Full Text Archive logoFull Text Archive — Free Classic E-books

The Bible, New Testament, in Danish

Part 3 out of 10

Adobe PDF icon
Download this document as a .pdf
File size: 0.5 MB
What's this? light bulb idea Many people prefer to read off-line or to print out text and read from the real printed page. Others want to carry documents around with them on their mobile phones and read while they are on the move. We have created .pdf files of all out documents to accommodate all these groups of people. We recommend that you download .pdfs onto your mobile phone when it is connected to a WiFi connection for reading off-line.

sagt: "Den, som jeg kysser, ham er det; griber ham, og fører ham
sikkert bort!"
45. Og da han kom, trådte han straks hen til ham og siger: "Rabbi!
Rabbi!" og han kyssede ham.
46. Men de lagde Hånd på ham og grebe ham.
47. Men en af dem, som stode hos, drog Sværdet, slog
Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans Øre.
48. Og Jesus svarede og sagde til dem: "I ere gåede ud som imod en
Røver, med Sværd og med Knipler for at fange mig.
49. Daglig var jeg hos eder i Helligdommen og lærte, og I grebe mig
ikke; men dette sker, for af Skrifterne skulle opfyldes."
50. Og de forlode ham alle og flyede.
51. Og en enkelt, et ungt Menneske, som havde et Linklæde over det
blotte Legeme, fulgte med ham; og de gribe ham;
52. men han slap Linklædet og flygtede nøgen.

53. Og de førte Jesus hen til Ypperstepræsten; og alle
Ypperstepræsterne og de Ældste og de skriftkloge komme sammen
hos ham.
54. Og Peter fulgte ham i Frastand til ind i Ypperstepræstens Gård,
og han sad hos Svendene og varmede sig ved Ilden.
55. Men Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte Vidnesbyrd imod Jesus,
for at de kunde aflive ham; og de fandt intet.
56. Thi mange sagde falsk Vidnesbyrd imod ham, men Vidnesbyrdene
stemte ikke overens.
57. Og nogle stode op og vidnede falsk imod ham og sagde:
58. "Vi have hørt ham sige: Jeg vil nedbryde dette Tempel, som er
gjort med Hænder, og i tre Dage bygge et andet, som ikke er
gjort med Hænder."
59. Og end ikke således stemte deres Vidnesbyrd overens.
60. Og Ypperstepræsten stod op midt iblandt dem og spurgte Jesus og
sagde: "Svarer du slet intet på, hvad disse vidne imod dig?"
61. Men han tav og svarede intet. Atter spurgte Ypperstepræsten ham
og siger til ham: "Er du Kristus, den Højlovedes Søn?"
62. Men Jesus sagde: "Jeg er det; og I skulle se Menneskesønnen
sidde ved Kraftens højre Hånd og komme med Himmelens Skyer."
63. Men Ypperstepræsten sønderrev sine Klæder og sagde: "Hvad have
vi længere Vidner nødig?
64. I have hørt Gudsbespottelsen; hvad tykkes eder?" Men de fældede
alle den Dom over ham, at han var skyldig til Døden.
65. Og nogle begyndte af spytte på ham og tilhylle hans Ansigt og
give ham Næveslag og sige til ham: "Profeter!" og Svendene
modtoge ham med Slag på Kinden.

66. Og medens Peter var nedenfor i Gården, kommer en af
Ypperstepræstens Piger,
67. og da hun ser Peter varme sig, ser hun på ham og siger: "Også du
var med Nazaræeren, med Jesus."
68. Men han nægtede og sagde: "Jeg hverken ved eller forstår, hvad
du siger;" og han gik ud i Forgården, og Hanen galede.
69. Og Pigen så ham og begyndte atter at sige til dem, som stode
hos: "Denne er en af dem."
70. Men han nægtede det atter. Og lidt derefter sagde atter de, som
stode hos, til Peter: "Sandelig, du er en af dem; du er jo også
en Galilæer."
71. Men han begyndte at forbande sig og sværge: "Jeg kender ikke
dette Menneske, om hvem I tale."
72. Og straks galede Hanen anden Gang. Og Peter kom det Ord i Hu,
som Jesus sagde til ham: "Førend Hanen galer to Gange, skal du
fornægte mig tre Gange." Og han brast i Gråd.

Markus 15

1. Og straks om Morgenen, da Ypperstepræsterne havde holdt Råd med
de Ældste og de skriftkloge, hele Rådet, bandt de Jesus og førte
ham bort og overgave ham til Pilatus.
2. Og Pilatus spurgte ham: "Er du Jødernes Konge?" Og han svarede
og sagde til ham: "Du siger det."
3. Og Ypperstepræsterne anklagede ham meget.
4. Men Pilatus spurgte ham atter og sagde: "Svarer du slet intet?
Se, hvor meget de anklage dig for!"
5. Men Jesus svarede ikke mere noget, så at Pilatus undrede sig.
6. Men på Højtiden plejede han at løslade dem een Fange, hvilken de
forlangte.
7. Men der var en, som hed Barabbas, der var fangen tillige med de
Oprørere, som under Oprøret havde begået Mord
8. Og Mængden gik op og begyndte at bede om, at han vilde gøre for
dem, som han plejede.
9. Men Pilatus svarede dem og sagde: "Ville I, at jeg skal løslade
eder Jødernes Konge?"
10. Thi han skønnede, at det var af Avind, at Ypperstepræsterne
havde overgivet ham.
11. Men Ypperstepræsterne ophidsede Mængden til at bede om, at han
hellere skulde løslade dem Barabbas.
12. Men Pilatus svarede atter og sagde til dem: "Hvad ville I da,
jeg skal gøre med ham, som I kalde Jødernes Konge?"
13. Men de råbte atter: "Korsfæst ham!"
14. Men Pilatus sagde til dem: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de
råbte højlydt: "Korsfæst ham!"
15. Og da Pilatus vilde gøre Mængden tilpas, løslod han dem
Barabbas; og Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at
korsfæstes.

16. Men Stridsmændene førte ham ind i Gården, det vil sige Borgen,
og de sammenkalde hele Vagtafdelingen.
17. Og de iføre ham en Purpurkappe og flette en Tornekrone og sætte
den på ham.
18. Og de begyndte at hilse ham: "Hil være dig, du Jødernes Konge!"
19. Og de sloge ham på Hovedet med et Rør og spyttede på ham og
faldt på Knæ og tilbade ham.
20. Og da de havde spottet ham, toge de Purpurkappen af ham og
iførte ham hans egne Klæder. Og de føre ham ud for at korsfæste
ham.

21. Og de tvinge en, som gik forbi, Simon fra Kyrene, som kom fra
Marken, Aleksanders og Rufus's Fader, til af bære hans Kors.
22. Og de føre ham til det Sted Golgatha, det er udlagt:
"Hovedskalsted"
23. Og de gave ham Vin at drikke med Myrra i; men han tog det ikke.
24. Og de korsfæste ham, og de dele hans Klæder ved at kaste Lod om
dem, hvad enhver skulde tage.
25. Men det var den tredje Time, da de korsfæstede ham.
26. Og Overskriften med Beskyldningen imod ham var påskreven
således: "Jødernes Konge".
27. Og de korsfæste to Røvere sammen med ham, en ved hans højre og
en ved hans venstre Side.
28. Og Skriften blev opfyldt, som siger: "Og han blev regnet iblandt
Overtrædere."
29. Og de, som gik forbi, spottede ham, idet de rystede på deres
Hoveder og sagde: "Tvi dig! du som nedbryder Templet og bygger
det op i tre Dage;
30. frels dig selv ved at stige ned af Korset!"
31. Ligeså spottede også Ypperstepræsterne indbyrdes tillige med de
skriftkloge og sagde: "Andre har han frelst, sig selv kan han
ikke frelse.
32. Kristus, Israels Konge - lad ham nu stige ned af Korset, for at
vi kunne se det og, tro!" Også de, som vare korsfæstede med ham,
hånede ham.
33. Og da den sjette Time var kommen, blev der Mørke over hele
Landet indtil den niende Time.
34. Og ved den niende Time råbte Jesus med høj Røst og sagde: "Eloi!
Eloi! Lama Sabaktani?" det er udlagt: "Min Gud! min Gud! hvorfor
har du forladt mig?"
35. Og nogle af dem, som stode hos, sagde, da de hørte det: "Se; han
kalder på Elias."
36. Men en løb hen og fyldte en Svamp med Eddike og stak den på et
Rør og gav ham at drikke og sagde: "Holdt! lader os se, om Elias
kommer for at tage ham ned."
37. Men Jesus råbte med høj Røst og udåndede.

38. Og Forhænget i Templet splittedes i to fra øverst til nederst.
39. Men da Høvedsmanden, som stod hos, lige over for ham, så, af han
udåndede på denne Vis, sagde han: "Sandelig, dette Menneske var
Guds Søn."
40. Men der var også Kvinder, som så til i Frastand, iblandt hvilke
også vare Maria Magdalene og Maria, Jakob den Lilles og Joses's
Moder, og Salome,
41. hvilke også fulgte ham og tjente ham, da han var i Galilæa, og
mange andre Kvinder, som vare gåede op til Jerusalem med ham.

42. Og da det allerede var blevet Aften, (thi det var Beredelsesdag,
det er Forsabbat,)
43. kom Josef fra Arimathæa, en anset Rådsherre, som også selv
forventede Guds Rige; han tog Mod til sig og gik ind til Pilatus
og bad om Jesu Legeme.
44. Men Pilatus forundrede sig over, at han allerede skulde være
død,
45. og han hidkaldte Høvedsmanden og spurgte ham, om han allerede
nogen Tid havde været død; og da han fik det at vide af
Høvedsmanden, skænkede han Josef Liget.
46. Og denne købte et fint Linklæde, tog ham ned, svøbte ham i
Linklædet og lagde ham i en Grav, som var udhugget i en Klippe,
og han, væltede en Sten for Indgangen til Graven.
47. Men Maria Magdalene og Maria, Joses's Moder, så, hvor ham blev
lagt.

Markus 16

1. Og da Sabbaten var forbi købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs
Moder, og Salome vellugtende Salver for at komme og Salve ham.
2. Og meget årle på den første Dag i Ugen komme de til Graven, da
Solen var stået op.
3. Og de sagde til hverandre: "Hvem skal vælte os Stenen fra
Indgangen til Graven?"
4. Og da de så op, bleve de var, at Stenen var væltet fra; (thi den
var meget stor)
5. Og da de kom ind i Graven, så de en Yngling sidde ved den højre
Side, iført et hvidt Klædebon, og de forfærdedes.
6. Men han siger til dem: "Forfærdes ikke! I lede efter Jesus at
Nazareth, den korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her,
se, der er Stedet, hvor de lagde ham.
7. Men går bort, siger til hans Disciple og til Peter at han går
forud for eder til Galilæa; der skulle I se ham, som han har
sagt eder."
8. Og de gik ud og flyede fra Graven; thi Skælven og Forfærdelse
betog dem; og de sagde ikke noget til nogen; thi de frygtede.

9. Men da han var opstanden årle den første Dag i Ugen, åbenbaredes
han først for Maria Magdalene, af hvem han havde uddrevet syv
onde Ånder.
10. Hun gik hen og forkyndte det for dem, der havde været med ham,
og som sørgede og græd.
11. Og da disse hørte, at han levede og var set af hende, troede de
det ikke.
12. Men derefter åbenbaredes han for to af dem på Vejen i en anden
Skikkelse, medens de gik ud på Landet.
13. Og disse gik hen og forkyndte de andre det. Ikke heller dem
troede de.
14. Siden åbenbaredes han for de elleve selv, medens de sade til
Bords, og han bebrejdede dem deres Vantro og Hjerters Hårdhed,
fordi de ikke havde troet dem, som havde set ham opstanden.
15. Og han sagde til dem: "Går ud i al Verden og prædiker Evangeliet
for al Skabningen!
16. Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som
ikke tror, skal blive fordømt.
17. Men disse Tegn skulle følge dem, som tro: I mit Navn skulle de
uddrive onde Ånder; de skulle tale med nye Tunger;
18. de skulle tage på Slanger, og dersom de drikke nogen Gift, skal
det ikke skade dem; på syge skulle de lægge Hænder, og de skulle
helbredes."

19. Så blev Herren efter at han havde talt med dem, optagen til
Himmelen og satte sig ved Guds højre Hånd.
20. Men de gik ud og prædikede alle Vegne, idet Herren arbejdede med
og stadfæstede Ordet ved de medfølgende Tegn.

Lukas

Lukas 1

1. Efterdi mange have taget sig for at forfatte en Beretning om de
Ting, som ere fuldbyrdede iblandt os,
2. således som de, der fra Begyndelsen bleve Øjenvidner og Ordets
Tjenere, have overleveret os:
3. så har også jeg besluttet, efter nøje at have gennemgået alt
forfra, at nedskrive det for dig i Orden, mægtigste Theofilus!
4. for at du kan erkende Pålideligheden af de Ting, hvorom du er
bleven mundtligt undervist.

5. I de Dage, da Herodes var Konge i Judæa, var der en Præst af
Abias Skifte, ved Navn Sakarias; og han havde en Hustru af Arons
Døtre, og hendes Navn var Elisabeth.
6. Men de vare begge retfærdige for Gud og vandrede udadlelige i
alle Herrens Bud og Forskrifter.
7. Og de havde intet Barn, efterdi Elisabeth var ufrugtbar, og de
vare begge fremrykkede i Alder.
8. Men det skete, medens han efter sit Skiftes Orden gjorde
Præstetjeneste for Gud,
9. tilfaldt det ham efter Præstetjenestens Sædvane at gå ind i
Herrens Tempel og bringe Røgelseofferet.
10. Og hele Folkets Mængde holdt Bøn udenfor i Røgelseofferets Time.
11. Men en Herrens Engel viste sig for ham, stående ved den højre
Side af Røgelsesalteret.
12. Og da Sakarias så ham, forfærdedes han, og Frygt faldt over ham.
13. Men Engelen sagde til ham: "Frygt ikke, Sakarias! thi din Bøn er
hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal
kalde hans Navn Johannes.
14. Og han skal blive dig til Glæde og Fryd, og mange skulle glædes
over hans Fødsel;
15. thi han skal være stor for Herren. Og Vin og stærk Drik skal han
ej drikke, og han skal fyldes med den Helligånd alt fra Moders
Liv,
16. og mange af Israels Børn skal han omvende til Herren deres Gud.
17. Og han skal gå foran for ham i Elias's Ånd og Kraft for at vende
Fædres Hjerter til Børn og genstridige til retfærdiges Sind for
at berede Herren et velskikket folk."
18. Og Sakarias sagde til Engelen: "Hvorpå skal jeg kende dette? thi
jeg er gammel, og min Hustru er fremrykket i Alder."
19. Og Engelen svarede og sagde til ham: "Jeg er Gabriel, som står
for Guds Åsyn, og jeg er udsendt for at tale til dig og for at
forkynde dig dette Glædesbudskab.
20. Og se, du skal blive stum og ikke kunne tale indtil den Dag, da
dette sker, fordi du ikke troede mine Ord, som dog skulle
fuldbyrdes i deres Tid,"
21. Og folket biede efter Sakarias, og de undrede sig over, at han
tøvede i Templet.
22. Og da han kom ud, kunde han ikke tale til dem, og de forstode,
at han havde set et Syn i Templet; og han gjorde Tegn til dem og
forblev stum.
23. Og det skete, da hans Tjenestes Dage vare fuldendte, gik han
hjem til sit Hus.
24. Men efter disse Dage blev hans Hustru Elisabeth frugtsommelig,
og hun skjulte sig fem Måneder og sagde:
25. "Således har Herren gjort imod mig i de Dage, da han så til mig
for at borttage min Skam iblandt Mennesker:"

26. Men i den sjette Måned blev Engelen Gabriel sendt fra Gud til en
By i Galilæa, som hedder Nazareth,
27. til en Jomfru, som var trolovet med en Mand ved Navn Josef, af
Davids Hus; og Jomfruens Navn var Maria.
28. Og Engelen kom ind til hende og sagde: "Hil være dig, du
benådede, Herren er med dig, du velsignede iblandt Kvinder!"
29. Men hun blev forfærdet over den Tale, og hun tænkte, hvad dette
skulde være for en Hilsen.
30. Og Engelen sagde til hende: "Frygt ikke, Maria! thi du har
fundet Nåde hos Gud.
31. Og se, du skal undfange og føde en Søn,og du skal kalde hans
Navn Jesus.
32. Han skal være stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren
skal give ham Davids, hans Faders Trone.
33. Og han skal være Konge over Jakobs Hus evindelig, og der skal
ikke være Ende på hans Kongedømme."
34. Men Maria sagde til Engelen: "Hvorledes skal dette gå til,
efterdi jeg ikke ved af nogen Mand?"
35. Og Engelen svarede og sagde til hende: Den Helligånd skal komme
over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal
også det hellige, som fødes,. kaldes Guds Søn.
36. Og se, Elisabeth din Frænke, også hun har undfanget en Søn i sin
Alderdom, og denne Måned er den sjette for hende, som kaldes
ufrugtbar.
37. Thi intet vil være umuligt for Gud."
38. Men Maria sagde: "Se, jeg er Herrens Tjenerinde; mig ske efter
dit Ord!" Og Engelen skiltes fra hende.

39. Men Maria stod op i de samme Dage og drog skyndsomt til
Bjergegnen til en By i Juda.
40. Og hun kom ind i Sakarias's Hus og hilste Elisabeth.
41. Og det skete, da Elisabeth hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret
i hendes Liv. Og Elisabeth blev fyldt med den Helligånd
42. og råbte med høj Røst og sagde: "Velsignet er du iblandt
Kvinder! og velsignet er dit Livs Frugt!
43. Og hvorledes times dette mig, at min Herres Moder kommer til
mig?
44. Thi se, da din Hilsens Røst nåede mine Øren, sprang Fosteret i
mit Liv med Fryd.
45. Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, hvad der
er sagt hende af Herren,"
46. Og Maria sagde: "Min Sjæl ophøjer Herren;
47. og min Ånd fryder sig over Gud, min Frelser;
48. thi han har set til sin Tjenerindes Ringhed. Thi se, nu herefter
skulle alle Slægter prise mig salig,
49. fordi den mægtige har gjort store Ting imod mig. Og hans Navn er
helligt;
50. og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som
frygte ham.
51. Han har øvet Vælde med sin Arm; han har adspredt dem, som ere
hovmodige i deres Hjertes Tanke.
52. Han har nedstødt mægtige fra Troner og ophøjet ringe.
53. Hungrige har han mættet med gode Gaver, og rige har han sendt
tomhændede bort.
54. Han har taget sig af sin Tjener Israel for at ihukomme
Barmhjertighed
55. imod Abraham og hans Sæd til evig Tid, således som han talte til
vore Fædre."
56. Og Maria blev hos hende omtrent tre Måneder, og hun drog til sit
Hjem igen.

57. Men for Elisabeth fuldkommedes Tiden til, at hun skulde føde, og
hun fødte en Søn.
58. Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin
Barmhjertighed stor imod hende, og de glædede sig med hende.
59. Og det skete på den ottende Dag, da kom de for at omskære
Barnet; og de vilde kalde det Sakarias efter Faderens Navn.
60. Og hans Moder svarede og sagde: "Nej, han skal kaldes Johannes."
61. Og de sagde til hende: "Der er ingen i din Slægt, som kaldes med
dette Navn."
62. Men de gjorde Tegn til hans Fader om, hvad han vilde, det skulde
kaldes.
63. Og han forlangte en Tavle og skrev disse Ord: "Johannes er hans
Navn." Og de undrede sig alle.
64. Men straks oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talte og
priste Gud.
65. Og der kom en Frygt over alle, som boede omkring dem, og alt
dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn.
66. Og alle, som hørte det, lagde sig det på Hjerte og sagde: "Hvad
mon der skal blive af dette Barn?" Thi Herrens Hånd var med ham.

67. Og Sakarias, hans Fader, blev fyldt med den Helligånd, og han
profeterede og sagde:
68. "Lovet være Herren, Israels Gud! thi han har besøgt og forløst
sit Folk
69. og har oprejst os et Frelsens Horn" i sin Tjener Davids Hus,
70. således som han talte ved sine hellige Profeters Mund fra
fordums Tid,
71. en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Hånd, som hade os,
72. for at gøre Barmhjertighed imod vore Fædre og ihukomme sin
hellige Pagt,
73. den Ed, som han svor vor Fader Abraham, at han vilde give os,
74. at vi, friede fra vore Fjenders Hånd, skulde tjene ham uden
Frygt,
75. i Hellighed og Retfærdighed for hans Åsyn, alle vore Dage.
76. Men også du, Barnlille! skal kaldes den Højestes Profet; thi du
skal gå foran for Herrens Åsyn for at berede hans Veje,
77. for at give hans Folk Erkendelse af Frelse ved deres Synders
Forladelse,
78. for vor Guds inderlige Barmhjertigheds Skyld, ved hvilken Lyset
fra det høje har besøgt os
79. for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, for
at lede vore Fødder ind på Fredens Vej,"
80. Men Barnet voksede og blev styrket i Ånden; og han var i
Ørkenerne indtil den Dag, da han trådte frem for Israel.

Lukas 2

1. Men det skete i de dage, at en Befaling udgik fra Kejser
Augustus, at al Verden skulde skrives i Mandtal.
2. (Denne første Indskrivning skete, da Kvirinius var Landshøvding
i Syrien,)
3. Og alle gik for at lade sig indskrive, hver til sin By.
4. Og også Josef gik op fra Galilæa, fra Byen Nazareth til Judæa
til Davids By, som kaldes Bethlehem, fordi han var af Davids Hus
og Slægt,
5. for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som
var frugtsommelig.
6. Men det skete, medens de vare der, blev Tiden fuldkommet til, at
hun skulde føde.
7. Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde
ham i en Krybbe; thi der var ikke Rum for dem i Herberget.

8. Og der var Hyrder i den samme Egn, som lå ude på Marken og holdt
Nattevagt over deres Hjord.
9. Og se, en Herrens Engel stod for dem, og Herrens Herlighed
skinnede om dem, og de frygtede såre
10. Og Engelen sagde til dem: "Frygter ikke; thi se, jeg forkynder
eder en stor Glæde, som skal være for hele Folket.
11. Thi eder er i dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i
Davids By.
12. Og dette skulle I have til Tegn: I skulle finde et Barn svøbt,
liggende i en Krybbe."
13. Og straks var der med Engelen en himmelsk Hærskares
Mangfoldighed, som lovede Gud og sagde:
14. "Ære være Gud i det højeste! og Fred på Jorden! i Mennesker
Velbehag!
15. Og det skete, da Englene vare farne fra dem til Himmelen, sagde
Hyrderne til hverandre: "Lader os dog gå til Bethlehem og se
dette, som er sket, hvilket Herren har kundgjort os."
16. Og de skyndte sig og kom og fandt både Maria og Josef, og Barnet
liggende i Krybben.
17. Men da de så det, kundgjorde de, hvad der var talt til dem om
dette Barn.
18. Og alle de, som hørte det, undrede sig over det, der blev talt
til dem af Hyrderne.
19. Men Maria gemte alle disse Ord og overvejede dem i sit Hjerte.
20. Og Hyrderne vendte tilbage, idet de priste og lovede Gud for
alt, hvad de havde hørt og set, således som der var talt til
dem.

21. Og da otte Dage vare fuldkommede, så han skulde omskæres, da
blev hans Navn kaldt Jesus, som det var kaldt af Engelen, før
han blev undfangen i Moders Liv.

22. Og da deres Renselsesdage efter Mose Lov vare fuldkommede,
bragte de ham op til Jerusalem for at fremstille ham for Herren,
23. som der er skrevet i Herrens Lov, at alt Mandkøn, som åbner
Moders Liv, skal kaldes helligt for Herren,
24. og for at bringe Offer efter det, som er sagt i Herrens Lov, et
Par Turtelduer eller to unge Duer.
25. Og se, der var en Mand i Jerusalem ved Navn Simeon, og denne
Mand var retfærdig og gudfrygtig og forventede Israels Trøst, og
den Helligånd var over ham.
26. Og det var varslet ham af den Helligånd, at han ikke skulde se
Døden, førend han havde set Herrens Salvede.
27. Og han kom af Åndens Drift til Helligdommen; og idet Forældrene
bragte Barnet Jesus ind for at gøre med ham efter Lovens Skik,
28. da tog han det på sine Arme og priste Gud og sagde:
29. "Herre! nu lader du din Tjener fare i Fred, efter dit Ord.
30. Thi mine Øjne have set din Frelse,
31. som du beredte for alle Folkeslagenes Åsyn,
32. et Lys til at oplyse Hedningerne og en Herlighed for dit Folk
Israel."
33. Og hans Fader og hans Moder undrede sig over de Ting, som bleve
sagte om ham.
34. Og Simeon velsignede dem og sagde til hans Moder Maria: "Se,
denne er sat mange i Israel til Fald og Oprejsning og til et
Tegn, som imodsiges,
35. ja, også din egen Sjæl skal et Sværd gennemtrænge! for at mange
Hjerters Tanker skulle åbenbares."
36. Og der var en Profetinde Anna, Fanuels Datter, af Asers Stamme;
hun var meget fremrykket i Alder, havde levet syv År med sin
Mand efter sin Jomfrustand
37. og var nu en Enke ved fire og firsindstyve År, og hun veg ikke
fra Helligdommen, tjenende Gud med Faste og Bønner Nat og Dag.
38. Og hun trådte til i den samme Stund og priste Gud og talte om
ham til alle, som forventede Jerusalems Forløsning.
39. Og da de havde fuldbyrdet alle Ting efter Herrens Lov, vendte de
tilbage til Galilæa til deres egen By Nazareth.
40. Men Barnet voksede og blev stærkt og blev fuldt af Visdom: og
Guds Nåde var over det.

41. Og hans Forældre droge hvert År op til Jerusalem på
Påskehøjtiden.
42. Og da han var bleven tolv År gammel, og de gik op efter
Højtidens Sædvane
43. og havde tilendebragt de Dage, blev Barnet Jesus i Jerusalem,
medens de droge hjem, og hans Forældre mærkede det ikke.
44. Men da de mente, at han var i Rejsefølget, kom de en Dags Rejse
frem, og de ledte efter ham iblandt deres Slægtninge og
Kyndinge.
45. Og da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem og
ledte efter ham.
46. Og det skete efter tre Dage, da fandt de ham i Helligdommen,
hvor han sad midt iblandt Lærerne og både hørte på dem og
adspurgte dem.
47. Men alle, som hørte ham, undrede sig såre over hans Forstand og
Svar.
48. Og da de så ham, bleve de forfærdede; og hans Moder sagde til
ham:"Barn! hvorfor gjorde du således imod os? Se, din Fader og
jeg have ledt efter dig med Smerte."
49. Og han sagde til dem: "Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke,
at jeg bør være i min Faders Gerning?"
50. Og de forstode ikke det Ord, som han talte til dem.
51. Og han drog ned med dem og kom til Nazareth og var dem lydig og
hans Moder gemte alle de Ord i sit Hjerte.
52. Og Jesus forfremmedes i Visdom og Alder og yndest hos Gud og
Mennesker.

Lukas 3

1. Men i Kejser Tiberius's femtende Regeringsår, da Pontius Pilatus
var Landshøvding i Judæa, og Herodes var Fjerdingsfyrste i
Galilæa, og hans Broder Filip var Fjerdingsfyrste i Ituræa og
Trakonitis's Land og Lysanias Fjerdingsfyrste i Abilene,
2. medens Annas og Kajfas vare Ypperstepræster, kom Guds Ord til
Johannes, Sakarias's Søn, i Ørkenen.
3. Og han gik ud i hele Omegnen om Jordan og prædikede
Omvendelses-Dåb til Syndernes Forladelse,
4. som der er skrevet i Profeten Esajas's Talers Bog: "Der er en
Røst af en, som råber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej, gører hans
Stier jævne;
5. hver Dal skal opfyldes, og hvert Bjerg og Høj skal nedtrykkes,
og det krumme skal gøres lige, og de ujævne Veje skulle gøres
jævne;
6. og alt Kød skal se Guds Frelse."
7. Han sagde altså til de Skarer, som gik ud for at døbes af ham:
"I Øgleunger! hvem har lært eder at fly fra den kommende Vrede?
8. Bærer da Frugter, som ere Omvendelsen værdige, og begynder ikke
at sige ved eder selv: Vi have Abraham til Fader; thi jeg siger
eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Sten.
9. Men Øksen ligger også allerede ved Roden af Træerne; så bliver
da hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugget og kastet i
Ilden."
10. Og Skarerne spurgte ham og sagde: "Hvad skulle vi da gøre?"
11. Men han svarede og sagde til dem: "Den, som har to Kjortler,
dele med den, som ingen har; og den, som har Mad, gøre ligeså!"
12. Men også Toldere kom for at døbes, og de sagde til ham: "Mester!
hvad skulle vi gøre?"
13. Men han sagde til dem: "Kræver intet ud over, hvad eder er
forordnet."
14. Men også Krigsfolk spurgte ham og sagde: "Hvad skulle vi da
gøre?" Og han sagde til dem: "Øver ikke Vold imod nogen, bruger
ikke Underfundighed imod nogen, og lader eder nøje med eders
Sold!"
15. Men da Folket var i Forventning, og alle tænkte i deres Hjerter
om Johannes, om ikke han skulde være Kristus,
16. da svarede Johannes og sagde til alle: "Jeg døber eder med Vand;
men den kommer, som er stærkere end jeg, og hvis Skotvinge jeg
ikke er værdig at løse; han skal døbe eder med den Helligånd og
Ild.
17. Hans Kasteskovl er i hans Hånd, for at han skal gennemrense sin
Lo og sanke Hveden i sin Lade, men Avnerne skal han opbrænde med
uslukkelig Ild."
18. Ligeså formanede han også Folket om mange andre Ting og
forkyndte dem Evangeliet.
19. Men da Fjerdingsfyrsten Herodes blev revset af ham for hans
Broders Hustru, Herodias's Skyld og for alt det onde, som
Herodes gjorde,
20. så føjede han til alt det øvrige også dette, at han kastede
Johannes i Fængsel.

21. Men medens hele Folket blev døbt, skete det, da også Jesus var
bleven døbt og bad, at Himmelen åbnedes,
22. og at den Helligånd dalede ned over ham i legemlig Skikkelse som
en Due, og at en Røst lød fra Himmelen: "Du er min Søn, den
elskede, i dig har jeg Velbehag."

23. Og Jesus selv var omtrent tredive År, da han begyndte, og han
var, som man holdt for, en Søn af Josef Elis Søn,
24. Matthats Søn, Levis Søn, Melkis Søn, Jannajs Søn, Josefs Søn,
25. Mattathias's Søn, Amos's Søn, Naums Søn, Eslis Søn, Naggajs Søn,
26. Måths Søn, Mattathias's Søn, Semeis Søn, Josefs Søn, Judas Søn,
27. Joanans Søn, Resas Søn, Zorobabels Søn; Salathiels Søn, Neris
Søn.
28. Melkis Søn, Addis Søn, Kosams Søn, Elmadams Søn, Ers Søn,
29. Jesu Søn, Eliezers Søn, Jorims Søn, Matthats Søn, Levis Søn,
30. Simeons Søn, Judas Søn, Josets Søn, Jonams Søn, Eliakims Søn,
31. Meleas Søn, Mennas Søn, Mattathas Søn, Nathans Søn, Davids Søn,
32. Isajs Søn, Obeds Søn, Boos's Søn, Salmons Søn, Nassons Søn,
33. Aminadabs Søn, Arams Søn, Esroms Søn, Fares's Søn, Judas Søn,
34. Jakobs Søn, Isaks Søn, Abrahams Søn, Tharas Søn, Nakors Sn,
35. Seruks Søn, Ragaus Søn, Faleks Søn, Ebers Søn, Salas Søn,
36. Kajnans Søn, Arfaksads Søn, Sems Søn, Noas Søn, Lameks Søn,
37. Methusalas Søn, Enoks Søn, Jareds Søn, Maleleels Søn, Kajnans
Søn,
38. Enos's Søn, Seths Søn, Adams Søn, Guds Søn.

Lukas 4

1. Men Jesus vendte tilbage fra Jorden fuld af den Helligånd og
blev ført af Ånden i Ørkenen
2. i fyrretyve Dage, medens han blev fristet af Djævelen. Og han
spiste intet i de Dage; og da de havde Ende, blev han hungrig.
3. Og Djævelen sagde til ham: "Dersom du er Guds Søn, da sig til
denne Sten, at den skal blive Brød."
4. Og Jesus svarede ham: "Der er skrevet: Mennesket skal ikke leve
af Brød alene."
5. Og han førte ham op og viste ham alle Verdens Riger i et
øjeblik.
6. Og Djævelen sagde til ham: "Dig vil jeg give hele denne Magt og
deres Herlighed; thi den er mig overgiven, og jeg giver den, til
hvem jeg vil.
7. Dersom du altså vil tilbede mig, skal den helt tilhøre dig."
8. Og Jesus svarede ham og sagde: "Der er skrevet: Du skal tilbede
Herren din Gud og tjene ham alene."
9. Og han førte ham til Jerusalem og stillede ham på Helligdommens
Tinde og sagde til ham: "Dersom du er Guds Søn, da kast dig ned
herfra;
10. thi der er skrevet: Han skal give sine Engle Befaling om dig, at
de skulle bevare dig,
11. og at de skulle bære dig på Hænderne, for at du ikke skal støde
din Fod på nogen Sten."
12. Og Jesus svarede og sagde til ham: "Der er sagt: Du må ikke
friste Herren din Gud."
13. Og da Djævelen havde endt al Fristelse, veg han fra ham til en
Tid.

14. Og Jesus vendte i Åndens Kraft tilbage til Galilæa, og Rygtet om
ham kom ud i hele det omliggende Land.
15. Og selv lærte han i deres Synagoger og blev prist af alle.
16. Og han kom til Nazareth, hvor han var opfødt, og gik efter sin
Sædvane på Sabbatsdagen ind i Synagogen og stod op for at
forelæse.
17. Og man gav ham Profeten Esajas's Bog, og da han slog Bogen op;
fandt han det Sted, hvor der stod skrevet:
18. "Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde
Evangelium for fattige; han har sendt mig for at forkynde
fangne, at de skulle lades løs, og blinde, at de skulle få deres
Syn, for at sætte plagede i Frihed,
19. for at forkynde et Herrens Nådeår."
20. Og han lukkede Bogen sammen og gav Tjeneren den igen og satte
sig; og alles Øjne i Synagogen stirrede på ham.
21. Men han begyndte at sige til dem: "I Dag er dette Skriftord gået
i Opfyldelse for eders Øren."
22. Og de berømmede ham alle og undrede sig over de livsalige Ord,
som udgik af hans Mund, og de sagde: "Er dette ikke Josefs Søn?"
23. Og han sagde til dem: "I ville sikkerlig sige mig dette
Ordsprog: Læge! læg dig selv; gør også her i din Fædreneby
så. store Ting, som vi have hørt ere skete i Kapernaum."
24. Men han sagde: "Sandelig, siger jeg eder, at ingen Profet er
anerkendt i sit Fædreland.
25. Men jeg siger eder i Sandhed: Der var mange Enker i Israel i
Elias's Dage, da Himmelen var lukket i tre År og seks Måneder,
den Gang der var en stor Hunger i hele Landet;
26. og til ingen af dem blev Elias sendt uden til Sarepta ved Sidon
til en Enke.
27. Og der var mange spedalske i Israel på Profeten Elisas Tid, og
ingen af dem blev renset, uden Syreren Naman."
28. Og alle, som vare i Synagogen, bleve fulde af Harme, da de hørte
dette.
29. Og de stode op og stødte ham ud af Byen og førte ham hen til
Skrænten af det Bjerg, på hvilket deres By var bygget, for at
styrte ham ned.
30. Men han gik igennem, midt imellem dem, og drog bort.

31. Og han kom ned til Kapernaum, en By i Galilæa, og lærte dem på
Sabbaterne.
32. Og de bleve slagne af Forundring over hans Lære, thi hans Tale
var med Myndighed.
33. Og i Synagogen var der et Menneske, som havde en uren ond Ånd,
og han råbte med høj Røst:
34. "Ak! hvad have vi med dig at gøre, Jesus af Nazareth? Er du
kommen for at ødelægge os? Jeg kender dig, hvem du er, du Guds
hellige."
35. Og Jesus truede ham og sagde: "Ti, og far ud af ham!" Og den
onde Ånd kastede ham ind imellem dem og for ud af ham uden at
have gjort ham nogen Skade.
36. Og der kom en Rædsel over alle; og de talte med hverandre og
sagde "Hvad er dog dette for et Ord; thi han byder over de urene
Ånder med Myndighed og Kraft, og de fare ud?"
37. Og Rygtet om ham udbredtes alle Vegne i det omliggende Land.

38. Men han stod op og gik fra Synagogen ind i Simons Hus; og Simons
Svigermoder plagedes at en stærk Feber; og de bade ham for
hende.
39. Og han stillede sig hen over hende og truede Feberen, og den
forlod hende. Men hun stod straks op og vartede dem op.
40. Men da Solen gik ned, førte alle de, som havde syge med alle
Hånde Svagheder, dem til ham; og han lagde Hænderne på hver
enkelt af dem og helbredte dem
41. Også onde Ånder fore ud al mange, råbte og sagde: "Du er Guds
Søn;" og han truede dem og tillod dem ikke at tale, fordi de
vidste, at han var Kristus.

42. Men da det var blevet Dag, gik han ud og drog til et øde Sted;
og Skarerne ledte efter ham; og de kom hen til ham, og de holdt
på ham, for at han ikke skulde gå fra dem.
43. Men han sagde til dem: "Også for de andre Byer bør jeg forkynde
Evangeliet om Guds Rige; thi dertil blev jeg udsendt."
44. Og han prædikede i Galilæas Synagoger.

Lukas 5

1. Men det skete, da Folkeskaren trængte sig sammen om ham og hørte
Guds Ord, og han stod ved Genezareths Sø,
2. da så han to Skibe stå ved Søen; men Fiskerne vare gåede fra dem
og toede Garnene.
3. Og han gik om Bord i et af Skibene, som var Simons, og bad ham
at lægge lidt fra Land; og han satte sig og lærte Skarerne fra
Skibet.
4. Men da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: "Far ud på
Dybet, og kaster eders Garn ud til en Dræt!"
5. Og Simon svarede og sagde til ham: "Mester! vi have arbejdet
hele Natten og fik intet; men på dit Ord vil jeg kaste Garnene
ud."
6. Og da de gjorde det, fangede de en stor Mængde Fisk, og deres
Garn sønderreves.
7. Og de vinkede ad deres Staldbrødre i det andet Skib, at de
skulde komme og hjælpe dem; og de kom og de fyldte begge
Skibene, så at de var nær ved at synke.
8. Men da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu Knæ og sagde:
"Gå bort fra mig, thi jeg er en syndig Mand, Herre!"
9. Thi en Rædsel var påkommen ham og alle dem, som vare med ham,
over den Fiskedræt, som de havde fået;
10. ligeledes også Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, som vare
Simons Staldbrødre. Og Jesus sagde til Simon: "Frygt ikke, fra
nu af skal du fange Mennesker."
11. Og de lagde Skibene til Land og forlode alle Ting og fulgte ham.

12. Og det skete, medens han var i en af Byerne, se, da var der en
Mand fuld af Spedalskhed; og da han så Jesus, faldt han på sit
Ansigt, bad ham og sagde: "Herre! om du vil, kan du rense mig."
13. Og han udrakte Hånden og rørte ved ham og sagde: "Jeg vil; bliv
ren!" Og straks forlod Spedalskheden ham.
14. Og han bød ham, at han skulde ikke sige det til nogen, men "gå
bort, og fremstil dig for Præsten, og offer for din Renselse,
således som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for dem!"
15. Men Rygtet om ham udbredte sig end mere, og store Skarer kom
sammen for at høre og for at helbredes for deres Sygdomme.
16. Men han gik bort til Ørkenerne og bad.

17. Og det skete en af de Dage, at han lærte, og der sad Farisæere
og Lovlærere, som vare komne fra enhver Landsby i Galilæa og
Judæa og fra Jerusalem; og Herrens Kraft var hos ham til at
helbrede.
18. Og se, nogle Mænd bare på en Seng en Mand, som var værkbruden,
og de søgte at bære ham ind og lægge ham foran ham.
19. Og da de ikke fandt nogen Vej til at bære ham ind for Skarens
Skyld, stege de op oven på Taget og firede ham tillige med
Sengen ned imellem Tagstenene midt iblandt dem foran Jesus.
20. Og da han så deres Tro, sagde han: "Menneske! dine Synder ere
dig forladte."
21. Og de skriftkloge og Farisæerne begyndte at tænke således ved
sig selv: "Hvem er denne, som taler Gudsbespottelser? Hvem kan
forlade Synder, uden Gud alene?"
22. Men da Jesus kendte deres Tanker, svarede han og sagde til dem:
"Hvad tænke I på i eders Hjerter?
23. Hvilket er lettest at sige: Dine Synder ere dig forladte? eller
at sige: Stå op og gå?
24. Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt på Jorden
til at forlade Synder," så sagde han til den værkbrudne: "Jeg
siger dig, stå op, og tag din Seng, og gå til dit Hus!"
25. Og han stod straks op for deres Øjne og tog det, som han lå på,
og gik hen til sit Hus og priste Gud.
26. Og Forfærdelse betog alle, og de priste Gud; og de bleve fulde
af Frygt og sagde: "Vi have i Dag set utrolige Ting."

27. Og derefter gik han ud og så en Tolder ved Navn Levi sidde ved
Toldboden, og han sagde til ham: "Følg mig!"
28. Og han forlod alle Ting og stod op og fulgte ham.
29. Og Levi gjorde et stort Gæstebud for ham i sit Hus; og der var
en stor Skare af Toldere og andre, som sade til Bords med dem.
30. Og Farisæerne og deres Skriftkloge knurrede imod hans Disciple
og sagde: "Hvorfor spise og drikke I med Toldere og Syndere?"
31. Og Jesus svarede og sagde til dem: "De raske trænge ikke til
Læge, men de syge.
32. Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere til
Omvendelse."

33. Men de sagde til ham: "Johannes's Disciple faste ofte og holde
Bønner og Farisæernes ligeså; men dine spise og drikke?"
34. Men Jesus sagde til dem: "Kunne I vel få Brudesvendene til at
faste, så længe Brudgommen er hos dem?
35. Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem; da
skulle de faste i de Dage."
36. Men han sagde også en Lignelse til dem: "Ingen river en Lap af
et nyt Klædebon og sætter den på et gammelt Klædebon; ellers
river han både det nye sønder, og Lappen fra det nye vil ikke
passe til det gamle.
37. Og ingen kommer ung Vin på gammle Læderflasker; ellers sprænger
den unge Vin Læderflaskerne, og den spildes, og Læderflaskerne
ødelægges.
38. Men man skal komme ung Vin på nye Læderflasker, så blive de
begge bevarede.
39. Og ingen, som har drukket den gamle, vil have den unge; thi han
siger: Den gamle er god."

Lukas 6

1. Men det skete på den næstførste Sabbat, at han vandrede igennem
en Sædemark, og hans Disciple plukkede Aks og gned dem med
Hænderne og spiste.
2. Men nogle af Farisæerne sagde: "Hvorfor gøre I, hvad det ikke er
tilladt at gøre på Sabbaten?"
3. Og Jesus svarede og sagde til dem: "Have I da ikke læst, hvad
David gjorde, da han blev hungrig, han og de, som vare med ham?
4. hvorledes han gik ind i Guds Hus og tog Skuebrødene og spiste og
gav også dem, som vare med ham, skønt det ikke er nogen tilladt
at spise dem uden Præsterne alene."
5. Og han sagde til dem: "Menneskesønnen er Herre også over
Sabbaten."

6. Men det skete på en anden Sabbat, at han kom ind i Synagogen og
lærte. Og der var der en Mand, hvis højre Hånd var vissen.
7. Men de skriftkloge og Farisæerne toge Vare på ham, om han vilde
helbrede på Sabbaten, for at de kunde finde noget at anklage ham
for.
8. Men han vidste deres Tanker; og han sagde til Manden, som havde
den visne Hånd: "Rejs dig og stå frem her i Midten!" Og han
rejste sig og stod frem.
9. Men Jesus sagde til dem: "Jeg spørger eder, om det er tilladt at
gøre godt på Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at
ødelægge det?"
10. Og han så omkring på dem alle og sagde til ham: "Ræk din Hånd
ud!" Og han gjorde det; da blev hans Hånd sund igen som den
anden.
11. Men de bleve fulde af Raseri og talte med hverandre om, hvad de
skulde gøre ved Jesus.

12. Men det skete i disse Dage, at han gik ud på et Bjerg for at
bede; og han tilbragte Natten i Bøn til Gud.
13. Og da det blev Dag, hidkaldte han sine Disciple og udvalgte tolv
af dem, hvilke han også kaldte Apostle:
14. Simon, hvem han også kaldte Peter, og Andreas, hans Broder, og
Jakob og Johannes og Filip og Bartholomæus
15. og Matthæus og Thomas, Jakob, Alfæus's Søn, og Simon, som kaldes
Zelotes,
16. Judas, Jakobs Søn, og Judas Iskariot, som blev Forræder.

17. Og han gik ned med dem og stod på et jævnt Sted, og der var en
Skare af hans Disciple og en stor Mængde af Folket fra hele
Judæa og Jerusalem og Kysten ved Tyrus og Sidon,
18. som vare komne for at høre ham og helbredes for deres Sygdomme.
Og de plagede bleve helbredte fra urene Ånder;
19. og hele Skaren søgte at røre ved ham; thi en Kraft gik ud fra
ham og helbredte alle.

20. Og han opløftede sine Øjne på sine Disciple og sagde: "Salige
ere I fattige, thi eders er Guds Rige.
21. Salige ere I, som nu hungre, thi I skulle mættes. Salige ere I,
som nu græde, thi I skulle le.
22. Salige er I, når Menneskene hade eder, og når de udstøde eder og
håne eder og forkaste eders Navn som ondt for Menneskesønnens
Skyld.
23. Glæder eder på den Dag og jubler; thi se, eders Løn er stor i
Himmelen. Thi på samme Måde gjorde deres Fædre ved Profeterne.
24. Men ve eder, I rige, thi I have allerede fået eders Trøst.
25. Ve eder, I, som nu ere mætte, thi I skulle hungre. Ve eder, I,
som nu le, thi I skulle sørge og græde.
26. Ve eder, når alle Mennesker tale godt om eder; thi på samme Måde
gjorde deres Fædre ved de falske Profeter.

27. Men jeg siger eder, I, som høre: Elsker eders Fjender, gører dem
godt, som hade eder;
28. velsigner dem, som forbande eder, og beder for dem, som krænke
eder.
29. Den, som slår dig på den ene Kind, byd ham også den anden til;
og den, som tager Kappen fra dig, formen ham heller ikke
Kjortelen!
30. Giv enhver, som beder dig; og af den, som tager, hvad dit er,
kræve du det ikke igen!
31. Og som I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder, ligeså
skulle også I gøre imod dem!
32. Og dersom I elske dem, som elske eder, hvad Tak have I derfor?
Thi også Syndere elske dem, som dem elske.
33. Og dersom I gøre vel imod dem, der gøre vel imod eder, hvad Tak
have I derfor? Thi også Syndere gøre det samme.
34. Og dersom I låne dem, af hvem I håbe at få igen, hvad Tak have I
derfor? Thi også Syndere låne Syndere for at få lige igen.
35. Men elsker eders Fjender, og gører vel, og låner uden at vente
noget derfor, så skal eders Løn være stor, og I skulle være den
Højestes Børn; thi han er god imod de utaknemmelige og onde.
36. Vorder barmhjertige, ligesom eders Fader er barmhjertig.

37. Og dømmer ikke, så skulle I ikke dømmes; fordømmer ikke, så
skulle I ikke fordømmes; forlader, så skal der forlades eder;
38. giver, så skal der gives eder. Et godt, knuget, rystet, topfuldt
Mål skulle de give i eders Skød; thi med hvad Mål I måle, skal
der tilmåles eder igen."
39. Men han sagde dem også en Lignelse: "Mon en blind kan lede en
blind? Ville de ikke begge falde i Graven?
40. En Discipel er ikke over sin Mester; men enhver, som er fuldt
færdig, skal være som sin Mester.
41. Men hvorfor ser du Skæven, som er i din Broders Øje; men
Bjælken, som er i dit eget Øje, bliver du ikke var?
42. Eller hvorledes kan du sige til din Broder: Broder! lad mig
drage Skæven ud, som er i dit Øje, du, som ikke ser Bjælken i
dit eget Øje? Du Hykler! drag først Bjælken ud af dit Øje, og
da kan du se klart til at drage Skæven ud, som er i din Broders
Øje.

43. Thi der er intet godt Træ, som bærer rådden Frugt, og intet
råddent Træ, som bærer god Frugt
44. Thi hvert Træ kendes på sin egen Frugt; thi man sanker ikke
Figener af Torne, ikke heller plukker man Vindruer af en
Tornebusk.
45. Et godt Menneske fremfører det gode af sit Hjertes gode Forråd,
og et ondt Menneske fremfører det onde af sit onde Forråd; thi
af Hjertets Overflødighed taler hans Mund.

46. Men hvorfor kalde I mig Herre, Herre! og gøre ikke, hvad jeg
siger?
47. Hver den, som kommer til mig og hører mine Ord og gør efter dem,
hvem han er lig, skal jeg vise eder.
48. Han er lig et Menneske, der byggede et Hus og gravede i Dybden
og lagde Grundvolden på Klippen; men da en Oversvømmelse kom,
styrtede Floden imod det Hus, og den kunde ikke ryste det; thi
det var bygget godt.
49. Men den, som hører og ikke gør derefter, han er lig et Menneske,
der byggede et Hus på Jorden, uden Grundvold; og Floden styrtede
imod det, og det faldt straks sammen, og dette Hus's Fald blev
stort."

Lukas 7

1. Men da han havde fuldendt alle sine Ord i Folkets Påhør, gik han
ind i Kapernaum.
2. Men en Høvedsmands Tjener, som denne holdt meget af, var syg og
nær ved at dø.
3. men da han hørte om Jesus, sendte han nogle af Jødernes Ældste
til ham og bad ham om, at han vilde komme og helbrede hans
Tjener.
4. Men da de kom til Jesus, bade de ham indtrængende og sagde: "Han
er vel værd, at du gør dette for ham;
5. thi han elsker vort Folk, og han har bygget Synagogen for os."
6. Og Jesus gik med dem. Men da han allerede ikke var langt fra
Huset, sendte Høvedsmanden nogle Venner og lod ham sige: "Herre!
umag dig ikke; thi jeg er ikke værdig til, at du skal gå ind
under mit Tag.
7. Derfor agtede jeg heller ikke mig selv værdig til at komme til
dig; men sig det med et Ord, så bliver min Dreng helbredt.
8. Jeg er jo selv et Menneske, som står under Øvrighed og har
Stridsmænd under mig; og siger jeg til den ene: Gå! så går han;
og til den anden: Kom! så kommer han; og til min Tjener: Gør
dette! så gør han det."
9. Men da Jesus hørte dette, forundrede han sig over ham; og han
vendte sig om og sagde til Skaren, som fulgte ham: "Jeg siger
eder, end ikke i Israel har jeg fundet så stor en Tro."
10. Og da de, som vare udsendte, kom tilbage til Huset, fandt de den
syge Tjener sund.

11. Og det skete Dagen derefter, at han gik til en By, som hed Nain,
og der gik mange af hans Disciple og en stor Skare med ham.
12. Men da han nærmede sig Byens Port, se, da blev en død båren ud,
som var sin Moders enbårne Søn, og hun var Enke; og en stor
Skare fra Byen gik med hende.
13. Og da Herren så hende, ynkedes han inderligt over hende og sagde
til hende: "Græd ikke!"
14. Og han trådte til og rørte ved Båren; men de, som bare, stode
stille, og han sagde: "du unge Mand, jeg siger dig, stå op!"
15. Og den døde rejste sig op og begyndte at tale; og han gav ham
til hans Moder.
16. Men Frygt betog alle, og de priste Gud og sagde: "Der er en stor
Profet oprejst iblandt os, og Gud har besøgt sit Folk."
17. Og denne Tale om ham kom ud i hele Judæa og i hele det
omliggende Land.

18. Og Johannes's Disciple fortalte ham om alt dette. Og Johannes
kaldte to af sine Disciple til sig
19. og sendte dem til Herren og lod sige: "Er du den, som kommer,
eller skulle vi vente en anden?"
20. Og da Mændene kom til ham, sagde de: "Johannes Døberen har sendt
os til dig og lader sige: Er du den, som kommer, eller skulle vi
vente en anden?"
21. I den samme Time helbredte han mange for Sygdomme og Plager og
onde Ånder og skænkede mange blinde Synet.
22. Og han svarede og sagde til dem: "Går hen, og forkynder Johannes
de Ting, som I have set og hørt: Blinde se, lamme gå, spedalske
renses, døve høre, døde stå op, Evangeliet forkyndes for
fattige;
23. og salig er den, som ikke forarges på mig."
24. Men da Johannes's Sendebud vare gåede bort, begyndte han at sige
til Skarerne om Johannes: "Hvad gik I ud i Ørkenen at skue? Et
Rør, som bevæges hid og did af Vinden?
25. Eller hvad gik I ud at se? Et Menneske, iført bløde Klæder? Se,
de, som leve i prægtige Klæder og i Vellevned, ere i
Kongsgårdene.
26. Eller hvad gik I ud at se? En Profet? Ja, siger jeg eder, endog
mere end en Profet!
27. Han er den, om hvem der er skrevet: Se, jeg sender min Engel for
dit Ansigt, han skal berede din Vej foran dig.
28. Jeg siger eder: Iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen
større Profet end Johannes; men den mindste i Guds Rige er
større end han.
29. Og hele Folket, som hørte ham, endog Tolderne, gav Gud Ret, idet
de bleve døbte med Johannes's Dåb.
30. Men Farisæerne og de lovkyndige have foragtet Guds Råd med dem
selv, idet de ikke bleve døbte af ham.

31. Ved hvem skal jeg da ligne denne Slægts Mennesker? og hvem ligne
de?
32. De ligne Børn, som sidde på Torvet og råbe til hverandre og
sige: Vi blæste på Fløjte for eder, og I dansede ikke, vi sang
Klagesange for eder, og I græd ikke.
33. Thi Johannes Døberen kom, som hverken spiste Brød eller drak
Vin, og I sige: Han er besat.
34. Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og I sige: Se, en
Frådser og en Vindranker, Tolderes og Synderes Ven!
35. Dog Visdommen er retfærdiggjort ved alle sine Børn!"

36. Men en af Farisæerne bad ham om, at han vilde spise med ham; og
han gik ind i Farisæerens Hus og satte sig til Bords.
37. Og se, der var en Kvinde, som var en Synderinde i Byen; da hun
fik at vide, at han sad til Bords i Farisæerens Hus, kom hun med
en Alabastkrukke med Salve;
38. og hun stillede sig bag ved ham, ved hans Fødder og græd og
begyndte at væde hans Fødder med sine Tårer og aftørrede dem med
sit Hovedhår og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salven.
39. Men da Farisæeren, som havde indbudt ham, så det, sagde han ved
sig selv: "Dersom denne var en Profet, vidste han, hvem og
hvordan en Kvinde denne er, som rører ved ham, at hun er en
Synderinde."
40. Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: "Simon! jeg har noget at
sige dig." Men han siger: "Mester, sig frem!"
41. "En Mand, som udlånte Penge, havde to Skyldnere; den ene var fem
Hundrede Denarer skyldig. men den anden halvtredsindstyve.
42. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem det
begge. Hvem af dem vil nu elske ham mest?"
43. Simon svarede og sagde: "Jeg holder for, den, hvem han eftergav
mest?" Men han sagde til ham: "Du dømte ret."
44. Og han vendte sig imod Kvinden og sagde til Simon: "Ser du denne
Kvinde? Jeg kom ind i dit Hus; du gav mig ikke Vand til mine
Fødder; men hun vædede mine Fødder med sine Tårer og aftørrede
dem med sit Hår.
45. Du gav mig intet Kys; men hun ophørte ikke med at kysse mine
Fødder, fra jeg kom herind.
46. Du salvede ikke mit Hoved med Olie; men hun salvede mine Fødder
med Salve.
47. Derfor siger jeg dig: Hendes mange Synder ere hende forladte,
eftersom hun elskede meget; men den, hvem lidet forlades, elsker
lidet."
48. Men han sagde til hende: "Dine Synder ere forladte!"
49. Og de, som sade til Bords med ham, begyndte at sige ved sig
selv: "Hvem er denne, som endog forlader Synder?"
50. Men han sagde til Kvinden: "Din Tro har frelst dig, gå bort med
Fred!"

Lukas 8

1. Og det skete i Tiden der efter, at han rejste igennem Byer og
Landsbyer og prædikede og forkyndte Evangeliet om Guds Rige, og
med ham de tolv
2. og nogle Kvinder, som vare helbredte fra onde Ånder og Sygdomme,
nemlig: Maria, der kaldes Magdalene, af hvem syv onde Ånder vare
udfarne;
3. og Johanna, Herodes's Husfoged Kuzas Hustru, og Susanna og mange
andre, som tjente dem med, hvad de ejede.

4. Men da en stor Skare kom sammen, og de droge til ham fra de
forskellige Byer, sagde han ved en Lignelse:
5. "En Sædemand gik ud at så sin Sæd; og idet han såede, faldt
noget ved Vejen og blev nedtrådt, og Himmelens Fugle åde det op.
6. Og noget faldt på Klippen; og da det voksede op, visnede det,
fordi det ikke havde Væde.
7. Og noget faldt midt iblandt Torne, og Tornene voksede op med og
kvalte det.
8. Og noget faldt i den gode Jord, og det voksede op og bar
hundrede Fold Frugt." Da han sagde dette, råbte han: "Den, som
har Øren at høre med, han høre!"

9. Men hans Disciple spurgte ham, hvad denne Lignelse skulde
betyde.
10. Og han sagde: "Eder er det givet at kende Guds Riges
Hemmeligheder, men de andre i Lignelser, for at de, skønt
seende, ikke skulle se, og, skønt hørende, ikke skulle forstå.

11. Men dette er Lignelsen: Sæden er Guds Ord.
12. Men de ved Vejen ere de, som høre det; derefter kommer Djævelen
og tager Ordet bort af deres Hjerte, for at de ikke skulle tro
og blive frelste.
13. Men de på Klippen ere de, som modtage Ordet med Glæde, når de
høre det, og disse have ikke Rod; de tro til en Tid og falde fra
i Fristelsens Tid.
14. Men det, som faldt iblandt Torne, det er dem, som have hørt og
så gå hen og kvæles under Livets Bekymringer og Rigdom og
Nydelser og ikke bære moden Frugt.
15. Men det i den gode Jord, det er dem, som, når de have hørt
Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte og bære Frugt i
Udholdenhed.

16. Men ingen, som tænder et Lys, skjuler det med et Kar eller
sætter det under en Bænk; men han sætter det på en Lysestage,
for at de, som komme ind, kunne se Lyset.
17. Thi der er ikke noget skjult, som jo skal blive åbenbart; og
ikke noget lønligt, som jo skal blive kendt og komme for Lyset.
18. Ser derfor til, hvorledes I høre; thi den, som har, ham skal der
gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, han
synes at have."

19. Men hans Moder og Brødre kom til ham og kunde ikke nå frem til
ham for Skaren.
20. Og det blev ham meddelt: "Din Moder og dine Brødre stå udenfor
og begære at se dig."
21. Men han svarede og sagde til dem: "Min Moder og mine Brødre ere
disse, som høre Guds Ord og gøre efter det."

22. Og det skete en af de Dage, at han gik om Bord i et Skib tillige
med sine Disciple, og han sagde til dem: "Lader os fare over til
hin Side af Søen;" og de sejlede ud.
23. Men medens de sejlede, faldt han i Søvn; og en Stormvind for ned
over Søen, og Skibet blev fuldt af Vand, og de vare i Fare.
24. Da trådte de hen og vækkede ham og sagde: "Mester, Mester! vi
forgå." Men han stod op og truede Vinden og Vandets Bølger; og
de lagde sig, og det blev blikstille.
25. Og han sagde til dem: "Hvor, er eders Tro?" Men de frygtede og
undrede sig, og sagde til hverandre: "Hvem er dog denne, siden
han byder både over Vindene og Vandet, og de ere ham lydige?"

26. Og de sejlede ind til Gadarenernes Land, som ligger lige over
for Galilæa.
27. Men da han trådte ud på Landjorden, mødte der ham en Mand fra
Byen, som i lang Tid havde været besat af onde Ånder og ikke
havde haft Klæder på og ikke opholdt sig i Hus, men i Gravene.
28. Men da han så Jesus, råbte han og faldt ned for ham og sagde med
høj Røst: "Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds
Søn? jeg beder dig om, at du ikke vil pine mig."
29. Thi han bød den urene Ånd at fare ud af Manden; thi i lange
Tider havde den revet ham med sig, og han blev bunden med Lænker
og Bøjer og bevogtet, og han sønderrev, hvad man bandt ham med,
og dreves af den onde Ånd ud i Ørkenerne.
30. Men Jesus spurgte ham og sagde: "Hvad er dit Navn?" Men han
sagde: "Leion"; thi mange onde Ånder vare farne i ham.
31. Og de bade ham om at han ikke vilde byde dem at fare ned i
Afgrunden;
32. men der var sammesteds en stor Hjord Svin, som græssede på
Bjerget; og de bade ham om, at han vilde tilstede dem at fare i
dem; og han tilstedte dem det.
33. Men de onde Ånder fore ud at Manden og fore i Svinene, og
Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen og druknede.
34. Men da Hyrderne så det, som var sket, flyede de og forkyndte det
i Byen og på Landet.
35. Da gik de ud for af se det, som var sket, og de kom til Jesus og
fandt Manden, af hvem de onde Ånder vare udfarne, siddende ved
Jesu Fødder, påklædt og ved Samling; og de frygtede.
36. Og de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes den besatte
var bleven frelst.
37. Og hele Mængden fra Gadarenernes Omegn bad ham om, at han vilde
gå bort fra dem; thi de vare betagne af stor Frygt. Men han gik
om Bord i et Skib og vendte tilbage igen.
38. Men Manden, af hvem de onde Ånder vare udfarne, bad ham om, at
han måtte være hos ham; men han lod ham fare og sagde:
39. "Vend tilbage til dit Hus, og fortæl, hvor store Ting Gud har
gjort imod dig." Og han gik bort og kundgjorde over hele Byen,
hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham.

40. Men det skete, da Jesus kom tilbage, tog Skaren imod ham; thi de
ventede alle på ham.
41. Og se, det kom en Mand, som hed Jairus, og han var Forstander
for Synagogen; og han faldt ned for Jesu Fødder og bad ham komme
ind i hans Hus;
42. thi han havde en enbåren Datter, omtrent tolv År gammel, og hun
droges med Døden. Men idet han gik, trængte Skarerne sig sammen
om ham.
43. Og en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År og havde kostet
al sin Formue på Læger og ikke kunde blive helbredt af nogen,
44. hun gik til bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon, og
straks standsedes hendes Blodflod.
45. Og Jesus sagde: "Hvem var det, som rørte ved mig?" Men da alle
nægtede det, sagde Peter og de, som vare med ham: "Mester!
Skarerne trykke og trænge dig, og du siger: Hvem var det, som
rørte ved mig?"
46. Men Jesus sagde: "Der rørte nogen ved mig; thi jeg mærkede, at
der udgik en Kraft fra mig."
47. Men da Kvinden så, at det ikke var skjult, kom hun bævende og
faldt ned for ham og fortalte i alt Folkets Påhør, af hvad Årsag
hun havde rørt ved ham, og hvorledes hun straks var bleven
helbredt.
48. Men han sagde til hende: "Datter! din Tro har frelst dig; gå
bort med Fred!"
49. Medens han endnu talte, kommer der en fra Synagogeforstanderens
Hus og siger til ham: "Din Datter er død; umag ikke Mesteren!"
50. Men da Jesus hørte det, svarede han ham: "Frygt ikke; tro blot;
så skal hun blive frelst."
51. Men da han kom til Huset, tillod han ingen at gå ind med sig
uden Peter og Johannes og Jakob og Pigens Fader og Moder.
52. Og de græd alle og holdt Veklage over hende; men han sagde:
"Græder ikke; hun er ikke død, men sover."
53. Og de lo ad ham; thi de vidste, at hun var død.
54. Men han greb hendes Hånd og råbte og sagde: "Pige, stå op!"
55. Og hendes Ånd vendte tilbage, og hun stod straks op; og han
befalede, at de skulde give hende noget at spise.
56. Og hendes Forældre bleve forfærdede; men han bød dem, at de ikke
måtte sige nogen det, som var sket.

Lukas 9

1. Men han sammenkaldte de tolv og gav dem Magt og Myndighed over
alle de onde Ånder og til at helbrede Sygdomme.
2. Og han sendte dem ud for at prædike Guds Rige og helbrede de
syge.
3. Og han sagde til dem: "Tager intet med på Vejen, hverken Stav
eller Taske eller Brød eller Penge, ej heller skal nogen have to
Kjortler.
4. Og hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive og derfra drage
bort.
5. Og hvor som helst de ikke modtage eder, fra den By skulle I gå
ud og endog ryste Støvet af eders Fødder til Vidnesbyrd imod
dem."
6. Men de gik ud og droge fra Landsby til Landsby, idet de
forkyndte Evangeliet og helbredte alle Vegne.

7. Men Fjerdingsfyrsten Herodes hørte alt det, som skete; og han
var tvivlrådig, fordi nogle sagde, at Johannes var oprejst fra
de døde;
8. men nogle, at Elias havde vist sig; men andre, at en af de gamle
Profeter var opstanden.
9. Men Herodes sagde: "Johannes har jeg ladet halshugge; men hvem
er denne, om hvem jeg hører sådanne Ting?" Og han søgte at få
ham at se.

10. Og Apostlene kom tilbage og fortalte ham, hvor store Ting de
havde gjort. Og han tog dem med sig og drog bort afsides til en
By, som kaldes Bethsajda.
11. Men da Skarerne fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog
imod dem og talte til dem om Guds Rige og helbredte dem, som
trængte til Lægedom.
12. Men Dagen begyndte at hælde. Og de tolv kom hen og sagde til
ham: "Lad Skaren gå bort, for at de kunne gå herfra til de
omliggende Landsbyer og Gårde og få Herberge og finde Føde; thi
her ere vi på et øde Sted."
13. Men han sagde til dem: "Giver I dem at spise!"Men de sagde: "Vi
have ikke mere end fem Brød og to Fisk, med mindre vi skulle gå
bort og købe Mad til hele denne Mængde."
14. De vare nemlig omtrent fem Tusinde Mænd. Men han sagde til sine
Disciple: "Lader dem sætte sig ned i Hobe, halvtredsindstyve i
hver."
15. Og de gjorde så og lode dem alle sætte sig ned.
16. Men han tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og
velsignede dem, og han brød dem og gav sine Disciple dem at
lægge dem for Skaren.
17. Og de spiste og bleve alle mætte; og det, som de fik tilovers af
Stykker, blev opsamlet, tolv Kurve.

18. Og det skete, medens han bad, vare hans Disciple alene hos ham;
og han spurgte dem og sagde: "Hvem sige Skarerne, at jeg er?"
19. Men de svarede og sagde: "Johannes Døberen; men andre: Elias;
men andre: En af de gamle Profeter er opstanden."
20. Og han sagde til dem: "Men I hvem sige I, at jeg er?" Og Peter
svarede og sagde: "Guds Kristus."
21. Men han bød dem strengt ikke at sige dette til nogen,
22. idet han sagde: "Menneskesønnen skal lide meget og forkastes af
de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslås og
oprejses på den tredje Dag."

23. Men han sagde til alle: "Vil nogen komme efter mig, han fornægte
sig selv og tage sit Kors op daglig og følge mig;
24. thi den, som vil frelse sit Liv. skal miste det; men den, som
mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det.
25. Thi hvad gavner det et Menneske, om han har vundet den hele
Verden, men mistet sig selv eller bødet med sig selv?
26. Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal
Menneskesønnen skamme sig, når han kommer i sin og Faderens og
de hellige Engles Herlighed.
27. Men sandelig, siger jeg eder: Der er nogle af dem, som stå her.
der ingenlunde skulle smage Døden. førend de se Guds Rige."

28. Men det skete omtrent otte Dage efter denne Tale, at han tog
Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på Bjerget for at
bede.
29. Og det skete, medens han bad, da blev hans Ansigts Udseende
anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og strålende.
30. Og se, to Mænd talte med ham, og det var Moses og Elias,
31. som bleve set i Herlighed og talte om hans Udgang, som han
skulde fuldbyrde i Jerusalem.
32. Men Peter og de, som vare med ham, vare betyngede af Søvn; men
da de vågnede op, så de hans Herlighed og de to Mænd, som stode
hos ham.
33. Og det skete, da disse skiltes fra ham, sagde Peter til Jesus:
"Mester! det er godt, at vi ere her; og lader os gøre tre
Hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias;" men han
vidste ikke, hvad han sagde.
34. Men idet han sagde dette, kom en Sky og overskyggede dem; men de
frygtede, da de kom ind i Skyen.
35. Og der kom fra Skyen en Røst, som sagde: "Denne er min Søn, den
udvalgte, hører ham!"
36. Og da Røsten kom, blev Jesus funden alene. Og de tav og
forkyndte i de Dage ingen noget af det, de havde set.

37. Men det skete Dagen derefter, da de kom ned fra Bjerget, at der
mødte ham en stor Skare.
38. Og se, en Mand af Skaren råbte og sagde: "Mester! jeg beder dig,
se til min Søn: thi han er min enbårne.
39. Og se, en Ånd griber ham, og pludseligt skriger han, og den
slider i ham, så at han fråder, og med Nød viger den fra ham,
idet den mishandler ham;
40. og jeg bad dine Disciple om at uddrive den; og de kunde ikke."
41. Men Jesus svarede og sagde: "O du vantro og forvendte Slægt!
hvor længe skal jeg være hos eder og tåle eder? Bring din Søn
hid!"
42. Men endnu medens han gik derhen, rev og sled den onde Ånd i ham.
Men Jesus truede den urene Ånd og helbredte drengen og gav hans
Fader ham tilbage.
43. Men de bleve alle slagne af Forundring over Guds Majestæt. Men
da alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine
Disciple:

44. "Gemmer i eders Øren disse Ord: Menneskesønnen skal overgives i
Menneskers Hænder."
45. Men de forstode ikke dette Ord, og det var skjult for dem, så de
ikke begreb det, og de frygtede for at spørge ham om dette Ord.

46. Men der opstod den Tanke hos dem, hvem der vel var den største
af dem.
47. Men da Jesus så deres Hjertes Tanke, tog, han et Barn og
stillede det hos sig.
48. Og han sagde til dem: "Den, som modtager dette Barn for mit
Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager
den, som udsendte mig; thi den, som er den mindste iblandt eder
alle, han er stor."

49. Men Johannes tog til Orde og sagde: "Mester! vi så en uddrive
onde Ånder i dit Navn; og vi forbød ham det, fordi han ikke
følger med os."
50. Men Jesus sagde til ham: "Forbyder ham det ikke; thi den, som
ikke er imod eder, er for eder."

51. Men det skete, da hans Optagelses Dage vare ved at fuldkommes,
da fæstede han sit Ansigt på at drage til Jerusalem.
52. Og han sendte Sendebud forud for sig; og de gik og kom ind i en
Samaritanerlandsby for at berede ham Herberge.
53. Og de modtoge ham ikke, fordi han var på Vejen til Jerusalem.
54. Men da hans Disciple, Jakob og Johannes, så det, sagde de:
"Herre! vil du, at vi skulle byde Ild fare ned fra Himmelen og
fortære dem, ligesom også Elias gjorde?"
55. Men han vendte sig og irettesatte dem.
56. Og de gik til en anden Landsby.

57. Og medens de vandrede på Vejen, sagde en til ham: "Jeg vil følge
dig, hvor du end går hen."
58. Og Jesus sagde til ham: "Ræve have Huler, og Himmelens Fugle
Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde
sit Hoved."
59. Men han sagde til en anden: "Følg mig!" Men denne sagde: "Herre!
tilsted mig først at gå hen at begrave min Fader."
60. Men han sagde til ham: "Lad de døde begrave deres døde; men gå
du hen og forkynd Guds Rige!"
61. Men også en anden sagde: "Herre! jeg vil følge dig; men tilsted
mig først at tage Afsked med dem, som ere i mit Hus."
62. Men Jesus sagde til ham: "Ingen, som lægger sin Hånd på Ploven
og ser tilbage, er vel skikket for Guds Rige."

Lukas 10

1. Men derefter udvalgte Herren også halvfjerdsindstyve andre og
sendte dem ud to og to forud for sig, til hver By og hvert Sted,
hvorhen han selv vilde komme.
2. Og han sagde til dem: "Høsten er stor, men Arbejderne ere få;
beder derfor Høstens Herre om, at han vil sende Arbejdere ud til
sin Høst.
3. Går ud! Se, jeg sender eder som Lam midt iblandt Ulve.
4. Bærer ikke Pung, ikke Taske, ej heller Sko; og hilser ingen på
Vejen!
5. Men hvor I komme ind i et Hus, siger der først: Fred være med
dette Hus!
6. Og er der sammesteds et Fredens Barn, skal eders Fred Hvile på
ham; men hvis ikke, da skal den vende tilbage til eder igen.
7. Men bliver i det samme Hus, spiser og drikker, hvad de have; thi
Arbejderen er sin Løn værd. I må ikke flytte fra Hus til Hus
8. Og hvor I komme ind i en By. og de modtage eder, spiser der,
hvad der sættes for eder;
9. og Helbreder de syge, som ere der, og siger dem: Guds Rige er
kommet nær til eder.
10. Men hvor I komme ind i en By og de ikke modtage eder, der skulle
I gå ud på dens Gader og sige:
11. Endog det Støv, som hænger ved vore Fødder fra eders By, tørre
vi af til eder; dog dette skulle I vide, at Guds Rige er kommet
nær.
12. Men jeg siger eder, det skal gå Sodoma tåleligere på hin Dag end
den By.
13. Ve dig, Korazin! ve dig, Bethsajda! thi dersom de kraftige
Gerninger, som ere skete i eder, vare skete i Tyrus og Sidon, da
havde de for længe siden omvendt sig, siddende i Sæk og Aske.
14. Men det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere ved Dommen end eder.
15. Og du, Kapernaum, som er bleven ophøjet indtil Himmelen, du skal
nedstødes indtil Dødsriget.
16. Den, som hører eder, hører mig, og den, som foragter eder,
foragter mig; men den, som foragter mig, foragter den, som
udsendte mig."

17. Men de halvfjerdsindsfyve vendte tilbage med Glæde og sagde:
"Herre! også de onde Ånder ere os lydige i dit Navn."
18. Men han sagde til dem: "Jeg så Satan falde ned fra Himmelen som
et Lyn.
19. Se, jeg har givet eder Myndighed til at træde på Slanger og
Skorpioner og over hele Fjendens Magt, og slet intet skal skade
eder.
20. Dog, glæder eder ikke derover, at Ånderne ere eder lydige; men
glæder eder over, at eders Navne ere indskrevne i Himlene."

21. I den samme Stund frydede Jesus sig i den Helligånd og sagde:
"Jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! fordi du har
skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for
umyndige. Ja, Fader! thi således skete det, som var
velbehageligt for dig.
22. Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og ingen kender, hvem
Sønnen er, uden Faderen, og hvem Faderen er, uden Sønnen og den,
for hvem Sønnen vil åbenbare ham."
23. Og han vendte sig til Disciplene og sagde særligt til dem:
"Salige ere de Øjne, som se det, I se.
24. Thi jeg siger eder, at mange Profeter og Konger have ville se
det, I se, og have ikke set det, og høre det, I høre, og have
ikke hørt det."

25. Og se, en lovkyndig stod op og fristede ham og sagde: "Mester!
hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?"
26. Men han sagde til ham: "Hvad er der skrevet i Loven, hvorledes
læser du?".
27. Men han svarede og sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud
af hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele din Styrke
og med hele dit Sind, og din Næste som dig selv."
28. Men han sagde til ham: "Du svarede ret; gør dette, så skal du
leve."
29. Men han vilde gøre sig selv retfærdig og sagde til Jesus: "Hvem
er da min Næste?"
30. Men Jesus svarede og sagde: "Et Menneske gik ned fra Jerusalem
til Jeriko, og han faldt iblandt Røvere, som både klædte ham af
og sloge ham og gik bort og lod ham ligge halvdød.
31. Men ved en Hændelse gik en Præst den samme Vej ned, og da han så
ham, gik han forbi.
32. Ligeså også en Levit; da han kom til Stedet, gik han hen og så
ham og gik forbi.
33. Men en Samaritan, som var på Rejse, kom til ham, og da han så
ham, ynkedes han inderligt.
34. Og han gik hen til ham, forbandt hans Sår og gød Olie og Vin
deri, løftede ham op på sit eget Dyr og førte ham til et
Herberge og plejede ham.
35. Og den næste Dag tog han to Denarer frem og gav Værten dem og
sagde: Plej ham! og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig,
når jeg kommer igen.
36. Hvilken af disse tre tykkes dig nu at have været hans Næste, der
var falden iblandt Røverne?"
37. Men han sagde: "Han, som øvede.Barmhjertighed imod ham." Og
Jesus sagde til ham: "Gå bort, og gør du ligeså!"

38. Men det skete, medens de vare på Vandring, gik han ind i en
Landsby; og en Kvinde ved Navn Martha modtog ham i sit Hus.
39. Og hun havde en Søster, som hed Maria, og hun satte sig ved
Herrens Fødder og hørte på hans Tale.
40. Men Martha havde travlt med megen Opvartning; og hun kom hen og
sagde: "Herre! bryder du dig ikke om, at min Søster har ladet
mig opvarte ene? Sig hende dog, at hun skal hjælpe mig."
41. Men Herren svarede og sagde til hende: "Martha! Martha! du gør
dig Bekymring og Uro med mange Ting;
42. men eet er fornødent. Maria har valgt den gode Del, som ikke
skal tages fra hende."

Lukas 11

1. Og det skete, da han var på et Sted og bad, at en af hans
Disciple sagde til ham, da han holdt op: "Herre! lær os at bede,
som også Johannes lærte sine Disciple."
2. Da sagde han til dem: "Når I bede, da siger: Fader, Helliget
vorde dit Navn; komme dit Rige;
3. giv os hver dag vort daglige Brød;
4. og forlad os vore Synder, thi også vi forlade hver, som er os
skyldig; og led os ikke i Fristelse!"
5. Og han sagde til dem: "Om nogen af eder har en Ven og går til
ham ved Midnat og siger til ham: Kære! lån mig tre Brød,
6. efterdi en Ven af mig er kommen til mig fra Rejsen, og jeg har
intet at sætte for ham;
7. og hin så svarer derinde fra og siger: Vold mig ikke Besvær;
Døren er allerede lukket, og mine Børn ere med mig i Seng; jeg
kan ikke stå op og give dig det:
8. da, siger jeg eder, om han end ikke står op og giver ham det,
fordi han er hans Ven, så står han dog op for hans Påtrængenheds
Skyld og giver ham alt, hvad han trænger til.
9. Og jeg siger eder: Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I
finde; banker på, så skal der lukkes op for eder.
10. Thi hver den, som beder, han får, og den, som søger, han finder,
og den, som banker på, for ham skal der lukkes op.
11. Men hvilken Fader iblandt eder vil give sin Søn en Sten, når han
beder om Brød, eller når han beder om en Fisk, mon han da i
Stedet for en Fisk vil give ham en Slange?
12. Eller når han beder om et Æg, mon han da vil give ham en
Skorpion?
13. Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver,
hvor meget mere skal da Faderen fra Himmelen give den Helligånd
til dem, som bede ham!"

14. Og han uddrev en ond Ånd, og den var stum; men det skete, da den
onde Ånd var udfaren, talte den stumme, og Skaren forundrede
sig.
15. Men nogle af dem sagde: "Ved Beelzebul, de onde Ånders Fyrste,
uddriver han de onde Ånder."
16. Men andre fristede ham og forlangte af ham et Tegn fra
Himmelen..
17. Men da han kendte deres Tanker, sagde han til dem: "Hvert Rige,
som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde, og Hus falder
over Hus.
18. Men hvis også Satan er kommen i Splid med sig selv, hvorledes
skal hans Rige da bestå? Thi l sige, at jeg uddriver de onde
Ånder ved Beelzebul.
19. Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul, ved hvem
uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders
Dommere.
20. Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Guds Finger, da er jo
Guds Rige kommet til eder.
21. Når den stærke bevæbnet vogter sin Gård, bliver det, han ejer, i
Fred.
22. Men når en stærkere end han er kommen over ham og har overvundet
ham, da tager han hans fulde Rustning, som han forlod sig på, og
uddeler hans Bytte.
23. Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler
med mig, adspreder.
24. Når den urene Ånd er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem
vandløse Steder og søger Hvile; og når den ikke finder den,
siger den: Jeg vil vende tilbage til mit Hus, som jeg gik ud af.
25. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet.
26. Da går den bort og tager syv andre Ånder med sig, som ere værre
end den selv, og når de ere komne derind, bo de der; og det
sidste bliver værre med dette Menneske end det første."

27. Men det skete, medens han sagde disse Ting, da opløftede en
Kvinde af Skaren sin Røst og sagde til ham: "Saligt er det Liv,
som bar dig, og de Bryster, som du diede."
28. Men han sagde: "Ja, salige ere de, som høre Guds Ord og bevare
det."

29. Men da Skarerne strømmede til, begyndte han at sige: "Denne
Slægt er en ond Slægt; et Tegn forlanger den, og der skal intet
Tegn gives den uden Jonas's Tegn.
30. Thi ligesom Jonas blev et Tegn for Niniviterne, således skal
også Menneskesønnen være det for denne Slægt.
31. Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med Mændene af
denne Slægt og fordømme dem; thi hun kom fra Jordens Grænser for
at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon.
32. Mænd fra Ninive skulle opstå ved Dommen sammen med denne Slægt
og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og
se, her er mere end Jonas.

33. Ingen tænder et Lys og sætter det i Skjul, ikke heller under
Skæppen, men på Lysestagen, for at de, som komme ind, kunne se
dets Skin.
34. Dit Øje er Legemets Lys; når dit Øje er sundt, er også hele dit
Legeme lyst, men dersom det er dårligt, er også dit Legeme
mørkt.
35. Se derfor til, at det Lys, der er i dig, ikke er Mørke.
36. Dersom da hele dit Legeme et lyst, så at ingen Del deraf er
mørk, vil det være helt lyst, som når Lyset bestråler dig med
sin Glans."

37. Men idet han talte, beder en Farisæer ham om, at han vilde spise
Middagsmåltid hos ham, og han gik ind og satte sig til Bords.
38. Men Farisæeren forundrede sig, da han så, at han ikke toede sig
først før Måltidet.
39. Men Herren sagde til ham: "I Farisæere rense nu det udvendige af
Bægeret og Fadet; men eders Indre er fuldt af Rov og Ondskab.
40. I Dårer! han, som gjorde det ydre, gjorde han ikke også det
indre?
41. Men giver det, som er indeni, til Almisse; se, så ere alle Ting
eder rene.
42. Men ve eder, I Farisæere! thi I give Tiende af Mynte og Rude og
alle Hånde Urter og forbigå Retten og Kærligheden til Gud; disse
Ting burde man gøre og ikke forsømme hine.
43. Ve eder, I Farisæere! thi I elske den fornemste Plads i
Synagogerne og Hilsenerne på Torvene.
44. Ve eder, thi I ere som de ukendelige Grave, og Menneskene, som
gå over dem, vide det ikke."
45. Men en af de lovkyndige svarede og siger til ham: "Mester! idet
du siger dette, forhåner du også os,"
46. Men han sagde: "Ve også eder, I lovkyndige! thi I lægge
Menneskene Byrder på, vanskelige at bære, og selv røre I ikke
Byrderne med een af eders Fingre.
47. Ve eder! thi I bygge Profeternes Grave, og eders Fædre sloge dem
ihjel.
48. Altså ere I Vidner og samtykke i eders Fædres Gerninger; thi de
sloge dem ihjel, og I bygge.
49. Derfor har også Guds Visdom sagt: Jeg vil sende Profeter og
Apostle til dem, og nogle af dem skulle de slå ihjel og
forfølge,
50. for at alle Profeternes Blod, som er udøst fra Verdens
Grundlæggelse, skal kræves af denne Slægt,
51. fra Abels Blod indtil Sakarias's Blod, som blev dræbt imellem
Alteret og Templet; ja, jeg siger eder: Det skal kræves af denne
Slægt.
52. Ve eder, I lovkyndige! thi I have taget Kundskabens Nøgle; selv
ere I ikke gåede ind, og dem, som vilde gå ind, have I
forhindret."
53. Og da han var gået ud derfra, begyndte de skriftkloge og
Farisæerne at trænge stærkt ind på ham og at lokke Ord af hans
Mund om flere Ting;
54. thi de lurede på ham for at opfange noget af hans Mund, for at
de kunde anklage ham.

Lukas 12

1. Da imidlertid mange Tusinde Mennesker havde samlet sig, så at de
trådte på hverandre, begyndte han at sige til sine Disciple:
"Tager eder først og fremmest i Vare for Farisæernes Surdejg,
som er Hykleri.
2. Men intet er skjult, som jo skal åbenbares, og intet er lønligt,
som jo skal blive kendt.
3. Derfor, alt hvad I have sagt i Mørket, skal høres i Lyset; og
hvad I have talt i Øret i Kamrene, skal blive prædiket på
Tagene.

4. Men jeg siger til eder, mine Venner! frygter ikke for dem, som
slå Legemet ihjel og derefter ikke formå at gøre mere.
5. Men jeg vil vise eder, for hvem I skulle frygte: Frygter for
ham, som har Magt til, efter at have slået ihjel, at kaste i
Helvede; ja, jeg siger eder: Frygter for ham!
6. Sælges ikke fem Spurve for to Penninge? og ikke een af dem er
glemt hos Gud.
7. Ja, endog Hårene på eders Hoved ere alle talte; frygter ikke, I
ere mere værd end mange Spurve.
8. Men jeg siger eder: Enhver, som vedkender sig mig for
Menneskene, ham vil også Menneskesønnen vedkende sig for Guds
Engle.
9. Og den, som har fornægtet mig for Menneskene, skal fornægtes for
Guds Engle.
10. Og enhver, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det
forlades; men den, som har talt bespotteligt imod den Helligånd,
ham skal det ikke forlades.
11. Men når de føre eder frem for Synagogerne og Øvrighederne og
Myndighederne, da bekymrer eder ikke for, hvorledes eller
hvormed I skulle forsvare eder, eller hvad I skulle sige.
12. Thi den Helligånd skal lære eder i den samme Time, hvad I bør
sige."

13. Men en af Skaren sagde til ham: "Mester! sig til min Broder, at
han skal dele Arven med mig."
14. Men han sagde til ham: "Menneske! hvem har sat mig til Dommer
eller Deler over eder?"
15. Og han sagde til dem: "Ser til og vogter eder for al Havesyge;
thi ingens Liv beror på, hvad han ejer, selv om han har
Overflod."
16. Og han sagde en Lignelse til dem: "Der var en rig Mand, hvis
Mark havde båret godt.
17. Og han tænkte ved sig selv og sagde: Hvad skal jeg gøre? thi jeg
har ikke Rum, hvori jeg kan samle min Afgrøde.
18. Og han sagde: Dette vil jeg gøre, jeg vil nedbryde mine Lader og
bygge dem større, og jeg vil samle deri al min Afgrøde og mit
Gods;
19. og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har mange gode Ting
liggende for mange År; slå dig til Ro, spis, drik, vær lystig!
20. Men Gud sagde til ham: Du Dåre! i denne Nat kræves din Sjæl af
dig; men hvem skal det høre til. som du har beredt?
21. Således er det med den, som samler sig Skatte og ikke er rig i
Gud."

22. Men han sagde til sine Disciple: "Derfor siger jeg eder:
Bekymrer eder ikke for Livet, hvad I skulle spise; ikke heller
for Legemet, hvad I skulle iføre eder.
23. Livet er mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne.
24. Giver Agt på Ravnene, at de hverken så eller høste og de have
ikke Forrådskammer eller Lade, og Gud føder dem; hvor langt mere
værd end Fuglene ere dog I?
25. Og hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge en Alen til sin
Vækst?
26. Formå I altså ikke engang det mindste, hvorfor bekymre I eder da
for det øvrige?
27. Giver Agt på Lillierne, hvorledes de vokse; de arbejde ikke og
spinde ikke; men jeg siger eder: End ikke Salomon i al sin
Herlighed var klædt som en af dem.
28. Klæder da Gud således det Græs på Marken, som i Dag står og i
Morgen kastes i Ovnen, hvor meget mere eder, I lidettroende!
29. Og I, spørger ikke efter, hvad I skulle spise, og hvad I skulle
drikke; og værer ikke ængstelige!
30. Thi efter alt dette søge Hedningerne i Verden; men eders Fader
ved, at I have disse Ting nødig.
31. Men søger hans Rige, så skulle disse Ting gives eder i Tilgift.
32. Frygt ikke, du lille Hjord! thi det var eders Fader
velbehageligt at give eder Riget.
33. Sælger, hvad I eje, og giver Almisse! Gører eder Punge, som ikke
ældes, en Skat i Himlene, som ikke slipper op, der hvor ingen
Tyv kommer nær, og intet Møl ødelægger.
34. Thi hvor eders Skat er, der vil også eders Hjerte være.

35. Eders Lænder være omgjordede, og eders Lys brændende!
36. Og værer I ligesom Mennesker, der vente på deres Herre, når han
vil bryde op fra Brylluppet, for at de straks, når han kommer og
banker på, kunne lukke op for ham.
37. Salige ere de Tjenere, som Herren finder vågne, når han kommer.
Sandelig, siger jeg eder, at han skal binde op om sig og sætte
dem til Bords og gå om og varte dem op,
38. Og dersom han kommer i den anden Nattevagt og kommer i den
tredje Nattevagt og finder det således, da ere disse Tjenere
salige.
39. Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste, i hvilken
Time Tyven vilde komme, da vågede han og tillod ikke, at der
skete Indbrud i hans Hus.
40. Vorder også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I
ikke mene."
41. Men Peter sagde til ham: "Herre! siger du denne Lignelse til os
eller også til alle?"
42. Og Herren sagde: "Hvem er vel den tro og forstandige Husholder,
som Herren vil sætte over sit Tyende til at give dem den
bestemte Kost i rette Tid?
43. Salig er den Tjener, hvem hans Herre, når han kommer, finder
handlende således.
44. Sandelig, siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han
ejer.
45. Men dersom hin Tjener siger i sit Hjerte: "Min Herre tøver med
at komme" og så begynder at slå Karlene og Pigerne og at spise
og drikke og beruse sig,
46. da skal den Tjeners Herre komme på den Dag, han ikke venter, og
i den Time, han ikke ved, og hugge ham sønder og give ham hans
Lod sammen med de utro:
47. Men den Tjener, som har kendt sin Herres Villie og ikke har
truffet Forberedelser eller handlet efter hans Villie, skal have
mange Hug;
48. men den, som ikke har kendt den og har gjort, hvad der er Hug
værd, skal have få Hug. Enhver, hvem meget er givet, af ham skal
man kræve meget; og hvem meget er betroet, af ham skal man
forlange mere.

49. Ild er jeg kommen at kaste på Jorden, og hvor vilde jeg, at den
var optændt allerede!
50. Men en Dåb har jeg at døbes med, og hvor ængstes jeg, indtil den
er fuldbyrdet!
51. Mene I, at jeg er kommen for at give Fred på Jorden? Nej, siger
jeg eder, men Splid,
52. Thi fra nu af skulle fem i eet Hus være i Splid indbyrdes, tre
imod to, og to imod tre.
53. De skulle være i Splid, Fader med Søn og Søn med Fader, Moder
med Datter og Datter med Moder, Svigermoder med sin Svigerdatter
og Svigerdatter med sin Svigermoder."

54. Men han sagde også til Skarerne: "Når I se en Sky komme op i
Vester, sige I straks: Der kommer Regn, og det sker således.
55. Og når I se en Søndenvind blæse, sige I: Der kommer Hede: og det
sker.
56. I Hyklere! Jordens og Himmelens Udseende vide I at skønne om;
men hvorfor have I da intet Skøn om den nærværende Tid?
57. Og hvorfor dømme I ikke også fra eder selv, hvad der er det
rette?
58. Thi medens du går hen med din Modpart til Øvrigheden, da gør dig
Flid på Vejen for at blive forligt med ham, for at han ikke skal
trække dig for Dommeren, og Dommeren skal overgive dig til
Slutteren, og Slutteren skal kaste dig i Fængsel.
59. Jeg siger dig: Du skal ingenlunde komme ud derfra, førend du får
betalt endog den sidste Skærv."

Lukas 13

1. Men på den samme Tid var der nogle til Stede, som fortalte ham
om de Galilæere, hvis Blod Pilatus havde blandet med deres Ofre.
2. Og han svarede og sagde til dem: "Mene I, at disse Galilæere
vare Syndere frem for alle Galilæere, fordi de have lidt dette?
3. Nej, siger jeg eder; men dersom I ikke omvende eder, skulle I
alle omkomme ligeså.
4. Eller hine atten, som Tårnet i Siloam faldt ned over og
ihjelslog, mene I, at de vare skyldige fremfor alle Mennesker,
som bo i Jerusalem?
5. Nej, siger jeg eder; men dersom I ikke omvende eder, skulle I
alle omkomme ligeså."

6. Men han sagde denne Lignelse: "En havde et Figentræ, som var
plantet i hans Vingård; og han kom og ledte efter Frugt derpå og
fandt ingen.
7. Men han sagde til Vingårdsmanden: Se, i tre År er jeg nu kommen
og har ledt efter Frugt på dette Figentræ og ingen fundet; hug
det om; hvorfor skal det tilmed gøre Jorden unyttig?
8. Men han svarede og sagde til ham: Herre! lad det stå endnu dette
År, indtil jeg får gravet om det og gødet det;
9. måske vil det bære Frugt i Fremtiden; men hvis ikke, da hug det
om!"

10. Men han lærte i en af Synagogerne på Sabbaten.
11. Og se, der var en Kvinde, som havde haft en Svagheds Ånd i atten
År, og hun var sammenbøjet og kunde aldeles ikke rette sig op.
12. Men da Jesus så hende, kaldte han på hende og sagde til hende:
"Kvinde! du er løst fra din Svaghed."
13. Og han lagde Hænderne på hende; og straks rettede hun sig op og
priste Gud.
14. Men Synagogeforstanderen, som var vred, fordi Jesus helbredte på
Sabbaten, tog til Orde og sagde til Folkeskaren: "Der er seks
Dage, på hvilke man bør arbejde; kommer derfor på dem og lader
eder helbrede, og ikke på Sabbatsdagen!"
15. Men Herren svarede ham og sagde: "I Hyklere! løser ikke enhver
iblandt eder sin Okse eller sit Asen fra Krybben på Sabbaten og
fører dem til Vands?
16. Men denne, som er en Abrahams Datter, hvem Satan har bundet, se,
i atten År, burde hun ikke løses fra dette Bånd på
Sabbatsdagen?"
17. Og da han sagde dette, bleve alle hans Modstandere beskæmmede;
og hele Skaren glædede sig over alle de herlige Gerninger, som
gjordes af ham.

18. Han sagde da: "Hvad ligner Guds Rige, og hvormed skal jeg ligne
det?
19. Det ligner et Sennepskorn, som et Menneske tog og lagde i sin
Have; og det voksede og blev til et Træ, og Himmelens Fugle
byggede Rede i dets Grene."
20. Og atter sagde han: "Hvormed skal jeg ligne Guds Rige?
21. Det ligner en Surdejg, som en Kvinde tog og lagde ned i tre Mål
Mel, indtil det blev syret alt sammen."

22. Og han gik igennem Byer og Landsbyer og lærte og tog Vejen til
Jerusalem.
23. Men en sagde til ham: "Herre mon de ere få, som blive frelste?"
Da sagde han til dem:
24. "Kæmper for at komme ind igennem den snævre Port; thi mange,
siger jeg eder, skulle søge at komme ind og ikke formå det.
25. Fra den Stund Husbonden er stået op og har lukket Døren, og I
begynde at stå udenfor og banke på Døren og sige: Herre, luk op
for os! da vil han svare og sige til eder: Jeg kender eder ikke,
hvorfra I ere;
26. da skulle I begynde at sige: vi spiste og drak for dine Øjne, og
du lærte på vore Gader,
27. og han skal sige: Jeg siger eder, jeg kender eder ikke, hvorfra
I ere; viger bort fra mig, alle I, som øve Uret!
28. Der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel, når I må se Abraham
og Isak og Jakob og alle Profeterne i Guds Rige, men eder selv
blive kastede udenfor.
29. Og de skulle komme fra Øster og Vester og fra Norden og Sønden
og sidde til Bords i Guds Rige.
30. Og se, der er sidste, som skulle være iblandt de første, og der
er første, som skulle være iblandt de sidste."

31. I den samme Stund kom nogle Farisæere og sagde til ham: "Gå
bort, og drag herfra; thi Herodes vil slå dig ihjel."
32. Og han sagde til dem: "Går hen og siger til denne Ræv: Se, jeg
uddriver onde Ånder og fuldfører Helbredelser i Dag og i Morgen,
og på den tredje dag fuldendes jeg.
33. Dog bør jeg vandre i Dag og i Morgen og den Dag derefter; thi
det sømmer sig ikke, at en Profet dræbes uden for Jerusalem.
34. Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslår Profeterne og stener dem,
som ere sendte til dig! hvor ofte vilde jeg samle dine Børn,
ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde
ikke.
35. Se, eders Hus overlades til eder selv. Men jeg siger eder: I
skulle ingenlunde se mig, førend den Tid kommer, da I sige:
Velsigtnet være den, som kommer, i Herrens Navn!"

Lukas 14

1. Og det skete, da han kom ind i en af de øverste Farisæeres Hus
på en Sabbat for at holde Måltid, at de toge Vare på ham.
2. Og se, der stod en vattersottig Mand foran ham.
3. Og Jesus tog til Orde og sagde til de lovkyndige og Farisæerne:
"Er det tilladt at helbrede på Sabbaten eller ej?"
4. Men de tav. Og han tog på ham og helbredte ham og lod ham fare.
5. Og han tog til Orde og sagde til dem: "Hvem er der iblandt eder,
som ikke straks, når hans Søn eller Okse falder i en Brønd,
drager dem op på Sabbatsdagen?"
6. Og de kunde ikke give Svar derpå.

7. Men han sagde en Lignelse til de budne, da han gav Agt på,
hvorledes de udvalgte sig de øverste Pladser ved Bordet, og
sagde til dem:
8. "Når du bliver buden af nogen til Bryllup, da sæt dig ikke
øverst til Bords, for at ikke en fornemmere end du måtte være
buden af ham,
9. og han, som indbød dig og ham, måtte komme og sige til dig: Giv
denne Plads, og du da med Skam komme til at sidde nederst.
10. Men når du bliver buden, da gå hen og sæt dig nederst, for at,
når han kommer, som har indbudt dig, han da må sige til dig:
Ven! sæt dig højere op; da skal du have Ære for alle dem, som
sidde til Bords med dig.
11. Thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal fornedres; og den, som
fornedrer sig selv, skal ophøjes."
12. Men han sagde også til ham, som havde indbudt ham: "Når du gør
Middags- eller Aftensmåltid, da byd ikke dine Venner, ej heller
dine Brødre, ej heller dine Frænder, ej heller rige Naboer, for
at ikke også de skulle indbyde dig igen, og du få Vederlag.
13. Men når du gør et Gæstebud, da indbyd fattige, vanføre, lamme,
blinde!
14. Så skal du være salig; thi de have intet at gengælde dig med;
men det skal gengældes dig i de retfærdiges Opstandelse."

15. Men da en af dem, som sade med til Bords, hørte dette, sagde han
til ham: "Salig er den, som holder Måltid i Guds Rige."
16. Men han sagde til ham: "der var en Mand, som gjorde en stor
Nadver og indbød mange.
17. Og han udsendte sin Tjener på Nadverens Time for at sige til de
budne: Kommer! thi nu er det beredt.
18. Og de begyndte alle som een at undskylde sig. Den første sagde
til ham: Jeg har købt en Mark og har nødig at gå ud og se den;
jeg beder dig, hav mig undskyldt!
19. Og en anden sagde: Jeg har købt fem Par Okser og går hen at
prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt!
20. Og en anden sagde: Jeg har taget mig en Hustru til Ægte, og
derfor kan jeg ikke komme.
21. Og Tjeneren kom og meldte sin Herre dette; da blev Husbonden
vred og sagde til sin Tjener: Gå hurtig ud på Byens Stræder og
Gader, og før de fattige og vanføre og lamme og blinde herind!
22. Og Tjeneren sagde: Herre! det er sket, som du befalede, og der
er endnu Rum.
23. Og Herre sagde til Tjeneren: Gå ud på Vejene og ved Gærderne og
nød dem til at gå ind, for at mit Hus kan blive fuldt.
24. Thi jeg siger eder, at ingen af hine Mænd, som vare budne, skal
smage min Nadver."

25. Men store Skarer gik med ham, og han vendte sig og sagde til
dem:
26. "Dersom nogen kommer til mig og ikke hader sin Fader og Moder og
Hustru og Børn og Brødre og Søstre, ja endog sit eget Liv, kan
han ikke være min Discipel.
27. Den, som ikke bærer sit Kors og følger efter mig, kan ikke være
min Discipel.
28. Thi hvem iblandt eder, som vil bygge et Tårn, sætter sig ikke
først hen og beregner Omkostningen, om han har nok til at
fuldføre det,
29. for at ikke, når han får lagt Grunden og ej kan fuldende det,
alle, som se det, skulle begynde at spotte ham og sige:
30. Dette Menneske begyndte at bygge og kunde ikke fuldende det.
31. Eller hvilken Konge, som drager ud for at gå i Kamp imod en
anden Konge, sætter sig ikke først hen og rådslår, om han er
mægtig til med ti Tusinde at møde den, som kommer imod ham med
tyve Tusinde?
32. Men hvis ikke, sender han, medens den anden endnu er langt
borte, Sendebud hen og underhandler om Fred.
33. Således kan da ingen af eder, som ikke forsager alt det, han
ejer, være min Discipel.
34. Saltet er altså godt; men dersom også Saltet mister sin Kraft,
hvorved skal det da få den igen?
35. Det er ikke tjenligt hverken til Jord eller til Gødning; man
kaster det ud. Den, som har Øren at høre med, han høre!"

Lukas 15

1. Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre
ham.
2. Og både Farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: "Denne
tager imod Syndere og spiser med dem."
3. Men han talte denne Lignelse til dem og sagde:
4. "Hvilket Menneske af eder, som har hundrede Får og har mistet
eet af dem, forlader ikke de ni og halvfemsindstyve i Ørkenen og
går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?
5. Og når han har fundet det, lægger han det på sine Skuldre med
Glæde.
6. Og når han kommer hjem, sammenkalder han sine Venner og Naboer
og siger til dem: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet mit
Får, som jeg havde mistet.
7. Jeg siger eder: Således skal der være Glæde i Himmelen over een
Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve
retfærdige, som ikke trænge til Omvendelse.

8. Eller hvilken Kvinde, som har ti Drakmer og taber een Drakme,
tænder ikke Lys og fejer Huset og søger med Flid, indtil hun
finder den?
9. Og når hun har fundet den, sammenkalder hun sine Veninder og
Naboersker og siger: Glæder eder med mig; thi jeg har fundet den
Drakme, som jeg havde tabt.
10. Således, siger jeg eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over
een Synder, som omvender sig."

11. Men han sagde: "En Mand havde to Sønner.
12. Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Del
af Formuen, som tilfalder mig. Og han skiftede Godset imellem
dem.
13. Og ikke mange Dage derefter samlede den yngste Søn alt sit og
drog udenlands til et fjernt Land og ødte der sin Formue i et
ryggesløst Levned.
14. Men da han havde sat alt til, blev der en svær Hungersnød i det
samme Land; og han begyndte at lide Mangel.
15. Og han gik hen og holdt sig til en af Borgerne der i Landet, og
denne sendte ham ud på sine Marker for at vogte Svin.
16. Og han attråede at fylde sin Bug med de Bønner, som Svinene åde;
og ingen gav ham noget.
17. Men han gik i sig selv og sagde: Hvor mange Daglejere hos min
Fader have ikke Brød i Overflødighed? men jeg omkommer her af
Hunger.
18. Jeg vil stå op og gå til min Fader og sige til ham: Fader! jeg
har syndet imod Himmelen og over for dig,
19. jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn, gør mig som en af
dine Daglejere!
20. Og han stod op og kom til sin Fader. Men da han endnu var langt
borte, så hans Fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og
faldt ham om Halsen og kyssede ham.
21. Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og
over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn.
22. Men Faderen sagde til sine Tjenere: Henter det bedste Klædebon
frem, og ifører ham det, og giver ham en Ring på hans Hånd og
Sko på Fødderne;
23. og henter Fedekalven og slagter den, og lader os spise og være
lystige!
24. Thi denne min Søn var død og er bleven levende igen, han var
fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige!
25. Men hans ældste Søn var på Marken, og da han kom og nærmede sig
Huset, hørte han Musik og Dans.
26. Og han kaldte en af Karlene til sig og spurgte, hvad dette var?
27. Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader har
slagtet Fedekalven, fordi han har fået ham sund igen.
28. Men han blev vred og vilde ikke gå ind. Men hans Fader gik ud og
bad ham.
29. Men han svarede og sagde til Faderen: Se, så mange År har jeg
tjent dig, og aldrig har jeg overtrådt noget af dine Bud, og du
har aldrig givet mig et Kid, for at jeg kunde være lystig med
mine Venner.
30. Men da denne din Søn kom, som har fortæret dit Gods med Skøger,
slagtede du Fedekalven til ham.
31. Men han sagde til ham: Barn! du er altid hos mig, og alt mit er
dit.
32. Men man burde være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder
var død og er bleven levende og var fortabt og er funden."

Lukas 16

1. Men han sagde også til Disciplene: "Der var en rig Mand, som
havde en Husholder, og denne blev angiven for ham som en, der
ødte hans Ejendom.
2. Og han lod ham kalde og sagde til ham: Hvad er dette, jeg hører
om dig? Aflæg Regnskabet for din Husholdning; thi du kan ikke
længer være Husholder.
3. Men Husholderen sagde ved sig selv: Hvad skal jeg gøre, efterdi
min Herre tager Husholdningen fra mig? Jeg formår ikke at Grave,
jeg skammer mig ved at tigge.
4. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for af de skulle modtage mig i
deres Huse, når jeg bliver sat fra Husholdningen.
5. Og han kaldte hver enkelt af sin Herres Skyldnere til sig og
sagde til den første: Hvor meget er du min Herre skyldig?
6. Men han sagde: Hundrede Fade Olie. Og han sagde til ham: Tag dit
Skyldbrev, og sæt dig hurtig ned og skriv halvtredsindstyve!
7. Derefter sagde han til en anden: Men du, hvor meget er du
skyldig? Men han sagde: Hundrede Mål Hvede. Han siger til ham:
Tag dit Skyldbrev og skriv firsindstyve!
8. Og Herren roste den uretfærdige Husholder, fordi han havde
handlet klogelig; thi denne Verdens Børn ere klogere end Lysets
Børn imod deres egen Slægt.

Book of the day:
Facebook Google Reddit StumbleUpon Twitter Pinterest