter ved den Helligånd, som blev given os.
6. Thi medens vi endnu vare kraftesløse, døde Kristus til den
bestemte Tid for ugudelige.
7. Næppe vil nemlig nogen dø for en retfærdig - for den gode var
der jo måske nogen, som tog sig på at dø -,
8. men Gud beviser sin Kærlighed over for os, ved at Kristus døde
for os, medens vi endnu vare Syndere.
9. Så meget mere skulle vi altså, da vi nu ere blevne
retfærdiggjorte ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden.
10. Thi når vi, da vi vare Fjender, bleve forligte med Gud ved hans
Søns Død, da skulle vi meget mere, efter at vi ere blevne
forligte, frelses ved hans Liv,
11. ja, ikke det alene, men også således, at vi rose os af Gud ved
vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu have fået Forligelsen.

12. Derfor, ligesom Synden kom ind i Verden ved eet Menneske, og
Døden ved Synden, og Døden således trængte igennem til alle
Mennesker, efterdi de syndede alle
13. thi inden Loven var der Synd i Verden; men Synd tilregnes ikke.
hvor der ikke er Lov;
14. dog herskede Døden fra Adam til Moses også over dem, som ikke
syndede i Lighed med Adams Overtrædelse, han, som er et
Forbillede på den, der skulde komme.
15. Men det er ikke således med Nådegaven som med Faldet; thi døde
de mange ved den enes Fald, da har meget mere Guds Nåde og Gaven
i det ene Menneskes Jesu Kristi Nåde udbredt sig overflødig, til
de mange.
16. Og Gaven er ikke som igennem en enkelt, der syndede; thi Dommen
blev ud fra en enkelt til Fordømmelse, men Nådegaven blev ud fra
mange Fald til Retfærdiggørelse.
17. Thi når på Grund af dennes Fald Døden herskede ved den ene, da
skulle meget mere de, som modtage den overvættes Nåde og
Retfærdigheds Gave, herske i Liv ved den ene, Jesus Kristus.
18. Altså, ligesom det ved eens Fald blev for alle Mennesker til
Fordømmelse, således også ved eens Retfærdighed for alle
Mennesker til Retfærdiggørelse til Liv.
19. Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed de mange bleve til
Syndere, så skulle også ved den enes Lydighed de mange blive til
retfærdige.

20. Men Loven kom til, for at Faldet kunde blive større; men hvor
Synden blev større, der blev Nåden end mere overvættes,
21. for at, ligesom Synden herskede ved Døden, således også Nåden
skulde herske ved Retfærdighed til et evigt Liv ved Jesus
Kristus, vor Herre.

Romerne 6

1. Hvad skulle vi da sige? skulde vi blive ved i Synden, for at
Nåden kunde blive desto større?
2. Det være langt fra! Vi, som jo ere døde fra Synden, hvorledes
skulle vi endnu leve i den?
3. Eller vide I ikke, at vi, så mange som bleve døbte til Kristus
Jesus, bleve døbte til hans Død?
4. Vi bleve altså begravne med ham ved Dåben til Døden, for at,
ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed,
således også vi skulle vandre i et nyt Levned.
5. Thi ere vi blevne sammenvoksede med ham ved hans Døds Afbillede,
skulle vi dog også være det ved hans Opstandelses,
6. idet vi erkende dette, at vort gamle Menneske blev korsfæstet
med ham, for at Syndens Legeme skulde blive til intet, for at vi
ikke mere skulde tjene Synden.
7. Thi den, som er død, er retfærdiggjort fra Synden.
8. Men dersom vi ere døde med Kristus, da tro vi, at vi også skulle
leve med ham,
9. efterdi vi vide, at Kristus, efter at være oprejst fra de døde,
ikke mere dør; Døden hersker ikke mere over ham.
10. Thi det, han døde, døde han een Gang fra Synden; men det, han
lever, lever han for Gud.
11. Således skulle også I anse eder selv for døde fra Synden, men
levende for Gud i Kristus Jesus.
12. Så lad da ikke Synden herske i eders dødelige Legeme, så I lyde
dets Begæringer;
13. fremstiller ej heller eders Lemmer for Synden som Uretfærdigheds
Våben; men fremstiller eder selv for Gud som sådanne, der fra
døde ere blevne levende,og eders Lemmer som Retfærdigheds Våben
for Gud.
14. Thi Synd skal ikke herske over eder I ere jo ikke under Lov, men
under Nåde.

15. Hvad da? skulde vi Synde, fordi vi ikke ere under Lov, men under
Nåde? Det være langt fra!
16. Vide I ikke, at når I fremstille eder for en som Tjenere til
Lydighed, så ere I hans Tjenere, hvem I lyde, enten Syndens til
Død, eller Lydighedens til Retfærdighed?
17. Men Gud ske Tak, fordi I have været Syndens Tjenere, men bleve
af Hjertet lydige imod den Læreform, til hvilken I bleve
overgivne.
18. Og frigjorde fra Synden bleve I Retfærdighedens Tjenere.
19. Jeg taler på menneskelig Vis på Grund af eders Køds
Skrøbelighed. Ligesom I nemlig fremstillede eders Lemmer som
Tjenere for Urenheden og Lovløsheden til Lovløshed, således
fremstiller nu eders Lemmer som Tjenere for Retfærdigheden, til
Helliggørelse!
20. Thi da I vare Syndens Tjenere, vare I frie over for
Retfærdigheden.
21. Hvad for Frugt havde I da dengang? Ting, ved hvilke I nu skamme
eder; Enden derpå er jo Død.
22. Men nu, da I ere blevne frigjorde fra Synden og ere blevne Guds
Tjenere, have I eders Frugt til Helliggørelse og som Enden derpå
et evigt Liv;
23. thi Syndens Sold er Død, men Guds Nådegave er et evigt Liv i
Kristus Jesus, vor Herre.

Romerne 7

1. Eller vide I ikke, Brødre! (thi jeg taler til sådanne, som
kender Loven) at Loven hersker over Mennesket, så lang Tid han
lever?
2. Den gifte Kvinde er jo ved Loven bunden til sin Mand, medens han
lever; men når Manden dør, er hun løst fra Mandens Lov.
3. Derfor skal hun kaldes en Horkvinde, om hun bliver en anden
Mands, medens Manden lever: men når Manden dør, er hun fri fra
den Lov, så at hun ikke er en Horkvinde, om hun bliver en anden
Mands.
4. Altså ere også I, mine Brødre! gjorte døde for Loven ved Kristi
Legeme, for at I skulle blive en andens, hans, som blev oprejst
fra de døde, for at vi skulle bære Frugt for Gud.
5. Thi da vi vare i Kødet, vare de syndige Lidenskaber, som vaktes
ved Loven, virksomme i vore Lemmer til at bære Frugt for Døden,
6. Men nu ere vi løste fra Loven, idet vi ere bortdøde fra det,
hvori vi holdtes nede, så at vi tjene i Åndens nye Væsen og ikke
i Bogstavens gamle Væsen.

7. Hvad skulle vi da sige? er Loven Synd? Det være langt fra! Men
jeg kendte ikke Synden uden ved Loven; thi jeg kendte jo ikke
Begæringen, hvis ikke Loven sagde: "Du må ikke begære."
8. Men da Synden fik Anledning, virkede den ved Budet al Begæring i
mig; thi uden Lov er Synden død.
9. Og jeg levede engang uden Lov, men da Budet kom, levede Synden
op;
10. men jeg døde, og Budet, som var til Liv, det fandtes at blive
mig til Død;
11. thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og
dræbte mig ved det.
12. Altså er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og
godt.
13. Blev da det gode mig til Død? Det være langt fra! Men Synden
blev det, for at den skulde vise sig som Synd, idet den ved det
gode virkede Død for mig, for at Synden ved Budet skulde blive
overvættes syndig.
14. Thi vi vide, at Loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt
under Synden.
15. Thi jeg forstår ikke, hvad jeg udfører; thi ikke det, som jeg
vil, øver jeg, men hvad jeg hader, det gør jeg.
16. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, så samstemmer jeg med Loven
i, at den er god.
17. Men nu er det ikke mere mig, som udfører det, men Synden, som
bor i mig.
18. Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke
godt; thi Villien har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg
ikke;
19. thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som
jeg ikke vil, det øver jeg.
20. Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere
mig, der udfører det, men Synden, som bor i mig.
21. Så finder jeg da den Lov for mig, som vil gøre det gode, at det
onde ligger mig for Hånden
22. Thi jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske;
23. men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit
Sinds Lov og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine
Lemmer.
24. Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens
Legeme?
25. Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså: jeg selv tjener
med Sindet Guds Lov, men med Kødet Syndens Lov.

Romerne 8

1. Så er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Kristus
Jesus.
2. Thi Livets Ånds Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og
Dødens Lov.
3. Thi det, som var Loven umuligt, det, hvori den var afmægtig ved
Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt
Køds Lighed og for Syndens Skyld og således domfældte Synden i
Kødet,
4. for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter
Kødet, men efter Ånden.
5. Thi de, som lade sig lede af Kødet, hige efter det kødelige; men
de, som lade sig lede af Ånden, hige efter det åndelige.
6. Thi Kødets Higen er Død, men Åndens Higen er Liv og Fred,
7. efterdi Kødets Higen er Fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds
Lov lydigt, det kan jo ikke heller være det.
8. Og de, som ere i Kødet, kunne ikke tækkes Gud.
9. I derimod ere ikke i Kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor
i eder. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke
til.
10. Men om Kristus er i eder, da er vel Legemet dødt på Grund at
Synd, men Ånden er Liv på Grund af Retfærdighed.
11. Men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da
skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også
eders dødelige Legemer ved sin Ånd, som bor i eder.

12. Altså, Brødre! ere vi ikke Kødets Skyldnere, så at vi skulde
leve efter Kødet;
13. thi dersom I leve efter Kødet, skulle I dø, men dersom l ved
Ånden døde Legemets Gerninger, skulle I leve.
14. Thi så mange som drives af Guds Ånd, disse ere Guds Børn.
15. I modtoge jo ikke en Trældoms Ånd atter til Frygt, men I modtoge
en Sønneudkårelses Ånd, i hvilken vi råbe: Abba, Fader!
16. Ånden selv vidner med vor Ånd, at vi ere Guds Børn.
17. Men når vi ere Børn, ere vi også Arvinger, Guds Arvinger og
Kristi Medarvinger, om ellers vi lide med ham for også at
herliggøres med ham.

18. Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ikke ere at
regne imod den Herlighed, som skal åbenbares på os.
19. Thi Skabningens Forlængsel venter på Guds Børns Åbenbarelse.
20. Thi Skabningen blev underlagt Forfængeligheden, ikke med sin
Villie, men for hans Skyld, som lagde den derunder,
21. med Håb om, at også Skabningen selv skal blive frigjort fra
Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns Herligheds Frihed.
22. Thi vi vide, at hele Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen
i Veer indtil nu.
23. Dog ikke det alene, men også vi selv, som have Åndens
Førstegrøde, også vi sukke ved os selv, idet vi forvente en
Sønneudkårelse, vort Legemes Forløsning.
24. Thi i Håbet bleve vi frelste. Men et Håb, som ses, er ikke et
Håb; thi hvad en ser, hvor kan han tillige håbe det?
25. Men dersom vi håbe det, som vi ikke se, da forvente vi det med
Udholdenhed.
26. Og ligeledes kommer også Ånden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi
vi vide ikke, hvad vi skulle bede om, som det sig bør, men Ånden
selv går i Forbøn for os med uudsigelige Sukke.
27. Og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Åndens Higen er, at
den efter Guds Villie går i Forbøn for hellige.

28. Men vi vide, at alle Ting samvirke til gode for dem, som elske
Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldede.
29. Thi dem, han forud kendte, forudbestemte han også til at blive
ligedannede med hans Søns Billede, for at han kunde være
førstefødt iblandt mange Brødre.
30. Men dem, han forudbestemte, dem kaldte han også; og dem, han
kaldte, dem retfærdiggjorde han også; men dem, han
retfærdiggjorde, dem herliggjorde han også.

31. Hvad skulle vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da
være imod os?
32. Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os
alle, hvorledes skulde han ikke også med ham skænke os alle
Ting?
33. Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør.
34. Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja,
meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Hånd, som også
går i Forbøn for os.
35. Hvem skal kunne skille os fra Kristi Kærlighed? Trængsel eller
Angst eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare
eller Sværd?
36. som der er skrevet: "For din Skyld dræbes vi den hele Dag, vi
bleve regnede som Slagtefår."
37. Men i alt dette mere end sejre vi ved ham, som elskede os.
38. Thi jeg er vis på, at hverken Død eller Liv eller Engle eller
Magter eller noget nærværende eller noget tilkommende eller
Kræfter
39. eller det høje eller det dybe eller nogen anden Skabning skal
kunne skille os fra Guds Kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

Romerne 9

1. Sandhed siger jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min Samvittighed
vidner med mig i den Helligånd,
2. at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte.
3. Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste
for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet,
4. de, som jo ere Israeliter, hvem Sønneudkårelsen og Herligheden
og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne
tilhøre,
5. hvem Fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter Kødet, han,
som er Gud over alle Ting, højlovet i Evighed! Amen.

6. Ikke dog som om Guds Ord har glippet; thi ikke alle, som stamme
fra Israel, ere Israel;
7. ej, heller ere alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: "I
Isak skal en Sæd få Navn efter dig."
8. Det vil sige: Ikke Kødets Børn ere Guds Børn, men Forjættelsens
Børn regnes for Sæd.
9. Thi et Forjættelsesord er dette: "Ved denne Tid vil jeg komme,
så skal Sara have en Søn."
10. Men således skete det ikke alene dengang, men også med Rebekka,
da hun var frugtsommelig ved een, Isak, vor Fader.
11. Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt
eller ondt, blev der, for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde
stå fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der
kalder,
12. sagt til hende: ""Den ældste skal tjene den yngste,""
13. som der er skrevet: ""Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg."

Book of the day: