Full Text Archive logoFull Text Archive — Free Classic E-books

The Bible, New Testament, in Danish

Part 2 out of 10

Adobe PDF icon
Download this document as a .pdf
File size: 0.5 MB
What's this? light bulb idea Many people prefer to read off-line or to print out text and read from the real printed page. Others want to carry documents around with them on their mobile phones and read while they are on the move. We have created .pdf files of all out documents to accommodate all these groups of people. We recommend that you download .pdfs onto your mobile phone when it is connected to a WiFi connection for reading off-line.

indvendigt ere fulde af døde Ben og al Urenhed.
28. Således synes også I vel udvortes retfærdige for Menneskene; men
indvortes ere I fulde af Hykleri og Lovløshed.
29. Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I bygge
Profeternes Grave og pryde de retfærdiges Gravsteder og sige:
30. Havde vi været til i vore Fædres Dage, da havde vi ikke været
delagtige med dem i Profeternes Blod.
31. Altså give I eder selv det Vidnesbyrd, at I ere Sønner af dem,
som have ihjelslået Profeterne.
32. Så gører da også I eders Fædres Mål fuldt!
33. I Slanger! I Øgleunger! hvorledes kunne I undfly Helvedes Dom?

34. Derfor se, jeg sender til eder Profeter og vise og skriftkloge;
nogle af dem skulle I slå ihjel og korsfæste, og nogle af dem
skulle I hudstryge i, eders Synagoger og forfølge fra Stad til
Stad,
35. for at alt det retfærdige Blod skal komme over eder, som er
udgydt på Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil
Sakarias's, Barakias's Søns,Blod, hvem I sloge ihjel imellem
Templet og Alteret.
36. Sandelig, siger jeg eder, alt dette skal komme over denne Slægt.
37. Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslår Profeterne og stener dem,
som ere sendte til dig, hvor ofte vilde jeg samle dine Børn,
ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde
ikke.
38. Se, eders Hus lades eder øde!
39. Thi jeg siger eder: I skulle ingenlunde se mig fra nu af, indtil
I sige: Velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn!"

Matt. 24

1. Og Jesus gik ud, bort fra Helligdommen, og hans Disciple kom til
ham for at vise ham Helligdommens Bygninger.
2. Men han svarede og sagde til dem: "Se I ikke alt dette?
Sandelig, siger jeg eder, her skal ikke lades Sten på Sten, som
jo skal nedbrydes."
3. Men da han sad på Oliebjerget, kom hans Disciple til ham afsides
og sagde: "Sig os, når skal dette ske? Og hvad er Tegnet på din
Tilkommelse og Verdens Ende?"
4. Og Jesus svarede og sagde til dem: "Ser til, at ingen forfører
eder!
5. Thi mange skulle på mit Navn komme og sige: Jeg er Kristus; og
de skulle forføre mange.
6. Men I skulle få at høre om Krige og Krigsrygter. Ser til, lader
eder ikke forskrække; thi det må ske; men Enden er ikke endda.
7. Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal
være Hungersnød og Jordskælv her og der.
8. Men alt dette er Veernes Begyndelse.
9. Da skulle de overgive eder til Trængsel og slå eder ihjel, og I
skulle hades af alle Folkeslagene for mit Navns Skyld.
10. Og da skulle mange forarges og forråde hverandre og hade
hverandre.
11. Og mange falske Profeter skulle fremstå og forføre mange.
12. Og fordi Lovløsheden bliver mangfoldig, vil Kærligheden blive
kold hos de fleste.
13. Men den, som holder ud indtil Enden, han skal frelses.
14. Og dette Rigets Evangelium skal prædikes i hele Verden til et
Vidnesbyrd for alle Folkeslagene; og da skal Enden komme.
15. Når I da se Ødelæggelsens Vederstyggelighed, hvorom der er talt
ved Profeten Daniel, stå på hellig Grund, (den, som læser det,
han give Agt!)
16. da skulle de, som ere i Judæa, fly ud på Bjergene;
17. den, som er på Taget, stige ikke ned for at hente, hvad der er i
hans Hus;
18. og den, som er på Marken, vende ikke tilbage før at hente sine
Klæder!
19. Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage!
20. Og beder om, at eders Flugt ikke skal ske om Vinteren, ej heller
på en Sabbat;
21. thi der skal da være en Trængsel så stor, som der ikke har været
fra Verdens Begyndelse indtil nu og heller ikke skal komme.
22. Og dersom disse Dage ikke bleve afkortede, da blev intet Kød
frelst; men for de udvalgtes Skyld skulle disse Dage afkortes.
23. Dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller der!
da skulle I ikke tro det.
24. Thi falske Krister og falske Profeter skulle fremstå og gøre
store Tegn og Undergerninger, så at også de udvalgte skulde
blive forførte, om det var muligt.
25. Se, jeg har sagt eder det forud.
26. Derfor, om de sige til eder: Se, han er i Ørkenen, da går ikke
derud; se. han er i Kamrene, da tror det ikke!
27. Thi ligesom Lynet udgår fra Østen og lyser indtil Vesten,
således skal Menneskesønnens Tilkommelse være.
28. Hvor Ådselet er, der ville Ørnene samle sig.
29. Men straks efter de Dages Trængsel skal Solen formørkes og Månen
ikke give sit Skin og Stjernerne falde ned fra Himmelen, og
Himmelens Kræfter skulle rystes.
30. Og da skal Menneskesønnens Tegn vise sig på Himmelen; og da
skulle alle Jordens Stammer jamre sig, og de skulle se
Menneskesønnen komme på Himmelens Skyer med Kraft og megen
Herlighed.
31. Og han skal udsende sine Engle med stærktlydende Basun, og de
skulle samle hans udvalgte fra de fire Vinde, fra den ene Ende
af Himmelen til den anden.
32. Men lærer Lignelsen af Figentræet: Når dets Gren allerede er
bleven blød,og Bladene skyde frem, da skønne I, at Sommeren er
nær.
33. Således skulle også I, når I se alt dette, skønne, at han er nær
for Døren.
34. Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgå,
førend alle disse Ting ere skete.
35. Himmelen og Jorden skulle forgå, men mine Ord skulle ingenlunde
forgå.
36. Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Himmelens Engle,
heller ikke Sønnen, men kun Faderen alene.
37. Og ligesom Noas dage vare, således skal Menneskesønnens
Tilkommelse være.
38. Thi ligesom de i Dagene før Syndfloden åde og drak, toge til
Ægte og bortgiftede, indtil den Dag, da Noa gik ind i Arken,
39. og ikke agtede det, førend Syndfloden kom og tog dem alle bort,
således skal også Menneskesønnens Tilkommelse være.
40. Da skulle to Mænd være på Marken; den ene tages med, og den
anden lades tilbage.
41. To Kvinder skulle male på Kværnen; den ene tages med, og den
anden lades tilbage.

42. Våger derfor, thi I vide ikke, på hvilken Dag eders Herre
kommer.
43. Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste. i hvilken
Nattevagt Tyven vilde komme, da vågede han og tillod ikke, at
der skete Indbrud i hans Hus.
44. Derfor vorder også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time,
som I ikke mene.
45. Hvem er så den tro og forstandige Tjener, som hans Herre har sat
over sit Tyende til at give dem deres Mad i rette Tid?
46. Salig er den Tjener, hvem hans Herre, når han kommer, finder
handlende således.
47. Sandelig, siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han
ejer.
48. Men dersom den onde Tjener siger i sit Hjerte: Min Herre tøver,
49. og så begynder at slå sine Medtjenere og spiser og drikker med
Drankerne,
50. da skal den Tjeners Herre komme på den Dag, han ikke venter, og
i den Time, han ikke ved,
51. og hugge ham sønder og give ham hans Lod sammen med Hyklerne;
der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel.

Matt. 25

1. Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres
Lamper og gik Brudgommen i Møde.
2. Men fem af dem vare Dårer, og fem kloge.
3. Dårerne toge nemlig deres Lamper, men toge ikke Olie med sig.
4. Men de kloge toge Olie i deres Kar tillige med deres Lamper.
5. Og da Brudgommen tøvede, slumrede de alle ind og sov.
6. Men ved Midnat lød der et Råb: Se, Brudgommen kommer, går ham i
Møde!
7. Da vågnede alle Jomfruerne og gjorde deres Lamper i Stand.
8. Men Dårerne sagde til de kloge: Giver os af eders Olie; thi vore
Lamper slukkes.
9. Men de kloge svarede og sagde: Der vilde vist ikke blive nok til
os og til eder; går hellere hen til Købmændene og køber til eder
selv!
10. Men medens de gik bort for at købe, kom Brudgommen, og de, som
vare rede, gik ind med ham til Brylluppet; og Døren blev lukket.
11. Men senere komme også de andre Jomfruer og sige: Herre, Herre,
luk op for os!
12. Men han svarede og sagde: Sandelig, siger jeg eder, jeg kender
eder ikke.
13. Våger derfor, thi I vide ikke Dagen, ej heller Timen.

14. Thi det er ligesom en Mand, der drog udenlands og kaldte på sine
Tjenere og overgav dem sin Ejendom;
15. og en gav han fem Talenter, en anden to, og en tredje en, hver
efter hans Evne; og straks derefter drog han udenlands.
16. Men den, som havde fået de fem Talenter, gik hen og købslog med
dem og vandt andre fem Talenter
17. Ligeså vandt også den, som havde fået de to Talenter,andre to.
18. Men den, som havde fået den ene, gik bort og gravede i Jorden og
skjulte sin Herres Penge.
19. Men lang Tid derefter kommer disse Tjeneres Herre og holder
Regnskab med dem.
20. Og den, som havde fået de fem Talenter, kom frem og bragte andre
fem Talenter og sagde: Herre! du overgav mig fem Talenter; se,
jeg har vundet fem andre Talenter.
21. Hans Herre sagde til ham: Vel, du gode og tro Tjener! du var tro
over lidet, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din Herres
Glæde!
22. Da kom også han frem, som havde fået de to Talenter, og sagde:
Herre! du overgav mig to Talenter; se, jeg har vundet to andre
Talenter.
23. Hans Herre sagde til ham: Vel, du gode og tro Tjener! du var tro
over lidet, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din Herres
glæde!
24. Men også han, som havde fået den ene Talent, kom frem og sagde:
Herre! jeg kendte dig, at du er en hård Mand, som høster, hvor
du ikke såede, og samler, hvor du ikke spredte;
25. og jeg frygtede og gik hen og skjulte din Talent i Jorden; se,
her har du, hvad dit er.
26. Men hans Herre svarede og sagde til ham: Du onde og lade Tjener!
du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke såede, og samler, hvor
jeg ikke spredte;
27. derfor burde du have overgivet Vekselererne mine Penge; og når
jeg kom, da havde jeg fået mit igen med Rente.
28. Tager derfor den Talent fra ham, og giver den til ham, som har
de ti Talenter.
29. Thi enhver, som har, ham skal der gives, og han skal få
Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages,
som han har.
30. Og kaster den unyttige Tjener ud i Mørket udenfor; der skal der
være Gråd og Tænders Gnidsel.

31. Men når Menneskesønnen kommer i sin Herlighed og alle Englene
med ham, da skal han sidde på sin Herligheds Trone.
32. Og alle Folkeslagene skulle samles foran ham, og han skal skille
dem fra hverandre, ligesom Hyrden skiller Fårene fra Bukkene.
33. Og han skal stille Fårene ved sin højre Side og Bukkene ved den
venstre.
34. Da skal Kongen sige til dem ved sin højre Side: Kommer hid. I
min Faders velsignede! arver det Rige, som har været eder beredt
fra Verdens Grundlæggelse.
35. Thi jeg var hungrig, og I gave mig at spise; jeg var tørstig, og
I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig hjem til
eder;
36. jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var syg, og I besøgte mig;
jeg var i Fængsel, og I kom til mig.
37. Da skulle de retfærdige svare ham og sige: Herre! når så vi dig
hungrig og gave dig Mad, eller tørstig og gave dig at drikke?
38. Når så vi dig fremmed og toge dig hjem til os, eller nøgen og
klædte dig?
39. Når så vi dig syg eller i Fængsel og kom til dig?
40. Og Kongen skal svare og sige til dem: Sandelig, siger jeg eder:
Hvad I have gjort imod een af disse mine mindste Brødre, have I
gjort imod mig.
41. Da skal han også sige til dem ved den venstre Side: Går bort fra
mig, I forbandede! til den evige Ild, som er beredt Djævelen og
hans Engle.
42. Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at spise; jeg var
tørstig, og I gave mig ikke at drikke;
43. jeg var fremmed, og I toge mig ikke hjem til eder; jeg var
nøgen, og I klædte mig ikke; jeg var syg og i Fængsel, og I
besøgte mig ikke.
44. Da skulle også de svare og sige: Herre! når så vi dig hungrig
eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i
Fængsel og tjente dig ikke?
45. Da skal han svare dem og sige: Sandelig, siger jeg eder: Hvad I
ikke have gjort imod een af disse mindste, have I heller ikke
gjort imod mig.
46. Og disse skulle gå bort til evig Straf, men de retfærdige til
evigt Liv."

Matt. 26

1. Og det skete, da Jesus havde fuldendt alle disse Ord, sagde han
til sine Disciple:
2. "I vide, at om to Dage er det Påske; så forrådes Menneskesønnen
til at korsfæstes."

3. Da forsamledes Ypperstepræsterne og Folkets Ældste i
Ypperstepræstens Gård; han hed Kajfas.
4. Og de rådsloge om at gribe Jesus med List og ihjelslå ham.
5. Men de sagde: "Ikke på Højtiden, for at der ikke skal blive
Oprør iblandt Folket."

6. Men da Jesus var kommen til Bethania, i Simon den spedalskes
Hus,
7. kom der en Kvinde til ham, som havde en Alabastkrukke med såre
kostbar Salve, og hun udgød den på hans Hoved, medens han sad
til Bords.
8. Men da Disciplene så det, bleve de vrede og sagde: "Hvortil
denne Spilde?
9. Dette kunde jo være solgt til en høj Pris og være givet til
fattige."
10. Men da Jesus mærkede det, sagde han til dem: "Hvorfor volde I
Kvinden Fortrædeligheder? Hun har jo gjort en god Gerning imod
mig.
11. Thi de fattige have I altid hos eder; men mig have I ikke altid.
12. Thi da hun udgød denne Salve over mit Legeme, gjorde hun det for
at berede mig til at begraves.
13. Sandelig, siger jeg eder, hvor som helst i hele Verden dette
Evangelium bliver prædiket, skal også det, som hun har gjort,
omtales til hendes Ihukommelse."

14. Da gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, hen til
Ypperstepræsterne
15. og sagde: "Hvad ville I give mig, så skal jeg forråde ham til
eder?" Men de betalte ham tredive Sølvpenge".
16. Og fra den Stund søgte han Lejlighed til at forråde ham.

17. Men på den første Dag af de usyrede Brøds Højtid kom Disciplene
til Jesus og sagde: "Hvor vil du, at vi skulle træffe
Forberedelse for dig til at spise Påskelammet?"
18. Men han sagde: "Går ind i Staden til den og den Mand, og siger
til ham: Mesteren siger: Min Time er nær; hos dig holder jeg
Påske med mine Disciple."
19. Og Disciplene gjorde, som Jesus befalede dem, og beredte
Påskelammet.
20. Men da det var blevet Aften, sad han til Bords med de tolv.
21. Og medens de spiste, sagde han: "Sandelig, siger jeg eder, en af
eder vil forråde mig."
22. Og de bleve såre bedrøvede og begyndte hver især at sige til
ham: "Det er dog vel ikke mig, Herre?"
23. Men han svarede og sagde: "Den, som dyppede Hånden tillige med
mig i Fadet, han vil forråde mig.
24. Menneskesønnen går vel bort, som der er skrevet om ham; men ve
det Menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det var
godt for det Menneske, om han ikke var født."
25. Men Judas, som forrådte ham, svarede og sagde: "Det er dog vel
ikke mig, Rabbi?" Han siger til ham: "Du har sagt det."

26. Men medens de spiste, tog Jesus Brød, og han velsignede og brød
det og gav Disciplene det og sagde: "Tager, æder; dette er mit
Legeme."
27. Og han tog en Kalk og takkede. gav dem den og sagde: "Drikker
alle deraf;
28. thi dette er mit Blod, Pagtens, hvilket udgydes for mange til
Syndernes Forladelse.
29. Men jeg siger eder, fra nu af skal jeg ingenlunde drikke af
denne Vintræets Frugt indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny
med eder i min Faders Rige."

30. Og da de havde sunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
31. Da siger Jesus til dem: "I skulle alle forarges på mig i denne
Nat; thi der er skrevet: Jeg vil slå Hyrden, og Hjordens Får
skulle adspredes.
32. Men efter at jeg er bleven oprejst, vil jeg gå forud for eder
til Galilæa."
33. Men Peter svarede og sagde til ham: "Om end alle ville forarges
på dig, så vil jeg dog aldrig forarges."
34. Jesus sagde til ham: "Sandelig, siger jeg dig, i denne Nat,
førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange."
35. Peter siger til ham: "Om jeg end skulde dø med dig, vil jeg
ingenlunde fornægte dig." Ligeså sagde også alle Disciplene.

36. Da kommer Jesus med dem til en Gård, som kaldes Gethsemane, og
han siger til Disciplene: "Sætter eder her, medens jeg går
derhen og beder."
37. Og han tog Peter og Zebedæus's to Sønner med sig, og han
begyndte at bedrøves og svarlig at ængstes.
38. Da siger han til dem: "Min Sjæl er dybt bedrøvet indtil Døden;
bliver her og våger med mig!"
39. Og han gik lidt frem, faldt på sit Ansigt, bad og sagde: "Min
Fader! er det muligt, da gå denne Kalk mig forbi; dog ikke som
jeg vil, men som du vil."
40. Og han kommer til Disciplene og finder dem sovende, og han siger
til Peter: "Så kunde I da ikke våge een Time med mig!
41. Våger og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse! Ånden er
vel redebon, men Kødet er skrøbeligt."
42. Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde: "Min Fader! hvis
denne Kalk ikke kan gå mig forbi, uden jeg drikker den, da ske
din Villie!"
43. Og han kom og fandt dem atter sovende, thi deres Øjne vare
betyngede.
44. Og han forlod dem og gik atter hen og bad tredje Gang og sagde
atter det samme Ord.
45. Da kommer han til Disciplene og siger til dem: "Sove I fremdeles
og Hvile eder? Se, Timen er nær, og Menneskesønnen forrådes i
Synderes Hænder.
46. Står op, lader os gå; se, han, som forråder mig, er nær."

47. Og medens han endnu talte, se, da kom Judas, en af de tolv, og
med ham en stor Skare, med Sværd og Knipler, fra
Ypperstepræsterne og Folkets Ældste.
48. Men han, som forrådte ham, havde givet dem et Tegn og sagt:
"Den, som jeg kysser, ham er det; griber ham!"
49. Og han trådte straks hen til Jesus og sagde: "Hil være dig,
Rabbi!" og kyssede ham.
50. Men Jesus sagde til ham: "Ven, hvorfor kommer du her?" Da trådte
de til og lagde Hånd på Jesus og grebe ham.
51. Og se, en af dem, som vare med Jesus, rakte Hånden ud og drog
sit Sværd og slog Ypperstepræstens Tjener og huggede hans Øre
af.
52. Da siger Jesus til ham: "Stik dit Sværd igen på dets Sted; thi
alle de, som tage Sværd, skulle omkomme ved Sværd.
53. Eller mener du, at jeg ikke kan bede min Fader, så han nu
tilskikker mig mere end tolv Legioner Engle?
54. Hvorledes skulde da Skrifterne opfyldes, at det bør gå således
til?"
55. I den samme Time sagde Jesus til Skarerne: "I ere gåede ud
ligesom imod en Røver med Sværd og Knipler for at fange
mig. Daglig sad jeg i Helligdommen og lærte, og I grebe mig
ikke.
56. Men det er alt sammen sket, for at Profeternes Skrifter skulde
opfyldes." Da forlode alle Disciplene ham og flyede.

57. Men de, som havde grebet Jesus, førte ham hen til
Ypperstepræsten Kajfas, hvor de skriftkloge og de Ældste vare
forsamlede.
58. Men Peter fulgte ham i Frastand indtil Ypperstepræstens Gård, og
han gik indenfor og satte sig hos Svendene for at se, hvad
Udgang det vilde få.
59. Men Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte falsk Vidnesbyrd imod
Jesus, for at de kunde aflive ham.
60. Og de fandt intet, endskønt der trådte mange falske Vidner frem.
Men til sidst trådte to frem og sagde:
61. "Denne har sagt: Jeg kan nedbryde Guds Tempel og bygge det op i
tre Dage."
62. Og Ypperstepræsten stod op og sagde til ham: "Svarer du intet
på, hvad disse vidne imod dig?"
63. Men Jesus tav. Og Ypperstepræsten tog til Orde og sagde til ham:
"Jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er
Kristus, Guds Søn."
64. Jesus siger til ham: "Du har sagt det; dog jeg siger eder: Fra
nu af skulle I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre Hånd
og komme på Himmelens Skyer."
65. Da sønderrev Ypperstepræsten sine Klæder og sagde: "Han har talt
bespotteligt; hvad have vi længere Vidner nødig? se, nu have I
hørt Bespottelsen.
66. Hvad tykkes eder?" Og de svarede og sagde: "Han er skyldig til
Døden."
67. Da spyttede de ham i Ansigtet og gave ham Næveslag; andre sloge
ham på Kinden
68. og sagde: "Profeter os, Kristus, hvem var det, der slog dig?"

69. Men Peter sad udenfor i Gården; og en Pige kom hen til ham og
sagde: "Også du var med Jesus Galilæeren."
70. Men han nægtede det i alles Påhør og sagde: "Jeg forstår ikke,
hvad du siger."
71. Men da han gik ud i Portrummet, så en anden Pige ham; og hun
siger til dem, som vare der: "Denne var med Jesus af Nazareth."
72. Og han nægtede det atter med en Ed: "Jeg kender ikke det
Menneske."
73. Men lidt efter kom de, som stode der, hen og sagde til Peter:
"Sandelig, også du er en af dem. dit Mål røber dig jo også."
74. Da begyndte han at forbande sig og sværge: "Jeg kender ikke det
Menneske." Og straks galede Hanen.
75. Og Peter kom Jesu Ord i Hu at han havde sagt: "Førend Hanen
galer, skal du fornægte mig tre Gange." Og han gik udenfor og
græd bitterligt.

Matt. 27

1. Men da det var blevet Morgen, holdt alle Ypperstepræsterne og
Folkets Ældste Råd imod Jesus for at aflive ham.
2. Og de bandt ham og førte ham bort og overgave ham til
Landshøvdingen Pontius Pilatus.

3. Da nu Judas, som forrådte ham, så, at han var bleven domfældt,
fortrød han det og bragte de tredive Sølvpenge tilbage til
Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde:
4. "Jeg har syndet, idet jeg forrådte uskyldigt Blod." Men de
sagde: "Hvad kommer det os ved? se du dertil."
5. Og han kastede Sølvpengene ind i Templet, veg bort og gik hen og
hængte sig.
6. Men Ypperstepræsterne toge Sølvpengene og sagde: "Det er ikke
tilladt at lægge dem til Tempelskatten; thi det er Blodpenge."
7. Men efter at have holdt Råd købte de Pottemagermarken derfor til
Gravsted for de fremmede.
8. Derfor blev den Mark kaldt Blodmarken indtil den Dag i Dag.
9. Da opfyldtes det, som er talt ved Profeten Jeremias, som siger:
"Og de toge de tredive Sølvpenge, Prisen for den vurderede, hvem
de vurderede for Israels Børn,
10. og de gav dem for Pottemagermarken, som Herren befalede mig."

11. Men Jesus blev stillet for Landshøvdingen, og Landshøvdingen
spurgte ham og sagde: "Er du Jødernes Konge?" Men Jesus sagde
til ham: "Du siger det."
12. Og da han blev anklaget af Ypperstepræsterne og de Ældste,
svarede han intet.
13. Da siger Pilatus til ham: "Hører du ikke, hvor meget de vidne
imod dig?"
14. Og han svarede ham end ikke på et eneste Ord, så at
Landshøvdingen undrede sig såre.
15. Men på Højtiden plejede Landshøvdingen at løslade Mængden een
Fange, hvilken de vilde.
16. Og de havde dengang en berygtet Fange, som hed Barabbas.
17. Da de vare forsamlede, sagde Pilatus derfor til dem: "Hvem ville
I, at jeg skal løslade eder: Barabbas eller Jesus, som kaldes
Kristus?"
18. Thi han vidste, at det var af Avind, de havde overgivet ham.
19. Men medens han sad på Dommersædet, sendte hans Hustru Bud til
ham og sagde: "Befat dig ikke med denne retfærdige; thi jeg har
lidt meget i Dag i en Drøm før hans Skyld."
20. Men Ypperstepræsterne og de Ældste overtalte Skarerne til, at de
skulde begære Barabbas, men ihjelslå Jesus.
21. Og Landshøvdingen svarede og sagde til dem: "Hvilken af de to
ville I, at jeg skal løslade eder?" Men de sagde: "Barabas."
22. Pilatus siger til dem: "Hvad skal jeg da gøre med Jesus, som
kaldes Kristus?" De sige alle: "Lad ham blive korsfæstet!"
23. Men Landshøvdingen sagde: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de
råbte end mere og sagde: "Lad ham blive korsfæstet!"
24. Men da Pilatus så, at han intet udrettede, men at der blev
større Larm, tog han Vand og toede sine Hænder i Mængdens Påsyn
og sagde: "Jeg er uskyldig i denne retfærdiges Blod; ser I
dertil!"
25. Og hele Folket svarede og sagde: "Hans Blod komme over os og
over vore Børn!"
26. Da løslod han dem Barabbas; men Jesus lod han hudstryge og gav
ham hen til at korsfæstes.

27. Da toge Landshøvdingens Stridsmænd Jesus med sig ind i Borgen og
samlede hele Vagtafdelingen omkring ham.
28. Og de afklædte ham og kastede en Skarlagens Kappe om ham.
29. Og de flettede en Krone af Torne og satte den på hans Hoved og
gave ham et Rør i hans højre Hånd; og de faldt på Knæ for ham og
spottede ham og sagde: "Hil være dig, du Jødernes Konge!"
30. Og de spyttede på ham og toge Røret og sloge ham på Hovedet.
31. Og da de havde spottet ham, toge de Kappen af ham og iførte ham
hans egne Klæder og førte ham hen for at korsfæste ham.

32. Men medens de gik derud, traf de en Mand fra Kyrene, ved Navn
Simon; ham tvang de til at bære hans Kors.
33. Og da de kom til et Sted, som kaldes Golgatha, det er udlagt:
"Hovedskalsted",
34. gave de ham Eddike at drikke blandet med Galde og da han smagte
det, vilde han ikke drikke.
35. Men da de havde korsfæstet ham, delte de hans Klæder imellem sig
ved Lodkastning, for at det skulde opfyldes, som er sagt af
Profeten: "De delte mine Klæder imellem sig og kastede Lod om
mit Klædebon."
36. Og de sade der og holdt Vagt over ham.
37. Og oven over hans Hoved satte de Beskyldningen imod ham skreven
således: "Dette er Jesus, Jødernes Konge."
38. Da bliver der korsfæstet to Røvere sammen med ham, en ved den
højre og en ved den venstre Side,
39. Og de, som gik forbi, spottede ham, idet de rystede på deres
Hoveder og sagde:
40. "Du, som nedbryder Templet og bygger det op i tre Dage, frels
dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset!"
41. "Ligeså spottede Ypperstepræsterne tillige med de skriftkloge og
de Ældste og sagde:
42. "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse; er han
Israels Konge, så lad ham nu stige ned af Korset, så ville vi
tro på ham.
43. Han har sat sin Lid til Gud;han fri ham nu, om han har Behag i
ham; thi han har sagt: Jeg er Guds Søn."
44. Og på samme Måde hånede også Røverne ham, som vare korsfæstede
med ham.
45. Men fra den sjette Time blev der Mørke over hele Landet indtil
den niende Time.
46. Og ved den niende Time råbte Jesus med høj Røst og sagde: "Eli!
Eli! Lama Sabaktani?" det er: "Min Gud! min Gud! hvorfor har du
forladt mig?"
47. Men nogle af dem, som stode der og hørte det, sagde: "Han kalder
på Elias."
48. Og straks løb en af dem hen og tog en Svamp og fyldte den med
Eddike og stak den på et Rør og gav ham at drikke.
49. Men de andre sagde: "Holdt! lader os se, om Elias kommer for at
frelse ham."
50. Men Jesus råbte atter med høj Røst og opgav Ånden.
51. Og se, Forhænget i Templet splittedes i to Stykker, fra øverst
til nederst; og Jorden skjalv, og Klipperne revnede,
52. og Gravene åbnedes; og mange af de hensovede helliges legemer
bleve oprejste,
53. og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse og kom ind i den
hellige Stad og viste sig for mange.
54. Men da Høvedsmanden og de, som tillige med, ham holdt Vagt over
Jesus, så Jordskælvet, og hvad der skete, frygtede de såre og
sagde: "Sandelig, denne var Guds Søn."
55. Men der var mange Kvinder der, som så til i Frastand, hvilke
havde fulgt Jesus fra Galilæa og tjent ham.
56. Iblandt dem vare Maria Magdalene og Maria, Jakobs og Josefs
Moder, og Zebedæus's Sønners Moder.

57. Men da det var blevet Aften, kom en rig Mand fra Arimathæa, ved
Navn Josef, som også selv var bleven Jesu Discipel.
58. Han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. Da befalede Pilatus,
at det skulde udleveres.
59. Og Josef tog Legemet og svøbte det i et rent, fint Linklæde
60. og lagde det i sin nye Grav, som han havde ladet hugge i
Klippen, og væltede en stor Sten for Indgangen til Graven og gik
bort.
61. Men Maria Magdalene og den anden Maria vare der, og de sade lige
over for Graven.

62. Men den næste Dag, som var Dagen efter Beredelsesdagen,
forsamlede Ypperstepræsterne og Farisæerne sig hos Pilatus
63. og sagde: "Herre! vi ere komne i Hu, at denne Forfører sagde,
medens han endnu levede: Tre Dage efter bliver jeg oprejst.
64. Befal derfor, at Graven skal sikkert bevogtes indtil den tredje
Dag, for at ikke hans Disciple skulle komme og stjæle ham og
sige til Folket: "Han er oprejst fra de døde; og da vil den
sidste Forførelse blive værre end den første,"
65. Pilatus sagde til dem: "Der have I en Vagt; går hen og bevogter
den sikkert, som I bedst vide!"
66. Og de gik hen og bevogtede Graven sikkert med Vagten efter at
have sat Segl for Stenen.

Matt. 28

1. Men efter Sabbaten, da det gryede ad den første Dag i Ugen, kom
Maria Magdalene og den anden Maria for at se til Graven.
2. Og se, der skete et stort Jordskælv; thi en Herrens Engel for
ned fra Himmelen og trådte til og væltede Stenen bort og satte
sig på den.
3. Men hans Udseende var ligesom et Lyn og hans Klædebon hvidt som
Sne.
4. Men de, som holdt Vagt, skælvede af Frygt for ham og bleve som
døde.
5. Men Engelen tog til Orde og sagde til Kvinderne: "I skulle ikke
frygte! thi jeg ved, at I lede efter Jesus den korsfæstede.
6. Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kommer
hid, ser Stedet, hvor Herren lå!
7. Og går hastigt hen og siger hans Disciple, at han er opstanden
fra de døde; og se, han går forud for eder til Galilæa; der
skulle I se ham. Se, jeg har sagt eder det."
8. Og de gik hastig bort fra Graven med Frygt og stor Glæde og løb
hen for at forkynde hans Disciple det.
9. Men medens de gik for at forkynde hans Disciple det, se, da
mødte Jesus dem og sagde: "Hil være eder!" Men de trådte til og
omfavnede hans Fødder og tilbade ham.
10. Da siger Jesus til dem: "Frygter ikke! går hen og forkynder mine
Brødre, at de skulle gå bort til Galilæa, og der skulle de se
mig."

11. Men medens de gik derhen, se da kom nogle af Vagten ind i Staden
og meldte Ypperstepræsterne alt det, som var sket.
12. Og de samledes med de Ældste og holdt Råd og gave Stridsmændene
rigelige Penge
13. og sagde: "Siger: Hans Disciple kom om Natten og stjal ham,
medens vi sov.
14. Og dersom Landshøvdingen får det at høre, ville vi stille ham
tilfreds og holde eder angerløse."
15. Men de toge Pengene og gjorde, som det var lært dem. Og dette
Ord blev udspredt iblandt Jøderne indtil den Dag i Dag.

16. Men de elleve Disciple gik til Galilæa, til det Bjerg, hvor
Jesus havde sat dem Stævne.
17. Og da de så ham tilbade de ham; men nogle tvivlede.
18. Og Jesus trådte frem, talte til dem og sagde: "Mig er given al
Magt i Himmelen og på Jorden.
19. Går derfor hen og gører alle Folkeslagene til mine Disciple,
idet I døbe dem til Faderens og Sønnens og den Helligånds Navn,
20. og idet I lære dem at holde alt det, som jeg har befalet
eder. Og se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende."

Markus

Markus 1

1. Jesu Kristi, Guds Søns, Evangeliums Begyndelse er således,
2. som der er skrevet hos Profeten Esajas: "Se, jeg sender min
Engel for dit Ansigt, han skal berede din Vej.
3. Der er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej,
gører hans Stier jævne!"
4. Johannes kom, han, som døbte i Ørkenen og prædikede
Omvendelses-Dåb til Syndernes Forladelse.
5. Og hele Judæas Land og alle i Jerusalem gik ud og bleve døbt, af
ham i Floden Jordan, idet de bekendte deres Synder
6. Og Johannes var klædt i Kamelhår og havde et Læderbælte om sin
Lænd og spiste Græshopper og vild Honning.
7. Og han prædikede og sagde: "Efter mig kommer den, som er
stærkere end jeg, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at bøje mig
ned og løse.
8. Jeg har døbt eder med Vand, men han skal døbe eder med den
Helligånd."

9. Og det skete i de dage, at Jesus kom fra Nazareth i Galilæa og
blev døbt af Johannes i Jordan.
10. Og straks da han steg op af Vandet, så han Himlene skilles ad og
Ånden ligesom en Due dale ned over ham;
11. og der kom en Røst fra Himlene: "Du er min Søn, den elskede, i
dig har jeg Velbehag."

12. Og straks driver Ånden ham ud i Ørkenen.
13. Og han var i Ørkenen fyrretyve Dage, medens han fristedes af
Satan, og han var blandt Dyrene; og Englene tjente ham.

14. Men efter at Johannes var kastet i Fængsel, kom Jesus til
Galilæa og prædikede Guds Evangelium
15. og sagde: "Tiden er fuldkommet, og Guds Rige er kommet nær;
omvender eder og tror på Evangeliet!"

16. Og medens han gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Simons
Broder Andreas i Færd med at kaste Garn i Søen; thi de vare
Fiskere.
17. Og Jesus sagde til dem: "Følger efter mig, så vil jeg gøre eder
til Menneskefiskere."
18. Og de forlode straks Garnene og fulgte ham.
19. Og da han gik lidt videre frem, så han, Jakob, Zebedæus's Søn,
og hans Broder Johannes, som også vare i Færd med at bøde deres
Garn i Skibet;
20. og han kaldte straks på dem, og de forlode deres Fader Zebedæus
i Skibet med Lejesvendene og gik efter ham.

21. Og de gå ind i Kapernaum. Og straks på Sabbaten gik han ind i
Synagogen og lærte,
22. og de bleve slagne af Forundring over hans Lære; thi han lærte
dem som en, der havde Myndighed, og ikke som de skriftkloge.
23. Og der var i deres Synagoge et Menneske med en uren Ånd, og han
råbte højt
24. og sagde: "Hvad have vi med dig at gøre, Jesus af Nazareth? Er
du kommen for at ødelægge os; jeg kender dig, hvem du er, du
Guds hellige."
25. Og Jesus truede ham og sagde: "Ti, og far ud af ham!"
26. Og den urene Ånd sled i ham og råbte med høj Røst og for ud af
ham.
27. Og de bleve alle forfærdede, så at de spurgte hverandre og
sagde: "Hvad er dette? en ny Lære med Myndighed; også over de
urene Ånder byder han, og de lyde ham."
28. Og Rygtet om ham kom straks ud alle Vegne i hele det omliggende
Land i Galilæa.

29. Og straks, da de vare gåede ud af Synagogen, kom de ind i Simons
og Andreas's Hus med Jakob og Johannes.
30. Men Simons Svigermoder lå og havde Feber, og straks tale de til
ham om hende;
31. og han gik hen til hende, tog hende ved Hånden og rejste hende
op, og Feberen forlod hende, og hun vartede dem op.
32. Men da det var blevet Aften, og Solen var gået ned, førte de til
ham alle de syge og besatte,
33. og hele Byen var forsamlet foran Døren.
34. Og han helbredte mange, som lede af mange Hånde Sygdomme, og han
uddrev mange onde Ånder; og han tillod ikke de onde Ånder at
tale, fordi de kendte ham.

35. Og om Morgenen længe før Dag stod han op og gik ud og gik hen
til et øde Sted, og der bad han:
36. Og Simon og de, som vare med ham, skyndte sig efter ham.
37. Og de fandt ham, og de sige til ham: "Alle lede efter dig."
38. Og han siger til dem: "Lader os gå andetsteds hen til de
nærmeste Småbyer, for at jeg kan prædike også der; thi dertil er
jeg udgået."
39. Og han kom og prædikede i deres Synagoger i hele Galilæa og
uddrev de onde Ånder.

40. Og en spedalsk kommer til ham, beder ham og falder på Knæ for
ham og siger til ham: "Om du vil, så kan du rense mig."
41. Og han ynkedes inderligt og udrakte Hånden og rørte ved ham og
siger til ham: "Jeg vil; bliv ren!"
42. Og straks forlod Spedalskheden ham, og han blev renset.
43. Og han drev ham straks bort, idet han bød ham strengt
44. og sagde til ham: "Se til, at du ikke siger noget til nogen
herom; men gå hen, fremstil dig selv for Præsten, og offer for
din Renselse det, som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for
dem!"
45. Men da han kom ud, begyndte han at fortælle meget og udsprede
Rygtet derom, så at han ikke mere kunde gå åbenlyst ind i en By;
men han var udenfor på øde Steder, og de kom til ham alle Vegne
fra.

Markus 2

1. Og da han nogle Dage derefter atter gik ind i Kapernaum,
spurgtes det, at han var hjemme.
2. Og der samledes mange, så at der ikke mere var Plads, end ikke
foran Døren; og han talte Ordet til dem.
3. Og de komme og bringe til ham en værkbruden, der blev båren af
fire.
4. Og da de ikke kunde komme nær til ham for Folkeskaren, toge de
Taget af, hvor han var; og da de havde brudt Hul, firede de
Sengen ned, hvorpå den værkbrudne lå.
5. Og da Jesus så deres Tro, siger han til den værkbrudne: "Søn!
dine Synder ere forladte."
6. Men nogle af de skriftkloge sade der og tænkte i deres Hjerter:
7. "Hvorfor taler denne således.? Han taler bespotteligt. Hvem kan
forlade Synder uden een, nemlig Gud?"
8. Og Jesus kendte straks i sin Ånd, at de tænkte således ved sig
selv, og sagde til dem: "Hvorfor tænke I dette i eders Hjerter?
9. Hvilket er lettest, at sige til den værkbrudne: Dine Synder ere
forladte, eller at sige: Stå op, og tag din Seng, og gå?
10. Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt på Jorden
til at forlade Synder," siger han til den værkbrudne:
11. "Jeg siger dig: Stå op, tag din Seng, og gå til dit Hus!"
12. Og han stod op og tog straks Sengen og gik ud for alles Øjne, så
de alle bleve forfærdede og priste Gud og sagde: "Aldrig have vi
set noget sådant."

13. Og han gik atter ud langs Søen, og hele Skaren kom til ham, og
han lærte dem.
14. Og da han gik forbi, så han Levi, Alfæus's Søn sidde ved
Toldboden, og han siger til ham: "Følg mig!" Og han stod op og
fulgte ham.
15. Og det skete, at han sad til Bords i hans Hus, og mange Toldere
og Syndere sade til Bords med Jesus, og hans Disciple; thi de
vare mange. Og der fulgte også
16. nogle skriftkloge af Farisæerne med ham, og da de så, at han
spiste med Toldere og Syndere, sagde de til hans Disciple: "Han
spiser og drikker med Toldere og Syndere!"
17. Og da Jesus hørte det, siger han til dem: "De raske trænge ikke
til Læge, men de syge. Jeg er ikke kommen for at kalde
retfærdige, men Syndere."

18. Og Johannes's Disciple og Farisæerne fastede, og de komme og
sige til ham: "Hvorfor faste Johannes's Disciple og Farisæernes
Disciple, men dine Disciple faste ikke?"
19. Og Jesus sagde til dem: "Kunne Brudesvendene faste, medens
Brudgommen er hos dem? Så længe de have Brudgommen hos sig kunne
de ikke faste.
20. Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem, da
skulle de faste på den Dag.
21. Ingen syr en Lap af uvalket Klæde på et gammelt Klædebon; ellers
river den nye Lap på det gamle Klædebon dette itu, og der bliver
et værre Hul.
22. Og ingen kommer ung Vin på gamle Læderflasker; ellers sprænger
Vinen Læderflaskerne, og Vinen ødelægges såvel som
Læderflaskerne; men kom ung Vin på nye Læderflasker!"

23. Og det skete, at han vandrede på Sabbaten igennem en Sædemark,
og hans Disciple begyndte, imedens de gik, at plukke Aks.
24. Og Farisæerne sagde til ham: "Se, hvorfor gøre de på Sabbaten,
hvad der ikke er tilladt?"
25. Og han siger til dem "Have I aldrig læst, hvad David gjorde, da
han kom i Nød og blev hungrig, han selv og de, som vare med ham?
26. Hvorledes han gik ind i Guds Hus, da Abiathar var Ypperstepræst,
og spiste Skuebrødene, som det ikke er nogen tilladt at spise
uden Præsterne, og gav også dem, som vare med ham?"
27. Og han sagde til dem: "Sabbaten blev til for Menneskets Skyld og
ikke Mennesket for Sabbatens Skyld.
28. Derfor er Menneskesønnen Herre også over Sabbaten."

Markus 3

1. Og han, gik atter ind i en Synagoge, og der var der en Mand, som
havde en vissen Hånd.
2. Og de toge Vare på ham, om han vilde helbrede ham på Sabbaten,
for at de kunde anklage ham.
3. Og han siger til Manden, som havde den visne Hånd!"Træd frem her
i Midten!"
4. Og han siger til dem: "Er det tilladt at gøre godt på Sabbaten
eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at slå ihjel?" Men de
tav.
5. Og han så omkring på dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjertes
Forhærdelse, og siger til Manden: "Ræk din Hånd ud!" og han
rakte den ud, og hans Hånd blev sund igen.
6. Og Farisæerne gik straks ud og holdt Råd med Herodianerne imod
ham, hvorledes de kunde slå ham ihjel.

7. Og Jesus drog med sine Disciple bort til Søen, og en stor Mængde
fulgte med fra Galilæa; og fra Judæa
8. og fra Jerusalem og fra Idumæa og Landet hinsides Jordan og fra
Egnen om Tyrus og Sidon kom de til ham i stor Mængde, da de
hørte, hvor store Gerninger han gjorde.
9. Og han sagde til sine Disciple, at en Båd skulde være til Rede
til ham for Skarens Skyld, for at de ikke skulde trænge ham.
10. Thi han helbredte mange, så at alle, som havde Plager, styrtede
ind på ham for at røre ved ham.
11. Og når de urene Ånder så ham, faldt de ned for ham og råbte og
sagde: "Du er Guds Søn."
12. Og han truede dem meget, at de ikke måtte gøre ham kendt.

13. Og han stiger op på Bjerget og hidkalder, hvem han selv vilde;
og de gik hen til ham.
14. Og han beskikkede tolv, til at de skulde være hos ham, og til at
han kunde udsende dem til at prædike
15. og at have Magt til at uddrive de onde Ånder.
16. Og han beskikkede de tolv, og han tillagde Simon Navnet Peter;
17. fremdeles Jakob, Zebedæus's Søn, og Johannes, Jakobs Broder, og
han tillagde dem Navnet Boanerges, det er Tordensønner;
18. og Andreas og Filip og Bartholomæus og Matthæus og Thomas og
Jakob, Alfæus's Søn, og Thaddæus og Simon Kananæeren
19. og Judas Iskariot, han, som forrådte ham.

20. Og han kommer hjem, og der samles atter en Skare, så at de end
ikke kunne få Mad.
21. Og da hans nærmeste hørte det, gik de ud for at drage ham til
sig thi de sagde: "Han er ude af sig selv."
22. Og de skriftkloge, som vare komne ned fra Jerusalem, sagde: "Han
har Beelzebul, og ved de onde Ånders Fyrste uddriver han de onde
Ånder:"
23. Og han kaldte dem til sig og sagde til dem i Lignelser:
"Hvorledes kan Satan uddrive Satan?
24. Og dersom et Rige er kommet i Splid med sig selv, kan samme Rige
ikke bestå.
25. Og dersom et Hus er kommet i Splid med sig selv, vil samme Hus
ikke kunne bestå.
26. Og dersom Satan har sat sig op imod sig selv og er kommen i
Splid med sig selv, kan han ikke bestå, men det er ude med ham.
27. Men ingen kan gå ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele,
uden han først binder den stærke, og da kan han plyndre hans
Hus.
28. Sandelig, siger jeg eder, alle Ting skulle forlades Menneskenes
Børn, Synder og Bespottelser, hvor store Bespottelser de end
tale;
29. men den. som taler bespotteligt imod den Helligånd, har
evindeligt ingen Forladelse, men skal være skyldig i en evig
Synd."
30. De sagde nemlig: "Han har en uren Ånd."

31. Og hans Moder,og hans Brødre komme, og de stode udenfor og
sendte Bud ind til ham og lode ham kalde.
32. Og en Skare sad omkring ham; og de sige til ham: "Se; din Moder
og dine; Brødre og dine Søstre ere udenfor og spørge efter dig."
33. Og han svarer dem og siger: "Hvem er min Moder og mine Brødre?"
34. Og han så omkring på dem, som sade rundt om ham, og sagde: "Se,
her er min Moder og mine Brødre!
35. Thi den, som gør Guds Villie, det er min Broder og Søster og
Moder."

Markus 4

1. Og han begyndte atter at lære ved søen. Og en meget stor Skare
samles om ham, så at han måtte gå om Bord og sætte sig i et Skib
på Søen; og hele Skaren var på Land ved Søen.
2. Og han lærte dem meget i Lignelser og sagde til dem i sin
Undervisning:
3. "Hører til: Se, en Sædemand gik ud at så.
4. Og det skete, idet han såede, at noget faldt ved Vejen, og
Fuglene kom og åde det op.
5. Og noget faldt på Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og
det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord.
6. Og da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde
Rod, visnede det.
7. Og noget faldt iblandt Torne, og Tornene voksede op og kvalte
det, og det bar ikke Frugt.
8. Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, som skød frem og
voksede, og det bar tredive og tresindstyve og hundrede Fold."
9. Og han sagde: "Den som har Øren at høre med, han høre!"

10. Og da han blev ene, spurgte de, som vare om ham, tillige med de
tolv ham om Lignelserne.
11. Og han sagde til dem: "Eder er Guds Riges Hemmelighed givet; men
dem, som ere udenfor, meddeles alt ved Lignelser,
12. for at de, skønt seende, skulle se og ikke indse og, skønt
hørende, skulle høre og ikke forstå, for at de ikke skulle
omvende sig og få Forladelse "

13. Og han siger til dem: "Fatte I ikke denne Lignelse? Hvorledes
ville I da forstå alle de andre Lignelser?
14. Sædemanden sår Ordet.
15. Men de ved Vejen, det er dem, hvor Ordet bliver sået, og når de
høre det, kommer straks Satan og borttager Ordet,som er sået i
dem.
16. Og ligeledes de, som blive såede på Stengrunden, det er dem,
som, når de høre Ordet, straks modtage det med Glæde;
17. og de have ikke Rod i sig, men holde kun ud til en Tid;
derefter, når der kommer Trængsel eller forfølgelse for Ordets
Skyld, forarges de straks.
18. Og andre ere de, som blive såede blandt Torne; det er dem, som
have hørt Ordet
19. og denne Verdens Bekymringer og Rigdommens Forførelse og
Begæringerne efter de andre Ting komme ind og kvæle Ordet, så
det bliver uden Frugt.
20. Og de, der bleve såede i god Jord, det er dem, som høre Ordet og
modtage det og bære Frugt,tredive og tresindstyve og hundrede
Fold."

21. Og han sagde til dem: "Mon Lyset kommer ind for at sættes under
Skæppen eller under, Bænken? Mon ikke for at sættes på
Lysestagen?
22. Thi ikke er noget skjult uden for at åbenbares; ej heller er det
blevet lønligt uden for at komme for Lyset.
23. Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!"
24. Og han sagde til dem: "Agter på, hvad I høre! Med hvad Mål I
måle, skal der tilmåles eder, og der skal gives eder end mere.
25. Thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra
ham skal endog det tages, som han har."

26. Og han sagde: "Med Guds Rige er det således, som når en Mand har
lagt Sæden i Jorden
27. og sover og står op Nat og Dag, og Sæden spirer og bliver høj,
han ved ej selv hvorledes.
28. Af sig selv bærer Jorden Frugt, først Strå, derefter Aks,
derefter fuld Kærne i Akset;
29. men når Frugten er tjenlig, sender han straks Seglen ud; thi
Høsten er for Hånden."

30. Og han sagde: "Hvormed skulle vi ligne Guds Rige, eller under
hvilken Lignelse skulle vi fremstille det?
31. Det er som et Sennepskorn, som, når det sås i Jorden, er mindre
end alt andet Frø på Jorden,
32. og når det er sået, vokser det op og bliver større end alle
Urterne og skyder store Grene, så at Himmelens Fugle kunne bygge
Rede i dets Skygge."
33. Og i mange sådanne Lignelser talte han Ordet til dem, efter som
de kunde fatte det.
34. Men uden Lignelse talte han ikke til dem; men i Enerum udlagde
han det alt sammen for sine Disciple.

35. Og på den Dag, da det var blevet Aften, siger han til dem:
"Lader os fare over til hin Side!"
36. Og de forlade Folkeskaren og tage ham med, som ham sad i Skibet;
men der var også andre Skibe med ham.
37. Og der kommer en stærk Stormvind, og Bølgerne sloge ind i
Skibet, så at Skibet allerede var ved at fyldes.
38. Og han var i Bagstavnen og sov på en Hovedpude, og de vække ham
og sige til ham: "Mester! bryder du dig ikke om, at vi forgå?"
39. Og han stod op og truede Vinden og sagde til Søen: "Ti, vær
stille!" og Vinden lagde sig, og det blev ganske blikstille.
40. Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I så bange? Hvorfor have I
ikke Tro?"
41. Og de frygtede såre og sagde til hverandre: "Hvem er dog denne
siden både Vinden og Søen ere ham lydige?"

Markus 5

1. Og de kom over til hin Side af Søen til Gerasenernes Land.
2. Og da han trådte ud af Skibet, kom der ham straks i Møde ud fra
Gravene en Mand med en uren Ånd.
3. Han havde sin Bolig i Gravene, og ingen kunde længer binde ham,
end ikke med Lænker.
4. Thi han havde ofte været bunden med Bøjer og Lænker, og Lænkerne
vare sprængte af ham og Bøjerne sønderslidte, og ingen kunde
tæmme ham.
5. Og han var altid Nat og Dag i Gravene og på Bjergene, skreg og
slog sig selv med Sten.
6. Men da han så Jesus. Langt borte, løb han hen og kastede sig ned
for ham
7. og råbte med høj Røst og sagde: "Hvad har jeg med dig at gøre,
Jesus, den højeste Guds Søn? Jeg besvæger dig ved Gud, at du
ikke piner mig."
8. Thi han sagde til ham: "Far ud af Manden, du urene Ånd!"
9. Og han spurgte ham: "Hvad er dit Navn?" Og han siger til ham:
"Legion er mit Navn; thi vi ere mange."
10. Og han bad ham meget om ikke at drive dem ud af Landet.
11. Men der var der ved Bjerget en stor Hjord Svin, som græssede;
12. og de bade ham og sagde: "Send os i Svinene, så vi må fare i
dem."
13. Og han tilstedte dem det. Og de urene Ånder fore ud og fore i
Svinene; og Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen,
omtrent to Tusinde, og de druknede i Søen
14. Og deres Hyrder flyede og forkyndte det i Byen og på Landet; og
de kom for at se, hvad det var, som var sket.
15. Og de komme til Jesus og se den besatte, ham, som havde haft
Legionen, sidde påklædt og ved Samling, og de frygtede.
16. Men de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes det var gået
den besatte, og om Svinene.
17. Og de begyndte at bede ham om, at han vilde gå bort fra deres
Egn.
18. Og da han gik om Bord i Skibet, bad den, som havde været besat,
ham om, at han måtte være hos ham.
19. Og han tilstedte ham det ikke, men siger til ham: "Gå til dit
Hus, til dine egne, og forkynd dem, hvor store Ting Herren har
gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig."
20. Og han gik bort og begyndte at kundgøre i Bekapolis, hvor store
Ting Jesus havde gjort imod ham; og alle undrede sig.

21. Og da Jesus igen i Skibet var faren over til hin Side, samledes
der en stor Skare om ham, og han var ved Søen.
22. Og der kommer en af Synagogeforstanderne ved Navn Jairus, og da
han ser ham, falder han ned for hans Fødder.
23. Og han beder ham meget og siger: "Min lille Datter er på sit
yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne på hende, for at
hun må frelses og leve!"
24. Og han gik bort med ham, og en stor Skare fulgte ham, og de
trængte ham.
25. Og der var en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År,
26. og hun havde døjet meget af mange Læger og havde tilsat alt,
hvad hun ejede, og hun var ikke bleven hjulpen, men tværtimod,
det var blevet værre med hende.
27. Da hun havde hørt om Jesus, kom hun bagfra i Skaren og rørte ved
hans Klædebon.
28. Thi hun sagde: "Dersom jeg rører blot ved hans Klæder, bliver
jeg frelst."
29. Og straks tørredes hendes Blods Kilde, og hun mærkede i sit
Legeme, at hun var bleven helbredt fra sin Plage.
30. Og straks da Jesus mærkede på sig selv, at den Kraft var udgået
fra ham, vendte han sig om i Skaren og sagde: "Hvem rørte ved
mine Klæder?"
31. Og hans Disciple sagde til ham: "Du ser, at Skaren trænger dig,
og du siger: Hvem rørte ved mig?"
32. Og han så sig om for at se hende, som havde gjort dette.
33. Men da Kvinden vidste, hvad der var sket hende, kom hun
frygtende og bævende og faldt ned for ham og sagde ham hele
Sandheden.
34. Men han sagde til hende: "Datter! din Tro har frelst dig; gå
bort med Fred, og vær helbredt fra din Plage!"
35. Endnu medens han talte, komme nogle fra Synagogeforstanderens
Hus og sige: "Din Datter er død, hvorfor umager du Mesteren
længere?"
36. Men Jesus hørte det Ord, som blev sagt, og han siger til
Synagogeforstanderen: "Frygt ikke, tro blot!"
37. Og han tilstedte ingen at følge med sig uden Peter og Jakob og
Johannes, Jakobs Broder.
38. Og de komme ind i Synagogeforstanderens Hus, og han ser en
larmende Hob, der græd og hylede meget.
39. Og han går ind og siger til dem: "Hvorfor larme og græde I?
Barnet er ikke død, men det sover."
40. Og de lo ad ham; men han drev dem alle ud, og han tager Barnets
Fader og Moder og sine Ledsagere med sig og går ind, hvor Barnet
var.
41. Og han tager Barnet ved Hånden og siger til hende: "Talitha
kumi!" hvilket er udlagt: "Pige, jeg siger dig, stå op!"
42. Og straks stod Pigen op og gik omkring; thi hun var tolv År
gammel. Og de bleve straks overmåde forfærdede
43. Og han bød dem meget, at ingen måtte få dette at vide; og han
sagde, at de skulde give hende noget at spise.

Markus 6

1. Og han gik bort derfra Og han kommer til sin Fædreneby, og hans
Disciple følge ham.
2. Og da det blev Sabbat, begyndte han at lære i Synagogen, og de
mange, som hørte ham, bleve slagne af Forundring og sagde:
"Hvorfra har han dog dette, og hvad er det for en Visdom, som er
given ham,og hvilke kraftige Gerninger der dog sker ved hans
Hænder!
3. Er denne ikke Tømmermanden, Marias Søn og Jakobs og Joses's og
Judas's og Simons Broder? Og ere ikke hans Søstre her hos os?"
Og de forargedes på ham.
4. Og Jesus sagde til dem: "En Profet er ikke foragtet uden i sit
eget Fædreland og iblandt sine Slægtninge og i sit Hus."
5. Og han kunde ikke gøre nogen kraftig Gerning der; kun lagde han
Hænderne på nogle få syge og helbredte dem
6. Og han forundrede sig over deres Vantro. Og han gik om i
Landsbyerne der omkring og lærte.

7. Og han hidkalder de tolv, og han begyndte at udsende dem, to og
to, og gav dem Magt over de urene Ånder.
8. Og han bød dem, at de skulde intet tage med på Vejen uden en
Stav alene, ikke Brød, ikke Taske, ikke Kobber i Bæltet,
9. men have Sko på og: "Ifører eder ikke to Kjortler!"
10. Og han sagde til dem: "Hvor I komme ind i et Hus, der skulle I
blive, indtil I drage bort fra Stedet.
11. Og hvor man ikke vil modtage eder og ikke vil høre eder, der
skulle I gå bort fra og afryste Støvet under eders Fødder til
Vidnesbyrd imod dem."
12. Og de gik ud og prædikede, at man skulde omvende sig.
13. Og de dreve onde Ånder ud og salvede mange syge med Olie og
helbredte dem.

14. Og Kong Herodes hørte det (thi hans Navn var blevet bekendt), og
han sagde: "Johannes Døberen er oprejst fra de døde, og derfor
virke Kræfterne i ham."
15. Andre sagde: "Det er Elias; " men andre sagde: "Det er en Profet
ligesom en af Profeterne."
16. Men da Herodes hørte det, sagde han: "Johannes, som jeg har
ladet halshugge, han er oprejst."
17. Thi Herodes havde selv sendt Bud og ladet Johannes gribe og
kaste i Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias's Skyld;
thi han havde taget hende til Ægte.
18. Johannes sagde nemlig til Herodes: "Det er dig ikke tilladt at
have din Broders Hustru."
19. Men Herodias bar Nag til ham og vilde gerne slå ham ihjel, og
hun kunde det ikke.
20. Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var
en retfærdig og hellig Mand, og han holdt sin Hånd over ham; og
når han hørte ham, var han tvivlrådig om mange Ting, og han
hørte ham gerne.
21. Og da der kom en belejlig Dag, da Herodes på sin Fødselsdag
gjorde et Gæstebud for sine Stormænd og Krigsøversterne og de
ypperste i Galilæa,
22. og da selve Herodias's Datter kom ind og dansede, behagede hun
Herodes og Gæsterne. Og Kongen sagde til Pigen: "Bed mig, om
hvad som helst du vil, så vil jeg give dig det."
23. Og han svor hende til og sagde: "Hvad som helst du beder om, vil
jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige."
24. Og hun gik ud og sagde til sin Moder: "Hvad skal jeg bede om?"
Men hun sagde: "Om Johannes Døberens Hoved."
25. Og hun gik straks skyndsomt ind til Kongen, bad og sagde: "Jeg
vil, at du straks giver mig Johannes Døberens Hoved på et Fad."
26. Om end Kongen blev meget bedrøvet, vilde han dog for Edernes og
Gæsternes Skyld ikke afvise hende:
27. Og Kongen sendte straks en at Vagten og befalede at bringe hans
Hoved
28. Og denne gik hen og halshuggede ham i Fængselet; og han bragte
hans Hoved på et Fad og gav det til Pigen, og Pigen gav det til
sin Moder.
29. Og da hans Disciple hørte det, kom de og toge hans Lig og lagde
det i en Grav.

30. Og Apostlene samle sig om Jesus, og de forkyndte ham alt, hvad
de havde gjort, og hvad de havde lært.
31. Og han siger til dem: "Kommer nu I med afsides til et øde Sted
og hviler eder lidt;" thi der var mange, som gik til og fra, og
de havde ikke engang Ro til at spise.
32. Og de droge bort i Skibet til et øde Sted afsides.
33. Og man så dem drage bort, og mange kendte dem, og til Fods
strømmede de sammen derhen fra alle Byerne og kom før end de.
34. Og da han gik i Land, så han en stor Skare, og han ynkedes
inderligt over dem; thi de vare som Får, der ikke have Hyrde; og
han begyndte at lære dem meget.
35. Og da Tiden allerede var fremrykket, kom hans Disciple til ham
og sagde: "Stedet er øde, og Tiden er allerede fremrykket.
36. Lad dem gå bort, for at de kunne gå hen i de omliggende Gårde og
Landsbyer og købe sig noget at spise."
37. Men han svarede og sagde til dem: "Giver I dem at spise!" Og de
sige til ham: "Skulle vi gå hen og købe Brød for to Hundrede
Denarer og give dem at spise?"
38. Men han siger til dem: "Hvor mange Brød have I? Går hen og ser
efter!" Og da de havde fået det at vide, sige de: "Fem, og to
Fisk."
39. Og han bød dem at lade dem alle sætte sig ned i små Flokke i det
grønne Græs.
40. Og de satte sig ned, Hob ved Hob, somme på hundrede og somme på
halvtredsindstyve.
41. Og han tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og
velsignede; og han brød Brødene og gav sine Disciple dem at
lægge for dem, og han delte de to Fisk til dem alle.
42. Og de spiste alle og bleve mætte.
43. Og de optoge tolv Kurve fulde af Stykker, også af Fiskene.
44. Og de, som spiste Brødene, vare fem Tusinde Mænd.

45. Og straks nødte han sine Disciple til at gå om Bord i Skibet og
i Forvejen sætte over til hin Side, til Bethsajda, medens han
selv lod Skaren gå bort.
46. Og da han havde taget Afsked med dem, gik han op på Bjerget for
at bede.
47. Og da det var blevet silde, var Skibet midt på Søen og han alene
på Landjorden.
48. Og da han så, at de havde deres Nød med at ro (thi Vinden var
dem imod); kommer han ved den fjerde Nattevagt til dem vandrende
på Søen. Og han vilde gå dem forbi.
49. Men da de så ham vandre på Søen, mente de, at det var et
Spøgelse, og de skrege.
50. Thi de så ham alle og bleve forfærdede. Men han talte straks med
dem og sagde til dem: "Værer frimodige, det er mig, frygter
ikke!"
51. Og han steg op i Skibet til dem, og Vinden lagde sig, og de
forfærdedes over al Måde ved sig selv.
52. Thi de havde ikke fået Forstand af det, som var sket med
Brødene; men deres Hjerte var forhærdet

53. Og da de vare farne over til Landet, kom de til Genezareth og
lagde til der.
54. Og da de trådte ud af Skibet, kendte man ham straks.
55. Og de løb om i hele den Egn og begyndte at bringe de syge på
deres Senge omkring, hvor de hørte, at han var.
56. Og hvor som helst han gik ind i Landsbyer eller Byer eller
Gårde, lagde de de syge på Torvene og bade ham om, at de måtte
røre blot ved Fligen af hans Klædebon; og alle de, som rørte ved
ham, bleve helbredte.

Markus 7

1. Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som vare komne fra
Jerusalem, samle sig om ham.
2. Og da de så nogle af hans Disciple holde Måltid med vanhellige,
det er utoede, Hænder
3. thi Farisæerne og alle Jøderne spise ikke uden at to Hænderne
omhyggeligt, idet de fastholde de gamles Overlevering;
4. og når de komme fra Torvet, spise de ikke uden først at tvætte
sig; og der er mange andre Ting, som de have vedtaget at holde,
Tvætninger af Bægere og Krus og Kobberkar og Bænke,
5. så spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham ad: "Hvorfor vandre
dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holde
Måltid med vanhellige Hænder?"
6. Men han sagde til dem: "Rettelig profeterede Esajas om eder, I
Hyklere! som der er skrevet: "Dette Folk ærer mig med Læberne,
men deres Hjerte er langt borte fra mig.
7. Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere
Menneskers Bud."
8. I forlade Guds Bud og holde Menneskers Overlevering."
9. Og han sagde til dem: "Smukt ophæve I Guds Bud, for at I kunne
holde eders Overlevering.
10. Thi Moses har sagt: "Ær din Fader og din Moder"; og:"Den, som
hader Fader eller Moder, skal visselig dø".
11. Men I sige: Når en Mand siger til sin Fader eller sin Moder:
"Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban
(det er: Tempelgave),"
12. da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller
Moder,
13. idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have
overleveret; og mange lignende Ting gøre I."
14. Og han kaldte atter Folkeskaren til sig og sagde til dem: "Hører
mig alle, og forstår!
15. Der er intet uden for Mennesket, som, når det går ind i ham, kan
gøre ham uren; men hvad der går ud af Mennesket, det er det, som
gør Mennesket urent.
16. Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!"
17. Og da han var gået ind i Huset og var borte fra Skaren, spurgte
hans Disciple ham om Lignelsen.
18. Og han siger til dem: "Ere også I så uforstandige? Forstå I
ikke, at intet, som udefra går ind i Mennesket, kan gøre ham
uren?
19. Thi det går ikke ind i hans Hjerte men i hans Bug og går ud ad
den naturlige Vej, og således renses al Maden."
20. Men han sagde: "Det, som går ud af Mennesket, dette gør
Mennesket urent.
21. Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgå de onde Tanker,
Utugt, Tyveri, Mord,
22. Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje,
Forhånelse, Hovmod, Fremfusenhed;
23. alle disse onde Ting udgå indvortes fra og gøre Mennesket
urent."

24. Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og
han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og
han kunde dog ikke være skjult;
25. men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Ånd, havde hørt
om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder;
26. (men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde), og hun
bad ham om, at han vilde uddrive den onde Ånd af hendes Datter.
27. Og han sagde til hende: "Lad først Børnene mættes; thi det er
ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde."
28. Men hun svarede og siger til ham: "Jo, Herre! også de små Hunde
æde under Bordet af Børnenes Smuler."
29. Og han sagde til hende: "For dette Ords Skyld gå bort; den onde
Ånd er udfaren af din Datter"
30. Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende på Sengen
og den onde Ånd udfaren.

31. Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon
midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø.
32. Og de bringe ham en døv, som også vanskeligt kunde tale, og bede
ham om, at han vilde lægge Hånden på ham.
33. Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans
Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge
34. og så op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: "Effata!" det
er: lad dig op!
35. Og hans Øren åbnedes, og straks løstes hans Tunges Bånd, og han
talte ret.
36. Og han bød dem, at de ikke måtte sige det til nogen; men jo mere
han bød dem, desto mere kundgjorde de det.
37. Og de bleve over al Måde slagne af Forundring og sagde: "Han har
gjort alle Ting vel; både gør han, at de døve høre, og at
målløse tale."

Markus 8

1. I de Dage da der atter var en stor Skare, og de intet havde at
spise, kaldte han sine Disciple til sig og siger til dem:
2. "Jeg ynkes inderligt over Skaren; thi de have allerede tøvet hos
mig i tre Dage og have intet at spise.
3. Og dersom jeg lader dem gå fastende hjem, ville de vansmægte på
Vejen, og nogle af dem ere komne langvejsfra."
4. Og hans Disciple svarede ham: "Hvorfra skal nogen kunne mætte
disse med Brød her i en Ørken?"
5. Og han spurgte dem: "Hvor mange Brød have I?" Og de sagde:"Syv."
6. Og han byder Skaren af sætte sig ned på Jorden; og han tog de
syv Brød, takkede, brød, dem og gav sine Disciple dem, at de
skulde lægge dem for; og de lagde dem for Skaren.
7. Og de havde nogle få Småfisk; og han velsignede dem og sagde, af
også disse skulde lægges for.
8. Og de spiste og bleve mætte; og de opsamlede af tiloversblevne
Stykker syv Kurve.
9. Men de vare omtrent fire Tusinde; og han lod dem gå bort.

10. Og straks gik han om Bord i Skibet med sine Disciple og kom til
Dalmanuthas Egne.
11. Og Farisæerne gik ud og begyndte at strides med ham og forlangte
af ham et Tegn fra Himmelen for at friste ham.
12. Og han sukkede dybt i sin Ånd og siger: "Hvorfor forlanger denne
Slægt et Tegn? Sandelig, siger jeg eder, der skal ikke gives
denne Slægt noget Tegn!"
13. Og han forlod dem og gik atter om Bord og for over til hin Side.

14. Og de havde glemt at tage Brød med og havde kun eet Brød med sig
i Skibet.
15. Og han bød dem og sagde: "Ser til, tager eder i Vare for
Farisæernes Surdejg og Herodes's Surdejg!"
16. Og de tænkte med hverandre: "Det er, fordi vi ikke have Brød."
17. Og da han mærkede dette, siger han til dem: "Hvorfor tænke I på,
at I ikke have Brød? Skønne I ikke endnu, og forstå I ikke? Er
eders Hjerte forhærdet?
18. Have I Øjne og se ikke? Og have I Øren og høre ikke? Og komme I
ikke i Hu?
19. Da jeg brød de fem Brød til de fem Tusinde, hvor mange Kurve
fulde af Stykker toge I da op?" De sige til ham: "Tolv."
20. "Og da jeg brød de syv til de fire Tusinde, hvor mange Kurve
fulde af Stykker toge I da op?" Og de sige til ham: "Syv."
21. Og han sagde til dem "Hvorledes forstå I da ikke?"

22. Og de komme til Bethsajda. Og man fører en blind til ham og
beder ham om, at han vil røre ved ham.
23. Og han tog den blinde ved Hånden og førte ham uden for Landsbyen
og spyttede på hans Øjne og lagde Hænderne på ham og spurgte
ham, om han så noget.
24. Og han så op og sagde: "Jeg ser Menneskene; thi jeg ser noget
ligesom Træer gå omkring."
25. Derefter lagde han atter Hænderne på hans Øjne, og han blev
klarsynet og var helbredt og kunde se alle Ting tydeligt.
26. Og han sendte ham hjem og sagde: "Du må ikke gå ind i Landsbyen,
ej heller sige det til nogen i Landsbyen."

27. Og Jesus og hans Disciple gik ud til Landsbyerne ved Kæsarea
Filippi; og på Vejen spurgte han sine Disciple og sagde til dem:
"Hvem sige Menneskene, at jeg er?"
28. Og de sagde til ham: "Johannes Døberen; og andre: Elias; men
andre: en af Profeterne."
29. Og han spurgte dem: "Men I, hvem sige I, at jeg er?" Peter
svarede og siger til ham: "Du er Kristus."
30. Og han bød dem strengt,at de ikke måtte sige nogen dette om ham.

31. Og han begyndte at lære dem, at Menneskesønnen skulde lide meget
og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge
og ihjelslås og opstå efter tre Dage.
32. Og han talte dette frit ud. Og Peter tog ham til Side og
begyndte at sætte ham i Rette.
33. Men han vendte sig og så på sine Disciple og irettesatte Peter
og siger: "Vig bag mig, Satan! thi du sanser ikke, hvad Guds er,
men hvad Menneskers er."

34. Og han kaldte Skaren tillige med sine Disciple til sig og sagde
til dem: "Den, som vil følge efter mig, han fornægte sig selv og
tage sit Kors op og følge mig!
35. Thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som
mister sit Liv for min og Evangeliets Skyld, han skal frelse
det.
36. Thi hvad gavner det et Menneske at vinde den hele Verden og at
bøde med sin Sjæl?
37. Thi hvad kunde et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl?
38. Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord i denne utro og
syndige Slægt, ved ham skal også Menneskesønnen skamme sig, når
han kommer i sin Faders Herlighed med de hellige Engle."
(Kap. 9.) 1 Og han sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, der
er nogle af dem, som stå her, der ingenlunde skulle smage Døden,
førend de se Guds Rige være kommet med Kraft."

Markus 9
2. Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og Johannes med
sig og fører dem alene afsides op på et højt Bjerg, og han blev
forvandlet for deres Øjne.
3. Og hans Klæder bleve skinnende, meget hvide, så at ingen
Blegemand på Jorden kan gøre Klæder så hvide.
4. Og Elias tillige med Moses viste sig for dem, og de samtalede
med Jesus.
5. Og Peter tog til Orde og siger til Jesus: "Rabbi! det er godt,
at vi ere her, og lader os gøre tre Hytter, dig en og Moses en
og Elias en."
6. Thi han vidste ikke, hvad han skulde sige; thi de vare blevne
helt forfærdede.
7. Og der kom en Sky, som overskyggede dem; og en Røst kom fra
Skyen: "Denne er min Søn, den elskede, hører ham!"
8. Og pludseligt, da de så sig om, så de ingen mere uden Jesus
alene hos dem.
9. Og da de gik ned fra Bjerget, bød han dem, at de ikke måtte
fortælle nogen, hvad de havde set, førend Menneskesønnen var
opstanden fra de døde.
10. Og de fastholdt dette Ord hos sig selv og spurgte hverandre,
hvad det er at opstå fra de døde.

11. Og de spurgte ham og sagde: "De skriftkloge sige jo, at Elias
bør først komme?"
12. Men han sagde til dem: "Elias kommer først og genopretter
alting; og hvorledes er der skrevet om Menneskesønnen? At han
skal lide meget og foragtes.
13. Men jeg siger eder, at både er Elias kommen, og de gjorde ved
ham alt, hvad de vilde, efter som der er skrevet om ham."

14. Og da de kom til Disciplene, så de en stor Skare omkring dem og
skriftkloge, som tvistedes med dem.
15. Og straks studsede hele Skaren, da de så ham, og de løb hen og
hilsede ham.
16. Og han spurgte dem: "Hvorom tvistes I med dem?"
17. Og en af Skaren svarede ham: "Mester! jeg har bragt min Søn til
dig; han har en målløs Ånd.
18. Og hvor som helst den griber ham, slider den i ham, og han
fråder og skærer Tænder, og han visner hen; og jeg har sagt til
dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke."
19. Men han svarede dem og sagde: "O du vantro Slægt! hvor længe
skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg tåle eder? Bringer
ham til mig!"
20. Og de ledte ham frem til ham; og da han så ham, sled Ånden
straks i ham, og han faldt om på Jorden og væltede sig og
fraadede.
21. Og han spurgte hans Fader: "Hvor længe er det siden, at dette er
kommet over ham?" Men han sagde: "Fra Barndommen af;
22. og den har ofte kastet ham både i Ild og i Vand for at ødelægge
ham; men om du formår noget, da forbarm dig over os, og hjælp
os!"
23. Men Jesus sagde til ham: "Om du formår! Alle Ting ere mulige for
den, som tror."
24. Straks råbte Barnets Fader og sagde med Tårer: "Jeg tror, hjælp
min Vantro!"
25. Men da Jesus så, at Skaren stimlede sammen, truede han den urene
Ånd og sagde til den: "Du målløse og døve Ånd! jeg byder dig,
far ud af ham, og far ikke mere ind i ham!"
26. Da skreg og sled den meget i ham og for ud, og han blev ligesom
død, så at de fleste sagde: "Han er død."
27. Men Jesus tog ham ved Hånden og rejste ham op; og han stod op.
28. Og da han var kommen ind i et Hus, spurgte hans Disciple ham i
Enrum: "Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?"
29. Og han sagde til dem: "Denne Slags kan ikke fare ud ved noget,
uden ved Bøn og Faste."

30. Og da de gik ud derfra, vandrede de igennem Galilæa; og han
vilde ikke, at nogen skulde vide det.
31. Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: "Menneskesønnen
overgives i Menneskers Hænder, og de skulle slå ham ihjel; og
når han er ihjelslået, skal han opstå tre Dage efter."
32. Men de forstode ikke det Ord og frygtede for at spørge ham.

33. Og de kom til Kapernaum, og da han var kommen ind i Huset,
spurgte han dem: "Hvad var det, I overvejede med hverandre på
Vejen?"
34. Men de tav; thi de havde talt med hverandre på Vejen om, hvem
der var den største.
35. Og han satte sig og kaldte på de tolv og siger til dem: "Dersom
nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og
alles Tjener."
36. Og han tog et lille Barn og stillede det midt iblandt dem og tog
det i Favn og sagde til dem:
37. "Den, som modtager eet af disse små Børn for mit Navns Skyld,
modtager mig; og den, som modtager mig, modtager ikke mig, men
den, som udsendte mig."

38. Johannes sagde til ham: "Mester! vi så en, som ikke følger os,
uddrive onde Ånder i dit Navn; og vi forbød ham det, fordi han
ikke følger os."
39. Men Jesus sagde: "Forbyder ham det ikke; thi der er ingen, som
gør en kraftig Gerning i mit Navn og snart efter kan tale ilde
om mig.
40. Thi den, som ikke er imod os, er for os.
41. Thi den, som giver eder et Bæger Vand at drikke i mit Navn,
fordi I høre Kristus til, sandelig, siger jeg eder, han skal
ingenlunde miste sin Løn

42. Og den, som forarger en af disse små, som tro, for ham var det
bedre, at der lå en Møllesten om hans Hals, og han var kastet i
Havet.
43. Og dersom din Hånd forarger dig, så hug den af; det er bedre for
dig at gå som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og
fare til Helvede til den uudslukkelige Ild,
44. hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.
45. Og dersom din Fod forarger dig, så hug den af; det er bedre for
dig at gå lam ind til Livet end at have to Fødder og blive
kastet i Helvede,
46. hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.
47. Og dersom dit Øje forarger dig, så riv det ud; det er bedre for
dig at gå enøjet ind i Guds Rige end at have to Øjne og blive
kastet i Helvede,
48. hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.
49. Thi enhver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med
Salt.)
50. Saltet er godt; men dersom Saltet bliver saltløst, hvormed ville
I da give det sin Kraft igen? Haver Salt i eder selv, og holder
Fred med hverandre!"

Markus 10

1. Og han bryder op derfra og kommer til Judæas Egne og Landet
hinsides Jordan, og atter samler der sig Skarer om ham; og han
lærte dem atter, som han plejede.
2. Og Farisæerne kom hen og spurgte ham for at friste ham: "Er det
en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru?"
3. Men han svarede og sagde til dem: "Hvad har Moses budt eder?"
4. Men de sagde: "Moses tilstedte at skrive et Skilsmissebrev og
skille sig fra hende."
5. Og Jesus sagde til dem: "For eders Hjerters Hårdheds Skyld skrev
han eder dette Bud.
6. Men fra Skabningens Begyndelse skabte Gud dem som Mand og
Kvinde.
7. Derfor skal en Mand forlade sin Fader og Moder, og holde fast
ved sin Hustru;
8. og de to skulle blive til eet Kød. Således ere de ikke længer
to, men eet Kød.
9. Derfor, hvad Gud har sammenføjet, må et Menneske ikke adskille.
10. Og i Huset spurgte Disciplene ham atter om dette.
11. Og han siger til dem: "Den, som skiller sig fra sin Hustru og
tager en anden til Ægte, han bedriver Hor imod hende.
12. Og dersom hun efter at have skilt sig fra sin Mand ægter en
anden, bedriver hun Hor."

13. Og de bare små Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men
Disciplene truede dem, som bare dem frem.
14. Men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lader de
små Børn komme til mig; formener dem det ikke, thi Guds Rige
hører sådanne til.
15. Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige
ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det."
16. Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne på dem og velsignede
dem.

17. Og da han gik ud på Vejen, løb en hen og faldt på Knæ for ham og
spurgte ham: "Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan
arve et evigt Liv?"
18. Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er
god, uden een, nemlig Gud.
19. Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel;
du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; du må ikke
besvige; ær din Fader og din Moder."
20. Men han sagde til ham: "Mester! det har jeg holdt alt sammen fra
min Ungdom af."
21. Men Jesus så på ham og fattede Kærlighed til ham og sagde til
ham: "Een Ting fattes dig; gå bort, sælg alt, hvad du har, og
giv det til de fattige, så skal du have en Skat i Himmelen; og
kom så og følg mig!"
22. Men han blev ilde til Mode over den Tale og gik bedrøvet bort;
thi han havde meget Gods.
23. Og Jesus så sig omkring og siger til sine Disciple: "Hvor
vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!"
24. Men Disciplene bleve forfærdede over hans Ord. Men Jesus tog
atter, til Orde og siger til dem: "Børn, hvor vanskeligt er det,
at de som forlade sig på Rigdom, kunne komme ind i Guds Rige!
25. Det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for en
rig at gå ind i Guds Rige."
26. Men de forfærdedes overmåde og sagde til hverandre: "Hvem kan da
blive frelst?"
27. Jesus så på dem og siger: "For Mennesker er det umuligt, men
ikke for Gud; thi alle Ting ere mulige for Gud."

28. Peter tog til Orde og sagde til ham: "Se, vi have forladt alle
Ting og fulgt dig."
29. Jesus sagde: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har
forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller Moder eller Fader
eller Børn eller Marker for min og for Evangeliets Skyld,
30. uden at han jo skal få hundrede Fold igen, nu i denne Tid Huse
og Brødre og Søstre og Mødre og Børn og Marker tillige med
Forfølgelser, og i den kommende Verden et evigt Liv.
31. Men mange af de første skulle blive de sidste, og af de sidste
de første."

32. Men de vare på Vejen op til Jerusalem; og Jesus gik foran dem,
og de vare forfærdede, og de, som fulgte med, vare bange. Og han
tog atter de tolv til sig og begyndte at sige dem, hvad der
skulde times ham
33. "Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives
til Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skulle dømme ham
til Døden og overgive ham til Hedningerne;
34. og de skulle spotte ham og spytte på ham og hudstryge ham og
ihjelslå ham, og tre Dage efter skal han opstå."

35. Og Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, gå hen til ham og sige:
"Mester! vi ønske, at du vil gøre for os det, vi ville bede dig
om."
36. Og han sag,de til dem: "Hvad ønske I, at jeg skal gøre for
eder?"
37. Men de sagde til ham: "Giv os, at vi må sidde, den ene ved din
højre Side og den anden ved din venstre Side i din Herlighed."
38. Men Jesus sagde til dem: "I vide ikke, hvad I bede om. Kunne I
drikke den Kalk, som jeg drikker, eller døbes med den Dåb, som
jeg døbes med?"
39. Men de sagde til ham: "Det kunne vi." Men Jesus sagde til dem:
"Den Kalk, som jeg drikker, skulle I drikke, og den Dåb, som jeg
døbes med, skulle I døbes med;
40. men det at sidde ved min højre eller ved min venstre Side
tilkommer det ikke mig at give; men det gives til dem, hvem det
er beredt."
41. Og da de ti hørte det, begyndte de at blive, vrede på Jakob og
Johannes.
42. Og Jesus kaldte dem til sig og siger til dem: "I vide, at de,
der gælde for Folkenes Fyrster; herske over dem, og de store
iblandt dem bruge Myndighed over dem.
43. Men således er det ikke iblandt eder; men den, som vil blive
stor iblandt eder, skal være eders Tjener;
44. og den, som vil blive den første af eder, skal være alles
Tjener;
45. thi også Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene,
men for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange."

46. Og de komme til Jeriko; og da han gik ud af Jeriko tillige med
sine, Disciple og en stor Skare, sad Timæus's Søn, Bartimæus, en
blind Tigger, ved Vejen.
47. Og da han hørte, at det var Jesus af Nazareth, begyndte han at
råbe og sige: "Du Davids Søn, Jesus, forbarm dig over mig!"
48. Og mange truede ham,for at han skulde tie; men han råbte meget
stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!"
49. Og Jesus stod stille og sagde: "Kalder på ham!" Og de kalde på
den blinde og sige til ham: "Vær frimodig, stå op! han kalder på
dig."
50. Men han kastede sin Overkjortel af sig, sprang op og kom til
Jesus.
51. Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: "Hvad vil du, at jeg
skal gøre for dig?" Men den blinde sagde til ham: "Rabbuni, at
jeg kan blive seende!"
52. Og Jesus sagde til ham: "Gå bort, din Tro har frelst dig." Og
straks blev han seende, og han fulgte ham på Vejen.

Markus 11

1. Og da de nærme sig Jerusalem til Bethfage og Betania ved
Oliebjerget, udsender han to af sine Disciple og siger til dem:
2. "Går hen til den Landsby, som ligger lige for eder, og straks,
når I komme ind i den, skulle I finde et Føl bundet, på hvilket
der endnu aldrig har siddet noget Menneske; løser det og fører
det hid!
3. Og dersom nogen siger til eder: Hvorfor gøre I dette? da siger:
Herren har Brug for det, og han sender det straks herhen igen."
4. Og de gik hen og fandt Føllet bundet ved Døren udenfor ved
Gyden, og de løse det.
5. Og nogle af dem, som stode der, sagde til dem: "Hvad gøre I, at
I løse Føllet?"
6. Men de sagde til dem, ligesom Jesus havde sagt, og de tilstedte
dem det.
7. Og de føre Føllet til Jesus og lægge deres Klæder på det, og han
satte sig på det.
8. Og mange bredte deres Klæder på Vejen, andre Kviste, som de
afskare på Markerne.
9. Og de, som gik foran, og de, som fulgte efter, råbte: "Hosanna!
velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn!
10. Velsignet være vor Fader Davids Rige, som kommer, Hosanna i det
højeste!"
11. Og han gik ind i Jerusalem, i Helligdommen, og da han havde
beset alt, gik han, da det allerede var Aftenstid, ud til
Bethania med de tolv.

12. Og den følgende Dag; da de gik ud fra Bethania, blev han
hungrig.
13. Og da han så et Figentræ langt borte, som havde Blade, gik han
derhen, om han måske kunde finde noget derpå, og da han kom til
det, fandt han intet uden Blade; thi det var ikke Figentid.
14. Og han tog til Orde og sagde til det: "Aldrig i Evighed skal
nogen mere spise Frugt af dig!" Og hans Disciple hørte det.

15. Og de komme til Jerusalem; og han gik ind i Helligdommen og
begyndte at uddrive dem, som solgte og købte i Helligdommen, og
han væltede Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Stole.
16. Og han tilstedte ikke, at nogen bar nogen Ting igennem
Helligdommen. 17. Og han lærte og sagde til dem: "Er der ikke
skrevet, at mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle
Folkeslagene? Men I have gjort det til en Røverkule."
18. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge hørte det, og de søgte,
hvorledes de kunde slå ham ihjel; thi de frygtede for ham,
eftersom hele Skaren blev slagen af, Forundring over hans Lære.

19. Og da det blev Aften, gik han uden for Staden.
20. Og da de om Morgenen gik forbi, så de, at Figentræet var visnet
fra Roden af.
21. Og Peter kom det i Hu og siger til ham; "Rabbi! se, Figentræet,
som du forbandede, er visnet."
22. Og Jesus svarede og siger til dem: "Haver Tro til Gud!
23. Sandelig, siger jeg eder, den, som siger til dette Bjerg: Løft
dig op og; kast dig i Havet, og ikke tvivler i sit Hjerte, men
tror, at det sker, som han siger, ham skal det ske.
24. Derfor siger jeg eder: Alt, hvad I bede om og begære, tror, at I
have fået det, så skal det ske eder.
25. Og når I stå og bede, da forlader, dersom I have noget imod
nogen, for at også eders Fader, som er i Himlene, må forlade
eder eders Overtrædelser.
26. Men dersom I ikke forlade, skal eders Fader, som er i Himlene,
ej heller forlade eders Overtrædelser"

27. Og de komme atter til Jerusalem; og medens han gik omkring i
Helligdommen, komme Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de
Ældste hen til ham.
28. Og de sagde til ham: "Af hvad Magt gør du disse Ting? eller hvem
har givet dig denne Magt til at gøre disse Ting?"
29. Men Jesus sagde til dem: "Jeg vil spørge eder om een Ting, og
svarer mig derpå, så vil jeg sige eder, af hvad Magt jeg gør
disse Ting.
30. Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker? Svarer
mig!"
31. Og de tænkte ved sig selv og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da
vil han sige, hvorfor troede I ham da ikke?
32. Men sige vi: Fra Mennesker" så frygtede de for Folket; thi alle
holdt for, at Johannes virkelig var en Profet.
33. Og de svare og sige til Jesus: "Vi vide det ikke." Og Jesus
siger til dem: "Så siger jeg eder ikke heller, af hvad Magt jeg
gør disse Ting."

Markus 12

1. Og han begyndte at tale til dem i Lignelser: "En Mand plantede
en Vingård og satte et Gærde derom og gravede en Perse og
byggede et Tårn, og han lejede den ud til Vingårdsmænd og drog
udenlands.
2. Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for
at han af Vingårdsmændene kunde få af Vingårdens Frugter.
3. Og de grebe ham og sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
4. Og han sendte atter en anden Tjener til dem; og ham sloge de i
Hovedet og vanærede.
5. Og han sendte en anden; og ham sloge de ihjel; og mange andre;
nogle sloge de, og andre dræbte de.
6. Endnu een havde han, en elsket Søn; ham sendte han til sidst til
dem, idet han sagde: "De ville undse sig for min Søn."
7. Men hine Vingårdsmænd sagde til hverandre: "Der er Arvingen;
kommer lader os slå ham ihjel, så bliver Arven vor."
8. Og de grebe ham og sloge ham ihjel og kastede ham ud af
Vingården.
9. Hvad vil da Vingårdens Herre gøre? Han vil komme og ødelægge
Vingårdsmændene og give Vingården til andre.
10. Have I ikke også læst dette Skriftord: Den Sten, som
Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en
Hovedhjørnesten?
11. Fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne."
12. Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Mængden; thi de
forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode
ham og gik bort.

13. Og de sendte nogle til ham af Farisæerne og af Herodianerne, for
at de skulde fange ham i Ord.
14. Og de kom og sagde til ham: "Mester! vi vide, at du er sanddru
og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke på Menneskers
Person, men lærer Guds Vej i Sandhed. Er det tilladt at give
Kejseren Skat eller ej? Skulle vi give eller ikke give?"
15. Men da han så deres Hykleri, sagde han til dem: "Hvorfor friste
I mig? Bringer mig en Denar", for at jeg kan se den."
16. Men de bragte den. Og han siger til dem: "Hvis Billede og
Overskrift er dette?" Men de sagde til ham: "Kejserens."
17. Og Jesus sagde til dem: "Giver Kejseren, hvad Kejserens er, og
Gud, hvad Guds er." Og de undrede sig over ham.

18. Og der kommer Saddukæere til ham, hvilke jo sige, at der ingen
Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde:
19. "Mester! Moses har foreskrevet os, at når nogens Broder dør og
og efterlader, en Hustru og ikke efterlader noget Barn, da skal
hans Broder tage hans Hustru og oprejse sin Broder Afkom.
20. Der var syv Brødre; og den første tog en Hustru, og da han døde,
efterlod han ikke Afkom.
21. Og den anden tog hende og døde uden at efterlade Afkom, og den
tredje ligeså.
22. Og alle syv, de efterlode ikke Afkom. Sidst af dem alle døde og
så Hustruen.
23. I Opstandelsen, når de opstå, hvem af dem skal så have hende til
Hustru? Thi de have alle syv haft hende til Hustru."
24. Jesus sagde til dem: "Er det ikke derfor, I fare vild, fordi I
ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft?
25. Thi når de opstå fra de døde, da tage de hverken til Ægte eller
bortgiftes, men de ere som Engle i Himlene.
26. Men hvad de døde angår, at de oprejses, have I da ikke læst i
Mose Bog i Stedet om Tornebusken, hvorledes Gud talede til ham
og sagde: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?
27. Han er ikke dødes, men levendes Gud; I fare meget vild."

28. Og en af de skriftkloge, som havde hørt deres Ordskifte og set,
at han svarede dem godt, kom til ham og spurgte ham: "Hvilket
Bud er det første af alle?"
29. Jesus svarede: "Det første er: Hør Israel! Herren, vor Gud,
Herren er een;
30. og du skal elske Herren, din Gud af hele dit Hjerte og af hele
din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke.
31. Et andet er dette: Du skal elske din Næste som dig selv. Større
end disse er intet andet Bud."
32. Og den skriftkloge sagde til ham: "Rigtigt, Mester, og med
Sandhed har du sagt, at han er een, og der er ingen anden
foruden ham.
33. Og at elske ham af hele sit Hjerte og af hele sin Forstand og af
hele sin Styrke og at elske sin Næste som sig selv, det er mere
end alle Brændofrene og Slagtofrene."
34. Og da Jesus så, at han svarede forstandigt, sagde han til ham:
"Du er ikke langt fra Guds Rige." Og ingen vovede mere at rette
Spørgsmål til ham.

35. Og da Jesus lærte i Helligdommen, tog han til Orde og sagde:
"Hvorledes sige de skriftkloge, at Kristus er Davids Søn?
36. David selv sagde ved den Helligånd: Herren sagde til min Herre:
Sæt dig ved min, højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender
som en Skammel for dine Fødder.
37. David selv kalder ham Herre; hvorledes er han da hans Søn?" Og
den store Skare hørte ham gerne.

38. Og han sagde i sin Undervisning: "Tager eder i Vare for de
skriftkloge, som gerne ville gå i lange Klæder og lade sig hilse
på Torvene
39. og gerne ville have de fornemste Pladser i Synagogerne og sidde
øverst til Bords ved Måltiderne;
40. de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe, disse skulle
få des hårdere Dom."

41. Og han satte sig lige over for Tempelblokken og så, hvorledes
Mængden lagde Penge i Blokken, og mange rige lagde meget deri.
42. Og der kom en fattig Enke og lagde to Skærve i, hvilket er en
Hvid".
43. Og han kaldte sine Disciple til sig og sagde til dem: "Sandelig,
siger jeg eder, denne fattige Enke har lagt mere deri end alle
de som lagde i Tempelblokken.
44. Thi de lagde alle af deres Overflod; men hun lagde af sin
Fattigdom alt det, hun havde, sin hele Ejendom."

Markus 13

1. og da han gik ud af Helligdommen, siger en af hans Disciple til
ham: "Mester, se, hvilke Sten og hvilke Bygninger!"
2. Og Jesus sagde til ham: "Ser du disse store Bygninger? der skal
ikke lades Sten på Sten, som jo skal nedbrydes."
3. Og da han sad på Oliebjerget, lige over for Helligdommen,
spurgte Peter og Jakob og Johannes og Andreas ham afsides:
4. "Sig os, når skal dette ske, og hvilket er Tegnet, når alt dette
skal til at fuldbyrdes?"
5. Men Jesus begyndte at sige til dem: "Ser til, at ingen forfører
eder!"
6. Mange skulle på mit Navn komme og sige: Det er mig; og de skulle
forføre mange.
7. Men når I høre om Krige og Krigsrygter, da lader eder ikke
forskrække, thi det må ske; men Enden er ikke endda.
8. Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal
være Jordskælv her og der, og der skal være Hungersnød og
Oprør. Dette er Veernes Begyndelse.
9. Men I, tager Vare på eder selv; de skulle overgive eder til
Rådsforsamlinger og til Synagoger; I skulle piskes og stilles
for Landshøvdinger og Konger for min Skyld, dem til et
Vidnesbyrd.
10. Og Evangeliet bør først prædikes for alle Folkeslagene.
11. Og når de føre eder hen og overgive eder, da bekymrer eder ikke
forud for, hvad I skulle tale; men hvad der bliver givet eder i
den samme Time, det skulle I tale; thi I ere ikke de, som tale,
men den Helligånd.
12. Og Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn og
Børn skulle stå op mod Forældre og slå dem ihjel.
13. Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som
holder ud indtil Enden, han skal blive frelst.
14. Men når I se Ødelæggelsens Vederstyggelighed stå, hvor den ikke
bør, (den, som læser det, han give Agt! ) da skulle de, som ere
i Judæa, fly til Bjergene;
15. men den, som er på Taget, stige ikke ned eller gå ind for at
hente noget fra sit Hus;
16. og den, som er på Marken, vende ikke tilbage for at hente sine
Klæder!
17. Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage!
18. Men beder om, at det ikke skal ske om Vinteren;
19. thi i de Dage skal der være en sådan Trængsel som der ikke har
været fra Skabningens Begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu,
og som der heller ikke skal komme.
20. Og dersom Herren ikke afkortede de dage, da blev intet Kød
frelst; men for de udvalgtes Skyld, som han har udvalgt, har han
afkortet de Dage
21. Og dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller se
der! da tror det ikke.
22. Thi falske Krister og falske Profeter skulle fremstå og gøre
Tegn og Undergerninger for at forføre, om det var muligt, de
udvalgte.
23. Men I, vogter eder; jeg har sagt eder alt forud.
24. Men i de dage, efter den Trængsel, skal Solen formørkes, og
Månen ikke give sit Skin,
25. og Stjernerne skulle falde ned fra Himmelen, og de Kræfter, som
ere i Himlene, skulle rystes.
26. Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Skyerne med megen
Kraft og Herlighed.
27. Og da skal han udsende sine Engle og samle sine udvalgte fra de
fire Vinde, fra Jordens Ende indtil Himmelens Ende.
28. Men lærer Lignelsen af Figentræet: Når dets Gren allerede er
bleven blød, og Bladene skyde frem, da skønne I, at Sommeren er
nær.
29. Således skulle også I, når I se disse Ting, skønne, af han er
nær for Døren.
30. Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgå,
førend alle disse ting ere skete
31. Himmelen og Jorden skulle forgå, men mine Ord skulle ingenlunde
forgå:
32. Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Englene i Himmelen,
heller ikke Sønnen, men alene Faderen.

33. Ser til, våger og beder; thi I vide ikke, når Tiden er der.
34. Ligesom en Mand, der drog udenlands, forlod sit Hus og gav sine
Tjenere Fuldmagt, hver sin Gerning, og bød Dørvogteren, at han
skulde våge,
35. våger derfor; thi I vide ikke, når Husets Herre kommer, enten om
Aftenen eller ved Midnat eller ved Hanegal eller om Morgenen;
36. for at han ikke, når han kommer pludseligt, skal finde eder
sovende!
37. Men hvad jeg siger eder, det siger jeg alle: Våger!"

Markus 14

1. Men to Dage derefter var det Påske og de usyrede Brøds
Højtid. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes
de med List kunde gribe og ihjelslå ham.
2. Thi de sagde: "Ikke på Højtiden, for at der ikke skal blive
Oprør iblandt Folket."

3. Og da han var i Bethania, i Simon den spedalskes Hus, kom der,
medens han sad til Bords, en Kvinde, som havde en Alabastkrukke
med ægte, såre kostbar Nardussalve; og hun sønderbrød
Alabastkrukken og udgød den på hans Hoved.
4. Men der var nogle, som bleve vrede hos sig selv og sagde:
"Hvortil er denne Spilde af Salven sket?
5. Denne Salve kunde jo være solgt for mere end tre Hundrede
Denarer og være given til de fattige." Og de overfusede hende.
6. Men Jesus sagde: "Lader hende være, hvorfor volde I hende
Fortrædeligheder? Hun har gjort en god Gerning imod mig.
7. De fattige have I jo altid hos eder, og når I ville, kunne I
gøre vel imod dem; men mig have I ikke altid.
8. Hun gjorde, hvad hun kunde; hun salvede forud mit Legeme til
Begravelsen.
9. Sandelig, siger jeg eder, hvor som helst i hele Verden
Evangeliet bliver prædiket, skal også det, som hun har gjort,
omtales til hendes Ihukommelse."

10. Og Judas Iskariot, en af de tolv, gik hen til Ypperstepræsterne
for at forråde ham til dem.
11. Men da de hørte det, bleve de glade, og de lovede at give ham
Penge; og han søgte, hvorledes han kunde få Lejlighed til at
forråde ham.

12. Og på de usyrede Brøds første Dag, da man slagtede Påskelammet,
sige hans Disciple til ham: "Hvor vil du, at vi skulle gå hen og
træffe Forberedelse til, at du kan spise Påskelammet?"
13. Og han sender to af sine Disciple og siger til dem: "Går ind i
Staden, så skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke;
følger ham;
14. og hvor han går ind, der skulle I sige til Husbonden: Mesteren
siger: Hvor er mit Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med
mine Disciple?
15. Og han skal vise eder en stor Sal, opdækket og rede; og der
skulle I berede det for os."
16. Og hans Disciple gik bort og kom ind i Staden og fandt det,
således som han havde sagt dem; og de beredte Påskelammet.
17. Og da det var blevet Aften, kommer han med de tolv.
18. Og medens de sade til Bords og spiste, sagde Jesus: "Sandelig,
siger jeg eder, en af eder, som spiser med mig, vil forråde
mig."
19. De begyndte at bedrøves og at sige til ham, en efter en: "Det er
dog vel ikke mig?"
20. Men han sagde til dem: "En af de tolv, den, som dypper med mig i
Fadet
21. Thi Menneskesønnen går vel bort, som der er skrevet om ham; men
ve det, Menneske ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det var
godt for det Menneske, om han ikke var født."

22. Og medens de spiste, tog han Brød, velsignede og brød det og gav
dem det og sagde: "Tager det; dette er mit Legeme."
23. Og han tog en Kalk, takkede og gav dem den; og de drak alle
deraf.
24. Og han sagde til dem: "Dette er mit Blod, Pagtens, hvilket
udgydes for mange.
25. Sandelig, siger jeg eder, at jeg skal ingen Sinde mere drikke af
Vintræets Frugt indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny i Guds
Rige."

26. Og da de havde sunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget
27. Og Jesus siger til dem: "I skulle alle forarges; thi der er
skrevet: Jeg vil slå Hyrden, og Fårene skulle adspredes.
28. Men efter at jeg er bleven oprejst, vil jeg gå forud for eder
til Galilæa."
29. Men Peter sagde til ham: "Dersom de endog alle forarges, vil jeg
dog ikke forarges."
30. Og Jesus siger til ham: "Sandelig siger jeg dig, i Dag, i denne
Nat, førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre
Gange."
31. Men han sagde end yderligere: "Om jeg end skulde dø med dig, vil
jeg ingenlunde fornægte dig." Men ligeså sagde de også alle.

32. Og de komme til en Gård, hvis Navn var Gethsemane; og han siger
til sine Disciple "Sætter eder her, imedens jeg beder."
33. Og han tager Peter og Jakob og Johannes med sig, og han begyndte
at forfærdes og svarlig at ængstes.
34. Og han siger til dem: "Min Sjæl er dybt bedrøvet indtil Døden;
bliver her og våger!"
35. Og han gik lidt frem, kastede sig ned på Jorden og bad om, at
den Time måtte gå ham forbi, om det var muligt.
36. Og han sagde: "Abba Fader! alting er dig muligt; tag denne Kalk
fra mig; dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil."
37. Og han kommer og finder dem sovende og siger til Peter: "Simon,
sover du? Kunde du ikke våge een Time?
38. Våger, og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse; Ånden
er vel redebon, men Kødet er skrøbeligt."
39. Og han gik atter hen og bad og sagde det samme Ord,
40. Og han vendte tilbage og fandt dem atter sovende; thi deres Øjne
vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham.
41. Og han kommer tredje Gang og siger til dem: "Sove I fremdeles og
hvile eder? Det er nok; Timen er kommen; se, Menneskesønnen
forrådes i Synderes Hænder.
42. Står op, lader os gå; se, han, som forråder mig, er nær."

43. Og straks, medens han endnu talte, kommer Judas, en af de tolv,
og med ham en stor Skare med Sværd og Knipler fra
Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de Ældste.
44. Men han, som forrådte ham, havde givet dem et aftalt Tegn og

Book of the day:
Facebook Google Reddit StumbleUpon Twitter Pinterest